Hvis jeg kunne bestemme et nytårsfortsæt uden begrænsning, som jeg tror, vil gøre mig det muligt at komme igennem dette liv… Så sagde jeg til min sjæl, at den skulle acceptere dagen og dens helt plane gerning. Jeg ville stoppe med at blotte, stoppe med at ægges og undgå ualmindelige former for forandringsprocesser. Min hjerne lod sig være til på en rolig kortsigtet menneskelig vis, jeg nød så livet og jeg gjorde ingen utilpasse med mine grublerier, uselskabelighed og forbundne tendenser.

Mens jeg endnu er altfølende og ude af stand til at leve det umiddelbare liv, så vil der i mit sind være flager af fortvivlelse.

Latterligt tv er det, der er så perverteret, at det har forårsaget din mangel på intim-kærligheds-association når du hører ordet sex. Men der er også det tv, som umiddelbart ser latterligt ud, men som egentlig illustrerer det mellemrum, du ikke kan formidle med ord, og som er vigtig for forståelsen af menneskets inderste. Sådan et program er en del af et større kunstværk – det er et tidsbillede. DOG: uden tankerne bag de skrålende farver, uden sans for meningen med den type tv, uden et kritisk sind og evnen til at lære lektien deri og ikke blot adaptere sig efter det; ja da er det så sandelig farligt. Musik, teater og mange andre former for kunst udtrykker det samme. Min pointe er faktisk kun den, at tv bliver undermineret, fordi den ikke kun dyrkes af en subkultur, og skal rammeopsættes til mængden, hvilket rigtignok kan være kvalitetsnedsættende, men også afslørende for hvad der angiveligt rører sig i enhver.

Jeg tænker især på det tv-koncept, som vi er ved at udvikle  iris-slidgigt af at se, men når rutine-sang-eller -talent- konkurrencer alligevel har så mange seere er det unægtelig fordi det rammer noget i os. Jeg er blevet grebet af det nye Voice-program. JEG TROR PÅ DIG Læs resten af dette indlæg »