Forleden brændte jeg næsten køkkenet ned ved hjælp af store flammer fra mikroovnen, der egentlig bare skulle have varmet min chokoladebolle. Så kan jeg da lære at spise sundere! Nå men den oplevelse gav mig en spøjs tanke. Efterfølgende har jeg jo været nervøs for, om der har været noget tændt i køkkenet, når jeg har forladt hjemmet, men sæt hvis den bekymring også var reel uanset placering? Hvis der kunne gå ild i mig eller andre mennesker – sådan uden videre – fordi mine eksploderede drifter stod ubevogtet tændt for længe?
Den tanke får mig til at indse, at vi nok hele tiden går og lukker ned for vore drifts-kontakter – lige så naturligt, som vi låser døren derhjemme, når hjemmet forlades. Hvis vi glipper i den naturlige indre teknik indimellem, så vanker upassende vredesudbrud, affærer eller religiøs hvervelse. Når driften først er brudt ud er det min erfaring, at det ikke lige er så nemt, at hente nøgle og blot låse ned igen. Man er i gang – måske med noget man ikke var klar over man trængte til –og man mærker, at man får noget igennem til universet; et stykke af sig selv om man vil.

Grunden til, at det er fantastisk at forelske sig er, at man glemmer det selv, der låser drifterne inde. I stedet ser man sig selv, som den anden ser ens selv (hvis forelskelsen er gensidig) eller det selv man forestiller sig, at blive i kraft af den anden.
Når vores trang til noget umuligt kan udleves, eller at vi pure nægter at udleve den, får den gerne sit helt eget forum gennem fantasien. Problemet opstår når længslen udløser drømmen, der bliver til målet og målet så søges snare end det, der egentlig længtes efter. Sagt i det samme billede kan jeg fejlagtigt tro, jeg lader min brand slukkes af noget specifikt, der dog faktisk ikke slukker den, men lukker mine drifter inde i et smukkere rum end det, jeg var i før. Måske lettere kompliceret forklaret. Det er imidlertid også ret kompliceret det, der sker, når vi per automatik (som oftest) kontrollerer vore instinktive kompulser.

- Måske kan man gå et helt liv, og tro man har opfyldt sine ønsker, og ikke vide hvor den indre utilfredshed stammer fra. Konceptet jeg prøver formulere er altså, når vore bevidste mål ikke er de samme som selvets. Selvet som i ”det indre”, der forsøger at styre os, men tit bliver overtrumfet af et uopmærksomt personlighedssystem. Men hvad er det egentlig man vil? At blive længsel-fri er da heller ikke søgeværdigt.
Hvis jeg var kristen, ville jeg sige, at det vi egentlig længes efter er en evighed med Gud. Men hvor ville den kristne egentlig vide det fra? Fra intet andet end følelser og ortodokse fra-gammel-tid-fortalte forklaringer på menneskelige fænomener, hvis du spørger mig. Men nu kan det heller ikke nytte noget at spørge mig.

Jeg står ikke til at redde længere. Jeg troede, jeg kunne holde fast i de kristne værdier i det mindste – bare de grundlæggende. Men hvor har jeg ændret mig. Hvor er jeg blevet kold og kynisk uden de kristne rammer. Hvad gør man lige ved det?

Det handler om tilgivelse. Engang gik jeg op i at få den. Nu er jeg ligeglad, medmindre den er nødvendig fra min mand eller nærmeste veninder. Selvom jeg måske har gjort noget meget galt, så kan jeg altid finde på små historier, der får  mine handlinger til at se helt pletfri ud, og som fuldstændig ligegyldiggør en tilgivelse.

Det handler om stolthed. Endnu et ord, jeg blev advaret imod, mens jeg var troende. Problemet er, at jeg blevet menneske.  Før havde jeg een del menneske og een del Gud i mig. Nu er jeg  rent menneske, og det er hverken trygt, kontrollabelt eller forsvarligt.

Men jeg kan ikke gå tilbage. Hvad skulle jeg gå tilbage til? En komplet sekterisk tankegang, der sluger alt ens energi med arbejde, der må gøres i Herrens navn – den Herre man ikke har tid til pga. alt det frivillige gejl? Eller en kirke, der dømmer dig, for det du vælger at gøre i dit liv, som ikke stemmer overens med bibelens ord? Dvs. de “elsker dig jo og du er velkommen, men du kan naturligvis ikke få en plads på scenen, så længe der foregår diverse anti-biblika”.

..nej det tiltaler mig slet ikke. Ikke engang det eftertragtede fællesskab, for igen produceres her blot flere indgroede værdisæt og normer. Nogle jeg ikke kan leve i. Jeg er ikke ren nok, og det har jeg faktisk aldrig været. Jeg har bare taget smuthuller førhen. Gået over stregen i det skjulte. Haft en teori ægtefælle, og en praksis som elsker. Jeg gider ikke skjule mig mere. Jeg er som jeg er, og at bekæmpe det, er ikke længere en del af min agenda.

Men det er til stadighed svært. Jeg står ustandseligt i dilemmaer, hvor jeg ikke ved hvor egenrådig, det er okay for mig at være. Fx har jeg lige nu et udestående med adskillige mennesker. Venner, der blev sure og som jeglod forblive sure. Læs resten af dette indlæg »

Hvis dog bare fitnesscenteret havde samme slogan som Fakta! I dag er det en uge siden jeg RE-startede i Fitnesscenter. Jeg gik helt i stå, da jeg for 5 måneder siden startede med at kaste op. Nu er kroppen med mig igen, og jeg har besluttet mig for også at være med den. Derfor træner jeg alle hverdage. Det bliver jo ikke til meget, men lidt sved er vel bedre end ingen. Det ligger hele tiden i mit baghoved, at hvis en eller anden autoritet så og bedømte mig på trædemøllen, så var det ikke godt nok. Det ville måske være godt nok i forhold til at det var mig, da jeg er meget ny indenfor ”at røre sig fysisk”-konceptet, men for en med min slanke krop og naturlige kropsstyrke, så er det bare al for lidt udfordring med et kvarter på en crosstrainer og et par rygøvelser. Når jeg lader baghovedets skema indgå i de virile associationer i bevidstheden undrer jeg mig! Hvad taler jeg om? Hvilken autoritet? Er det min gamle gymnatisklærer fra folkeskolen, der spøger…

Hertil morgen aflagde mine svigerforældre et kort besøg. De spurgte ind til hvorfor, vi bruger en barnepige lige nu. Hvorfor kunne jeg ikke bare gå hjemme med børnene? Mit svar var naturligvis, at mit fuldtidsstudie kræver min opmærksomhed, og at jeg på ingen måde ville kunne følge bare tilnærmelsesvist tilfredsstillende med, hvis jeg ikke havde en barnepige i de mest produktive dagstimer. Men efter jeg havde sagt det, blev jeg trist.

Heldigvis er jeg klog nok til at forstå hvorfor tristheden her indtraf. Klog kalder jeg gerne mig selv. Læs resten af dette indlæg »