Og der sad hun i sine tårers frost med det nok så brugte bækken lænet forover mod hullet mellem benene, der så udstrakte og fragile fastlåste hende i kulden. Brysterne ramte nu og igen strækmærkerne på lårene, som hun rykkede sig frem og tilbage i den varme åndes forsøg på at fries. Is-forfrysningerne bed til og hun bemærkede, at hun kun med skadefuldt hovedløft kunne se ud af de tilfrysede øjenlåg og fæstne blikket mod spejlet, spejlene omringede hende, som en erkendelsesvæg, genkendelsens trofæ svigtede. Spejlet foran hende var tildugget som resultat af tempereringsparadokset; i det viste sig tåget og tydeligt på én gang en vemodsfremkaldende skabning, omringet af bedrøvelse, fastspændt af tankebøllens angerkørsel uden bremser, uden hjul, uden styr, uden sæde, kun med brutalitetens omdrejninger. Hun fortrød, at hun havde løftet hovedet, men nu kunne hun ikke rette det ned mod hjertet igen, stivnet og fortørnet skælvede hun i sine hulks stønnende format. Om lidt ville de kalde på hende og forvente det spejlet havde vist, en knækket figur, en utilregnelig klump kød, der vigtigst af alt var langt langt langt fra deres egen karakter, fra hoben, fra det tilladelige, respekterede. De ville give hende en chance, for sådan var de, gode mennesker, med tro på medmenneskelighed, på synd og tilgivelse fra det. De ville fortælle hende, at det var helt i orden, at hun manglede kvaliteter, for de skulle nok lade hende sidde med, så kunne hun suge, som køkkensvamp. Tø nu lidt op ville de puffende tiltale hendes alvors fortælling, og de ville smile så bredt, at hun da også måtte indse, at det ikke hjælper noget at være så vulgær i sine relationers tilknytning, hun måtte finde sit segment, og det var ikke her. Hendes forestilling af det, der ville komme fostrede en flod af glohed protest, der som sur galle boblede ud fra hendes mavesæk. Hun spændte i alle sine muskler, isen klirrede af hendes nu oprejste krop, spring spring, klang, hun rystede men nu af vælde, af indre jubel over at vide bedre. Endelig så hun i spejlet, med lukkede øjne, et naturskønt setting, hvor hun kunne danse afklædt, fjedrende, i hadefuld takt indtil raseriet efterlod sig en regnsky, der skyllede alle beviser ud, ud i kulden.

… og man ikke har magt til at slukke det, tyer man til at overdøve. Kompensere. Flygte.

Som på et fjendtligt fake-succes-kort, der bliver ved med dirigere dig ud fra det du siger til dig selv, det du siger til dig selv at andre siger til dig, og vejen blændes og fordunkles skiftevis, indtil du er dybt inde, tæt på at dig selv en ordentlig opsang over dine manglende evner. Der er ikke noget valg – alle må bare blive ved med at gå, så længe jorden kredser om solen. Længere og længere væk. Går du tilbage kommer du bare væk i en anden retning, end den du gik før; alle ruter på strukturens mest anvendte kort fører væk på hver sin måde.

I tv-avisen i aftes kom det igen (igen igen igen) frem, at når personer bliver fritstillede fra deres travle job. SÅ bliver de stressede. I det hurtige bliver vi altså stressede og i roen bliver vi stressede. Der er tale om en usynlig struktur i mennesket, der først når det viser sig i form af det vi benævner “stress”-lidelsen får gennemslagskraft nok til at blive hørt, stress vil forstås, afhjælpes. Sagen er, at vi vil noget. Vi vil opnå noget. Vi vil være til, rigtigt til, på lige fod, ærefuldt endog. Klart bliver vi stressede hvis vi ser for mange muligheder for at opnå-Og klart er det også, at vi bliver stressede, hvis mulighederne for at vi kan udleve, det for tiden meget famøse iboende potentiale slet ikke tilkommer os.

I forløsningen af stress-tilstanden kan der derfor hverken skules til arbejdspladsen eller den arbejdsløses hverdag/praktisk forvaltning af tid. Eggert Petersen har en relevant opskrift på psykisk sundhed, livskvalitet og trivsel uafhængig af arbejdssituation, og jeg er helt på bølge med studier der viser, at den der murer sig isoleret lettere forfalder til det opgivende tankesæt, men stress indikerer noget ganske andet. Jeg ihukommer, at det ikke nødvendigvis er den stress-ramte, der reagerer sygt, men forholdene, situationen, arbejdsmiljøet eller arbejdsløhedsmiljøet kan være syge, og dermed reaktionen på den et sundhedstegn. Den enkelte må grave dybt, for at finde ud af at hvad der er fat med situationen.

Det er dog ikke min opfattelse, at der er en udvej, når vi først indkapsles af tidens spindelvæv af “status-jagt”. Så er tilværelsen en desorienteret omstrejfende tæthed, der reduktivt faciliterer den rejsende til operationer, kun indenfor rækkevidde. En rækkevidde fastlagt af strukturen, og ikke af den enkelte.

Længslen er menneskets livsvilkår, og at samfundets toneangivende har opdaget den drivkraft længslen kan være i et positivt udviklende spor, pantsat den og estimeret dens værdi i  konkurrenceevne, er netop hvad der fører os vild. Et livsvilkår er ligeledes valget, selektionen, distinktionen mellem det jeg vil og det jeg hellere vil. Valg søsætter ikke kun potentialer, lad mig pointere begrænsningerne. Det er historien om Ariel, som får ben, men mister stemme, får stemmen men mister prinsen. Begæret får hende til at vælge, og dermed begrænses, bare på en ny måde. You give, you take away.

Måske kan man reelt kun vælge mellem at høre spektaklet og på hænder, fødder, mund begrænses af støjen, eller at gå væk og på hjerteslag, puls, stemningsleje begrænses af mangel på rytme og sammenhængsfølelse. Det gode er, at lige meget hvad vi gør, er vi gået vild, så hvorfor ikke indrette os, der hvor vi er.

Med altså mindre, vi udvikler en retning , der ikke baserer sig på det falske kort, hvis rute nok så meget forventer at komme i mål, men som hele tiden forgrenes til et væld af stier, der først må vandres og udsætter den værdige, selvtilfredse og fredfyldte følelse, indtil du kommer til et punkt, der så leder dig til endnu et punkt, der sender dig videre til dit næste og……Tænk hvis kortet var et stort mål, en meningsfuld, tilfredsstillende optimering. Hele vejen.

NB

Indlægget er en kommentar til en tendens i tidsånden, men se fx her meget nylige kilder:

http://www.psychologytoday.com/blog/communication-success/201205/how-find-your-best-career-get-paid-doing-what-you-love

http://www.information.dk/301116

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-50489408:video-stress-rammer-de-arbejdsl%C3%B8se-h%C3%A5rdest.html

Mit kategoriløse  elfenbenstårn, der mest af alt

er tilblivelse,

noterer jeg

Noterne er tanker; taktile, ræsonnerende eller indignerede men i alle tilfælde

tanker

Tanker er medpassagerer; sproget bærer tankerne, griber ind i tankernes rum, scenisk

som medredaktør

Tankeprocesser kondenseres til begærlige forestillinger

der artikulerer, kultiverer, abstraherer, dechifrerer, nominerer, legaliserer, aktiverer, favoriserer, bipolerer, opsummerer, paralyserer, syntetiserer, konverterer, olierer, selvvoterer, tempererer, dominerer, tolerer, eksekverer, identificerer, eliminerer, kurerer eller illustrerer

og offentliggør

det anmasende og på mig marcherende

Forestillingen forestiller sig at forløse og udfolde;

spørgsmål.

Mine tekster  er

proces med spørgsmål som ører

Spørgsmål med hengivelse, besjæling i

stemmen

så enkel at svaret vil flyde,

ikke-foræret, men

blødende som ved sværdudgydelse

Lakonisk og koncist: Al adfærd er kommunikation.

Der er dog noget forløsende i den orkestrerede kommunikative formidling, hvor recipienterne forkæles af kreativt udvalgte træk med et narrativ på læben. Jeg tænker ofte – i særdeleshed i forbindelse med ord skrevet på emancipatorisk vis ved et individualistisk særpræg eller følelser på musik – denne sætning:

Hvilken større gave end det at kunne udtrykke sig så fyldestgørende at det rykker modtageren?

Nu tager jeg mig selv alvorligt, og håber en uddybning kan give plads til nye forholde-muligheder!

Jeg tænker:

Udtrykke fordi gennem rytme, tekst, farver, mimik, fortællinger, kropsbevægelser, toner, former, åndedrag, tempi, begreber, mad m meget m bliver jeg interaktiv, deltagende og adskilt fra andre individer. Fælles har udtryk funktionen vej, middel, eliksir, kilde, metode. Udtrykkets forudsætning er indtrykket. Ingen kan altså udtrykke noget (og slet ikke fyldestgørende så det rykker nogen) uden egne indtryk. Indholdet sættes som perler på en platplade -det rummer spontaniteten og afgrænses af det suveræne- og formidler og afspejler afsenderens vinkel i en tæt dans med skabelsen af afsenderens identitet.

Gave fordi jeg er skabs-determinist eller i hvert forholder jeg mig konstruktivistisk ud fra en grundholdning om, at vi ikke selv kan gøre for eller ved de valg vi træffer, da de altid står på skuldrende af noget tidligere, i en lang kausalkæde. Dvs. at til trods for at ære som begreb for mig er essentielt i forklarelse af adfærd og selvopretholdelse , så er ære en hybristisk illusion forankret i den øjeblikkelige følelse, fordi alt vi handler på, stræber efter og i det hele taget vælger, skyldes noget andet – selv den ellers agtværdige selvdisciplin og udmærkelse af indsats er – som alt andet- et resultat af muligheder, genetik, arbitrære omstændigheder herunder netværk og tidligere valg.

Gaven er kendetegnende for menneskehedens rigdom i hvilken vi erkender og finder indsigt om andre og os selv. De kommunikative kilder (herunder fravær af visse udtryk) er føde, og selvom vi rationelt set blot tikker som uret er indstillet og også denne (nu forherligede) gave er adfærdsregulerende i praktisk forstand, kommer vi tættere på det, ingen kan leve uden, alle higer efter og de fleste ikke tænker at kraften til syvende og sidst kommer fra; forståelsen, når vi evner at udforme og anvende dækkende udtryk, for det vi indeholder. Vi forbindes i den fælles opfattelse. Det delte perspektiv. Det egentligt formidlede. Registrering af budskabet. DU SER MIG; JEG SER DIG.

Det er en gave at kunne udtrykke sig, skønt det tilvælges og plejes af den enkelte, for det stammer ikke singulært herfra.

Rykke fordi det er, ifølge mig, en grunddrift i mennesket at ville frem, videre, væk, op, hentil, ud og omkring. Der, hvor udviklingen ikke kan finde sted, forkrøbles livsmodet. Forandringen eller oprykket kan smerte, men gør ikke så ondt som stagnationens konsekvens i en kulturelt betinget tilværelse hvor dynamik og klamren til ny viden er selve papirsidderne i vor biologisk lukkede konvolut.

Hvilken indikerer at, der findes andre gaver. At nikke til blomsterprædiken om uanede gaver virker på mig irriterende lyserødt og uden sans for det virkelige; de kolde fakta. Men omvendt; en sådan negation af det glædelige i livets tildelinger fejlslutter min indstilling; i det lys er min skikkelse utaknemmelig, lamenteret og ikke værdsættende overfor det priviligerede, det mulige.

Kald det gaver. Kald det redskaber. Kald det egenskaber. Det, jeg mener er (evt. udefrakommende som jeg før postulerede) potentialer indeholdende chancer, der formentligt kan opstilles per rang ud fra hvilken der sjæleligt kaster størst profit af sig.

Mht. modtageren og det fyldestgørende så er disse omtrent en enhed, da modtagerens perspektiv danner rammerne for hvor til fulde udtrykket indlemmes og i tillæg frontalt rykker vedkommende. Og det – forforståelser, projektioner og forstærkende elementer i eget filter- kræver mere end jeg lige nu kan. Men det er netop, der jeg skal ind for at finde mit underliggende spørgsmål og dertilhørende svar – vi skal adskille farverne for at forstå dem.

Lige nu er klokken mange, og jeg lader det ubevidste overtage tiltrængt indre sanering, indtil børnene påhopper mig vækkende om et par timer.

PS i aftenens X-faktorprogram sagde Balchman normafikatorisk, at musik bliver til i mødet med modtageren. Jeg vil affirmativt mene, at dette gør sig grangiveligt gældende for alle udtryk.

Det var først da telefonen ringede,

og brød min subtile men kraftfulde indlevelse,

i fragmenterede

ydre bevægelser der

-som sprit og krads-

fjernede min attributive hals

der opsluges mere af fraværet,

hvilket ætsende og flammetendiøst

overlod mig til

fiksering af nærværet

hvor mit spontane sæt markeres,

dog flydende

som alt i nutid- overhalet indenom af erfaringens bindende erindringer,

og udfærdiger almengyldige konstruktioner af ord med et indhold af ordinær information,

kun for at lægge på igen

og møjsommeligt forsøge på at

niveauinddele mine tanker

hierarkisk

og med vægtning af det foreliggende; det,

jeg kom fra, det

jeg før havde indstuderet, grebet og holdt om i så knyttet en hånd

at der sandsynligvis var mere balsamerende håndproces

end uddannelse over byttet, ikke desto mindre

var det først ved min attemptive tilbagevenden

til poleringensbeskæftigelsens indoptagede formel

at

jeg bemærkede stilheden

i rummet,

selvsamme rum som jeg befandt mig i,

og indså lydligheden i ikke-koncentrationen.

Hvor indbildsk af mig!

At jeg overhørte den

Der er mange.

Der kommer helt sikkert en liste. Men for ikke at skue tilbage så fylder jeg på ‘fra nu af’.

- Jeg kan ikke overskue at svare/ afkode den voldsomme mængde af ord, du har skrevet, Maria

ARGH! (Pis og panta rei)

Udsagnets ræsonnement; at jeg bør tillæge mig en mere strømrigtig og koncis formuleringsevne, rammer underkendende ned i en svært syntetiserende diskussion jeg fører med mig selv. Iagttageligt vil det interpersonelt være praktisk at skrive kortere, javist, men fraværet af det præcise udtryk bærer også sin helt egen kommunikative mening. At du ved det.

Desuden…Det i flæng brugte udtryk ‘bare vær dig selv’ falder uomtvisteligt til jorden, ugyldiggjort, når jeg netop ved at turde at blande mig og udtrykke mine intentioner, oplever at strande på majoritet-indercirkelens afvisende sæde, kun med rumpeplads til det konventionelle.

Hm. Jeg næres af håbet om at møde forståelse, og tager udsagnet til efterretning. Delvist.

til mængden

men mængden kræver at jeg lytter først

og det kan jeg ikke

med alt det jeg først skal have sagt

Når jeg aldeles ikke bør

skrive et digt

vrimler artikuleret lyrik

Når jeg,

Som nu.

skal

Hæmmes min deling af udstrakte vidder

af jagten på

sublimitet

Selvoptaget indespærres ordene

der tigger mig om at flå

følelse ud

Større bliver til mindre

I mit rums fordunklede hån om

enhver

selvfølgelighed

Der kan læses andre steder

Skønt selvfølgeligheden er den der tygges

og sluges

Og lader mig næres

og som har andel i min ægtheds fortabte følelse af

skuffelse over

At være skuffet i

al almindelighed uden at kløfte andet til medmennesket,

afficere det med velbehag,

som det har opdraget mig til

i foragt for magtesløshed

Som den hverdagslige semantiske formynder

vover jeg ikke skuffelsen

uden fremmedord og forelæsninger

Selvfølgeligheder nægtes endog pladstilegnelse,

som om jeg måtte mene,

At være meget bedre og

meget andet

end

Hov, almengyldighed fra intersubjektiviteten, vent nu lidt, med din normative adfærdsforventning i regulativ tolkning!

Hvorfor er det vi skal spise fuldkorn i stedet for hvede, selv når vi ikke af trang frit vælger det?

De siger, det er for at mætte maven længere, så vi ikke spiser så meget, og dermed påfører sundhedsmæssige laster, der smerter os. Men den argumentation er jo komplet antagonistisk, da man i smerten- medmindre man modmister- netop undfanger en receptiv form kendetegnet ved temporal  lyst til at indoptage. Indoptage alt, der kan lindre smerten, men hvis ekspansiv indoptagelse begrænses, belastes den forpinte i lidelsen. Det kommer dig til gode, at holde igen med mad, siges der i foragtfuld tone overfor dekadent selvopretholdelse, men skal mennesket da blot komme overens med livets skyggeside; smerten der bider i det forbrændte ansigt med blodfrådende hug, underkastet en psykologisk repressiv duelighedsprøve? Bør jeg krones for indifferent at lade vanvid stå på?

Jeg nægter! Nægter nægter nægter!

Jeg nægter at følge det gamle realitetsprincip og æde idehatten om, at min symetriske stimulans-natur er animalsk og underlegen mine menneskelige fornuftsprincipper, for jeg er, det jeg oplever, og det jeg er, skal ikke foreslå lidelsens karakter.

Ergo er den naturgivne modstand mod fysisk smerte indiciefyldt en værdig drivkraft, der berigtiger forfinelse til gavn for organismen. Nydelse må forædles, og tilstræbes inkorporeret som legitimt åndehuls teleologi uden forlegenhed og “smerte er lig med sundhed”-løgnen dæmrer i baggrunden, som et hidsigt uslukkeligt vækkeur.

Empirisk mener jeg dog, at en mikroskopisk smertetilføring i en antonymisk forening baner vej for vitalitet og harmoni i individets tilblivelsesproces. Den mikroskopiske obligatoriske smerte betragter jeg dog som en rest, der af sig selv piplende efterfærdes når den tilbagevendende groteske livssmerte none-accepteres med en- med alle stimulerende midler- bekæmpende dragt til våben, hvis sortiment det forpinte menneske privilegieret uagtsomt omsigviklende vælger; spejlet i udelukkende det, der forringelses-abstraherer bedst.

Er der smerte i os, er der altså særskilte forholdsinteresser, og vi bør tilføre legemet hvede fremfor fuldkorn, hvis det er mest mulig mad-indtagelse, der bringer os en eskapistisk udvej. Ikke som ofre, men som sejrherrer hævet både over det forheksende smertebids korporlige undergangsattentat og det mellemmenneskelige sandhedskonkluderende fuldkorns-fremtids-perspektiv, der kun forsvarer teoretisk horisontale udfald og ikke baserer sig på det umådeholds-behov ilagt den forpinte.

Inde i dette mit hylster findes en person/en karakter/et ’selv’/en identitet der vakler imellem mennesketypen, der efter alt at dømme ville fungere bedst låst inde på en sikret institution, og det menneske, der decideret fortjener odiøst store guldmedaljer for sine opdagelser og udmærkelser i tilværelsen.

Dvs. at jeg nogle dage ved jeg ikke kan, andre dage ikke ved om jeg kan, og nogle dage ved jeg burde kunne, andre dage ved jeg så aldeles kan.

Læg i dechifrering af ovenstående vægt på ordet vakler, da en inresolut slingrekurs synes at have assimileret i mig alle dage, trods det at jeg nogle dage påstår det anderledes.

Religiøst gider jeg ikke tro på noget som helst, for hvis ikke jeg tager fejl, kan jeg i hvert fald ikke få afkræftet i min levetid at jeg ikke tager fejl. Det er spild af min sandhedshungrende tid. Men gennem fornuften og psykologiens værktøj anser jeg alle mennesker for at være i besiddelse af en karakter; en personlighed der er en, alle andre ikke er, skønt denne virker iterativt i en kollation (sammenstillende undersøgelse). Til det, at ’selvet’ i høj grad formes af andre, må der kraftigt nikke og indvendes, at der dog må være en signifikant adskilt karakter, da den spejlingen igennem årene ikke ville have bearbejdet “noget” uden.

Hvad leder til at vi får et (og hvilket) indre liv, der kan defineres som særskilt fra medmennesket?

Muligvis biologi, genetik og den proces dette spørgsmål står på skuldrene af:

Hvad skal vi stille op med vort ”selv”?

En apriorisk struktur i mig peger på logikken i, at mennesker naturligvis har så forskellige sind, evner, holdninger og muligheder for at opfylde fællesskabets fundament; supplerende individer som (forhåbentlig) konstant udvikler sig og opnår højere viden; til fordel for det samlede samfund, hvor alle konstitueres. Den hvor-end-fra-komne identitet skal til fulde udnyttes, for dristigt at give sit til at optimere menneskeheden i en eller anden forstand, og ifølge denne min egne logik er det altså en direkte bespottelse mod livet, hvis vi af frygt og grådighed ruinøst lader normaliseringsprocessen overskrive ’selvets’ ideer.

Lad mig sprede årsager til, hvor jeg, lige netop jeg, finder det ovenstående værende fornuftigt. Naturligvis, fordi jeg er præget en tidsånd, der udover at arbejdsmoralisere også maner til frihed. Ideologien er baseret på en frihedsfølelse til alle arbejdende mennesker, men kontrært kan der kun efterforskes sindige spor af maddings-frihed, og når den er indoptaget, overlades vi til at indgå i så ordentlige forhold, at man næsten ikke kan få øje på det oprindelige. Den selvaktualiserende frihed, der skulle ligge i at udøve sit fag, er uden brug af sindelagets partikulære vilje, dømt til at afgive skuffelse, frustration og stress over ikke at kunne leve op til et ideal, man ikke engang ved hyringstid vidste man skrev under på…

Jeg er altså splittet.

I de valg jeg kan påvirke lever jeg som fri, og jeg får knubs og slag for mit ”mod”, som det kaldes, når jeg får ros for det. Ordet mod er netop min knudes frustration, for er det heroisk at leve i overensstemmelse med det man erfarer som bedst for sig og sine? Er det ikke snare forventet almen opførsel?

I de foranstaltninger jeg ikke kan påvirke, er jeg træl, hvilket stresser pulsen på det ’selv’, der promoverer, og som i det hele taget består af, uanvendte ideer, for hvilke der højst forstilt roses.

Uden omsvøb; jeg har lige så længe jeg kan huske tilbage af mit liv haft disse to muligheder. At frustreres over at komme fra en familie, så afvigende fra det, jeg altid har følt (ikke troet, tro er i denne sammenhæng rodfæstet i en frygtindgydt religion, som jeg kun fornyligt har brudt med) jeg var, verden var og meningen var – en familie, der strammede sit greb om mig i de år den kunne, og som løslod en komplet indlullet og forsvarsmaskinelt blank pige til intet mindre end selvdestruktion på flere måder. Eller at frustreres over at jeg ikke er i nøjagtig samme stand kognitivt og funktionsmæssigt som mine forældre, så jeg havde været et barn der var tilfreds med sin rolle og med fundament for læring i folkeskolen, og så jeg både nu og da ville føle at jeg hørte til i familien, i byen, i barndomshjemmet, og så jeg kunne acceptere normerne, forældreforholdene og så de psykiske tilhimmelråbende diagnoser i hjemmet ikke i mine øjne tog sig ud som deviation, men som gængse og elskelige.

I disse to muligheder finder jeg kun fiktive handleløsninger.

Hvis du er mindfuld, tænker du nok noget med, at jeg skal se hver dag som ny og mig selv som uafhængig af eget og andres billede af mig ….. Den blide jargon passer mit ’selv’ ikke ind i, men som en træl kan jeg da godt sætte mig i punktforløsende stilling og være ikke-dømmende. Personligt, som den karakter der af uransaglige* grunde bor i mig, har jeg, som en tapper ridder der hvis han skal følge sin indre drivkraft, brug for at søge de historiske værdi-elementer, jeg mener nu forårsager mig en så suppressiv vanskelig trussel.

I tankerne omkring alt dette indgår det uanfægtelige; at min person har nedarvet visse psykiske laster.

Mere om det i mit næste forstemmende forsøg på at få løsnet frustrationsfæstningen.

*Uransaglige, for hvad er meningen med min vilje, når den forsmuldrer en eskapistisk livs-redningsvest, som så mange andre tilsyneladende kan iføre sig helt uden at spekulere over det, og som gør at de nu kan trække vejret, og jeg bare sige blobbloblob…………?