Man kan vide alt om en person, uden at have hørt det hele.

Man kan have hørt alt om en person, uden at vide det hele.

Thi rige mænd bruger ikke penge til at betale for kvinders ømhed, for kvindens største gevinst er mandens -entydigt mod hende rettede- uforbeholdne begær.

- værre end det komplet inhumane og horrible fænomen at manden undertrykker, objektgør og forsømmer kvinden, er når kvinden selv overtager sin krænkelse.

- jagten efter lidenskabens højdepunkt er lige så brutal i sin hunger, som den elskov der attrås er brutal i sin næring.

- mandes forveksling af kærlighed og scoring udspringer af kvindens løfte om at være alt det, han drømmer om.

- at vinderne afgøres af regler og ikke af det følte, skyldes vedtagelsen om at følelser er ugyldige.

- både det herligste i tilværelsen og dets bærme udgår fra den uselviske gerning, som var den et selvmål; et mål ingen anerkendelse høster.

- det, der kan bringe menneskets levned uskrømtet fornyelse, angår noget der er uforanderligt og bestående.

- ved at undgå at se ned af sig selv, kan et hoved helt slippe for synet af en knoglet forbindelse til den kontekst det har kontrakt med.

- såfremt lysten er hjørnet, er jeg trængt op i det og det i jeg, og såvel som det var nogens mission at få mig herind, er det nogens mission at få mig ud.

- synes jeg dig ikke kritisabel i mine tekster, har du slet intet læst.

Manden er ikke en institution

med styring og fremadrettet produktion

Forsyner kvinden ham ikke med retningen

har mandens bevidsthed og planer haft ingen-

Pubertetens gribende sans ham ej forskåner

En kvindeformet mimesis sit afkom hjemlåner

Da ledes derved, kvindes indbildning i fordærv

At hun i sin ret ej holder hans nerve og marv-

Eksplosivt stof han næppe afmåler

hvilken medicin tiden tåler

Vandrer kvindens ego stadig rundt og trykker

rækker han ud og sprænger det i stykker.

En helhed der væves- på skift får vi ondt af hinanden- det er en skam du har børn- det er synd du ikke har-

Et venskab der ikke har set konflikt endnu- som svindende bolsjer i en mund- kontinuet taler- ingen vil bruge tænderne- endnu-

En gerning i lettroenhed-  et alternativ i relation- til en anden- der vedgår sig at I intet skylder- endnu-

En hæmning- der normalt får mig til ikke at få mig til- at opføre mig som- tanken-

En defekt kendsgerning- når det eneste gode at sige er at man selv har fundet på det- en stormands undergang-

En hedonisme- tager til i styrke- hver gang maskinen synker- syningernes grådighed-

En samling- år- svækker hinandens- bånd af brud- og forpligter-dannelsen af nye-

Et besøg- fælles for indgang og nedgang- vejen mellem- os og de andre- løber ud-

En afmålt lyst- plukker af samtalen- med begrænsninger- visner essensen- af det ensomme frirum-

Et billede- der holder verden oprejst-stiger i graderne og øjenhøjden tiltales- for rollernes- laster-

En balance- der taler sig skæv- og jages som en tyv- du har mit – jeg har dit- tvangsfrit – med delefod går vi og-

samler ind.

Med for meget kraft fører hans desperation til en forstuvet fod. Hvorfor kunne den ikke bare brække, tænker han. Fordi et kamera aldrig kan optage en nutidsorientering uden at låne af dens formue; forgældede historier bindes ind, så årsagen til smerten; stødet, ikke springer i øjnene. Han tager tilløb og glider langsomt ned i lænestolen. Hvorfor kommer jeg ikke længere med al min fart, tænker han. Fordi vejen ind ikke leder vejen ud. Han holder om sin kvinde, længe og hedt, giver så slip på sig selv. Hvorfor kan mine arme ikke sidde fast til min krop, tænker han. Fordi de normales hvilen i sig selv spæder til de knækkedes indre forbandelse over sig selv. Han drager til Berlin, for at finde noget at måle med og en øseske han engang har haft. Hvordan kan hele verden holde til den åndelige hovedpine, tænker han. Ved at låse døren op, sætte sig ind og køre. Han bliver kendt i hele Berlin for sin store kogekunst, og i sit virke som ugift ekspert på transnational virksomhedsledelse. Hvorfor er min civilstand andres koncern, tænkte han. Fordi det er tilfældigt hvem der er blevet til hvem, og kun den selvvalgte kærlighed kan skille navnene fra hverandre. En lørdag ser han et tegn på himlen, opgiver hele sit opbyggede imperium og rejser. Hvorfor kan han ikke bare forblive og hjælpe en synkende skude, tænker han i anger. For hvis ikke man forkaster hele sit fundament, når man indser at det baserer sig på andet end kærlighed, så har man aldrig oprigtigt stået herpå, vokset op herfra og indtaget dens jords frugter såvel som bakterier i rendyrket tro.

Man har vundet, når man endelig giver sig selv ret i, at man har taget fejl. En sand sejr er det, at ville vide det man hele tiden har vidst. Så bliver man fri. I sekunderne før man igen velvidende bilder sig ind, at man ikke ved om manden på skærmen vil bevæge sig, hvis man peger med musen og klikker.

Rastløshed er et ord, der betegner hvordan et menneske kan finde sig selv rådvild. Vild uden at få råd til at skabe.

En hvile følelserne løses fra, en efter en, myrdende bistik på bart hvidligt brysthud. En vellugt bliver til syrlig dunst fra opsprættet mavesæk, en opsvulmetheds undergang, så stor rødme at alt øjnene kan se er højderne.

Er der ingen jord, tænker jeg i rastløshedens flydende overgange min slethed end ikke krydser. En bro fra hæder til krone, fra for til klar, hvorpå de uregerlige sidder når det regner, brædderne er vådere end megen svigt.

Et materiale af selvdestruktion forveksles med en udveksling af friheder, der læner sig op af hvile, som et sæde er et objekt subjektet trækker ned for at redde sin egen røv, sådan er også udvekslingen en trædesten; en pause for besættelsen.

I lyset her, tror jeg, at jeg tænker på døden. Mens livet kun kan lyse på livet, så hedder det sig at hvilen indfinder sig i lysningen. Der øses op, når appetittens fylde er en ukendt, en navnløs begivenhed, en trussel mod det der gør at der gøres som der gøres i ens gøren. Handel i handlingen, handlingen i handlen.

I en hvilende bekendthed, løber rastløsheden af sted på mine fødder,spor efter nyfilede negle, ligeud og som enhver kvinde, gør den mig til en anden kvinde, med lige dele bakker og bjerge. Biler der kører, som var det aftalt spil, men ingen har været her før, i dag er tættere på end i går men i går er tættere på end i morgen, for ingen kan røre det næste træk.

I søvnens have er et råd om vildskab; en kæde af kød i mig og den der ligger ovenpå mig og den der vandrer ved min side og den menneskerand der spytter mig ud som mig. Sølet i hvilebundethedens galle.

Din løfter er tomme som rum

Som rum uden mennesker

Mennesker uden løfter

At ønske sig guldet i en tank, fordi guld føles momentalt godt, det gør øjeblikke bedre, stunderne til sammen endsige udgør et rigere liv.  At være optaget af guldet på bekostning af selve pengeboxens værdi, som, fordi den ikke kan siges at være så meget tryghed som faktisk bestandig hengivenhed, er lig de tanker der sendes. Har kvinden da en pengebox af massive materialer i den enes stue, mens hun deler guld ud i andre stuer, hvad er da mest værd?

At sende en pengebox til en stue tilhørende den man elsker og begærer, og senere finde den stadig stående uåbnet foran personens hoveddør, at se sig selv stå og tænke højt, at der ville være en hær af pengeboxe, hvis de var virkelige. At stå der og overveje, hvad der er mest virkeligt; tanken eller guldet. At se personen man elsker åbne en pengeboks med guld, at vide at det hele tiden havde været til den person, at kende til den kommende deprivation af guldet gør endelig godt, gør endelig ret.

Når kærligheden imellem en mand og en kvinde er deres lungers rå livskraft, er der intet mere frelsende end deres fælles fortælling.

Det eneste, siger jeg dig, som kvinden ikke kan gøre for sin mand, er at blive holdt tilbage. Vente. Efter generationers fordærvede levned overfor kvinden som køn, har manden mere at bevise end sin blotte tilstedeværelse. Men alt det han skylder hende, kan endda fejes i baggrunden afstedkommet af deres indbyrdes energikilde. Så længe han ikke lader hende stå. Alene. I fortvivlelse og uvidenhed om kursen, om følelserne og handlingerne. Stå, imens. Det sker, at han udviser og afviser på en og samme gang; at have brug for hendes fysiske selskab.

Elskovens uangribelige væsen kan ingenting udrette, når mandens og kvindens fortælling ikke klippefast stemmer overens. Ligesom den, der ikke er trænet i at slå, kun kan give sin modpart en hårdhændet lussing i afskyens røg, kan kvinden som elskende partner ikke uden forelskelsens altoverdøvende lyst, ligge andet end forsmået med en anden nøgen mandsperson.

En person kan være mere end sin person, et symbol. Ved nævnelse af personen; en række forestillinger samtidig, et navn; mangfoldige betydningers antydning, en vedvarende antalsstigning af meningsfulde strøg, der danner omridset af en hendøende periode. Prototypen i al sin fantasiløse glans, klistres for vinduet som en hvidkitlet engel med udstrakte arme og langt hår, og kvinden iagttager mandens kærlighed udspille sig som den myte, den en gang er. Endsige resonansbund. Billedet består under puden hvorpå intellektet hviler.

Når hun alligevel udflår mandens sande navn, er det med tårer i munden. Bedyret i strømmende håb om, at det ikke står til, ganske som hun artikulerer det, berøver hun sig selv livskraften med ytringen om, at det eneste hun ikke kan gøre for manden er, at vente.