Et styk i morgen, jatak – med eller uden usikkerhed på?

Lige nu lever vi med en usikkerhed omkring morgendagen. Ja, den sætning er vel altid sand, men for det meste har min mand og jeg en ide om hvad, livet bringer blot et par måneder frem. Ikke i detaljer, men overordnede linjer som hvornår vi bor hvor, og hvem med. På grund af en fyring har vi lige nu ikke netop den basale tryghed. Måske skal lejligheden siges op, ungerne flyttes fra institutionen, omgangskredsen udskiftes, lokale fritidsaktiviteter droppes osv., hvis vi må flytte efter et andet job.

Med to små blebrugere har vi meget andet at være søvnløse på grund af, som fx i nat kl. 3 da sønnen vågnede med bleen fyldt med lort og herefter erklærede dagen for begyndt trods vore mange antitiltag, men vi har da bestemt vendt og drejet os i bekymringens tjeneste.  Nu har vi mere eller mindre gemt os bag nuet, så realiteterne ikke kan finde os.  Jeg tror, vi er på sidste stadie ud af disse tre spontant selvopfundne usikkerhedsstadier her:

- Nå, ja det var en skam, men måske dette ulykkelige skaber nye stjernemuligheder for os? Jada det skal nok gå!

- Fuck fuck fuck, der er ikke kommet nogle muligheder, og der intet i udsigtskikkerten. Vi bliver klientliggjort, og ingen af vore drømme vil nogensinde gå i opfyldelse, for penge er ikke længere det, vi kan sætte vor lid til.

- Op og lege mor og far, studere, opretholde en almindelig hverdag og gemme det dårlige til i morgen. Orker det ikke i dag. Kan smile og være glad ved at løbe fra den forfølgende usikkerheds-sky.

Problemet her er, at det midterste stadie liiige kan være ved at give os noget substantielt at tygge i, men vi oplever ikke at have tænderne til det.. Forstået på den måde, at det der blive bedt mig rumme, er mig for mindblowing til at overkomme. Læs resten af dette indlæg »