Jeg gennemgår mange lidelser for tiden, hvis jeg selv skal sige det. Dette indlæg handler om et af de psykiske forhold, for udover at være en mega emotionel strandet hval, helt vildt frustreret over vores bolig-job-situation og egoist udover alle grænser i og med at jeg stadig gruer for at skulle have dette barn, der mildest talt vil spolere alle mine håb for fremtiden – ja så har graviditeten også sat sig i den sparsomme nattesøvn. I kraft af modbydelige drømme.

I nat vågnede jeg op skræmt og ængstelig, og jeg kunne huske hver detalje af drømmen, hvilket sjældent er tilfældet for mig. Det gennemgående var en uhyggelig mand, som jeg ikke kunne undslippe. Det startede med at være min barndomsvenindes far (der fysisk forgreb sig på hende dengang) og ændrede sig så til en anden elitær og uhyggelig mand, som jeg ikke længere husker personificeret. Jeg skulle redde veninden, men vi havde gymnastiktime på vores gamle folkeskole. Og så kan man jo ikke bare stikke af!! Efter timen skjulte vi os i et mørkt og koldt rum, og herefter var venindens fars rolle en anden mand, og nu var han på jagt udelukkende efter mig. Han kontrollerede mig – jeg kunne ikke gå, for så ville han blive sur. Jeg behøvede ham, og skælvede af skræk for ham på samme tid. Jeg blev lukket inde i et rum. Min telefon virkede ikke. Jeg var så bange for ham – han var stor og frygtindgydende. Læs resten af dette indlæg »

73 % (rundt regnet) af mit liv består af andres narrativer. Min venners fortællinger/oplevelser/erfaringer er tæt sammenflettet med mine egne, for man eksisterer som bekendt i kraft af andre. Dog er min historie  autopoietisk dannet; hermed mener jeg at vi selv skaber vort eget billede af omverden og dermed af det relationelle, som udgør forskellen på ’du og jeg’, og altså derfor synliggør ’et jeg’. Venner fodrer så at sige mit liv, mit selv.

Jeg bruger ordet ’fodring’, selvom det minder mig om mange mislykkede surdejs(-fordrings) forsøg samt alt for platte serier om vampyrer. Men i valg af ordbruget ligger en analogi til min nuværende syge og SULTNE krop. Det er meget op og ned her, men som altid når jeg er gravid (især første trimester) så er det mest NED. Uanset gode dage er jeg konstant sulten. Det eneste jeg kan gøre for at bevare åndedrættet, er at spise. Spise kvalmen væk, spise når jeg har kastet op, spise mig til energi, spise mig til en bedre smag i munden, spise for at undgå diverse smerter spise spise spise! Min krop skal konstant fodres, for at hænge lidt sammen. Jeg kan ærligt sige, at jeg hamrende træt af at spise- hvor forkælet det end lyder overfor de, der ikke KAN spise. Problemet er, at jeg ingen lyst har til at komme noget i munden, og alligevel kræver min smertende mave det. For mig er det hårdt arbejde at spise pt., og psykisk hjælper det ikke just, at jeg blot ser mig selv blive federe og federe!

Så i den afmagt fodrer jeg mig selv med magt… Læs resten af dette indlæg »

Oprah siger tit hun har fået en appifany, eyeopener eller aha-moment. Det sker faktisk også for mig indimellem! Og det ville I vide hvis DR ellers havde givet mig det talkshow jeg fortjener, men lad mig i stedet formidle gårsdagens store AHA her.

Lige for tiden er der absolut ingenting fornuftigt at se i fjernsynet, så jeg skruede om på dr2 og faldt i staver til noget jeg troede var en dokumentar om middelalderen. ”The Tudors”, som serien hed, viser sig så at være det vildeste spændingsdrama fra tiden før reformationen i England. Du ved, paver og hele pivtøjet. Det gribende for mig var de fantastiske kvinders mangel på magt over egen situation. Jeg vidste det jo godt, men når man ser det på den måde, så går det limbiske system altså aggressivt til værks, og fremkalder det rene raseri over mændenes arrogance.

Jeg prøvede at forestille mig, at det var mig der måtte neje hver gang en mand kom ind i rummet – at det var mig der absolut ingen rettigheder havde; ikke engang til at sige fra overfor sex- at det var mig der ikke havde en selvvalgt fremtid at se frem til, men blot måtte tage hvad der kom til mig og håbe på at kunne føde drenge- at det var mig, der var gift med en mand der (hvis jeg var heldig) kun havde elsket mig kort, og herpå betragtede mig som husholderske.  Men jeg kunne ikke. Bedre gik det med at forestille mig selv i rollen som Wolsey, der ville slå kongen ihjel og som på grund af disse planer blev halshugget.

Jeg kan skrive meget mere om kvindeundertrykkelse, for i de senere år har jeg kun forbundet det ord med burkaer og koner til terrorister i fjerne hallal-lande. Men her til lands har vi jo også været voldsomt undertrykte, og jeg mener ikke bare det her med, at det har været svært at klare sig uden at være gift. Nej jeg vil længere tilbage, når min forargelse skal retfærdiggøres helt. Der hvor kvindens største ønske var, at kunne føde børn, og naturligvis helst sønner.

Og så er vi ved at være ved det, jeg egentlig ønsker at skrive om. Mit aha-moment kom Læs resten af dette indlæg »