Byggeprojekt; princip glæde

Når jeg gør grin med mine teenageår kan det virke så overlegent. Som om jeg nu har fundet den helt sublime måde at opføre mig og tænke på. Nej, og man skal heller ikke tro, at man er den person man er i dag, uden at være blive modelleret hertil af den person man tidligere var. Min psykes mangelsprog oprinder, når jeg frustreres over tidligere livsvalg. Dagligdagssituationer, der giver anledning til ærgrelse er eksempelvis ikke at have nok selvtillid til at tro på mine matematiske evner  som folkeskoleelev(og dermed være modtagelig overfor matematikundervisningen mens tid var) eller at have naive holdninger og klodsede måder at tackle visse relationer på.

Jeg har oplevelsen af, at have bygget en masse op, som jeg i disse år langsomt får pillet fra hinanden og sat sammen på en anden måde. Væk kan jeg jo ikke tage det. Det er der ligesom. Et sted i mig i form af holdningsskifte og eksperimentel tankesæt og mange steder på det helt praktiske plan som fx kost, tro, ægteskab, krop og traditionsindførelse. Da jeg planlæggende byggede mit liv op som teenager troede jeg, at jeg havde det rette fundament. Jeg behøvede ikke noget fritidsjob som andre unge, for penge betød jo ikke noget på lang sigt, hvilket næstekærlighed i form af frivilligt arbejde gjorde. Bare for at nævne et enkelt eksempel på hvor jeg kunne have beredt mig bedre på den umiddelbare kommende fremtid.

Måske tænker jeg over det i særdeleshed, fordi jeg netop er gået ned af en skillevej. En, der for evigt vil skille mig fra den idealistiske  og paradis-hungrende teenager.

Der er ingen overlegen nutidig helt i mig, der kan berette om et nyt fundament jeg kan leve på. Læs resten af dette indlæg »