Til de der orker

10. November 2013 af Maria Guldager

Skolelærerens øjenbryn gror sammen- Teenageren sukker- i forsøget pÃ¥ selv at gro sammen- Kønsdele der mødes- mennesker der gÃ¥r fra hinanden- og fra deres religion- Teenageren renser sit ansigt- nu er det nok, siger læreren- PÃ¥ samme tid et andet sted forudsiges de tabte nøgler- den kørte bus- for at forebygge det trivielle roder de rundt i privaten- og fÃ¥r fingrene i ulykker- de trækker sig sammen- som en udfoldelsesangrende blomsterknop- Teenageren ved det egentlig godt- han vil gerne lade være- Lyster der ikke lader sig tøjle- forældre der tror at trygheden bor under en uddannelse- et behÃ¥ret spring – der intet siger om det der tales- Forvoksethed er et vilkÃ¥r- den orange himmel kigger ind- af et vindue der stÃ¥r Ã¥bent for livet- nÃ¥r livet er et andet ord for det ukendte- de renser deres tæer- for at fÃ¥ fred- PÃ¥ samme tid mødes toppolitikere- langt væk fra deres familier- for at indgÃ¥ i diplomati- folket vil have fred- Lad os gøre folket fredeligt- Teenageren forstÃ¥r det hele- han orker bare ikke- en seng hvor man ikke har kontrol over sine bryster-  flydende- man kan ikke øve sig i ikke at blive kastet rundt- af en hidsig orkan- sikkerhed er ikke en færdighed- En tatovering pÃ¥ størrelse med en pubertet- der kan ikke hamles op med- fortrolige papirer skrevet af manglende arbejdspladser- Det er allerede sket- nÃ¥r man forebygger og hvad bygger man sÃ¥- andet end det ukendte- nÃ¥r det ukendte er et andet ord for- det man ikke kan klynge sig til- Identificere- er jeg kørt for langt, spørger læreren en teenager der kender svaret- men ikke orker at se sig for- Det dagligt tilbagevendende er det parallelle- i parken løber de, i grøften falder de- almagtens dom over aftendumhedens begær- Teenageren stræber mod det uafdækkede med det kendte i hÃ¥nden- han bor i sin grotte- vildskab i madpakken- her er ingen kære mor- til at politisere det som er- En ny generation har slÃ¥et revner i jorden med sin opkomst- musikken hænger som smykker om deres hals- med kløerne mener de det de siger- Hvordan være et menneske i en tÃ¥ge af formaliteter- den herskende klasse tager hÃ¥nden ned- spørgsmÃ¥let besvares af den udmattede teenager – hvis søvn inddroges sÃ¥ han kunne frigøres- komme op af jorden- med skrift pÃ¥ armene- og tilrÃ¥b i glasset- Man mærker at han ikke orker alvoren- man savner ikke at orke alvoren- man savner at rulle med øjnene- Man ser sig om efter en kuglepen- med behÃ¥ret kraft sprænges barndommen- nÃ¥r kønsdele mødes- og ungdommen, nÃ¥r mennesker gÃ¥r fra hinanden- to bryns forherligelse- Identitet og afhængighed- et ydre tvunget til synlighed- tatoveret arbejdsplads- temperamentets hersker- Man renser sin religion- for papirer der ikke sker- man har lært at man ved- hvornÃ¥r det er nok- Fra det ukendtes hÃ¥nd- tÃ¥ler en teenager hele livet- man lader sig regere- sÃ¥ længe det føles godt- for man orker ikke- at trække sin bryn sammen i rynker- Hvem er fred? En park er ikke bare et fravær af en grøft- man taler om ulykker- man pudser sine vinduer- pÃ¥ samme tid lykkes det- at komme til magten- for de der har det som mÃ¥l- der beskrives som fred- men ligner popularitet- der er sjovere- end skolelærerens salmesang- Maden smager sÃ¥ tilfældigt- at man næsten ved- man er med den forkerte afgang- man skulle have været- et sikrere sted- det vokser frem i tilbageskuelsen- Af sig selv skiftes man ud- som sig selv- Fra det usikre til det fremragende- er man en hykler hvis- man udvikler en seriøs tale- og dør med den useriøse pÃ¥ tungen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!