At vække passiviteten

14. July 2016 af Maria Guldager

(Findes oplæst på Vimeo)

“Mellemrummet er et, vi alle finder nødvendigt” siger chefen for det hele, og jeg er i tvivl om ‘mellemrummet’ er et velkendt kommunalt begreb eller om han er filosofisk et øjeblik og vi hver må have hver vores tolkning af det potentiale han henviser til; kunne et mellemrum være afstanden mellem mig og andre, kan et mellemrum være en blok af tiden, der hverken kommer før eller efter, men står lige mellem og stopper progression, bare for en tid, men en tid der ikke går fremad og dermed ikke kan måles, og derved er udelukkende subjektivt, kun virkelig for den enkeltes bevidsthed som et indre rum der koordinerer alle ydre rum, så det ydre rum kan give mening for den, der træder ind i det, så den der træder ind i rummet, kan træde ind meningsfuldt og med respekt for både tid og sted uden at lade sig styre, for ikke at sige omstyre, heraf. Men dagsordenen tillader ikke debat, eller er det bare luften herinde, der gør at vi bøjer os for hans argumenter, på samme bøjelige måde som når jeg kender en mands sygdomshistorik indenfor de første 30 minutter vi har kendt hinanden, og ingen lyd giver af mig, men blot giver mit kendskab og når jeg konfronteres 5 år ind i relationen med hvorfor jeg først da fortæller, at jeg har lidt af kronisk hovedpine i 10 år, og har adskillige skader i knæ, hofte og nakke, falder jeg ind i en bue, en optur ovenover nedturen, jeg mener at det hele er fint, at jeg slet ikke har behov sådan at udbasunere mine fysiske knæk. Problemet er ikke at finde en mand, tænker jeg, men at en mand finder mig.

Jeg giver stilheden et hjem, vil du spise med igen i aften, og kan du medbringe din musik?

Mit hoved bevæger sig til stilhedens rytmer, åndedræt på repeat i små fine cirkler, vi spiser afholdenhed med glasur.

Døden er lige så stille som et ur uden visere, mens livets cyklus larmer, bevægelser jeg har inviteret, imiteret, men kun sjældent initieret

for jeg er ikke et særtilfælde, jeg er endnu en der skal samme vej, endnu en der lever i fællesskabets trældom og i evig længsel efter ensomhedens ro.

Beskederne tikker ind, han sender billeder af sin mad, hver uge, siger han, spiser familien sammen, jeg siger at han er den mest almindelige mand jeg kender, han ler lidt og jeg hører mig selv sige: “jeg mener ikke kedelig”, men det er nøjagtig det, jeg mener.

Manden forklarer at han desværre ikke kan nu på fredag. Der kommer gæster fra Jylland. Nej, heller ikke næste weekend, forklarer han, for der pakker de bilen og tager til Jylland. Så bliver det efterårsferie, og der tager vi i sommerhuset. Weekenden efter, lad mig lige se, Birgitte, råber han med høj røst, en ukoncentreret stemme fra langt væk svarer ham, nå, hun har ikke lige tid, nej men jeg mener bare det er der naboen holder sølvbryllup, så der skal vi tidlig op og så er der fest om aftenen. Så må vi lidt længere frem i kalenderen, hva, haha, jo jo sådan er det jo, ja der er planer nok at tage af, haha, ja men så hedder det 27. & 28., men se der får vi to hold gæster, først fra Jylland, og så naboen, og weekenden efter er det den årlige fest på Birgittes side, ja vi ser dem ikke så ofte, men et par gange i året så flyver de ind fra Bornholm, så vi må over i december måned, for at kunne mødes, ja første weekend er jo der mormor og morfar kommer til æbleskiver, de bliver selvfølgelig ikke til om søndagen, så der kunne vi jo, nej vent, min søn har en fodboldafslutning, det er nærmest hele søndag, og weekenden efter er vi hos mine forældre, så vi er vel ved at skulle ind i det nye år, hvad siger du til det? Hallo? Hallooo?

—-

“Det er bare fordi du sagde, at du blev hurtigt forelsket, og nu har vi set hinanden i fire måneder og du ved stadig ikke helt? Jeg kan ærligt talt ikke holde dampen oppe, hvis jeg ikke snart får kærlige ord, bare lidt ros indimellem, Maria!” Han har ret. Han er nok den første mand nogensinde, jeg ikke er blevet hovedkulds forelsket i, han er farveløs og har ikke en eneste egenskab jeg beundrer eller som inspirerer min egen måde at være i livet på. Findes der nogen undskyldning for at have levet i forestillingen om, at han var min billet ind i almindeligheden?  Hvad der imidlertid tager sig ud som en slet side af forholdet til mine samtidige, en mislyd i tonen om respekt for næsten, en man ikke har kunnet høre indtil nu, fordi jeg forpint har opretholdt en diskretion af mit indre, viser sig at være et særtilfælde for godt nok har han kedet mig, og jeg ikke sagt fra, men i sin dom må man medtage den faktor, at jeg ikke ved hvad kærlighed er. Hvis man ikke ved det, hvordan kan man da være skyldig i ikke at udøve den? Hvordan kan en betingelse for at være integritetsfuld, være at ville det gode så det udadtil får syn af et helt bestemt scenarie, endog helt bestemte sætninger i min mund?

Således bevæger jeg mig igennem dybderne, det ligner jeg holder for rødt, men jeg padler, bare langsomt, jeg laver noget, bare ikke det, man vil have mig til. Dybtliggende svigt i kroppe, der tvunget som de er, gør dem hårde som det bur, de sidder i. hvis jeg havde været en mand, ja den sang, præcis den feministiske sang om kvindens lavere stilling. Der er gået en mand tabt i mig men var han der, ville han blive beundret, endda idoliseret, jeg havde kunne fatte mig kort og uinteressant, præcis som arbejdsmarkedet ønsker det, ja de ville klappe i deres hænder over en så charmerende mand, der er så ansvarlig for sit ansigt, så fuld af handling, autoritet og nye påfund, men jeg har født børn og forlænget mit maveskind, forlænget mit CV med strækmærker så afskyvækkende for arbejdsmarkedet som fælleskontor er for den effektive medarbejder, men det er ikke den sang, ikke en sang om at være singlemor med børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, nej det er sangen om at være i en krop, der er mindre attraktive på arbejdsmarkedet, i hvert fald indenfor det sociale fagområde der er mit. Er det mit? Det er måske så meget sagt. Det er et man har prøvet at lære mig op i, men -præcis her får vi en prøve på problemet. Mænd er indbildske nok til, at give udseende af at eje et fag/felt. Deres instinkter taler deres klare sprog: de har brug for nogen, der adlyder deres betydningsfulde ord, og mænd holder ikke deres følelser ansvarlige for noget, til gengæld er der et element af tvang i deres forslag, og med den metode opnår de resultater, mens jeg padler langsomt, ser på fisk og nuancerne af de røde lys, i netto støder ind mand i mig, jeg tror ikke det er med vilje, indtil han siger mit navn og: “vi har skrevet sammen på Tinder”. Jeg bliver flow. Ikke fordi jeg har skrevet med ham på Tinder, men fordi jeg står med kurven fuld af lutter chokolade og i hænderne har en med nødder og en med lakrids, som jeg prøver at vælge imellem. Jeg lægger begge i kurven, og henslynger uden videre at det er “til børnene” som det viser sig, er første gang han hører om, jeg kan godt huske ham. Jeg likede ham fordi han havde jo på den skole, som jeg ville ansættes på, men jeg holdt op med at skrive til ham, da han i en bisætning skrev, at han ikke var en del af ansættelsesudvalget, hvilket jeg havde syntes var en absurd kommentar! Som om jeg kun likede ham, fordi jeg håbede, han kunne få mig steder hen, hvilket jeg måske nok gjorde ubevidst, men da ikke bevidst. Nu står vi i netto, han med sine mørke krøller og let krummede ryg, en ternet skjorte og kun med økologiske grøntsager i kurven. “Men så må du hilse børnene”, siger han og venter et øjeblik som for at se om jeg læner mig ind i et kram, det sidste jeg har lyst til, derpå går han over til vinen, måske øl. Som om jeg vil hilse mine børn fra en gut jeg har skrevet med en måske to aftner og som jeg aldrig skal se igen, pånær måske i netto.

Han siger, han kan læse en afbrudt opmærksomhed i mine tekster. Skuffelsen over at han ikke kan sige noget om mig som jeg ikke ved, får mig til at indse, at jeg tror mine tekster er clairvoriante. Jeg rejser langt væk for at finde nye muligheder, men jeg møder bare nye udfordringer, eller faktisk old gamle udfordringer, jeg må først modernisere et helt kontinent før jeg kan forvente, at møde nye muligheder, nye ansigter i mig selv, nye døråbninger, nyt menneske igennem døren, ud af døren og frem i verden, nyt menneske i en gammel tid, ingen dør for sig selv.

Det er blevet så sent nu, at det er lige vidt hvornår jeg kravler i seng. Projekterne overtager hinanden som et rytmisk åndedræt der holder mig i live, uden at jeg giver det omtanke, lige så let som den næste indånding starter, lige så let indlader jeg mig med nye ideer og på en udånding falder der en stille regn af blod indeni mig, som er jeg på vej ud af mig selv, sindsbevægelser der lader mig mærke at min praksis er essentiel, at jeg hver dag må sætte mig selv sammen for ikke at ryge ud, for ikke kun at være mine dele men også være mit hele, for ikke kun at være skyer der driver langsommeligt og ind og ud tilfældige formationer men også den vældige himmel, hvor intetsigende den synes at være, kun opretholdt af tro og den bønspraksis, jeg heller ikke engagerer mig i, hvis jeg integrerer mig selv hver eneste dag, sløv og ubrugelig vågner jeg, og må på sin vis starte forfra som man må starte forfra i med ethvert menneske i nye relationer, her er jeg, her er du, i relationen til mig selv må jeg også bære over med, bære mig selv over og tilbage ind, der hvor blodet hører til, fordelt ud, i pauser, i rum, i hele kroppen, i bevidstheden om hele kroppen, pausen, rummet, rytmen, skyen, himlen, relationen, bønnen.

Ændringer i mine bevægelser giver ændringer i mine erfaringer

jeg troede jeg havde ændret mig

ved at bevæge mig anderledes

men her står jeg igen med en mand

der ikke aner hvem jeg er, ikke aner

hvad jeg prøver at vise ham og hvad værre er

jeg prøver at vise ham noget

jeg er blevet til chefen igen:

strategien til en skilsmisse

og her står jeg atter med en mand, fordi jeg tror

store skatte kan gemme sig

dybt inde

men jeg er den eneste, der er dybt inde og hvad nytter skatten så.

Mit liv er en lang pause

prøver jeg, men nej, pausen er fravær

ikke liv, pausen er ønsket om handling, pausen

før næste udånding, pause lige filmen, så jeg kan leve

imens du indlever dig, og gør indlevelsen i filmen

til dit rum mellem virkelighed og fantasi

gør dit ord til liv for mig, beder jeg.

men ordet kolliderer med min verden

med min krop der er revet i stykker af ondskab

styk mig sammen, skab

et fravær, en pause fra dette selv

der snare tager bestik af dyret end af Gud

ingen dør for sig selv, om du pauser, pauser du for Gud

om du trevler, trevles du for Gud,

menneskeheden kommer til kort

korte pauser

mellem tankerne og der findes fravær

det vil sige ro og nærvær

og livet for Guds nådige ansigt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Kropsterapi

8. July 2016 af Maria Guldager

Som var de bange for at få min nedre urskov i hovedet, venter de på, jeg har vendt mig om og væk fra dem, venter med at passere for selv at finde en skabsplads, tage tøjet af og lægge det deri og derpå strutte rundt nøgen, indtil svømmetøjet er kommet på. Vi er vant til nøgenhed her, det er tydeligt, men vi omgås de nøgne kvindekroppe med særlige tavse regler, og jeg taber mit nøgle foran på gulvet, samme sted hvor to fødder er plantet, nøglen ligger lige imellem to ben, hun har ikke bemærket det og jeg går i gang med at skabe kontakt til den nøgne krop, uden at se på den, det er imod reglerne, vi ser ikke på hinanden, jeg ender med at vente til kroppen er gået, så kan jeg bukke mig uden at genere andres billede af en krop, jeg er privat med tøj på men uden tøj er jeg en offentlig genstand og bør tænke særligt over hvordan jeg begår mig.

Jeg læser og skriver uden andet lys end fra computerskærmen, jeg ved det er ødelæggende, jeg ved, det slider mine allerede uskarpe øjne, men samtidig tænker jeg, at man i gamle dage sikkert klarede sig fint uden lys, og desuden er dit øje klart, er hele dit legeme lys, så jeg skruer op for mit legeme ved at se klart.

Er der noget i vejen for, at jeg bliver her lidt længere? I uvisheden, i nakkesmerterne, i hofteproblemerne, jeg har ingen, ser du, andre steder at gå hen med mig selv.

“Hun holder noget tilbage” siger guruen. “Ja det er tydeligt”, siger assistenten og tager noter, om hvad ved jeg ikke, jeg ligger på gulvet krampagtigt i en stilling, guruen snor mig ud og med hænderne om min mave og blikket mod mit bækken siger han: “du skal ikke være bange, ikke være bange”. Atter bliver jeg sat i en ny stilling. “Kør op og ned, bryst lige over tommelfingre” Jeg aner ikke om jeg er oppe eller nede, aner ikke hvordan jeg kommer ud, alt gør ondt, jeg kører langsomt og svedperlende ned, men sidder fast, kan ikke få mig selv op: “Hun holder alle sine spændinger i nakke, alle!” siger guruen til assistenten, der har lagt sig selv ind under mig og effektivt men smertefuldt får mig lirket op og ud: “ja kroppen forstår ikke sig selv i dit tilfælde” svarer assistenten.

Ikke en, ikke to, ikke tre, men alle

lakridserne spiser jeg og det er ikke fordi jeg ikke kan lade være, jeg har bare besluttet mig for, at det er i orden at være en anelse hedonistisk hver aften. Engang var jeg clean, helt ren, ingen sukker. Det var en lang periode, og i den periode malede jeg med en bred pensel, når jeg skulle forklare hvor vanedannende sukker er. Narkotika, hører du, det rene narkotika, du kan slet ikke forestille dig hvor afhængig, jeg engang har været. I min rene periode gik jeg op i, at fortælle hvor dræbende sukker er, og i min denne mere løsslupne periode går jeg mere op i at sige, at vi jo alle sammen har laster, og at min bare smager rigtig godt. Det virker barnligt, siger du, og forstår min nyvundne sukkertrang som et tilbagefald til da jeg som barn åd mig en mave på, men det er ikke det samme, i dag er et godt glas rødvin bare bedre med et stykke chokolade eller en skål til, og det er da voksent, rødvin, og skåle, og det er derfor jeg nævner det selvom ingen af delene er nogle jeg tager i anvendelse, det er mere direkte fra posen-systemet. Hvad med dit helbred, siger du, og spørger mig om jeg pludselig er blevet ligeglad med konsekvenserne for min sundhed, men hvorfor lægge mere vægt på sundhed end på lyst, spørger jeg tilbage. Lyst der undertrykkes bliver også til sygdom, sætter sig i solar plexus hvor potentialet for al velvære også sidder. Jeg finder bare på det, fordi jeg ikke er klar til sukkerafvænning, men det lyder klogt nok til en selvhjælpsbog.

Selv tak

tak selv

for jeg er dit selv

eller er jeg mig selv

eller dig selv

hvem er jeg

selv

uden en andens mening

i min hals

er jeg virkelig fri

af tanken

om et fængsel

af kød og blod.

Hun vikler halstørklædet om sin hals, snor halsen om sit tørklæde, jeg kan ikke finde hendes hoved, men hører det, som vi står og snakker, som hun står og svajer i vinden, snart farer rundt i vinden med sandkorns tilfældige retning. Jeg hører kun halvt efter. Ligesom i folkeskolen, et halvt hoved, et enkelt øre, en halv bevidsthed fordi jeg ikke hørte hvordan, man deler den i mindre.

Jeg troede vi kunne være begge dele. Både venner og lærer elev. Det vil ikke hænge sammen, siger du og jeg føler jeg ikke hænger sammen, jeg tvivler med et på mennesket, hænger mennesket sammen eller er spredt ud i roller og aldrig et helt menneske? Spørger tvivlen. Jeg ser mig selv i dens øjne, vi kigger væk, for at åndedrættet skal fortsætte, for at dagen skal blive til en næste, for at blomsterne købes tid, vi er her endnu, lidt endnu, voksende børn med tunger der kan sætte en stopper for både afmagt og helhed.

Hun ser ind i mit blik som var det et skridt. Kortvarigt, fordi det ellers bliver enten ækelt eller seksuelt og ingen af delene ønsker hun. Jeg får lyst til at spørge hende og jeg er også næsten lige ved det, spørge hende, om jeg ser godt ud, for det har jeg tænkt på, ser jeg godt ud? Jeg har lagt makeup på hylden og står med den bare ansigtshud og hår foran hende, jeg ved ikke rigtigt hvordan, jeg får spurgt. Spørgsmålet kan misforstås, som et jeg slet ikke vil have svar på, men jeg  V I L have svar. Objektivt set: er jeg smuk? Bare for at vide det. Så har jeg noget arbejde med. Hvis ikke jeg er smuk, må jeg ofre de penge på en frisør, en kosmetolog og en tøjbutik. Hvis jeg allerede er vældig smuk, så vil balladen i mit hovede stoppe, og vil sende min energi andre steder hen. Men jeg er nødt til at blive eller allerede være smuk. Der er ingen andre muligheder. Det uskønne er et fængsel, og jeg har ikke gjort noget forkert. (Siges til spejlet, 2 gange om dagen, skyld-kur).

Han har lavet en manual med sine profilbilleder. På første billede er han glad og gerne. På næste er han nøgen, derefter sidder han på sengen og tager tøj på.

Jeg klamrer mig til frygten som var den min eneste medicin mod sygdommen. Det anstrengte forhold til mig selv viser sig i min taknemmelighed over, at han vil være i stue med mig. Vil du virkelig?

Det er ved at se ind i øjnene på mit spejlbillede, at det går op for mig for selvoptaget jeg er. Jeg bekymrer mig ikke engang for spejlbilledet, kun mig.

Jeg hører lyden af knuste knogler, i profilteksten: “hvis du bidrager i forholdet, får du også igen”, selvom det er indsigtsfuldt for en mand at stave til, og digte frem fra sit indre sikkert på baggrund af mange forliste kvindebekendtskaber. Arme kvindeknogler.

Med mine unge hænder trykker jeg mod hendes gamle krop, der tænker: “hvornår er hun færdig”, samtidig med at mine hænder tænker: “ikke endnu, lidt mere, lidt dybere”.

Generthed er et stof jeg er lavet af. Jeg har malet meget ovenpå, siden jeg blev lavet, men baggrunden er genert. Jeg hader baggrunden, men kan ikke leve uden, det er særlig tavs regl, man lever ikke uden en baggrund. Jeg bliver ikke præsenteret og det hele er sært dagen igennem, jeg kan ikke gå over og præsentere mig nu, efter at have været i hans selskab hele dagen, er jeg overhovedet præsentabel og hvad vil han mene om min præstation, jeg tør da godt, men jeg er her ikke helt, jeg er i genertheden, i baggrunden af mig selv, ved siden af de andre der har udlevet deres potentiale i højere grad end jeg, der endnu sveder i hænderne og desperat spejder efter et smil at smelte ind i.

Alene

angsten

alene

angsten

alene

glæden

alene

selvberoenheden

alene

lykken

lykken alene

er ikke lykke

selvberoenhed er glæde

hvis jeg er sammen

hvis jeg er et man.

Mening i en hals der har en bagside og det er nakken.

Jeg vasker mine tænder i sukker, for jeg har kun hørt halvt efter.

Jeg klemmer en sidste tåre ud over, at jeg ikke er anerkendt som poet. Og så fortsætter jeg tilværelsen som ikke anerkendt poet.

Det er som om, jeg ikke kan få mit ansigt nok frem i dag. Jeg tjekker ankomst på facebook fra laptoppen, og tjekker så telefonen, havner på facebook og føler jeg har tre ansigter selvom jeg stirrer ind i det samme.

Og så skriver vi frem og tilbage du og jeg, dine opslag, mine ansøgninger og så skriver livet om jeg kan lege, jeg skriver lige til dig for at høre, men der kommer ikke svar før svarfristen, jeg melder mig ud vores relation for at få fri, men der er ingen fri uden vores relation, her går jeg og sulter og bliver nødt til at skrive frem og tilbage med dig igen. “Vi søger”. “Jeg kan tilbyde”. Jeg lægger mig og krammer ensomheden, holder hende om taljen, det skvalper lidt men jeg er altelskende,

Vi leger med musklerne, alle taber vi mig på gulvet, hvor det flyder med tanker, der ikke lader sig sortere eller tæmme og så starter hun sangen:

‘Mit barn vi har delt dig i to, jeg våger over dig, men du kan ikke finde ro..’

En krop der ligger i to dele. Jeg tager fat med begge, hiver og presser, intet sker, jeg afklæder kroppen og mig selv, jeg mærker en puls, men den forsvinder når tøjet kommer på igen. Kun afklædt lever kroppen, og jeg gifter mig med den for at forsikre den om, at den kan være hel, her hos mig. Kroppen ænser slet ikke skilsmissen, for den har tøj på, og er allerede skilt, siger den og jeg overvejer at vande den med dårlig samvittighed så den ætser op. Så kan jeg endelig gå mine egne veje. Nej, hyler mit afkom. Jeg hiver og presser og afklæder, hiver og presser og afklæder midt i den pulserende fragmenterede by.

“Det kommer an på din person”, siger receptionisten der lige har tilbudt mig et arbejde. Her er den: situationen jeg har ventet på i årtusinder. At det skal komme an på hvem jeg er, mere end hvad jeg kan. Jeg vil råbe: “MIN PERSON ER FANTASTISK”, men jeg møder hende med et halvt ansigt og en bevidsthed krympet sammen i kindernes indespærrede gitter, mens min krop står tung og overflødig, som var den på prøvetilladelse, som var den måske måske ikke min.

Min krop min krop, hvorfor har du forladt mig?

Jeg skal ud af døren, men døren vil ikke tage imod mig, jeg sidder fast i åbningen eller er det lukningen, min personlighed modvirkes, afvises af immunforsvaret, det får mig til, holde igen med hele kroppen, følelsen af  ikke at være velkommen indenfor, vide at man ER velkommen indenfor, men ikke føle det, føle sig resistent overfor det, der får de andre til at støde mig af, til at gå udenom eller bagom i en baggård med deres bagtanker om min bagside eller er jeg en stor forside uden sider med tekst, for hvis der skulle stå noget ville det være andres ord, her er en lejr, her er en anden lejr, og dette er min bagside eller skal vi blive ved forsiden, hvor dybt vil du ind, du svarer ikke for jeg taler over dit hoved, der langsomt svinger sig selv frem og tilbage, hvilket i nogle kulturer betyder ja, andre måske.

Arbejdsmarkedet afbryder kunstneren og spørger, om det også kan siges på en anden måde, kan du sige det i tal, kan du udfylde det i et excelark, kan du referere til din nærmeste leder om det, er du indstillet til, er du uddannet til, er du beredt til, er du udmærket til, er du velkommen til, er du svinet til, er du virkelig til, så sæt kryds i boksen, hvis du er en robot, gå til side tre, er du brændende for området, spørger de og beder om al min varme, så ingen i institutionen fryser, jeg ligner en radiator til samtalen og en fyldt fryser til afvisningen.

Hendes tårer er så lange og klare, og jeg beder hende huske, at det slet ikke er ønskeligt at børn er upåvirkede, og at skam ikke hjælper på noget. Hvor jeg ved det fra? Det er erfaringer jeg har lånt, ligesom jeg har lånt livet, lånt mit navn,  ligesom banken har lånt mig penge, lån jeg enten er skyldige for eller gode for. Hun synger videre og vi føler det, vi nu føler og ved vi ikke er det, vi føler, og at følelsen af overhovedet at være nogen, kan vise sig at være et røgslør; vi ved ikke for hvad, men det har ingen krop og ingen ånde i sig selv, som et monetært system, der truer med at gasse sine kunder, hvis det ikke består.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Læremestre

29. June 2016 af Maria Guldager

Bange blikke og bjerghøje forsvarsværker

spiser min sult, mit offer til frygten

der hersker over vandende

i det indadvendte liv isoleret

af hjemmets hygge på lange eftermiddage

hvor støvfnug danser i vindueslyset

dej varmes til duft, en pludren

bliver til fred og rolige hjerteslag, der er plads

masser af pladser

til tålmodigheden, det naturlige, det simple

mens udfordringerne er låst nede i kælderen

eller ude i hundehuset

som han har befalet, som han (frygten) har overbevist

os om er det eneste rigtige.

Jeg kan ikke leve sådan

jeg bryder ud for at få luft

det larmer indvendigt, det larmer udvendigt

indtil jeg møder en stilhed

i luften på min vandring mod bjerget, før mig

derop, siger jeg til Gud, en Gud der ikke er bange,

jeg gaber op og inviterer

glød for livet og den evige forvandling

ind og ned og hele vejen igennem

systemet i mig og under og rundt om mig

som en atmosfære der har opslugt mig

og nu spytter mig ud i små tern

mens jeg gisper efter mere

sult, mere luft, mere.

Jeg er så træt, så stedfjern, så kørt i sænk

at jeg ikke overkommer min egen modstand

jeg bliver et måltid for hendes morale

spist op af rovfuglen der stiger mod himlen

mæt og tilfreds med sin plads i verden

om ikke herre i eget liv, så tilpas i eget liv

en lærer med en lære jeg genkender

fra når mørket får øjne og månen næse

der bloddrypper som ord der tror de kan

forløse smerte men snare bringer tvivl

i øjnene på små børn der forlades

af store børn der er blevet forladt af

mennesker der har mistet sig selv

under huden på hvilken der er spor efter

ægte liv, den tabte kærlighed, fordelt

på huden, på gaderne i små tern.

….

Hun hedder Hanna og er den mest fortryllende

stemme i mit liv, og som den mest tørstige blomst

vokser jeg for hvert ord hun siger.

Vi lægger vores morgen på søens overflade

som var den et dækket bord

jeg bliver ved med at spise af

fordi jeg nægter at bindes i en dvale

sove, høre op, lukke ned

jeg står eksponeret, med alle skygger trevlet op

fortrydelserne rasler af mig, jeg bliver

tynd at se på og ser ind i hende, suger hendes ansigt

til mig, hvorfor er det så svært

at gå i kirke når man ikke har

været der længe, det kræver en genopstandelse

og det er der ingen der kan

på egen hånd.

Hun hedder Hanna og minder

ikke om nogen, hun er

en helt anden ånde, en helt anden krop

end nogen anden

i denne vide verden, hun er så fuld

af lys at øjet på den fremmede må åbne

sig for himlen og den vrantne sky

rykke sig en plads.

….

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Min sjæl har feber//sjælefeberlængde

16. June 2016 af Maria Guldager

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, som om jeg behøver sige det, som om det ikke giver sig ved første øjekast.

Jeg har et usundt forhold til min telefon, siger jeg, jeg tror på ulyksalig vis, at den kan skaffe mig alt, også kærligheden. Heller ikke det behøver jeg at sige, det er kulturelt, tidsbestemt og lejret ind i min sjæl. Min sjæl er med feber, og en feber der ikke lader sig formidle, men aftvinger en kropslig eksistensbegrundelse, en forklaring på en krop der drives frem af forestillingen om forstærkede indtryk, lyst, der spænder den fast til åndedrættet, der fører min sjæl videre med dets daglige susen op og ud og op og ned i takt med månens  blege lys mod nætter, hvis kilder flyder ind i mit åndedræt, og skaber livsberigende afveje, der modvirker at min sjæl stænger sig inde, gror til, sløves ved de åndsfortærende anfægtelser der igen og igen melder sig i det nedbrydelige stof, jeg er gjort af, både kød og rytme. Den ubønhørlige varme er en ikke-rask tilstand, der på samme tid dræner og vækker mig, jeg er mere i min krop end før, jeg er mindre en krop end før. Jeg mindes før, længes efter efter, og jamrer mig igennem sjæleforhøret: er din tryglen nok?

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, for jeg vil så gerne have en god kæreste og så er det nemmere bare at forelske sig, det siger sig selv. At se det gode i en kæreste er bare nemmere, når man er forelsket, som om jeg behøver at sige det højt. Man ved vel at en fintfølende allestedsflydende kærlighed hærder karakteren, gør den i stand til at tåle dumhed og at dette tunge kærlighedsarbejde berøver illusionerne deres følsomme vækst af stjernebesatte rystelser. Jeg når ikke til det tunge, jeg kalder det trællearbejder fordi man må tjene sig ud af parforholdets kompromis, jeg forkorter mit nærvær og er kun forelsket til og med sidste rystelsesdag: derpå venter ekstatisk lykke, siger jeg, men jeg siger også, at jeg dog kun selv har erfaret brud, der mirakuløst har helet ved tidens læge, jeg siger, at jeg forventer ekstatisk lykke, men det er lige meget hvad jeg siger nu, for jeg har sat mig i fold med naive romantikere, der vil hente selvudfoldelsen i en anden, man kan sige tosomhed, for ikke at lyde alt for uselvstændig og svag, men jeg siger rystelser, stjerner der ryster mig, er det ikke alt vi venter på, siger jeg, denne kontakt til himlens kræfter?

Min psykolog-app konkluderer: Du ligger i spænd mellem måneformørkelse og et haglslyngende uvejr.

Jeg sætter cyklen i et hjørne af kvarteret, i byen, i landet, i verden, på kloden, under himlens vidstrakte nøje opmålte struktur, som jeg ser op på, med mine øjne der fordeler ejerskabet ind og ned gennem hele kroppen, der ælter alle mine indre hjørner bløde, medgørlige, svage.

Alt hvad jeg gør, gør jeg, for at jeg kunne skrive om det, for med linjerne at kunne indridse sindet dets bestemmelse.

Det jeg siger er, at alt jeg gør, gør jeg for kunne rykke normen op ved rode. Jeg siger: det jeg gør, gør jeg for at blive set hørt og elsket.

Det siger jeg, og det gør jeg, og det frygter jeg, mere end noget andet: at blive set, at blive hørt, uden at forblive elsket.

Jeg låser cyklen, min app skriver: Der gror planter op af dine ben.

—-

Han spørger, om jeg synes, det er en god ide for ham at investere i, at få taget nogle rigtige billeder. Af en fotograf. Som han kan lægge på Tinder og langt om længe møde kærligheden.

Jeg siger, at jeg synes, det lyder lige så dumt som alt andet, han foretager sig.

Der kommer en vind med parfume i imod os. Jeg beder ham holder fast i sin integritet, men det er for sent. De kvindelige former gør sin magi og min bror skal giftes. De får taget billeder af en rigtig fotograf, og da han ser på billederne hos sin gamle mor 2 år efter deres skilsmisse, ved han at vinden er lige så omskiftelig som ekskonens planer, der i dette øjeblik virker som forbillede for ham, det kranser hans hoved med lærdom om, at det aldrig er for sent at ændre kurs. Han rækker ud efter billedet, for at lægge det ned, men kan ikke nå det, han kan heller ikke nå dørhåndtaget, da han vil lukke døren bag sig eller telefonen, da den ringer med sin alarmerende jammer, eller rattet da han skal køre væk og videre fra sin mor, eller radioen da han vil slukke for lyden, for billederne i hovedet, for hovedet på billederne.

—-

Hun bør holde følelserne for sig selv.

Hun bør ikke fortælle ham om dem, ikke allerede.

Hun bør vide, at det heller ikke denne gang er sand kærlighed.

Hun bør vide meget, men håber mere.

—-

Han ydmyger mig med hver tekst, jeg håber ind i den som en altelskende tjenerinde af forelskelsens vegetation og betaler for den henrykte glidetur med min værdighed.

—-

Ensformighed ryger ned som var dagene piller. De gør hende mekanisk og grebet af forstokkethed med udvandede fraser i en tilsnøret hals, der i al forslugenhed gemmer på uudnyttede afkroge: pladser i halsen, afløb der i øjeblikket huser omstyrtet natur, men ingen heftig reformation længere, for sjælen har feber og efterlader halsen åben for faldne trætoppe, sultne og bange bjørne, vildtvoksende græs med retninger så almindelige som ligeud.

En plaprende lyd når ørerne: det er samfundet, verdenstilstanden og velgørenheden, det er et selskab med gæster. En tradition, de samme gamle, de gamle samtaler. Stolerækker og et klaver. En skygge går hen over hendes ansigt. Det formørkede sind ses på lang afstand. Medmindre man selv er afstand og skrøbelighed er en så tæt, at man ikke ser den. Vi synger og sidder.

Hun begriber ikke, at dagen ikke er den samme. Dagen har ikke røbet sig for hende endnu, men det, der vil ske, er nyt.

Hvert åndedrag, hvert buksefold, hver utalt tanke, hver hemmeligt blik. Med solen som kunstner rammes livet ind i en dag, der aldrig har været til før. Den er spæd, starter med at vågne, dernæst være og lære som to gensidigt afhængige processer, og som tiden trækker afsted med den, vokser den sig mægtig. Ved middagstid er man sikker på, den er blevet til noget, og ved aftentid mindes man dens storhed. En underlig følelse. Af ikke at kunne nå dagen, at have glemt dagen samtidig med at være i den. Dagen er ikke kommet for at blive, men for blive til noget, der fortsætter, når dagen selv dør ud.

—-

“Jeg troede, det var åbenlyst for os begge”, siger pigen med bebrejdende  alvorsstemme. Affyringen er rettet mod min såkaldte hyperaktivitet, og jeg dukker mig intuitivt i et grin med det nederste af mavemusklerne. Hun bryder mig af højtideligt: “Det er ikke fedt, at du  griner!” Jeg prøver. At forstå mig selv gennem hendes øjne. Jeg ligner en, der skal tage mig sammen. Selvom jeg godt ved, at jeg ikke er det.

Min nye veninde siger, at hun er helt almindelig. Idet hun siger sådan, ved vi begge at venskabet er forbi, at det aldrig kan udvikle sig og blive nært imellem os. Det er ude af sækken og virkelighed. Jeg tænker, hvad jeg da laver med hende i 5 timer på en kold bænk.

“Du kan kun lide mig, fordi jeg er almindelig.” Hun tager fejl, men på en måde har hun ret. Hvis man som udgangspunkt er uden for alle normer og ser verden ude af trit med det fælles vedtagne, så er  ualmindeligheden ikke charmerende; kun fordi hun er dybt normal, kan hun række ud over den og træde ind i det absurde, det provokerende, vildtvoksende i alle retninger.

Tør du stole på mig, selvom jeg ingen retningssans har? Hun svarer ikke på mit lydfrie spørgsmål.

Ved du, tænker jeg forlænget, at jeg er sådan en, der rykker alt almindeligt om med rode, omplanter misskabninger brølende og barnligt.  Hun fortæller om sin familie. Hun får også mig til at fortælle almindelige ting, selvom jeg prøver at lade være, prøver at blive filosofisk et øjeblik, prøver at forblive over-the-top. Jeg søger hendes grænser for berøring, for interesse i mine private affærer, rører rundt i den terapeutiske gryde, der pludselig kan indeholde comedy og satire, hun kan ikke stole på min terapi, vil hun overgive sig til den, alligevel? Hun ser på telefonen og chokeres over hvor længe, vi har siddet på bænken. Har du det koldt?

Tiden er en linje, man selv kan trække ud, ved du det, tænker jeg, men holder igen, jeg holder igen ligesom almindelige mennesker, det gør hun ved mig. Indtil jeg bliver arrig på min tilbageholdenhed og provokerer mig selv, sørger for at bringe mig selv i fedtefadet og udhviske den selvrespekt der var ved at opstå. Jeg fortæller intime detaljer om en mand. Klassisk for opmærksomhedsjunkier. Det mest ligegyldige i mit liv er mænd, men som samtaleemne er det gourmet, det ved enhver, kuriøsitetens interesse og vi har et slægtskab. Men hun spørger ikke ind. Vi taler lidt om skaderne foran os, som om vi var to helt almindelige venner på en bænk. Hun deler ud af vores kiks, jeg prøver at gøre situationen komisk, men hun griner ikke og jeg griner ikke, når hun griner, jeg forstår ikke, hvorfor hun griner, når hun fortæller om en festival, og jeg afbryder latteren for at forstå, det viser sig igen at forståelse er det modsatte af latter og jeg får lyst til at undskylde, at jeg ødelagde hendes flotte lyd.

Som om et undskyld nogensinde har forbedret nogen situation.

Man får muligvis en chance mere, men kun en chance for det, der kommer efter. Man får ikke en chance til, for at opnå det, man først havde chancen for.

….

Det støder mig, at ingen reagerer, når jeg forsøger at støde dem. Det støder mig, at de andre pænt foreslår, at jeg ikke bralrer ud med alle mine skøre påfund i offentligheden, for din egen skyld, siger de og jeg føler mig stødt over, at de tror, jeg er almindelig og har nogen interesse i selvrespekt på bekostning af humor, jeg er nødt til at gå imod, det er min natur at gå imod og gøre det helt omvendt og være umulig at forstå.

Det er ved at være tid.

Jeg trækker tiden ud som en linje foran mine øjne, længere og længere endnu bliver den, holder til mere, kan fyldes mere flere ord og pauser. Men ikke flere første chancer. Jeg beroliger mig selv, jeg støder mig selv, så beroliger jeg mig selv, med dybt åndedræt eller dyb åndssvaghed.

Alene i min forventningsfuldhed. Dårlige vaner som skår i idealerne. Hudflader der vibrerer af liv. Er det en indtrængen af noget ydre eller udbrud af noget indre? Tårer der sprøjter frem til sangen: “Sometimes two homes are better than one” og følelsen af kun at have to steder at være. Helt oppe eller helt nede. Bønfaldende beder jeg Gud om at give mig jobbet. Det er i dine hænder, dine hænder.

Man får ikke en chance til.

Man får herfra og videre frem.

—-

Med en ufattelig fart flyver hun afsted, i farten taber hun nøglerne, hun ser sig tilbage, stopper ikke før en politibetjent træder ud foran hendes forhjul, han søger hendes øjne mens knoerne er i taljen. Hun har ikke gjort noget forkert, har hun? Lyset mangler. 700 kroner. Længere henne af vejen gøer en hund. Cyklister passerer med aftenhimlen foran sig. Betjenten ser at kvinden er rystet, vil du ringe hjem? Men hjem er længe siden, hjem er et sted der gør ondt og som misforstår alt. Det findes heller ikke længere, alle er spredt udover kloden. Hun takker betjenten, tak fordi jeg lever i et land hvor jeg bliver stoppet, tænk hvis ingen nogensinde stoppede mig. Hjem er længe siden, stop er lige nu. Der er ikke noget forceret ved hendes anprisning, men så snart hun er på cyklen igen, er målsatheden tilbage, som en gældende beslutning fra et højere sted. Bare fordi hun blev stoppet, betyder det ikke hun stopper, bare fordi hun er følsom, betyder det ikke at hun ikke er hård, bare fordi hun ligger og flæber, betyder det ikke at det flydende blod ved siden af hende krop er fra hendes krop.

En lille sag bliver udløsende faktor, en svag kvinde kan blive den der bestemmer til sidst. og hun beder glæden, lykken, gennembrudene tage hende til nåde igen. Gud, vend ikke dit ansigt bort. Jeg er klar, jeg er klar, jeg er klar.

—-

Hvis bare ikke det sortnede sådan for mine øjne. Uafhængigt af hinanden spørger hendes veninder om hun er okay, om hun arbejder for meget og får spist. Bløder du, som du skal? Min hud bliver dækket med knopper, det klør. Det er stadig mig herinde, men mine venner giver afstandsknus og lægger hovedet på skrå. Det er som om du er en anden, siger de. Jeg er en anden. Tidligere var jeg mig selv, men nu er jeg en anden. Pakket ind i eksemhud ligner jeg en abe. Mine venner giver mig ret og jeg synes de er strenge, eller den anden synes de er strenge, den anden kvinde som jeg nu er, som jeg nu ligner, som jeg nu må opføre mig som- i denne min hud.

tænker du mest på det ydre

eller det indre

rum?

—–

Han skriver på sin profil: “Jeg er den jeg er og det ønsker jeg ikke at lave om på”. Han har øl i favnen, natteliv i baggrunden og et udtryksløst narrativ i ansigtet. Jeg liker, fordi jeg tænker, at han sikkert er anderledes i virkeligheden.

Hun har allerede besluttet sig: jeg er ude på et sidespor. Jeg kommer ind, spørger om vi har det hele, giver mig til at tage armbøjninger på gulvet, det vil sige de halve, jeg er kun ved at lære det, jeg bladrer lidt i en af hendes mange bøger, tjekker min telefon og vågner op til pigens brøl. “Hvorfor er du sådan her? Du kan ikke være rolig i et eneste sekund!” Det er sådan jeg ser ud. Jeg ser mig selv se sådan ud. Jeg føler mig rolig, mens hun påpeger min rastløshed og tomrum.

Shawn Mendez synger: “..it all gets a little too much…the fog will clear up…” Hun har så mange forklaringer. På hvorfor hun ikke orker mere. Hun ved ikke hvilken, der er den egentlige årsag. Den stærke kvinde derimod tænker ikke på hvordan, hun kom ind i historien, hun er  i en kulde der får hende til at stå fast på sine meninger.

Den uvidende yngre kvinde husker, hvordan hun væltede ind i familien, hvordan traditionerne i et par år nød hendes bølger, men at bølgerne begyndte at gøre dem søsyge. Hun holder vejret og tager med, snakker med, ånder med, men ikke med fuld ånd; når de kalder hendes navn, er det som om det ikke er hende, der kaldes på.

Som om hun ikke er at finde i det navn, hun har, ikke som det siges, ikke fra deres mund. Hun overvejer at skrive en bog med titlen “det splittede selv”, men hun har indtil videre kun titlen og en eksmand, der ville ønske at hun var mindre sig selv. Han synes hun virker så flink og imødekommende overfor mennesker hun ikke kender. Når hun er sig selv igen, og udtaler sig til ham om, hvordan han bør tabe sig, er hun mindre flink, mere sig selv, mindre flink. Han siger det til hende, mens hun er sig selv nærmest: “Du er egentlig virkelig rar…du er ligesom..hva kan man sige…et godt menneske, når du er mere anspændt og bange…” Hun ser på ham. Han ser på hende. Ingen af dem ser hinanden. Kun sig selv. Blive mere klædt af, hulet af, strippet ned, det eneste der holder samtalen kørende er fortiden.

Nederlag. Hun træder op på dem. Som en uangribelig skammel. Glemmer de ikke kan holde til noget. Hun falder igennem den uheldsvangre succes.  Længe har der luret en fare bag hendes forfølgelse af kærligheden. En pine ligger nu blottet og viser en mangel ved hendes væsen. Bagerst ligger en mængde tanker og hviler sig, en nagende anelse, bag den afdæmpede ro, bag enhver betragtning og social kreds hun finder sig i. Hun træder op igen og råber fortiden ud, den bliver ved med at slæbe sig tungt efter hende, hun vender sig pludseligt, så alle kan se den, præcis som den står bagved hende. Videre myldrer de ud til hvert sit, ud som hvert selv, nærmere jorden end himlen.

Det er et bibelsk princip, at man ikke må støde andre. Problematisk, når hun har lyst til at støde. Sigte, ramme og totalødelægge ideen om at flertallets normer er de rette. At jeg ikke bliver hørt, hvis jeg ikke er ret, tænker hun. Et raseri stiger hende til hovedet og hun destruerer alle chancer for sig selv, fordi hun nægter at være ret på flertalsmåden, nægter at kede sig ihjel, nægter at tro på at andre ikke kan tage hende. Netop som hun er. Splittet og dansende. Dansende splittede hjerte.

Man får ikke en bedre chance for at danse end på dette gulv.

—–

Ansigtet bliver filmet som det går fra at være tvivlrådigt til stift og udtryksløst. Hun opdager en sorg indvending, jeg troede jeg havde spist den væk, snakket den væk, grinet den væk, skræmt den væk med intensiv træning. Men solar plexus græder, hver tåre slipper som en levende flamme, sorgen ville blusse op, hvis ikke de forlod hende dryp for dryp, alligevel mærker hun en hinde af sorg, det er ikke sorgen der forlader hende, dryp for dryp, det er de tilbageholdte bevægelser.

Sorg på dåse.

Den hemmelige sorg.

Den maskerede sorg.

Rigeligt med sorg på.

Skovler sorg op, sorg fra sorg fra sorg.

Sorg som en fyldig kjole med slæb.

Bare forsyn dig selv af min jord.

Her er den. Du vil aldrig forstå den, end ikke høre den for hvad den er. Lyt til den, vil jeg grædende sige til dig, men du hører violin, nej hør det heavy metal, en underverden af hændelser, et bakketerræn uden fodfæste, et sammentrukkent hjerte uden slag, en ubevidst krop i rummet, et sind ude af stand til at finde samklang. Man får ikke en chance.

—-

En mand der tør rejse sig. Man ser ham holde tale, ingen andre tør, tænk at han tør, bare sådan rejse sig, i et selskab, bare stå op og tro på at han bliver taget alvorligt, med brede skuldre og gestikulerende arme, han tør stille sig op uden garanti for at han bliver taget alvorligt eller får lov at få ordet, han rejser sig op som havde det slet ikke gjort ondt at sidde i stolen, undertrykt, som en i flokken, bundet på hænder og fødder, kidnappet ind i voksendom hvor kaffe er vigtigere end ægte følelser, hvor offentlig retorik er vigtigere end hjemmets trivsel, hvor arbejde er noget man tjener penge på og passion noget man taler om, men ikke rigtig har noget sted at gøre af, fordi ens hus er fyldt med spektakel.

Jeg bliver utålmodig med musikken. Kom nu til sagen. Syng noget, stop tilløbet. Den kredser svævende om sig selv, men tager ikke fat, driver ikke frem, kan ikke bære sin egen vægt, ikke fylde sin egen komposition ud. Forspillet stilner først af som lyden svinder helt ind, hvor blev koret af? Gentagelserne har været medvidende, men så forsumpede og små at de ikke markerede sig, hvornår sker der noget?

—–

Tak Gud, for disse nye sko, men det jeg bad om var et fundament under mig, ikke såler under mig, dig, jeg længes efter dig, din evige kilde af godhed og overblik.

—-

Næste scene: Hun går langs vandet, fremad og videre i et tempo der markerer hendes styrke. Kvindelige styrke hun kan gribe seerne med, mens kameramanden småløber baglæns foran. To fremmede der skal mediere noget til en hel gruppe fremmede, tilfældige fremmede der ser programmet med kvinden der ser underligt fjern ud i øjnene, fordi hun bag øjnene er bange for at det kan ses, at hun er nervøs, hvis hun dog bare kunne holde op med at blive så usikker, tænker hun bag øjnene, og det frådende hav og de mørke sten på stranden, der væver sig ind i det lyse ranke billede af en kvinde der går, koncentreret og målrettet, i et tordnende blik som har hun sparket sin tøven langt væk, hun sparker, sig selv fremad.

Med invaderende længsel samler hun ordene til spiselige sætninger. Ligevægten pipper frem fra under frygten, der snor sig igennem hendes torso i forsøget på at finde balancen mellem storhed og underkastelse.

De filmer. Uigenkaldelige ord, ejendommelige overbevisninger, gennemsigtige ansigtstræk.

Hun synker ned i benene, ned i fortvivlelsen, ned i en lede, ned i hendes egne ord når hun siger: “Det er som om, vi er blevet bange for at være til..vi er så indsmurte i frygt at vi ikke længere…” Hun famler efter ordene, ser op som om hun er blevet taget i noget, taget i at tænke højt måske, og vender straks tilbage til det indøvede: “Som selvstændig kvinde har jeg valgt at gå imod. Jeg har min egen forretning og er til stor inspiration for andre.”

Om natten drømmer hun om lys og lykke, om dagen taber hun alle sine tænder. De filmer det hele. Begge sider af sagen, af dagen.

Hun skriver en mail i søvne og med skriftens virkemidler, skærer hun begge ben af fortiden, som var den en flig af en meget større historie. I en fast rytme udformer hun en fængende historie. En forældreløs historie, der bliver til uden ophav, bliver til af intet. Hvis man kan regne, kan man historiefortællingens kunst. Det er et håndværk, kilder er overflødige, fravær en faktor der får koncentrationen til at vokse.

Noget for pengene, giv dem noget for pengene, kan jeg ikke bare give dem pengene, tænker hun. Men rejser sig op og viser sit imperium frem. Sådan her laver jeg mad, sådan her laver jeg familie, sådan her laver jeg indhold. Klar bliver jeg lige om lidt, nedturen er næste ikke sket. Jeg har kun en chance, et take, en optagelse.

Hun viser dem ikke hendes 16 forskellige stillinger, hun græder i. Det plejer ikke være sådan, hun plejer at være stærk, hun sælger ikke en løgn. Sorgen er kun lige begyndt at springe frem. Vel indenfor det seneste år. Som en vildkat med kløer der sigter efter øjne og lunger.

Siddende på sin seng, fodsålerne i gulvet, overkroppen ligger på lårene, hovedet hænger ved knæ og skinneben, øjne der vander tæerne. Hvis tårer dog bare var chancer. Men du er almindelig nok til at forstå mig, spørger hun og ser undersøgende i mine øjne, jeg fortabes i hendes undersøgelse og aner ikke hvad hun finder i mig, jeg elsker morgenrutinerne, siger jeg, det er vist almindeligt nok. Stilheden kl 4 om morgenen, forudfølelsen, jeg ved der starter en dag og jeg er med fra starten, det er ret almindeligt.

—–

Jeg får ti superlikes om dagen. Fra udtjente mænd der gnider ansigtet mod hænderne, kører håndflader mod skægstubbe, mens de kun halvt udtaler hvad de vil. Mænd der har været i live engang, men ikke fik gjort det de skulle og derfor har taget tilflugt i maver der skygger for tæerne. Jeg siger op. Arbejdet med livet er ikke nogen mængde penge værd. Jeg vil hellere ikke-bo end bo sådan her. Jeg tager tilflugt i en offentlighed, der skygger for min bagside. Hun beder: rens mig Gud rens mig og tilgiv mig fordi jeg hellere vil høre Shawn Mendez end dit gospel.

—–

Så du har intet at miste? Det er tonefaldet, frembragt af hans stemme men også af noget dybere endnu, der giver mig lyst til flygte ud af dette liv, tonefald har magt, det er måden tonen falder på, det er i faldet mod afgrunden, tonerne, de sidste man hører før faldet og under faldet og lige efter, bam. Tonefald, tæppefald, knæfald.

Verbalt nægter jeg, at noget skulle være det værd, som jeg kunne miste, hvis jeg bøjer af, runder mine kanter og afgiver magten over min personlighed, ikke må gøre grin med livet, ikke må være komplet sindssyg på offentlige gader og stræder, jeg kan ikke få luft, hvis jeg ikke må bryde ind, bryde ud, vise noget andet, noget sjovere, noget uvirkeligt hvor vi ikke sidder trælbundne, hvor vi ikke sluger skygger og visner hen i ørene på et samfund, fyldt op af tyngende omstændigheder.

Men tonefaldet har nok ret som den udgår fra ham og fra ethvert menneskes bryst. Det slæber mig triumferende hen efter sig, revset, forslået, indforstået, tæmmet. Gad vide om min villighed er periodisk eller uforanderlig, gade vide om feber slår igennem mig som et lyn eller passerer fra mig som en tåge, der letter i en popsang.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

one in a minion

2. June 2016 af Maria Guldager

Der er en tid jeg ikke taler om

hvad gør det ved en tid, ikke at blive talt om

Der er en erindring jeg ikke taler om

hvad gør det ved en erindring, ikke at blive talt om

Der er en moderne mand, jeg ikke taler om

hvad gør det ved en moderne mand, ikke at blive talt om

Et smældende håb

Må du blive indfriet

Forsvinde ud af mig og blive til virkelighed

En lille overgang

til det næste lag

starter som sandheden bider hårdere

får fat om mine rødders ankler

og de trætoppe der stadig hovedhængende trækker mig ned

til under jorden, med selvfedme som angstens drug

bliver hullet dybere end det skal

i mit hjerte, i mit jord hvorfra jeg står og ser op og ned af den moderne mands succes

og fra min krone drysser usikkerheden ned

jeg ved hverken det ene eller det andet, jeg får ikke åbnet

aviserne, jeg får ikke lukket de selvfede apps

for jeg bilder mig ind, jeg stadig kan nå at finde en

jeg bilder mig ind, jeg ikke kan nå at læse en.

—-

Jeg kan ikke udskille

de rigtige stoffer og derfor er jeg arbejdsløs

i hele min krop der anstrenger sig

og gør mig for anspændt til at drugge mig selv

med andet end 500-kroners lagkage

lag for lag smelter det på min tunge

på mit overmod, smelter ned mellem rillerne

tænderne, de gode ansøgninger, de gode intentioner

arbejdsgivernes profil

min unikke stil

en livstid på den lukkede

en lukket krop på den tidlige

færge, jeg føler jeg har været her før

leget her før

set vandet fra denne side før

men dengang var jeg ikke helt mig selv

det var en anden tid

et andet mig

er jeg

nogensinde statisk, kan jeg sige stop

kig op

og der står jeg, som den jeg virkelig er eller

er jeg et stort eller.

—-

Hendes bekymringer bæres i ansigtet

af huden der bliver mere elastisk for hver øjeblink

panden der betænker sig før den svarer på mine tåbeligheder

uvished der løber henover øjnene, dybt inde i øjnene og rundt om læber,

jeg får lyst til at røre

og jeg spørger hende højt

for højt

og det var ikke så smart og nu er vi der snart

men med en tilbagerullende samtale kommer vi ikke videre,

det er fordi jeg ikke udskiller de rette hormorner

jeg vil gerne røre hende, lindre, det er der sikkert noget forkert i

jeg har sikkert et kompleks

et pleasergen

det er sikkert fordi der er noget i vejen med min selvfølelse

jeg har lyst til at røre hende så hun bliver rørt

jeg har lyst til at være den der rører hende

jeg har lyst til massere hendes bekymringer væk

og holde tale med gode ord ind i hendes hudfolder

jeg skal tage det mere roligt og det ved min krop også godt

så den holder igen, holder mig tilbage, holder mig fast

så at jeg ikke kan trække vejret, der er ingen flow

så længe maven spænder op, så den spænder op

og den ved godt, at det ikke går i længden, det går i lænden og min krop ved

godt at den dør, når den ikke får luft, den ved det godt

men istedet for gennemtræk er det modstand, vi kalder det angst

men hvad er det mere end bare kæbespændinger

og pinlige fejl og en krop der går rundt død, fordi den er bange

for at leve, for at fejle igen, er livet en fejl

spørger min krop på dens gode dage

jeg finder svaret dybt inde

bag mavemusklerne; jeg er hvem jeg er, andre mennesker hvem de er, og det er

angst

hæmning

blokade

utålmodigt af mig at udbede mig deres respekt allerede nu

førend jeg er

mere ovre i mig selv

mindre over i  mig selv

mere ovre i kærlighed

mindre ovre i selvudfoldelse

mere ovre selvsammenfoldelse

mindre ovre i gemmeleg

mere ovre i med-værd.

—-

Med sløret sjæl

banker jeg på døren, hårdt men blidt, tålmodigt men kortvarigt

hvis svaret ikke er der, er jeg der ikke, er jeg ligegyldig, er jeg uadskillelig fra ethvert spørgsmål

jeg søger ikke adspredelser, jeg søger accept

af det, der er sket med mig

som havde jeg selv besluttet det skulle ske

som en aktualiseret løsrivelse fra resignationen

og jeg spænder op

så gør jeg da noget

jeg bliver hård

så er jeg da nogen

så lukker jeg af

så er jeg da her

så afslår jeg foræringer

så har jeg da pladsen.

Jeg træder ind

ind eller træder

ikke jeg, ikke mere jeg, der er nok mig med

træder ind, træder indover, skridtet og gangen i sin vorden,

til andres overgange, deres lag, nuancerne mellem deres pauser

mellem åndedræt

og bemægtigelser, åbenbaringer, organismer

sammen er vi et levende legeme, som vi fortaber os i noterne

og jeg fascineres over, at alle ved, hvad vi taler om,

jeg forundres over at sidde i et møde der dirrer af intensitet og som ville være en båd

hvis det kunne manifestere sig og blive til en ting

mødet er det modsatte af en ting, af en handling, det er

tale og tanke der i en teknisk socialitet referer til sig selv

vi stepper i takt, polerer ruden fra hvert vores hjørne

og manifesterer hvem vi er, gennem det vi lægger til

det fælles

det der undviger

privatpersonerne

og end ikke privatpersonerne kan betragtes som særegne

end ikke velbegrundede

interaktioner med konteksten

vi er bare, private og personer, bare er, bare sket, bare reguleret

af frygt

eller andre billeder

på hvad mennesket kan.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mens det endnu er i gang

29. May 2016 af Maria Guldager

Det er krævende at glatte sig selv ud. Ligge tæt til bordet som en dug. Blive tyndere og bredere. Forbindelsen besvimer og trygheden findes i at passe til bordet og den tunge samtale ovenover mig. Klonk klonk, de banker i bordet. Det handler om held.

Bedst som jeg tror, jeg er alene, rækker hun hånden ud. Vi hilser og jeg stirrer ind i hendes bryst, ind i hendes lange spor, ind i de forudgående tyve år, der sover øverst i hende med en iboende grundighed, en arbejdsomhed. Hver gang hun siger noget, tager jeg notater, som jeg ikke kan finde, så snart jeg er kommet hjem til mine prøvelser, hjem til det, der ikke har sat sig ned.

Min tidsramme er det eneste, der skaber meningsfulde sammenhænge. Jeg halser afsted efter aktualisering, efter beslutninger der er timede vel. Jeg kan også væmmes over mine beslutninger og stadig stå ved dem, stadig stå falde som sneen der er udsendt af en tidsramme, et naturfænomen, som at stå i mudder til halsen.

Sorgen træder ubeskyttet ud af min nakke. Den udspilles udenfor min kontrol, den møder mig med dobbelt kraft, jeg møder egne begrænsninger på det sted, jeg er, det sted jeg har holdt sorgen væk fra. Jeg overvældes af mine åbne sår, og ud træder meningen med alting. At tænde lyset i gyden, at insistere på at optage sig selv til sig selv.

Min frygt er, at offentligheden vækker sorgen igen, putter den på bog, og lader mig få den med hjem alene. Det skete er mit, men det er blevet set, og jeg kan ikke længere se mig selv uden det skete, ikke længere møde mennesker uden hans fravær.

De tager billeder af, at jeg tilbeder en Gud. Fotografiet forestiller tilbedelsen-  udefra. Det gør mig ikke glad, at se på mit fællesskab udefra; jeg vil ikke sættes derind, jeg vil heller ikke sættes ud. Hvordan opretholder jeg min autensitet i et større foretagende, hvor jeg blot er en mikroskopisk del. Vi forsøger at overvinde kulturen med modkultur, siger de, men jeg spørger: “Hvad med selvovervindelsen?” Jeg vil ikke være med på et billede, skønt jeg er en del af billedet. Jeg ser mig selv igennem en fremmeds øjne og kan ikke afkode, hvilken retning jeg går. Vær nu den ene eller den anden, siger de. Med mine øjne ser jeg mig selv fægte i fællesskabet, og fægte uden for fællesskabet.

Han kvæler min forelskelse ved at sige: “Du er da også en dejlig pige, Maria”. Det er en kropslig erkendelse at blive forelsket. Jeg forestiller mig med min krop, jeg foregriber muligheder med mit kød. Jeg tager flere chancer, end der er. For at finde forløsning, for at finde en mand. Min krop er stadig vemodig efter fødslerne, og den forelsker sig så snart, den ser en mand med dybe øjne og åbne tænder.

Distinktionen mellem at være fastholdt i et øjeblik, der er blevet kastet på mig, og det at fastspænde mig selv til en mangel på selvcensur der potentielt kunne forvandle mig, i hvert fald gradvist, hvis den trådte til og gjorde mig mere lige, jævn, ublottet.

Men fra hvilket tårn kan jeg se mine mulige ruter? Er det frigørende at jeg intet ser? Jeg forestiller mig, at miste mine øjne uden at opdage det, har jeg overhovedet et udsyn?

Tiltroen til mine sanser vakler og hæmmer det, der berører mig, under huden, i sin indflydelse på mine overbevisninger. Min tro opponerer mod det umærkelige, den skal være mere end en flække af tvivl, den skal puste liv i en bedre verden. Adfærdsregulering bliver låget over min kiste, jeg kan kun følge, hvis det er i mig at følge, hvis relationen til Guden er i mig.

Min lidenskab sameksisterer med det materielle, men er ikke stærk nok til at stå imod det fysiske’s styrende vilje; det fysiske lader ikke noget opstå i mødet med mig, det findes forud for mig, og rokker min identitet med sin fasthed og stabilitet. Jeg lader mig føre, men det er bidende koldt og mine tæer forfryser og jeg mister evnen til at gå videre i det lukkede landskab, der får min lidenskab til at krybe indad. Jeg kravler efter flokken, de opdager ikke min niveauforskel eller min lidenskab på slæb.

En påmindelse om dengang jeg var i et opløsende hjem, der først rigtigt opløstes, længe efter jeg selv havde løst alle bånd fra det. En mor og en far i en tragedie, i en tragisk trofasthed. For hver påmindelse tilføjer jeg en ny scene, en ny handling, et nyt åndedræt, et nyt spørgsmål. Jeg spørger til de dominerende normer og det bliver en gestus, hvorved jeg rækker selvsamme normers værdier videre.

At ikke ville ses, fordi man er den, der ikke bliver set på, og at gerne ville ses, hvis man er den, der bliver set på, er at være i tvivl. Om hvorvidt man vil findes eller ikke findes. Om jeg vil foregå eller være hændt.

En digtende erkendelse med blik for bunden midt i verden, midt i livet, mæt af forklaringer, mæt af inaktivitet. En pause der fylder sig ud med det næste punkt, og mest af alt lyder som det næste punkt. Mellemrum der vugger mig med vekslende intensitet, imellem fejl jeg opildner til vækst ved at sige: “jeg vil ikke censurere mig selv” om det så betyder forkrøblet krop og ituslået hjerte. Disciplin er mig en sammensmeltning af aldre, jeg øver mig på at blive ældre, mens disciplinen skal holde mig ung.

Udvidelsen af min lade betyder, at der kommer mere selv end gud i, og pludselig vælger jeg et liv, jeg aldrig har kunnet stå inde for. De tænker om mig at sådan har hun valgt, fordi sådan er hendes essens, men senere kommer det frem, at jeg har en fortid. At mit niveau af erkendelse dispositionerer mig for et valg udenfor min egen opfattelse. Jeg ved med andre ord ikke, hvad jeg er og hvad jeg vælger og alligevel får valget konsekvenser for hvem jeg er, og hvordan jeg fremover vælger.

Min tankevirksomhed snor sig ind mellem gamle og nye dage, og finder en udefineret substans, en spontant bevidsthed der ikke er fortrolig med sin egen erfaring. Jeg henter mig selv på et socialt værested. Jeg får øjne af lydene fra deres kaffeklub. Hopper rundt fra mulighed til mulighed og føler mig mest i live, når jeg udtrykker umuligheden i mit liv.

De sætter sig ned i min arbejdsløshed. Bygger rede ud af mit hår, og fordeler sig over mit hoved som en programmering, der gerne vil ind i min hjerne, men hver gang jeg rystes, ryger ud, jeg er atter mig selv og jeg har glemt hvordan, man nejer.

Min nervøsitet knækker min stemme. Jeg frygter, at jeg ikke hænger sammen. At jeg ikke både kan være det, jeg er, og det, jeg også er. Kan jeg undertrykke mig selv ved at genoplive det hamrende hjerte og den længste morgen i hele mit liv.

Jeg kommer og går frit. Fra mig selv, og min fabrikation. Lysvågen og kastet ud fra klipper.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Fiktivt forankret forpligtelse

25. May 2016 af Maria Guldager

Dagen åbner sig over mig

som jeg rammer en kantsten

min krop sløves, mit syn sløres,

etableringen åbner sig over ham

som han rammer en alder

sytten år ældre end mig

for at sige det som det er, sig

at du behøver en stærk kvinde som jeg, sig

at jeg er så lille og nuttet og kun en pige, sig

jeg udlever den ultimative kombination, sig

ingen anden end jeg nogensinde vil slå til,

min dag, min mand, min sag, min forstand

romantikkens atletiske muskler styrkes til et bristepunkt.

I højsædet er et samfund lavet af lego, et der kan åbnes eller gå fra hinanden, i mit projekt

skriver jeg; en fortælling om det, der gør livet værd at leve,

populært sagt, jeg skriver, om en eksperimenterende livspraksis

som den er

eller bør være eller kunne være eller skulle have kunnet være,

det er min måde at opdage livet på, udfaldet

er ikke til at kende, før jeg har konstrueret, digtet og leget

lego med virkeligheden, jeg

flytter rundt på virkeligheden, på stolene, omarrangerer og

giver plads til uvirkeligheden, tage det fra den, der bør bygges op og bevares,

han svarer: men dette er givet, at fiktionen ikke skaber jobs,

jeg tager mig sammen og skriver en problemformulering:

Kan vi nogensinde frisere årene ud

og skelne mellem nyt og gammelt, mellem

genbrugt og opbrugt, mellem

dit lort og mit lort, hvorfor

nuancerer du ikke dit sprog, siger jeg og

kritiserer ham for første gang, kan vi

tåle mere lort, svarer han. Problemformulering og perspektivering.

Hvert eneste ord lever jeg, hvert eneste ord kritiseres, roses, jeg løber

fluks i afgrunden, indtil noget nyt opstår, det slutter

ikke ved angsten, angsten er forskellen der åbner

min erfaring, mit eksistensfundament,

hvis angsten pakkes op som den gave den er, min forskel,

pakkes op, folder sig ud i passion, ud i mødet med livet,

intense blikke, ind og ud og ude-inde inde-ude, hinde, hud,

i åbne retninger, åbne for kærtegn

og for nye folder, krøller, opfindelser, frembringelser

i sig selv, det fremmede selv, det distinkte selv, angsten holder inde

angsten advarer om utrygheden: friheden er utryg; et koncentrat af mod og fantasi.

Det splintrede selv der i ærlighedens strøm bliver helt

ved at forbinde sig med sig selv, forholde sig

til det endnu ikke erkendte, det for bevidstheden uberørte, ukomplette, det endnu ikke afsluttede

et blik der ikke har set endnu.

Dagens skyer advarer mig om brud

under mig, forundrede jeg,

en bølgende smerte starter, udstrakte ulykker, blomsten

udsender ikke længere den rette duft

på en eftermiddag forstenet og ubevægelig, hvorfor

kom kærligheden ud af sin hule, hvis den alligevel vil

efterlade os spejdende ud i den sorte nat, nærmest kvalte

i den dødstille himmel, til sidst løfter jeg hovedet

mod de forsølvede stjerner højt oppe og susende trætoppe længere nede

jeg støder foden, støder andre

mit blik flakker, mit syn er i flager, holder jeg øjnene

stille, dræber jeg natten

med det intense lys, et håb

om tilstande der kun kan bygges med lego.

Frem spirer fra dybet af mit indre

det, der kun kan måles

på følelsen af alligevel at mangle

en, der tørstigt tigger om mit selskab, mit kildespring, jeg giver

mig selv til dem der spørger, og med hans tale om ufrihed

ser jeg mig som en udtørret bæk, jeg

vokser sammen med dem

der tigger, jeg læser fra afgrunden

ord dannet

af stjernerne.

For vinden der indimellem rører på sig

er jeg fuld af glitrende dråber, dyrebar

som en rejsende sjælden stjerne

for ham der stormer og vil frem i livet, videre

til et sted ude i det fri, der hvor øjnene altid er løftet mod himlen,

er jeg en sele, der kryber op af hans bryst

en ramme om hans

indhold og mening, organer og celler,

han synes at vide, jeg er den

familie han kan tale om og savne

mens jeg snitter grøntsager i et rengjort køkken, en udtørret bæk, hvis

jeg er rammen er jeg rund med maven nederst, hoved og tæer

mødes bagom ryggen, jeg er i livcyklusens vold, en aktualiserende tid

tiden i mig, døden i mine erfaringer, det udefrakommende i mit indefrakommende spørgsmål.

Min form er sket

han beundrer den, men vil han gennemleve min form med mig, er der plads

til lego-realisering, alle mine retninger,

han er i nuet, siger han, jeg ved det ikke

men jeg vil gerne have han tager fejl

at vi konstant er i gang med at blive

at vi rummer mere end nu, at vi er

forbundet med frem og tilbage, diagonalt og til det ujævne, det glatte,

de brudte forbindelser der sætter varige spor

i det han kalder nu, som mest handler om forpligtelsens positionering,

hans intuition strider imod tvangen der samvirker

med afsløringen, forandringsproces, skabervilje

han er færdig

med at komponere, han tager diktat, sytten

år ældre, hans evne til at lade sig påvirke

er knyttet til hans hjerte, modtageligheden

der balancerer som en sansende krop

hele tiden må han afgøre om han kan tage ved lære

er det muligt at leve uden bandeord

er det muligt at undersøge livet nærmere

engagere sig i sproget, være til stede

ikke kun nu men også når ordene er sagt

sproget som kulisse for de næste hændelser

eller er du

afhængig af uafhængigheden.

Det er rent, det vi har sammen, smukt og

uden fordomme

med overbevisning.

Svøbt i forførelse

ser jeg musikken

få tanke og krop

få samklang

med min brancheløse stemme.

De nye indsigter træder frem

som zoner på min hud

foldet ind i dit lagen

jeg formes mens han taler

tiden er det jeg ikke kan

undslå mig, jeg producerer

mit efterslæb, min eftertid,

min midlertidighed gennemstrømmer dagen

vores intimitet er et eksistentielt anliggende

hvis sulten på mere ikke fordufter

når mørket konsumerer os, med ryggen først, med kursen mod det ukendte

er han der, bag de lukkede øjne, bag min ryg.

Problemstilling. Findes der en mand, der kan føle sig fri i min bue,

så kan jeg være lys og som åbningsscene

bøje mørket af;

en stjerne der kaster en smal stribe lys

så han kan se kærlighedens uforanderlige natur

det tilblivende i hvert valg, hvert ord der kommer ud

en dag der åbner sig

eller krakeleres

over mig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mænd er mit livs største skuffelse

16. May 2016 af Maria Guldager

Vi roder rundt mellem hinanden

dømmer den ene bedre, den anden bredere, den tredje beder

om hjælp til at finde en mand, men det skal være en anden mand

end den hun har, hvad skal jeg gøre for ikke at føle

at jeg blot optræder i hans liv, mens han aldrig er i mit, det var hans

iver der tiltrak mig, hans begær efter min ustoppelighed, han sagde han troede

jeg var udødelig, jeg bekræftede

ham, roste og opbyggede

høje dynger af hans komplimenter, men bedst som jeg stod,

gled min fod, et enkelt rim,

hvordan kan jeg overse, at der mangler fundament og lyst

til fornyelse i hans skrot.

Jeg ved det er ovre, da han siger han har tænkt på at vi kunne spise på en restaurant, at han nok skal betale, for han ved ikke

hvordan jeg er med penge for tiden, han forestiller sig den lokale kantine,

så vi kan fejre, at han har haft nerver på i to uger og ikke talt om andet end sig selv, og jeg ved vi er uenige

om kønsroller, om hvordan man giver og modtager i et parforhold, om mad, om kirke, om verdensanskuelse, om krop og om sind

og om restauranten, tag selv buffet for 65 kr, nudler og friturestegte diverse, om romantik

på konservesdåser og han

som bare prøver at gøre kur, prøver at imponere, jeg har ondt

af ham og i min dømmekraftsmuskel, er jeg til kvinder

er jeg til nogen partikulær person

eller er jeg skabt til opdrage, formane, uddanne ormen

der ikke vil ses, ikke vil trænes, ikke vil ud af sig selv for at blive sig selv men blot svælge i sig selv og sin dovenskab, er jeg

hans kvinde, i så fald er jeg hans mor, og for øjnene af mig

vokser mine børn, hver dag med flere spørgsmål på tungen, hvorfor

er der ikke en mand til mor, er mor manden, hvad sker der for toiletbrættet.

Kemi.

I modsætningernes land.

Kilder blidt på armene, på fodryggen, lige over knæleddet,

indtil den bliver sprængfarlig, vi dukker os

og jeg ser han er lavet af vat, han vil helst bo

i en lomme, og ødelægge mit liv med sin mildhed,

ligesom alle andre mænd i mit liv nogensinde, og det er klart at de er uforstandige,

klart, at de bare gerne vil puttes i mit skød, når kvinderne

når kvinderne,

er dem der går til selvudvikling, dem

der dyrker yoga, dem

der lægger deres liv om, arbejder på sig selv, går til samfundsdebatter

på steder der ikke har et navn, steder der ikke kommer i avisen, steder der ikke kan forfremme

den deltagende, kvinderne der

interesserer sig og giver sig selv til det omkringliggende,

mænd der ligger

problemer der ligger

vasketøj der ligger

kontordueller der ligger

tabuer der ligger

principper der ligger

KVINDE, på din nakke

hviler fremtiden; standarderne,

en hvilende nakke, standardiseret fremtid

for mænd, der ikke kan tage en armbøjning med deres sovende hjerner, mænd

der ikke rigtig orker, ikke rigtig vil andet end at puttes, ikke rigtig ikke rigtig ikke rigtig ikke rigtig

Jeg beder

om en bedre

mand med bredere

viden

om sig selv og kvinder,

jeg forstår ikke kvinderne han tidligere har været sammen med, hvor kunne de

give op på deres opgave med ham, deres tilretning af ham, de

har afleveret en uvidende mand

til de næste kvinder, der gør som næste-kvinder plejer,

og er til stede,

uden at få noget for det, på steder,

der ikke er godt for deres image, men deres sind

som trænger ind

på steder uden mænd, på mænd uden steder,

jeg har hele tiden vidst, at det måtte stoppe, for han griner

ikke når jeg er sjov, det er som om jeg tvinger mig selv til at blive

siddende koncerten ud, selvom jeg skal tisse og fryser og har brug for at bevæge min krop,

jeg tænker på hvad en voksen ville have sagt:

sæt dig, det slutter snart alligevel.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Afsocialiseringsproces

12. May 2016 af Maria Guldager

Derouten er ikke til at overse, min arbejdsløshed

har fået vinger og den flyver afsted med mig,

jeg smider toppen og går rundt med frie bryster, jeg starter revolutioner

og får andre kroppe til at elske sig selv, elske

at smide sig på gulvet, flå hjertet åbent, rulle rundt og krampe indtil de bliver helt frie

af egne systemer, af egne tilbøjeligheder og krumme rygge

kroppene får øje på sig selv, som barnet der ser

sig selv i spejlet for første gang, kroppene ser

at der ikke er noget i vejen med nogen, hverken dem eller andre,

om man er borgmester eller grønthandler eller musiker på strøget

man kan bare være, alle kan bare være, langsomt bliver

min mission fuldført, forestiller jeg mig, mens de lokker

med en hel dag med fuld forplejning, jeg skal slet ikke tænke på mad

en hel dag, en bekymringsfri dag, men går det

op, for jeg skal også have købt mere tandpasta i denne måned, fazer

burde blive frasorteret, jeg spiser tre poser

imens jeg overvejer min økonomi, nogle vil sige

det er trøstespisning, men de forstår ikke

at fazer og jeg har en særlig relation, jeg er født med skolekridt

i siderne af munden og dumle under ganen og tyrkisk peber ud af øjenene,

historie er hvad vi har, og jeg kan ikke gennemskue om jeg har råd

til at deltage, men det er selvfølgelig inklusiv al mad, det kan jeg trække fra, jeg starter revolutioner

i  samfundsøkonomien, det kan jeg trække fra derouten,

jeg samler skatter ind og giver til de fattige, forandringen

kom i tidernes morgen og blev, jeg starter

som praktikant hos en gartner, jeg er ikke

til planter og dyr, men jeg er heller ikke

til kontanthjælp, hvordan, spørger venner, hvordan

kan det være du ikke kender nogen, jeg starter

en revolution af planteskolen, befri jer selv

fra de grønne fingre, hug hug hug

alt det af, der blokerer, jeg lærer planteskolens personale

at det er i dem, den sande natur kan ses når uhæmmet gror til,

de jubler og føler sig hørt og forlænnget, forestiller jeg mig, praktik

forløb og positive affirmationer, vibes til universet, dans din indre løve, åbn hjertet, sluk tankerne, jeg hænger

ud med de store magter, men det er ingen kontakt

hverken fra dem eller ham eller mig eller nogen anden,

kontakten er sluppet op, de skriver ikke, han ringer ikke, han

vil sikkert gerne, men hans mangel på initiativ

skærer benene af  mine revolutionære miljøer,

og som jeg ruller rundt nøgen henover gulvet

ligner jeg en død fisk, der stadig spræller.

Derouten, er til at tage og føle på, jeg logger på Tinder

for at tage toppen af, eftermiddag

har en særlig duft, til forveksling frihedsduft

men hvilken frihed er der i en revolution, der omtaler sig selv som sådan,

folk køber og folk løber

eller går tur, ordner og når ting, plejer

sig selv, og får energiboosts eller bursts og luften

aer deres ansigter, som om de græder, som om aktivitet er gråd

og arbejdsløshed enhver mands vilkår, det siges sikkert

at du er bundet, når du er ansat, bundet når du ikke er ansat

og kun løst når begrebet ikke findes, kun da kan du tilhøre dig selv, jeg starter en

en æra hvor din tid er din egen, der er ingen købt og betalt tid,

fra nu af er luften din energi, din ånd dit privilegie, din gave, jeg starter fredsprocesser

for at beklage revolutionerne, der gjorde det af med samfundet, som vi kender

det, man kan høre fredsprocessen i mørket, jeg sidder øverst i huset, det drypper

med mænd der ikke kan tage sig sammen, min energi

viser sig

at være feministisk, jeg vidste

ikke den havde en ideologi, arbejds

løshedskurven ses på min talje, stram

som aldrig før, jeg rækker hånden

ned i tre poser af gangen, det er ikke

trøstespisning, men en jagt på det

stykke der smager bedre

end det plejer, jeg siger ja, uden at vide hvad kurset handler om, jeg kender

menuen og det er jo all inclusive og uanset hvad temaet er, kender jeg

kun velviljen og nysgerrigheden, jeg tager med fordi

en trang til spænding, arbejdsløshed, selvbeherskelsesproblemer

er et interessant kredsløb, jeg griber hårbørsten

og inspirerer atter titusinder med en dans

jeg selv lige har lavet nu, der skal ikke så meget til

at imponere, man skal bare vise sin frihed

over landegrænser, jeg vifter

med mine nederlag, så de mister deres værdi, mister jeg

mig selv i farten, jeg står og ser tomt efter

min tidligere retning, var det her

jeg skulle føres hen, jeg er på en social deroute

og jeg ved det godt, jeg betaler ikke skat

frivilligt, jeg har fået et job

i en time om ugen til 122 kroner, de trækkes fra

i dagpenge, og jeg overvejer et skattely,

men hvor går man, hen jeg sidder yderst

på min stol, da han fortæller hvordan kærligheden slider

på søvnen, yderst fordi jeg håber

han fortæller hvordan man finder kærlighed, jeg bytter

til hver en tid gerne søvn ud for kærlighed,

jeg ser ned over mine nøgne bryster og mit nøgne fantasi-publikum

og fortstår at det ingen steder fører hen, ingen

kan jeg inspirere, kan jeg

noget som helst og pludselig

bliver jeg til det hamster der ikke måtte komme ind i gåhjulpet, det skyder

sikkert ikke sig selv, men det er da bittert

at stå der og vide at livet er kort, at man kun er et hamster og at selv

i hamsterlivet, er man ikke til andet end pynt, end ventetid, jeg skyder

med løst krudt i håbet om at ramme en ansættelse, jeg tigger

om en ansættelse, for jeg er, skriver jeg, på en social deroute

hvor jeg bliver mere og mere fri, det vil sige

mærkelig og grotesk, I må hjælpe

inden jeg får startet et oprør blandt det ukendte folk

og alle stopper med at arbejde for penge

alle arbejder for passion

arbejder under passionens regime, de arbejder

med frie bryster der synger lige det, de vil.

Det siges sikkert at det gode arbejde er en  illusion,

skulle det mon være andet end fordærv, hvis jeg ikke har job

er jeg i fordærv, fordi jeg prøver så hårdt at få job, når jeg er

i job er jeg i fordærv, fordi jeg prøver hårdt at få jobbet

til at tilfredsstille mig, uden puden

ligger en 5-krone, hvem har lagt den

min flid eller arbejdsgiveren, jeg venter

og det er ikke fordi jeg ikke ved, at jeg bør handle

i stedet for at vente, jeg venter

fordi intet andet er vigtigt, kun hendes svar,

der er ikke livsmening i andre stillinger, mit liv

afhænger af hendes netværk og svar på tiltale,

kun det kvalificerede svar, der kan få mig videre, der kan skabe

et gennembrud

i mit regnbrud.

Derouten startede da systemet fik overtaget,

indkaldelse på indkaldelse, de kalder

mig ind og jeg sætter mig ind på hendes kontor, fordi jeg ikke kan komme ind

på arbejdsmarkedet uden at kende

nogen, og jeg har aldrig kendt

nogen, det er mig og systemet nu, kendskab

til systemet har jeg, ind og ud og udefra ind, og

jeg vågner forsigtigt op, da timen er gået, jeg får lyst

til at karikere situationen, og jeg spekulerer på

hvad der mon er galt med mig, siden

jeg vil lave satire med aling, jeg rejser mig demonstrativt

og går 1 meter væk fra computeren og spiser min mad mens jeg indvendigt mumler

“hun sagde bare jeg ikke måtte spise ved den

hun foreslog blot at jeg gik i kantinen, men her må også kunne gøre det”

jeg tager mig blot en ret jeg har, og jeg ved

jeg tager den fordi jeg er provokeret, det er del

af min ventetid, prins hvor er du, jeg  får lyst

til at spørge den garvede underviser, der har sat sig nede bagerst i lokalet

om mine spørgsmål, mens kameraet zoomer ind

på den nye underviser, der står på scenen

hans øjne forvirrede, mund tør og han venter

på næste scene

så han kan komme videre, så jeg

kan få grint ud, jeg tjekker

mail, jeg er aktiv i min venten, jeg venter

på det rette svar, misforstå mig ikke,

der er mange måder at sige det på,

men kun eet vil give mig grundlag

for et underlag

til mine fødder

og børns fødder.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Hænger det sammen?

10. May 2016 af Maria Guldager

Der går en krop og

smiler, der går en krop og

smiler, der går en krop og den

smiler

og den går. Er det sådan her jeg skal røre

i gryden, skal jeg røre

i gryden, er det sådan

gryden skal røres i, er det

dig jeg skal spørge, smiler

din krop den går rundt og

smiler, er det dig jeg skal spørge

eller

smiler du ikke til nye mennesker.

Jeg er det nye menneske. Jeg er i en virkelighed, jeg ikke vil være i. Det er mig muligt at drage over i en anden virkelighed. Men i den anden virkelighed er det som om jeg i virkeligheden ikke er virkelig, flyet. Får mig til en anden verden, flyet. Skal bære mit tunge jeg over landegrænser. Mod har du, mod har du, mod har du. Vejret er varmt og varmen fører til vildfarelsen, det er luften der trækker mig ud steder, jeg ikke ønsker at være, og sådan bliver det ikke, siger jeg til mig selv, i år. Bliver det, bliver jeg, anderledes. Jeg får kramper i maven og må stoppe øvelserne. Gad vide hvad der sker derinde i maven, gad vide om det er noget alvorligt, gad vide om det er muligt at løbe fra det jeg har gjort, tie om det jeg engang mente, holde mig fra de lange skygger, når jeg om natten føler mig forladt. Der findes kun sange i mit hoved, ingen forbindelser, ingen punkter der forlænger sig til en mening, der forlænger sig fra punktet mellem mine øjenbryn til punktet mellem mine skamlæber, der forlænger sig fra min bagside til min forside, fra forsiden til accept af stagnation, af situation der bliver i sin situerethed, er jeg. En situation eller en grammofon- plade, der hakker mig over med gammel lyd af swing, lyden af en mand der gerne vil have selskab, men ikke have sjælskab, jeg bliver overrasket. Og hvorfor bliver jeg overrasket, når de siger de kan lide mig, jeg der er så fuld af selvaccept overraskes når frivilligt er i samme stue som jeg, bruger deres tid med mig, lytter til min stemme, til mine konstante vejrtrækning, bærer over med min skæve ryg, og løse latter, de overraskes. Når jeg afslører, at jeg ikke kommer fra et hjem med social kapital, kapital fra punktet mellem mine fingre til punktet for lovovertrædelse, forlængelse er noget man kan søge om, udsættelse er noget man svarer os med, der findes kun afbrudte sange, der overtager hinanden uden at informere mig om det, gonna spend it like no other, oh that summer, it was a crush, but I couldn’t get enough, jo flere tårer i mine øjne, jo klarere ser jeg.

“I’m scared that you are a pervert..” Han ser på mig på sin norske måde og forsikrer mig: “I’m not, I just really like your body, in fact I can’t live without it!” Han lægger en hånd på min numse som jeg skubber væk med det samme, efter lidt siger jeg: “Well I don’t want you to die” og jeg tænker ikke på at han kunne gøre mig fatalt syg da jeg giver efter. Jeg giver efter, for han kan ikke mærke mig, han kan end ikke få den op og stå og jeg spørger om han vil have et glas vand men han vil bare have mig. Uden beskyttelse. Jeg slapper ikke af og skubber ham væk, når han kommer, jeg sover ikke. Hele den nat eller ugen efter, indtil jeg omvender mig fra mine lysters vold til kærlighedens enestående frihed, og jeg springer. Lige i favnen på en højstemt salme der henvender sig til den Almægtige, for ingen andre kan redde mit tabte ansigt, jeg har tabt det da jeg gik ud med skraldet hvor min sjæl lå og sov, nu brændes det op og mit blik lugter af røg, jeg kalder ud til Gud: “Hjælp mig til at bære dette mit liv”, og jeg stivner, jeg græmmer mig, jeg kaster mig ned på jorden bag en busk for jeg hører en puslen i træerne, er det. Et menneske eller bare et gemmedyr, er der nogen? Andre i kirken end mig, det runger. Når jeg sukker lettet, for der er ingen og jeg kan gemme skammen væk igen. Til der kommer nogen. Der har set mig, nogen, der synes jeg er selvoptaget.

“Har du lyst at mødes.. på et tidspunkt..altså bare..hvis du lige og jeg lige kan?”

“Hvad mener du, er der noget galt?”

“Nej nej, altså jeg vil bare gerne måske blive..ja det ved jeg ikke…”

“Venner”?

“Er det så dumt?”

“Nej…det er bare…”

“Du tror ikke det ville fungere..?”

“Er det ikke ligemeget hvad jeg svarer dig nu?”

Det foregår i en kælder på Nørrebro, det indre.

Forestil dig en humorforladt verden. En hvori alt jeg siger bliver taget alvorligt, en hvor formelle skrifter er vores eneste ansigt, og hvor evnen til at more sig bliver forhånt som klovnagtigt. Luk så øjnene. Hvorfor.

Bliver jeg overrasket. Når jeg møder et menneske der gider røre mig, et menneske der siger til et andet menneske, at det ser godt ud, at jeg er sådan en han har lyst til at røre, at jeg har en god krop, en hvad, hvorfor. Bliver jeg overrasket.

Jeg skruer op for musikken for at overdøve din energi. Det hjælper ikke. Der er to døre imellem os, men jeg kan stadig ikke trække vejret dybt, når du sidder i min sfære. Det er en gammel energi, den er træg og den hiver mig ned, længere ned fra ned og tager risidens i mig, den er mig, jeg må ud, ud af dig, ud af det hjem hvor du sidder, i mig, jeg kan ikke. Høre mig selv som den jeg er i dag, den dag jeg har i dag, sætter sig på tværs, mellem mig og det gamle og jeg kan ikke. Trække vejret imellem vægge, imellem tidsaldre, får jeg. En chance for at leve uden dig i mig.

Efter en time opdager han, at det er mig. At hans makker hele tiden har været mig. Hele relationen ændrer sig. Vi var lige blevet gode dansepartnere. Nu ser han, at det er mig, måske var det mit hår, der satte sig på en bestemt måde da jeg lod hovedet falde bagover, måske var hans egen tankeassociation der endelig afslørede at jeg er den kvinde han mødte for 7,5 år siden på en trappe i Munkebo, men tilbage står. At jeg ikke længere er mig, nu er jeg. Den han husker.

De giver high fives og synes jeg “the shit”, jeg prøver ellers. At undgå miljøer med den slags fordummende sprog. Jeg overraskes over entusiasmen, den minder om min, som om jeg smittet dem med min, min nakke. Har sat sig fast, fordi jeg spændte helt op da jeg skulle løsne hendes skuldre, hun giver mig high five med beskidte lapper, jeg lapper det i mig, five high, oh ho so and so, jeg svinger mit hår til en side som om jeg var født med en sideskilning.

Mens jeg modarbejder min fordøjelse hoster jeg dårlige dates op. Skal jeg vælge Bruno der læser psykologi og står smilende med en smeltende is i hånden eller Jens der skåler med vennerne på stranden og skriver: “no duck faces” eller Finn der ligger i sin seng mens han tager en lummer selfie, jeg vælger. En der hedder Arnold. Han som ser høj ud, fordi han har taget billedet nedefra, ude på et toilet vist, han er ikke så høj i virkeligheden men han siger de magiske ord: “Kom ind i mit liv” og min ånd er nødt til at lystre og sammen har vi en aften, der bliver til dagen efter, og det var ikke meningen, men han siger det rigtige så jeg gør det forkerte, han siger. At han må have mig, at han bare må. Og så må jeg på sin vis også, for det føles pludselig ægte, pludselig føler jeg mening igen, der er behov for min krop til at gøre en mand hel.

Jeg elsker at have fri. Men kun hvis jeg spolerer friheden med noget at lave. Ellers jeg sitrer jeg af angst over at have Frihed. Hvem er han? Den høje mørke fætter med et bat i hånden, han lister sig ind på mig en almindelig tirsdag aften, hvor alt er aflyst og jeg har læst 30 godnathistorier med mine børn, der for længst er væltet omkuld. Hvem er han og hvad vil han og hvad koster han og vil han købe mig, selvom jeg er gratis for tiden? Og vil han lave yoga med mig? Hvis han lægger sig ned i sin uendelighed og holder sig fri til at fise dagen lang, så stopper min angst, stopper min tiltrækning og jeg har giftet mig med laboratorierotte, han skal undgå friheden for at bejle til min frihedstrang.

Dit værd kommer fra Gud. Kun han kan bekræfte dig. Det eneste du skal gøre er at følge ham. Sådan siger de uden lige at informere om at han er usynlig og at jeg må anfægte hver en time der kastes imod mig, for at overhovedet at have muligheden for at følge andet end mit eget hoved, min egen angst, og der står jeg med mit store lyse fyldige hår, og peger folk hen til garderoben. Hun er en meter lavere end mig, står lidt usikkert og som jeg nærmer mig hende for at hjælpe, genkender jeg øjnene, øjnene der misforstod alt hvad jeg sagde, mine øjne lod hendes øjne misforstå, jeg skal ikke bo her mere, jeg skal ikke komme i jeres fællesskab mere, jeg skal ikke komme mere flere anmassende vittigheder. I nærheden af jer, for vi skal skilles, og som hun står der på udebane, hilser jeg uden et kram, en lydløs mangel på fysisk berøring bliver til en intens samtale på tyve sekunder, for der er en anden, der er altid en anden der også skal have hjælp og som er berettiget til hjælpen, hun gør mig utryg, som om hun har taget hele min historie med sig over broen, som om min historie stirrer mig lige i ansigtet, som om skammen stirrer min selvaccept lige i ansigtet. Jeg kan ikke se. Min vej ud, for tabt er tabt.

I rynkerne på mændene- dem på Tinder for det er de eneste mænd jeg nogensinde ser- ligger tunge sjæle, der må trækkes med en hot karriere og en livsudfoldelse med standarder der dyrkes i de højeste standardskasser. Jeg møder dem – på billederne- en for en for en.

Fra nu af nægter jeg at undskylde for følgende:

- At jeg skriver mange mails

- At de er lange og uoverskuelige

- At jeg sender forkerte mails til forkerte personer

- At jeg mailer og spørger flere gange om det samme, hvis jeg ikke får svar første gang

- Alt med mails

- Alt uden for mails

Nuet startede for længe siden. Jeg har længe nægtet det. Jeg har længe gjort det alligevel. Jeg ser mig selv ligge aldeles uforstyrret. Længe. Ingen stimuli, kun dynen over min nøgne hud, jeg skriver ikke engang mine tanker ned, ingen iagttager mig, ingen vil i kontakt med mig, ingen udover mig selv, jeg ser mig selv være utilgængelig, være opslugt af intethed imens jeg nægter. At der er en pædagogisk teori der kan forklare det. Hvis du er blevet frastødt mange gange, frastøder du pludselig dig selv. Så ligger du bare der. Længe og tænker ubegribelige tanker om opgaver, du gerne vil i gang med, mens tiden går så hurtigt som aldrig før, så du ikke når nogle af dem. Det er som om du ikke kan nå at tænke til det. du vil gøre, før tiden til at gøre dem, er omme.

Det var helt rart at føle, at jeg havde en kæreste igen. Det varede 16 timer, og jeg nød det, nød. At holde i hånd, sidde i solen sammen, spørge hinanden ud, trykke hans bums ud, blive slået i en samfundsdiskussion, Bringer dette mig nærmere helvede eller himmel? Jeg ser op, fordi fuglene angriber hinanden. Besynderlige små hjerner.

Brødbetyngdet sakker jeg bag ud, jeg ved. Jeg har syndet igen, at jeg er en synder uden stop, at jeg. Må holde op med at fokusere på mig selv, jeg foragter. Virkeligheden, jeg foragter at prøve at forstå en uforståelig menneskelig natur, jeg. Kan ikke stå indefor mig selv, kan ikke stå udenfor mig selv, kan ikke stå indefor mig selv ude foran andres mening, kan. Ikke få et gennembrud før jeg slipper ondskaben i mig, jeg synker. Sammen, synker. Sammen ind i mig selv, som øjne der løsnes fra øjenhulerne og triller om bagerst i hovedet, jeg dingler. Fra en klippe som folk tror er kulisse, en del af showet, jeg råber: “Hjælp mig med at bære dette liv” og straks klapper man, enten fordi jeg tolkes som et komdiedrama eller fordi man bifalder min egen selvaccept af situationen.

Alt har forrådt mig, min lyst. Forråder mig dagligt, min tro, mine venner, min ihærdighed, min gennemsigtighed, min intention og alt andet, forråder mig og lader mig stå i skyggen af deres selviske gerninger som skyldige øjenbryn, der har bedst af en trimning, “I er ikke velkomne her”, siger en ansat i Netto to gerningsmænd, ja de er gerningsmænd for de er blevet fanget på kamera, alle, alle kan se at de ikke hører til i friheden, i Netto, ude blandt menneskers mening, de har taget fra kassen, tjent kassen, taget det der ikke var retmæssigt deres og først da alle i butikken kigger måbende husker jeg. At jeg reagerer anderledes end de fleste. At det normale er at tie, og at jeg stadig taler, taler mine hemmeligheder op så jeg åbnes, så jeg revner og det fosser ud med guldmønter, de fråder om munden af bare begær efter mine indvolde, som sultne ulve står mændende, men holdes tilbage af den rest af pli der endnu er i dem, han tilkalder. Ikke politiet, de går selv, mens de råber at ikke har gjort det, den ene er ved at snuble. Over ledningerne, de forlader butikken, jeg forlader min seng, forlader punktet mellem mine øjenbryn og skriver en sms for at høre. Jeg skriver den for at høre. Ikke for at skrive, jeg giver ikke for at give, men for at få. Jeg vil bare lige høre, om du har lyst til at ses igen? Munkebo er længe siden, jeg husker ikke engang præcis hvordan haven så ud, jeg husker bare dig, og det er sikkert fjollet at skrive til dig, men jeg bliver ikke længere sur på mig selv at jeg skriver, sådan er jeg, jeg skriver, jeg udtrykker hvem jeg er gennem skrift og jeg er. Ikke den du husker, husker du mig fra da du ikke vidste, at jeg også var hende du husker fra Munkebo? Jeg vidste intet dengang. Jeg har grædt hver aften i 5 år af bare forlegenhed over min egen væremåde. En tekst ryger min vej dagen efter: “Jeg har ikke tid til at læse alt det du har skrevet. Måske skulle du se lidt udover dig selv. Du er god nok Maria. Du skal finde accept”.

Der går en krop og dummer sig

en krop der går på en dum vej

en vej der går på en dum krop

der går en dum krop

den snor sig når man går

på den, man går på en krop

på en dum vej, en krop der går på en vej

der dummer en krum krop sig

der krummer en dum krop sig

der dummer en krum vej sig, krum krop, dum vej

dum da daj da da dum da dajmmm

mmm

mmm

ere musik til dumme kroppe dumdigdadaadada

Jeg sætter mig uden at vide den plads i solen, den plads på bænken, er midt i roen, jeg befinder mig godt i roen i dag, som om roen havde ventet på at jeg kom, og det har taget sin tid, og roen får også kun en ganske kort tid med mig, for jeg skal jo videre, jeg skal vokse, blive en voksen, jeg har endelig forstået hvad de mener med “voksenundervisning”. Man skal være voksen for at undervise der, og man undervises indtil man ikke umiddelbart kan forvokse meget mere i sine prioriteringer og hagehår og i fornemmelsen af at der ikke er nogen der hører efter, kan jeg

være en glad krop der ikke dummer sig

være en lige vej der ikke krummer sig

være en glad gryde der rører i sig selv

Det koger over fordi drømmen ikke kan bære den virkelighed der altid slæber sig efter mig, jeg ser spor i sneen, der må være andre herude, andre gryder der har spildt deres overskud, der er ikke en vej, bare en kæmpe plads, jeg går over og rundt på, men aldrig udenfor

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

« Forrige indlæg