Min sjæl har feber//sjælefeberlængde

16. June 2016 af Maria Guldager

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, som om jeg behøver sige det, som om det ikke giver sig ved første øjekast.

Jeg har et usundt forhold til min telefon, siger jeg, jeg tror på ulyksalig vis, at den kan skaffe mig alt, også kærligheden. Heller ikke det behøver jeg at sige, det er kulturelt, tidsbestemt og lejret ind i min sjæl. Min sjæl er med feber, og en febers ubønhørlighed der aftvinger en eksistensbegrundelse i en krop der drives frem af forestillingen af forstærkede indtryk med glød, der spænder den fast til åndedrættet, der fører min sjæl videre med dets daglige susen op og ud og op og ned i takt med månens  blege lys mod nætter hvis kilder flyder ind i mit åndedræt, og skaber livsberigende afveje der modvirker at min sjæl stænger sig inde, gror til, sløves ved de åndsfortærende anfægtelser der igen og igen melder sig i det nedbrydelige stof jeg er gjort af.

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, for jeg vil så gerne have en god kæreste og så er det nemmere bare at forelske sig, det siger sig selv. At se det gode i en kæreste er bare nemmere, når man er forelsket, som om jeg behøver at sige det højt. Man ved vel at den fintfølende allestedsflydende kærlighed hærder karakteren, gør den i stand til at klare meget mere dumhed og at det tunge kærlighedsarbejde berøver illusionerne deres følsomme vækst af stjernebesatte rystelser.

Min psykolog-app konkluderer: Du ligger i spænd mellem måneformørkelse og et haglslyngende uvejr.

Jeg sætter cyklen i et hjørne af kvarteret, i byen, i landet, i verden, på kloden, under himlens vidstrakte nøje opmålte struktur, som jeg ser op på, med mine øjne der fordeler ejerskabet ind og ned gennem hele kroppen, der ælter alle mine indre hjørner bløde, medgørlige, svage.

Alt hvad jeg gør, gør jeg, for at jeg kunne skrive om det, for med linjerne at kunne indridse sindet dets bestemmelse.

Det jeg siger er, at alt jeg gør, gør jeg for kunne rykke normen op ved rode. Jeg siger: det jeg gør, gør jeg for at blive set hørt og elsket.

Det siger jeg, og det gør jeg, og det frygter jeg, mere end noget andet: at blive set, at blive hørt, uden at forblive elsket.

Jeg låser cyklen, min app skriver: Der gror planter op af dine ben.

—-

Han spørger, om jeg synes, det er en god ide for ham at investere i, at få taget nogle rigtige billeder. Af en fotograf. Som han kan lægge på Tinder og langt om længe møde kærligheden.

Jeg siger, at jeg synes, det lyder lige så dumt som alt andet, han foretager sig.

Der kommer en vind med parfume i imod os. Jeg beder ham holder fast i sin integritet, men det er for sent. De kvindelige former gør sin magi og min bror skal giftes. De får taget billeder af en rigtig fotograf, og da han ser på billederne hos sin gamle mor 2 år efter deres skilsmisse, ved han at vinden er lige så omskiftelig som ekskonens planer, der i dette øjeblik virker som forbillede for ham, det kranser hans hoved med lærdom om, at det aldrig er for sent at ændre kurs. Han rækker ud efter billedet, for at lægge det ned, men kan ikke nå det, han kan heller ikke nå dørhåndtaget, da han vil lukke døren bag sig eller telefonen, da den ringer med sin alarmerende jammer, eller rattet da han skal køre væk og videre fra sin mor, eller radioen da han vil slukke for lyden, for billederne i hovedet, for hovedet på billederne.

—-

Hun bør holde følelserne for sig selv.

Hun bør ikke fortælle ham om dem, ikke allerede.

Hun bør vide, at det heller ikke denne gang er sand kærlighed.

Hun bør vide meget, men håber mere.

—-

Han ydmyger mig med hver tekst, jeg håber ind i den som en altelskende tjenerinde af forelskelsens vegetation og betaler for den henrykte glidetur med min værdighed.

—-

Ensformighed ryger ned som var dagene piller. De gør hende mekanisk og grebet af forstokkethed med udvandede fraser i en tilsnøret hals, der i al forslugenhed gemmer på uudnyttede afkroge: pladser i halsen, afløb der i øjeblikket huser omstyrtet natur, men ingen heftig reformation længere, for sjælen har feber og efterlader halsen åben for faldne trætoppe, sultne og bange bjørne, vildtvoksende græs med retninger så almindelige som ligeud.

En plaprende lyd når ørerne: det er samfundet, verdenstilstanden og velgørenheden, det er et selskab med gæster. En tradition, de samme gamle, de gamle samtaler. Stolerækker og et klaver. En skygge går hen over hendes ansigt. Det formørkede sind ses på lang afstand. Medmindre man selv er afstand og skrøbelighed er en så tæt, at man ikke ser den. Vi synger og sidder.

Hun begriber ikke, at dagen ikke er den samme. Dagen har ikke røbet sig for hende endnu, men det, der vil ske, er nyt.

Hvert åndedrag, hvert buksefold, hver utalt tanke, hver hemmeligt blik. Med solen som kunstner rammes livet ind i en dag, der aldrig har været til før. Den er spæd, starter med at vågne, dernæst være og lære som to gensidigt afhængige processer, og som tiden trækker afsted med den, vokser den sig mægtig. Ved middagstid er man sikker på, den er blevet til noget, og ved aftentid mindes man dens storhed. En underlig følelse. Af ikke at kunne nå dagen, at have glemt dagen samtidig med at være i den. Dagen er ikke kommet for at blive, men for blive til noget, der fortsætter, når dagen selv dør ud.

—-

“Jeg troede, det var åbenlyst for os begge”, siger pigen med bebrejdende  alvorsstemme. Affyringen er rettet mod min såkaldte hyperaktivitet, og jeg dukker mig intuitivt i et grin med det nederste af mavemusklerne. Hun bryder mig af højtideligt: “Det er ikke fedt, at du  griner!” Jeg prøver. At forstå mig selv gennem hendes øjne. Jeg ligner en, der skal tage mig sammen. Selvom jeg godt ved, at jeg ikke er det.

Min nye veninde siger, at hun er helt almindelig. Idet hun siger sådan, ved vi begge at venskabet er forbi, at det aldrig kan udvikle sig og blive nært imellem os. Det er ude af sækken og virkelighed. Jeg tænker, hvad jeg da laver med hende i 5 timer på en kold bænk.

“Du kan kun lide mig, fordi jeg er almindelig.” Hun tager fejl, men på en måde har hun ret. Hvis man som udgangspunkt er uden for alle normer og ser verden ude af trit med det fælles vedtagne, så er  ualmindeligheden ikke charmerende; kun fordi hun er dybt normal, kan hun række ud over den og træde ind i det absurde, det provokerende, vildtvoksende i alle retninger.

Tør du stole på mig, selvom jeg ingen retningssans har? Hun svarer ikke på mit lydfrie spørgsmål.

Ved du, tænker jeg forlænget, at jeg er sådan en, der rykker alt almindeligt om med rode, omplanter misskabninger brølende og barnligt.  Hun fortæller om sin familie. Hun får også mig til at fortælle almindelige ting, selvom jeg prøver at lade være, prøver at blive filosofisk et øjeblik, prøver at forblive over-the-top. Jeg søger hendes grænser for berøring, for interesse i mine private affærer, rører rundt i den terapeutiske gryde, der pludselig kan indeholde comedy og satire, hun kan ikke stole på min terapi, vil hun overgive sig til den, alligevel? Hun ser på telefonen og chokeres over hvor længe, vi har siddet på bænken. Har du det koldt?

Tiden er en linje, man selv kan trække ud, ved du det, tænker jeg, men holder igen, jeg holder igen ligesom almindelige mennesker, det gør hun ved mig. Indtil jeg bliver arrig på min tilbageholdenhed og provokerer mig selv, sørger for at bringe mig selv i fedtefadet og udhviske den selvrespekt der var ved at opstå. Jeg fortæller intime detaljer om en mand. Klassisk for opmærksomhedsjunkier. Det mest ligegyldige i mit liv er mænd, men som samtaleemne er det gourmet, det ved enhver, kuriøsitetens interesse og vi har et slægtskab. Men hun spørger ikke ind. Vi taler lidt om skaderne foran os, som om vi var to helt almindelige venner på en bænk. Hun deler ud af vores kiks, jeg prøver at gøre situationen komisk, men hun griner ikke og jeg griner ikke, når hun griner, jeg forstår ikke, hvorfor hun griner, når hun fortæller om en festival, og jeg afbryder latteren for at forstå, det viser sig igen at forståelse er det modsatte af latter og jeg får lyst til at undskylde, at jeg ødelagde hendes flotte lyd.

Som om et undskyld nogensinde har forbedret nogen situation.

Man får muligvis en chance mere, men kun en chance for det, der kommer efter. Man får ikke en chance til, for at opnå det, man først havde chancen for.

….

Det støder mig, at ingen reagerer, når jeg forsøger at støde dem. Det støder mig, at de andre pænt foreslår, at jeg ikke bralrer ud med alle mine skøre påfund i offentligheden, for din egen skyld, siger de og jeg føler mig stødt over, at de tror, jeg er almindelig og har nogen interesse i selvrespekt på bekostning af humor, jeg er nødt til at gå imod, det er min natur at gå imod og gøre det helt omvendt og være umulig at forstå.

Det er ved at være tid.

Jeg trækker tiden ud som en linje foran mine øjne, længere og længere endnu bliver den, holder til mere, kan fyldes mere flere ord og pauser. Men ikke flere første chancer. Jeg beroliger mig selv, jeg støder mig selv, så beroliger jeg mig selv, med dybt åndedræt eller dyb åndssvaghed.

Alene i min forventningsfuldhed. Dårlige vaner som skår i idealerne. Hudflader der vibrerer af liv. Er det en indtrængen af noget ydre eller udbrud af noget indre? Tårer der sprøjter frem til sangen: “Sometimes two homes are better than one” og følelsen af kun at have to steder at være. Helt oppe eller helt nede. Bønfaldende beder jeg Gud om at give mig jobbet. Det er i dine hænder, dine hænder.

Man får ikke en chance til.

Man får herfra og videre frem.

—-

Med en ufattelig fart flyver hun afsted, i farten taber hun nøglerne, hun ser sig tilbage, stopper ikke før en politibetjent træder ud foran hendes forhjul, han søger hendes øjne mens knoerne er i taljen. Hun har ikke gjort noget forkert, har hun? Lyset mangler. 700 kroner. Længere henne af vejen gøer en hund. Cyklister passerer med aftenhimlen foran sig. Betjenten ser at kvinden er rystet, vil du ringe hjem? Men hjem er længe siden, hjem er et sted der gør ondt og som misforstår alt. Det findes heller ikke længere, alle er spredt udover kloden. Hun takker betjenten, tak fordi jeg lever i et land hvor jeg bliver stoppet, tænk hvis ingen nogensinde stoppede mig. Hjem er længe siden, stop er lige nu. Der er ikke noget forceret ved hendes anprisning, men så snart hun er på cyklen igen, er målsatheden tilbage, som en gældende beslutning fra et højere sted. Bare fordi hun blev stoppet, betyder det ikke hun stopper, bare fordi hun er følsom, betyder det ikke at hun ikke er hård, bare fordi hun ligger og flæber, betyder det ikke at det flydende blod ved siden af hende krop er fra hendes krop.

En lille sag bliver udløsende faktor, en svag kvinde kan blive den der bestemmer til sidst. og hun beder glæden, lykken, gennembrudene tage hende til nåde igen. Gud, vend ikke dit ansigt bort. Jeg er klar, jeg er klar, jeg er klar.

—-

Hvis bare ikke det sortnede sådan for mine øjne. Uafhængigt af hinanden spørger hendes veninder om hun er okay, om hun arbejder for meget og får spist. Bløder du, som du skal? Min hud bliver dækket med knopper, det klør. Det er stadig mig herinde, men mine venner giver afstandsknus og lægger hovedet på skrå. Det er som om du er en anden, siger de. Jeg er en anden. Tidligere var jeg mig selv, men nu er jeg en anden. Pakket ind i eksemhud ligner jeg en abe. Mine venner giver mig ret og jeg synes de er strenge, eller den anden synes de er strenge, den anden kvinde som jeg nu er, som jeg nu ligner, som jeg nu må opføre mig som- i denne min hud.

tænker du mest på det ydre

eller det indre

rum?

—–

Han skriver på sin profil: “Jeg er den jeg er og det ønsker jeg ikke at lave om på”. Han har øl i favnen, natteliv i baggrunden og et udtryksløst narrativ i ansigtet. Jeg liker, fordi jeg tænker, at han sikkert er anderledes i virkeligheden.

Hun har allerede besluttet sig: jeg er ude på et sidespor. Jeg kommer ind, spørger om vi har det hele, giver mig til at tage armbøjninger på gulvet, det vil sige de halve, jeg er kun ved at lære det, jeg bladrer lidt i en af hendes mange bøger, tjekker min telefon og vågner op til pigens brøl. “Hvorfor er du sådan her? Du kan ikke være rolig i et eneste sekund!” Det er sådan jeg ser ud. Jeg ser mig selv se sådan ud. Jeg føler mig rolig, mens hun påpeger min rastløshed og tomrum.

Shawn Mendez synger: “..it all gets a little too much…the fog will clear up…” Hun har så mange forklaringer. På hvorfor hun ikke orker mere. Hun ved ikke hvilken, der er den egentlige årsag. Den stærke kvinde derimod tænker ikke på hvordan, hun kom ind i historien, hun er  i en kulde der får hende til at stå fast på sine meninger.

Den uvidende yngre kvinde husker, hvordan hun væltede ind i familien, hvordan traditionerne i et par år nød hendes bølger, men at bølgerne begyndte at gøre dem søsyge. Hun holder vejret og tager med, snakker med, ånder med, men ikke med fuld ånd; når de kalder hendes navn, er det som om det ikke er hende, der kaldes på.

Som om hun ikke er at finde i det navn, hun har, ikke som det siges, ikke fra deres mund. Hun overvejer at skrive en bog med titlen “det splittede selv”, men hun har indtil videre kun titlen og en eksmand, der ville ønske at hun var mindre sig selv. Han synes hun virker så flink og imødekommende overfor mennesker hun ikke kender. Når hun er sig selv igen, og udtaler sig til ham om, hvordan han bør tabe sig, er hun mindre flink, mere sig selv, mindre flink. Han siger det til hende, mens hun er sig selv nærmest: “Du er egentlig virkelig rar…du er ligesom..hva kan man sige…et godt menneske, når du er mere anspændt og bange…” Hun ser på ham. Han ser på hende. Ingen af dem ser hinanden. Kun sig selv. Blive mere klædt af, hulet af, strippet ned, det eneste der holder samtalen kørende er fortiden.

Nederlag. Hun træder op på dem. Som en uangribelig skammel. Glemmer de ikke kan holde til noget. Hun falder igennem den uheldsvangre succes.  Længe har der luret en fare bag hendes forfølgelse af kærligheden. En pine ligger nu blottet og viser en mangel ved hendes væsen. Bagerst ligger en mængde tanker og hviler sig, en nagende anelse, bag den afdæmpede ro, bag enhver betragtning og social kreds hun finder sig i. Hun træder op igen og råber fortiden ud, den bliver ved med at slæbe sig tungt efter hende, hun vender sig pludseligt, så alle kan se den, præcis som den står bagved hende. Videre myldrer de ud til hvert sit, ud som hvert selv, nærmere jorden end himlen.

Det er et bibelsk princip, at man ikke må støde andre. Problematisk, når hun har lyst til at støde. Sigte, ramme og totalødelægge ideen om at flertallets normer er de rette. At jeg ikke bliver hørt, hvis jeg ikke er ret, tænker hun. Et raseri stiger hende til hovedet og hun destruerer alle chancer for sig selv, fordi hun nægter at være ret på flertalsmåden, nægter at kede sig ihjel, nægter at tro på at andre ikke kan tage hende. Netop som hun er. Splittet og dansende. Dansende splittede hjerte.

Man får ikke en bedre chance for at danse end på dette gulv.

—–

Ansigtet bliver filmet som det går fra at være tvivlrådigt til stift og udtryksløst. Hun opdager en sorg indvending, jeg troede jeg havde spist den væk, snakket den væk, grinet den væk, skræmt den væk med intensiv træning. Men solar plexus græder, hver tåre slipper som en levende flamme, sorgen ville blusse op, hvis ikke de forlod hende dryp for dryp, alligevel mærker hun en hinde af sorg, det er ikke sorgen der forlader hende, dryp for dryp, det er de tilbageholdte bevægelser.

Sorg på dåse.

Den hemmelige sorg.

Den maskerede sorg.

Rigeligt med sorg på.

Skovler sorg op, sorg fra sorg fra sorg.

Sorg som en fyldig kjole med slæb.

Bare forsyn dig selv af min jord.

Her er den. Du vil aldrig forstå den, end ikke høre den for hvad den er. Lyt til den, vil jeg grædende sige til dig, men du hører violin, nej hør det heavy metal, en underverden af hændelser, et bakketerræn uden fodfæste, et sammentrukkent hjerte uden slag, en ubevidst krop i rummet, et sind ude af stand til at finde samklang. Man får ikke en chance.

—-

En mand der tør rejse sig. Man ser ham holde tale, ingen andre tør, tænk at han tør, bare sådan rejse sig, i et selskab, bare stå op og tro på at han bliver taget alvorligt, med brede skuldre og gestikulerende arme, han tør stille sig op uden garanti for at han bliver taget alvorligt eller får lov at få ordet, han rejser sig op som havde det slet ikke gjort ondt at sidde i stolen, undertrykt, som en i flokken, bundet på hænder og fødder, kidnappet ind i voksendom hvor kaffe er vigtigere end ægte følelser, hvor offentlig retorik er vigtigere end hjemmets trivsel, hvor arbejde er noget man tjener penge på og passion noget man taler om, men ikke rigtig har noget sted at gøre af, fordi ens hus er fyldt med spektakel.

Jeg bliver utålmodig med musikken. Kom nu til sagen. Syng noget, stop tilløbet. Den kredser svævende om sig selv, men tager ikke fat, driver ikke frem, kan ikke bære sin egen vægt, ikke fylde sin egen komposition ud. Forspillet stilner først af som lyden svinder helt ind, hvor blev koret af? Gentagelserne har været medvidende, men så forsumpede og små at de ikke markerede sig, hvornår sker der noget?

—–

Tak Gud, for disse nye sko, men det jeg bad om var et fundament under mig, ikke såler under mig, dig, jeg længes efter dig, din evige kilde af godhed og overblik.

—-

Næste scene: Hun går langs vandet, fremad og videre i et tempo der markerer hendes styrke. Kvindelige styrke hun kan gribe seerne med, mens kameramanden småløber baglæns foran. To fremmede der skal mediere noget til en hel gruppe fremmede, tilfældige fremmede der ser programmet med kvinden der ser underligt fjern ud i øjnene, fordi hun bag øjnene er bange for at det kan ses, at hun er nervøs, hvis hun dog bare kunne holde op med at blive så usikker, tænker hun bag øjnene, og det frådende hav og de mørke sten på stranden, der væver sig ind i det lyse ranke billede af en kvinde der går, koncentreret og målrettet, i et tordnende blik som har hun sparket sin tøven langt væk, hun sparker, sig selv fremad.

Med invaderende længsel samler hun ordene til spiselige sætninger. Ligevægten pipper frem fra under frygten, der snor sig igennem hendes torso i forsøget på at finde balancen mellem storhed og underkastelse.

De filmer. Uigenkaldelige ord, ejendommelige overbevisninger, gennemsigtige ansigtstræk.

Hun synker ned i benene, ned i fortvivlelsen, ned i en lede, ned i hendes egne ord når hun siger: “Det er som om, vi er blevet bange for at være til..vi er så indsmurte i frygt at vi ikke længere…” Hun famler efter ordene, ser op som om hun er blevet taget i noget, taget i at tænke højt måske, og vender straks tilbage til det indøvede: “Som selvstændig kvinde har jeg valgt at gå imod. Jeg har min egen forretning og er til stor inspiration for andre.”

Om natten drømmer hun om lys og lykke, om dagen taber hun alle sine tænder. De filmer det hele. Begge sider af sagen, af dagen.

Hun skriver en mail i søvne og med skriftens virkemidler, skærer hun begge ben af fortiden, som var den en flig af en meget større historie. I en fast rytme udformer hun en fængende historie. En forældreløs historie, der bliver til uden ophav, bliver til af intet. Hvis man kan regne, kan man historiefortællingens kunst. Det er et håndværk, kilder er overflødige, fravær en faktor der får koncentrationen til at vokse.

Noget for pengene, giv dem noget for pengene, kan jeg ikke bare give dem pengene, tænker hun. Men rejser sig op og viser sit imperium frem. Sådan her laver jeg mad, sådan her laver jeg familie, sådan her laver jeg indhold. Klar bliver jeg lige om lidt, nedturen er næste ikke sket. Jeg har kun en chance, et take, en optagelse.

Hun viser dem ikke hendes 16 forskellige stillinger, hun græder i. Det plejer ikke være sådan, hun plejer at være stærk, hun sælger ikke en løgn. Sorgen er kun lige begyndt at springe frem. Vel indenfor det seneste år. Som en vildkat med kløer der sigter efter øjne og lunger.

Siddende på sin seng, fodsålerne i gulvet, overkroppen ligger på lårene, hovedet hænger ved knæ og skinneben, øjne der vander tæerne. Hvis tårer dog bare var chancer. Men du er almindelig nok til at forstå mig, spørger hun og ser undersøgende i mine øjne, jeg fortabes i hendes undersøgelse og aner ikke hvad hun finder i mig, jeg elsker morgenrutinerne, siger jeg, det er vist almindeligt nok. Stilheden kl 4 om morgenen, forudfølelsen, jeg ved der starter en dag og jeg er med fra starten, det er ret almindeligt.

—–

Jeg får ti superlikes om dagen. Fra udtjente mænd der gnider ansigtet mod hænderne, kører håndflader mod skægstubbe, mens de kun halvt udtaler hvad de vil. Mænd der har været i live engang, men ikke fik gjort det de skulle og derfor har taget tilflugt i maver der skygger for tæerne. Jeg siger op. Arbejdet med livet er ikke nogen mængde penge værd. Jeg vil hellere ikke-bo end bo sådan her. Jeg tager tilflugt i en offentlighed, der skygger for min bagside. Hun beder: rens mig Gud rens mig og tilgiv mig fordi jeg hellere vil høre Shawn Mendez end dit gospel.

—–

Så du har intet at miste? Det er tonefaldet, frembragt af hans stemme men også af noget dybere endnu, der giver mig lyst til flygte ud af dette liv, tonefald har magt, det er måden tonen falder på, det er i faldet mod afgrunden, tonerne, de sidste man hører før faldet og under faldet og lige efter, bam. Tonefald, tæppefald, knæfald.

Verbalt nægter jeg, at noget skulle være det værd, som jeg kunne miste, hvis jeg bøjer af, runder mine kanter og afgiver magten over min personlighed, ikke må gøre grin med livet, ikke må være komplet sindssyg på offentlige gader og stræder, jeg kan ikke få luft, hvis jeg ikke må bryde ind, bryde ud, vise noget andet, noget sjovere, noget uvirkeligt hvor vi ikke sidder trælbundne, hvor vi ikke sluger skygger og visner hen i ørene på et samfund, fyldt op af tyngende omstændigheder.

Men tonefaldet har nok ret som den udgår fra ham og fra ethvert menneskes bryst. Det slæber mig triumferende hen efter sig, revset, forslået, indforstået, tæmmet. Gad vide om min villighed er periodisk eller uforanderlig, gade vide om feber slår igennem mig som et lyn eller passerer fra mig som en tåge, der letter i en popsang.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

one in a minion

2. June 2016 af Maria Guldager

Der er en tid jeg ikke taler om

hvad gør det ved en tid, ikke at blive talt om

Der er en erindring jeg ikke taler om

hvad gør det ved en erindring, ikke at blive talt om

Der er en moderne mand, jeg ikke taler om

hvad gør det ved en moderne mand, ikke at blive talt om

Et smældende håb

Må du blive indfriet

Forsvinde ud af mig og blive til virkelighed

En lille overgang

til det næste lag

starter som sandheden bider hårdere

får fat om mine rødders ankler

og de trætoppe der stadig hovedhængende trækker mig ned

til under jorden, med selvfedme som angstens drug

bliver hullet dybere end det skal

i mit hjerte, i mit jord hvorfra jeg står og ser op og ned af den moderne mands succes

og fra min krone drysser usikkerheden ned

jeg ved hverken det ene eller det andet, jeg får ikke åbnet

aviserne, jeg får ikke lukket de selvfede apps

for jeg bilder mig ind, jeg stadig kan nå at finde en

jeg bilder mig ind, jeg ikke kan nå at læse en.

—-

Jeg kan ikke udskille

de rigtige stoffer og derfor er jeg arbejdsløs

i hele min krop der anstrenger sig

og gør mig for anspændt til at drugge mig selv

med andet end 500-kroners lagkage

lag for lag smelter det på min tunge

på mit overmod, smelter ned mellem rillerne

tænderne, de gode ansøgninger, de gode intentioner

arbejdsgivernes profil

min unikke stil

en livstid på den lukkede

en lukket krop på den tidlige

færge, jeg føler jeg har været her før

leget her før

set vandet fra denne side før

men dengang var jeg ikke helt mig selv

det var en anden tid

et andet mig

er jeg

nogensinde statisk, kan jeg sige stop

kig op

og der står jeg, som den jeg virkelig er eller

er jeg et stort eller.

—-

Hendes bekymringer bæres i ansigtet

af huden der bliver mere elastisk for hver øjeblink

panden der betænker sig før den svarer på mine tåbeligheder

uvished der løber henover øjnene, dybt inde i øjnene og rundt om læber,

jeg får lyst til at røre

og jeg spørger hende højt

for højt

og det var ikke så smart og nu er vi der snart

men med en tilbagerullende samtale kommer vi ikke videre,

det er fordi jeg ikke udskiller de rette hormorner

jeg vil gerne røre hende, lindre, det er der sikkert noget forkert i

jeg har sikkert et kompleks

et pleasergen

det er sikkert fordi der er noget i vejen med min selvfølelse

jeg har lyst til at røre hende så hun bliver rørt

jeg har lyst til at være den der rører hende

jeg har lyst til massere hendes bekymringer væk

og holde tale med gode ord ind i hendes hudfolder

jeg skal tage det mere roligt og det ved min krop også godt

så den holder igen, holder mig tilbage, holder mig fast

så at jeg ikke kan trække vejret, der er ingen flow

så længe maven spænder op, så den spænder op

og den ved godt, at det ikke går i længden, det går i lænden og min krop ved

godt at den dør, når den ikke får luft, den ved det godt

men istedet for gennemtræk er det modstand, vi kalder det angst

men hvad er det mere end bare kæbespændinger

og pinlige fejl og en krop der går rundt død, fordi den er bange

for at leve, for at fejle igen, er livet en fejl

spørger min krop på dens gode dage

jeg finder svaret dybt inde

bag mavemusklerne; jeg er hvem jeg er, andre mennesker hvem de er, og det er

angst

hæmning

blokade

utålmodigt af mig at udbede mig deres respekt allerede nu

førend jeg er

mere ovre i mig selv

mindre over i  mig selv

mere ovre i kærlighed

mindre ovre i selvudfoldelse

mere ovre selvsammenfoldelse

mindre ovre i gemmeleg

mere ovre i med-værd.

—-

Med sløret sjæl

banker jeg på døren, hårdt men blidt, tålmodigt men kortvarigt

hvis svaret ikke er der, er jeg der ikke, er jeg ligegyldig, er jeg uadskillelig fra ethvert spørgsmål

jeg søger ikke adspredelser, jeg søger accept

af det, der er sket med mig

som havde jeg selv besluttet det skulle ske

som en aktualiseret løsrivelse fra resignationen

og jeg spænder op

så gør jeg da noget

jeg bliver hård

så er jeg da nogen

så lukker jeg af

så er jeg da her

så afslår jeg foræringer

så har jeg da pladsen.

Jeg træder ind

ind eller træder

ikke jeg, ikke mere jeg, der er nok mig med

træder ind, træder indover, skridtet og gangen i sin vorden,

til andres overgange, deres lag, nuancerne mellem deres pauser

mellem åndedræt

og bemægtigelser, åbenbaringer, organismer

sammen er vi et levende legeme, som vi fortaber os i noterne

og jeg fascineres over, at alle ved, hvad vi taler om,

jeg forundres over at sidde i et møde der dirrer af intensitet og som ville være en båd

hvis det kunne manifestere sig og blive til en ting

mødet er det modsatte af en ting, af en handling, det er

tale og tanke der i en teknisk socialitet referer til sig selv

vi stepper i takt, polerer ruden fra hvert vores hjørne

og manifesterer hvem vi er, gennem det vi lægger til

det fælles

det der undviger

privatpersonerne

og end ikke privatpersonerne kan betragtes som særegne

end ikke velbegrundede

interaktioner med konteksten

vi er bare, private og personer, bare er, bare sket, bare reguleret

af frygt

eller andre billeder

på hvad mennesket kan.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mens det endnu er i gang

29. May 2016 af Maria Guldager

Det er krævende at glatte sig selv ud. Ligge tæt til bordet som en dug. Blive tyndere og bredere. Forbindelsen besvimer og trygheden findes i at passe til bordet og den tunge samtale ovenover mig. Klonk klonk, de banker i bordet. Det handler om held.

Bedst som jeg tror, jeg er alene, rækker hun hånden ud. Vi hilser og jeg stirrer ind i hendes bryst, ind i hendes lange spor, ind i de forudgående tyve år, der sover øverst i hende med en iboende grundighed, en arbejdsomhed. Hver gang hun siger noget, tager jeg notater, som jeg ikke kan finde, så snart jeg er kommet hjem til mine prøvelser, hjem til det, der ikke har sat sig ned.

Min tidsramme er det eneste, der skaber meningsfulde sammenhænge. Jeg halser afsted efter aktualisering, efter beslutninger der er timede vel. Jeg kan også væmmes over mine beslutninger og stadig stå ved dem, stadig stå falde som sneen der er udsendt af en tidsramme, et naturfænomen, som at stå i mudder til halsen.

Sorgen træder ubeskyttet ud af min nakke. Den udspilles udenfor min kontrol, den møder mig med dobbelt kraft, jeg møder egne begrænsninger på det sted, jeg er, det sted jeg har holdt sorgen væk fra. Jeg overvældes af mine åbne sår, og ud træder meningen med alting. At tænde lyset i gyden, at insistere på at optage sig selv til sig selv.

Min frygt er, at offentligheden vækker sorgen igen, putter den på bog, og lader mig få den med hjem alene. Det skete er mit, men det er blevet set, og jeg kan ikke længere se mig selv uden det skete, ikke længere møde mennesker uden hans fravær.

De tager billeder af, at jeg tilbeder en Gud. Fotografiet forestiller tilbedelsen-  udefra. Det gør mig ikke glad, at se på mit fællesskab udefra; jeg vil ikke sættes derind, jeg vil heller ikke sættes ud. Hvordan opretholder jeg min autensitet i et større foretagende, hvor jeg blot er en mikroskopisk del. Vi forsøger at overvinde kulturen med modkultur, siger de, men jeg spørger: “Hvad med selvovervindelsen?” Jeg vil ikke være med på et billede, skønt jeg er en del af billedet. Jeg ser mig selv igennem en fremmeds øjne og kan ikke afkode, hvilken retning jeg går. Vær nu den ene eller den anden, siger de. Med mine øjne ser jeg mig selv fægte i fællesskabet, og fægte uden for fællesskabet.

Han kvæler min forelskelse ved at sige: “Du er da også en dejlig pige, Maria”. Det er en kropslig erkendelse at blive forelsket. Jeg forestiller mig med min krop, jeg foregriber muligheder med mit kød. Jeg tager flere chancer, end der er. For at finde forløsning, for at finde en mand. Min krop er stadig vemodig efter fødslerne, og den forelsker sig så snart, den ser en mand med dybe øjne og åbne tænder.

Distinktionen mellem at være fastholdt i et øjeblik, der er blevet kastet på mig, og det at fastspænde mig selv til en mangel på selvcensur der potentielt kunne forvandle mig, i hvert fald gradvist, hvis den trådte til og gjorde mig mere lige, jævn, ublottet.

Men fra hvilket tårn kan jeg se mine mulige ruter? Er det frigørende at jeg intet ser? Jeg forestiller mig, at miste mine øjne uden at opdage det, har jeg overhovedet et udsyn?

Tiltroen til mine sanser vakler og hæmmer det, der berører mig, under huden, i sin indflydelse på mine overbevisninger. Min tro opponerer mod det umærkelige, den skal være mere end en flække af tvivl, den skal puste liv i en bedre verden. Adfærdsregulering bliver låget over min kiste, jeg kan kun følge, hvis det er i mig at følge, hvis relationen til Guden er i mig.

Min lidenskab sameksisterer med det materielle, men er ikke stærk nok til at stå imod det fysiske’s styrende vilje; det fysiske lader ikke noget opstå i mødet med mig, det findes forud for mig, og rokker min identitet med sin fasthed og stabilitet. Jeg lader mig føre, men det er bidende koldt og mine tæer forfryser og jeg mister evnen til at gå videre i det lukkede landskab, der får min lidenskab til at krybe indad. Jeg kravler efter flokken, de opdager ikke min niveauforskel eller min lidenskab på slæb.

En påmindelse om dengang jeg var i et opløsende hjem, der først rigtigt opløstes, længe efter jeg selv havde løst alle bånd fra det. En mor og en far i en tragedie, i en tragisk trofasthed. For hver påmindelse tilføjer jeg en ny scene, en ny handling, et nyt åndedræt, et nyt spørgsmål. Jeg spørger til de dominerende normer og det bliver en gestus, hvorved jeg rækker selvsamme normers værdier videre.

At ikke ville ses, fordi man er den, der ikke bliver set på, og at gerne ville ses, hvis man er den, der bliver set på, er at være i tvivl. Om hvorvidt man vil findes eller ikke findes. Om jeg vil foregå eller være hændt.

En digtende erkendelse med blik for bunden midt i verden, midt i livet, mæt af forklaringer, mæt af inaktivitet. En pause der fylder sig ud med det næste punkt, og mest af alt lyder som det næste punkt. Mellemrum der vugger mig med vekslende intensitet, imellem fejl jeg opildner til vækst ved at sige: “jeg vil ikke censurere mig selv” om det så betyder forkrøblet krop og ituslået hjerte. Disciplin er mig en sammensmeltning af aldre, jeg øver mig på at blive ældre, mens disciplinen skal holde mig ung.

Udvidelsen af min lade betyder, at der kommer mere selv end gud i, og pludselig vælger jeg et liv, jeg aldrig har kunnet stå inde for. De tænker om mig at sådan har hun valgt, fordi sådan er hendes essens, men senere kommer det frem, at jeg har en fortid. At mit niveau af erkendelse dispositionerer mig for et valg udenfor min egen opfattelse. Jeg ved med andre ord ikke, hvad jeg er og hvad jeg vælger og alligevel får valget konsekvenser for hvem jeg er, og hvordan jeg fremover vælger.

Min tankevirksomhed snor sig ind mellem gamle og nye dage, og finder en udefineret substans, en spontant bevidsthed der ikke er fortrolig med sin egen erfaring. Jeg henter mig selv på et socialt værested. Jeg får øjne af lydene fra deres kaffeklub. Hopper rundt fra mulighed til mulighed og føler mig mest i live, når jeg udtrykker umuligheden i mit liv.

De sætter sig ned i min arbejdsløshed. Bygger rede ud af mit hår, og fordeler sig over mit hoved som en programmering, der gerne vil ind i min hjerne, men hver gang jeg rystes, ryger ud, jeg er atter mig selv og jeg har glemt hvordan, man nejer.

Min nervøsitet knækker min stemme. Jeg frygter, at jeg ikke hænger sammen. At jeg ikke både kan være det, jeg er, og det, jeg også er. Kan jeg undertrykke mig selv ved at genoplive det hamrende hjerte og den længste morgen i hele mit liv.

Jeg kommer og går frit. Fra mig selv, og min fabrikation. Lysvågen og kastet ud fra klipper.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Fiktivt forankret forpligtelse

25. May 2016 af Maria Guldager

Dagen åbner sig over mig

som jeg rammer en kantsten

min krop sløves, mit syn sløres,

etableringen åbner sig over ham

som han rammer en alder

sytten år ældre end mig

for at sige det som det er, sig

at du behøver en stærk kvinde som jeg, sig

at jeg er så lille og nuttet og kun en pige, sig

jeg udlever den ultimative kombination, sig

ingen anden end jeg nogensinde vil slå til,

min dag, min mand, min sag, min forstand

romantikkens atletiske muskler styrkes til et bristepunkt.

I højsædet er et samfund lavet af lego, et der kan åbnes eller gå fra hinanden, i mit projekt

skriver jeg; en fortælling om det, der gør livet værd at leve,

populært sagt, jeg skriver, om en eksperimenterende livspraksis

som den er

eller bør være eller kunne være eller skulle have kunnet være,

det er min måde at opdage livet på, udfaldet

er ikke til at kende, før jeg har konstrueret, digtet og leget

lego med virkeligheden, jeg

flytter rundt på virkeligheden, på stolene, omarrangerer og

giver plads til uvirkeligheden, tage det fra den, der bør bygges op og bevares,

han svarer: men dette er givet, at fiktionen ikke skaber jobs,

jeg tager mig sammen og skriver en problemformulering:

Kan vi nogensinde frisere årene ud

og skelne mellem nyt og gammelt, mellem

genbrugt og opbrugt, mellem

dit lort og mit lort, hvorfor

nuancerer du ikke dit sprog, siger jeg og

kritiserer ham for første gang, kan vi

tåle mere lort, svarer han. Problemformulering og perspektivering.

Hvert eneste ord lever jeg, hvert eneste ord kritiseres, roses, jeg løber

fluks i afgrunden, indtil noget nyt opstår, det slutter

ikke ved angsten, angsten er forskellen der åbner

min erfaring, mit eksistensfundament,

hvis angsten pakkes op som den gave den er, min forskel,

pakkes op, folder sig ud i passion, ud i mødet med livet,

intense blikke, ind og ud og ude-inde inde-ude, hinde, hud,

i åbne retninger, åbne for kærtegn

og for nye folder, krøller, opfindelser, frembringelser

i sig selv, det fremmede selv, det distinkte selv, angsten holder inde

angsten advarer om utrygheden: friheden er utryg; et koncentrat af mod og fantasi.

Det splintrede selv der i ærlighedens strøm bliver helt

ved at forbinde sig med sig selv, forholde sig

til det endnu ikke erkendte, det for bevidstheden uberørte, ukomplette, det endnu ikke afsluttede

et blik der ikke har set endnu.

Dagens skyer advarer mig om brud

under mig, forundrede jeg,

en bølgende smerte starter, udstrakte ulykker, blomsten

udsender ikke længere den rette duft

på en eftermiddag forstenet og ubevægelig, hvorfor

kom kærligheden ud af sin hule, hvis den alligevel vil

efterlade os spejdende ud i den sorte nat, nærmest kvalte

i den dødstille himmel, til sidst løfter jeg hovedet

mod de forsølvede stjerner højt oppe og susende trætoppe længere nede

jeg støder foden, støder andre

mit blik flakker, mit syn er i flager, holder jeg øjnene

stille, dræber jeg natten

med det intense lys, et håb

om tilstande der kun kan bygges med lego.

Frem spirer fra dybet af mit indre

det, der kun kan måles

på følelsen af alligevel at mangle

en, der tørstigt tigger om mit selskab, mit kildespring, jeg giver

mig selv til dem der spørger, og med hans tale om ufrihed

ser jeg mig som en udtørret bæk, jeg

vokser sammen med dem

der tigger, jeg læser fra afgrunden

ord dannet

af stjernerne.

For vinden der indimellem rører på sig

er jeg fuld af glitrende dråber, dyrebar

som en rejsende sjælden stjerne

for ham der stormer og vil frem i livet, videre

til et sted ude i det fri, der hvor øjnene altid er løftet mod himlen,

er jeg en sele, der kryber op af hans bryst

en ramme om hans

indhold og mening, organer og celler,

han synes at vide, jeg er den

familie han kan tale om og savne

mens jeg snitter grøntsager i et rengjort køkken, en udtørret bæk, hvis

jeg er rammen er jeg rund med maven nederst, hoved og tæer

mødes bagom ryggen, jeg er i livcyklusens vold, en aktualiserende tid

tiden i mig, døden i mine erfaringer, det udefrakommende i mit indefrakommende spørgsmål.

Min form er sket

han beundrer den, men vil han gennemleve min form med mig, er der plads

til lego-realisering, alle mine retninger,

han er i nuet, siger han, jeg ved det ikke

men jeg vil gerne have han tager fejl

at vi konstant er i gang med at blive

at vi rummer mere end nu, at vi er

forbundet med frem og tilbage, diagonalt og til det ujævne, det glatte,

de brudte forbindelser der sætter varige spor

i det han kalder nu, som mest handler om forpligtelsens positionering,

hans intuition strider imod tvangen der samvirker

med afsløringen, forandringsproces, skabervilje

han er færdig

med at komponere, han tager diktat, sytten

år ældre, hans evne til at lade sig påvirke

er knyttet til hans hjerte, modtageligheden

der balancerer som en sansende krop

hele tiden må han afgøre om han kan tage ved lære

er det muligt at leve uden bandeord

er det muligt at undersøge livet nærmere

engagere sig i sproget, være til stede

ikke kun nu men også når ordene er sagt

sproget som kulisse for de næste hændelser

eller er du

afhængig af uafhængigheden.

Det er rent, det vi har sammen, smukt og

uden fordomme

med overbevisning.

Svøbt i forførelse

ser jeg musikken

få tanke og krop

få samklang

med min brancheløse stemme.

De nye indsigter træder frem

som zoner på min hud

foldet ind i dit lagen

jeg formes mens han taler

tiden er det jeg ikke kan

undslå mig, jeg producerer

mit efterslæb, min eftertid,

min midlertidighed gennemstrømmer dagen

vores intimitet er et eksistentielt anliggende

hvis sulten på mere ikke fordufter

når mørket konsumerer os, med ryggen først, med kursen mod det ukendte

er han der, bag de lukkede øjne, bag min ryg.

Problemstilling. Findes der en mand, der kan føle sig fri i min bue,

så kan jeg være lys og som åbningsscene

bøje mørket af;

en stjerne der kaster en smal stribe lys

så han kan se kærlighedens uforanderlige natur

det tilblivende i hvert valg, hvert ord der kommer ud

en dag der åbner sig

eller krakeleres

over mig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mænd er mit livs største skuffelse

16. May 2016 af Maria Guldager

Vi roder rundt mellem hinanden

dømmer den ene bedre, den anden bredere, den tredje beder

om hjælp til at finde en mand, men det skal være en anden mand

end den hun har, hvad skal jeg gøre for ikke at føle

at jeg blot optræder i hans liv, mens han aldrig er i mit, det var hans

iver der tiltrak mig, hans begær efter min ustoppelighed, han sagde han troede

jeg var udødelig, jeg bekræftede

ham, roste og opbyggede

høje dynger af hans komplimenter, men bedst som jeg stod,

gled min fod, et enkelt rim,

hvordan kan jeg overse, at der mangler fundament og lyst

til fornyelse i hans skrot.

Jeg ved det er ovre, da han siger han har tænkt på at vi kunne spise på en restaurant, at han nok skal betale, for han ved ikke

hvordan jeg er med penge for tiden, han forestiller sig den lokale kantine,

så vi kan fejre, at han har haft nerver på i to uger og ikke talt om andet end sig selv, og jeg ved vi er uenige

om kønsroller, om hvordan man giver og modtager i et parforhold, om mad, om kirke, om verdensanskuelse, om krop og om sind

og om restauranten, tag selv buffet for 65 kr, nudler og friturestegte diverse, om romantik

på konservesdåser og han

som bare prøver at gøre kur, prøver at imponere, jeg har ondt

af ham og i min dømmekraftsmuskel, er jeg til kvinder

er jeg til nogen partikulær person

eller er jeg skabt til opdrage, formane, uddanne ormen

der ikke vil ses, ikke vil trænes, ikke vil ud af sig selv for at blive sig selv men blot svælge i sig selv og sin dovenskab, er jeg

hans kvinde, i så fald er jeg hans mor, og for øjnene af mig

vokser mine børn, hver dag med flere spørgsmål på tungen, hvorfor

er der ikke en mand til mor, er mor manden, hvad sker der for toiletbrættet.

Kemi.

I modsætningernes land.

Kilder blidt på armene, på fodryggen, lige over knæleddet,

indtil den bliver sprængfarlig, vi dukker os

og jeg ser han er lavet af vat, han vil helst bo

i en lomme, og ødelægge mit liv med sin mildhed,

ligesom alle andre mænd i mit liv nogensinde, og det er klart at de er uforstandige,

klart, at de bare gerne vil puttes i mit skød, når kvinderne

når kvinderne,

er dem der går til selvudvikling, dem

der dyrker yoga, dem

der lægger deres liv om, arbejder på sig selv, går til samfundsdebatter

på steder der ikke har et navn, steder der ikke kommer i avisen, steder der ikke kan forfremme

den deltagende, kvinderne der

interesserer sig og giver sig selv til det omkringliggende,

mænd der ligger

problemer der ligger

vasketøj der ligger

kontordueller der ligger

tabuer der ligger

principper der ligger

KVINDE, på din nakke

hviler fremtiden; standarderne,

en hvilende nakke, standardiseret fremtid

for mænd, der ikke kan tage en armbøjning med deres sovende hjerner, mænd

der ikke rigtig orker, ikke rigtig vil andet end at puttes, ikke rigtig ikke rigtig ikke rigtig ikke rigtig

Jeg beder

om en bedre

mand med bredere

viden

om sig selv og kvinder,

jeg forstår ikke kvinderne han tidligere har været sammen med, hvor kunne de

give op på deres opgave med ham, deres tilretning af ham, de

har afleveret en uvidende mand

til de næste kvinder, der gør som næste-kvinder plejer,

og er til stede,

uden at få noget for det, på steder,

der ikke er godt for deres image, men deres sind

som trænger ind

på steder uden mænd, på mænd uden steder,

jeg har hele tiden vidst, at det måtte stoppe, for han griner

ikke når jeg er sjov, det er som om jeg tvinger mig selv til at blive

siddende koncerten ud, selvom jeg skal tisse og fryser og har brug for at bevæge min krop,

jeg tænker på hvad en voksen ville have sagt:

sæt dig, det slutter snart alligevel.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Afsocialiseringsproces

12. May 2016 af Maria Guldager

Derouten er ikke til at overse, min arbejdsløshed

har fået vinger og den flyver afsted med mig,

jeg smider toppen og går rundt med frie bryster, jeg starter revolutioner

og får andre kroppe til at elske sig selv, elske

at smide sig på gulvet, flå hjertet åbent, rulle rundt og krampe indtil de bliver helt frie

af egne systemer, af egne tilbøjeligheder og krumme rygge

kroppene får øje på sig selv, som barnet der ser

sig selv i spejlet for første gang, kroppene ser

at der ikke er noget i vejen med nogen, hverken dem eller andre,

om man er borgmester eller grønthandler eller musiker på strøget

man kan bare være, alle kan bare være, langsomt bliver

min mission fuldført, forestiller jeg mig, mens de lokker

med en hel dag med fuld forplejning, jeg skal slet ikke tænke på mad

en hel dag, en bekymringsfri dag, men går det

op, for jeg skal også have købt mere tandpasta i denne måned, fazer

burde blive frasorteret, jeg spiser tre poser

imens jeg overvejer min økonomi, nogle vil sige

det er trøstespisning, men de forstår ikke

at fazer og jeg har en særlig relation, jeg er født med skolekridt

i siderne af munden og dumle under ganen og tyrkisk peber ud af øjenene,

historie er hvad vi har, og jeg kan ikke gennemskue om jeg har råd

til at deltage, men det er selvfølgelig inklusiv al mad, det kan jeg trække fra, jeg starter revolutioner

i  samfundsøkonomien, det kan jeg trække fra derouten,

jeg samler skatter ind og giver til de fattige, forandringen

kom i tidernes morgen og blev, jeg starter

som praktikant hos en gartner, jeg er ikke

til planter og dyr, men jeg er heller ikke

til kontanthjælp, hvordan, spørger venner, hvordan

kan det være du ikke kender nogen, jeg starter

en revolution af planteskolen, befri jer selv

fra de grønne fingre, hug hug hug

alt det af, der blokerer, jeg lærer planteskolens personale

at det er i dem, den sande natur kan ses når uhæmmet gror til,

de jubler og føler sig hørt og forlænnget, forestiller jeg mig, praktik

forløb og positive affirmationer, vibes til universet, dans din indre løve, åbn hjertet, sluk tankerne, jeg hænger

ud med de store magter, men det er ingen kontakt

hverken fra dem eller ham eller mig eller nogen anden,

kontakten er sluppet op, de skriver ikke, han ringer ikke, han

vil sikkert gerne, men hans mangel på initiativ

skærer benene af  mine revolutionære miljøer,

og som jeg ruller rundt nøgen henover gulvet

ligner jeg en død fisk, der stadig spræller.

Derouten, er til at tage og føle på, jeg logger på Tinder

for at tage toppen af, eftermiddag

har en særlig duft, til forveksling frihedsduft

men hvilken frihed er der i en revolution, der omtaler sig selv som sådan,

folk køber og folk løber

eller går tur, ordner og når ting, plejer

sig selv, og får energiboosts eller bursts og luften

aer deres ansigter, som om de græder, som om aktivitet er gråd

og arbejdsløshed enhver mands vilkår, det siges sikkert

at du er bundet, når du er ansat, bundet når du ikke er ansat

og kun løst når begrebet ikke findes, kun da kan du tilhøre dig selv, jeg starter en

en æra hvor din tid er din egen, der er ingen købt og betalt tid,

fra nu af er luften din energi, din ånd dit privilegie, din gave, jeg starter fredsprocesser

for at beklage revolutionerne, der gjorde det af med samfundet, som vi kender

det, man kan høre fredsprocessen i mørket, jeg sidder øverst i huset, det drypper

med mænd der ikke kan tage sig sammen, min energi

viser sig

at være feministisk, jeg vidste

ikke den havde en ideologi, arbejds

løshedskurven ses på min talje, stram

som aldrig før, jeg rækker hånden

ned i tre poser af gangen, det er ikke

trøstespisning, men en jagt på det

stykke der smager bedre

end det plejer, jeg siger ja, uden at vide hvad kurset handler om, jeg kender

menuen og det er jo all inclusive og uanset hvad temaet er, kender jeg

kun velviljen og nysgerrigheden, jeg tager med fordi

en trang til spænding, arbejdsløshed, selvbeherskelsesproblemer

er et interessant kredsløb, jeg griber hårbørsten

og inspirerer atter titusinder med en dans

jeg selv lige har lavet nu, der skal ikke så meget til

at imponere, man skal bare vise sin frihed

over landegrænser, jeg vifter

med mine nederlag, så de mister deres værdi, mister jeg

mig selv i farten, jeg står og ser tomt efter

min tidligere retning, var det her

jeg skulle føres hen, jeg er på en social deroute

og jeg ved det godt, jeg betaler ikke skat

frivilligt, jeg har fået et job

i en time om ugen til 122 kroner, de trækkes fra

i dagpenge, og jeg overvejer et skattely,

men hvor går man, hen jeg sidder yderst

på min stol, da han fortæller hvordan kærligheden slider

på søvnen, yderst fordi jeg håber

han fortæller hvordan man finder kærlighed, jeg bytter

til hver en tid gerne søvn ud for kærlighed,

jeg ser ned over mine nøgne bryster og mit nøgne fantasi-publikum

og fortstår at det ingen steder fører hen, ingen

kan jeg inspirere, kan jeg

noget som helst og pludselig

bliver jeg til det hamster der ikke måtte komme ind i gåhjulpet, det skyder

sikkert ikke sig selv, men det er da bittert

at stå der og vide at livet er kort, at man kun er et hamster og at selv

i hamsterlivet, er man ikke til andet end pynt, end ventetid, jeg skyder

med løst krudt i håbet om at ramme en ansættelse, jeg tigger

om en ansættelse, for jeg er, skriver jeg, på en social deroute

hvor jeg bliver mere og mere fri, det vil sige

mærkelig og grotesk, I må hjælpe

inden jeg får startet et oprør blandt det ukendte folk

og alle stopper med at arbejde for penge

alle arbejder for passion

arbejder under passionens regime, de arbejder

med frie bryster der synger lige det, de vil.

Det siges sikkert at det gode arbejde er en  illusion,

skulle det mon være andet end fordærv, hvis jeg ikke har job

er jeg i fordærv, fordi jeg prøver så hårdt at få job, når jeg er

i job er jeg i fordærv, fordi jeg prøver hårdt at få jobbet

til at tilfredsstille mig, uden puden

ligger en 5-krone, hvem har lagt den

min flid eller arbejdsgiveren, jeg venter

og det er ikke fordi jeg ikke ved, at jeg bør handle

i stedet for at vente, jeg venter

fordi intet andet er vigtigt, kun hendes svar,

der er ikke livsmening i andre stillinger, mit liv

afhænger af hendes netværk og svar på tiltale,

kun det kvalificerede svar, der kan få mig videre, der kan skabe

et gennembrud

i mit regnbrud.

Derouten startede da systemet fik overtaget,

indkaldelse på indkaldelse, de kalder

mig ind og jeg sætter mig ind på hendes kontor, fordi jeg ikke kan komme ind

på arbejdsmarkedet uden at kende

nogen, og jeg har aldrig kendt

nogen, det er mig og systemet nu, kendskab

til systemet har jeg, ind og ud og udefra ind, og

jeg vågner forsigtigt op, da timen er gået, jeg får lyst

til at karikere situationen, og jeg spekulerer på

hvad der mon er galt med mig, siden

jeg vil lave satire med aling, jeg rejser mig demonstrativt

og går 1 meter væk fra computeren og spiser min mad mens jeg indvendigt mumler

“hun sagde bare jeg ikke måtte spise ved den

hun foreslog blot at jeg gik i kantinen, men her må også kunne gøre det”

jeg tager mig blot en ret jeg har, og jeg ved

jeg tager den fordi jeg er provokeret, det er del

af min ventetid, prins hvor er du, jeg  får lyst

til at spørge den garvede underviser, der har sat sig nede bagerst i lokalet

om mine spørgsmål, mens kameraet zoomer ind

på den nye underviser, der står på scenen

hans øjne forvirrede, mund tør og han venter

på næste scene

så han kan komme videre, så jeg

kan få grint ud, jeg tjekker

mail, jeg er aktiv i min venten, jeg venter

på det rette svar, misforstå mig ikke,

der er mange måder at sige det på,

men kun eet vil give mig grundlag

for et underlag

til mine fødder

og børns fødder.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Hænger det sammen?

10. May 2016 af Maria Guldager

Der går en krop og

smiler, der går en krop og

smiler, der går en krop og den

smiler

og den går. Er det sådan her jeg skal røre

i gryden, skal jeg røre

i gryden, er det sådan

gryden skal røres i, er det

dig jeg skal spørge, smiler

din krop den går rundt og

smiler, er det dig jeg skal spørge

eller

smiler du ikke til nye mennesker.

Jeg er det nye menneske. Jeg er i en virkelighed, jeg ikke vil være i. Det er mig muligt at drage over i en anden virkelighed. Men i den anden virkelighed er det som om jeg i virkeligheden ikke er virkelig, flyet. Får mig til en anden verden, flyet. Skal bære mit tunge jeg over landegrænser. Mod har du, mod har du, mod har du. Vejret er varmt og varmen fører til vildfarelsen, det er luften der trækker mig ud steder, jeg ikke ønsker at være, og sådan bliver det ikke, siger jeg til mig selv, i år. Bliver det, bliver jeg, anderledes. Jeg får kramper i maven og må stoppe øvelserne. Gad vide hvad der sker derinde i maven, gad vide om det er noget alvorligt, gad vide om det er muligt at løbe fra det jeg har gjort, tie om det jeg engang mente, holde mig fra de lange skygger, når jeg om natten føler mig forladt. Der findes kun sange i mit hoved, ingen forbindelser, ingen punkter der forlænger sig til en mening, der forlænger sig fra punktet mellem mine øjenbryn til punktet mellem mine skamlæber, der forlænger sig fra min bagside til min forside, fra forsiden til accept af stagnation, af situation der bliver i sin situerethed, er jeg. En situation eller en grammofon- plade, der hakker mig over med gammel lyd af swing, lyden af en mand der gerne vil have selskab, men ikke have sjælskab, jeg bliver overrasket. Og hvorfor bliver jeg overrasket, når de siger de kan lide mig, jeg der er så fuld af selvaccept overraskes når frivilligt er i samme stue som jeg, bruger deres tid med mig, lytter til min stemme, til mine konstante vejrtrækning, bærer over med min skæve ryg, og løse latter, de overraskes. Når jeg afslører, at jeg ikke kommer fra et hjem med social kapital, kapital fra punktet mellem mine fingre til punktet for lovovertrædelse, forlængelse er noget man kan søge om, udsættelse er noget man svarer os med, der findes kun afbrudte sange, der overtager hinanden uden at informere mig om det, gonna spend it like no other, oh that summer, it was a crush, but I couldn’t get enough, jo flere tårer i mine øjne, jo klarere ser jeg.

“I’m scared that you are a pervert..” Han ser på mig på sin norske måde og forsikrer mig: “I’m not, I just really like your body, in fact I can’t live without it!” Han lægger en hånd på min numse som jeg skubber væk med det samme, efter lidt siger jeg: “Well I don’t want you to die” og jeg tænker ikke på at han kunne gøre mig fatalt syg da jeg giver efter. Jeg giver efter, for han kan ikke mærke mig, han kan end ikke få den op og stå og jeg spørger om han vil have et glas vand men han vil bare have mig. Uden beskyttelse. Jeg slapper ikke af og skubber ham væk, når han kommer, jeg sover ikke. Hele den nat eller ugen efter, indtil jeg omvender mig fra mine lysters vold til kærlighedens enestående frihed, og jeg springer. Lige i favnen på en højstemt salme der henvender sig til den Almægtige, for ingen andre kan redde mit tabte ansigt, jeg har tabt det da jeg gik ud med skraldet hvor min sjæl lå og sov, nu brændes det op og mit blik lugter af røg, jeg kalder ud til Gud: “Hjælp mig til at bære dette mit liv”, og jeg stivner, jeg græmmer mig, jeg kaster mig ned på jorden bag en busk for jeg hører en puslen i træerne, er det. Et menneske eller bare et gemmedyr, er der nogen? Andre i kirken end mig, det runger. Når jeg sukker lettet, for der er ingen og jeg kan gemme skammen væk igen. Til der kommer nogen. Der har set mig, nogen, der synes jeg er selvoptaget.

“Har du lyst at mødes.. på et tidspunkt..altså bare..hvis du lige og jeg lige kan?”

“Hvad mener du, er der noget galt?”

“Nej nej, altså jeg vil bare gerne måske blive..ja det ved jeg ikke…”

“Venner”?

“Er det så dumt?”

“Nej…det er bare…”

“Du tror ikke det ville fungere..?”

“Er det ikke ligemeget hvad jeg svarer dig nu?”

Det foregår i en kælder på Nørrebro, det indre.

Forestil dig en humorforladt verden. En hvori alt jeg siger bliver taget alvorligt, en hvor formelle skrifter er vores eneste ansigt, og hvor evnen til at more sig bliver forhånt som klovnagtigt. Luk så øjnene. Hvorfor.

Bliver jeg overrasket. Når jeg møder et menneske der gider røre mig, et menneske der siger til et andet menneske, at det ser godt ud, at jeg er sådan en han har lyst til at røre, at jeg har en god krop, en hvad, hvorfor. Bliver jeg overrasket.

Jeg skruer op for musikken for at overdøve din energi. Det hjælper ikke. Der er to døre imellem os, men jeg kan stadig ikke trække vejret dybt, når du sidder i min sfære. Det er en gammel energi, den er træg og den hiver mig ned, længere ned fra ned og tager risidens i mig, den er mig, jeg må ud, ud af dig, ud af det hjem hvor du sidder, i mig, jeg kan ikke. Høre mig selv som den jeg er i dag, den dag jeg har i dag, sætter sig på tværs, mellem mig og det gamle og jeg kan ikke. Trække vejret imellem vægge, imellem tidsaldre, får jeg. En chance for at leve uden dig i mig.

Efter en time opdager han, at det er mig. At hans makker hele tiden har været mig. Hele relationen ændrer sig. Vi var lige blevet gode dansepartnere. Nu ser han, at det er mig, måske var det mit hår, der satte sig på en bestemt måde da jeg lod hovedet falde bagover, måske var hans egen tankeassociation der endelig afslørede at jeg er den kvinde han mødte for 7,5 år siden på en trappe i Munkebo, men tilbage står. At jeg ikke længere er mig, nu er jeg. Den han husker.

De giver high fives og synes jeg “the shit”, jeg prøver ellers. At undgå miljøer med den slags fordummende sprog. Jeg overraskes over entusiasmen, den minder om min, som om jeg smittet dem med min, min nakke. Har sat sig fast, fordi jeg spændte helt op da jeg skulle løsne hendes skuldre, hun giver mig high five med beskidte lapper, jeg lapper det i mig, five high, oh ho so and so, jeg svinger mit hår til en side som om jeg var født med en sideskilning.

Mens jeg modarbejder min fordøjelse hoster jeg dårlige dates op. Skal jeg vælge Bruno der læser psykologi og står smilende med en smeltende is i hånden eller Jens der skåler med vennerne på stranden og skriver: “no duck faces” eller Finn der ligger i sin seng mens han tager en lummer selfie, jeg vælger. En der hedder Arnold. Han som ser høj ud, fordi han har taget billedet nedefra, ude på et toilet vist, han er ikke så høj i virkeligheden men han siger de magiske ord: “Kom ind i mit liv” og min ånd er nødt til at lystre og sammen har vi en aften, der bliver til dagen efter, og det var ikke meningen, men han siger det rigtige så jeg gør det forkerte, han siger. At han må have mig, at han bare må. Og så må jeg på sin vis også, for det føles pludselig ægte, pludselig føler jeg mening igen, der er behov for min krop til at gøre en mand hel.

Jeg elsker at have fri. Men kun hvis jeg spolerer friheden med noget at lave. Ellers jeg sitrer jeg af angst over at have Frihed. Hvem er han? Den høje mørke fætter med et bat i hånden, han lister sig ind på mig en almindelig tirsdag aften, hvor alt er aflyst og jeg har læst 30 godnathistorier med mine børn, der for længst er væltet omkuld. Hvem er han og hvad vil han og hvad koster han og vil han købe mig, selvom jeg er gratis for tiden? Og vil han lave yoga med mig? Hvis han lægger sig ned i sin uendelighed og holder sig fri til at fise dagen lang, så stopper min angst, stopper min tiltrækning og jeg har giftet mig med laboratorierotte, han skal undgå friheden for at bejle til min frihedstrang.

Dit værd kommer fra Gud. Kun han kan bekræfte dig. Det eneste du skal gøre er at følge ham. Sådan siger de uden lige at informere om at han er usynlig og at jeg må anfægte hver en time der kastes imod mig, for at overhovedet at have muligheden for at følge andet end mit eget hoved, min egen angst, og der står jeg med mit store lyse fyldige hår, og peger folk hen til garderoben. Hun er en meter lavere end mig, står lidt usikkert og som jeg nærmer mig hende for at hjælpe, genkender jeg øjnene, øjnene der misforstod alt hvad jeg sagde, mine øjne lod hendes øjne misforstå, jeg skal ikke bo her mere, jeg skal ikke komme i jeres fællesskab mere, jeg skal ikke komme mere flere anmassende vittigheder. I nærheden af jer, for vi skal skilles, og som hun står der på udebane, hilser jeg uden et kram, en lydløs mangel på fysisk berøring bliver til en intens samtale på tyve sekunder, for der er en anden, der er altid en anden der også skal have hjælp og som er berettiget til hjælpen, hun gør mig utryg, som om hun har taget hele min historie med sig over broen, som om min historie stirrer mig lige i ansigtet, som om skammen stirrer min selvaccept lige i ansigtet. Jeg kan ikke se. Min vej ud, for tabt er tabt.

I rynkerne på mændene- dem på Tinder for det er de eneste mænd jeg nogensinde ser- ligger tunge sjæle, der må trækkes med en hot karriere og en livsudfoldelse med standarder der dyrkes i de højeste standardskasser. Jeg møder dem – på billederne- en for en for en.

Fra nu af nægter jeg at undskylde for følgende:

- At jeg skriver mange mails

- At de er lange og uoverskuelige

- At jeg sender forkerte mails til forkerte personer

- At jeg mailer og spørger flere gange om det samme, hvis jeg ikke får svar første gang

- Alt med mails

- Alt uden for mails

Nuet startede for længe siden. Jeg har længe nægtet det. Jeg har længe gjort det alligevel. Jeg ser mig selv ligge aldeles uforstyrret. Længe. Ingen stimuli, kun dynen over min nøgne hud, jeg skriver ikke engang mine tanker ned, ingen iagttager mig, ingen vil i kontakt med mig, ingen udover mig selv, jeg ser mig selv være utilgængelig, være opslugt af intethed imens jeg nægter. At der er en pædagogisk teori der kan forklare det. Hvis du er blevet frastødt mange gange, frastøder du pludselig dig selv. Så ligger du bare der. Længe og tænker ubegribelige tanker om opgaver, du gerne vil i gang med, mens tiden går så hurtigt som aldrig før, så du ikke når nogle af dem. Det er som om du ikke kan nå at tænke til det. du vil gøre, før tiden til at gøre dem, er omme.

Det var helt rart at føle, at jeg havde en kæreste igen. Det varede 16 timer, og jeg nød det, nød. At holde i hånd, sidde i solen sammen, spørge hinanden ud, trykke hans bums ud, blive slået i en samfundsdiskussion, Bringer dette mig nærmere helvede eller himmel? Jeg ser op, fordi fuglene angriber hinanden. Besynderlige små hjerner.

Brødbetyngdet sakker jeg bag ud, jeg ved. Jeg har syndet igen, at jeg er en synder uden stop, at jeg. Må holde op med at fokusere på mig selv, jeg foragter. Virkeligheden, jeg foragter at prøve at forstå en uforståelig menneskelig natur, jeg. Kan ikke stå indefor mig selv, kan ikke stå udenfor mig selv, kan ikke stå indefor mig selv ude foran andres mening, kan. Ikke få et gennembrud før jeg slipper ondskaben i mig, jeg synker. Sammen, synker. Sammen ind i mig selv, som øjne der løsnes fra øjenhulerne og triller om bagerst i hovedet, jeg dingler. Fra en klippe som folk tror er kulisse, en del af showet, jeg råber: “Hjælp mig med at bære dette liv” og straks klapper man, enten fordi jeg tolkes som et komdiedrama eller fordi man bifalder min egen selvaccept af situationen.

Alt har forrådt mig, min lyst. Forråder mig dagligt, min tro, mine venner, min ihærdighed, min gennemsigtighed, min intention og alt andet, forråder mig og lader mig stå i skyggen af deres selviske gerninger som skyldige øjenbryn, der har bedst af en trimning, “I er ikke velkomne her”, siger en ansat i Netto to gerningsmænd, ja de er gerningsmænd for de er blevet fanget på kamera, alle, alle kan se at de ikke hører til i friheden, i Netto, ude blandt menneskers mening, de har taget fra kassen, tjent kassen, taget det der ikke var retmæssigt deres og først da alle i butikken kigger måbende husker jeg. At jeg reagerer anderledes end de fleste. At det normale er at tie, og at jeg stadig taler, taler mine hemmeligheder op så jeg åbnes, så jeg revner og det fosser ud med guldmønter, de fråder om munden af bare begær efter mine indvolde, som sultne ulve står mændende, men holdes tilbage af den rest af pli der endnu er i dem, han tilkalder. Ikke politiet, de går selv, mens de råber at ikke har gjort det, den ene er ved at snuble. Over ledningerne, de forlader butikken, jeg forlader min seng, forlader punktet mellem mine øjenbryn og skriver en sms for at høre. Jeg skriver den for at høre. Ikke for at skrive, jeg giver ikke for at give, men for at få. Jeg vil bare lige høre, om du har lyst til at ses igen? Munkebo er længe siden, jeg husker ikke engang præcis hvordan haven så ud, jeg husker bare dig, og det er sikkert fjollet at skrive til dig, men jeg bliver ikke længere sur på mig selv at jeg skriver, sådan er jeg, jeg skriver, jeg udtrykker hvem jeg er gennem skrift og jeg er. Ikke den du husker, husker du mig fra da du ikke vidste, at jeg også var hende du husker fra Munkebo? Jeg vidste intet dengang. Jeg har grædt hver aften i 5 år af bare forlegenhed over min egen væremåde. En tekst ryger min vej dagen efter: “Jeg har ikke tid til at læse alt det du har skrevet. Måske skulle du se lidt udover dig selv. Du er god nok Maria. Du skal finde accept”.

Der går en krop og dummer sig

en krop der går på en dum vej

en vej der går på en dum krop

der går en dum krop

den snor sig når man går

på den, man går på en krop

på en dum vej, en krop der går på en vej

der dummer en krum krop sig

der krummer en dum krop sig

der dummer en krum vej sig, krum krop, dum vej

dum da daj da da dum da dajmmm

mmm

mmm

ere musik til dumme kroppe dumdigdadaadada

Jeg sætter mig uden at vide den plads i solen, den plads på bænken, er midt i roen, jeg befinder mig godt i roen i dag, som om roen havde ventet på at jeg kom, og det har taget sin tid, og roen får også kun en ganske kort tid med mig, for jeg skal jo videre, jeg skal vokse, blive en voksen, jeg har endelig forstået hvad de mener med “voksenundervisning”. Man skal være voksen for at undervise der, og man undervises indtil man ikke umiddelbart kan forvokse meget mere i sine prioriteringer og hagehår og i fornemmelsen af at der ikke er nogen der hører efter, kan jeg

være en glad krop der ikke dummer sig

være en lige vej der ikke krummer sig

være en glad gryde der rører i sig selv

Det koger over fordi drømmen ikke kan bære den virkelighed der altid slæber sig efter mig, jeg ser spor i sneen, der må være andre herude, andre gryder der har spildt deres overskud, der er ikke en vej, bare en kæmpe plads, jeg går over og rundt på, men aldrig udenfor

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Her er en lille mand ved siden af en fyldig kvinde

2. May 2016 af Maria Guldager

Jeg overvejer at skrive en sms. Om at han ikke skal kysse mig. Om at jeg har fået for meget fysisk berøring. Om han mon kunne lære mig at kende, uden at røre, det kan man godt. Andre har gjort det. Aldrig jeg, jeg ved ikke hvad jeg taler om, og jeg tør heller ikke. Vende hovedet bort da han insinuerer ved nusse min nakke let, læne sig hen mod mine læber, jeg er fange. I en intimsfære.  Det er en sær automatik, jeg hælder ud, som om. Min krop bare gør det, der forventes, som vi sidder krøbet sammen på en kold bænk en nat i oktober, flettet ind over hinandens ben, ubestemmelige læber, en mand der tøver med alt andet end sin lyst, en kvinde der er kold og låst, tvivlen er hendes bedste ven og hun ikke kan få sig selv til at sige det, hun tænker, en tøven der komprimerer hendes fylde, gør hende lille.

Det er en nænsom form for automatik, sansende, næsten ægte, men min lyst til ham forstummer. Enhver der kender mig ved, at det største faresignal af alle, er min tavshed. Det er ikke stilhed, det er fortielse, der er noget, der er altid noget, i stilheden, jeg ikke siger, ikke altid. Ved jeg selv hvad det er, men det er der. Lige nu ved jeg det, jeg ved. At jeg har besluttet mig for at leve et gudsfrygtigt liv, og at jeg kun er interesseret i den lille mand pakket ind i jakke og bukser fra det forrige århundrede, hvis han undlader. At være fysisk. Kan vi. Er det sådan. Kunne vi. Kan man egentlig. Altså jeg er også meget træt. Jeg forestiller mig, at jeg har drukket og prøver at snyde mig selv til at være mere åbenhjertig, men det kommer ud i fragmenter og han forstår det ikke, det er jo ikke som om jeg er jomfru, og nej, det er ikke fordi jeg ikke har lyst, må jeg sige som en redningsbåd. Til et strandet selvværd, til en svækket, ja skrumpet, maskulinitet.

Sæt dig op her på mine fyldige krop, så padler jeg dig i land med armene. Jeg skal også lære ham at træne, han siger. Jeg også skal lære ham at være sund, jeg siger. Jo, jeg kan godt lære dig at leve i harmoni, vitaminer og åndsfrihed; bare sæt dig op, jeg spreder. Vingerne og vi flyver, jeg følere mig tungere end sædvanligt, og han holder sig for øjnene, ikke så hurtigt, ikke så hurtigt hviner han fra min lænd. Jeg basker mig forsigtigt ned til jorden, men bliver i det samme slået ned af lynet, hvad sker der.

Er det en test? Hvor mange gange skal der gå brænd i mig, hvor mange gange skal jeg lade en lille mand vandre henover mig, fordi. Han siger jeg er underskøn, jeg trænger. Til at blive kaldt underskøn, måske er tvivlen slet ikke på min side.

LAD DEM DRUKNE, råbes der fra himlen idet jeg bøjer mig ned og hiver. Efter vejret, han faldt, da der gik stød igennem min krone, nu er vi begge i sikkerhed. I en samtale om usikkerhed, du er perfekt, alt er okay, jeg forsikrer ham og sender mere kærlige smser, som han har efterspurgt og jeg angribes indefra: “hvorfor lader du din krop sidde her, når jeg ved bedre”. Min intuition. Så skide selvhøjtidelig. Klar med et modsvar hver eneste gang. Kan jeg ikke trække vejret uden at den melder sig, fortjener jeg ikke at møde kærligheden, vi snakker om hjertemassage.

Det er længe siden jeg har hørt efter, så kedelige familieorienterede historier. Han mener, at jeg selv bragte det på banen. Men jeg talte om, at manden bør give kvinden en fornemmelse af, at hun kan slippe kontrollen, at han kan beskytte hende, jeg mente jo ikke genoplive… Han får øje på en svane og peger på dens store rede for enden af søen. Mit militær råber. Så rejs dig dog op i den planke, igen, igen igen, maskulinitet, kernearbejde og styrketræning hver dag, cardio hver dag, kæmp kæmp kæmp, s a m l d i g s e l v o p. Hver dag, han siger han hellere vil bruge lang tid på at gå langsomt mod sit arbejde, end at nå at hænge ting op på væggene, det er et hængeparti, siger jeg, men han registrerer ikke humoren, ej heller at den er blevet ringere, jo ringere samtalens kvalitet, disciplin. Virker som noget han søger i en kæreste, yep du kan finde det i mig, jeg hører. Ikke til her. Han fortæller endnu en historie som min tålmodighed får store muskler af at trækkes igennem. Han mener ikke, han går for meget i detaljer, og jeg tvivler. På om jeg sidder her med et rent motiv.

Jeg trækker forsigtigt min hånd ud, affletter mit lår fra hans, men han drejer hovedet og kysser mig igen, og jeg kan ikke afbryde, jeg er spærret inde af fornægtelse og kærlighedsdrømme, mærker det i min maven, mærker han. Sin mave, hvorfor er det forkert for mig, hvis ikke for ham, vi taler. Om de gange han har været kærester med en næstbedst pige, måske. Er hans tarme sprukket af det, og nu flyder alle kønne piger bare lige igennem ham, uden påstyr. Han siger, at alle jo ikke kan være lige så unge og spændstige som jeg. Et kort øjeblik tror jeg, at det er real love. Men så kysser han mig igen. Og jeg ved det er slut.

Det er en klichee at kysse nu ligesom hans avisartikler. Den værste amatørstreg er den der kopierer de etableredes, who cares, hvorfor. Skal jeg tvinges til at læse i deres format, regn mig for ude. if anyone cares, er jeg ude,  U D E. Men hans mangel på selvbeherskelse dækker mig til. Jeg mærker jeg ikke ses og høres længere, jeg står i skyggen af hans lyst og jeg ved ikke engang hvem hans lyst er, er den en viking eller en konge, en hest eller en dinosaur? Jeg bliver en skygge ved søen i oktober, uden ansigt, handling, grænser.

Det er med smiger og underkastelse, at han ophøjer mig,  anstrenger. Mig for ikke at rødme, hov se den smukke sø, og jeg spekulerer. Videre, hvorfor møder jeg ikke oftere en mand der ser mine ben, hører mine arme, ved, forstår, anerkender, mærker, værdsætter det han har i sit selskab. Med en oplyst konges lyst. Han er en ener, den lille mand, han roser og nusser, mens mit hoved er ude og flyve. Men tungen der rører min, tilhører almindeligheden. Højst mere ynkelig for han kan ikke svømme, og på vej videre fra bænken ligner han et offer for kolde brusbølger, han skælver og jeg ved, at denne mand aldrig vil kunne passe på mig. Almindelighed er ligegyldighed, der siges intet, menes intet, grines af intet.

Vi krammer på gensyn, selvom  jeg skal ikke se ham igen, hvis jeg skal være mig. Skal der være et sammenhængende indeklima i mig, skal jeg ikke forelske mig i en bådflygtning. Han siger. At han er helt alene. I København. Der hvor han kommer fra, er der helt anerledes, pigerne. Er ikke sådan nogle som mig, de er ikke lige så unge, de er mere som min ekskæreste, pruster han, hende jeg stadig ser, vi er bare venner, og det roder. I mit sind for hvert ord han udgiver, og jeg ønsker. Jeg kunne være sådan en, der tænkte på tal og på arbejde og ikke fortvivlede i tide og utide og atter og atter igen må lære lektien.

Han er en lille mand,  jeg er en kvinde der kan se stort på hvem som helst.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Anmeldelse af et liv

13. April 2016 af Maria Guldager

Det er som om, at det hjælper mere at spænde op i hele kroppen, end at læse et vers fra den hellige bog, som om. Jeg kan klare det, hvis jeg bare holder igen, snører mig sammen, lukker for vejrtrækningen og går, bare går igennem det, går. Til fadet før maden er tilberedt, jeg spiser. Indtil det bliver min tur til at stå frem og tale.

“Desperate sjæle vokser sig uovervindelige i den menneskelige natur…” Eller “noget med forsømmelse af mit indre barn”, siger jeg for at trække lidt i land, trække det lidt ud, trække mig, trække sætningerne, jeg ved ikke hvem jeg er, hvad mit poetiske udtryk er, eller om det er vigtigt at vide, det er sådan noget, jeg plejer at sige, tænk. Jeg er blevet sådan en, der plejer at trække på bestemte sætninger endog skrive dem. Som om jeg er stolt af mine gentagelser, min overspisning, mine overspring, min genfortolkning. Af det der sker når det sker.

Vi spiller “sidste år ved denne tid” og jeg taber stort, kan ikke engang. Holde mine kæber selv, de låser sig, men de andre spillere er barmhjertige. Finder en bogtitel til mig og foreslår, at andres sejr i virkeligheden tilhører alle. En vinder, alle vinder, en anden vinder, alle vinder, nemt. At forstå, lederen foreslår, at jeg er for knyttet til den persona, jeg agerer som; jeg bør opdage hvem jeg virkelig er. Drop masken, mærk skyggen. I et forhold til alle andre levende væsener.

Jeg aner ikke hvem, nogen af de andre er, tænker jeg, og lader kampen begynde, dag ud og dag ind kaster jeg. Mig ind over de ukendte i håbet om at være en af dem, der bliver opslugt i en samtale, en gensidighed, en grund. Til at blive. Ved.

Du forstår det ikke, indvender jeg. Jeg har ikke selv angst, men andres, den spiser. Sig ind på mig og jeg står uden. Åndedræt og mere mod, for modet tog hun fra mig da hun gik. Ned af trappen og sagde: Man kan ikke høre hvad man selv tænker, når du er til stede, og mit åndedræt. Forlod min krop, det var ikke meningen. At tage hendes angst ombord og lade mig selv gå. Ud over afgrunden.

Han beder mig stoppe med at forfølge afvisningerne, jeg kan. Elskes højere end det, elskes. I sandhed, ord og gerning, jeg forstår det. På en religiøs måde, jeg forstår det på en sekulær måde, jeg forstår at det enten er det samme. Eller helt forskelligt, hvor. Skal jeg lægge mine penge. Jeg lægger dem ned. I Nettos pengeautomat.

Det er mit mønster, jeg opsøger en mand og bliver upassende, mærker for sent at jeg upassende og så går rygterne. Og manden.

Psykiateren nikker.

Et manglende svar, siger jeg, er mangel på kærlighed og han nikker og jeg mærker, at jeg er ligeglad med, om han nikker eller slår kolbøtter, angsten. Sidder i mig ikke. I ham. Han er forælder, jeg er den løse.

Det må sidde fast i mig et sted, hører du? Det upassende element, måske er det den arm der stikker ud mellem mine skulderblade, jeg har hørt, hører du, at de fleste ikke har en arm lige der, hørte du mig? Han løfter øjenbrynene og fyldes af rynker rundt i ansigtets hjørner i forsøget på at glatte midten ud, han lytter, aktivt, lytter, til min stemmes aktivitet, mon han forstår. At jeg lige nu tegner ham på min papirserviet, at jeg har hans nummer og vil forfølge ham de følgende måneder, ikke for noget. Andet end sand kærlighed, som jeg altid bilder mig ind det er og jeg tror virkelig det er, denne gang, han er den flotteste psykiater jeg nogensinde har set, og tænk hvad vi kunne starte. Op sammen, men der er selvfølgelig hans nationalitet, jeg indrømmer. At jeg helst vil have en amerikaner, jeg har aldrig. Haft en og jeg drømmer om det liv jeg kunne starte. Med en amerikaner, mens psykiateren siger, at han lige umiddelbart ikke kan få øje på min tredje arm, er det sådan, at du mærker disse upassende kropsdele på daglig basis? Han beder mig forstå at jeg ikke er upassende, men at jeg skal stoppe med at forfølge mænd.

Det skal jeg nok, det skal. Jeg.

Min vilje slæber min krop

indtil jeg opdager bedraget, hvilket. Bedrag, taler jeg om, alle. Arbejdsopgaverne vælter rundt i hovedet, jeg vælter. Opgaverne og arbejdet. Sammen til det eneste jeg er, er en bedrager, en arbejder, en der glemmer fortiden ved at konstruere nutiden, insistere på indflydelse over fremtiden uden. At se sig tilbage.

Har du overvejet, spørger han mig, at du forfølger andre, fordi du gerne selv vil forfølges? Et øjeblik går før jeg siger det. Jeg så siger.

…..”en der blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………..

…………………… at elske”

Han får penge, jeg får råd, jeg har svarene, han har pengene, jeg har råd, han får svar, jeg. Stopper med at tage pillerne, jeg har hele tiden. Vidst jeg ikke fejlede noget, jeg har bare ventet på at de andre ville gennemskue bedraget.

Der ER ingen måde. Ingen måde jeg skal være på. Det står mig frit for at gøre livet på min måde, der er ingen måde, der ikke bare er blevet fundet på, ingen måde. Der har vist sig skudsikker. Hvordan skriver man et digt? Hvor mange ord, hvor mange linjer, hvor mange rim, hvor mange billeder, hvor mange gange skal jeg føle mig forkert? Jeg ser dem kvantificere sig selv i stykker, hvorfor. Ikke bare skrive det som det er, som det kommer ud og er, hvorfor. Al den tilpasning, jeg slæber. Rundt på en manglende evne. Til at sige fra, til at blive forladt, til at lade døden komme til.

Som min nakke slæber mine tasker, fra, siger man fra, fra hvem til hvad, til at vågne op med en ustyrlig lyst der kunne spise et helt havs fisk, jeg vågner og drømmer om

En der vil ind

i alle mine lommer og sprækker og som sparker mit skidt væk, planter nye frø der kan vokse sig store og stærke fra mine hinder, mens jeg luger ud

i ærgerlige gener på hans side, fejer det unødvendige til en side og satser på at vinde. En vejrtrækning der føjer. Min ideologi, det føles så vigtigt. Når debatten vises på en fælles skærm, det er live, og det handler om krig, og jeg skriver lige til ham igen, hvis nu det netop skulle være denne beskeds skæbne. At blive livsforandrende.

“Det er jo sådan… den politiske front laver en transition så folket får lov til at vælge deres egen leder….vi befrier områder løbende… vi arbejder sammen med civilforsvaret…situationen er kompleks og dynamisk og vi har ikke svarene på hvem styret skal overdrages til endnu….planen er vedtaget af 60 lande…. borgerkrig…vi kan ikke tillade os at læne os tilbage…vi er nødt til at bekæmpe dem…truslen er aktuel…kampen skal føres..det der driver nødvendigheden er deres stigende spredning rundt omkring i verden…. svær mission….styrkerne skal trænes…investeringer… risiko for civiltab i byområder…”

Nødvendigheden sætter sig som et panser om min krop og jeg bruger hver nat på, at afværge bombetogter, har han skrevet. Intet svar, ingen kærlighed, bare bomber og trusler og mellemørebetændelse og arbejdsopgaver jeg har selv har valgt og som nu ligger ustruktureret i min inbox og en kalender app jeg ikke kan åbne og  børn der ikke vil spise op og jobafslag der overstiger jobansøgninger i antal og venner der skriver hvornår kommer du og en dårlig samvittighed der spørger om jeg ikke burde træne nu og en pande. Der brænder, en verden der brænder, en telefon der brænder, vi mangler kærlighed, hører du, hører han, hører psykiateren. Selvom timen er gået, og vi ikke længere sidder sammen, hører han at vi mangler kærlighed, jeg siger det til ham selvom han ikke ser mig eller svarer mig længere, jeg. Siger: vi mangler kærlighed.

Vinden i mit hoved spejder efter tryghed, der er. Et eller enormt isolerende over at være i et parforhold, kommer jeg. Nogensinde til det sted på bjergets top, hvor vinden strømmer igennem mig og ingen. Kan se skyggen af skam. Er det. En hjælp at bruge handsker? Lægens mave kan næsten ikke klare synet af mit bare anushul, jeg kunne sige. Er det ikke dit job. Men jeg siger. Knopperne er nok heller ikke noget, men de vokser. Sig større og længere som hår der væver sig sammen til en hård substans og efter tre år ved jeg, at jeg er tale om et malplaceret kranium, det ses. Sjældent, men vi er nogle stykker. I en facebookgruppe med medlemmer. Hvis børn er blevet opereret for det, jeg overvejer. Det slet ikke, jeg. Spænder op i hele kroppen, også de kropsdele andre ikke kan se, jeg søger jobs, fortæller at jeg vil gøre alt for at få jobbet, jeg lyver. Ikke, jeg vil gøre alt for at leve dette liv, uanset hvor ringe jeg kan udtale mig om det, så er jeg nødt til at være, nødt til finde et hjem, finde et arbejde, jeg vil. Hellere have malplacerede kropsdele end at mangle et arbejde. Indeni og udenpå vil jeg arbejde, jeg vil score et arbejde, gøre mig til et arbejde, modtage et arbejde ind over hele kroppen.

Har du prøvet at tænke. Siger lægen, På noget andet end din nakke, det er bare fordi. Der altid er et psykologisk problem hos patienter med malplacerede kropsdele, måske. Skal du bare glemme din forsvundne nakke lidt, måske. Skal du prøve at forlade dit hjem indimellem, måske en daglig tur rundt om søen, jeg fortæller. Ikke at jeg ikke har råd til et hjem,  hvordan. Er du dog kommet dertil, bliver jeg spurgt. På netdating, jeg sletter. Mig. Og prøver igen, strammer op, hvordan. Er jeg kommet hertil, tænker jeg,  da jeg i debat argumenterer for at boligerne burde gå til danskere og ikke flygtninge, hvem er. Vigtigst, hvem er. Jeg.

i alt dette, jeg ser mig selv i søen, går videre, glemmer, stopper igen, ser bedre efter i refleksionen, men kan ikke se så meget denne gang, vandet er grumset og solen falder ikke på søen. Til min fordel og jeg går videre og overhører to amerikanere, kan jeg. Mon gå derhen nu hvor begge mine ben har sat sig i ørerne, ja. Det kan jeg, for jeg nægter at stoppe mig selv bare fordi min krop er låst og delene sidder bag tremmer for straffe de ikke har gjort, med fanger de ikke hører sammen med, amerikanerene. Stopper samtalen, ser forbavsede på mig, jeg giver mig. Ind i et ægteskab for at jeg endelig kan gøre noget af det, man skal nå her i livet,jeg giver mig. Til at tude for jeg er tyve år og har ikke nerverne til at træde ud af det skridt jeg har taget, skridt jeg har taget, skridt. Rundt om uklart vand, jeg kaster mig selv i det, endnu mens det er uklart, for sæt det klare vand afslører mine malplacerede kropsdele i taljen, hvad var det. De amerikanere stirrede på, hvad var det. Nu jeg tænkte på, hvad var det. Nu min plan for mit liv, han spørger. Til mine mål og deres opfyldelse og jeg ser på sidste jeg har skrevet i min notesbog, det vil sige. Det eneste, der ikke er gået tabt og der står: “lære at stå på hovedet” og om opfyldelsen kan jeg fortælle ham, at den ikke er der, smerten. I nakken er der til gengæld, selvom nakken er blevet usynlig for mig, sammen med øjne, og nogle små pukler, der kunne ligne tæer, men sidst jeg tjekkede, sad de på fødderne der stadig stikker ud af ørerne, min datter. Siger, at det er sådan en mand, jeg skal have, han skal. Da være lidt mere ligesom dig, mor, ligne dig.

Tre stjerner.

Ud af et ukendt antal.

Fortsættelse følger.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

En uge- min uge

2. April 2016 af Maria Guldager

Det lød vældig spændende. Mit interesseområde, jeg ville. Blive et bedre menneske.  Til en god pris.

Jeg meldte mig ikke til. Jeg havde vel håbet, at jeg skulle noget andet. At jeg var sådan en der skulle noget andet 2. Påskedag og som derfor ikke bare sådan kunne tilmelde mig. En årlig tilbagevendende ting eller noget splinternyt. Som pludselig ville dukke op. Et job. En familie. En vigtig begivenhed.

Tørlagt på alle områder, er det en kollektiv epidemi eller. Er det bare mig, der bliver mere alene for hvert sekund, bliver mig. Selv på ulyksaligste vis uden en rigtig. Mand. En der skærer igennem. Mig. En. Der skriver igennem. Mig. En. Der bevæger sig igennem. Mig.

Klikker for at se notifikationer. Han har ikke skrevet. Jeg skriver igen. Som søgte jeg en. Afvisning. Min afvisning eller en afvisning eller en af hver, har noget.

Ændret sig siden mit sekstende år? Lidt har, lidt har forandret mig.

En lejlighed der er ved at falde fra hinanden, rørene. Under håndvasken lækker og væggene taler deres eget tydelig sprog, gulvets splinter, svamp i badet, tilkalkede fliser, køkkenets larm fra rør og maskiner der sjældent virker, utætte vinduer, døre der ikke kan lukkes, maling der afskaller, mærker, ridser, en uordentlighed. Der spreder sig til mit sind eller er det. Mit sind der har gjort lejligheden usikker, tænk positivt ellers.

Tænk positivt. “Jeg er den jeg skal være”. “Alt er godt”. “Jeg er tryg og sikker”. “Pengenene vælter ind hele tiden”. “Min drøm går i opfyldelse”. “Jeg er stærk og alle elsker mig”.

Advokaten er ikke til at få øjenkontakt med, hans briller. Gør det ud for hans blik og hans intellektuelle tale. Kompenserer for hans størrelse, jeg kan ikke trække vejret. Som advokaten og dommeren taler sammen om deres arbejdsplads, jeg siger i halve sætninger hvem jeg er, og da jeg stopper. Husker jeg ikke hvorfor jeg talte til at starte med. “Jeg er på lige fod med alle andre. Ingen er under eller over mig i menneskeligt værd”.

Døden og livet. Er ikke som en glidende bevægelse, er ikke ligeværdige, døden. Vil altid have overtaget og styre. Det levende, det levendes fokus, det levendes. Frygt.

Jeg fortæller dem at det ikke er min lejlighed. At jeg for et par år siden boede i et stort hus. Alene. Med mine børn og nu. Er jeg her en del, andre steder en del, bor her ikke, men er en del af det, jeg er en del af stedet, andre steder deler mig. De ser på mig. Med samme ansigt som det efterskoleforstanderen skrev til mig. For tretten år siden. “Jeg er ked af, at det skulle ende sådan her” og jeg ser på dem, på samme måde som det ansigt jeg sendte tilbage til efterskoleforstanderen. “Det er ikke endt!” Et selvmordsforsøg er i det mindste et forsøg på noget. At være hjemløs er i det mindste at være.

Jeg tænker positivt.

Jeg tænker negativt om at tænke positivt.

At tænke tærer på mine kræfter, mine initiativer hægter sig fast. I det rene ingenting, herfra. Er alt muligt. Siger jeg uden mere tro at bruge af.

Der kommer kys-ikoner og lyserøde hjerter fra mine skæve skøre veninder, jeg sender. Smileys med hjerteøjne retur, hvad mere kan jeg skrive, en masse. Sludder, intet nyt, jeg er her. Stadig stadig stadig. Stadig spændt for, stadigt. Færre muligheder. Mere ansvar. Mindre plads. Stadigt større drømme.

Jeg tjekker jobs, jeg sender. Mig selv til dem, både de gode og de onde arbejdsgivere, sender mig selv som en pakke, jeg lyver. Og lader som om jeg er en færdig pakke, selvom jeg hverken har fire sider, en top, en bund eller blomstret indpakning, jeg har. Sendt omkring tusind, og jeg falder. Dermed i kategorien med de sørgelige systemkritikere, jamrende ofte for konjunkturene, de sølle stakler der er holdt ude. Af arbejdsmarkedet, markedet for arbejde, markedet for mennesker, marked mig, et marked, mit marked, min magtesløshed, løs magt, hold min nakke, jeg tjekker for jobopslag, jeg tjekker mig, jeg tjekker dem, jeg tjekker hjem, “det handler ikke om. Hvor man kommer fra men hvor man er. På vej hen”, jeg forestiller mig en lille by. Med medium glade mennesker, en by der ville blive henrykte af mit indhold, de ville slet ikke spørge til pakken, de ville. Se mit indhold, falde på halen for det, og jeg. Ville ikke længere lyve, tjekke, crashe, sørge.

Telefonen lyser op, hvem skriver, The Gurdian, Grækenland er et stort kaos, de tvinger flygtninge hjem til Tyrkiet, DR2 Debatten kører og jeg. Undrer mig over at jeg ikke kan høre noget, klokken er 20:35 og jeg forstår ikke ordene, jeg forstår rædslen, jeg tjekker. Men ingen skriver, jeg får et panikanfald, hvis man er typen. Der diagnosticerer. Manglen på luft, en koncentration af håbløshed under øjenlågene, ben der giver efter, gulvet. Der rammer mit hoved, som jeg synker. Sammen og hvisker: HJÆLP Gud, HJÆLP Gud.

“Fra Gud. Ikke fra mennesker, kommer min anerkendelse.”

Telefonen, et billede af mine børn og jeg, to likes, jeg havde håbet. At matche med en på Tinder denne gang, jeg sletter. Den igen, det er for ydmygende, der må. Være andre muligheder, andre mænd, mænd der kan grine af det hele, af situationen, af rytmen og manglen. På mirakler, “min hjælp kommer fra Herren”, jeg ved.

At jeg misforstår, jeg sænker egoet, forventningerne, blikket. Den ringer. Går det ellers godt. Ja jo tak.Han siger noget ind i telefonen, jeg siger noget ind i telefonen, tiden går, jeg bliver træt, kan vi sige på gensyn, ja jo tak i lige måde.

København forvandlede mit liv. Jeg mødte venner, arrangementer, havde oplevelsen. Af at høre til i en by. Jeg havde troet var for meget. For en som mig, men nu. Har København kvalt mig og mange. Andre borgere, der ikke kan bo. Noget sted, mit sted. Er ingen steder, jeg sover lidt her, lidt der og forventer. At jeg kan. Træne, spise, Læse. Som var alt normalt, mit ansigt. Regner, mit ansigt eller et ansigt der ser sig i spejlet. Overfor mig. Mig eller en kvinde. Et spejl eller mit spejl, jeg (kvinden) ser at jeg kaster mig selv i favnen på en min, min mand, altid en. Forkert. Mand. Forkert. Favn. Københavns favn er dunkende varm og mit hjerte. Synkroniseres. Med byens puls. Jeg sveder det ud, ud. Et sted hvor ingen bor. Ingen eller mig. Jeg bor. Ikke. Jeg bor. Ingen. Stederne eller mig. Ingen af os. “Mit hjerte er mit hjem”.

Jeg tager et nyt bolche, jeg har. Allerede tre i munden. Det er ikke bolchet, det er smagen jeg må have mere af, og jeg smager ikke de andre længere, det er jo ikke fordi jeg ikke vil. Jeg smager dem bare ikke. De kunne være et par tænder. En integreret smag som den næste smag skal overdøve. Mine øjne smelter næsten, jeg kæmper. Imod søvnen, jeg skal finde en afklaring, jeg har skulle finde en afklaring i årevis, i dag, i dag, i dag. Det er alt vi har, siger man, og mener det godt, men nuet er så intenst. at jeg ikke kan sove, jeg har ikke et sted at sove, mine steder er løbet tør, jeg må forblive. Vågen, søgende, i min vildrede, i min dag.

Flashbacks. Til min nabos barndomshjem. Deres uorden og afspænding i sofaen. Deres hidsighed og store kærlighed. Deres fladskærm og brede samling af tegnefilm. Deres rod og søskendeforhold på værelset. Det var ikke noget særligt, måske endda lidt dysfunktionelt, men det var bedre. Det var meget bedre. End mit hjem og nu. Er min søn grædefærdig når han ikke kan få lov at overnatte ved sin ven. I hans hukommelse vil et andet barndomshjem lagre sig, og han vil vide at det ikke var noget særligt, men langt bedre end det, han kom fra, vil han, vil han min baby, sige, vil han sige. At hans rodløse mor ikke gav ham. Det han skulle bruge? Advokaten ved det ikke, og dommeren er ude og ryge. Min tale snøres sammen, der er ikke luft til mere. Eller er der. Talen bliver ved lidt endnu, indtil frygten. Får øjne og ser sig selv, ser. Dem se sig. Dommeren og advokaten ser min frygt, jeg kan ikke. Skjule den længere. Skjule mig længere, min frygt, eller en frygt eller. Også skal jeg nægte alt, jeg føler. Mig ikke mindre værd end dem, bare. Fordi de har job og hus og memoreret et regelsæt, jeg åbner alt. Hele min forside, hele min bagside, jeg står ved. At jeg er jaloux, fordi jeg er usikker. På om det nogensinde kommer til at ske, på om noget nogensinde kommer til at ske, jeg er rædselsslagen for at give slip, rædselsslagen for at holde fast, skræmt til døde over livet.

Jeg flytter. Ind i min app. Altid vågen, altid online, altid. Klar til at blive afbrudt, kontaktet, mættet, tappet. Min.

Afhængighed når fra hovedet og. Ned. Med hovedet. Min. Den. Afhængigheden er en skam, bringer med sig skam, klikker. Mig ind for at se. Mine matches. Mine. De her matches. Der er ingen. Intet skæbnemøde. Møde med min skæbne eller bare en skæbne, bare et match, bare en mand, tilfældigt planlagt, bare en hånd. Under mig, hold. Venligt min umiddelbarhed, mens jeg står. Med benene opad.

Ånder ind, der kommer en tæthed. I min næse. Der er noget galt. Jeg suger undersøgende og ihærdigt. Hysterisk. Vejret ind gennem næsen, små. Hurtige træk, jeg kan lugte noget. Eller kan jeg. Taget slår revner. Papkasser, stole, bøger står i flammer. Gyldne blodsprængte flammer. Der har sit tag i mine ting, i andres ting på et. Fælles loft. Vi må. Ud, vi hoster og bander og stikker af med den første og den bedste og tror vi er i sikkerhed i kulden, jeg tager. Mine sår af. Føler mig nøgen kun iført ar. Hopper i havet, så nøgenheden. Giver mening.

Jeg går derhen. Og stopper med at være alene, jeg har fri, og jeg tager fri fra aleneheden. Men jeg er ikke fri. Jeg kan ikke gøre hvad jeg vil. Når jeg selv mangler. Når mit selv mangler. En at ramme lige i hjertet, er det sådan. Her man låser skabet? Okay tak. Jeg stikker ud. For ung, for gammel, for beskidt, for ren, for positiv, for sørgende, for ligegyldig, for ambitiøs, for.

Afhængig. Klikker og erfarer. En hjerteforandring, mit. Hjerte. Siger fra, siger: jeg er mere, jeg. Lever i frustration, i sure sko, i kontrollens ærinde, det. Skal ændre sig, Jeg. Skal ændre mig. Newsfeed. Er der mere.

Jeg var ellers så tæt på. Det er tydeligt at hvis jeg havde drejet af et par andre steder. Så var jeg kommet direkte ud på motorvejen. Hvad er det jeg ikke ser, hvad er det for et billede han har af mig, hvad er det for et billede af mig selv. Jeg skal tage ned. Et forbillede, en musical. Der er en rytme. Den bliver ved sig selv. Selvom jeg ikke bruger den. Jeg tager billedet ned. Tyve år for sent. Senere end hvad, hvad. Stikker ud. En personlighed der falder overbords, drukner. I gamle flammer.

Jeg er nok bare hormonsyg, tænker jeg og ved. Det er ikke kun tid jeg mangler. Også formål. For inden i det mål. Kan dedikationen glide roligt op af. Andres grænser.

Der foregår mange ting. I Kbh, man kan sejle, smage vin eller gå til Knausgaard-foredrag.

Unyttig viden lige nu når man sidder her og gerne vil have gang. I en tradition, men ikke kan komme længere end til spisebordet, hvad med træningen. Jeg har tøjet på, det er mange dage siden. At jeg har gjort min daglige træning. Jeg havner i en sø af udmattelse på måtten, overvejer. At indtale en film af mig selv. Om ensomme på 2. Påskedag, men hvem. Ville se den og hvad skulle jeg grynte, jeg. Har heller ikke plads på telefonen, det er lige før. Søvnen banker på. Men kun lige før, den banker ikke, det gør. Min hvilke umulig, ingen banker på. Og tager mig med til et andet og bedre sted.

Og det er aldrig til at vide om folk. Om de bliver glade for et kram eller. Synes jeg lugter under armene, krammet. Tager til, jeg tager. Turde jeg bare. Tøve mindre. Jeg tænder. Ikke på enhver, får jeg. En klapsalve for det, stående. På stående fod kender jeg ikke mine kardinalpunkter, punkter. På min krop kender jeg, men ikke. Ikke dig, jeg kender ikke dig. På min krop og hvordan skulle jeg lure. Om du hører til i mit gamle mønster. Hvor jeg redder og tøffer hjem. Igen efter et par måneder. Hvordan vide, hvordan basere. Noget på erfaringer når alt er nyt, og jeg. Håber på det bedste. I verden i mennesket i hjerte i situationen.

Slukker for det hele, slukker. For dagen. Andendagen, ligger. Med brystet sømmet til måtten, til natten. Det banker på, de myldrer ind, de snakker, jeg lytter, de snakker, jeg hører snakken, jeg elsker dem, de elsker mig, jeg kryber ud af mig selv, så de kan tage hvad de skal bruge. Med ud.

Så her ligger jeg. Krøbet ud. Faret vild udenfor. Og det eneste hun ønsker er kærlighed, åh hun ønsker blot, hun blotter, hun ønsker

Er der nogen der ser. Om jeg hopper ud nu eller. Kan jeg frit svæve over byen hvor der ingen systemer er, ingen menneskelige systemer. Til at fange mig, gribe mig, holde mig, opføre sig som mig, være mig, udhule mig. Min samling af pæne afvisninger. Hænger om min hals hvorend jeg går. Deres struktur finder mit mørke. I struben; lige der hvor jeg fremstammer: “Måske er det ikke meningen. Måske er min mening slet ikke meningen. Hvor er meningen, gid. Man kunne høre min stemme.”

Han ligger helt stille. Man sparker lidt til ham. Ingenting. Man hvisker. Som kunne han høre deres nedrige tale om den havde været tydeligere. Han ligger som var han blevet tabt på det selvsamme sted, som havde man glemt at vise ham hvordan man rører sig, han gemmer. Ordene under sig, venter. Man på ham venter man forgæves. Vi kommunikerer. I hans stilhed. I hans fravær bliver mit nærvær. Slående. De slår ham. Ordene. Man tror han kan høre, fordi han bløder ud af ørene hver gang hun prøver at skabe forbindelse. Hun ser sine hænder skrive til ham, skrive. Ord der pisker.

Jeg iagttager forbillederne og overvejer. Om det overhovedet er forbilledligt at være forbillede, vil jeg. Ende som et forbillede. Hvis jeg fortsætter som et ærligt menneske, ikke et redeligt. Men et ærligt. Bliver jeg aldrig et forbillede.

Der er ikke en app. Der i dette nu kan gøre mig seende. Jeg klikker ind på det samme ikon igen og igen, hvorfor. Står mine tanker stille. Lysten snurrer rundt i brystet, svirer ud. I hænderne der tager. Fingre. Der ikke har noget sted at sanse, ingen krop at skrive på, ingen sjæl at fedte ind. Min app bliver tjekket igen. Min. En app på min telefon. Min telefon. En app på en telefon. Min lyst efter nogen får mig til at klikke på en app på en telefon. Min lyst. En lyst, en app, en telefon, en lyst der fjerner lysten til min telefon og dens apps, jeg holder mig kørende, jeg mangler det der holder mig levende, jeg burde. Vide bedre, ved jeg bedre. End jeg vedstår. Klikker ind. Ser den samme feed. Igen. Igen. Feed. Min eller. Telefonens. Mig eller telefonen eller.

Før jeg ved af det har jeg glemt. Alt om min beslutning, før. Jeg ved af det, er der gået tre til fem til ti år og jeg. Eller årene. Undrer sig over hvad der er sket, hvorfor. Besluttede jeg, glemte jeg, ændrede jeg. Mig. Slutningen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

« Forrige indlæg