Effektivitet er et nøgleord i mit liv. Ikke effektivitet som i at støvsuge samtidig med at tage opvasken, for effektiviteten er afmålt mine egne prioriteter. Hvoraf hvile er en af dem, og rengøring not so much. Men kun når jeg lever effektivt, kan jeg slappe af med god samvittighed – netop fordi hjernedød fjernsynskigning er del af en større masterplan, hvori udnyttelse af det man normalt betragter som spildtid indgår!

Hvis du synes det lyder fancy, så er du måske typen jeg kunne sælge en smart selvskrevet konceptuel selvhjælpsbog til. Netop i en tids-klichee som coachingbøger der selvføøøøøøøøøøøølgelig virker netop for dig, hører mit system til. Det er eksklusivt udklækket af det rugende samfund, hvor hastighed er afgørende, og hvor vi ikke stiller spørgsmålstegn ved om vi KAN nå ting, men blot indretter os SÅ at vi når dem.

Kvindeundertrykkelse har jeg aldrig selv erfaret. Jeg har følt mig anderledes behandlet end mænd, men aldrig undertrykt. Dog har jeg i den grad mærket et kvindetryk.

Alt efter hvor og hos hvem man er vokset op, vil man have en ide om, hvad der forventes af en allerede fra barnsben. I sig selv er forventninger til børn efter min opfattelse ganske positive og brugbar for barnet, når det bliver ældre. Det øger selvsikkerheden, at andre TROR på en og ønsker en det bedste. Men dilemmaet kan opstå, når forventningerne bliver meget specifikke, og visse livsmål føles som eksplicitte krav.

Det har eksempelvis altid været en selvfølge, at jeg skulle føde børn. Som dagplejemor har min mor altid talt om den usammenlignelige lykke, det er at få børn, – hun gjorde ofte opmærksom på, at jeg havde hofterne til fødsler og dukker husker jeg ingen anskaffelseslimit på.  Som 18- årig var jeg barnepige hos en familie med to blebørn, og jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg alligevel ikke sku have børn. Jeg så hvordan børnene stjal alt hvad der hed privatliv, fritidsliv og romantik-  for dog som modstykke at aflevere nogle lykkefyldte stjernestunder. Rundhåndet nogle dage javist, men lige så sparsomt andre dage, hvor den stod på sygdom eller udskejelser – dvs. bekymring og vrede til forældrenes i forvejen fyldte hoveder. Men så glemte jeg det – fulgte det barndomsinstinkt der var blevet mig tillært – blev gravid- fødte to unger og skrev dermed under på et liv uden søvn, venner og eventyrlige rejser. Alt sammen til fordel for stjernestunderne.

Men jeg er kvinde og kan håndtere det! Jeg har venner på en anden måde end tidligere, knapper bukserne på en anden måde end tidligere og nøjes med rejser af mental karakter- hvilket jeg dog praktiserer en del, når kolikanfald eller trodsalder sætter ind.

Kvindeovertrykket må være bestået? Altså nu hvor jeg både køber sundt ind, laver måltider fra bunden, plejer mit parforhold, går op i børnenes udvikling gennem leg, holder hjemmet sådan nogenlunde rent (møg, må ikke lyve mere, så streg lige den her ud, hvis du vil have hundrede procents truth), er miljøbevidst og alt det andet, der hører til det ansvar det er at have fået børn. (Børn, der i øvrigt ikke spiser det du laver til dem, og sørger for du bruger 20 gange så meget vand til deres tandbørstning, end hvad godt er.)

Nej, og dette har jeg ikke fået fat i som barn. Ægteskab, kristentro, børn- Tjek.

Nutiden siger dog:

Det er ikke nok.

Kvindetrykket er skam tungere end det. (Kvindetrykket tager sig ikke af, om du står med to børn, der er fuldt ud afhængige af dig hver dag, fordi du ikke har pasningsmuligheder  når du skal noget, og det i et parforhold, der på sin vis er ret så nyt endnu og som af og til godt kunne bruge at begge børn sov, bare en enkelt aften, på samme tid.. )

Nogle vil måske have helt andre barneinstinkter (fx med fokus på arbejdsliv), men for mig slog realiteten pine ind i hovedet, som i en fluesmækker mod en flue.

Vi skal også uddannes, og gøre karriere for at kunne overleve økonomisk såvel som socialt, personligheden skal sige SPARTO så vi kan få det job, vi ønsker, være up2date,  træne vor krop, pleje os selv med de rigtige kemifri produkter, vedligeholde venskaber, gå til dans, meditere, holde orden i sagerne, dyrke 50 timers trantrasex, slukke fjernsynet o g s å v i d e r e…………… !!

–Kender I det når folk siger ”hav det godt”, men så bliver en halv time, før de og deres rigtige bullshit endelig forlader ens hjem? Jeg kender det nu kun fra tv-programmet på  DR1 ”Hav det godt”, og jeg prøver naturligvis at zappe over på noget andet, men som kvinde har vi måske et helt medfødt tryk – nemlig det at VILLE gøre alting så godt så godt…. Så derfor lytter jeg jo lidt til det moraliserende medie alligevel.

Hvordan løser vi denne feminine rebus? (Den eksisterer også for mænd, men de er altid bagefter – de må tage deres egen kamp med eget tryk. Kvindens tid er NU!)

Færre børn, ingen børn, intet parforhold eller mange børn og godt job og bedsteforældre i nærheden eller mange børn og hjemmegående/aupair- modellen. Jow jow der er flere modeller, der kan lykkes. Jeg tror skam på det kan lykkes, hvis man tør fravælge noget man ellers havde kært, eller noget som andre gerne så en gøre. Hvis man vil have det hele, må man opgive det halve! Det er en ’først og fremmest’.

Hvis du har surfet denne site vil du vide, at jeg desuden har en kur mod alt:

1 Drikke masser af vand.  Så ryger det meste lort i dig igennem  og ud på et tidspunkt

2 Ærlighed. Hvis vi nu sagde fra i tide, ville det måske betyde, at vore kvindelige efterkommere ikke skulle komme til netop den tid.. At sige fra i tide, er nemlig tit allerede for sent.

At turde sige fra kræver, at vi står sammen om at være ærlige (kan det blive mere klichee – hvad vil det egentlig sige ‘at så sammen’ i den individualistiske samtid?) , og ikke som nu hvor de ærlige ikke passer ind i glansbillederne – de glansbilleder, der år efter de multitaskende præstationer, kommer i Aftenshowet og fortæller hvordan de slet ikke kunne holde til presset, indeni.

……….Hvad angår min effektivitetsstruktur, så virker den for mig (uden at den dermed er en løsning på ret meget i mit kaos-ramte liv). Men jeg kan garantere dig én ting: den vil helt sikkert ikke virke for dig! Er det ikke befriende? Et godt ’råd’ du har verdens bedste grund til ikke at bruge! Juhuuu!

Facebook er en glimrende up2date-scene at forsøge indflydelse på det syn dine ”venner” har på dig. Old news at vi har et umætteligt behov for at blive set. Det nye består i min forståelse af det fænomen. At vi først bliver til, når andre ser os. At vi først der – i andres lys – eksisterer som individ. Dette er jo et farligt anliggende, når vi ikke kan sikre os helt hvordan, andre ser os. Altså, fotograferer andre dig i et forkert lys –forkert efter din mening – da bliver det alligevel de andres billede af dig, der bliver hængt op.

- Der var viiiiirkelig ikke noget på mine tv-kanaler i går aftes efter 21-nyhederne, og jeg havde sådan brug at unwind efter en fantastisk men hård (er det mon sådan ,at for at få noget til at blive helt vildt godt, skal det være lidt hårdt også?) dag med børnene. Ole Henriksen og alle andre livsglade inderlighedstyper ville anbefale mig, at trække vejret dybt og tømme sindet og blot mærke hvordan mine følelsers energi bliver opladt, når jeg sidder der i knibeøvelses-stilling, men øh…ja efter mit seneste blogindlæg ”note to self,” kan jeg ikke undskylde mig med, at så burde jeg også smide mit 86%chokolade stash ud og det ville kræve afvænning, som jeg ikke kan overskue nu og efter mine opdagelser, jævnfør vv-bloggen, kan jeg heller ikke undskylde mig med ”sådan er jeg bare ikke”, for sådan kan hjernen netop trænes til at gøre mig!

Så, fordi jeg bevidst valgte at give mig selv en her-og-nu-oplevelse, selvom jeg vidste det ville skade min nattesøvn og gå ud over de evner min hjerne ellers kunne have opnået igennem udviklende aktiviteter*, slog jeg om til genudsendelsen af ”Hals store kærlighed” på tv2. Læs resten af dette indlæg »

Når man udsætter at tænke livets problematikker på grund af manglende aktualitet, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han ikke tørrer spisebordet af efter han har spist, da han jo alligevel skal spise der igen i morgen og dagen efter det og ja indtil bordet skal smides ud, og til den tid kan han så gøre op med, om han vil give it a go med en klud og lidt vand.

Når man udsætter at overveje meningen med tilværelsen på grund af opgavens omfattende karakter, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han ikke kan tørre syltetøjsklatten af bordet, for så må han rengøre hele bordet og gulvet som bordet står på vil da påpege sig opmærksomhed Læs resten af dette indlæg »

Nu er det slut med at frygte det*. Nu er det sket! Jeg gled i sneen og min knæskal røg om på siden af benet på det værst tænkelige tidspunkt – da jeg var alene med mine to børn. Og da jeg er typen der ikke kan styre mig ”tone-niveau-mæssigt”, lavede jeg, godt bistået af børnene, larm for et helt orkester omme på vores stakkels parkeringsplads.

Her ligger jeg så med benet i skinne og påbud om ikke at tage den af i 3-6 uger. Er I klar over hvor svært det er at skide med benet udstrakt??

Nå, men et godt eksempel på hverdagslivet med eet kan forandre sig. Og så tænker man måske, at al den snak om sandhed da må komme i baggrunden et øjeblik.

Nej, den er vigtigere end nogensinde. Mennesket har brug for trøst, når det lider. Jeg kan ikke trøstes af en løgn. Findes Gud andre steder end i min hjerne? Læs resten af dette indlæg »

Dette blogindlæg giver mest mening, såfremt man har fulgt voice/videobloggen
”Omkring år 1900 gik den respekterede læge og kirurg Dr. Duncan MacDougall omkring i Massachusetts, USA og spekulerede over, hvordan man videnskabeligt beviser sjælens eksistens.” (Kilde: starten på en artikel fra videnskab.dk – Sjælen vejer 21 gram)

Godt så; jeg er altså ikke den eneste respekterede person, der spekulerer over sjælens eksistens.  Og selvom jeg ikke giver meget for MacDougalls ”resultater”, er jeg tvunget til at lytte til folk, der har spekuleret før jeg.
Men hvor er jeg dog begrænset i forhold til at finde svar. En ting er min menneskelighed, og at jeg måske ikke officielt er hjernekirurg, men havde jeg blot kunnet tale/forstå alle sprog. Læs resten af dette indlæg »

Min eneste ene – My knight in shining amour – Min Romeo – Min Adam- Min elsker- er hjemme på barsel! Manden, der ellers tog på jagt og havde sex med diverse kvinder som hovedbeskæftigelse, har forladt arbejdstøjet en tid til fordel for lidt blødere værdier. Jeg føler hver dag store stykker lykke!
Selv i dag, hvor vi har to syge børn og jeg har travlt med studie, mens hele lejligheden er fedtet ind i de kernesunde vafler* vi forsøgte os med i eftermiddags. For HVIS nu han ikke havde haft barsel; nøj det ville være slemt. Så IH hvor er jeg lykkelig for min mands barselsperiode- for at han som menneske, er i stand til at reflektere frit over egne beslutninger, og ikke lader sig føje med mandens stereotype adfærd. (Og det er et VALG: se her)
Og jeg nyder det, det gør jeg virkelig. MEN: Læs resten af dette indlæg »

Og så sidder vi der. Til et middagsselskab sammen; uden at kende andre end vore partnere, og måske endda uden lyst til, at lære andre at kende. Om et par timer er festen alligevel forbi, og vi vil ikke se hinanden igen, så helt ærligt – hvorfor begynde at lukke op for det varme vand nu? Det ligger lidt i luften, at alle tænker sådan, mens vi tygger os igennem den seje laks.

Men jeg kan ikke lade være. Nå hvad laver du så, okay ja nej den vej kender jeg ikke, men har da hørt om byen- det er nordpå ik? Nej okay øst, men lyder spændende, jow ja mig? Jo gammelsjællænder vel, men ikke-praktiserende hvis du forstår sådan en lille en he he… og det gjorde han så ikke, og det gjorde hans date – en rødhåret lille sag, der vist havde fået et forkert indtryk af mit selskabssmil kombineret med en meget nedringet kjole, som altså sad ganske fint før jeg fødte et par børn, men som nu hele tiden skal skubbes på plads, for ikke at afsløre hele bryster – slet ikke.

Så er det jeg trækker avisen frem. Mest for at holde den op foran mine to flygtende bh-fanger, men også for lige at dreje samtale over på noget FÆLLES. Noget offentligt, noget kultur, noget vi alle har en mening om – perfekt samtaleemne når man ikke kender eller vil kende hinanden, for verden omkring os interesserer os alle.

Læs resten af dette indlæg »

Så er julekortet til Karen skrevet. Og havde det ikke været for den dårlige samvittigheds tidskrævende tankestrøm, så havde jeg nok også nået i postkassen med det i dag, men nu er det for sent. Og det er frygteligt at komme for sent. Det er slut,endt, forbi og du nåede det ikke. Der var noget at få, men du fik det ikke. Der var en ensom, du kunne have holdt ved selskab, men du nåede det ikke – det er ikke et øjeblik, du kan gribe længere, og det må du så leve med resten af dit liv.

Det er ganskevist ikke postkassen, jeg taler om længere, for her er konsekvensen af min forsinkelse blot, at brevet når frem senere. Min egentlige dårlige samvittighed handler om det besøg hos Karen, jeg bare aldrig kommer på! Hun nærmer sig de 100 år, og jeg har ikke set hende i de sidste 7. Ja det er pinligt!

-Og her er undskyldningerne – det er så svært at komme derhen og det at tage initiativ til det, falder mig bare ikke naturligt. Disse er undskyldningerne, som skal få mig til at sove om natten, når hun dør inden jeg nåede at hoppe på det skide tog, og køre i det der ligner en time. Og for at gøre sørgeligheden endnu mere sølle, så ville det ikke engang være et pity-call at besøge hende! Jeg er vild med damen! Hun har levet det mest spændende liv, og hun ved så meget om andre lande- hun har rejst rundt hele sit liv, og jeg kan ikke være i rum med hende uden at lære noget nyt. Tænk at sådan et fantastisk menneske skal sidde selv – kontakterne her er få, netop pga hendes rige udlandsliv og den høje alder. Læs resten af dette indlæg »

Jeg havde lige cyklet 5-6 kilometer til biblioteket, og udmattet placeret mig i min farvoritzone med politikbøger på den ene side og aviser på den anden. Øjnene kunne næsten ikke fokusere på dagens Information. Jeg kiggede op fra avisen lidt og prøvede så igen. Det hele svimlede lidt for mig, men blev grebet af en historie og glemte utilpasheden.

Artiklen (http://www.information.dk/216224/)handlede om en nyere tendens i Kina. Drab af korrupte magt(misbrugende)mænd. Da jeg havde læst den færdig manglede mine negle. En tankerække om menneskets natur satte i gang  - at dræbe og at bifalde drab ligger latent i os.

-  Lederen, i den samme avis, jeg var blevet så forarget over, dømte uangrende terrorister til et livslangt lorteliv. Journalisten mente, det terroristerne ønskede, var at dø, så at spærre dem inde på livstid, ville være at ”give dem helvede på jord, hvilket de fortjente”, som han sådan cirka udtrykte det. Min forargelse var over selve det, at man i en leder skulle fordømme andre mennesker på den måde. Han fordømte ikke bare handlingerne, men menneskerne.

Læs resten af dette indlæg »

Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor mange er så optagede af det der med at eje et hjem. Lever vi ikke en tid, der bare skriger på frihed og ingen forpligtigelse?
- Jeg gør. Og jeg nyder at bo til leje.

Der er så massivt mange fordele og myten om at husejerlivet er sødere – taaaa til grin!
Der er eksempelvis alle friværdis beregningerne – som lejer slipper du helt for dem, og får i stedet tid til at se en hel del flere reklamer for reklamer for trailers til reklamefilm, du ellers skal helt i biffen for at se. Og hvad med vedligeholdelsesproblemet – nej som lejer kan du ikke på samme måde blive holdt oppe på din boligs udseende eller stand; det er jo ikke dit, ikke din skyld, ikke alene dit ansvar (selv bruger jeg flittigt min lejer-forklaring, når mine gæster rynker på næsen af den store opvask eller det…mindre rene gulv!!)

Lejebolig –aaaah! Kan du mærke det skylle ind over dig? Friheden.
At du er fuldstændig uden ansvar.
Selv dit parforhold og børneopdragelsen slipper du for at skulle Læs resten af dette indlæg »