Hvis ikke du tårer op i dit sangforsøg til disse toner, så er der kun 3 kausalitetssammenhænge* til det:

1. Du er følelsesmæssigt tilsnævret og kan ikke bevidst få adgang til dit eget sinds humane begær efter berøring
2. Du mærkede en snert, men det gik hurtigt væk, for du gør dig generelt kun tanker på det lavpraktiske niveau
3. Du fik ikke sat lyd på, da den afspilledes/du gav dig ikke hen i dit sangforsøg

Ellers ved jeg det virkelig ikke.

Den har ramt mig igennem mange år. Plet hver gang. Lige i tårekanalen. Altså når jeg selv skal synge den, for her dukker mine fiktive billeder op af personer i historiske slag og det bliver klart for mig, hvorfor vi overhovedet kan være til sammen- krig og egovælde til trods. Ikke hvorfor vi er til, eller hvorfor vi er her sammen- det ved jeg ikke-, men den giver bare et indblik i hvorfor vi kan. Sammensmeltningen mennesker imellem  giver den maksimale selvfølelse, længslen herefter må fungere som redningsvest i hårde tider. Så snart vi ikke har brug for at andre har brug for os- hvad er vi så?

Sindssyge.

I dag tænker vi i diagnoser. Og på sociale tabere der vanrøgter deres børn. Når jeg (som pt enlig, forholdsvis ung og temmelig utraditionel mor) bliver skubbet ned i henholdsvis de to tilbudskasser (psykisk sygdom eller dårlig/umoden mor) skal jeg bruge afmægtige selvanalyserende momentdata på argumenterende at overbevise længslen i mig om, at den skal vikle sig konstruktivt rundt om mit liv; som en lynlås der holder sammen på det hele, og ikke som en provokeret overbelastet knap springe af i hidsighed, ud i mørket. I mørket er alting svære. Prøv bare at stå på et balancebræt med åbne øjne og find balancen. Luk så øjnene. De fleste vil kæntrende mærke, at det ukendte usynlige tomme rum ikke gavner balancen.

Jeg ville ønske man kunne få lægehenvisning til filosof. I psykologsamtaler er det jo bare mig, der snakker og bliver udfordret kommunikativt i min præsentation af mine problemstillinger – en udfordring jeg specielt mærker, når efterfølgende sparrende dialog ikke giver noget nær modgift. Ved en psykiater skal jeg tage piller, så jeg bliver så træt, at mine spørgsmål ligegyldiggøres og så skal jeg i øvrigt anskaffe mig en sollyslampe.

Ork nej, jeg har aldrig følt mig forstået af en fagperson, der ville skulle bestemme sig for hvad han/hun skulle stille op med mine søvnafskrækkede sultne tanker.
Til gengæld vil jeg gerne give en god timeløn for med lukkede øjne at høre på en filosofisk lærd gengive hvordan kryptiske mænd og kvinder før mig har tænkt om de selv samme livsparadokser, så jeg som et barn i børnehaven kunne få lov til at spejle mig og langsomt finde min plads………..
…måske for romantiseret en tanke. Og måske vil filosof-tilbuddet kun blive benyttet af mig ud af alle i hele verden. Jeg synes ikke, at kunne finde filosofiske ildsjæle; ej heller blandt de jeg har mødt med titlen. Det siges, at der ikke findes svar i filosofien, men at få min sjæl åbnet og- fremfor at blive mødt med patologisering og simple overfladiske symptombehandlende fraser- høre en kritisk-tænker sige at det har han – på en helt anden tid men i samme menneskeligt dominerede livs-orden- også undret sig over, og her er i øvrigt hans bud på en teori omkring emnet samt eventuelle bud på hvorfor teorien ikke holder; det vil give mig det som Celine Dion og alle andre sjælmodige psyker brystnæres af; accept, tillid, omfavnelse og lidenskab, hvilke falder ud til den mest bebyrdede og dog så kraftfulde disciplin af dem alles fordel; Forståelsen.

*
Helt alvorligt skal punkterne nu ikke tages. Se det ind i den kontekst det er skrevet; et modsvar på ofte at adskille mig fra andres livsverden, fordi jeg rådyrker inderligheden. Kritikken af min personlige tilgang er reel nok, men kunne vi mødes på midten? Åben, bare på klem i det mindste…

Hvis jeg kunne bestemme et nytårsfortsæt uden begrænsning, som jeg tror, vil gøre mig det muligt at komme igennem dette liv… Så sagde jeg til min sjæl, at den skulle acceptere dagen og dens helt plane gerning. Jeg ville stoppe med at blotte, stoppe med at ægges og undgå ualmindelige former for forandringsprocesser. Min hjerne lod sig være til på en rolig kortsigtet menneskelig vis, jeg nød så livet og jeg gjorde ingen utilpasse med mine grublerier, uselskabelighed og forbundne tendenser.

Mens jeg endnu er altfølende og ude af stand til at leve det umiddelbare liv, så vil der i mit sind være flager af fortvivlelse.

Latterligt tv er det, der er så perverteret, at det har forårsaget din mangel på intim-kærligheds-association når du hører ordet sex. Men der er også det tv, som umiddelbart ser latterligt ud, men som egentlig illustrerer det mellemrum, du ikke kan formidle med ord, og som er vigtig for forståelsen af menneskets inderste. Sådan et program er en del af et større kunstværk – det er et tidsbillede. DOG: uden tankerne bag de skrålende farver, uden sans for meningen med den type tv, uden et kritisk sind og evnen til at lære lektien deri og ikke blot adaptere sig efter det; ja da er det så sandelig farligt. Musik, teater og mange andre former for kunst udtrykker det samme. Min pointe er faktisk kun den, at tv bliver undermineret, fordi den ikke kun dyrkes af en subkultur, og skal rammeopsættes til mængden, hvilket rigtignok kan være kvalitetsnedsættende, men også afslørende for hvad der angiveligt rører sig i enhver.

Jeg tænker især på det tv-koncept, som vi er ved at udvikle  iris-slidgigt af at se, men når rutine-sang-eller -talent- konkurrencer alligevel har så mange seere er det unægtelig fordi det rammer noget i os. Jeg er blevet grebet af det nye Voice-program. JEG TROR PÅ DIG Læs resten af dette indlæg »

Det er længe siden jeg her på bloggen har forholdt mig til et aktuelt populistisk emne, men nu har jeg lige hørt en radioudsendelse på p1, og jeg bliver nødt til at videregive min selverklærede store viden omkring børn! Hør eventuelt først radioprogrammet: http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2011/11/15123649.htm

Jeg er enig med Camilla Dorthea (men jeg har liiiige et par tilføjelser)! Hvis du vil gå hjemme – fint, men er vi så enige om, at du ikke samtidig kan kvalificere dig i den liga af folk, som bruger tiden på arbejdet? De udearbejdende kan ligeledes heller ikke de samme egenskaber som den hjemmegående tilegner sig i barselstiden. Jeg er så inderligt indigneret over, at kvinder tror, de kan det hele på en gang! DET ER EN LØGN! Man kan ikke være tilstrækkelig minister samtidig med at man er tilstrækkelig mor til en nyfødt eksempelvis..

En lytter ringer ind i programmet og postulerer, at børn der kommer i vuggestue tidligt og er i kontakt med mange forskellige pædagoger, fungerer dårligere i skolen. Jeg forstår til fulde argumentets tanke. Har selv troet det. Læs resten af dette indlæg »

Jeg er nødt til at sige det her en gang for alle:

Det kunne være dig!

Så få ”detaljer” (det vi betragter som detaljer indtil de ikke er der mere), skal fratages dit liv, før du slår dig hårdt, når du falder.
Fra mit liv er blevet taget alt, hvad der hed sammenhængskraft. Selvom netop tilhørsforhold fra min start var mangelvare, formåede jeg da at stable noget op; noget der nu er væltet, itu, smuldret og fortrukket. Læs resten af dette indlæg »

”Wuhuuu jeg hypnotiserer dig”, sagde slangen Kaa til et lille nuttet egern, der ikke forstår, den skal være bange, for at blive spist. Alt imens den frygtindgydende slange forsøger, at sætte tænderne i sit egern-måltid, putter det lille pelsede egern sig på slangen, som var det en seng, og siger, mens det sukkende lukker øjnene søvnigt; ”moar”.

Her går slangen Kaa fra at være modbydelig til at være helt smeltet og blød om hjertet. Smigret – benovet – fyldt med beskyttertrang. Jason syntes desværre slangen var for uhyggelig, så vi måtte skifte over på Postmand Per, men jeg er ret sikker på, at slangen ikke spiser egernet, men at der udvikler sig et intimt forhold. Det er cirka hvad, der plejer at ske.

Det er en klassiker indenfor børnefortællinger.

Hvad er det, der sker ved os, når vi bliver kaldt forælder? I mit barndomshjem var det lige så frækt at bande, som at kalde mine forældre ved navn. Det var syndigt. Læs resten af dette indlæg »

Når jeg gør grin med mine teenageår kan det virke så overlegent. Som om jeg nu har fundet den helt sublime måde at opføre mig og tænke på. Nej, og man skal heller ikke tro, at man er den person man er i dag, uden at være blive modelleret hertil af den person man tidligere var. Min psykes mangelsprog oprinder, når jeg frustreres over tidligere livsvalg. Dagligdagssituationer, der giver anledning til ærgrelse er eksempelvis ikke at have nok selvtillid til at tro på mine matematiske evner  som folkeskoleelev(og dermed være modtagelig overfor matematikundervisningen mens tid var) eller at have naive holdninger og klodsede måder at tackle visse relationer på.

Jeg har oplevelsen af, at have bygget en masse op, som jeg i disse år langsomt får pillet fra hinanden og sat sammen på en anden måde. Væk kan jeg jo ikke tage det. Det er der ligesom. Et sted i mig i form af holdningsskifte og eksperimentel tankesæt og mange steder på det helt praktiske plan som fx kost, tro, ægteskab, krop og traditionsindførelse. Da jeg planlæggende byggede mit liv op som teenager troede jeg, at jeg havde det rette fundament. Jeg behøvede ikke noget fritidsjob som andre unge, for penge betød jo ikke noget på lang sigt, hvilket næstekærlighed i form af frivilligt arbejde gjorde. Bare for at nævne et enkelt eksempel på hvor jeg kunne have beredt mig bedre på den umiddelbare kommende fremtid.

Måske tænker jeg over det i særdeleshed, fordi jeg netop er gået ned af en skillevej. En, der for evigt vil skille mig fra den idealistiske  og paradis-hungrende teenager.

Der er ingen overlegen nutidig helt i mig, der kan berette om et nyt fundament jeg kan leve på. Læs resten af dette indlæg »

Som Henrik Iben skulle have skrevet, er optimisme den livsløgn man ikke kan leve uden.  Af min far har jeg lært, at pessimister kan være ganske humoristiske, men ikke spor livsbekræftende, og det er vel i grunden det vi vil, ikke? Have vort liv bekræftet- mennesket drives af netop denne kraft fra medmennesket.

Og når medmennesket interesserer sig for det, vi KAN, så kan vi det lidt mere, lidt længere, lidt mere hardcore. Mine forældre sagde tit og ofte at de elskede mig, da jeg var barn. Men jeg husker tydeligt den første gang, min mor anerkendte en evne hos mig. Eller rettere sagt; første gang jeg forstod, at hun roste mig sandfærdigt. Og den følelse er meget bedre, end den jeg får ved ofte at høre ordene “jeg elsker dig”.

- Jeg har været teenager. Måske 14 eller 15. Jeg havde stram hestehale og det var inde i spisestuen. Jeg husker, hvordan det føltes. Det kom voldsomt bag på mig, selvom min mor bare havde sagt det helt selvfølgeligt. Hun slyngede det bare ud, som om jeg altid havde vidst, at hun syntes jeg var rigtig god til det socialt intelligente. Læs resten af dette indlæg »

Nogle dage bliver min dårlige samvittighed så stor, at jeg ikke kender nogen bopæl. der kan rumme den. Jeg hader skyld. Undgår den helst. Hellere opfylde de krav, der stilles til mig uden luksus og dovneri, eller også få sat målene derned, hvor jeg kan hænge sammen. Uden utilstrækkelighedsfølelsen.

Min mand og jeg er ved at blive skilt. For ikke at udlevere ham, vil jeg ikke komme ind på hvorfor. Men skylden er naturligvis en tango. Konklusionen er, at det bare ikke kan fungere med et samliv.

Mit hjerte er ved at falde ud. Der er ikke plads i mig for bare skyldfølelse overfor børnene. Visse omgivelser bliver også skuffede. RIP. Mit åndedrætsbesvær skyldes udelukkende mine elskede guldklumpers velbefindende. Hvordan vil de reagere – nu som senere? Hvordan bliver det for mig stå selv med dem – er jeg nok? Læs resten af dette indlæg »

For en uges tid siden stiftede jeg bekendtskab med en filosof, der nok havde frygtet at jeg, 198 år efter hans fødsel, ville blive født uden at høre om ham før efter yderligere 25 år, hvor jeg så ville modsætte mig hans teorier. For Arthur Schopenhauer fra 1788 var pessimistisk i sit udtryk og indtryk. Han havde måske ikke forventet, at jeg min uenighed til trods ville blive inspireret af hans ord. Og alligevel er arrogancen at spore, når han skriver i sit hovedværk ”Verden som vilje og forestilling” fra 1818: ”En genial mand kan ikke være selskabelig, for hvilke dialoger kunne dog være så intelligente som hans egne monologer?” Hørt.

Den mørktsindede Schopenhauer forelsker sig en del (hvilket bekræfter min teori om jo mere selvutilstrækkelig og livs-nedtrykt du er- indadtil- udadtil -begge dele- des mere/oftere forelskes du), men selvom der opstår varme følelser og vel -det en Oprah- bestøvet 86’er som jeg kalder for- håb, slår selve tilværelsen ham som fejlagtigt og intet værd. Han behandler emnet lidelse, og når jeg læser ham genkender jeg faktisk en del af min lutherske baggrunds lære. Han medgiver dog ikke luthersk enighed med sin inkluderende teori, men tildeler altings grund begrebet livsviljen. Som er ond. Og som alt må lystre. Læs resten af dette indlæg »