Ti

19. November 2013 af Maria Guldager

I blev så stille

Hvor gik I hen

At I lod familien stille

Er ikke kun i drøm

I nuet er jeg selv

Indtil den rammer

Det næste led

I familiens udforskning af

Og indgravering i

Det der kan skabes i

En bog der skaber

Et stykke tid

En bog er tidens vanter

En bog er vanter i tidens vaskemaskine

Bortført, opslugt og opfundet

Af verdensmennesker

Indbundet i selvsamme hårdhed

Tørret af punktummer.

Hvem er det

Der er så stille

Søskenderelationens usynlighed

Og naturlighed

Hvem er det der har

Forladt hverdagen til fordel

For et sindelag foruden

Tøven og tvang og tænder

Den tavse enighed

Slår vejen forbi min dør

Der åbnes og der åbnes

Ind er kommet, Ind er gået.

Muligheden tier som aldrig før

Havde man hørt mig før

Ville min tavse stemme

Nu høres udfoldet i nedarvede

Vendinger og vaner

Stilhed der vel i sig selv vil

Længere ind i sig selv

Den jager folk videre

Uden at sige endvidere

Den behager familiens vedhæng

Der hænger og dingler.

Som en viser rører sine sekunder

Rører stilheden grunden

Hvorpå hverdagsligheden går

På umærkelige fødder

Der klasker familien flad

Viserens ånde i nakken

Klasker familien flad med sin

Overvægt

Af usagt endelighed.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Sand må han få

17. November 2013 af Maria Guldager

Dumheden er attraktiv for enhver

som kan det se komme,

de føler og accepterer især,

at et afslag aldrig er omme.

Man vil udskrive ham selvhjælp

han er dog i det samme

i en geld-welt

tvunget til at sande

det der foregår i og om ham

livet, som man siger, om det der bliver,

med eller uden forstand.

Med en løsrevet kreativitet

fra en bestandig flokart

i solospil og spjæt

føler han sig kvart,

Imponerende hvor vidt han sig strækker

indtil han i en for tidlig alder

ned på de tomme rækker

falder.

Af så stærke skældsord

stummes vejen ind i voksendommen,

ingen livstro har gang på jord

ufuldkommen.

Drengen ordner efter sin norm, sjusket

med sin tid på håndleddet

der går fra den ene ting til den anden, lusket

prioriteringer, historie, som det har heddet,

Imens vi endnu er lige

ruller Man sig i stemningen

imens vi endnu er i live

skyder magten virkningen.

En sortnet stilhed smøres

skrig giver sig

så de ikke høres

under trådet segl,

som det der blev af i går

røres i aftenens grød

spædet op med en mælketår

bitterheden sødes væk

Han har en unges ignorance,

det har et måltids træk,

han har en fortsat aftens arrogance

gemt er sulten der bad

om noget dristigere end sulten

efter mad.

.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Endnu er han

15. November 2013 af Maria Guldager

Mens sorg triller ned fra hans kind, samler han det brugte liv op, et slogan;

man hellere vil behandle med medicin, end med respekt,

han synger i søvne, munden er næsten lukket, arret

ses ikke fra scenen, med blændende sorg,

en sang synges om, det kan dårligt betale sig,

at gøre sig besværet, ej heller at lade umagen være, manden fortryder

eller også ved han, at han burde fortryde

For at nå bjergets tinde, behøver han noget at følge,

han lirker døren til det næste op, med lommelygten undersøger han rummet, en ledetråd

er nødvendig, han sorterer i

traditionen som den kan læses i skrifter, eller aflæses i opførsel

her opfinder han dagens potentiale, det nyes

repeterbarhed, dagens talent for gentagelser

Dagen, der er så jammerligt spærret inde blandt andre,

kan ikke løsne sig fra det levendes hukommelse om den, afhængigheden

kommer frem fra under sengen, før han skal synge,

detaljer må indbyrdes konkurrere om pladsen, når han sætter pladser, I utide

bærer han rundt på det han slipper, tid glider fra ham, utid lader ham glide ind i mere utid

Han er sin vægt, midt i et forspil,

sengens knirken lyder ikke af fremtid, sæt

ryggen ikke hænger sammen på ham, han bemærker

ikke som han stiger opad, at det hænger ikke sammen

og det kan ikke lade sig gøre, så han fanger en trivialitet, et snørebånd, og ritualiserer det,

så dagen ser ud af noget, andet end sig selv, og kan opfattes

Idet han spiser af sin pause, bøjer tænder af, næringen rammer tandkødet og han sluger sine tænder, et scenarie

der gør ham ængstelig, tvivlen på det faste er

en farlighed, han ikke ved hvem er farligt for, han går videre,

han kan bare gå videre, eller falde ned og ingen ved, hvad der er dernede

Manden laver mere af sig selv, finere for hver gang, de er måden hvorpå han går videre

op, han ved ikke hvor toppen er, måske står han der nu og hvis han gør, ønsker han kun et;

at bestemme sin egen død; følelsen, metoden, indholdet, konsekvenserne, varigheden, farven

Sagerne kører i horisontale linjer, sager uden ting, sager der både er på

et bjerg og bag en dør på en ryg og bag en mand, knapperne

i hans trøje kan ikke holde det tilbage,

hadet til voldsmanden derude, væmmelsen ved volden i ham selv, og stærkest af alt

afsky for den vold, der kan og vil overgå ham selv, den følger

efter hans skridt, som skyer langs bjergsiden rækker

skyggerne ud over det han kan slukke for, stærke lysglimt

fraviger ikke muligheden for muligheden, hans øjne

svier når han skal begribe sagerne, i horisonten melder

sig et minde, der ikke er hans,

han genkender det ikke, men nu står det klart foran ham og

postulerer om sagernes forholden sig, han tager

hvem han kan finde, ind og trøster sig selv,

det er en mand, der konfronteres med

det mest afgørende vers af alle; er han betydningsfuld, dødelighed

til trods, i hvilken betydning, kan han kaldes

for noget, mere end den afgående, mere end

endnu en.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Til de der orker

10. November 2013 af Maria Guldager

Skolelærerens øjenbryn gror sammen- Teenageren sukker- i forsøget på selv at gro sammen- Kønsdele der mødes- mennesker der går fra hinanden- og fra deres religion- Teenageren renser sit ansigt- nu er det nok, siger læreren- På samme tid et andet sted forudsiges de tabte nøgler- den kørte bus- for at forebygge det trivielle roder de rundt i privaten- og får fingrene i ulykker- de trækker sig sammen- som en udfoldelsesangrende blomsterknop- Teenageren ved det egentlig godt- han vil gerne lade være- Lyster der ikke lader sig tøjle- forældre der tror at trygheden bor under en uddannelse- et behåret spring – der intet siger om det der tales- Forvoksethed er et vilkår- den orange himmel kigger ind- af et vindue der står åbent for livet- når livet er et andet ord for det ukendte- de renser deres tæer- for at få fred- På samme tid mødes toppolitikere- langt væk fra deres familier- for at indgå i diplomati- folket vil have fred- Lad os gøre folket fredeligt- Teenageren forstår det hele- han orker bare ikke- en seng hvor man ikke har kontrol over sine bryster-  flydende- man kan ikke øve sig i ikke at blive kastet rundt- af en hidsig orkan- sikkerhed er ikke en færdighed- En tatovering på størrelse med en pubertet- der kan ikke hamles op med- fortrolige papirer skrevet af manglende arbejdspladser- Det er allerede sket- når man forebygger og hvad bygger man så- andet end det ukendte- når det ukendte er et andet ord for- det man ikke kan klynge sig til- Identificere- er jeg kørt for langt, spørger læreren en teenager der kender svaret- men ikke orker at se sig for- Det dagligt tilbagevendende er det parallelle- i parken løber de, i grøften falder de- almagtens dom over aftendumhedens begær- Teenageren stræber mod det uafdækkede med det kendte i hånden- han bor i sin grotte- vildskab i madpakken- her er ingen kære mor- til at politisere det som er- En ny generation har slået revner i jorden med sin opkomst- musikken hænger som smykker om deres hals- med kløerne mener de det de siger- Hvordan være et menneske i en tåge af formaliteter- den herskende klasse tager hånden ned- spørgsmålet besvares af den udmattede teenager – hvis søvn inddroges så han kunne frigøres- komme op af jorden- med skrift på armene- og tilråb i glasset- Man mærker at han ikke orker alvoren- man savner ikke at orke alvoren- man savner at rulle med øjnene- Man ser sig om efter en kuglepen- med behåret kraft sprænges barndommen- når kønsdele mødes- og ungdommen, når mennesker går fra hinanden- to bryns forherligelse- Identitet og afhængighed- et ydre tvunget til synlighed- tatoveret arbejdsplads- temperamentets hersker- Man renser sin religion- for papirer der ikke sker- man har lært at man ved- hvornår det er nok- Fra det ukendtes hånd- tåler en teenager hele livet- man lader sig regere- så længe det føles godt- for man orker ikke- at trække sin bryn sammen i rynker- Hvem er fred? En park er ikke bare et fravær af en grøft- man taler om ulykker- man pudser sine vinduer- på samme tid lykkes det- at komme til magten- for de der har det som mål- der beskrives som fred- men ligner popularitet- der er sjovere- end skolelærerens salmesang- Maden smager så tilfældigt- at man næsten ved- man er med den forkerte afgang- man skulle have været- et sikrere sted- det vokser frem i tilbageskuelsen- Af sig selv skiftes man ud- som sig selv- Fra det usikre til det fremragende- er man en hykler hvis- man udvikler en seriøs tale- og dør med den useriøse på tungen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »