Det alle ønsker er vel ”et overflodsliv med et mål og en vej”, som der synges fra Lohses Fællessangbog i sangen ”Nyt liv til alle”.

Her i privaten er vi begge enormt rodløse, når det kommer til bopæl, og selvom det tit føles sådan, så er vi ikke de eneste på kloden, der ikke har vore nærmeste indenfor fysisk rækkevidde. I mandags viste DR2 filmen ”Smukke mennesker”, (http://www.dr.dk/DR2/film_paa_dr2/Filmsider/smukke_mennesker.htm) som jeg syntes udtrykte denne ensomhed flere af os oplever, når vi ikke har det kernetilhørsforhold, der kunne virkeliggøre let-holdte fødselsdage og spontane aftensmadsbesøg. I jagten på overflodslivet vil jeg påstå, at nogle af os virkelig mangler et mål og en utåget vej.

Oplevede jeg at have det, da jeg var kristen? I høj grad. Selvom jeg øjensynligt tågede rundt også da, var jeg altid overbevist om, at der var en højere mening. Med Gud som far var jeg aldrig helt hjælpeløs og forladt.

Det er netop nummer 1 grund til, at jeg til stadighed overvældes af følelser, der som stærke stædige arme flår i min energi, og efterlader fortvivlede vibrationsbølger. Hvis de religiøse følelsers origin har ret, så er der god grund til min fortvivlelse. Mit hus er i bygget på sand, og jeg aner ikke hvor jeg skal finde en klippe, der er stærk nok når stormen kommer. Mister jeg det, jeg har kært, mister jeg alt. Der er intet sikkerhedsnet. Ingen højere mening og trøst. Det drager min tryghedstrang max, at tro på en frelse og en glad evighed og en Gud, der vil mig det allerbedste.

Er det derimod sådan, at mennesket er designet til at længes efter tryghed, for at vi ikke skal komme til skade, og at den tryghed for mig hidtil har bestået i en forklaret mening med livet, hvorfor jeg nu savner denne sikkerhed i min livsforståelse, så vil mål og vej dertil ligge ligefor.  Jeg kunne tro, hvad end jeg ville, hvis jeg vidste/turde stole på, at der ikke eksisterer en Gud. At religiøse følelser er netop bare følelser, og ikke små budskab fra oven. Min samvittighed ville ikke stå i vejen for et (synes jeg) tiltalende teosofisk livssyn, og ingen snert af fare ville være at spore ved hvilken personlighedsændring et sådant nyt perspektiv kunne skabe. Læs resten af dette indlæg »

Jeg har alt for mange tanker lige for tiden! De kan i hvert fald ikke proppes ned i et indlæg her på bloggen alle mand, men jeg vil da prøve at få et par ud. Det, der altid er mit kæmpestore problem er, at forene de dybe tanker med den nogen gange overfladiske, andre gange hektiske, til tider krævende og lige nu; ”opslugende” hverdag. Det ville svare til at sidde i en høj udfordrende stilling med en arbejdstid på max, imens diverse familiemedlemmer blev ved med at ringe og fortælle om deres vanskeligheder… Altså; der er jo ingen, der beder mig løse dødens mysterium, men alligevel banker netop mine egne filosofiske livs og -dødstanker på i alle hjørner af min eksistens. Jeg kan ikke tage barsel fra dem.

Førhen har det resulteret i ualmindeligt tåbelige situationer. Jeg har prætenderet sygdom eller måske ligefrem leget med døden, for enten at undgå, omgå eller indgå de spørgsmål, der altid ligger i mig. Men det hører fortiden til. Uærligheden. Læs resten af dette indlæg »