Halvfærdig

22. February 2017 af Maria Guldager

Jeg tænker ikke på dig

mere end hvertandet sekund

imens der tales til mig

i pauserne mellem mine tanker

i sangen jeg skråler

sidder mindet

og når jeg juicer

og når jeg danser

og når jeg spiser

og når jeg sidder

og når jeg trækker vejret

minder det mig om dig

om dengang du elskede mig

du elskede mig

du elskede mig

om dengang du elskede

at putte dig ind til mig, at føle dig tryg ved mig, holdt din ven op med at kontakte mig

fordi du havde sagt vi nok ikke holdt

udsatte du at booke billetter til jylland

fordi du vidste at vi nok ikke holdt til weekenden

talte du nogensinde om en fremtid med mig

eller talte jeg kun med dig, talte jeg altid bare til dig, sagde du nogensinde noget eller var du bare sulten eller mæt eller træt eller energisk, ville du

nogensinde noget

med

mig

tog jeg et billede af din hånd på mit lår da vi var til koncert med Mraz

fordi jeg vidste

jeg ville få brug for det?

Det værste er

siger jeg og hyler

min veninde spidser ører

men hvad skal jeg nævne først

at du ikke skal holde min hånd igen

at jeg ikke får lov at se din hånd blive ældre dag for dag

at du ikke holdt mit vanvid ud

at du ikke bestod min kvindetest

at jeg blev for meget for en hårdfør mand som dig

at jeg ikke må mærke din nakke igen

eller se din unge krop hjælpe mig med ting

nej det værste er, siger jeg som om jeg ikke blev færdig med at beskrive dine hænder,

at jeg aldrig bliver lykkelig igen aldrig uden dig aldrig lykke aldrig uden aldrig dig igen

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Tro noget

19. February 2017 af Maria Guldager

Så du vil gerne være famous

du vil gerne have penge

købe et hus og være den der bor i huset

bo der med de børn du engang har givet liv

men til daglig giver fravær, du vil så gerne

tro – på – det

de eneste mursten du har, er i den mur, du løber hovedet imod

hver gang du prøver at vinge og tvinge

fantasien igennem virkeligheden som

sten i din ryg: et spejl på barndom i dit bryst

en vandrende, foranderlig sorg som en landskabelighed bag

din ukuelige bestræbelse

på at blive tv-stjerne, blive produktionsselskabet, blive hele nabolaget

så du kan finde mening med din dirrende krøllede lidenskab

båret er du af dit knælende mønster

ræk mig en chance, tigger du, i håbet om at suget i dit mellemgulv svinder ind

af den afsked du tager med manden, du elsker mest,

frygten for at han ikke elsker til samme solforgyldte længde

sætter veerne i gang, opbrud, resignation,

for at gå på det gyngende, kaldende, bydende fødsels vand

i dig står en forseglet fascination som skulptur,

hvad gemmer du i kammeret bag forelskelsen, bag lammelsen, bag det opsigtsvækkende

vanvid, hvem er du i den skyggeløse, ekkotomme og vidtstrakte stilhed?

Der er så meget verden i dig, hvem er under det tænkbare, bag dine ord, under din tro,

under dine væltende vilkår og den drivende angst?

spørger vi, der bruger smartphones til pynt på vores vægge, det er grænseløshedens fryd,

siger vi og sætter macs i kunstig jord i en balje, du må vågne, vågne op til

et job der kan gøre dig mæt, du må blive, blive voksen nok,

til menneskekædernes sammenhold, hvor du ikke længere vækster i dumhed,

voks dig ind i vores himmel, hvor det halve af dig allerede er, din fortælling

er fjernhedens.

——-

Jeg tror et øjeblik selv på

at det er hans skyld, jeg ligger i armene på en mand

jeg ikke synes lugter godt

jeg ikke synes ser godt ud

jeg ikke synes er rar

jeg ikke synes rører mig rigtigt

jeg ikke synes har noget at skulle gøre nøgen, så tæt på min beklædte krop.

—–

Kære digtsamling

hvad vil du have, jeg skal bygge dig af?

mit indre virkende tortur

mine ydre omstændigheders plage

det tøjlede uvejr

under mine dragende visioner

de utællelige fejltagelser

med en barndomsstorm i baghovedet

fantasien om den højeste vellyd

i mit forelskede hjerte der endelig finder fred

den vippende kærlighed

håbet om ham der ser mig

sejlende opad mod kløgt

strømmende lethed i takt med den vægtløse dans

belyst af et magnetisk felt

hvori min krop sitrer, vibrerer mere end nogen kunne have troet muligt

fortryllet af følelsernes inderside

iscenesætter jeg disse spørgsmål

tilgiv mig, kære digt, at mine øjne er i vejen

for den karavane af trosspor, du kunne have skrevet frem.

—-

Vi kommer til at

krydse grænser og han børster sine bukselår af og siger: så nu tilbage igen

han til sit

jeg til mit

høfligt og uden nogen skulle tro noget.

Vi krydser grænser

jeg griber chancen som havde selveste Oprah kastet den til mig

hvornår er noget en god ide

han rører mine bryster som mine bryster elsker at blive rørt

hvornår er noget ikke en god ide

mit underliv skuffes og svier vågent i bekræftelsessyge hele natten

mens jeg siger ja-nej med munden og nej- ja med kroppen

hvem skal man tro

jeg ligger imellem linjerne uden at røre på mig

likvideret eller besvimet, endnu ikke sunket

ned i morgendagens skam.

—–

Jeg savner dig,

sandsynligvis fordi du er familiær

tak, du er også familiær, siger du,

der ligesom jeg har en anstrengende familie,

du siger, at hvis jeg vil have dig, så skal jeg lade dig

være, ‘lade dig være med mig?’ Lad nu vær med-

at kræve, projicere og hyle natten lang

siger du og så siger jeg

men jeg vil have dig

til at tage mig

i mit mest umulige øjeblik, jeg vil have dig

på afstand, hører jeg min stemme

så du kan kaste dig hele vejen ind til mig, bore dig

ind imellem mine flapper, smage på mine safter, så jeg ved

at jeg er din Gud, at jeg alene forsyner dig med hele din formue og står klar til at tage imod den igen.

———-

Som iboende feber

som en sol i kroppen

som nervesystemet gone elektrisk

er jeg forelsket i dig

jeg kortslutter

brænder op

please gå, siger jeg

for jeg kan ikke,

det skal jeg nok, siger du,

mens jeg aldrig har mærket noget så voldsomt i mine knogler

slår jeg op med dig, igen, forfra

på forhånd, jeg lavede også altid forud i dansk, jeg rev

til gengæld den logiske fagbog i stykker og påstod

der havde været vandskade, jeg slår op

fordi man ikke må elske folk så højt

det er patologisk, jeg føjer

mig ind i verden, slår op

selvom vi aldrig rigtig var kærester

kun da vi besøgte dine forældre i julen, jeg slår mig

op på at ville formidle sårbare emner

var min livsførelse en matematisk ligning ville den aldrig gå op, hvornår går det op

for dig, at jeg er sammenfiltret med en fordring, en mission, et formål

om at finde nogen at tro på.

—-

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Pausen i opmærksomheden

11. February 2017 af Maria Guldager

Her ligger jeg: en bunke knogler

tænkende ben, bunker

af fortydelseskød, jeg ligger tæt ovenpå hinanden,

end ikke min stolthed kan klemme sig ind imellem blod og ben og fedt, verden

er væltet ved den ene tanke

at jeg mister dig, jeg ligger fladt ned,

prøver at regne mit liv ud

eller bare hvor jeg skal bo om en måned

med fuld opmærksomhed: flammen der bor i mig

flammen der brænder mig

mærker mig for livet

udelt opmærksomhed er en mangelvare

tænker jeg og

sælger ud af min opmærksomhed

til Facebooks univers,

jeg vil møde verden

er det her verden mødes

er jeg med i verden?

er jeg i min egen verden

scroller, logger ind og ud, twitter, stalker, spammer, drømmer

om større opmærksomhed der kun er til mig

mærket, ja brændt af flammen

risikerer jeg alt for at få dine

øjne på mig.

—-

Pausen mellem det ene øjeblik og det næste

holder pladsen for en

ånding der venter

på det øjeblik, der genkendes for hvem det er

et stykke liv

i sig selv

med sig selv

som sig selv

til sig selv

mod sig selv

et stykke selv

der skifter retning op ind, ned ud

han når ikke at tjekke sin telefon før jeg er kommet tilbage til ham efter at være gået fra ham

selv

der

er øjeblikket: en pause

før fremtidens kolde ansigtslag.

Det er sørgeligt men det gladeste tidspunkt i min krop

er når du både rører og ser mig, kun dig, kun mig, vores hud

Det er sørgeligt men det eneste jeg vil udrette i dette liv

er vinde dig over, forgudes af dig, være dit et og alt

Det er sørgeligt men hvis du ikke har set mig, har ingen set mig,

bjergene, det magiske spejlblanke vand, den åbne himmel lukker øjnene uden dig i mig

Det er sørgeligt men jeg lever for at elske og du kan skubbe

mig til side, jeg er nødt til at elske dig for at leve mig

Det er sørgeligt men min sjæl fortvivler når du ikke har lyst

til at forenes i et kys, vande min tunge, tage det der er mit og blande det med det der er dit

Det er sørgeligt, men det er sandt at jeg er ligeglad med sandheden så længe jeg må

ligge på dit bare bryst, båret af jorden under dig, næret af skattene i dig.

Det er sørgeligt men jeg kender ikke længere det politiske landskab eller det vi aktuelt taler om

men jeg kender hver en fregne, hver en streg i din hud, dine dufte, dine bløde kanter, dine forsvarsværker, din akutte hunger, din frustrerede træthed, din irritation over mig, din mangel på evne til at møde mig i en dyb samtale, det er sørgeligt og uskolet men jeg bilder mig ind

at jeg er i live for at elske hver en del af dig som den er.

Der går et øjeblik

før jeg svarer

på hvor jeg i øjeblikket bor,

i blikket fra hendes øjne

trues min selvagtelse

det er midlertidigt

svarer jeg og hun siger: ja det går over, alt ordner sig

et øjeblik efter tager hun alt hvad jeg ejer og går

hun kommer nok tilbage når hun er kommet

til sig selv igen, fællesskabet

har taget hendes selv, hun taler kun om Jesus

jeg giver hende et øjeblik

der nu har varet to år

og jeg giver hende det hvert øjeblik fortsat

for det går over: selv det tryggeste hjem, alt ordner sig,

i opmærksomhedens

pause.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mellem et hjem

6. February 2017 af Maria Guldager

Kunne jeg bare forsvinde ind i lyden

af dit navn, overtages helt af din stærke favn,

det er kun en flugt

hvis du ikke er virkelig.

Jeg er alene hjemme i det store hus

så jeg putter godt med saltet smør i maden

spiser den med velbehag og slår store prutter ud i det tomme hus

jeg hører en grynten fra stuen, jeg farer sammen,

der ligger en mand i sofaen

jeg troede jeg var alene

det er du også siger han, nærmest i søvne

Jeg er ikke alene, hvis du er her, siger jeg,

jeg er taget afsted, du har huset for dig selv, siger han

men du her jo endnu? insisterer jeg

Jamen jeg er her fordi jeg glemte at få mig selv med

siger han, og vender sig om på den anden side, hans krop

er stor, ikke sådan lige at glemme, hvad mener du

siger jeg, han snøler, at han har glemt sig selv, så han må ligge der

imens han selv er til fest, hvor er de sørgelige

resterne af ham

når festen har taget hvad den skulle bruge.

——————–

Jeg ser ind i dine øjne

der har alle dine minder i sig

to skinnende idealer

jeg lever mig ind i

dine år, dine kår

linjer om munden lige før kinderne, er du sikker

på du altid har været så usikker

jeg krammer dig akavet

din arm er i vejen

jeg presser dig alligevel ind mod min krop

du kæmper ikke

for os

jeg lukker mine øjne

så ingen kan gå ind i min smerte

opmærksomheden lægger sig

på min hud som en hinde

beskytter og forstørrer på samme tid

min hjemløshed.

—-

Bevægelserne mellem et hjem og en mand

er fine

dine nøgenbilleder er fine

jeg spørger ikke ind, jeg er ikke alene hjemme

jeg spørger ud, ikke for grundigt, svarene keder mig

alene på cyklen spørger jeg ind

hvad mener de med fine?

jeg har vist dem det hele

det er ikke fint: et veldækket bord er fint,

min nøgne krop er ikke fin, den er et hul på størrelse med barndommen

vi sætter os rundt om bordet, jeg spørger ikke om jeg må gå

jeg går

for tidligt, for stilsikkert, for tæt til kroppen

lystig går jeg over mit eget vovemod

over i en provokation, jeg troede var færdig

med at invitere,

jeg vil ikke sidde til bords

blot for at kvæles i bordet, evaluere bordet, rengøre bordet, hylde bordet, bore i bordet,

med tilhørende manerer, jeg vil være

hjemme i min nøgne krop

der beder om en opmærksomhed på størrelse med voksenlivet, dagligt

fyldes jeg med hjemlige bevægelser

mellem dig og mig.

—–

Kategori: Indlæg | Comments Off

Sugemærket

24. January 2017 af Maria Guldager

Den faldne sne, den hårde jord og en himmel der aldrig giver op

Sådan starter mit digt, så du kan mærke kulden mod min hud

i det lille skur hvor min mor bor

“de sidste tyve år har jeg gjort alt de har bedt mig om”

græder hun mens vi ringer til yousee, “noget er galt”, siger hun “de tager overpriser”

sneen falder mod min hud fra en himmel der elsker og hader sin mor

priserne er de samme for alle, kontanthjælp varierer dog, reflekterer min mor

der har været på forskellige beløb og nu er på det laveste

spis en bolle, de er lavet af kartoffelmel og kerner

lurpak oven på, jeg spiser to, for at have noget at lave

med min mund mens hun taler

mig midt over

om skrald der skal sorteres

skraldespanden skal deles med naboen

de sorterer ikke rigtigt

hvor skal man ringe hen

de siger de sorterer rigtigt men det gør de ikke

måske skal jeg ringe til kommunen

de tror nok ikke på mig

jeg er jo bare mig, jeg nikker på en måde hvor hun må forstå, at hun ikke er så lille endda og hun kvitterer med

tre stive timers historier

om turen til jylland tilbage i november eller var det i sommers, om psykopatien i verden og verden under psykopaterne

hun styrede alt i mit liv, Maria, alt, jeg siger sikke noget, godt du nu bor i dette skur, det handler om grænser, hjemmet

er et blad der ligger på bordet, dateret et par år tilbage, lånte blade, til de lange aftner, når fjernsynet ikke virker, det er de her små knapper, jeg kan kun tænde når jeg lige har heldet mig

jeg siger at jeg ikke bare kan sidde så længe, at jeg lige må tjekke min telefon

men har du da et arbejde? Det kalder jeg det, siger jeg

men får du penge? Altså på en måde mor, og på en måde ikke

iværksætter, siger jeg, er du på dagpenge, siger hun

nogen gange, siger jeg og fortæller jeg snart har brugt min ret op

det forstår hun, det forstår hun, kommunen og alle dens genvordigheder forstår hun, hun forstår hvordan de ikke vil hjælpe en, men bare selv have et arbejde, hun forstår at jeg ikke kan få et almindeligt arbejde, for det er ikke bare lige til, kunne du ikke spørge hende i den sko butik herovre, mor

det er to timer fra hvor jeg bor, og jeg vil også helst gå i bare tæer

man kan ikke få det som man vil have det altid, maria, du har børn, tænk på dine børn

hun stirrer mig ned imens jeg åbner min laptop, og spørger om det ikke var lille Ole på min skærm

nej mor det er ikke min grandfætter som jeg ikke har set i 12 år, det er den søn jeg har givet til en familie, der bedre kunne passe ham end jeg

det siger jeg ikke

jeg siger måske, jeg tror det

min barndom, siger hun, den er langt væk nu

ligesom dine børnebørn, siger jeg, flytter du ikke tættere på?

Et øjeblik overvejer jeg om hun skal bo ulovligt i en kælder jeg lejer til opbevaring

så kunne hendes sugemærker på sjælen

sluge mine drømme om nogensinde at komme til at ligne en der ER noget

under solen, midt på stjernehimlen der sender

velsignelser, ikke kulde, glæde, ikke hårdhed, trivsel, ikke modløshed

Sneen falder

ind i mit hjerte

jeg falder

mod den frosne jord

lyden fra det faldne

summer hele vejen ned og

ind i mit hoved

indtil alt jeg kan se

er en himmel der ikke giver op.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Ubevæbnet bevæget

12. January 2017 af Maria Guldager

Og det er sådan, at han ser mig gå i spåner

Han rører min hud der rører hans hånd tilbage, Emma begynder at synge og jeg bider mig selv til blods så jeg ikke vil fælde en tårer foran folk der vil opløses af min sorg, min make-up vil opløses, mine kinders streger vil afskrække dem fra nogensinde at blive kærester med en

der har børn

jeg lader som om jeg aer din nakke

men jeg har børn i hele hovedet

åh Gud lad mig blive fri for det åg

det er at skulle leve for andre

jeg lever for at forandre

din nakke lige nu

mærk min forvandling, det er ømt og det er kærligt og ubehersket ment og det skræmmer dig

at jeg har børn

jeg er så elendig til at passe på og passe ind, vil du med

til børne dit og børne dat, jeg tror ikke det går min skat, hvad med os og vi

alene, rødvin oppe til det sene

show,  de små giver dig et kram, du må gå

jeg er ikke sikker på

at du elsker mig i morgen kl 12,

ti timer efter vores sidste kommunikation

Skal vi ses i morgen? Jeg vil tage jorden rundt for at møde dig, har jeg sagt

og det gør jeg så

jeg tager rundt om jorden uden at pakke til årstiderne, jeg rejser som tomler på andre menneskers nåde, jeg bliver pakket i bagagerum, kastet i en lastvogn, hægtet på en styrtende cyklist, mit tunge hjerte rejser let, lettere end det, jeg letter fra, idet jeg bliver

det ultimative kaos, den besværlige kvinde, den impulsstyrede bundtomme mave

det er halvanden dag siden jeg har hørt fra dig og pånær Gran Canaria som destination

har du ikke holdt fast i nogen plan i mere end to dage af gangen, hvordan kan jeg vide

at din 25-årige hjerne stadig er i et forhold til mig, jeg skriver

mens jeg aer din nakke, jeg kommer til at slå

du kalder det slå, når du gengiver hvad der skete der på række 3, jeg slog ikke, siger jeg, jeg nussede, du viser mig mærker, og jeg må gå med til at jeg slå, og du flytter sæde og lader mig sidde alene

vugge mig selv ind i ensom alderdom

jeg hækler fine huer til forældreløse børn og sokker til barnløse forældre, for at holde på varmen

den er du så glad for, sammen med roen, jeg prøver

at sidde mussestille

mens jeg begærer dig

jeg har været vant til at gøre det på afstand, om jeg priser dig tæt på eller på afstand, da er du den samme helt

på mit tag, hvor jeg knæler spundet ind i nattehimmel og taknemmelighed over

at jeg kan få lov at tilbede dig

du mit hjertes udkårne

du min mand der nusser min nakke

som var du skabt til det

skabt til det

imens begærer jeg dig

din godhed, jeg kender den, indefra og ud, jeg er faldet så

hårdt for din godhed, at jeg ligger som knust glas op gulvet

er du okay spørger du

nedefra skærer jeg ham i fødderne som han går henover mig hele vejen til døren

gå ikke

aldrig gå

råber jeg, kalder jeg, hyler jeg til Emmas sange

fra gulvbrædderne på børneværelset.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den der ved mig

4. January 2017 af Maria Guldager

Hvor meget skal man give

det er spørgsmålet, er det ikke

hvordan give nok uden at give for meget

blive mig selv uden at forblive selv

evigt rasende mod tiden, forbløder jeg selv

om jeg har lukket alle vinduer, hvordan

give mig selv uden at forgive mig selv

med underholdning der ikke giver slip

et slip, et fald, ned i et hjem

børn med smørsovs i hovedet, jeg vender kroppen om

vender babyen i min mave om

vender hovedet hvor fødderne før var, prøv nu

at komme ud

rigtig udkomme

så de hører dig

ser dig

ikke bare tror dig, men ved dig.

Det er ikke for at vælte

dig omkuld nu, jeg ved jo godt, du er træt, uoplagt og ikke magter mere i dag

men da du fik mig til at komme for et par timer, sprøjte mine væsker udover stuegulvet, søgte intetheden ly i mit telt, kan du holde mig med dine pløkker

igennem telefonen, holde mig så jeg ved, jeg er noget, intet

kan skræmme mig

og gøre mig så let i benene at jeg ingen steder står

skrevet ned, Langs mine ben,

flyder væske fra mine øjne, en jamren

han hører mine lyde som forløsning men det er en gråd fra bunden af mit skræv, med intet i længere, intethed, nedskrevet i

mine lange kringlede beskeder

om sult, det jeg ikke skriver er, at hvert et sekund venter

på at du træder ind af døren, hvilken som helst dør, og giver dig i kast med mig, kaster

alt andet væk, kaster dig over mig, din kvinde, jeg venter, forventer, venter for at

mærke mit bryst sitre når du skriver en besked til mig,hvordan går det

spørger min veninde, med halvguden

jeg retter hende, for jeg gør ikke noget halvt.

Giv ham plads, siger hun, men også pladsen er blevet til intet gjort

—–

Arbejdet har givet mig alt hvad jeg har

og det har taget alt hvad jeg var

min frihed, min fantasi, min fremtid, har du det også sådan

at du af og til ville ønske

at du kunne stoppe med at kopiere andres

tonefald, gestikulation, ansigtsudtryk

Massemedierne har givet mig alt hvad jeg er

og de har taget alt det jeg har

min tid, min tanke, mit tomrum

———

Det er fordi du er i huset

at mine kæber spænder op, man siger

at alting starter indefra, har jeg startet dig

ved at se dig længe nok i øjnene

ved at love dig min opmærksomhed, som om det var en jeg kunne love ud

ved at give dig sunde vaner mens jeg smadrede mig selv i fortrydelser

jeg tilgiver dig fordi jeg rent etisk bør og rent egoistisk vil

jeg tilgiver dig fordi jeg har startet dig

men tilgivelse er ikke nok. Din dårlige energi hænger i gardinerne som en gennemtrængende røgdunst

hvem er du blevet til, var det virkelig mig der startede dig

da jeg insisterede på et trygt og evigt ægteskab

jeg skulle være en kone, en der ikke længere var alene

når depressionen bed til jeg blødte, jeg var en kone

indtil jeg smagte en anden mands tunge, den kan det der er vildere, sagde han

alt er muligt tænkte jeg

men det var det ikke, det var umuligt, både du og han, umuligt og jeg startede det

med et stille puf jeg havde kopieret det bedste jeg kunne.

—-

Smerten

Sorgen

Sulten

det nytter ikke noget, det der ville nytte var hvis jeg fik opereret penge ind i benene, jeg ville veje

så tungt ned efter, kunne sparke døre ind og kværne planeten rundt, penge

ville give mig mine børns latter, penge

ville give mig den anerkendelse jeg skatter, penge

ville kunne give mig nattesøvn, jeg kunne endda sove længe i penthouse lige ved siden løven, penge

en modigere kæreste, end gladere veninde, en adresse til min forælder, en mildere vinter, penge kunne give mig det hele

Han siger, at han elsker mig, det er kun de ord: jeg elsker dig, han siger– Når han virkelig skal erklære sin kærlighed, jeg elsker dig, Han må være en af de få

der stadig tror, det betyder noget at elske, hvor kosteligt, vil du med, spørger han, til udlandet, vi kan også flytte sammen, jeg spørger hvad det koster, han siger 60 men så er der også skyfrit, jeg tror ham ikke, jeg ved ham

vi elsker hinanden ind i fremtiden mens sorgen reagerer nuet

hvad hvis vi mister kærligheden

for øjnene af alle de andre

hvor ER pengene i dine ben dog tunge, han går omkuld midt i akten, mellemspillet, lige før vi inviterer til parmiddag og holder jul i et fælles hjem med matchende striktrøjer

han døser hen, væk fra bevidstheden om mig, bevidstløs koger han i det nøgne rum

oplyst en af hidsig pærer der skriger på selskab

mit sande selv er en skoletræt stædig spekulant

og med torne i maven forlader jeg ham for en aldrende chauffør med flere penge, omkring de 60.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Ebbe og flod

8. December 2016 af Maria Guldager

Jeg er min tid

Min tid er mig

Jeg er mig i tid

Min tid er i mig

rense rense rense

alt jeg er, er tid

tid er alt jeg er

jeg har fået tid

jeg har haft tid

jeg kan ikke nå tiden for

jeg er tiden

storhedstid, oprørstid, vanvidstid, umiddelbart hele tiden

tid

til at dit hoved hviler i mit skød, jeg har altid hadet

mænd der lagde hovedet der

det var ikke deres tid

du er min tid

værd og du kan lægge hovedet hvor det skal være

og når det ikke på min krop

fantaserer jeg om hvor du er, hvordan

dine læber ser ud, når jeg ikke ser på dem, hvordan

du står op om morgenen og klæder dig på

først det ene bukseben, det driller lidt og du hopper for at få det andet ben i bukserne, en hurtig t-shirt over det veltrænede bryst, gade vide om du ved, at jeg har accepteret det bryst og hele din mave som en gave til min kvindelighed, en hurtig morgenmadsskål med tilfældige rester i, mon du ved, at jeg også går op i din inderside, dine tarme, at mit blik lige nu følger dem, undersøger dem, elsker dem, prøver ikke at presse dem til at invitere mig med til juleaften i Horsens, selvom det kan lyde som om det netop er det, der sker, når du er alene med dine tanker om det, jeg sagde, hørte du det, tænker du over det, når vandhanden løber og du spytter ud, trækker ud, rydder ud, rækker ud, med din egen vilje efter dagens opgaver, rækker, dine egne øjne, de flotteste jeg nogensinde har set og øjenbrynene som ofte ser mod hinanden som en bro der er ved at opløse sig selv, behøver ikke, behøver aldeles ikke signalere flove situationer, dine egne situationer med dig selv helt alene i din krop

min iagttagelser er fantasi lånte, jeg tager mig tid

til at slå det stort op: Så har jeg handlet, så har jeg tænkt, nu er dette og hint sket, dit og dat glemt

men du er ikke på min facebooktrone, din opmærksomhed summer evigt nærværende

i dine fødder, mon jeg forstyrrer

din enetid med min scene tid.

Hold op med at puste mig på ryggen,

plejede jeg at sige, men ikke med dig

penetrerer min ryg med din ånd,

siger jeg, og håber du trænger indtil min midte

mærker mit blod strømme og min sjæl gribe

sig fast i dig og på den tid vi bygger

op af udsagn og koder

du er ikke ung og fri nok til mig

siger han med sin krop

mens jeg maler mørket orange med mine bryster.

Jeg kan aldrig gå tilbage

og det hænger han om sin hals

det vejer ham ned så tungt

at man skulle tro han var en kistebund

men han har et arbejde som jurist

og stryger sine skjorter med hverdagshud.

Ingen kraft i verden kan skille os

fra følelsen af at ingen kraft i verden kan skille os.

Jeg lover dig alt,

har jeg før sagt, men alt er tid

og alt ændrer sig i tid, jeg kan ikke holde alt

jeg kan bare være det

lettere forskudt og forjaget

uden forsmag og jetlag.

Bølgerne, balancen, punktet på midten af dit surfboard og dit bjerg, dit udendørsliv og mit underliv

jeg er den vildeste natur, jeg lover dig vildskab

under rødderne, hvis du da har nogle

hvad sker der, når jeg vender dig om, har du

intet der holder dig tilbage i tid?

Hvilke kvinder har kysset dette bryst før og grinte du

på samme måde, er din latter højere sammen med mig, mere ægte og hjertefølt

eller er jeg bare en dråbe i vandet, alle er vi et, intet varer evigt, som i nærdødsoplevelsen der gør alt det kedelige værdifuldt

snart er det ikke et digt længere men et essay, reglerne

de tæsker rundt med mig, fællesskabet

jeg må tilfredsstille, flyde sammen med, bølger der bruser sammen og overdøver små pigers skrig når vandet er for koldt, regler

jeg må spille efter og lade som om jeg ingenting kan, engang begik jeg selvmord, siger jeg, jeg mener jeg prøvede, nær død, spurgte de til udredningssamtalen, jeg ryster på hovedet og husker at det knap nok var nær blødninger eller andre chokeffekter,

engang arbejdede jeg med den her type administrative opgiver, siger jeg, jeg mener, jeg var i en slags praktik, nærmest ansat, spørger de til jobsamtalen, jeg ryster på hovedet, og husker at jeg knap nok bestod mit praktikforløb

jeg er oppe, jeg er nede, man siger man kan kontrollere dem, følelserne, jeg tror det, når jeg ser dem, fulde af kontrol, stramme ansigter, der ikke interesserer sig for noget nyt, kun det gamle kan holde dem til ilden, åh ja sådan var det engang, mægtigt, de varmer sig på et bål af følelser, dem de ikke længere har i sig, jeg er slet ikke poet

jeg er slet ikke kvinde

jeg er slet ikke krop

jeg er slet ikke energi

i det regelmæssige, fællesskabsorienterede

kun i små sælsomme desperate hug

har jeg en puls, en dato, en ven

Den her krop, det her liv, den her tid

hvad skal jeg med den, hvad er jeg i den

uden desperationens tidsløse vibrationer, jeg elsker

dig kun fordi jeg er desperat,

efter at føle mig selv som andet og mere

end tidevand.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den vildeste lykke

26. November 2016 af Maria Guldager

Jeg havde et billede af den kvinde, jeg ville have

og det lignede ikke dig

ikke dine strækmærker, børn, eksmænd, ikke din kønsbehåring, modermærkesamling, tørrede hudplamascher

men nu er jeg klar

selvom din næse løber, dine tarme værker, din ånde gør sig kraftig

siger du og jeg prøver at høre igennem det jeg vil høre, tværs gennem den røde farve i mine kinder, hvad laver du

jeg har ingenting lavet i 10 timer

jeg har haft travlt med at takke Gud for sit mirakel

at du kan elske mig er alt

muligt

nu

alt er

muligt, hvad laver du, han spørger mig ikke, jeg svarer alligevel

alt er muligt

jeg laver alt muligt

der ikke er muligt endnu men fordi du kyssede mig

ved jeg alt muligt

jeg ved

at intet længere kan gå helt galt

at jeg tror på lykken

at du er min forbindelse til jorden

selv når du klatrer og surfer og lever livet fra en charter-ø

at mine uforståelige formuleringer er sand

mellem dine tæer, jeg mærker

dine tæer drømme

om varme og en sydlandsk kvinde

jeg holder ideen inde, who cares, intet varer evigt, er det muligt

at du griber mig, når jeg har kastet mig ud fra skrænten

at dine arme endelig, endelig, kan tilhøre mig, mit landskab

kan dække dine bjerge med smuk vildskab, jeg lover

jeg vil vokse på dig

hvis du vil vande mig

er det muligt at gøre alt på et liv

så skriv det i et brev

det eneste jeg læser

er dine øjne, det eneste jeg læser er dine

subtile rystelser, bevægelser, rytmiske ord, bevægende svar, for i dem har

jeg alt i hele livet

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

bjergarme

25. November 2016 af Maria Guldager

Bare askebæger så?

Det er okay, jeg ikke kan stå i vinduet og føre mig frem, men noget må du kunne bruge mig til?

Jeg vil være din slave, din undersåt, hvad end der bekommer dig godt, for jeg har aldrig mødt en skarp, handy, L-ægger- glutenallergiker, så meget

mand i en dreng, de andre mænd giver mig lyst til at rejse mig og gå

jeg sidder med verden i mit skød, trykker på en knap og den bliver ved

fylder mig med perspektiv, jeg sidder som et stativ

og holder verdens forfald men

Du giver mig lyst til bage

Med mine hænder vil jeg forme, der der skal igennem dig, optages af dig, blive til dig

jeg lover dig alt, jeg ved ikke hvordan, men alt, jeg lover, forelskelsen svinde? Aldrig, jeg lover dig alt

for du har så smukke arme at jeg ikke behøver at bestige nogle bjerge

jeg kan vandre med øjnene,

bestige dine muskler, med nød og næppe komme ned i live, fra din glatte hud, dit ungdomssind, et vindue ind i mig selv, der ligger jeg med halsen mod dine biceps, du strammer ikke grebet, men du må gerne, bare luk til, pres næven mod skulderhovedet så min luft forsvinder, det er en leg

at trække vejret ud og kort efter suge det igen, jeg vil dø hvert øjeblik, jeg fortryder det, hvert andet øjeblik, dine arme

er hele mit brusende liv værd, når jeg ligger

i en ældre mands grå favn og får komplimenter, får orgasmer, får at vide hvordan tilværelsen skal gå, glemmer jeg dig for en stund, jeg trækker kun vejret ind

på toppen er der en pause, svagt længes jeg efter dig, og din afvisning med øjenkontakt og hele svineriet, dine arme jeg lige ved hvordan

det ville føles at blive holdt af, savner, på vejen hjem, ned af trappen, ned ned af trappen, ned

i det mørkeste ubevidste, hviler du som vindruespisende gud, på bunden af min torsdagsdepression, under det nederste

af min mave har du alt at skulle have sagt, må jeg bage dig en glutenfri bolle?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

« Forrige indlæg