Som Henrik Iben skulle have skrevet, er optimisme den livsløgn man ikke kan leve uden.  Af min far har jeg lært, at pessimister kan være ganske humoristiske, men ikke spor livsbekræftende, og det er vel i grunden det vi vil, ikke? Have vort liv bekræftet- mennesket drives af netop denne kraft fra medmennesket.

Og når medmennesket interesserer sig for det, vi KAN, så kan vi det lidt mere, lidt længere, lidt mere hardcore. Mine forældre sagde tit og ofte at de elskede mig, da jeg var barn. Men jeg husker tydeligt den første gang, min mor anerkendte en evne hos mig. Eller rettere sagt; første gang jeg forstod, at hun roste mig sandfærdigt. Og den følelse er meget bedre, end den jeg får ved ofte at høre ordene “jeg elsker dig”.

- Jeg har været teenager. Måske 14 eller 15. Jeg havde stram hestehale og det var inde i spisestuen. Jeg husker, hvordan det føltes. Det kom voldsomt bag på mig, selvom min mor bare havde sagt det helt selvfølgeligt. Hun slyngede det bare ud, som om jeg altid havde vidst, at hun syntes jeg var rigtig god til det socialt intelligente. Læs resten af dette indlæg »

Nogle dage bliver min dårlige samvittighed så stor, at jeg ikke kender nogen bopæl. der kan rumme den. Jeg hader skyld. Undgår den helst. Hellere opfylde de krav, der stilles til mig uden luksus og dovneri, eller også få sat målene derned, hvor jeg kan hænge sammen. Uden utilstrækkelighedsfølelsen.

Min mand og jeg er ved at blive skilt. For ikke at udlevere ham, vil jeg ikke komme ind på hvorfor. Men skylden er naturligvis en tango. Konklusionen er, at det bare ikke kan fungere med et samliv.

Mit hjerte er ved at falde ud. Der er ikke plads i mig for bare skyldfølelse overfor børnene. Visse omgivelser bliver også skuffede. RIP. Mit åndedrætsbesvær skyldes udelukkende mine elskede guldklumpers velbefindende. Hvordan vil de reagere – nu som senere? Hvordan bliver det for mig stå selv med dem – er jeg nok? Læs resten af dette indlæg »