27. February 2012 af Maria Guldager
Inde i dette mit hylster findes en person/en karakter/et ’selv’/en identitet der vakler imellem mennesketypen, der efter alt at dømme ville fungere bedst låst inde på en sikret institution, og det menneske, der decideret fortjener odiøst store guldmedaljer for sine opdagelser og udmærkelser i tilværelsen.
Dvs. at jeg nogle dage ved jeg ikke kan, andre dage ikke ved om jeg kan, og nogle dage ved jeg burde kunne, andre dage ved jeg så aldeles kan.
Læg i dechifrering af ovenstående vægt på ordet vakler, da en inresolut slingrekurs synes at have assimileret i mig alle dage, trods det at jeg nogle dage påstår det anderledes.
Religiøst gider jeg ikke tro på noget som helst, for hvis ikke jeg tager fejl, kan jeg i hvert fald ikke få afkræftet i min levetid at jeg ikke tager fejl. Det er spild af min sandhedshungrende tid. Men gennem fornuften og psykologiens værktøj anser jeg alle mennesker for at være i besiddelse af en karakter; en personlighed der er en, alle andre ikke er, skønt denne virker iterativt i en kollation (sammenstillende undersøgelse). Til det, at ’selvet’ i høj grad formes af andre, må der kraftigt nikke og indvendes, at der dog må være en signifikant adskilt karakter, da den spejlingen igennem årene ikke ville have bearbejdet “noget” uden.
Hvad leder til at vi får et (og hvilket) indre liv, der kan defineres som særskilt fra medmennesket?
Muligvis biologi, genetik og den proces dette spørgsmål står på skuldrene af:
Hvad skal vi stille op med vort ”selv”?
En apriorisk struktur i mig peger på logikken i, at mennesker naturligvis har så forskellige sind, evner, holdninger og muligheder for at opfylde fællesskabets fundament; supplerende individer som (forhåbentlig) konstant udvikler sig og opnår højere viden; til fordel for det samlede samfund, hvor alle konstitueres. Den hvor-end-fra-komne identitet skal til fulde udnyttes, for dristigt at give sit til at optimere menneskeheden i en eller anden forstand, og ifølge denne min egne logik er det altså en direkte bespottelse mod livet, hvis vi af frygt og grådighed ruinøst lader normaliseringsprocessen overskrive ’selvets’ ideer.
Lad mig sprede årsager til, hvor jeg, lige netop jeg, finder det ovenstående værende fornuftigt. Naturligvis, fordi jeg er præget en tidsånd, der udover at arbejdsmoralisere også maner til frihed. Ideologien er baseret på en frihedsfølelse til alle arbejdende mennesker, men kontrært kan der kun efterforskes sindige spor af maddings-frihed, og når den er indoptaget, overlades vi til at indgå i så ordentlige forhold, at man næsten ikke kan få øje på det oprindelige. Den selvaktualiserende frihed, der skulle ligge i at udøve sit fag, er uden brug af sindelagets partikulære vilje, dømt til at afgive skuffelse, frustration og stress over ikke at kunne leve op til et ideal, man ikke engang ved hyringstid vidste man skrev under på…
Jeg er altså splittet.
I de valg jeg kan påvirke lever jeg som fri, og jeg får knubs og slag for mit ”mod”, som det kaldes, når jeg får ros for det. Ordet mod er netop min knudes frustration, for er det heroisk at leve i overensstemmelse med det man erfarer som bedst for sig og sine? Er det ikke snare forventet almen opførsel?
I de foranstaltninger jeg ikke kan påvirke, er jeg træl, hvilket stresser pulsen på det ’selv’, der promoverer, og som i det hele taget består af, uanvendte ideer, for hvilke der højst forstilt roses.
Uden omsvøb; jeg har lige så længe jeg kan huske tilbage af mit liv haft disse to muligheder. At frustreres over at komme fra en familie, så afvigende fra det, jeg altid har følt (ikke troet, tro er i denne sammenhæng rodfæstet i en frygtindgydt religion, som jeg kun fornyligt har brudt med) jeg var, verden var og meningen var – en familie, der strammede sit greb om mig i de år den kunne, og som løslod en komplet indlullet og forsvarsmaskinelt blank pige til intet mindre end selvdestruktion på flere måder. Eller at frustreres over at jeg ikke er i nøjagtig samme stand kognitivt og funktionsmæssigt som mine forældre, så jeg havde været et barn der var tilfreds med sin rolle og med fundament for læring i folkeskolen, og så jeg både nu og da ville føle at jeg hørte til i familien, i byen, i barndomshjemmet, og så jeg kunne acceptere normerne, forældreforholdene og så de psykiske tilhimmelråbende diagnoser i hjemmet ikke i mine øjne tog sig ud som deviation, men som gængse og elskelige.
I disse to muligheder finder jeg kun fiktive handleløsninger.
Hvis du er mindfuld, tænker du nok noget med, at jeg skal se hver dag som ny og mig selv som uafhængig af eget og andres billede af mig ….. Den blide jargon passer mit ’selv’ ikke ind i, men som en træl kan jeg da godt sætte mig i punktforløsende stilling og være ikke-dømmende. Personligt, som den karakter der af uransaglige* grunde bor i mig, har jeg, som en tapper ridder der hvis han skal følge sin indre drivkraft, brug for at søge de historiske værdi-elementer, jeg mener nu forårsager mig en så suppressiv vanskelig trussel.
I tankerne omkring alt dette indgår det uanfægtelige; at min person har nedarvet visse psykiske laster.
Mere om det i mit næste forstemmende forsøg på at få løsnet frustrationsfæstningen.
*Uransaglige, for hvad er meningen med min vilje, når den forsmuldrer en eskapistisk livs-redningsvest, som så mange andre tilsyneladende kan iføre sig helt uden at spekulere over det, og som gør at de nu kan trække vejret, og jeg bare sige blobbloblob…………?