Jeg har ALDRIG troet på, at man kan hvad man vil. Jeg hørte det vist i Snurre Snups Søndagsklub første gang. Jeg husker i hvert fald, at jeg har siddet og rystet på hovedet i en ganske ung alder, da jeg hørte den påstand udlagt som en almen sandhed på tv. Nu spiste jeg for ALT for meget sukker til at være noget nær et intelligent barn, og jeg havde ALT for meget far-svigt i mig til at fokusere på andet end drømmen om den store romance; så desværre har jeg ikke en længere udredning af min bevæggrund for denne rysten på hovedet.

Jeg ved bare, at jeg aldrig har troet på det. I mine teenageår har jeg tænkt på det semantisk omvendt – at man vil det man kan. Jeg tænkte, det måtte være vejen til lykke, eftersom man da altid ville være i stand til det ønskede. I dag synes jeg måske, min ordstilling var en anelse uambitiøst, for jeg tror man har evner, der er skjulte for en selv, og hvis man kun rækker ud ”hertil og ikke længere” i sine mål for livet, risikerer man at gå glip af det uanede.  I dag vil jeg mene, at det afgørende er realitetssansen. Læs resten af dette indlæg »

Livet som kristen er kompliceret. Man må forklare den ”uomvendte”, at kristendommen indeholder aspekter, der skal lyttes til på forskellige tidspunkter i livsforløbet. Du er på én gang fri – tilgivet –god nok præcis som du er pga. Jesus, og dog er du udvalgt til efterfølgelse – et liv i overensstemmelse – at tro levende med gerninger.

Men livet som ”formentlig ikke-kristen” er hermed også konstateret kompliceret! Her falder jeg blot i nogle andres klicheer, end jeg gjorde før. Det sker desværre. Og når det gør, får jeg en følelse af, at det skyldes en dissonans i mit indre. En såkaldt ”ubalance” i sindet.

Ja, mine tanker er overtegnet af disse klicheer. Min veninde smsede mig forleden, at hun altså ikke kunne tage imod mit velmenende råd om at leve i nuet, for hun havde brug for noget fremtidigt, at glæde sig til. Det var her, det gik op for mig, at mine nye filosofispadestik bliver truet af den moderne selv-psykologi, der bunder i trendy coachcertificeringer, og ikke i en dybere filosofisk overvejelses tradition. Jeg har spredt om mig med hvad jeg troede var vise ord, for nu at indse, at den forsømte kildekritik har ledt mig ind i et springvand af overfladiske læresætninger. Læs resten af dette indlæg »

Jeg elsker at arrangere blind dates. Det er så godt, at kunne imødekomme singler, der gerne vil have en kæreste. Man burde have et ord for den type single. Måske det blot er singler med ”kærestepotentiale”, for jeg mener, at viljen er det mest afgørende ift. at få en kæreste. Tør man gå ud på en blind date, vil man også typisk være netop med den vilje, der kan ændre ens livs situation til en radikal anden.  Fedt! Angstfuldt, men på den fede måde!

Dog misforstår mange min passion, og tror jeg er selverklæret kærlighedsekspert. I wish! No, jeg er skam i store vanskeligheder, når det kommer til mine egne nære relateringsmønstre.  Den moderne psykologi (gerne forbundet med tilknytningsteoretikeren; John Bowlby, 1907-1990) fremstiller spædbarnets/barnets relation til dets primære omsorgsperson som grundlæggende for den fremtidig struktur i alle ens nære relationer. Min mor var MEGET knyttet til mig, da jeg var barn. Det er ikke noget jeg VED ved, men det er min forestilling, fordi jeg var længe om at blive gravid med, og fordi min mor ikke havde noget godt selvværd dengang. Det sidstnævnte kan da udmønte sig på forskellig vis, men i dette tilfælde vil jeg mene, der er sket en usund overføring. Jeg har tænkt på, om det er derfor jeg har umådeligt svært ved hvilke grænser, der hører sig til i et givent forhold. Læs resten af dette indlæg »