Ebbe og flod

8. December 2016 af Maria Guldager

Jeg er min tid

Min tid er mig

Jeg er mig i tid

Min tid er i mig

rense rense rense

alt jeg er, er tid

tid er alt jeg er

jeg har fået tid

jeg har haft tid

jeg kan ikke nå tiden for

jeg er tiden

storhedstid, oprørstid, vanvidstid, umiddelbart hele tiden

tid

til at dit hoved hviler i mit skød, jeg har altid hadet

mænd der lagde hovedet der

det var ikke deres tid

du er min tid

værd og du kan lægge hovedet hvor det skal være

og når det ikke på min krop

fantaserer jeg om hvor du er, hvordan

dine læber ser ud, når jeg ikke ser på dem, hvordan

du står op om morgenen og klæder dig på

først det ene bukseben, det driller lidt og du hopper for at få det andet ben i bukserne, en hurtig t-shirt over det veltrænede bryst, gade vide om du ved, at jeg har accepteret det bryst og hele din mave som en gave til min kvindelighed, en hurtig morgenmadsskål med tilfældige rester i, mon du ved, at jeg også går op i din inderside, dine tarme, at mit blik lige nu følger dem, undersøger dem, elsker dem, prøver ikke at presse dem til at invitere mig med til juleaften i Horsens, selvom det kan lyde som om det netop er det, der sker, når du er alene med dine tanker om det, jeg sagde, hørte du det, tænker du over det, når vandhanden løber og du spytter ud, trækker ud, rydder ud, rækker ud, med din egen vilje efter dagens opgaver, rækker, dine egne øjne, de flotteste jeg nogensinde har set og øjenbrynene som ofte ser mod hinanden som en bro der er ved at opløse sig selv, behøver ikke, behøver aldeles ikke signalere flove situationer, dine egne situationer med dig selv helt alene i din krop

min iagttagelser er fantasi lånte, jeg tager mig tid

til at slå det stort op: Så har jeg handlet, så har jeg tænkt, nu er dette og hint sket, dit og dat glemt

men du er ikke på min facebooktrone, din opmærksomhed summer evigt nærværende

i dine fødder, mon jeg forstyrrer

din enetid med min scene tid.

Hold op med at puste mig på ryggen,

plejede jeg at sige, men ikke med dig

penetrerer min ryg med din ånd,

siger jeg, og håber du trænger indtil min midte

mærker mit blod strømme og min sjæl gribe

sig fast i dig og på den tid vi bygger

op af udsagn og koder

du er ikke ung og fri nok til mig

siger han med sin krop

mens jeg maler mørket orange med mine bryster.

Jeg kan aldrig gå tilbage

og det hænger han om sin hals

det vejer ham ned så tungt

at man skulle tro han var en kistebund

men han har et arbejde som jurist

og stryger sine skjorter med hverdagshud.

Ingen kraft i verden kan skille os

fra følelsen af at ingen kraft i verden kan skille os.

Jeg lover dig alt,

har jeg før sagt, men alt er tid

og alt ændrer sig i tid, jeg kan ikke holde alt

jeg kan bare være det

lettere forskudt og forjaget

uden forsmag og jetlag.

Bølgerne, balancen, punktet på midten af dit surfboard og dit bjerg, dit udendørsliv og mit underliv

jeg er den vildeste natur, jeg lover dig vildskab

under rødderne, hvis du da har nogle

hvad sker der, når jeg vender dig om, har du

intet der holder dig tilbage i tid?

Hvilke kvinder har kysset dette bryst før og grinte du

på samme måde, er din latter højere sammen med mig, mere ægte og hjertefølt

eller er jeg bare en dråbe i vandet, alle er vi et, intet varer evigt, som i nærdødsoplevelsen der gør alt det kedelige værdifuldt

snart er det ikke et digt længere men et essay, reglerne

de tæsker rundt med mig, fællesskabet

jeg må tilfredsstille, flyde sammen med, bølger der bruser sammen og overdøver små pigers skrig når vandet er for koldt, regler

jeg må spille efter og lade som om jeg ingenting kan, engang begik jeg selvmord, siger jeg, jeg mener jeg prøvede, nær død, spurgte de til udredningssamtalen, jeg ryster på hovedet og husker at det knap nok var nær blødninger eller andre chokeffekter,

engang arbejdede jeg med den her type administrative opgiver, siger jeg, jeg mener, jeg var i en slags praktik, nærmest ansat, spørger de til jobsamtalen, jeg ryster på hovedet, og husker at jeg knap nok bestod mit praktikforløb

jeg er oppe, jeg er nede, man siger man kan kontrollere dem, følelserne, jeg tror det, når jeg ser dem, fulde af kontrol, stramme ansigter, der ikke interesserer sig for noget nyt, kun det gamle kan holde dem til ilden, åh ja sådan var det engang, mægtigt, de varmer sig på et bål af følelser, dem de ikke længere har i sig, jeg er slet ikke poet

jeg er slet ikke kvinde

jeg er slet ikke krop

jeg er slet ikke energi

i det regelmæssige, fællesskabsorienterede

kun i små sælsomme desperate hug

har jeg en puls, en dato, en ven

Den her krop, det her liv, den her tid

hvad skal jeg med den, hvad er jeg i den

uden desperationens tidsløse vibrationer, jeg elsker

dig kun fordi jeg er desperat,

efter at føle mig selv som andet og mere

end tidevand.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den vildeste lykke

26. November 2016 af Maria Guldager

Jeg havde et billede af den kvinde, jeg ville have

og det lignede ikke dig

ikke dine strækmærker, børn, eksmænd, ikke din kønsbehåring, modermærkesamling, tørrede hudplamascher

men nu er jeg klar

selvom din næse løber, dine tarme værker, din ånde gør sig kraftig

siger du og jeg prøver at høre igennem det jeg vil høre, tværs gennem den røde farve i mine kinder, hvad laver du

jeg har ingenting lavet i 10 timer

jeg har haft travlt med at takke Gud for sit mirakel

at du kan elske mig er alt

muligt

nu

alt er

muligt, hvad laver du, han spørger mig ikke, jeg svarer alligevel

alt er muligt

jeg laver alt muligt

der ikke er muligt endnu men fordi du kyssede mig

ved jeg alt muligt

jeg ved

at intet længere kan gå helt galt

at jeg tror på lykken

at du er min forbindelse til jorden

selv når du klatrer og surfer og lever livet fra en charter-ø

at mine uforståelige formuleringer er sand

mellem dine tæer, jeg mærker

dine tæer drømme

om varme og en sydlandsk kvinde

jeg holder ideen inde, who cares, intet varer evigt, er det muligt

at du griber mig, når jeg har kastet mig ud fra skrænten

at dine arme endelig, endelig, kan tilhøre mig, mit landskab

kan dække dine bjerge med smuk vildskab, jeg lover

jeg vil vokse på dig

hvis du vil vande mig

er det muligt at gøre alt på et liv

så skriv det i et brev

det eneste jeg læser

er dine øjne, det eneste jeg læser er dine

subtile rystelser, bevægelser, rytmiske ord, bevægende svar, for i dem har

jeg alt i hele livet

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

bjergarme

25. November 2016 af Maria Guldager

Bare askebæger så?

Det er okay, jeg ikke kan stå i vinduet og føre mig frem, men noget må du kunne bruge mig til?

Jeg vil være din slave, din undersåt, hvad end der bekommer dig godt, for jeg har aldrig mødt en skarp, handy, L-ægger- glutenallergiker, så meget

mand i en dreng, de andre mænd giver mig lyst til at rejse mig og gå

jeg sidder med verden i mit skød, trykker på en knap og den bliver ved

fylder mig med perspektiv, jeg sidder som et stativ

og holder verdens forfald men

Du giver mig lyst til bage

Med mine hænder vil jeg forme, der der skal igennem dig, optages af dig, blive til dig

jeg lover dig alt, jeg ved ikke hvordan, men alt, jeg lover, forelskelsen svinde? Aldrig, jeg lover dig alt

for du har så smukke arme at jeg ikke behøver at bestige nogle bjerge

jeg kan vandre med øjnene,

bestige dine muskler, med nød og næppe komme ned i live, fra din glatte hud, dit ungdomssind, et vindue ind i mig selv, der ligger jeg med halsen mod dine biceps, du strammer ikke grebet, men du må gerne, bare luk til, pres næven mod skulderhovedet så min luft forsvinder, det er en leg

at trække vejret ud og kort efter suge det igen, jeg vil dø hvert øjeblik, jeg fortryder det, hvert andet øjeblik, dine arme

er hele mit brusende liv værd, når jeg ligger

i en ældre mands grå favn og får komplimenter, får orgasmer, får at vide hvordan tilværelsen skal gå, glemmer jeg dig for en stund, jeg trækker kun vejret ind

på toppen er der en pause, svagt længes jeg efter dig, og din afvisning med øjenkontakt og hele svineriet, dine arme jeg lige ved hvordan

det ville føles at blive holdt af, savner, på vejen hjem, ned af trappen, ned ned af trappen, ned

i det mørkeste ubevidste, hviler du som vindruespisende gud, på bunden af min torsdagsdepression, under det nederste

af min mave har du alt at skulle have sagt, må jeg bage dig en glutenfri bolle?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Kender det

23. October 2016 af Maria Guldager

Som en tredje kigger jeg ud på de første, der betragtes af de andre.

Jeg ser de andre sidde og se de kendte danse og de  andre elske de kendte og deres danse og de kendte elsker de andre så de kan få lov at danse og de siddende andre går i opløsning hvis ikke de bliver elsket, og de kendte går til grunde hvis ikke de andre sidder der og betaler og tænker gid det var mig, men det er ikke de andre, de ville aldrig kunne få sådan en smuk kæreste og hvis en anden alligevel skulle få en smuk kæreste, så kan de danse med i baggrunden,  eller i hvert fald skrive om dansen på en blog der får likes, fordi den primært indeholder billeder af de kendte, taget af de andre eller fotografer der arbejder for de andre, de elsker

at de kendte står ved siden af dem, når de filmes, hvis ikke der filmes, filmer de selv og skriver i bloggen at de også snapper, så de andre kan følge med de kendte, helst ikke blive kendte som de selv næsten er blevet, men sidde og elske at se på dans og derefter intriger med bare bryster og flyvske ben, de andre

er ellevilde, de andres bryster og ben flyver som et vildt show for mine øjne, vi er de tredje, der står hævet op og sukker

ned over landet som en sagte vind, for vi orker ikke sige noget, knapt nok tage os til hovedet, vi er så trætte, så afkræftede, vi er ikke med i cyklussen, ingen elsker os, ingen går i opløsning uden os.

Ordene gnider sig op af mine ben som vi slentrer sammen, langs de mørke fortove, cykler i kolde hænder, kolde greb om varme stemmer, forførelsen der venter lige om hjørnet, men forsinkes, jeg lænkes i hans meninger, jeg bad selv om dem, erotiske lænker, jeg er på date med den afvisende arbejdsgiver, jeg afviser hans meninger for ikke at afvise mig selv, men de snor sig om min hals, der hvor min selvkærlighed hænger som et smykke, strammere og strammere endnu, min vejrtrækning svinder, årstiden skifter i mig, huden skaller af og gulvbrædderne sidder ikke fast, negle der skraber mod ujævn overflade, bare fordi, ja det var bare fordi jeg ville ruske op i din stivnethed

der pakker livet ind i folie, ind i et køleskab med hylder, i en skuffe

med cherrytomater beder han mig være

mere som man kender det

fra andre dates, et restaurantbesøg

er et regnestykke og det går ikke op, når du hopper ned på gulvet og laver chaturanga, jeg er ikke dit segment, siger han mens vi kysser, for at gøre mig glad igen, for at minde mig om at der muligvis er andre, mindre kloge end han, der elsker mig, eller i hvert fald ikke tager det for nært, at jeg larmer larmer larmer larmer larmer

ramler ramler ramler ramler ramler

lad mig lad mig lad mig lad mig

land mig land mig land land mig

vander vander vander vander vander

sand mig sand mig sand mig

til

i din favn

hvor ingen piger nogensinde har trukket vejret

frit, er det dit

kritiske rationale der oversvømmer ensomheden med mistro

du forstår dig ikke på det, er jeg nødt til at trøste mig selv.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den der finder mig skal aldrig

10. October 2016 af Maria Guldager

Problemet med at se hinanden til frokoster, middage, ved anledninger og til det uventede besøg

er at det bliver ved, ingen ende

har den sociale pleje. Så snart jakken er taget på lyder: hvornår ser vi jer så igen? Det varer vel ikke så længe?

Det er aldrig nok. Jeg bliver ved med at skulle

komme, deltage i den fælles gnaskning, gravsang og gajolæsketekst: hvornår ser vi dig så igen?

mine digte frister  dem ikke til at tale om noget, de siger bare: flot hjemmeside, hvornår ser vi dig igen?, problemet med at se hinanden i øjnene

er at jeg bliver søvnig som et land, der bliver svinet til at sine udrejste indfødte, udmattet som en kvinde der indeni behandles som en mand udenpå, skal vi

ja, siger jeg, men det er ikke nok at svare ja, er det?, der kommer højst et spørgsmål, vil du, og nu har spørgsmålet været der, nu er der bare mit fritsvævende ja uden hverken hænder eller fødder til at føre mig steder hen, ingen opfølgning, ikke noget initiativ, bare en svindende maskulinitet kanaliseret ud som budgetter og glansløse artikler i en avis, der er med til at deprimere hele landet, ja det søvnige land, problemet er

at vi ikke ses, slet ikke når vi er sammen, ser I mig, jeg ser ikke jer, vi ser ikke hinanden og problemet er,

at jeg kun kan skabe eufori, når manden er seksuelt tiltrukket af mig, et problem at jeg lever mine dage med det formål at være seksuelt tiltrækkende, sådan fungerer det ikke, siger de i godmorgen tv, i et klip på 25 sekunder på facebook, jeg har ikke tv, men jeg forstår pointen som den er delt og liket og kommenteret og diskuteret her i en tråd af relationer, stemmer der kender, ikke kender, venner, ikke venner, jobansøgere, redaktører, man hilser ikke på hvem som helst, man liker dem der får jobbet, jeg skal købe en anden parfume, siger de 25 sekunder, der får mig til at lugte mere kvindelig, jeg tror det er fragransen, siger jeg til min anspændte krop, der dufter af roser i en verden af torne, jeg ser indad, der er

er duftløs intethed og inde  i intetheden

bor et hus der stirrer ind i sine egne vægge, ses vi, ja vi ses, lige nu, ses til vi tømmes, bliver flade og påståelige, ingen kan ruske op i intet, det er stivnet, det er et hus, man kan bare flytte ind i dens sørgelige bolig uden mad i køleskabet, jeg beslutter mig for at faste, det gør jeg hver gang jeg har glemt at købe ind, jeg kalder det en effektiv form for sult.

—–

Jeg sidder oppe til kl 03:16 på facebook, på linkedin, instagram, ja selv informations debatforum, jeg prøver at møde nogen, mens jeg sidder i en seng, prøver at bryde igennem, komme frem noget, høres af nogen, sælges til nogen, kom og køb det virker

formentlig ikke efter hensigten, folk er for længst holdt op med at svare, jeg er for længst holdt op med at faste. Jeg finder nyt at tjekke hele tiden, jeg våger ikke

over landet og udtænker retfærdighedstogter, jeg har bare mainstream tankespind på selfies og selvreklame, hvordan er jeg endt

i et så svageligt udueligt overjeg, der lader mig rende rundt i natten uden krop, som ren selfie, udadreagerende i desperationspanik straffer

jeg mig selv, nu kom du heller ikke afsted i denne uge, du har jo betalt for lortet, men jeg kan ikke bare sådan dukke op til overfladen, for jeg har ligget i blød et sted inde i sig selv i 7 vågne nætter, modellervoks til hud, forvoksede kinder og lag rundt om panden,

giv mig en grund til at sove

med mørke drømme under åbne øjenlåg,

trykker jeg jatak til en gratis selvkærlig meditation, klik klik klik, og åbenbart til en evighed med nyhedsbreve og gode tilbud, tak, siger jeg til yogaindustrien, der gør mig frarøver mig muligheden at tjene penge på ærlig vis, jeg mener tjene penge på ærligheden, jeg mener mænd og mandige kvinder tjener penge på uærligheden, slørede affære og en uddannelse i at sno sig, hvis jeg kunne undgå det, ville jeg slet ikke tjene penge, tankespind og uærlighed midt i ærligheden

Det er koldere

end lige før, varmen indefra

kommer fra tarme på overarbejde

jeg spiser

fordi det regner,  ikke let og støvet men tungt og konstant,

En paprikagryde, en tomatsuppe, en bakke pulled kylling med chili

det varmer ved at slynge sig rundt i mit indre

En dør blæser åben i det mætte kongerige

mangel på ånd mangel på sved

overvægt af mursten i kroppen

døren er åbnet, jeg har selv gjort det, blæsten huserer

mut bryst, over solar plexus, svævende som et ja fra en kvinde, der burde blive forfulgt og beundret af manden

det køn der gør det så besværligt for sig selv, og dog vinder hele lortet, førstepladsen

fansider, bøger og linealer i hans billede,

jeg ville have troet frihed var varme, men jeg ser at den egentlig er kulde

er fravær, et valg med følger, jeg smelter sammen med det menneskelige

tomrum lige i solar plexus, det intet jeg er inde i, er indeni mig, jeg opdager det slet ikke

men jeg har hørt samme sang de sidste 50 minutter, på repeat spiller: I am the mountain, I am the sea, tiden går ind i mig og bliver der, jeg ænser ikke hvornår jeg skal ud, jeg begynder at nyde mig selv, jeg er et bjerg, jeg er et hav, jeg vil ikke til middag længere, mine egne børn behøver ikke at komme hjem, jeg kunne tage livet herfra og til graven alene, jeg nyder aleneheden

i en stund mere, så bliver også det for koldt, for kæreste-kedeligt, og jeg arbejder på at banke noget nyt på benene, noget der kan stå igennem en istid

omkring mig fryser det til, de river mig ned, man må ikke promovere sig selv her

kravlende genfinder jeg skammens hule, varm flødesuppe slubres mens de voksne

lægger budget, som tæppet over en frysende krop, kom her lille ven, drik lidt

bordskik og galde, sitrende fyldes jeg op og kan tale som et samfund i flere timer

hælde mine ord ud i aviser og smøre mig ind i forfremmelser og priser, jeg har

fundet et kram der bliver ved, i sit kram har den mig, det toneangivende våben

at være til på andres præmisser, jeg sigter på mig selv

og

—-

Kategori: General, Indlæg | Ingen kommentar »

I ruinernes varetægt

7. October 2016 af Maria Guldager

Jeg kan godt holde mig

selv inde

nu har jeg bevist det

jeg kan leve med mig selv

hvile her, træde vande indtil mit liv bliver gammelt

noget værd men ikke noget ved

jeg vil hellere leve med jer, udenfor

jeg er færdig med inde

bag ideerne, maskinrummet, færdig

med at udføre opgaver for et cirkulært bånd

jeg bliver lagt på det, snurret rundt i et blufnummer

en drøm der viser sig at være det eneste jeg har

en virkelighed jeg må bryde igennem

for at komme ud med mig selv

jeg har en bog i maven, jeg forstoppes

jeg må ud til vandet, se over det, tale over det, be over det, flygte over det

jeg er en knop på en busk, jeg banker

vil foldes ud, ikke gennem livsprincippers tyranni,

men ved bevægelse, forbindelse, ved krop og krop

kroppene er enten lækre

eller ulækre, jeg vil ikke

holdes om af den ulækre

så bliver min krop også ulækker, det forstår han

ikke og min krop kan ikke holde sig inden for sit format

jeg tipper over

Mine følelser kan ikke være på så lidt plads

jeg tipper over

i et øjeblik er jeg på instagram, i et øjeblik er jeg på mailen, i et øjeblik reklamerer jeg for mit yogastudie, jeg er

sent på den nu, min ambition tipper over og ud

ned langs mine sider, skaber ekstra tyngde i mine hæle, jeg skal også snart meditere

jeg holder kun fokus i halvandet minut af gangen, kalder du dig poet.

Det er som om, der intet er sket

i dig siden jeg så dig sidst, har du slet ikke drømt

om mig og vore kroppes nøgenhed

i min jordbund ulmer forelskelsen

jeg prøver at rense mig selv, fjerne

mit blik, men jeg ser lige ind i dig

om du er her eller ikke

og elsker hver en bid, så kraftfuldt

at jeg bliver bange for affektionen

Med min bagside mod underlaget

leder jeg efter en rytme, en trækning

der er ingen luft i mig

jeg ligger stille, afventende, ingen luft

jeg må sove, det glemte jeg at gøre i nat,

jeg glemmer hvordan man vågner

jeg har travlt

men jeg gider ikke have travlt, så jeg dropper

travlheden, påstyret, ikke i dag, jeg gider ikke

jeg putter mig i den dårlige samvittighed af uld

min krop gør ondt

den er lækker

men vil ikke vågne, hvad har jeg gjort

er det for stort, er det hele for stort

er jeg for lille

til alt det store

REplikkerne

væver sig ind i hinanden, forfra, bagfra, en ulækker krop

holder om en lækker krop, der ikke kan give slip

på det den har fået at vide, den skal sige

Et stivnet ansigt på fjernsynet, lige over en mikrofon

jeg lader skærmen lave arbejdet

jeg mediterer ikke, jeg tænker ikke, jeg sover ikke,

jeg gør ingenting, jeg ser bare på en reporter

der har slugt sin vejrtrækning, jeg forstår

hendes angst og ser på det

hører ikke hendes ord, men forstår dem

indefra, jeg er inde i ordene, i måden

de spyttes ud på, skrattende,

hvis man ser hvordan de slaveagtigt vandrer ud i flok, lænket til konsistens

man må opgive alt for at få succes

for at blive reporter og formidle virkeligheden gennem ordentlighed

for at bryde igennem til dem derhjemme, give dem rytme, man må

opgive alt, også åndedrættet

jeg kan ikke finde mit åndedræt

ikke finde mit tredje barn

jeg leder efter ham indeni mig, er det her sundt mor

spørger min 7-årige datter, jeg svarer at jeg ikke ved det

hvordan skulle jeg vide hvad der er sundt for dig

spørger jeg, og ved at jeg fylder forvirring

og åndedræt på hende i samme nu, hvis bare

jeg var hjemme ved hende

jeg er aldrig hjemme

når vi er sammen vandrer jeg som en udlånt bog

rundt i andres læsninger, jeg må ind

for at komme ud

en væbnet virkelighed frister mig til at trække

sværdet

men jeg har kun en regnbue

den har jeg haft siden jeg var 12

jeg vil beholde regnbuen

sagde jeg, og mente at noget da måtte forblive, brysterne

kan vokse og jeg blodet flyde, følelserne gøre kulret og modenheden trænge sig på

men regnbuen, lad os da beholde noget

fra den forliste barndom

som et bevis på, at der var et fællesskab

under de ligegyldige gentagelser

af kolde eftermiddage

på larmende biblioteker.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Forbundet med listende skygger

2. October 2016 af Maria Guldager

Kære liv

det du vil have

hvad end du vil

bare tag det

tag det og gør det

mens jeg trækker vejret

efter mig

som slibrige spor af en barndom der ikke anede hvilken overhængende fare den var i

lille pige jeg ville glad gå med dig ind i din fantasifulde verden

hvis ikke jeg vidste, hvilken forrykt mor du har, en mor der ikke kan skærme dig og fantasiens radikale åbenhed skal skærmes, lille pige, du er så utryg at jeg må græde ned over dig og forklare dig, at det er moderregn der vil få dine hår til at gro, du spørger om du også får bryster af det, jeg beder dig

kære liv

forlad mig omgående hvis jeg skal vandre endnu et skridt uden

modet til at digte videre

at kalde dig mit er en hånefuld absurditet

jeg bøjer mig for dig, du magtfulde tunge hovedliv der ser, hører, lugter, smager, livets hovede kan ikke rokkes, det er der i alt, dømmende, seende, absorberende, hvert et åndedrag tæller det

mens jeg lægger tallene forkert sammen, folder dagene

ud, pakker ordene op og ned, træner

opøver, opelsker, opkøber

have og lande og følelsesriger

intet af det bliver mit

slet ikke livet.

Jeg er den lyserøde gerning

forvildet og forskrækket i nattens mørke bramfrihed

griner et blik, smuldrer min dømmekraft, vakler min henledte opmærksomhed

mod det sublime univers

der er så stort, og jeg er

død bag synsnerven, lavmælte lyde

der siger så lidt så det lyder som ingenting

men det er det eneste jeg har, et stemmeført glimt af hvad jeg en dag kan skabe

kom med

kom skal vi ikke

lad os

kom så reagerer vi

kom så dater vi

kom så familier vi

kom så er vi et vi

kom og rør mig

kom helt ind i mig for ellers, kommer

ingen nogensinde helt derind og jeg ankommer ikke uden

dit komme, se hvordan tiden læger min berusethed, kom

og tag mig før skyggen opstår

ellers lister den sig lige i hælene på min arme

der må slynge sig om sig selv

og sværge til poesien fremfor sindsroen.

Hver dag står jeg op, og må i gang med at håndtere mig selv

mine symptomer og syndromer

planer og haner

jeg ser blomsterne mellem stenene, og forstår deres eksistens som beviser på mit indre liv

vildt og slynget, sådan har jeg det også

småt men giftigt, det stikker hovedet frem under mine arme

blomstret og sirligt, som ville jeg forme mine ører, hvis jeg kunne

alt hvad jeg ser omkring mig, ser jeg i lyset af jammerlige skvulp, jeg tager deres skønhed, kvæler dem i mit eget svælg, planter bliver billeder

på mit bord

på mit sind

billedlige livgivere, de har aldrig

bedt om at blive trukket ind

i mig som kønsneutrale spor efter mine sindssyge forelskelser, det banker

bag mit bryst, hjertet vil ud, men han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, så meget

for positiv tænkning, så lev dog

i dig selv, lev i dig selv, maria, lev

og “gå lige ud” siger jeg til drengen på otte år, der stikker i gråd på min kommando

jeg ved ikke længere hvad der er vigtigst: mine børn eller min sindssyge, en havregrødsportion eller min krop, en virksomhed eller mit livsformål, døren går op

ind kommer rene børn, vi krammer, til min følelse af aldrig at kunne vaske mig ren, som var hele min tilværelse et ophold, jeg venter

på at komme hjem fra, jeg kryber rundt i en tue af mylder,

jeg vækker mig selv, men forbliver i søvnen indtil dagen overtaler mig til at komme ud og lege, jeg vil helst være hjemme, lidt endnu, så meget jeg skal nå inden jeg for alvor kan gå, for alvor kan nå at komme nogen steder, lidt endnu

banker på mit hjerte på

åbningen kommer

siger de

det kommer

hvor skal jeg holde til imens

i mit eget ikke-hjem, i en tue der støver til i min sjæl, der kun holdes mæt af sine egne ord, jeg skriver

til ham igen, skal vi mødes

i min lånte gryde hvor jeg damper tre stykker broccoli i

det skulle være så sundt, ikke at mødes når man har slået op

jeg savner

narko og ro, i min sjælefrakkes inderlomme, hvor lysten sidder, hvorfra den pakker mig ind i gammelt mønster og et hjerte, der

tilhører dig, nu er jeg bare ærlig, jeg er så ærlig, i en sms

smiler du til mig

via et ikon

du er gul som en sol

jeg er lyserød som en elefant

mine ikoner soler tilbage og ved godt

det er game over

for mennesket bag ikonet

men jeg lader ikke en dag forgå, lader den ikke drive bort fra mig

jeg insisterer

indtil verdens hvirvles op af min længsels vind.

Jeg kan ikke finde nogen handsker, ingen nye i butikkerne, ingen gamle i skufferne, jeg kan ikke finde

ud af at acceptere at dagen skal slutte

det er i dag

det er en slette

og bagefter er det slettet, vi går hjem, hvilket hjem og med hvem, det er for koldt

med bare hænder i dag, bare hænder

i en varm sjælesørgersituation der ikke giver nogle svar, jeg kan ikke svare dig, bare guide dig,

jeg tuder dagen ud, til sidst er der ikke mere dag

i mig og jeg finder retningen et sted lang bagude, gid du

havde været mere end en projektion

af lys

kunne du dog bare

have været alle mine dage.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Afmaskerende blændværk

15. September 2016 af Maria Guldager

Den øverste del

af min mave

bagerste deling af min gane,

det nederste af min delvise

bækkenbund og rundingerne

i mine ører, den sociale standard og frygten

for hinanden, åndedrættet der aldrig ud

foldes, for du har fjernet dig selv

fjernet dit lag, min smag af sammenhæng er ikke til stede

kropsligt fravær banker i dets sted, sitrer, rumsterer, slår, risler under min hud

som en svigtende stedmor, svigt og mord,

der afgav stedet, fraværsvold,  korporlige pisk på stedet mellem

mine kinder

ryster, du hader mig fordi du ser  noget

nærmere det du vil være end det du er, dit had

ses på min hals men det er stadig mig

der læser historien op

af en telefon der har produceret tusindvis af selfies, lavt batteri, to begivenheder nær dig, venner der tjekker

ind, stop det jeg læser, men jeg får en sms

hvad vil den mig, kan den se mig, se at jeg har set den, uden rigtig at gide se på den, kan den se hvem jeg ser, hvem jeg ville se hvis jeg kunne, jeg skriver

Fem og fyrre sms’er til dig, du er det eneste nummer jeg kan stole på, modigt nummer at afvise mig,

som begrænsende papirer afviser

mine fumlende hænder, gennemskærer min huds rustikhed, med smældets klang der stiger op og ned af min rygsøjles hvirvler,

taster jeg ind med min tommel

ydersiden af mig kalder indersiden af mig, mens alt jeg

lader mine øjne glide over er bogstaverne i dit navn, forbindelsen til dit inderside er din saftige hud, jeg siger det, for at fatte, kortfatte, kort slutte

tungen gør alene arbejdet, dog var den Intet uden mit brede kæbeparti, hvis styrke giver mig hård hud

under fødderne, der mangler dig at stå på, åh denne jammer smuldrer min poesi, den eneste udgang er tvangen, skrive tvangen, tvangs skriftligheden, at jeg skriver mig ud, er det du vil du universets hersker, apatisk nødsage mig til poesien som ren selvopholdelse.

Børnene leger så godt i mine venners have. Jeg bliver. Selvom jeg keder mig mere og mere for hver ny samtale. Jeg bliver. Venter på et gennembrud så jeg ikke skal gå hjem i samme kedsomhed som jeg kom, der må da komme noget. Mening i rummet mellem ordene. Rummet mellem meningen i vore kroppe. Plads til ordkunst der hæver sig over det intetanende nærvær, et sammenbrud af kædemeninger der skyder op som muldvarpeskud, det kommercielle underjords gennemrend der får vennerne til at miste følingen med det der ikke har været på fjernsyn, følelsen af at miste lyset bag øjnene, der må komme et rum i denne samtale, tænker jeg, og ved at min mave lever uden dig, uden, mellem, udtømt mellem

svig og nag rettet mod den, der holder mig fast i hans kys, som varede det en menneskealder, hans kyssende hænder, jeg troede jeg fik liv, men jeg blev gjort klar til evig vinter. Med selvpinende efterrefleksion opstår en fornemmelse af at skulle ruste til, min poetiske form smuldrer væk.

Hvad mere har vi? Jeg troede, vi havde givet hinanden alt. Du afsjæler mig ved din afstand, ved din: “det var bare et kys, Maria, bare et kys”. Et kys der forbrugte min sjæl med en hjælpeløs nydelse som middel til at møde mit hjerte uden forsvar.

Vore kroppe. (Kun din og min, glem alle de andre). Din krop får min krop til at tigge om mere af livet, mere. Din krop læser min, hvad står der, spørger jeg, men det lader sig ikke oversætte, du er funk, du er house, jeg er den ske, der tager musikken ind, du gynger rundt i mig, er det sådan her

det føles at få rocket sin verden

nej, frem tilbage tilbage frem, vi kalder det potpourri

I jeg kalder ham for skat

hvad er det for noget pjat

han bliver edder bange

fed up af at bli holdt som fange

sådan danser vi lidt frem tilbage tilbage frem, hA hA hA hA, og så spørger han hvor længe jeg har ammet

jeg tæller sekunderne

hvor længe nåede vi at være sammen.

—————-

Jeg sover maksimalt 6 timer for tiden

er ikke til det

men en morgen er det som om søvnen overtaler mig

der er mere at komme efter, siger han

jeg går ind i hulen og lader øjenlågene falde i som tunge porte

låser

og bliver befriet, en morgen.

kom bare. Jeg gjorde intet for det. Nu er den der. Det er nu

til lyden af vore kroppes  bankende bevægelser, pump pump træk ind og hold ude, hold mit åndedræt, et øjeblik tag det, ånd ind ånd igennem, ånd til trods, ånd mere, ånd bedre, ånd dine ryghvirvler, lad det hvirvle med med ånd så vi får gennemtræk, det hele skal luftes igennem, jeg trænger til nyt sengebetræk uden forelskelsens jammer, kom og tag mig, punp rundt i mit blod til jeg mærker at jeg hører til her, i min ånd, krop det op, skyld mine tarme ned og lad mig larme

der er ingen start, ingen slut, ingen midte, ingen kerne, bare

insigther tavshed af guld uden valuta, jeg kalder dig for skat, giv mig et halvt år, så jeg er tilbage, klogere

på en aften for mig selv.

Internettet er en farlig trance for en som jeg, forflygtigelsen

rager til sig med lange arme.

Lyden af min mor om morgenen.

Vore kroppe. Hvad er det han siger, han siger det som en kvinde, hans køn er ikke intet, men både og, og mine signaler forstyrres, han vil han ind eller ud, er han blind eller gud, matcher vore sind eller mærket kønnet kun en flod, jeg vælter ind i reolsystemet, mit rullende system ind i et system. Af ting der står.

Lyden

af støvet under en hospitalsseng der truer med at give op hver gang jeg fortæller om mine lidelser

give op, blive støv, jeg ville ønske

du kunne lytte uden at korsfæste dig selv for at redde mig

det er fuldbragt.

Det er måske verdenshistoriens dårligste svar. Og nu skal han i seng. Tak. Selv tak for din intetsigende mail. Jeg hader dig, selvom jeg tager afstand fra den slags udtalelser, jeg tager afstand og giver modsvar, jeg hører hvad du siger, beklager ulejligheden, er der et bedre svar end ‘jeg tilgiver dig’, for i det har jeg ikke nævnt hvor længe tilgivelsen varer, jeg læser om tilgivelse som begreb imens mine tarme slår knuder, det sprøjter ud af mig med lort som jeg gnider op af min elskedes ryg, han kan ikke se farven, bare mærke at det er rart, vi kysser og jeg tænker: “han aner ikke hvad han roder sig ud i” og får lyst til at skyde alle andre smukke kvinder, så han kun ser mig, kun mig, så jeg er det eneste svar på

hvad skal du på lørdag

og så kan jeg tilgive alle andre med hans lyst til mig, den spuler ryggen fri, kun hans lyst til mig, kan fire mig ned fra tårncellen, jeg tryller med mine ord for jeg har ikke mere hår, jeg er et frit ansigt og det jeg ser, udgår alene fra fantasien.

………

Hej honey, jeg har ikke tid til økonomi nu, jeg har for travlt med at ligge på stuegulvet og fortvivle, siger ham, som jeg er head over heals i, en klat smør ligner han, jeg fylder ham i min grødmidte, for jeg må omringe ham, tø ham op i mit varme skød.

………

Jeg spørger en direktør om hun tror jeg kan lykkes, om hun vil spørge dem, hun kender, hun svarer, at jeg er blank, og jo mere jeg ser det hun ser, jo blankere mine øjne, til sidst får jeg en psykolog, til sidst fordi det er en slutning.

Psykologen skal have gæster kl 15, så vi har masser af tid de næste 45 minutter, til at tale om min opvækst og det barn jeg mistede, de skal også have aftensmad der, forklarer psykologen duften af steg, jeg spørger ikke om det er okse eller svine, jeg burde måske have spurgt, da psykologen spørger om jeg er usikker på noget, men jeg holder igen, for det er min første impuls, at bevæge mig væk fra min første trang,  på nær når vejret er godt og jeg går forbi et par ældre fredsommelige mennesker. Der hilser jeg og siger: “hvor er det en dejlig dag i dag”, og så varmer vi os ved enigheden under solen, mens jeg føler mig som en sand samfundsborger, sådan en vi burde have flere af, mens jeg selvopretholdende ignorerer det faktum, at jeg i min ensomhed hilser for min egen skyld, for ved at hilse opstår en forbinding mellem mig og andre og det eneste jeg lever for, er forbindelse, og til psykologen

er forbindelsen værdisat på forhånd, jeg kan græde alt jeg vil for 649, og det er billigt ved du, det er også kun fordi, ja jeg ved det er billigt, tak, og undskyld at hullet i min mave er dyrt at lappe.

—————–

Nogen gange tror jeg, hun skriver til mig, bare for at illustrere, at hun er tidligt oppe. Flot, at du er vågen, skal jeg måske svare. Nogle skal have en pris for bare det at vågne, før de føler sig anerkendt som værdige medlemmer af samfundet. Arme stakler.

I modsætning til et pragteksemplar som jeg, der står op uden at sige det til nogen. Det ville jeg ønske man vidste, derude. At jeg er fremaddrevet, ikke behøver dovneri og er for god til enhver. Den udadrettede kvinde står dog ikke på scenen. Jeg er træt af at banke på deres dør, jeg laver min egen dør, jeg har altid været et naturtalent indenfor snedkeri.

—-

Han er ikke længere på den anden side af mine sms. Hvor er du, og hvorfor skal jeg døje med mine tarme alene, viklet ind i omsorgsopgaver og loyalitetsfølelse, uden et anker, uden en mand til at afgrænse mig, det gjorde mig ikke noget at du var mere dreng end mand, hey jeg har altid været forelsket nok for to, det er det jeg kan, hvorfor løber du, jeg ser ingen tornado, jeg hvirvler op og finder ingen hvile, ingen tryghed, dine fødder. Er alt jeg vil eje i dette liv, giv

din storetå eller se mig forgå.

Solen skinner på dagen

med tårer i baglommen

lader jeg livet gå ud

over mig, ned af brystet

rundt om ryggen og ned til lænden

Hele min krop sitrer som om den sorterer, skiller sig af med, det der prøvede at suge mig ind i sig, alle de øjenudvekslinger, alle de kropssignaler der blottede sig, selektivt udskille det, jeg så. Drømme og undermeninger der normalt fylder ethvert lokale ud er nu skrøbelige, min sult fraværende, min spisetrang større end nogensinde, hun maser mine fødder med sine knoer mens hun holder igen med sin anden flade hånd, som for at vride noget ud af mig, vride mig ren.

Måske er det hysteri

men kryber bittert ind i en hule indtil der står en mand og vil have mig ud

have mig

kun mig

fordi mig

sådan mig

med mig

altid mig.

—–

Det er slet ikke så slemt at se bag masken

siger filmholdet som de ser mit liv på skærmen

fjernede de deres øjne og så

ville rædslerne vise sig, dem

der var så fjerne i mit lyse sind, dengang, dengang i din krop,

endnu før du sagde: vi har kun venskab tilbage

idet jeg bryder sammen ved jeg, at himlen ironiserer over mig, at jeg blev skabt til at omfavne en mand i ekstase,

at himlen vil tvinge mig til at skrive mine smerter, tvinge mig for kunstens skyld, giv hende hjertesorg hele livet, har en sagt

og så væltede ordene ud af hofterne.

Et hvirvlende lys for mine øjne

det er kun sådan jeg kan beskrive det

forelskelsens væld

fortabelsens hæl

jeg skal lige give mig til at vræle højt og ukontrolleret

da jeg ser døren er åben, jeg er ikke alene

så jeg fordeler mig ud i rummet, ingen

vil rigtig kunne se hvor jeg var

hvis de filmede.

Det er ikke fordi jeg har ondt

af mig selv men min appetit

er et farvand hvori al rationale drukner

du står bare der

bag mine tunge øjenlåg

appetitlig som ingen anden

ung og ren og med al verdens vægt i dine hænder.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Impulskøb

18. August 2016 af Maria Guldager

Kl. 23:30 er jeg sikker

det er det helt rigtige

der er godt nok en ekstra pris her til sidst

moms står der

virker til blusen er dobbelt så dyr nu

det går vel ikke

jeg googler videre

kl 01:23 opgiver jeg at finde noget til den rette pris

det var en virkelig flot ryg på den yogatrøje jeg så tidligere

moms er jo fint

folk skal jo have noget for deres arbejde

grænseoverskridende arbejde, jeg modtager

en pakke en morgen kl 08:30 og kl 15:00

en lørdag er sindet lige så splittet som budgettet

kl 10:30 en søndag tager jeg trøjen på

den strammer lidt men se i spejlet

flottere end flot

jeg skal være glad for dette køb

og de 4 andre der er på vej via shipping

til overpris på en undergrænse

jeg er glad

på den nødvendige måde kl 19:30

da timen starter og jeg ved jeg skal undervise

40.000 af disse før bukserne er indtjent, glad

da timen er slut kl 21:00, inderligt glad

for at være i min hud

og mine sko.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Stedet mellem minutterne

5. August 2016 af Maria Guldager

Han tager på mig som var jeg en automat

hans tryk i min numse er som hele mit liv

man forventer, at hvis man behandler mig

sådan her

får man

sådan her.

Det er min krop, det er mit sind, det er min fordøjelse, det er min cyklus

alligevel må jeg rådspørge en, der ved mere om mig end mig, hvad stiller jeg op med mig, jeg er

et væsen, en anden ved mere om, en art

ikke en automat, men en art menneske med reaktioner så langt nede af benenene, at jeg ikke selv kan se dem, med

blankhed udfyldes jeg af bølgernes svar, ukendt i min egen erkendelse

beder jeg om udfoldelse af en andens viden, automatiske viden, min sjæl

har sine egne farver, egne vittigheder, en majestætisk og oprørsk kapacitet, kun indtil

den indser den voksende og værkende jord under hende, min sjæl

er partikulær, kropslig, styret

lidenskabeligt, glidende, kan ikke se jordens ansigt, den er så langt nede af mine ben, må spørge

en anden der ved noget artsmæssigt om min bund, til råds.

Det viser sig, at jeg er en hule

manden ikke kan komme ind af, ikke komme ud af, en hule manden hellere vil sende på retræte i bjergene, end prøve selv at være i, tilværelsen

er et klicheefyldt romantisk røvdigt med dig

det var det

jeg faldt for, faldt i, det

jeg ville med mit liv, leve

som jeg var os andre, runge

ud i en kærlighed der ikke handler om min mors hjernelammende usikkerhed og rådne barndom.

———

Fra højtalerne banker fortidens koder, hun referer

til religiøse skrifter for at udfri mig

fra de skamfulde ar der svæver over mit hoved, kredser

sig om al væren, fæstner mig til hendes blik, jeg vokser ud

i en mild brise et sted på en strand.

————-

Kun ved at bevæge min krop kan jeg ryste sorgen af mig

blive flydende og nydende

mærke minutter hver for sig

i sin helhed, i min rygsøjle.

———-

Hun ser på mig og ved, hvad hun vil have mig til at sige,

jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig at sige,

usammenhængende

svømmer jeg væk gennem åndløse ordslyng fra min mund i hendes gab

over minder i skyerne, der vander hvem vi er.

—————

Hvordan kan jeg nogensinde stole på maskulinitetens brøl

der lover ting der måske måske ikke bliver gjort, ikke bliver

andet end nedbøjede grene

fra en bladnøgen stamme, de første

lyster der bevægede verden

var det en mands, var det

maskuline fingre på min gennemsigtighed som var

dit blod min luft, dit hav mit kød, din musik på min scene, jeg brænder

og bliver nægtet adgang, trådt under fode, indtil jeg kan et håndværk, alt

er et håndværk eller et fodarbejde, mine krusninger

i en fast form der forener sig, bliver et med stoffet

hvis uberørtheden tigger længe nok, kan intetheden tigge længe

nok, og ikke forblive i ren mulighed,

mande sig op fra ren modtagelighed, da kan jeg stole

på at manden stopper med at sjippe mig i hovedet.

———-

Skriv. Skriv før bølgerne begraver mig,

skriv skriv skriv, for dit liv, skriv hvid

hed og mørkhed

skriv fordi livet er ligegyldigt, hvis du ikke skriver dig selv

tom hver eneste dag

ikke elsker hver eneste dag

til du gennemblødes af kærlighed og den kærlighed går i knoglerne på dig og de knogler skriver

hviskende at dæmonerne forlader huden

skriv dig renere end vores brud, skriver digteren om

mit suk der trækker utildækkelige spor efter årene, skriv resterne (kan du redde dem, kan du?)

af mine nedbrudte ideer, der skriver

sig selv om, kan ikke få hold

skønt jeg åbner

min bevidsthed mod

deres ophav, ser

de fantaserer om eksistens, skriv

mig om, prøver at samle stykkerne,

hvor end de er faldet fra, min mund

er klædt i din krop, skriv

så vi får åndedræt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

« Forrige indlæg