Til de der orker

10. November 2013 af Maria Guldager

Skolelærerens øjenbryn gror sammen- Teenageren sukker- i forsøget på selv at gro sammen- Kønsdele der mødes- mennesker der går fra hinanden- og fra deres religion- Teenageren renser sit ansigt- nu er det nok, siger læreren- På samme tid et andet sted forudsiges de tabte nøgler- den kørte bus- for at forebygge det trivielle roder de rundt i privaten- og får fingrene i ulykker- de trækker sig sammen- som en udfoldelsesangrende blomsterknop- Teenageren ved det egentlig godt- han vil gerne lade være- Lyster der ikke lader sig tøjle- forældre der tror at trygheden bor under en uddannelse- et behåret spring – der intet siger om det der tales- Forvoksethed er et vilkår- den orange himmel kigger ind- af et vindue der står åbent for livet- når livet er et andet ord for det ukendte- de renser deres tæer- for at få fred- På samme tid mødes toppolitikere- langt væk fra deres familier- for at indgå i diplomati- folket vil have fred- Lad os gøre folket fredeligt- Teenageren forstår det hele- han orker bare ikke- en seng hvor man ikke har kontrol over sine bryster-  flydende- man kan ikke øve sig i ikke at blive kastet rundt- af en hidsig orkan- sikkerhed er ikke en færdighed- En tatovering på størrelse med en pubertet- der kan ikke hamles op med- fortrolige papirer skrevet af manglende arbejdspladser- Det er allerede sket- når man forebygger og hvad bygger man så- andet end det ukendte- når det ukendte er et andet ord for- det man ikke kan klynge sig til- Identificere- er jeg kørt for langt, spørger læreren en teenager der kender svaret- men ikke orker at se sig for- Det dagligt tilbagevendende er det parallelle- i parken løber de, i grøften falder de- almagtens dom over aftendumhedens begær- Teenageren stræber mod det uafdækkede med det kendte i hånden- han bor i sin grotte- vildskab i madpakken- her er ingen kære mor- til at politisere det som er- En ny generation har slået revner i jorden med sin opkomst- musikken hænger som smykker om deres hals- med kløerne mener de det de siger- Hvordan være et menneske i en tåge af formaliteter- den herskende klasse tager hånden ned- spørgsmålet besvares af den udmattede teenager – hvis søvn inddroges så han kunne frigøres- komme op af jorden- med skrift på armene- og tilråb i glasset- Man mærker at han ikke orker alvoren- man savner ikke at orke alvoren- man savner at rulle med øjnene- Man ser sig om efter en kuglepen- med behåret kraft sprænges barndommen- når kønsdele mødes- og ungdommen, når mennesker går fra hinanden- to bryns forherligelse- Identitet og afhængighed- et ydre tvunget til synlighed- tatoveret arbejdsplads- temperamentets hersker- Man renser sin religion- for papirer der ikke sker- man har lært at man ved- hvornår det er nok- Fra det ukendtes hånd- tåler en teenager hele livet- man lader sig regere- så længe det føles godt- for man orker ikke- at trække sin bryn sammen i rynker- Hvem er fred? En park er ikke bare et fravær af en grøft- man taler om ulykker- man pudser sine vinduer- på samme tid lykkes det- at komme til magten- for de der har det som mål- der beskrives som fred- men ligner popularitet- der er sjovere- end skolelærerens salmesang- Maden smager så tilfældigt- at man næsten ved- man er med den forkerte afgang- man skulle have været- et sikrere sted- det vokser frem i tilbageskuelsen- Af sig selv skiftes man ud- som sig selv- Fra det usikre til det fremragende- er man en hykler hvis- man udvikler en seriøs tale- og dør med den useriøse på tungen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!