For en uges tid siden stiftede jeg bekendtskab med en filosof, der nok havde frygtet at jeg, 198 år efter hans fødsel, ville blive født uden at høre om ham før efter yderligere 25 år, hvor jeg så ville modsætte mig hans teorier. For Arthur Schopenhauer fra 1788 var pessimistisk i sit udtryk og indtryk. Han havde måske ikke forventet, at jeg min uenighed til trods ville blive inspireret af hans ord. Og alligevel er arrogancen at spore, når han skriver i sit hovedværk ”Verden som vilje og forestilling” fra 1818: ”En genial mand kan ikke være selskabelig, for hvilke dialoger kunne dog være så intelligente som hans egne monologer?” Hørt.

Den mørktsindede Schopenhauer forelsker sig en del (hvilket bekræfter min teori om jo mere selvutilstrækkelig og livs-nedtrykt du er- indadtil- udadtil -begge dele- des mere/oftere forelskes du), men selvom der opstår varme følelser og vel -det en Oprah- bestøvet 86’er som jeg kalder for- håb, slår selve tilværelsen ham som fejlagtigt og intet værd. Han behandler emnet lidelse, og når jeg læser ham genkender jeg faktisk en del af min lutherske baggrunds lære. Han medgiver dog ikke luthersk enighed med sin inkluderende teori, men tildeler altings grund begrebet livsviljen. Som er ond. Og som alt må lystre. Læs resten af dette indlæg »

Jeg hørte forleden, at troende var mere samvittighedsfulde, fordi de har overbevisningen om at de hele tiden bliver holdt øje med. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig teorien, og da tanken om en altvidende Gud ligger så dybt i mig, tænker jeg stadigvæk som hvis jeg blev overvåget. Eller i hvert fald at jeg til sidst bliver afsløret. Der har min nye tro måske taget lidt over (ubevidst), fordi jeg nu (stadig) har en stor forhåbning om, at vi ved livets ende får en form for vished-erkendelse- overblik omkring alle sjæles sande jeg. Dvs. alle andre får at vide, om jeg gav den ægte kærlighed til folk, som jeg i dette liv øjensynligt gør. Hvor sprang jeg over hvor gærdet var lavest, og hvor snød jeg til egen vinding.

Men min helvedes angst eller paranoia har jeg jo så tit blogget om. Nej, i dag skal du hellere hæfte dig ved ideen om, at der er en, der har overblikket. Over det hele. Også din slægts historie. Jeg ved ærgerligt lidt om min egen familie. Min far har aldrig ville svare på spørgsmål om hans barndom. ”Hvorfor vil du dog vide det” har han bare vrisset, og når jeg har svaret, at der jo er en sammenhæng mellem barndom og voksenliv, som kunne være interessant at finde, så har han afvist mig på en måde, så man ikke lige spørger igen foreløbig. I de sidste mange år har jeg slet initieret vigtige samtaler med ham Læs resten af dette indlæg »