Impulskøb

18. August 2016 af Maria Guldager

Kl. 23:30 er jeg sikker

det er det helt rigtige

der er godt nok en ekstra pris her til sidst

moms står der

virker til blusen er dobbelt så dyr nu

det går vel ikke

jeg googler videre

kl 01:23 opgiver jeg at finde noget til den rette pris

det var en virkelig flot ryg på den yogatrøje jeg så tidligere

moms er jo fint

folk skal jo have noget for deres arbejde

grænseoverskridende arbejde, jeg modtager

en pakke en morgen kl 08:30 og kl 15:00

en lørdag er sindet lige så splittet som budgettet

kl 10:30 en søndag tager jeg trøjen på

den strammer lidt men se i spejlet

flottere end flot

jeg skal være glad for dette køb

og de 4 andre der er på vej via shipping

til overpris på en undergrænse

jeg er glad

på den nødvendige måde kl 19:30

da timen starter og jeg ved jeg skal undervise

40.000 af disse før bukserne er indtjent, glad

da timen er slut kl 21:00, inderligt glad

for at være i min hud

og mine sko.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Stedet mellem minutterne

5. August 2016 af Maria Guldager

Han tager på mig som var jeg en automat

hans tryk i min numse er som hele mit liv

man forventer, at hvis man behandler mig

sådan her

får man

sådan her.

Det er min krop, det er mit sind, det er min fordøjelse, det er min cyklus

alligevel må jeg rådspørge en, der ved mere om mig end mig, hvad stiller jeg op med mig, jeg er

et væsen, en anden ved mere om, en art

ikke en automat, men en art menneske med reaktioner så langt nede af benenene, at jeg ikke selv kan se dem, med

blankhed udfyldes jeg af bølgernes svar, ukendt i min egen erkendelse

beder jeg om udfoldelse af en andens viden, automatiske viden, min sjæl

har sine egne farver, egne vittigheder, en majestætisk og oprørsk kapacitet, kun indtil

den indser den voksende og værkende jord under hende, min sjæl

er partikulær, kropslig, styret

lidenskabeligt, glidende, kan ikke se jordens ansigt, den er så langt nede af mine ben, må spørge

en anden der ved noget artsmæssigt om min bund, til råds.

Det viser sig, at jeg er en hule

manden ikke kan komme ind af, ikke komme ud af, en hule manden hellere vil sende på retræte i bjergene, end prøve selv at være i, tilværelsen

er et klicheefyldt romantisk røvdigt med dig

det var det

jeg faldt for, faldt i, det

jeg ville med mit liv, leve

som jeg var os andre, runge

ud i en kærlighed der ikke handler om min mors hjernelammende usikkerhed og rådne barndom.

———

Fra højtalerne banker fortidens koder, hun referer

til religiøse skrifter for at udfri mig

fra de skamfulde ar der svæver over mit hoved, kredser

sig om al væren, fæstner mig til hendes blik, jeg vokser ud

i en mild brise et sted på en strand.

————-

Kun ved at bevæge min krop kan jeg ryste sorgen af mig

blive flydende og nydende

mærke minutter hver for sig

i sin helhed, i min rygsøjle.

———-

Hun ser på mig og ved, hvad hun vil have mig til at sige,

jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig at sige,

usammenhængende

svømmer jeg væk gennem åndløse ordslyng fra min mund i hendes gab

over minder i skyerne, der vander hvem vi er.

—————

Hvordan kan jeg nogensinde stole på maskulinitetens brøl

der lover ting der måske måske ikke bliver gjort, ikke bliver

andet end nedbøjede grene

fra en bladnøgen stamme, de første

lyster der bevægede verden

var det en mands, var det

maskuline fingre på min gennemsigtighed som var

dit blod min luft, dit hav mit kød, din musik på min scene, jeg brænder

og bliver nægtet adgang, trådt under fode, indtil jeg kan et håndværk, alt

er et håndværk eller et fodarbejde, mine krusninger

i en fast form der forener sig, bliver et med stoffet

hvis uberørtheden tigger længe nok, kan intetheden tigge længe

nok, og ikke forblive i ren mulighed,

mande sig op fra ren modtagelighed, da kan jeg stole

på at manden stopper med at sjippe mig i hovedet.

———-

Skriv. Skriv før bølgerne begraver mig,

skriv skriv skriv, for dit liv, skriv hvid

hed og mørkhed

skriv fordi livet er ligegyldigt, hvis du ikke skriver dig selv

tom hver eneste dag

ikke elsker hver eneste dag

til du gennemblødes af kærlighed og den kærlighed går i knoglerne på dig og de knogler skriver

hviskende at dæmonerne forlader huden

skriv dig renere end vores brud, skriver digteren om

mit suk der trækker utildækkelige spor efter årene, skriv resterne (kan du redde dem, kan du?)

af mine nedbrudte ideer, der skriver

sig selv om, kan ikke få hold

skønt jeg åbner

min bevidsthed mod

deres ophav, ser

de fantaserer om eksistens, skriv

mig om, prøver at samle stykkerne,

hvor end de er faldet fra, min mund

er klædt i din krop, skriv

så vi får åndedræt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Optegnelser over langsomme fødder mod det daglige velbefindende

23. July 2016 af Maria Guldager

Grundet i kærlighed sitrer min hud, jeg må ud og hoppe, toppe, springe frit fra punkt til punkt til udsigten, der samler udviklingen, skrælle lag af friheden indtil jeg ser ligheden, mellem krig og det at have fri, er det kæbernes pres opefter der giver stress, eller er det tungens smæld der siger “jeg vil selv”, Frihedens efterstræbelsesværdige saft er grundet i kærlighedens kraft, der giver forhold et ny udseende, who cares om han vil have mig kold, jeg behøver ham ikke, jeg er

grundet i kærlighed.

Vi sidder. Spiser rester. Husk en klud. Han er et sæde. Han er en rest. Han er en klud. Han tiltrækker fordømmelse, fordi han inderst inde mener, at han fortjener den. At gispe efter luft i en relation er en medalje for en pestilens som ham. Mener han og ødelægger mig med sin blødhed; jeg har også gode venner. Men vi har sjældent brug for hinanden på samme tid, telefonen bliver ikke taget, hilsenen bliver ikke sendt.

Skyggen i deres ansigt, den dagaktive grå fugl i baggrunden, rytmen med hvilken de taler, kryber sig ind under min hud, jeg vender mig mod fuglen, der er fjern fra kedsommelighed og slæbende år, det er ikke en

men flere timer

man skal være sammen, for at relationen bliver accepteret som meningsfuld. For stor forskel i erfaringer er en løber der ikke tåler distancen, en bokser der slår hårdere end han kan,  ”Bliv lidt længere”, beder vennen mig, denne krænkende ven, venner der hellere vil holde min arm, end at lade livet udfolde sig, det svier. I min mave når jeg lader dem gå gennem mig, jeg må hjem, “det er som om du ikke ved, hvad du vil, Maria”, reagerer vennen som en mur der skubber tilbage, når jeg insisterer på at gå igennem den, jeg nikker og mumler, at det er derfor, jeg må videre, vennen er døv som jorden og hører ikke

længslen der yngler og giver sig til kende som en flamme henover asfalten, jeg er nødt til at følge efter.

Aktiviteter, vi fødes ind i dem, oplæres i at planlægge dem, nødes til at vælge dem, hvor skal jeg være nu, hvad skal jeg gøre nu, spørger vi i fritid og arbejdstid, jeg går ingen steder

istedet brænder det mig under fødderne, vennen graver i sin egen jord og i en vanemæssig bevægelse hjælper jeg til

indtil jeg trættes, og det er ikke pænt eller nemt at sige: “jeg er træt, ikke fysisk, men åndeligt fordi du er så fuld af jord der skal graves i” og det er svært at afholde mig fra at gå i seng med de mænd, der serveres for mig, for vi lever jo så kort og det føles jo godt, selvom både indvending et og indvending to, alligevel værner jeg om min krop, jeg ved den er nærtagende, og i en fremmeds vind farer min stemme væk fra min krop, jeg er i en fremmeds magt, en fremmed der kalder sig ven, men ikke kender

sig selv, han er så klog, han er så krop

han vibrerer af lyst til mig, han ved ikke

hvem jeg er, men vibrationerne overtaler ham, blødhed

på en ophøjet og højtsvævende facon, blødhed

i hænderne og armhulerne, det er i bytte

for hans viden at jeg lader mig selv gå.

Det er i mit væsens essens at forlade forholdet uden at sige farvel, jeg fortæller aldrig at jeg går, for rammer min hornede overvejelse først en genoptagen af kontakten, indser jeg, at jeg for længst er gået.

Det er en mode- instagram-mode- at have været igennem “fucking shit”, begære et muskelbundt eller en guitarspiller, bare han er på hash og har en farlig hund, det er på mode at sige: “det er jo bare hash han ryger”, og sænke barren drastisk for hvad en mand må byde på af omsorgssvigt, på mode at leve “fuckable” med tatoveringer bundet om prinsessedrømme, mit shit. Vil hellere vaskes af fyldte nådeskyer, jeg vil hellere vise min mave uden tusser, lade mine hænder glide op af mavens sider og til op over hovedet, udbryde hellige ord, stille mig under nedbøren, klatre op til der hvor smilet gøres bredere, hvor maven er i ro, hvor mine sider får deres ret, springe ud og lande på mine knæ, fordi jeg ikke forestiller at kunne opfylde et eneste jobopslag, jeg kan bare vende håndfladerne opad og lade himlens ører dryppe

barmhjertighed

ned over mig.

Det er ikke på mode, men det er min eneste måde: mere renhed, mere hellighed, mere intimitet, mindre venskab, mere alenetid, fra mit dyb. Breder sig ringe, jeg køber noget kærlighed til en ny veninde, i håbet om at rekruttere hende, en bedre veninde, en slags jeg har lyst til at se, for ‘jeg kan ikke være alene med alting’, som der prædikes, jeg sætter mig forrest i kirken. Det er en vane, jeg har fået, det er undertiden sjældent den samme kirke, jeg bryder mig ikke om måden, jeg triumferende slår rødder på, det spænder mig ud fra top til tå at have fødder plantet og armene udstrakte i iver, der er ingen plads til min maves velbefindende, jeg sætter mig noget nær forrest for ikke at støde ind i kirkens sædvanlige slæng, som altid rotter sig sammen bagerst og på de en til to forreste rækker hvis det er en frikirke. Sætter mig på række tre eller fire, altid lidt spændt på om jeg på bibelsk vis bliver bedt om at sætte mig ned bag i, jeg begynder at læse bibelvers i tilfældig rækkefølge, hvis der er en salmebog, og hvis ikke går jeg på Tinder, kun for at opdage hvor upassende en aktivitet jeg har gang i, når en dame fra rækken bagved prikker mig på skulderen og vil ønske “god søndag”, hvis det er en folkekirke og “high five” hvis det er en frikirke. Under prædiken beslutter jeg mig for at gå hjem og rydde op. Holde selvhævdelse op og spørge: “har jeg brug for den her?” og så fremdeles med alt i mig, der ikke direkte relaterer til Gud. Det kræver bare at man ved lidt om hvem man er; præsten siger, vi må finde vores identitet i Gud, det han siger fortoner sig i mine egne tankers mangefacetterede skær. Næste gang jeg skal vælge noget afsløres mine for mig ukendte tanker; den jord jeg har plantet alting i. Under prædiken tager jeg et skridt videre, jeg må stoppe med at date, det har sådan set aldrig gavnet nogle, at jeg har datet. Præsten prøver at vække os, ligesom poesien gør, men det er som om, jeg ikke kan tage imod hans budskab og det har ikke at gøre med hans køn, for nogen gange er præsten en smuk kvinde med rødlige lag over læberne, og et skjoldet brunt lag over huden, fra hvilke hun forkynder samme bud:

Du skal elske. Og ikke lade dig friste. “Men hvad med mine venner”, får jeg lyst at spørge, “kan de ikke blive for meget, så man må forlade dem?” Det er noget helt andet end emnet for i dag, jeg ved det godt, jeg er noget helt andet end emnet for hver dag. Mine livs knuder behandles ikke fra talerstolen- jeg kan tage, det de siger, og bruge ind i min sammenhæng, men det har førhen haft uheldige følger, netop som et malet ansigt, fra hvilket gode samtaler nok blev ført, men som holdt sammen på et smertefortrukkent sind, en blank flade uden expression, højst ville det synge i hovedet med teologiske ord, men en sang der blev spillet uden at blive hørt. Himlen når jorden, hjemme behøver jeg en lur, jeg glemmer ikke hvad, men jeg glemmer akkurat hvorfor, jeg ville rydde ud, og mens jeg ligger udstrakt i en seng, drætter menneskers problemer ned i mit bryst, en ordløs smerte brænder sig ind i mit sind, slår sig ned ved siden af skyldfølelsen, de er ikke til at skille ad, medfølelsen og skyldfølelsen, men solen går op over følelsen og ned over følelsen og roen synker ind, mens jeg brænder op i min indre flamme, starter med at sortere, fortaber mig i dufte og lyde og andre fristelser, det pulserende blod dæmmer op for mere fuglefløjt, hvordan kan jeg afvise den blå himmel over mine hjul, mens jeg ingen indgang finder til min plan, hvorfor have en plan, der vokser med hvert strejf af den kolde vind mod mine sætninger der ikke ved hvordan, de skal fortsætte, men ikke tvivler på deres rækkevidde. Hvordan mødes den afsindigt vågne sorteringstrang og et vildnis af  sammenkædede fristelser på anden måde end ved vandrende tanker, der finder sin betydning som en brusende flod over min krop, nyt vand, ny indre landing, mens de reciterende gråspurve samles på plænen med stykker af brød, der lige så godt kunne være til mågerne, hvis de havde set lidt venligere ud.

Mekaniske bevægelser langs fortovskanten, et ansigt der prøver at smile men forbliver halvvejs bag kontrollens gitter, en retning der sliber imod min, gråd i stemmen, glansløse øjne, der grådigt spiser af græs, fortov, sine sko, lejlighedvist himmel, kommentarer der borer sig ind

i min krop, jeg krakelerer lidt for hvert åndedræt, som jeg går arm i arm med hende, lidt frem lidt tilbage, dagene skifter farve, jeg bliver alene, uden pejlepunkter, følger bare tvivlens tempo, tilhører mig selv eller dette bedøvende skyggerige, jeg foretrækker

at se ham ind i øjnene og sige: jeg er dit afkom

af dig kom jeg

jeg, dit afkom

jeg kom af dig

hans hardwiring vender

ikke.

Familien spredes og bliver borte, bristepunktet slår ind over mig med en mægtig bølges overbevisningskraft, og jeg kan kun lade håbet erodere eller evakuere i et lukket hjerte ovre på den anden bred.

Himlen er grå som værtshuset og fanget i fællesskabets kærlighed og arbejdsomhed er det svært at forestille sig gråheden fordrive. Skødesløse stamgæster med flænsede hjerter klistrer til de hårde stole.

Luften udenfor menneskesamfundet giver plads til mesterligt udførte tanker, falske og ligegyldige tanker løber mig i møde, når jeg kommer indenfor i et hus, i et fællesskab, vil uforstandigheden nogensinde leve op til den midlertidighed, jeg håber på? Eller er gråheden permanent?

Overanstrengte relationer og en datingapp, der er gået helt i stykker. Min mor spiser sig til et hul i maven, det er som om alt hvad hun spiser bliver i hende, men snare end at fylde hende, udhuler det, hun har mindre og mindre at sige, som om maden punkterer hendes ord, hendes forsvarsværker, og når hun endelig fremstammer noget, fx når hun forklarer mig, at det er fordi hun elsker mig, at hun klistrer sin krop så tæt op af min, så presses tårer ud gennem overfladen som har hun det på lager i hinder ved øjnene, klar til at blive spyttet ud når det skulle det. Jeg nødlander i erindringen om, at jeg er mere end denne krop, mere end denne ånd. Spejlet er fyldt med flager, når jeg kigger ind i det, jeg beslutter mig for

at glatte ud, lige indtil natten lister sig ind på mit centrum og overdøver behovet for anerkendelse.

En afgrund stirrer ind i

min forside, mens min ryg læner sig op af den regn, der pisker mod den, på den måde holder jeg mig oprejst nu og nu og nu, jeg slynger øjeblikket om mig, for at finde et tørt kram, et sted under mig

er tiden væltet omkuld, den lader mig gentage gentage frafald og omvendelser, mens tvivl og tro forsvinder ind i klodens centrum

der viser sig at være

placeret under mine fødder.

Behandleren tager fat om mit bryst med sin overarm: “Der kommer et lille løft, prøv at slap af”. Jeg forsøger at trække vejret så lidt anspændt som muligt, han løsner noget, det gør godt og langsomt fatter mit kranium tillid til ham, og jeg giver mig helt hen i hans greb, jeg er et støvfnug, han er den fygende sne, men jeg stejler brat,

idet han beder mig leve anderledes. Bare lidt, Maria. Han er enig med præsten, det er ikke fordi der er noget galt med dig. Bare stop med. Og start så med.

En lugt af et ildsted, lyden af en gårytme, tonen om, at “nu” bliver til “engang”, morgensolens forenede stråler, der rammer op ad væggen hvor sengen jeg stille sidder og smerter på, står, jeg giver slip på hendes arm, vikler mig ind i frihedsrusen, lader mig føre af ubekendte tanker, der alle som en er rundet af en dårlig samvittighed, jeg lære. At tilgive, som jeg selv er blevet tilgivet eller ignorere, som jeg selv er blevet ignoreret. I et uventet cykeluheld

Der mangler steder i dine tekster, forklarer den andens mening mig, men der er ingen, svarer jeg, ingen steder der tillader mig, at vide hvor jeg er.

Lejlighedsvist er rejsen til fods slet ikke trættende, gangarten kan være så let og dansende at jeg krøller mig sammen af grin og bemærker at jeg griner og bemærker, at jeg griner for sjældent, og at jeg ikke vil have et liv, hvor jeg griner så sjældent, lyden af mine egne skridt, lyden af mine drømme pifte, lyden af mine tænder der knaser rundt om mad, der giver mig tryghed i små mundrette stænk, nu hvor jeg har givet tæppet af relationer væk, et stød af varme, var det det præsten mente? Drop det du finder fundament i, hvis ikke det er Gud. Havde han bare uddybet hvad, det vil sige, at have sit fundament i Gud, jeg tvivler sådan set ikke på Gud, men på mit Gudsforhold, jeg kan ikke mærke det, ikke se det, højst opdigte det mens jeg trasker afsted i min søgen efter stilhed og renselse, jeg søger rettere åbenbaringer gennem det blanke fantasivand end svar fra det grumsede videnshav, for er det overhovedet interessant, om jeg tilhører naturen eller den jeg, vil jeg ikke stadig opleve delvist at høre til og ikke at høre den, at være en del af og være delt af den? Intuition tager så ofte fejl. Fakta tager så ofte fejl.

Forfaldet der fortsætter skridt for skridt, logrer efter end den ukendte tankes begær. Tvivlen bliver til beslutsomhed i mit eget selskab som en mørk asfalteret vej, der gløder af indestænkthed, en mørk himmel der tynger kroppene nedefter med en fortiende stemme, en mørk skov der lammer sine beundrere og strør bladene til det pusler og ryster og hvirvler op en susende stilhed.

Dem der er ansat til at afvise mig, er ansat af et tilsyn der er ansat til at begrænse menneskets potentiale, de kalder det meningen. Sløvt men stødt går degenerationen i gang. Jeg vasker mig efterhånden kun hver anden dag, snart er det kun engang i ugen, jeg har ikke rettet mig ind i nogen bolig, jeg lever ud af en netto pose eller hvor nu mit tøj har lagt sig, jeg spiser af tilfældigheden, min datingapp er stadig i stykker og viser mænd på niveau med en lus, jeg har bare brug for at komme væk, fra al virketrang, eller alle forbindelser, ansvar, penge, jeg må blive en ensom kontemplativ omstrejfer, med et navn så åbent, at enhver kan bruge det til det, han vil. Jeg stopper op.

Tanken er for stor til bevægelsen. Hvilket er bizart, når man tænker over det: samme stille stand jeg tænker størst i, er den vi dør i, stopper al tankevirksomhed i, for at flytte ind i graven hvor indretning er en udretning, og dog er denne stående stand bare et mellemrum som står jeg på tærsklen til nye relationer.

Tanken omhandler først et fortidsobjekt: et jeg der vil glemme sig selv, jeg husker at have den trang i knoglerne og måske har jeg det stadig, for det, jeg hader ved vennen er dennes hårdt optegnede grænser, som jeg ikke må gå over, jeg står så stille jeg kan og mærker alt i mig bevæge sig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

At vække passiviteten

14. July 2016 af Maria Guldager

(Findes oplæst på Vimeo)

“Mellemrummet er et, vi alle finder nødvendigt” siger chefen for det hele, og jeg er i tvivl om ‘mellemrummet’ er et velkendt kommunalt begreb eller om han er filosofisk et øjeblik og vi hver må have hver vores tolkning af det potentiale han henviser til; kunne et mellemrum være afstanden mellem mig og andre, kan et mellemrum være en blok af tiden, der hverken kommer før eller efter, men står lige mellem og stopper progression, bare for en tid, men en tid der ikke går fremad og dermed ikke kan måles, og derved er udelukkende subjektivt, kun virkelig for den enkeltes bevidsthed som et indre rum der koordinerer alle ydre rum, så det ydre rum kan give mening for den, der træder ind i det, så den der træder ind i rummet, kan træde ind meningsfuldt og med respekt for både tid og sted uden at lade sig styre, for ikke at sige omstyre, heraf. Men dagsordenen tillader ikke debat, eller er det bare luften herinde, der gør at vi bøjer os for hans argumenter, på samme bøjelige måde som når jeg kender en mands sygdomshistorik indenfor de første 30 minutter vi har kendt hinanden, og ingen lyd giver af mig, men blot giver mit kendskab og når jeg konfronteres 5 år ind i relationen med hvorfor jeg først da fortæller, at jeg har lidt af kronisk hovedpine i 10 år, og har adskillige skader i knæ, hofte og nakke, falder jeg ind i en bue, en optur ovenover nedturen, jeg mener at det hele er fint, at jeg slet ikke har behov sådan at udbasunere mine fysiske knæk. Problemet er ikke at finde en mand, tænker jeg, men at en mand finder mig.

Jeg giver stilheden et hjem, vil du spise med igen i aften, og kan du medbringe din musik?

Mit hoved bevæger sig til stilhedens rytmer, åndedræt på repeat i små fine cirkler, vi spiser afholdenhed med glasur.

Døden er lige så stille som et ur uden visere, mens livets cyklus larmer, bevægelser jeg har inviteret, imiteret, men kun sjældent initieret

for jeg er ikke et særtilfælde, jeg er endnu en der skal samme vej, endnu en der lever i fællesskabets trældom og i evig længsel efter ensomhedens ro.

Beskederne tikker ind, han sender billeder af sin mad, hver uge, siger han, spiser familien sammen, jeg siger at han er den mest almindelige mand jeg kender, han ler lidt og jeg hører mig selv sige: “jeg mener ikke kedelig”, men det er nøjagtig det, jeg mener.

Manden forklarer at han desværre ikke kan nu på fredag. Der kommer gæster fra Jylland. Nej, heller ikke næste weekend, forklarer han, for der pakker de bilen og tager til Jylland. Så bliver det efterårsferie, og der tager vi i sommerhuset. Weekenden efter, lad mig lige se, Birgitte, råber han med høj røst, en ukoncentreret stemme fra langt væk svarer ham, nå, hun har ikke lige tid, nej men jeg mener bare det er der naboen holder sølvbryllup, så der skal vi tidlig op og så er der fest om aftenen. Så må vi lidt længere frem i kalenderen, hva, haha, jo jo sådan er det jo, ja der er planer nok at tage af, haha, ja men så hedder det 27. & 28., men se der får vi to hold gæster, først fra Jylland, og så naboen, og weekenden efter er det den årlige fest på Birgittes side, ja vi ser dem ikke så ofte, men et par gange i året så flyver de ind fra Bornholm, så vi må over i december måned, for at kunne mødes, ja første weekend er jo der mormor og morfar kommer til æbleskiver, de bliver selvfølgelig ikke til om søndagen, så der kunne vi jo, nej vent, min søn har en fodboldafslutning, det er nærmest hele søndag, og weekenden efter er vi hos mine forældre, så vi er vel ved at skulle ind i det nye år, hvad siger du til det? Hallo? Hallooo?

—-

“Det er bare fordi du sagde, at du blev hurtigt forelsket, og nu har vi set hinanden i fire måneder og du ved stadig ikke helt? Jeg kan ærligt talt ikke holde dampen oppe, hvis jeg ikke snart får kærlige ord, bare lidt ros indimellem, Maria!” Han har ret. Han er nok den første mand nogensinde, jeg ikke er blevet hovedkulds forelsket i, han er farveløs og har ikke en eneste egenskab jeg beundrer eller som inspirerer min egen måde at være i livet på. Findes der nogen undskyldning for at have levet i forestillingen om, at han var min billet ind i almindeligheden?  Hvad der imidlertid tager sig ud som en slet side af forholdet til mine samtidige, en mislyd i tonen om respekt for næsten, en man ikke har kunnet høre indtil nu, fordi jeg forpint har opretholdt en diskretion af mit indre, viser sig at være et særtilfælde for godt nok har han kedet mig, og jeg ikke sagt fra, men i sin dom må man medtage den faktor, at jeg ikke ved hvad kærlighed er. Hvis man ikke ved det, hvordan kan man da være skyldig i ikke at udøve den? Hvordan kan en betingelse for at være integritetsfuld, være at ville det gode så det udadtil får syn af et helt bestemt scenarie, endog helt bestemte sætninger i min mund?

Således bevæger jeg mig igennem dybderne, det ligner jeg holder for rødt, men jeg padler, bare langsomt, jeg laver noget, bare ikke det, man vil have mig til. Dybtliggende svigt i kroppe, der tvunget som de er, gør dem hårde som det bur, de sidder i. hvis jeg havde været en mand, ja den sang, præcis den feministiske sang om kvindens lavere stilling. Der er gået en mand tabt i mig men var han der, ville han blive beundret, endda idoliseret, jeg havde kunne fatte mig kort og uinteressant, præcis som arbejdsmarkedet ønsker det, ja de ville klappe i deres hænder over en så charmerende mand, der er så ansvarlig for sit ansigt, så fuld af handling, autoritet og nye påfund, men jeg har født børn og forlænget mit maveskind, forlænget mit CV med strækmærker så afskyvækkende for arbejdsmarkedet som fælleskontor er for den effektive medarbejder, men det er ikke den sang, ikke en sang om at være singlemor med børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, nej det er sangen om at være i en krop, der er mindre attraktive på arbejdsmarkedet, i hvert fald indenfor det sociale fagområde der er mit. Er det mit? Det er måske så meget sagt. Det er et man har prøvet at lære mig op i, men -præcis her får vi en prøve på problemet. Mænd er indbildske nok til, at give udseende af at eje et fag/felt. Deres instinkter taler deres klare sprog: de har brug for nogen, der adlyder deres betydningsfulde ord, og mænd holder ikke deres følelser ansvarlige for noget, til gengæld er der et element af tvang i deres forslag, og med den metode opnår de resultater, mens jeg padler langsomt, ser på fisk og nuancerne af de røde lys, i netto støder ind mand i mig, jeg tror ikke det er med vilje, indtil han siger mit navn og: “vi har skrevet sammen på Tinder”. Jeg bliver flow. Ikke fordi jeg har skrevet med ham på Tinder, men fordi jeg står med kurven fuld af lutter chokolade og i hænderne har en med nødder og en med lakrids, som jeg prøver at vælge imellem. Jeg lægger begge i kurven, og henslynger uden videre at det er “til børnene” som det viser sig, er første gang han hører om, jeg kan godt huske ham. Jeg likede ham fordi han havde jo på den skole, som jeg ville ansættes på, men jeg holdt op med at skrive til ham, da han i en bisætning skrev, at han ikke var en del af ansættelsesudvalget, hvilket jeg havde syntes var en absurd kommentar! Som om jeg kun likede ham, fordi jeg håbede, han kunne få mig steder hen, hvilket jeg måske nok gjorde ubevidst, men da ikke bevidst. Nu står vi i netto, han med sine mørke krøller og let krummede ryg, en ternet skjorte og kun med økologiske grøntsager i kurven. “Men så må du hilse børnene”, siger han og venter et øjeblik som for at se om jeg læner mig ind i et kram, det sidste jeg har lyst til, derpå går han over til vinen, måske øl. Som om jeg vil hilse mine børn fra en gut jeg har skrevet med en måske to aftner og som jeg aldrig skal se igen, pånær måske i netto.

Han siger, han kan læse en afbrudt opmærksomhed i mine tekster. Skuffelsen over at han ikke kan sige noget om mig som jeg ikke ved, får mig til at indse, at jeg tror mine tekster er clairvoriante. Jeg rejser langt væk for at finde nye muligheder, men jeg møder bare nye udfordringer, eller faktisk old gamle udfordringer, jeg må først modernisere et helt kontinent før jeg kan forvente, at møde nye muligheder, nye ansigter i mig selv, nye døråbninger, nyt menneske igennem døren, ud af døren og frem i verden, nyt menneske i en gammel tid, ingen dør for sig selv.

Det er blevet så sent nu, at det er lige vidt hvornår jeg kravler i seng. Projekterne overtager hinanden som et rytmisk åndedræt der holder mig i live, uden at jeg giver det omtanke, lige så let som den næste indånding starter, lige så let indlader jeg mig med nye ideer og på en udånding falder der en stille regn af blod indeni mig, som er jeg på vej ud af mig selv, sindsbevægelser der lader mig mærke at min praksis er essentiel, at jeg hver dag må sætte mig selv sammen for ikke at ryge ud, for ikke kun at være mine dele men også være mit hele, for ikke kun at være skyer der driver langsommeligt og ind og ud tilfældige formationer men også den vældige himmel, hvor intetsigende den synes at være, kun opretholdt af tro og den bønspraksis, jeg heller ikke engagerer mig i, hvis jeg integrerer mig selv hver eneste dag, sløv og ubrugelig vågner jeg, og må på sin vis starte forfra som man må starte forfra i med ethvert menneske i nye relationer, her er jeg, her er du, i relationen til mig selv må jeg også bære over med, bære mig selv over og tilbage ind, der hvor blodet hører til, fordelt ud, i pauser, i rum, i hele kroppen, i bevidstheden om hele kroppen, pausen, rummet, rytmen, skyen, himlen, relationen, bønnen.

Ændringer i mine bevægelser giver ændringer i mine erfaringer

jeg troede jeg havde ændret mig

ved at bevæge mig anderledes

men her står jeg igen med en mand

der ikke aner hvem jeg er, ikke aner

hvad jeg prøver at vise ham og hvad værre er

jeg prøver at vise ham noget

jeg er blevet til chefen igen:

strategien til en skilsmisse

og her står jeg atter med en mand, fordi jeg tror

store skatte kan gemme sig

dybt inde

men jeg er den eneste, der er dybt inde og hvad nytter skatten så.

Mit liv er en lang pause

prøver jeg, men nej, pausen er fravær

ikke liv, pausen er ønsket om handling, pausen

før næste udånding, pause lige filmen, så jeg kan leve

imens du indlever dig, og gør indlevelsen i filmen

til dit rum mellem virkelighed og fantasi

gør dit ord til liv for mig, beder jeg.

men ordet kolliderer med min verden

med min krop der er revet i stykker af ondskab

styk mig sammen, skab

et fravær, en pause fra dette selv

der snare tager bestik af dyret end af Gud

ingen dør for sig selv, om du pauser, pauser du for Gud

om du trevler, trevles du for Gud,

menneskeheden kommer til kort

korte pauser

mellem tankerne og der findes fravær

det vil sige ro og nærvær

og livet for Guds nådige ansigt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Kropsterapi

8. July 2016 af Maria Guldager

Som var de bange for at få min nedre urskov i hovedet, venter de på, jeg har vendt mig om og væk fra dem, venter med at passere for selv at finde en skabsplads, tage tøjet af og lægge det i skabet med elastiknøglen og derpå strutte rundt nøgen, indtil svømmetøjet er kommet på. Vi er vant til nøgenhed her, det er tydeligt, men vi omgås de nøgne kvindekroppe med særlige tavse regler, og jeg taber min nøgle samme sted hvor to fødder er plantet, nøglen ligger lige imellem to ben, hun har ikke bemærket mit tab, og jeg går i gang med at skabe kontakt til den nøgne krop, uden at se på den, det er imod reglerne, ingen øjen-til-krop-kontakt, øjenkontakt er at foretrække, men vi undgår den helst, jeg ender med at vente til kroppen er gået, så kan jeg bukke mig uden at genere andres billede af en krop, når jeg bukker mig efter nøglen og mit maveskind hilser på det våde gulv, men uanset hvilke dele der slasker og hvilke dele der er strammet op, er jeg privat med tøj på og uden tøj en offentlig genstand, der bør tænke særligt over hvordan den begår sig, jeg er ikke sur, jeg er bare en krop der ikke ignorerer sig selv, men ignorant lader sig ignorere af andre kroppe.

Jeg læser og skriver uden andet lys end fra computerskærmen, jeg ved det er ødelæggende, jeg ved, det slider mine allerede uskarpe øjne, men samtidig tænker jeg, at man i gamle dage sikkert klarede sig fint uden lys, og desuden er dit øje klart, er hele dit legeme lys, så jeg skruer op for mit legeme ved at se klart.

Er der noget i vejen for, at jeg bliver her lidt længere? I uvisheden, i nakkesmerterne, i hofteproblemerne, jeg har ingen, ser du, andre steder at gå hen med mig selv.

“Hun holder noget tilbage” siger guruen. “Ja det er tydeligt”, siger assistenten og tager noter, om hvad ved jeg ikke, jeg ligger på gulvet krampagtigt i en stilling, guruen snor mig ud og med hænderne om min mave og blikket mod mit bækken siger han: “du skal ikke være bange, ikke være bange”. Atter bliver jeg sat i en ny stilling. “Kør op og ned, bryst lige over tommelfingre” Jeg aner ikke om jeg er oppe eller nede, aner ikke hvordan jeg kommer ud, alt gør ondt, jeg kører langsomt og svedperlende ned, men sidder fast, kan ikke få mig selv op: “Hun holder alle sine spændinger i nakke, alle!” siger guruen til assistenten, der har lagt sig selv ind under mig og effektivt men smertefuldt får mig lirket op og ud: “ja kroppen forstår ikke sig selv i dit tilfælde” svarer assistenten.

Ikke en, ikke to, ikke tre, men alle

lakridserne spiser jeg og det er ikke fordi jeg ikke kan lade være, jeg har bare besluttet mig for, at det er i orden at være en anelse hedonistisk hver aften. Engang var jeg clean, helt ren, ingen sukker. Det var en lang periode, og i den periode malede jeg med en bred pensel, når jeg skulle forklare hvor vanedannende sukker er. Narkotika, hører du, det rene narkotika, du kan slet ikke forestille dig hvor afhængig, jeg engang har været. I min rene periode gik jeg op i, at fortælle hvor dræbende sukker er, og i min denne mere løsslupne periode går jeg mere op i at sige, at vi jo alle sammen har laster, og at min bare smager rigtig godt. Det virker barnligt, siger du, og forstår min nyvundne sukkertrang som et tilbagefald til da jeg som barn åd mig en mave på, men det er ikke det samme, i dag er et godt glas rødvin bare bedre med et stykke chokolade eller en skål til, og det er da voksent, rødvin, og skåle, og det er derfor jeg nævner det selvom ingen af delene er nogle jeg tager i anvendelse, det er mere direkte fra posen-systemet. Hvad med dit helbred, siger du, og spørger mig om jeg pludselig er blevet ligeglad med konsekvenserne for min sundhed, men hvorfor lægge mere vægt på sundhed end på lyst, spørger jeg tilbage. Lyst der undertrykkes bliver også til sygdom, sætter sig i solar plexus hvor potentialet for al velvære også sidder. Jeg finder bare på det, fordi jeg ikke er klar til sukkerafvænning, men det lyder klogt nok til en selvhjælpsbog.

Selv tak

tak selv

for jeg er dit selv

eller er jeg mig selv

eller dig selv

hvem er jeg

selv

uden en andens mening

i min hals

er jeg virkelig fri

af tanken

om et fængsel

af kød og blod.

Hun vikler halstørklædet om sin hals, snor halsen om sit tørklæde, jeg kan ikke finde hendes hoved, men hører det, som vi står og snakker, som hun står og svajer i vinden, snart farer rundt i vinden med sandkorns tilfældige retning. Jeg hører kun halvt efter. Ligesom i folkeskolen, et halvt hoved, et enkelt øre, en halv bevidsthed fordi jeg ikke hørte hvordan, man deler den i mindre.

Jeg troede vi kunne være begge dele. Både venner og lærer elev. Det vil ikke hænge sammen, siger du og jeg føler jeg ikke hænger sammen, jeg tvivler med et på mennesket, hænger mennesket sammen eller er spredt ud i roller og aldrig et helt menneske? Spørger tvivlen. Jeg ser mig selv i dens øjne, vi kigger væk, for at åndedrættet skal fortsætte, for at dagen skal blive til en næste, for at blomsterne købes tid, vi er her endnu, lidt endnu, voksende børn med tunger der kan sætte en stopper for både afmagt og helhed.

Hun ser ind i mit blik som var det et skridt. Kortvarigt, fordi det ellers bliver enten ækelt eller seksuelt og ingen af delene ønsker hun. Jeg får lyst til at spørge hende og jeg er også næsten lige ved det, spørge hende, om jeg ser godt ud, for det har jeg tænkt på, ser jeg godt ud? Jeg har lagt makeup på hylden og står med den bare ansigtshud og hår foran hende, jeg ved ikke rigtigt hvordan, jeg får spurgt. Spørgsmålet kan misforstås, som et jeg slet ikke vil have svar på, men jeg  V I L have svar. Objektivt set: er jeg smuk? Bare for at vide det. Så har jeg noget arbejde med. Hvis ikke jeg er smuk, må jeg ofre de penge på en frisør, en kosmetolog og en tøjbutik. Hvis jeg allerede er vældig smuk, så vil balladen i mit hovede stoppe, og vil sende min energi andre steder hen. Men jeg er nødt til at blive eller allerede være smuk. Der er ingen andre muligheder. Det uskønne er et fængsel, og jeg har ikke gjort noget forkert. (Siges til spejlet, 2 gange om dagen, skyld-kur).

Han har lavet en manual med sine profilbilleder. På første billede er han glad og gerne. På næste er han nøgen, derefter sidder han på sengen og tager tøj på.

Jeg klamrer mig til frygten som var den min eneste medicin mod sygdommen. Det anstrengte forhold til mig selv viser sig i min taknemmelighed over, at han vil være i stue med mig. Vil du virkelig?

Det er ved at se ind i øjnene på mit spejlbillede, at det går op for mig for selvoptaget jeg er. Jeg bekymrer mig ikke engang for spejlbilledet, kun mig.

Jeg hører lyden af knuste knogler, i profilteksten: “hvis du bidrager i forholdet, får du også igen”, selvom det er indsigtsfuldt for en mand at stave til, og digte frem fra sit indre sikkert på baggrund af mange forliste kvindebekendtskaber. Arme kvindeknogler.

Med mine unge hænder trykker jeg mod hendes gamle krop, der tænker: “hvornår er hun færdig”, samtidig med at mine hænder tænker: “ikke endnu, lidt mere, lidt dybere”.

Generthed er et stof jeg er lavet af. Jeg har malet meget ovenpå, siden jeg blev lavet, men baggrunden er genert. Jeg hader baggrunden, men kan ikke leve uden, det er særlig tavs regl, man lever ikke uden en baggrund. Jeg bliver ikke præsenteret og det hele er sært dagen igennem, jeg kan ikke gå over og præsentere mig nu, efter at have været i hans selskab hele dagen, er jeg overhovedet præsentabel og hvad vil han mene om min præstation, jeg tør da godt, men jeg er her ikke helt, jeg er i genertheden, i baggrunden af mig selv, ved siden af de andre der har udlevet deres potentiale i højere grad end jeg, der endnu sveder i hænderne og desperat spejder efter et smil at smelte ind i.

Alene

angsten

alene

angsten

alene

glæden

alene

selvberoenheden

alene

lykken

lykken alene

er ikke lykke

selvberoenhed er glæde

hvis jeg er sammen

hvis jeg er et man.

Mening i en hals der har en bagside og det er nakken.

Jeg vasker mine tænder i sukker, for jeg har kun hørt halvt efter.

Jeg klemmer en sidste tåre ud over, at jeg ikke er anerkendt som poet. Og så fortsætter jeg tilværelsen som ikke anerkendt poet.

Det er som om, jeg ikke kan få mit ansigt nok frem i dag. Jeg tjekker ankomst på facebook fra laptoppen, og tjekker så telefonen, havner på facebook og føler jeg har tre ansigter selvom jeg stirrer ind i det samme.

Og så skriver vi frem og tilbage du og jeg, dine opslag, mine ansøgninger og så skriver livet om jeg kan lege, jeg skriver lige til dig for at høre, men der kommer ikke svar før svarfristen, jeg melder mig ud vores relation for at få fri, men der er ingen fri uden vores relation, her går jeg og sulter og bliver nødt til at skrive frem og tilbage med dig igen. “Vi søger”. “Jeg kan tilbyde”. Jeg lægger mig og krammer ensomheden, holder hende om taljen, det skvalper lidt men jeg er altelskende,

Vi leger med musklerne, alle taber vi mig på gulvet, hvor det flyder med tanker, der ikke lader sig sortere eller tæmme og så starter hun sangen:

‘Mit barn vi har delt dig i to, jeg våger over dig, men du kan ikke finde ro..’

En krop der ligger i to dele. Jeg tager fat med begge, hiver og presser, intet sker, jeg afklæder kroppen og mig selv, jeg mærker en puls, men den forsvinder når tøjet kommer på igen. Kun afklædt lever kroppen, og jeg gifter mig med den for at forsikre den om, at den kan være hel, her hos mig. Kroppen ænser slet ikke skilsmissen, for den har tøj på, og er allerede skilt, siger den og jeg overvejer at vande den med dårlig samvittighed så den ætser op. Så kan jeg endelig gå mine egne veje. Nej, hyler mit afkom. Jeg hiver og presser og afklæder, hiver og presser og afklæder midt i den pulserende fragmenterede by.

“Det kommer an på din person”, siger receptionisten der lige har tilbudt mig et arbejde. Her er den: situationen jeg har ventet på i årtusinder. At det skal komme an på hvem jeg er, mere end hvad jeg kan. Jeg vil råbe: “MIN PERSON ER FANTASTISK”, men jeg møder hende med et halvt ansigt og en bevidsthed krympet sammen i kindernes indespærrede gitter, mens min krop står tung og overflødig, som var den på prøvetilladelse, som var den måske måske ikke min.

Min krop min krop, hvorfor har du forladt mig?

Jeg skal ud af døren, men døren vil ikke tage imod mig, jeg sidder fast i åbningen eller er det lukningen, min personlighed modvirkes, afvises af immunforsvaret, det får mig til, holde igen med hele kroppen, følelsen af  ikke at være velkommen indenfor, vide at man ER velkommen indenfor, men ikke føle det, føle sig resistent overfor det, der får de andre til at støde mig af, til at gå udenom eller bagom i en baggård med deres bagtanker om min bagside eller er jeg en stor forside uden sider med tekst, for hvis der skulle stå noget ville det være andres ord, her er en lejr, her er en anden lejr, og dette er min bagside eller skal vi blive ved forsiden, hvor dybt vil du ind, du svarer ikke for jeg taler over dit hoved, der langsomt svinger sig selv frem og tilbage, hvilket i nogle kulturer betyder ja, andre måske.

Arbejdsmarkedet afbryder kunstneren og spørger, om det også kan siges på en anden måde, kan du sige det i tal, kan du udfylde det i et excelark, kan du referere til din nærmeste leder om det, er du indstillet til, er du uddannet til, er du beredt til, er du udmærket til, er du velkommen til, er du svinet til, er du virkelig til, så sæt kryds i boksen, hvis du er en robot, gå til side tre, er du brændende for området, spørger de og beder om al min varme, så ingen i institutionen fryser, jeg ligner en radiator til samtalen og en fyldt fryser til afvisningen.

Hendes tårer er så lange og klare, og jeg beder hende huske, at det slet ikke er ønskeligt at børn er upåvirkede, og at skam ikke hjælper på noget. Hvor jeg ved det fra? Det er erfaringer jeg har lånt, ligesom jeg har lånt livet, lånt mit navn,  ligesom banken har lånt mig penge, lån jeg enten er skyldige for eller gode for. Hun synger videre og vi føler det, vi nu føler og ved vi ikke er det, vi føler, og at følelsen af overhovedet at være nogen, kan vise sig at være et røgslør; vi ved ikke for hvad, men det har ingen krop og ingen ånde i sig selv, som et monetært system, der truer med at gasse sine kunder, hvis det ikke består.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Læremestre

29. June 2016 af Maria Guldager

Bange blikke og bjerghøje forsvarsværker

spiser min sult, mit offer til frygten

der hersker over vandende

i det indadvendte liv isoleret

af hjemmets hygge på lange eftermiddage

hvor støvfnug danser i vindueslyset

dej varmes til duft, en pludren

bliver til fred og rolige hjerteslag, der er plads

masser af pladser

til tålmodigheden, det naturlige, det simple

mens udfordringerne er låst nede i kælderen

eller ude i hundehuset

som han har befalet, som han (frygten) har overbevist

os om er det eneste rigtige.

Jeg kan ikke leve sådan

jeg bryder ud for at få luft

det larmer indvendigt, det larmer udvendigt

indtil jeg møder en stilhed

i luften på min vandring mod bjerget, før mig

derop, siger jeg til Gud, en Gud der ikke er bange,

jeg gaber op og inviterer

glød for livet og den evige forvandling

ind og ned og hele vejen igennem

systemet i mig og under og rundt om mig

som en atmosfære der har opslugt mig

og nu spytter mig ud i små tern

mens jeg gisper efter mere

sult, mere luft, mere.

Jeg er så træt, så stedfjern, så kørt i sænk

at jeg ikke overkommer min egen modstand

jeg bliver et måltid for hendes morale

spist op af rovfuglen der stiger mod himlen

mæt og tilfreds med sin plads i verden

om ikke herre i eget liv, så tilpas i eget liv

en lærer med en lære jeg genkender

fra når mørket får øjne og månen næse

der bloddrypper som ord der tror de kan

forløse smerte men snare bringer tvivl

i øjnene på små børn der forlades

af store børn der er blevet forladt af

mennesker der har mistet sig selv

under huden på hvilken der er spor efter

ægte liv, den tabte kærlighed, fordelt

på huden, på gaderne i små tern.

….

Hun hedder Hanna og er den mest fortryllende

stemme i mit liv, og som den mest tørstige blomst

vokser jeg for hvert ord hun siger.

Vi lægger vores morgen på søens overflade

som var den et dækket bord

jeg bliver ved med at spise af

fordi jeg nægter at bindes i en dvale

sove, høre op, lukke ned

jeg står eksponeret, med alle skygger trevlet op

fortrydelserne rasler af mig, jeg bliver

tynd at se på og ser ind i hende, suger hendes ansigt

til mig, hvorfor er det så svært

at gå i kirke når man ikke har

været der længe, det kræver en genopstandelse

og det er der ingen der kan

på egen hånd.

Hun hedder Hanna og minder

ikke om nogen, hun er

en helt anden ånde, en helt anden krop

end nogen anden

i denne vide verden, hun er så fuld

af lys at øjet på den fremmede må åbne

sig for himlen og den vrantne sky

rykke sig en plads.

….

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Min sjæl har feber//sjælefeberlængde

16. June 2016 af Maria Guldager

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, som om jeg behøver sige det, som om det ikke giver sig ved første øjekast.

Jeg har et usundt forhold til min telefon, siger jeg, jeg tror på ulyksalig vis, at den kan skaffe mig alt, også kærligheden. Heller ikke det behøver jeg at sige, det er kulturelt, tidsbestemt og lejret ind i min sjæl. Min sjæl er med feber, og en feber der ikke lader sig formidle, men aftvinger en kropslig eksistensbegrundelse, en forklaring på en krop der drives frem af forestillingen om forstærkede indtryk, lyst, der spænder den fast til åndedrættet, der fører min sjæl videre med dets daglige susen op og ud og op og ned i takt med månens  blege lys mod nætter, hvis kilder flyder ind i mit åndedræt, og skaber livsberigende afveje, der modvirker at min sjæl stænger sig inde, gror til, sløves ved de åndsfortærende anfægtelser der igen og igen melder sig i det nedbrydelige stof, jeg er gjort af, både kød og rytme. Den ubønhørlige varme er en ikke-rask tilstand, der på samme tid dræner og vækker mig, jeg er mere i min krop end før, jeg er mindre en krop end før. Jeg mindes før, længes efter efter, og jamrer mig igennem sjæleforhøret: er din tryglen nok?

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, for jeg vil så gerne have en god kæreste og så er det nemmere bare at forelske sig, det siger sig selv. At se det gode i en kæreste er bare nemmere, når man er forelsket, som om jeg behøver at sige det højt. Man ved vel at en fintfølende allestedsflydende kærlighed hærder karakteren, gør den i stand til at tåle dumhed og at dette tunge kærlighedsarbejde berøver illusionerne deres følsomme vækst af stjernebesatte rystelser. Jeg når ikke til det tunge, jeg kalder det trællearbejder fordi man må tjene sig ud af parforholdets kompromis, jeg forkorter mit nærvær og er kun forelsket til og med sidste rystelsesdag: derpå venter ekstatisk lykke, siger jeg, men jeg siger også, at jeg dog kun selv har erfaret brud, der mirakuløst har helet ved tidens læge, jeg siger, at jeg forventer ekstatisk lykke, men det er lige meget hvad jeg siger nu, for jeg har sat mig i fold med naive romantikere, der vil hente selvudfoldelsen i en anden, man kan sige tosomhed, for ikke at lyde alt for uselvstændig og svag, men jeg siger rystelser, stjerner der ryster mig, er det ikke alt vi venter på, siger jeg, denne kontakt til himlens kræfter?

Min psykolog-app konkluderer: Du ligger i spænd mellem måneformørkelse og et haglslyngende uvejr.

Jeg sætter cyklen i et hjørne af kvarteret, i byen, i landet, i verden, på kloden, under himlens vidstrakte nøje opmålte struktur, som jeg ser op på, med mine øjne der fordeler ejerskabet ind og ned gennem hele kroppen, der ælter alle mine indre hjørner bløde, medgørlige, svage.

Alt hvad jeg gør, gør jeg, for at jeg kunne skrive om det, for med linjerne at kunne indridse sindet dets bestemmelse.

Det jeg siger er, at alt jeg gør, gør jeg for kunne rykke normen op ved rode. Jeg siger: det jeg gør, gør jeg for at blive set hørt og elsket.

Det siger jeg, og det gør jeg, og det frygter jeg, mere end noget andet: at blive set, at blive hørt, uden at forblive elsket.

Jeg låser cyklen, min app skriver: Der gror planter op af dine ben.

—-

Han spørger, om jeg synes, det er en god ide for ham at investere i, at få taget nogle rigtige billeder. Af en fotograf. Som han kan lægge på Tinder og langt om længe møde kærligheden.

Jeg siger, at jeg synes, det lyder lige så dumt som alt andet, han foretager sig.

Der kommer en vind med parfume i imod os. Jeg beder ham holder fast i sin integritet, men det er for sent. De kvindelige former gør sin magi og min bror skal giftes. De får taget billeder af en rigtig fotograf, og da han ser på billederne hos sin gamle mor 2 år efter deres skilsmisse, ved han at vinden er lige så omskiftelig som ekskonens planer, der i dette øjeblik virker som forbillede for ham, det kranser hans hoved med lærdom om, at det aldrig er for sent at ændre kurs. Han rækker ud efter billedet, for at lægge det ned, men kan ikke nå det, han kan heller ikke nå dørhåndtaget, da han vil lukke døren bag sig eller telefonen, da den ringer med sin alarmerende jammer, eller rattet da han skal køre væk og videre fra sin mor, eller radioen da han vil slukke for lyden, for billederne i hovedet, for hovedet på billederne.

—-

Hun bør holde følelserne for sig selv.

Hun bør ikke fortælle ham om dem, ikke allerede.

Hun bør vide, at det heller ikke denne gang er sand kærlighed.

Hun bør vide meget, men håber mere.

—-

Han ydmyger mig med hver tekst, jeg håber ind i den som en altelskende tjenerinde af forelskelsens vegetation og betaler for den henrykte glidetur med min værdighed.

—-

Ensformighed ryger ned som var dagene piller. De gør hende mekanisk og grebet af forstokkethed med udvandede fraser i en tilsnøret hals, der i al forslugenhed gemmer på uudnyttede afkroge: pladser i halsen, afløb der i øjeblikket huser omstyrtet natur, men ingen heftig reformation længere, for sjælen har feber og efterlader halsen åben for faldne trætoppe, sultne og bange bjørne, vildtvoksende græs med retninger så almindelige som ligeud.

En plaprende lyd når ørerne: det er samfundet, verdenstilstanden og velgørenheden, det er et selskab med gæster. En tradition, de samme gamle, de gamle samtaler. Stolerækker og et klaver. En skygge går hen over hendes ansigt. Det formørkede sind ses på lang afstand. Medmindre man selv er afstand og skrøbelighed er en så tæt, at man ikke ser den. Vi synger og sidder.

Hun begriber ikke, at dagen ikke er den samme. Dagen har ikke røbet sig for hende endnu, men det, der vil ske, er nyt.

Hvert åndedrag, hvert buksefold, hver utalt tanke, hver hemmeligt blik. Med solen som kunstner rammes livet ind i en dag, der aldrig har været til før. Den er spæd, starter med at vågne, dernæst være og lære som to gensidigt afhængige processer, og som tiden trækker afsted med den, vokser den sig mægtig. Ved middagstid er man sikker på, den er blevet til noget, og ved aftentid mindes man dens storhed. En underlig følelse. Af ikke at kunne nå dagen, at have glemt dagen samtidig med at være i den. Dagen er ikke kommet for at blive, men for blive til noget, der fortsætter, når dagen selv dør ud.

—-

“Jeg troede, det var åbenlyst for os begge”, siger pigen med bebrejdende  alvorsstemme. Affyringen er rettet mod min såkaldte hyperaktivitet, og jeg dukker mig intuitivt i et grin med det nederste af mavemusklerne. Hun bryder mig af højtideligt: “Det er ikke fedt, at du  griner!” Jeg prøver. At forstå mig selv gennem hendes øjne. Jeg ligner en, der skal tage mig sammen. Selvom jeg godt ved, at jeg ikke er det.

Min nye veninde siger, at hun er helt almindelig. Idet hun siger sådan, ved vi begge at venskabet er forbi, at det aldrig kan udvikle sig og blive nært imellem os. Det er ude af sækken og virkelighed. Jeg tænker, hvad jeg da laver med hende i 5 timer på en kold bænk.

“Du kan kun lide mig, fordi jeg er almindelig.” Hun tager fejl, men på en måde har hun ret. Hvis man som udgangspunkt er uden for alle normer og ser verden ude af trit med det fælles vedtagne, så er  ualmindeligheden ikke charmerende; kun fordi hun er dybt normal, kan hun række ud over den og træde ind i det absurde, det provokerende, vildtvoksende i alle retninger.

Tør du stole på mig, selvom jeg ingen retningssans har? Hun svarer ikke på mit lydfrie spørgsmål.

Ved du, tænker jeg forlænget, at jeg er sådan en, der rykker alt almindeligt om med rode, omplanter misskabninger brølende og barnligt.  Hun fortæller om sin familie. Hun får også mig til at fortælle almindelige ting, selvom jeg prøver at lade være, prøver at blive filosofisk et øjeblik, prøver at forblive over-the-top. Jeg søger hendes grænser for berøring, for interesse i mine private affærer, rører rundt i den terapeutiske gryde, der pludselig kan indeholde comedy og satire, hun kan ikke stole på min terapi, vil hun overgive sig til den, alligevel? Hun ser på telefonen og chokeres over hvor længe, vi har siddet på bænken. Har du det koldt?

Tiden er en linje, man selv kan trække ud, ved du det, tænker jeg, men holder igen, jeg holder igen ligesom almindelige mennesker, det gør hun ved mig. Indtil jeg bliver arrig på min tilbageholdenhed og provokerer mig selv, sørger for at bringe mig selv i fedtefadet og udhviske den selvrespekt der var ved at opstå. Jeg fortæller intime detaljer om en mand. Klassisk for opmærksomhedsjunkier. Det mest ligegyldige i mit liv er mænd, men som samtaleemne er det gourmet, det ved enhver, kuriøsitetens interesse og vi har et slægtskab. Men hun spørger ikke ind. Vi taler lidt om skaderne foran os, som om vi var to helt almindelige venner på en bænk. Hun deler ud af vores kiks, jeg prøver at gøre situationen komisk, men hun griner ikke og jeg griner ikke, når hun griner, jeg forstår ikke, hvorfor hun griner, når hun fortæller om en festival, og jeg afbryder latteren for at forstå, det viser sig igen at forståelse er det modsatte af latter og jeg får lyst til at undskylde, at jeg ødelagde hendes flotte lyd.

Som om et undskyld nogensinde har forbedret nogen situation.

Man får muligvis en chance mere, men kun en chance for det, der kommer efter. Man får ikke en chance til, for at opnå det, man først havde chancen for.

….

Det støder mig, at ingen reagerer, når jeg forsøger at støde dem. Det støder mig, at de andre pænt foreslår, at jeg ikke bralrer ud med alle mine skøre påfund i offentligheden, for din egen skyld, siger de og jeg føler mig stødt over, at de tror, jeg er almindelig og har nogen interesse i selvrespekt på bekostning af humor, jeg er nødt til at gå imod, det er min natur at gå imod og gøre det helt omvendt og være umulig at forstå.

Det er ved at være tid.

Jeg trækker tiden ud som en linje foran mine øjne, længere og længere endnu bliver den, holder til mere, kan fyldes mere flere ord og pauser. Men ikke flere første chancer. Jeg beroliger mig selv, jeg støder mig selv, så beroliger jeg mig selv, med dybt åndedræt eller dyb åndssvaghed.

Alene i min forventningsfuldhed. Dårlige vaner som skår i idealerne. Hudflader der vibrerer af liv. Er det en indtrængen af noget ydre eller udbrud af noget indre? Tårer der sprøjter frem til sangen: “Sometimes two homes are better than one” og følelsen af kun at have to steder at være. Helt oppe eller helt nede. Bønfaldende beder jeg Gud om at give mig jobbet. Det er i dine hænder, dine hænder.

Man får ikke en chance til.

Man får herfra og videre frem.

—-

Med en ufattelig fart flyver hun afsted, i farten taber hun nøglerne, hun ser sig tilbage, stopper ikke før en politibetjent træder ud foran hendes forhjul, han søger hendes øjne mens knoerne er i taljen. Hun har ikke gjort noget forkert, har hun? Lyset mangler. 700 kroner. Længere henne af vejen gøer en hund. Cyklister passerer med aftenhimlen foran sig. Betjenten ser at kvinden er rystet, vil du ringe hjem? Men hjem er længe siden, hjem er et sted der gør ondt og som misforstår alt. Det findes heller ikke længere, alle er spredt udover kloden. Hun takker betjenten, tak fordi jeg lever i et land hvor jeg bliver stoppet, tænk hvis ingen nogensinde stoppede mig. Hjem er længe siden, stop er lige nu. Der er ikke noget forceret ved hendes anprisning, men så snart hun er på cyklen igen, er målsatheden tilbage, som en gældende beslutning fra et højere sted. Bare fordi hun blev stoppet, betyder det ikke hun stopper, bare fordi hun er følsom, betyder det ikke at hun ikke er hård, bare fordi hun ligger og flæber, betyder det ikke at det flydende blod ved siden af hende krop er fra hendes krop.

En lille sag bliver udløsende faktor, en svag kvinde kan blive den der bestemmer til sidst. og hun beder glæden, lykken, gennembrudene tage hende til nåde igen. Gud, vend ikke dit ansigt bort. Jeg er klar, jeg er klar, jeg er klar.

—-

Hvis bare ikke det sortnede sådan for mine øjne. Uafhængigt af hinanden spørger hendes veninder om hun er okay, om hun arbejder for meget og får spist. Bløder du, som du skal? Min hud bliver dækket med knopper, det klør. Det er stadig mig herinde, men mine venner giver afstandsknus og lægger hovedet på skrå. Det er som om du er en anden, siger de. Jeg er en anden. Tidligere var jeg mig selv, men nu er jeg en anden. Pakket ind i eksemhud ligner jeg en abe. Mine venner giver mig ret og jeg synes de er strenge, eller den anden synes de er strenge, den anden kvinde som jeg nu er, som jeg nu ligner, som jeg nu må opføre mig som- i denne min hud.

tænker du mest på det ydre

eller det indre

rum?

—–

Han skriver på sin profil: “Jeg er den jeg er og det ønsker jeg ikke at lave om på”. Han har øl i favnen, natteliv i baggrunden og et udtryksløst narrativ i ansigtet. Jeg liker, fordi jeg tænker, at han sikkert er anderledes i virkeligheden.

Hun har allerede besluttet sig: jeg er ude på et sidespor. Jeg kommer ind, spørger om vi har det hele, giver mig til at tage armbøjninger på gulvet, det vil sige de halve, jeg er kun ved at lære det, jeg bladrer lidt i en af hendes mange bøger, tjekker min telefon og vågner op til pigens brøl. “Hvorfor er du sådan her? Du kan ikke være rolig i et eneste sekund!” Det er sådan jeg ser ud. Jeg ser mig selv se sådan ud. Jeg føler mig rolig, mens hun påpeger min rastløshed og tomrum.

Shawn Mendez synger: “..it all gets a little too much…the fog will clear up…” Hun har så mange forklaringer. På hvorfor hun ikke orker mere. Hun ved ikke hvilken, der er den egentlige årsag. Den stærke kvinde derimod tænker ikke på hvordan, hun kom ind i historien, hun er  i en kulde der får hende til at stå fast på sine meninger.

Den uvidende yngre kvinde husker, hvordan hun væltede ind i familien, hvordan traditionerne i et par år nød hendes bølger, men at bølgerne begyndte at gøre dem søsyge. Hun holder vejret og tager med, snakker med, ånder med, men ikke med fuld ånd; når de kalder hendes navn, er det som om det ikke er hende, der kaldes på.

Som om hun ikke er at finde i det navn, hun har, ikke som det siges, ikke fra deres mund. Hun overvejer at skrive en bog med titlen “det splittede selv”, men hun har indtil videre kun titlen og en eksmand, der ville ønske at hun var mindre sig selv. Han synes hun virker så flink og imødekommende overfor mennesker hun ikke kender. Når hun er sig selv igen, og udtaler sig til ham om, hvordan han bør tabe sig, er hun mindre flink, mere sig selv, mindre flink. Han siger det til hende, mens hun er sig selv nærmest: “Du er egentlig virkelig rar…du er ligesom..hva kan man sige…et godt menneske, når du er mere anspændt og bange…” Hun ser på ham. Han ser på hende. Ingen af dem ser hinanden. Kun sig selv. Blive mere klædt af, hulet af, strippet ned, det eneste der holder samtalen kørende er fortiden.

Nederlag. Hun træder op på dem. Som en uangribelig skammel. Glemmer de ikke kan holde til noget. Hun falder igennem den uheldsvangre succes.  Længe har der luret en fare bag hendes forfølgelse af kærligheden. En pine ligger nu blottet og viser en mangel ved hendes væsen. Bagerst ligger en mængde tanker og hviler sig, en nagende anelse, bag den afdæmpede ro, bag enhver betragtning og social kreds hun finder sig i. Hun træder op igen og råber fortiden ud, den bliver ved med at slæbe sig tungt efter hende, hun vender sig pludseligt, så alle kan se den, præcis som den står bagved hende. Videre myldrer de ud til hvert sit, ud som hvert selv, nærmere jorden end himlen.

Det er et bibelsk princip, at man ikke må støde andre. Problematisk, når hun har lyst til at støde. Sigte, ramme og totalødelægge ideen om at flertallets normer er de rette. At jeg ikke bliver hørt, hvis jeg ikke er ret, tænker hun. Et raseri stiger hende til hovedet og hun destruerer alle chancer for sig selv, fordi hun nægter at være ret på flertalsmåden, nægter at kede sig ihjel, nægter at tro på at andre ikke kan tage hende. Netop som hun er. Splittet og dansende. Dansende splittede hjerte.

Man får ikke en bedre chance for at danse end på dette gulv.

—–

Ansigtet bliver filmet som det går fra at være tvivlrådigt til stift og udtryksløst. Hun opdager en sorg indvending, jeg troede jeg havde spist den væk, snakket den væk, grinet den væk, skræmt den væk med intensiv træning. Men solar plexus græder, hver tåre slipper som en levende flamme, sorgen ville blusse op, hvis ikke de forlod hende dryp for dryp, alligevel mærker hun en hinde af sorg, det er ikke sorgen der forlader hende, dryp for dryp, det er de tilbageholdte bevægelser.

Sorg på dåse.

Den hemmelige sorg.

Den maskerede sorg.

Rigeligt med sorg på.

Skovler sorg op, sorg fra sorg fra sorg.

Sorg som en fyldig kjole med slæb.

Bare forsyn dig selv af min jord.

Her er den. Du vil aldrig forstå den, end ikke høre den for hvad den er. Lyt til den, vil jeg grædende sige til dig, men du hører violin, nej hør det heavy metal, en underverden af hændelser, et bakketerræn uden fodfæste, et sammentrukkent hjerte uden slag, en ubevidst krop i rummet, et sind ude af stand til at finde samklang. Man får ikke en chance.

—-

En mand der tør rejse sig. Man ser ham holde tale, ingen andre tør, tænk at han tør, bare sådan rejse sig, i et selskab, bare stå op og tro på at han bliver taget alvorligt, med brede skuldre og gestikulerende arme, han tør stille sig op uden garanti for at han bliver taget alvorligt eller får lov at få ordet, han rejser sig op som havde det slet ikke gjort ondt at sidde i stolen, undertrykt, som en i flokken, bundet på hænder og fødder, kidnappet ind i voksendom hvor kaffe er vigtigere end ægte følelser, hvor offentlig retorik er vigtigere end hjemmets trivsel, hvor arbejde er noget man tjener penge på og passion noget man taler om, men ikke rigtig har noget sted at gøre af, fordi ens hus er fyldt med spektakel.

Jeg bliver utålmodig med musikken. Kom nu til sagen. Syng noget, stop tilløbet. Den kredser svævende om sig selv, men tager ikke fat, driver ikke frem, kan ikke bære sin egen vægt, ikke fylde sin egen komposition ud. Forspillet stilner først af som lyden svinder helt ind, hvor blev koret af? Gentagelserne har været medvidende, men så forsumpede og små at de ikke markerede sig, hvornår sker der noget?

—–

Tak Gud, for disse nye sko, men det jeg bad om var et fundament under mig, ikke såler under mig, dig, jeg længes efter dig, din evige kilde af godhed og overblik.

—-

Næste scene: Hun går langs vandet, fremad og videre i et tempo der markerer hendes styrke. Kvindelige styrke hun kan gribe seerne med, mens kameramanden småløber baglæns foran. To fremmede der skal mediere noget til en hel gruppe fremmede, tilfældige fremmede der ser programmet med kvinden der ser underligt fjern ud i øjnene, fordi hun bag øjnene er bange for at det kan ses, at hun er nervøs, hvis hun dog bare kunne holde op med at blive så usikker, tænker hun bag øjnene, og det frådende hav og de mørke sten på stranden, der væver sig ind i det lyse ranke billede af en kvinde der går, koncentreret og målrettet, i et tordnende blik som har hun sparket sin tøven langt væk, hun sparker, sig selv fremad.

Med invaderende længsel samler hun ordene til spiselige sætninger. Ligevægten pipper frem fra under frygten, der snor sig igennem hendes torso i forsøget på at finde balancen mellem storhed og underkastelse.

De filmer. Uigenkaldelige ord, ejendommelige overbevisninger, gennemsigtige ansigtstræk.

Hun synker ned i benene, ned i fortvivlelsen, ned i en lede, ned i hendes egne ord når hun siger: “Det er som om, vi er blevet bange for at være til..vi er så indsmurte i frygt at vi ikke længere…” Hun famler efter ordene, ser op som om hun er blevet taget i noget, taget i at tænke højt måske, og vender straks tilbage til det indøvede: “Som selvstændig kvinde har jeg valgt at gå imod. Jeg har min egen forretning og er til stor inspiration for andre.”

Om natten drømmer hun om lys og lykke, om dagen taber hun alle sine tænder. De filmer det hele. Begge sider af sagen, af dagen.

Hun skriver en mail i søvne og med skriftens virkemidler, skærer hun begge ben af fortiden, som var den en flig af en meget større historie. I en fast rytme udformer hun en fængende historie. En forældreløs historie, der bliver til uden ophav, bliver til af intet. Hvis man kan regne, kan man historiefortællingens kunst. Det er et håndværk, kilder er overflødige, fravær en faktor der får koncentrationen til at vokse.

Noget for pengene, giv dem noget for pengene, kan jeg ikke bare give dem pengene, tænker hun. Men rejser sig op og viser sit imperium frem. Sådan her laver jeg mad, sådan her laver jeg familie, sådan her laver jeg indhold. Klar bliver jeg lige om lidt, nedturen er næste ikke sket. Jeg har kun en chance, et take, en optagelse.

Hun viser dem ikke hendes 16 forskellige stillinger, hun græder i. Det plejer ikke være sådan, hun plejer at være stærk, hun sælger ikke en løgn. Sorgen er kun lige begyndt at springe frem. Vel indenfor det seneste år. Som en vildkat med kløer der sigter efter øjne og lunger.

Siddende på sin seng, fodsålerne i gulvet, overkroppen ligger på lårene, hovedet hænger ved knæ og skinneben, øjne der vander tæerne. Hvis tårer dog bare var chancer. Men du er almindelig nok til at forstå mig, spørger hun og ser undersøgende i mine øjne, jeg fortabes i hendes undersøgelse og aner ikke hvad hun finder i mig, jeg elsker morgenrutinerne, siger jeg, det er vist almindeligt nok. Stilheden kl 4 om morgenen, forudfølelsen, jeg ved der starter en dag og jeg er med fra starten, det er ret almindeligt.

—–

Jeg får ti superlikes om dagen. Fra udtjente mænd der gnider ansigtet mod hænderne, kører håndflader mod skægstubbe, mens de kun halvt udtaler hvad de vil. Mænd der har været i live engang, men ikke fik gjort det de skulle og derfor har taget tilflugt i maver der skygger for tæerne. Jeg siger op. Arbejdet med livet er ikke nogen mængde penge værd. Jeg vil hellere ikke-bo end bo sådan her. Jeg tager tilflugt i en offentlighed, der skygger for min bagside. Hun beder: rens mig Gud rens mig og tilgiv mig fordi jeg hellere vil høre Shawn Mendez end dit gospel.

—–

Så du har intet at miste? Det er tonefaldet, frembragt af hans stemme men også af noget dybere endnu, der giver mig lyst til flygte ud af dette liv, tonefald har magt, det er måden tonen falder på, det er i faldet mod afgrunden, tonerne, de sidste man hører før faldet og under faldet og lige efter, bam. Tonefald, tæppefald, knæfald.

Verbalt nægter jeg, at noget skulle være det værd, som jeg kunne miste, hvis jeg bøjer af, runder mine kanter og afgiver magten over min personlighed, ikke må gøre grin med livet, ikke må være komplet sindssyg på offentlige gader og stræder, jeg kan ikke få luft, hvis jeg ikke må bryde ind, bryde ud, vise noget andet, noget sjovere, noget uvirkeligt hvor vi ikke sidder trælbundne, hvor vi ikke sluger skygger og visner hen i ørene på et samfund, fyldt op af tyngende omstændigheder.

Men tonefaldet har nok ret som den udgår fra ham og fra ethvert menneskes bryst. Det slæber mig triumferende hen efter sig, revset, forslået, indforstået, tæmmet. Gad vide om min villighed er periodisk eller uforanderlig, gade vide om feber slår igennem mig som et lyn eller passerer fra mig som en tåge, der letter i en popsang.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

one in a minion

2. June 2016 af Maria Guldager

Der er en tid jeg ikke taler om

hvad gør det ved en tid, ikke at blive talt om

Der er en erindring jeg ikke taler om

hvad gør det ved en erindring, ikke at blive talt om

Der er en moderne mand, jeg ikke taler om

hvad gør det ved en moderne mand, ikke at blive talt om

Et smældende håb

Må du blive indfriet

Forsvinde ud af mig og blive til virkelighed

En lille overgang

til det næste lag

starter som sandheden bider hårdere

får fat om mine rødders ankler

og de trætoppe der stadig hovedhængende trækker mig ned

til under jorden, med selvfedme som angstens drug

bliver hullet dybere end det skal

i mit hjerte, i mit jord hvorfra jeg står og ser op og ned af den moderne mands succes

og fra min krone drysser usikkerheden ned

jeg ved hverken det ene eller det andet, jeg får ikke åbnet

aviserne, jeg får ikke lukket de selvfede apps

for jeg bilder mig ind, jeg stadig kan nå at finde en

jeg bilder mig ind, jeg ikke kan nå at læse en.

—-

Jeg kan ikke udskille

de rigtige stoffer og derfor er jeg arbejdsløs

i hele min krop der anstrenger sig

og gør mig for anspændt til at drugge mig selv

med andet end 500-kroners lagkage

lag for lag smelter det på min tunge

på mit overmod, smelter ned mellem rillerne

tænderne, de gode ansøgninger, de gode intentioner

arbejdsgivernes profil

min unikke stil

en livstid på den lukkede

en lukket krop på den tidlige

færge, jeg føler jeg har været her før

leget her før

set vandet fra denne side før

men dengang var jeg ikke helt mig selv

det var en anden tid

et andet mig

er jeg

nogensinde statisk, kan jeg sige stop

kig op

og der står jeg, som den jeg virkelig er eller

er jeg et stort eller.

—-

Hendes bekymringer bæres i ansigtet

af huden der bliver mere elastisk for hver øjeblink

panden der betænker sig før den svarer på mine tåbeligheder

uvished der løber henover øjnene, dybt inde i øjnene og rundt om læber,

jeg får lyst til at røre

og jeg spørger hende højt

for højt

og det var ikke så smart og nu er vi der snart

men med en tilbagerullende samtale kommer vi ikke videre,

det er fordi jeg ikke udskiller de rette hormorner

jeg vil gerne røre hende, lindre, det er der sikkert noget forkert i

jeg har sikkert et kompleks

et pleasergen

det er sikkert fordi der er noget i vejen med min selvfølelse

jeg har lyst til at røre hende så hun bliver rørt

jeg har lyst til at være den der rører hende

jeg har lyst til massere hendes bekymringer væk

og holde tale med gode ord ind i hendes hudfolder

jeg skal tage det mere roligt og det ved min krop også godt

så den holder igen, holder mig tilbage, holder mig fast

så at jeg ikke kan trække vejret, der er ingen flow

så længe maven spænder op, så den spænder op

og den ved godt, at det ikke går i længden, det går i lænden og min krop ved

godt at den dør, når den ikke får luft, den ved det godt

men istedet for gennemtræk er det modstand, vi kalder det angst

men hvad er det mere end bare kæbespændinger

og pinlige fejl og en krop der går rundt død, fordi den er bange

for at leve, for at fejle igen, er livet en fejl

spørger min krop på dens gode dage

jeg finder svaret dybt inde

bag mavemusklerne; jeg er hvem jeg er, andre mennesker hvem de er, og det er

angst

hæmning

blokade

utålmodigt af mig at udbede mig deres respekt allerede nu

førend jeg er

mere ovre i mig selv

mindre over i  mig selv

mere ovre i kærlighed

mindre ovre i selvudfoldelse

mere ovre selvsammenfoldelse

mindre ovre i gemmeleg

mere ovre i med-værd.

—-

Med sløret sjæl

banker jeg på døren, hårdt men blidt, tålmodigt men kortvarigt

hvis svaret ikke er der, er jeg der ikke, er jeg ligegyldig, er jeg uadskillelig fra ethvert spørgsmål

jeg søger ikke adspredelser, jeg søger accept

af det, der er sket med mig

som havde jeg selv besluttet det skulle ske

som en aktualiseret løsrivelse fra resignationen

og jeg spænder op

så gør jeg da noget

jeg bliver hård

så er jeg da nogen

så lukker jeg af

så er jeg da her

så afslår jeg foræringer

så har jeg da pladsen.

Jeg træder ind

ind eller træder

ikke jeg, ikke mere jeg, der er nok mig med

træder ind, træder indover, skridtet og gangen i sin vorden,

til andres overgange, deres lag, nuancerne mellem deres pauser

mellem åndedræt

og bemægtigelser, åbenbaringer, organismer

sammen er vi et levende legeme, som vi fortaber os i noterne

og jeg fascineres over, at alle ved, hvad vi taler om,

jeg forundres over at sidde i et møde der dirrer af intensitet og som ville være en båd

hvis det kunne manifestere sig og blive til en ting

mødet er det modsatte af en ting, af en handling, det er

tale og tanke der i en teknisk socialitet referer til sig selv

vi stepper i takt, polerer ruden fra hvert vores hjørne

og manifesterer hvem vi er, gennem det vi lægger til

det fælles

det der undviger

privatpersonerne

og end ikke privatpersonerne kan betragtes som særegne

end ikke velbegrundede

interaktioner med konteksten

vi er bare, private og personer, bare er, bare sket, bare reguleret

af frygt

eller andre billeder

på hvad mennesket kan.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mens det endnu er i gang

29. May 2016 af Maria Guldager

Det er krævende at glatte sig selv ud. Ligge tæt til bordet som en dug. Blive tyndere og bredere. Forbindelsen besvimer og trygheden findes i at passe til bordet og den tunge samtale ovenover mig. Klonk klonk, de banker i bordet. Det handler om held.

Bedst som jeg tror, jeg er alene, rækker hun hånden ud. Vi hilser og jeg stirrer ind i hendes bryst, ind i hendes lange spor, ind i de forudgående tyve år, der sover øverst i hende med en iboende grundighed, en arbejdsomhed. Hver gang hun siger noget, tager jeg notater, som jeg ikke kan finde, så snart jeg er kommet hjem til mine prøvelser, hjem til det, der ikke har sat sig ned.

Min tidsramme er det eneste, der skaber meningsfulde sammenhænge. Jeg halser afsted efter aktualisering, efter beslutninger der er timede vel. Jeg kan også væmmes over mine beslutninger og stadig stå ved dem, stadig stå falde som sneen der er udsendt af en tidsramme, et naturfænomen, som at stå i mudder til halsen.

Sorgen træder ubeskyttet ud af min nakke. Den udspilles udenfor min kontrol, den møder mig med dobbelt kraft, jeg møder egne begrænsninger på det sted, jeg er, det sted jeg har holdt sorgen væk fra. Jeg overvældes af mine åbne sår, og ud træder meningen med alting. At tænde lyset i gyden, at insistere på at optage sig selv til sig selv.

Min frygt er, at offentligheden vækker sorgen igen, putter den på bog, og lader mig få den med hjem alene. Det skete er mit, men det er blevet set, og jeg kan ikke længere se mig selv uden det skete, ikke længere møde mennesker uden hans fravær.

De tager billeder af, at jeg tilbeder en Gud. Fotografiet forestiller tilbedelsen-  udefra. Det gør mig ikke glad, at se på mit fællesskab udefra; jeg vil ikke sættes derind, jeg vil heller ikke sættes ud. Hvordan opretholder jeg min autensitet i et større foretagende, hvor jeg blot er en mikroskopisk del. Vi forsøger at overvinde kulturen med modkultur, siger de, men jeg spørger: “Hvad med selvovervindelsen?” Jeg vil ikke være med på et billede, skønt jeg er en del af billedet. Jeg ser mig selv igennem en fremmeds øjne og kan ikke afkode, hvilken retning jeg går. Vær nu den ene eller den anden, siger de. Med mine øjne ser jeg mig selv fægte i fællesskabet, og fægte uden for fællesskabet.

Han kvæler min forelskelse ved at sige: “Du er da også en dejlig pige, Maria”. Det er en kropslig erkendelse at blive forelsket. Jeg forestiller mig med min krop, jeg foregriber muligheder med mit kød. Jeg tager flere chancer, end der er. For at finde forløsning, for at finde en mand. Min krop er stadig vemodig efter fødslerne, og den forelsker sig så snart, den ser en mand med dybe øjne og åbne tænder.

Distinktionen mellem at være fastholdt i et øjeblik, der er blevet kastet på mig, og det at fastspænde mig selv til en mangel på selvcensur der potentielt kunne forvandle mig, i hvert fald gradvist, hvis den trådte til og gjorde mig mere lige, jævn, ublottet.

Men fra hvilket tårn kan jeg se mine mulige ruter? Er det frigørende at jeg intet ser? Jeg forestiller mig, at miste mine øjne uden at opdage det, har jeg overhovedet et udsyn?

Tiltroen til mine sanser vakler og hæmmer det, der berører mig, under huden, i sin indflydelse på mine overbevisninger. Min tro opponerer mod det umærkelige, den skal være mere end en flække af tvivl, den skal puste liv i en bedre verden. Adfærdsregulering bliver låget over min kiste, jeg kan kun følge, hvis det er i mig at følge, hvis relationen til Guden er i mig.

Min lidenskab sameksisterer med det materielle, men er ikke stærk nok til at stå imod det fysiske’s styrende vilje; det fysiske lader ikke noget opstå i mødet med mig, det findes forud for mig, og rokker min identitet med sin fasthed og stabilitet. Jeg lader mig føre, men det er bidende koldt og mine tæer forfryser og jeg mister evnen til at gå videre i det lukkede landskab, der får min lidenskab til at krybe indad. Jeg kravler efter flokken, de opdager ikke min niveauforskel eller min lidenskab på slæb.

En påmindelse om dengang jeg var i et opløsende hjem, der først rigtigt opløstes, længe efter jeg selv havde løst alle bånd fra det. En mor og en far i en tragedie, i en tragisk trofasthed. For hver påmindelse tilføjer jeg en ny scene, en ny handling, et nyt åndedræt, et nyt spørgsmål. Jeg spørger til de dominerende normer og det bliver en gestus, hvorved jeg rækker selvsamme normers værdier videre.

At ikke ville ses, fordi man er den, der ikke bliver set på, og at gerne ville ses, hvis man er den, der bliver set på, er at være i tvivl. Om hvorvidt man vil findes eller ikke findes. Om jeg vil foregå eller være hændt.

En digtende erkendelse med blik for bunden midt i verden, midt i livet, mæt af forklaringer, mæt af inaktivitet. En pause der fylder sig ud med det næste punkt, og mest af alt lyder som det næste punkt. Mellemrum der vugger mig med vekslende intensitet, imellem fejl jeg opildner til vækst ved at sige: “jeg vil ikke censurere mig selv” om det så betyder forkrøblet krop og ituslået hjerte. Disciplin er mig en sammensmeltning af aldre, jeg øver mig på at blive ældre, mens disciplinen skal holde mig ung.

Udvidelsen af min lade betyder, at der kommer mere selv end gud i, og pludselig vælger jeg et liv, jeg aldrig har kunnet stå inde for. De tænker om mig at sådan har hun valgt, fordi sådan er hendes essens, men senere kommer det frem, at jeg har en fortid. At mit niveau af erkendelse dispositionerer mig for et valg udenfor min egen opfattelse. Jeg ved med andre ord ikke, hvad jeg er og hvad jeg vælger og alligevel får valget konsekvenser for hvem jeg er, og hvordan jeg fremover vælger.

Min tankevirksomhed snor sig ind mellem gamle og nye dage, og finder en udefineret substans, en spontant bevidsthed der ikke er fortrolig med sin egen erfaring. Jeg henter mig selv på et socialt værested. Jeg får øjne af lydene fra deres kaffeklub. Hopper rundt fra mulighed til mulighed og føler mig mest i live, når jeg udtrykker umuligheden i mit liv.

De sætter sig ned i min arbejdsløshed. Bygger rede ud af mit hår, og fordeler sig over mit hoved som en programmering, der gerne vil ind i min hjerne, men hver gang jeg rystes, ryger ud, jeg er atter mig selv og jeg har glemt hvordan, man nejer.

Min nervøsitet knækker min stemme. Jeg frygter, at jeg ikke hænger sammen. At jeg ikke både kan være det, jeg er, og det, jeg også er. Kan jeg undertrykke mig selv ved at genoplive det hamrende hjerte og den længste morgen i hele mit liv.

Jeg kommer og går frit. Fra mig selv, og min fabrikation. Lysvågen og kastet ud fra klipper.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Fiktivt forankret forpligtelse

25. May 2016 af Maria Guldager

Dagen åbner sig over mig

som jeg rammer en kantsten

min krop sløves, mit syn sløres,

etableringen åbner sig over ham

som han rammer en alder

sytten år ældre end mig

for at sige det som det er, sig

at du behøver en stærk kvinde som jeg, sig

at jeg er så lille og nuttet og kun en pige, sig

jeg udlever den ultimative kombination, sig

ingen anden end jeg nogensinde vil slå til,

min dag, min mand, min sag, min forstand

romantikkens atletiske muskler styrkes til et bristepunkt.

I højsædet er et samfund lavet af lego, et der kan åbnes eller gå fra hinanden, i mit projekt

skriver jeg; en fortælling om det, der gør livet værd at leve,

populært sagt, jeg skriver, om en eksperimenterende livspraksis

som den er

eller bør være eller kunne være eller skulle have kunnet være,

det er min måde at opdage livet på, udfaldet

er ikke til at kende, før jeg har konstrueret, digtet og leget

lego med virkeligheden, jeg

flytter rundt på virkeligheden, på stolene, omarrangerer og

giver plads til uvirkeligheden, tage det fra den, der bør bygges op og bevares,

han svarer: men dette er givet, at fiktionen ikke skaber jobs,

jeg tager mig sammen og skriver en problemformulering:

Kan vi nogensinde frisere årene ud

og skelne mellem nyt og gammelt, mellem

genbrugt og opbrugt, mellem

dit lort og mit lort, hvorfor

nuancerer du ikke dit sprog, siger jeg og

kritiserer ham for første gang, kan vi

tåle mere lort, svarer han. Problemformulering og perspektivering.

Hvert eneste ord lever jeg, hvert eneste ord kritiseres, roses, jeg løber

fluks i afgrunden, indtil noget nyt opstår, det slutter

ikke ved angsten, angsten er forskellen der åbner

min erfaring, mit eksistensfundament,

hvis angsten pakkes op som den gave den er, min forskel,

pakkes op, folder sig ud i passion, ud i mødet med livet,

intense blikke, ind og ud og ude-inde inde-ude, hinde, hud,

i åbne retninger, åbne for kærtegn

og for nye folder, krøller, opfindelser, frembringelser

i sig selv, det fremmede selv, det distinkte selv, angsten holder inde

angsten advarer om utrygheden: friheden er utryg; et koncentrat af mod og fantasi.

Det splintrede selv der i ærlighedens strøm bliver helt

ved at forbinde sig med sig selv, forholde sig

til det endnu ikke erkendte, det for bevidstheden uberørte, ukomplette, det endnu ikke afsluttede

et blik der ikke har set endnu.

Dagens skyer advarer mig om brud

under mig, forundrede jeg,

en bølgende smerte starter, udstrakte ulykker, blomsten

udsender ikke længere den rette duft

på en eftermiddag forstenet og ubevægelig, hvorfor

kom kærligheden ud af sin hule, hvis den alligevel vil

efterlade os spejdende ud i den sorte nat, nærmest kvalte

i den dødstille himmel, til sidst løfter jeg hovedet

mod de forsølvede stjerner højt oppe og susende trætoppe længere nede

jeg støder foden, støder andre

mit blik flakker, mit syn er i flager, holder jeg øjnene

stille, dræber jeg natten

med det intense lys, et håb

om tilstande der kun kan bygges med lego.

Frem spirer fra dybet af mit indre

det, der kun kan måles

på følelsen af alligevel at mangle

en, der tørstigt tigger om mit selskab, mit kildespring, jeg giver

mig selv til dem der spørger, og med hans tale om ufrihed

ser jeg mig som en udtørret bæk, jeg

vokser sammen med dem

der tigger, jeg læser fra afgrunden

ord dannet

af stjernerne.

For vinden der indimellem rører på sig

er jeg fuld af glitrende dråber, dyrebar

som en rejsende sjælden stjerne

for ham der stormer og vil frem i livet, videre

til et sted ude i det fri, der hvor øjnene altid er løftet mod himlen,

er jeg en sele, der kryber op af hans bryst

en ramme om hans

indhold og mening, organer og celler,

han synes at vide, jeg er den

familie han kan tale om og savne

mens jeg snitter grøntsager i et rengjort køkken, en udtørret bæk, hvis

jeg er rammen er jeg rund med maven nederst, hoved og tæer

mødes bagom ryggen, jeg er i livcyklusens vold, en aktualiserende tid

tiden i mig, døden i mine erfaringer, det udefrakommende i mit indefrakommende spørgsmål.

Min form er sket

han beundrer den, men vil han gennemleve min form med mig, er der plads

til lego-realisering, alle mine retninger,

han er i nuet, siger han, jeg ved det ikke

men jeg vil gerne have han tager fejl

at vi konstant er i gang med at blive

at vi rummer mere end nu, at vi er

forbundet med frem og tilbage, diagonalt og til det ujævne, det glatte,

de brudte forbindelser der sætter varige spor

i det han kalder nu, som mest handler om forpligtelsens positionering,

hans intuition strider imod tvangen der samvirker

med afsløringen, forandringsproces, skabervilje

han er færdig

med at komponere, han tager diktat, sytten

år ældre, hans evne til at lade sig påvirke

er knyttet til hans hjerte, modtageligheden

der balancerer som en sansende krop

hele tiden må han afgøre om han kan tage ved lære

er det muligt at leve uden bandeord

er det muligt at undersøge livet nærmere

engagere sig i sproget, være til stede

ikke kun nu men også når ordene er sagt

sproget som kulisse for de næste hændelser

eller er du

afhængig af uafhængigheden.

Det er rent, det vi har sammen, smukt og

uden fordomme

med overbevisning.

Svøbt i forførelse

ser jeg musikken

få tanke og krop

få samklang

med min brancheløse stemme.

De nye indsigter træder frem

som zoner på min hud

foldet ind i dit lagen

jeg formes mens han taler

tiden er det jeg ikke kan

undslå mig, jeg producerer

mit efterslæb, min eftertid,

min midlertidighed gennemstrømmer dagen

vores intimitet er et eksistentielt anliggende

hvis sulten på mere ikke fordufter

når mørket konsumerer os, med ryggen først, med kursen mod det ukendte

er han der, bag de lukkede øjne, bag min ryg.

Problemstilling. Findes der en mand, der kan føle sig fri i min bue,

så kan jeg være lys og som åbningsscene

bøje mørket af;

en stjerne der kaster en smal stribe lys

så han kan se kærlighedens uforanderlige natur

det tilblivende i hvert valg, hvert ord der kommer ud

en dag der åbner sig

eller krakeleres

over mig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

« Forrige indlæg