Facebook er en glimrende up2date-scene at forsøge indflydelse på det syn dine ”venner” har på dig. Old news at vi har et umætteligt behov for at blive set. Det nye består i min forståelse af det fænomen. At vi først bliver til, når andre ser os. At vi først der – i andres lys – eksisterer som individ. Dette er jo et farligt anliggende, når vi ikke kan sikre os helt hvordan, andre ser os. Altså, fotograferer andre dig i et forkert lys –forkert efter din mening – da bliver det alligevel de andres billede af dig, der bliver hængt op.

- Der var viiiiirkelig ikke noget på mine tv-kanaler i går aftes efter 21-nyhederne, og jeg havde sådan brug at unwind efter en fantastisk men hård (er det mon sådan ,at for at få noget til at blive helt vildt godt, skal det være lidt hårdt også?) dag med børnene. Ole Henriksen og alle andre livsglade inderlighedstyper ville anbefale mig, at trække vejret dybt og tømme sindet og blot mærke hvordan mine følelsers energi bliver opladt, når jeg sidder der i knibeøvelses-stilling, men øh…ja efter mit seneste blogindlæg ”note to self,” kan jeg ikke undskylde mig med, at så burde jeg også smide mit 86%chokolade stash ud og det ville kræve afvænning, som jeg ikke kan overskue nu og efter mine opdagelser, jævnfør vv-bloggen, kan jeg heller ikke undskylde mig med ”sådan er jeg bare ikke”, for sådan kan hjernen netop trænes til at gøre mig!

Så, fordi jeg bevidst valgte at give mig selv en her-og-nu-oplevelse, selvom jeg vidste det ville skade min nattesøvn og gå ud over de evner min hjerne ellers kunne have opnået igennem udviklende aktiviteter*, slog jeg om til genudsendelsen af ”Hals store kærlighed” på tv2. Og, til trods for overdrivelsens logrende hale til sidst i filmen, formår den amerikanske komedie at stille mig et sandt filosofisk dilemma, inden jeg må slå om på Deadline, der på sørgelig maner lader journalisten ride ranke på uholdbare påstande om kristendommen sadlet op som religioners ”engleeksempel” mod den stygge islamisme.

Frit fra huskeren spørger Hal sin ven hvad der så er virkeligt, hvis ikke det han kan se, lugte, høre, smage, røre og mærke følelsesmæssigt? Vennen svarer at et tredjepersons perspektiv må være enig, hvis noget skal være virkeligt. Men det er problemfyldt at kravet til virkelighed, som venner påstår, er at flere er enige om, at det er virkelighed. Hvor mange skal I så fald kunne sanse og opfatte– i dette tilfælde – personen, før denne kan godtages som virkelighedens version?

I den mere ’ligetil pointe’ ligger der i filmen en kritik af, at vi har dannet os et sæt fælles normbriller, der ikke opfanger de komplementære indre fordele ved mennesker. Hvilket så i filmen gør, at det er uforståeligt for Hal at Rosemary – som i andres øjne er overvægtig og i hans slank og lækker- er så ringe rustet med tillid til sit ydre; noget han snare ville have forudindtaget havde han set hendes former.

- Den ydre virkelighed definerer altså ofte folks indre livsverden. Fordi man ikke kan ændre andre, men blot sig selv**, kæmper vi mere eller mindre bevidst for at passe ind i en af de skabeloner, som i ’det fælles vedtagede virkelige’, ser allright ud. Som Peter, mors dreng, i X-factor der af dommerne fik at vide, at de ikke lige kunne placere ham som kunstner – i forhold til hans ydre fremtræden – i en af de absolutte artist-kasser. Men han gik videre. Dog stemplet som en type ikke passer ind af det medie, der bestemmer det offentliges holdning mere end noget anden. Fjernsynet.

* Beklager ”jeg er træt af alt det der er godt for mig at efterleve” attituden. Den har sin historie, som måske skal gennemæltes i et blogindlæg engang på et tidspunkt.

**Artikel om selvbevidsthedens synlighed i hjernen:

http://www.videnskab.dk/content/dk/krop_sundhed/hjerner_skannes_for_skyld_og_skam

Når man udsætter at tænke livets problematikker på grund af manglende aktualitet, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han ikke tørrer spisebordet af efter han har spist, da han jo alligevel skal spise der igen i morgen og dagen efter det og ja indtil bordet skal smides ud, og til den tid kan han så gøre op med, om han vil give it a go med en klud og lidt vand.

Når man udsætter at overveje meningen med tilværelsen på grund af opgavens omfattende karakter, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han ikke kan tørre syltetøjsklatten af bordet, for så må han rengøre hele bordet og gulvet som bordet står på vil da påpege sig opmærksomhed Læs resten af dette indlæg »

Nu er det slut med at frygte det*. Nu er det sket! Jeg gled i sneen og min knæskal røg om på siden af benet på det værst tænkelige tidspunkt – da jeg var alene med mine to børn. Og da jeg er typen der ikke kan styre mig ”tone-niveau-mæssigt”, lavede jeg, godt bistået af børnene, larm for et helt orkester omme på vores stakkels parkeringsplads.

Her ligger jeg så med benet i skinne og påbud om ikke at tage den af i 3-6 uger. Er I klar over hvor svært det er at skide med benet udstrakt??

Nå, men et godt eksempel på hverdagslivet med eet kan forandre sig. Og så tænker man måske, at al den snak om sandhed da må komme i baggrunden et øjeblik.

Nej, den er vigtigere end nogensinde. Mennesket har brug for trøst, når det lider. Jeg kan ikke trøstes af en løgn. Findes Gud andre steder end i min hjerne? Læs resten af dette indlæg »

Dette blogindlæg giver mest mening, såfremt man har fulgt voice/videobloggen
”Omkring år 1900 gik den respekterede læge og kirurg Dr. Duncan MacDougall omkring i Massachusetts, USA og spekulerede over, hvordan man videnskabeligt beviser sjælens eksistens.” (Kilde: starten på en artikel fra videnskab.dk – Sjælen vejer 21 gram)

Godt så; jeg er altså ikke den eneste respekterede person, der spekulerer over sjælens eksistens.  Og selvom jeg ikke giver meget for MacDougalls ”resultater”, er jeg tvunget til at lytte til folk, der har spekuleret før jeg.
Men hvor er jeg dog begrænset i forhold til at finde svar. En ting er min menneskelighed, og at jeg måske ikke officielt er hjernekirurg, men havde jeg blot kunnet tale/forstå alle sprog. Læs resten af dette indlæg »

Min eneste ene – My knight in shining amour – Min Romeo – Min Adam- Min elsker- er hjemme på barsel! Manden, der ellers tog på jagt og havde sex med diverse kvinder som hovedbeskæftigelse, har forladt arbejdstøjet en tid til fordel for lidt blødere værdier. Jeg føler hver dag store stykker lykke!
Selv i dag, hvor vi har to syge børn og jeg har travlt med studie, mens hele lejligheden er fedtet ind i de kernesunde vafler* vi forsøgte os med i eftermiddags. For HVIS nu han ikke havde haft barsel; nøj det ville være slemt. Så IH hvor er jeg lykkelig for min mands barselsperiode- for at han som menneske, er i stand til at reflektere frit over egne beslutninger, og ikke lader sig føje med mandens stereotype adfærd. (Og det er et VALG: se her)
Og jeg nyder det, det gør jeg virkelig. MEN: Læs resten af dette indlæg »

Og så sidder vi der. Til et middagsselskab sammen; uden at kende andre end vore partnere, og måske endda uden lyst til, at lære andre at kende. Om et par timer er festen alligevel forbi, og vi vil ikke se hinanden igen, så helt ærligt – hvorfor begynde at lukke op for det varme vand nu? Det ligger lidt i luften, at alle tænker sådan, mens vi tygger os igennem den seje laks.

Men jeg kan ikke lade være. Nå hvad laver du så, okay ja nej den vej kender jeg ikke, men har da hørt om byen- det er nordpå ik? Nej okay øst, men lyder spændende, jow ja mig? Jo gammelsjællænder vel, men ikke-praktiserende hvis du forstår sådan en lille en he he… og det gjorde han så ikke, og det gjorde hans date – en rødhåret lille sag, der vist havde fået et forkert indtryk af mit selskabssmil kombineret med en meget nedringet kjole, som altså sad ganske fint før jeg fødte et par børn, men som nu hele tiden skal skubbes på plads, for ikke at afsløre hele bryster – slet ikke.

Så er det jeg trækker avisen frem. Mest for at holde den op foran mine to flygtende bh-fanger, men også for lige at dreje samtale over på noget FÆLLES. Noget offentligt, noget kultur, noget vi alle har en mening om – perfekt samtaleemne når man ikke kender eller vil kende hinanden, for verden omkring os interesserer os alle.

Læs resten af dette indlæg »

Så er julekortet til Karen skrevet. Og havde det ikke været for den dårlige samvittigheds tidskrævende tankestrøm, så havde jeg nok også nået i postkassen med det i dag, men nu er det for sent. Og det er frygteligt at komme for sent. Det er slut,endt, forbi og du nåede det ikke. Der var noget at få, men du fik det ikke. Der var en ensom, du kunne have holdt ved selskab, men du nåede det ikke – det er ikke et øjeblik, du kan gribe længere, og det må du så leve med resten af dit liv.

Det er ganskevist ikke postkassen, jeg taler om længere, for her er konsekvensen af min forsinkelse blot, at brevet når frem senere. Min egentlige dårlige samvittighed handler om det besøg hos Karen, jeg bare aldrig kommer på! Hun nærmer sig de 100 år, og jeg har ikke set hende i de sidste 7. Ja det er pinligt!

-Og her er undskyldningerne – det er så svært at komme derhen og det at tage initiativ til det, falder mig bare ikke naturligt. Disse er undskyldningerne, som skal få mig til at sove om natten, når hun dør inden jeg nåede at hoppe på det skide tog, og køre i det der ligner en time. Og for at gøre sørgeligheden endnu mere sølle, så ville det ikke engang være et pity-call at besøge hende! Jeg er vild med damen! Hun har levet det mest spændende liv, og hun ved så meget om andre lande- hun har rejst rundt hele sit liv, og jeg kan ikke være i rum med hende uden at lære noget nyt. Tænk at sådan et fantastisk menneske skal sidde selv – kontakterne her er få, netop pga hendes rige udlandsliv og den høje alder. Læs resten af dette indlæg »

Jeg havde lige cyklet 5-6 kilometer til biblioteket, og udmattet placeret mig i min farvoritzone med politikbøger på den ene side og aviser på den anden. Øjnene kunne næsten ikke fokusere på dagens Information. Jeg kiggede op fra avisen lidt og prøvede så igen. Det hele svimlede lidt for mig, men blev grebet af en historie og glemte utilpasheden.

Artiklen (http://www.information.dk/216224/)handlede om en nyere tendens i Kina. Drab af korrupte magt(misbrugende)mænd. Da jeg havde læst den færdig manglede mine negle. En tankerække om menneskets natur satte i gang  - at dræbe og at bifalde drab ligger latent i os.

-  Lederen, i den samme avis, jeg var blevet så forarget over, dømte uangrende terrorister til et livslangt lorteliv. Journalisten mente, det terroristerne ønskede, var at dø, så at spærre dem inde på livstid, ville være at ”give dem helvede på jord, hvilket de fortjente”, som han sådan cirka udtrykte det. Min forargelse var over selve det, at man i en leder skulle fordømme andre mennesker på den måde. Han fordømte ikke bare handlingerne, men menneskerne.

Læs resten af dette indlæg »

Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor mange er så optagede af det der med at eje et hjem. Lever vi ikke en tid, der bare skriger på frihed og ingen forpligtigelse?
- Jeg gør. Og jeg nyder at bo til leje.

Der er så massivt mange fordele og myten om at husejerlivet er sødere – taaaa til grin!
Der er eksempelvis alle friværdis beregningerne – som lejer slipper du helt for dem, og får i stedet tid til at se en hel del flere reklamer for reklamer for trailers til reklamefilm, du ellers skal helt i biffen for at se. Og hvad med vedligeholdelsesproblemet – nej som lejer kan du ikke på samme måde blive holdt oppe på din boligs udseende eller stand; det er jo ikke dit, ikke din skyld, ikke alene dit ansvar (selv bruger jeg flittigt min lejer-forklaring, når mine gæster rynker på næsen af den store opvask eller det…mindre rene gulv!!)

Lejebolig –aaaah! Kan du mærke det skylle ind over dig? Friheden.
At du er fuldstændig uden ansvar.
Selv dit parforhold og børneopdragelsen slipper du for at skulle Læs resten af dette indlæg »

I morges vågnede jeg ved, at min hjørnetand forsøgte at pierce sig op igennem min tunge!
Nu hvor min blære vækker mig tre gange i timen, har min øvrige krop åbenbart tilsluttet sig kampen imod min nattesøvn. Sådan tolker jeg det i hvert fald, for helt ærligt, hvad andet end et ledt bagholdsangreb kan det være når min tunge efter få minutters søvn får sneget sig helt ud af min mund, og mit hoved lagt sig selv i spænd op imellem puden og væggen og mine tænder så derpå får lyst til at lege slagter??

Men jeg kan vel også lige så godt vænne mig til at blive “modarbejdet” lidt fra egne rækker. Når min baby engang er moderkageflygtet. Og altså, jeg siger jo ikke, at en nyfødt bevidst angriber forælderen. Men jeg er overbevist om at barnet inden længe vil gå til angreb – helt bevidst. Ikke at det skræmmer mig. Det mindste. Jeg ved altid hvad Supernanny vil sige, inden hun siger det! (Måske til dels de der ”upcomings” skyld..) Så derfor er jeg for så vidt i sikkerhed for et umuligt barn. Bare ikke… Læs resten af dette indlæg »