Årtiers idiotier

30. September 2013 af Maria Guldager

Den samme mand tørrer sin svedige hud med den samme forvaskede klud på den samme scene af støvregn med den samme ligevægt, der tiltrækker den samme slags villige kvinde, der falder for den samme slags mænd, der udfolder sig på verdensscenen i samme slags dryp som dem før ham og kvinden vasker ham i samme tempo, som hun er vant til at love. Hun gisper efter vejret i samme krop idet den flytter sig fra sig selv, for at blive sig selv, den samme som hans verden.

Når han taler fra forretten til desserten i overbevisende sætninger lige så lange som hovedrettens spaghettier, og fra desserten til gåturen fortsætter med at bremse for alt anden akrobatik end hans egne tøjlesløse ord der snart behersker mig og snart keder mig og snart steriliserer mig og snart gentages af mig, og fra hoveddøren og til “velkommen til” stadig ikke har spurgt mig om noget, og når han vinker mig ind i det tavse rum, for at tilfredsstille sig selv med min vellyst, kan jeg kun gå med, øjner jeg en chance til at få frihed fra hans overbevisninger, rense de rifter han har sat på min nakke, i acetone, men det gør mere ondt end det burde, og jeg må gemmer mig i smilet.

Jeg gør det samme, med den samme slags mand, på den samme måde. Indtil jeg endelig falder i søvn, som er hvad, det hele drejer sig om. For søvnen er den eneste forfører, der kan bringe mig videre som noget meningsfuldt. Det vågnes meningsfuldhed er et regnehæfte, jeg ikke kan løse. I min mangelfuldhed. Så jeg springer i de samme ubrudte baner, over de samme mænd der knæler for deres egne garantier, og med samme fantasi opfinder jeg den samme åndens verden, der ligesom jeg forundres over at verden er den samme som den altid har været, når nu de samme ting aldrig genfindes, men kun i samme krans sætter sig på hovederne, der i samme nu bliver nogle andre. Når verden blander sig, fordufter de samme, igennem nogle andre gentagelser, det er de nødt til. Ellers prikker det over hele kroppen, og man ser sig selv udslettet, fordi det samme spil erobrer kun nye affærer.

Mine øjne flytter deres syn i en gyngen, som selvstyrede visere på et ur kridter de banen op, svingende mellem mine modsatrettede udskejelser. Det ser ud til jeg igen svæver rundt mellem virkelighed og drøm. Her bliver potentialer til motorer. Farten er lige så hastig som mine nuanceringer, og det er som om tågen får mening til at fremtræde. Den samme mand hilser mig på samme måde, men jeg kan tale igennem hans mund. Den samme mand er blevet en anden. Jeg er blevet den samme mand. En lang liste af sædvaner fra urfællesskabsforestillingen spiller med i en opera om fremtiden. Den syngende fornemmelse giver efter i mig, og jeg bliver bugtalerens dukke, flået bort fra forskel. Det er ikke, fordi jeg har fordrevet hørelsen, at jeg genkaster alle hans ord, der afkræfter min tilblivelse. Det er fordi, jeg kan gå på luften. Den af ord tykke luft bliver tydelige streger, som jeg med gyngende observans læner mig på for at se ned over jorden. Læremesteren ligner et knappenålshoved gennem skylagene. I en myriade af noget så småt, at de næsten ikke findes. Og de sitrende prikker varer kun en kort tid, derpå smækkes dørene i. Minimale udviklinger hvirvler rundt, og så bliver det ene knappenålshoved skiftet ud med det næste. Som genstand kan jeg stole på luften, den løber under mig og gør mit tempo stabilt. Som forstand bruger jeg sanserne, hvori min læremesters år møder mit drømmeunivers, der snart smelter sammen, og efterlader mig i den samme pøl af mænd, der snakker som mænd, der tilnærmer sig selv, går ind og ud af sig selv, med følelsesskjold, og har i jagten glemt ydmygheden i slimhinden på deres mødre, hvor den endnu ligger og passer sig selv, fortrængt af egoer, så voldsomme at kun en kvindes forventninger kan have krænget dem ud.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

En skrivelse om selve skrivelsen

8. September 2013 af Maria Guldager

Mine associationer forskyder sig et væk! De overrumples gerne af en henrykket eller mistrøstig følelse- det kan fremme dem, men det kan også smadre dem eller trykke dem så hurtigt ud igennem min skjald, at jeg kort tid efter har glemt dem, som det også sker hvis jeg hører et intenst digt; jeg distanceres gennem en svigtende hukommelse, eller måske kommer netop glemslen mig til undsætning! For de hvileløse tankers komprimerede og derfor utydelige tavlekridt synes ikke det meste af tiden at kunne fryses fast i forståeligheder; man ville da skulle stoppe den accelererende trafik for at gruble over vejen eller udsætte sine reflekterende studier for at tænke sig om. Den slags lader sig kun gøre i tegnefilmen; og ja, det er netop mit tegnebræt her, der skal udmønte den ellers så uovervindelige realitet, lirke den op så de associative tråde bindes sammen, binder mig op på noget fast. Fastgørelsen står tilbage, som dammen for flyvende ænder, mens jeg selv – nu i en mere samlet udgave- trækkes magnetisk væk og videre af en førsteret.

Når jeg skriver får tankerne altså et hjem. De opbevares og indrettes -som man nu gør det- gennem det i mig tilgængelige sprog. De får betydning, og helst flere på en gang, for ingen tanke er så doceret, som det skrevne afdækker, og derfor lader jeg ofte sproget løbe. I håbet om at flå et gevaldigt eftertænksomt spor op i hælene på farten. En række betænkelige ord med sitrende kommaer, ikke for selv at give sig ud for tanken, men for at begive sig ud efter den. Det, der står tilbage efter at have læst ordene- helst hurtigt på indfølelsens klangfulde hest- dechifrerer idiosynkratiske rudimenter, og repræsenterer de så omtalte tanker. Eller det nye rudimenter nu vil, for det er med intentionen og tanken som det er med form og indhold. Der er en retning, indtil orienteringen bliver en selvhjulpen lovgiver.

Når jeg skriver offentligt, har det at gøre med det, tekst er. Kernen i ethvert budskab er overhørigt, hvis det ikke overleveres, indoptages af nogen. Det er udtrykt på mange måder, men nu gør jeg det atter; det er i læsningen skriften bliver til. For sig selv er den volapyk, egenhændige koder. Derfor er den skrivende aldrig hævet det mindste over sin læser, men betror tværtimod imod hele sin formindskede eksistens til den læsendes opfattelse. Alle mine knuder og flager af nedfældede strømme rummer her online en tilblivelsesmulighed; en som mine mange andre tekster ikke får del i. Teksterne på mit skrivebord taler fortielsens sprog, deres forløsning lader vente på sig, de er ikke blogmateriale og som spontane indlæg designet til at blive slettet igen; deres klippeambition forsinker deres egen mulighed, der er i tæt relation til en andens mulighed, min eller din eller noget andets, men indprenter sig alligevel i min skriftsbevidsthed.

Den frembudte mulighed for at komme til orde (at blive læst!) betyder derved ikke alt, og var det således, ville jeg da også have meget længere igen end jeg nu har, før jeg uden skam kunne se mig selv i spejlet. For da ville den evigt omsluttende afhængighed af sideblikkene være af patologisk karakter, mens indeståendes læsertal beviser et fravær heraf. I spændingsforholdet mellem min mulighed for ikke at fortrænge mig selv (Det er i dag så uhyre acceptabelt at påstå man IKKE er sine tanker, og her aflægger man sig jo også tilforladeligt nok et ansvar for alt det nonsens de kan indeholde, men uden mine forståelsesakkumulerende tanker er jeg ren krop, helt uden at vide det; jeg holder derfor på, at det jeg tænker er en del af mig, ikke en forlængelse til værre eller bedre side, men et og samme som jeg!) og et totalt sammenfald med offentligheden skriver og udlægger jeg gennem højtlæsning. Det er nostalgisk, for så vidt, at jeg modsætter mig at drifte omkring i konstante tab, og det er løfterigt for enhver tænkelig fremtid, idet at jeg overrækker det jeg har til fortsat fortæring. Fremskridtet er det, jeg falder i søvn ved om aftenen og vågner som næste morgen.

Ofte kommer jeg i penible situationer over mine skrivelser, for læserens varetægt er sjælden en mild tildragelse. Forståelsen kan mig bekendt tæmmes i greb mine gebærder endnu ikke magter – alligevel lønner det sig for mig at vedblive! Hypotetisk set implicerer den ikke-skriftlige tilværelse for mig de mest omstrejfende og rådvilde tanker; fra mig afkoblede betydninger. Hjemløsheden der såvel er et individs egen ringeagtelse som et samfunds indolente symptom og skæbne. Når jeg taler, prøver jeg naturligvis (eller kulturligvis) at indkapsle leddene som de melder sig i min splittede bevidsthed, men jeg er en vattet skuespiller. Jeg husker hverken det mekanikken skal sige, eller det andre citerer mig for at have sagt tidligere. Ordenes maske falder af mig og kan ikke nå op over tærsklen for samtalens bidende stund, hvor jeg ligger forbeholdent bag en busk, trængt inde, og med viljen helt ude i de mange spindelvævsklædte blade, for at få øje på den sollyse klarhed, jeg kender fra det udbytterige erkendelsesøjeblik. Oven på min forsvindende udsigt ligger i tilgift ofte en gammel og fyldig mand og pruster; tovejs samtalen er et fortorv, der ikke alene sænker min fart, men også på utilregnelig vis slutter og bringer mig til at træde ud i en ustyrlig sump af dagshistorier (langsommelige pathosforladte anekdoter), for overhovedet at udholde det jeg som socialitet sænket af det levede liv (:skriftens forudsætning og manipulator) også er.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »