Sletter

29. December 2013 af Maria Guldager

På golde udfoldede flader hviskes en person ud, utilsløret dirrer den tabte tid, og slynger om sig forfladigende bekendelser: Jeg forgår i mentale processer, jeg forgår i en tavle med opslag, jeg forgår i en slang-dækket tunnel, jeg forgår i en systemisk handel, jeg forgår i bestræbelsen på ærlighed, jeg forgår i tidslinjer, jeg forgår i fordummende medier, jeg forgår i bagudskuende svinkeærinder, jeg forgår i oplysninger om det mad maden skal have spist, jeg forgår i forudsætninger, jeg forgår i nyhedens mangel på selvjustits, jeg forgår i egne forregnelser, jeg forgår i regeringer, jeg forgår i tasteren af et bagstræberisk telefonnummer, jeg forgår i snærende biologiske dispositioner, jeg forgår i livsfortællinger fra saliges efterskin, jeg forgår i konjunkturstress, jeg forgår i min vandskabte læbe, jeg forgår i den klassesmuglende opvækst, jeg forgår i forklædte situationer, jeg forgår i humanitære nødlidende, jeg forgår i transporterende vejrtrækninger, jeg forgår i retningsløs teknologisk regnbyge, jeg forgår i ad mig vrængende guitarspil på stranden, jeg forgår i bevæbnede oprør, jeg forgår i illuminerende perspektivtegninger, jeg forgår i min klarsynede debatkommentar, jeg forgår i strategisk forankret profeti, jeg forgår i gør-det-selv-nationalitet, jeg forgår i vilkårlighedens terning, jeg forgår i folkeskoleklassens jerngreb om min verdensanskuelse, jeg forgår i fabrikeret forfremmelse, jeg forgår i mængende indtryk, jeg forgår i de små højhælede sko, jeg forgår idet jeg åbner min blomst for en eftermiddagssol, jeg forgår i sproglige mekanismer, jeg forgår i et solidarisk indgreb, jeg forgår tilsæbet i en klæbrig livsform, jeg forgår i min mors bitre fortrydelse af det ontologiske, jeg forgår i en efterspørgsel på mere forandring end jeg har, jeg forgår i selvanerkendelse, jeg forgår i sygdommens betingelser, jeg forgår i et varmt karbad, jeg forgår i en åndelig fred, jeg forgår i forudbestemmelsen, jeg forgår i ørerene på en kender, jeg forgår i den tilrøgede baggård mellem ideal og real, jeg forgår i frygten for evindelig fattigdom, jeg forgår i min datters bebrejdende øjne, jeg forgår i en lydoptagelse af forblændende stemmer, jeg forgår i udtjente venskaber, jeg forgår i opløst sukker, jeg forgår i mådehold, jeg forgår i identitetspapirer, jeg forgår i oplyste timer, jeg forgår i parforhold, jeg forgår i mine impulsdrevne insisterende initiativer, jeg forgår i et ritualophævende vakuum, jeg forgår i hvileløst savn, jeg forgår i selveksperimenter, jeg forgår i børns harmoniske univers, jeg forgår i underholdningsværdi, jeg forgår i en flok der ærbart løber efter en løber, jeg forgår i en økonomisk fostret ide om afgivelse af en ret jeg måske aldrig har haft, jeg forgår i serier af mandlige karrierehungrende tilnærmelser, jeg forgår i den offentlige transports svedige væsen, jeg forgår i årelang lal, jeg forgår i balancerede billeder som formidlende led, jeg forgår i usvigeligt sikre genskinnende gisninger, jeg forgår i min egen ømhed, jeg forgår i oversættelsen fra mig til andre, jeg forgår i udvandende forklaringer, jeg forgår i genstridige ideer, jeg forgår i integration påsat af festlig socialitet, jeg forgår i velansete antagelser, jeg forgår i essens, jeg forgår i konkurrenter, jeg forgår i subtilitet, jeg forgår i pålæg, jeg forgår i højbelagt snefortorvskant, jeg forgår i nogens nogen, jeg forgår i helvedes himmel, jeg forgår i købt fremtid, jeg forgår i hukommelsens demente sjæl, jeg forgår i en stadigt mere følbar suppe, jeg forgår i munterheden, jeg forgår i re-definitioner, jeg forgår i selvgode mudderbaner til et hylende legeland, jeg forgår i forbyttede aftaler, jeg forgår i overført ekspression, jeg forgår i potenserede omdrejningspunkter, jeg forgår i en tung blenders sult, jeg forgår i en kontinuerlig epoke, jeg forgår i vitiøse tryk, jeg forgår i en geleagtig fællesnævner, jeg forgår i intensitetens græsrodsniveau for øjnene af intuitionen, der forgår endnu før.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Besindelsen, besvimelsen

26. December 2013 af Maria Guldager

En magelig sommers drøm, en søndag mættet af køn, en fejltagelses tag i psyken, en romantisk stage foran lysken, det ynder at pirre en pÃ¥ forhÃ¥nd plaget, det summer og hiver i gabet, mellem det stedse, og det princippet stifte, en lektie med vrangen ud, en olie med øjne og hud, jeg er en kvinde der fortabes, jeg er en kvinde der mÃ¥ tages, som salt pÃ¥ bordet, som salt i sÃ¥ret, i farvepletter pÃ¥ neurale skyer, i hurtige spring over natur til byer, vinter pÃ¥ vinter drysses med karse, vildsvin og rÃ¥dyr gæster til kaffe, en spænding udløses, en afløser forsøges, en travlhed jager mig til randen, en overtalelse glemt af forstanden, jeg læner mig tilbage i det bløde, han henter kage med fløde, gennem nat og trevler af Ã¥rstider, ser han omridset af mine nøgne sider, et spøgelse i min lomme, et liv der snart er omme, et ønske om sammenhæng, rundt om det rene ingenting, den fælles tiltale, den enkeltes brandtale, mÃ¥ holde os til ilden, mÃ¥ holde mig som kilden, til hvad end og endvidere, til et hus af det rigere, til en strejfendes hjem for øjeblikket, en families familie er spækket, af sig selv et materiale, en spurt mod det monumentale, en port til det evige lukkes, idet jeg fødes og skuffes, gang pÃ¥ gang pÃ¥ en gang, en fortræffelig opsang, et mesterstykke med amatørens hang, jeg ser ned fordi oppe svier, glas pÃ¥ følelserne forbi stier, til det næste, der skal teste, en garderobe til mit lager af ideer, globale bakterier behager de flere, indhale kriterier des mere, at være nødvendig, at være elendig, pÃ¥ samme tidspunkt, en afviklet kunst, en social virkelighed peger fingre, ‘gÃ¥ dog som du vil og aldrig længere’, indtil det modsatte bevises, enkeltmandens frihed deles, en social virkelighed hoster op, med umulige trin og komplementære stop

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Vi kaldtes vindere

23. December 2013 af Maria Guldager

I dit skæve smil- og vintervejr- lÃ¥ vi i splid – mens varmen gik til spilde – i carporten- hvor folkene stod – fattet- knyttet tæt – sammen i troskab- og sÃ¥ pÃ¥- huset- Fra det de andre ville- fra det de andre stadig hÃ¥ner- stykkede du det- sammen der er dit- fra det stykkede- du mig -  din drøm – kropsliggjort- befriet – fra et punkt i din – fortielse hvor konflikten mellem – fantasi og fremmedgørelse- opløstes- og du opgav- selvsikkerheden for at fÃ¥ – del i virkeligheden- Tropperne sniger sig ind pÃ¥ min – krop, belejret- med din selvoplevelses – datidspræg, jeg er- din fantasi- gjort virkelig- Jeg træder dig – i bund- sÃ¥ din usikkerhed- føler  at det modsatte -af en – garanti er virkeligt, det- modsatte af en fortid, var – du med- i vore  – beslutninger, der nu løftes – op i hæderfuld vanære, hvem – nærer, kun- de nære – næsten selvisk- af dig- at foreslÃ¥ – Dine drifter flyver til-  himmels, tavst stÃ¥r trodsigheden  – tilbage og ser frem mod- mig- der præsenterer den  – for en verden- af malerier- der opløser – motiverne der var med – farve, vi flyver – over skyerne og holder – stille over det store – hav, hav mod- til at falde med – mig, siger du, din – frygt er ikke længere – blandt os -  MÃ¥dehold – vandrede gennem – skoven og kroppen, uden nogen – til at lede huset – fandt det -  problemer ved hvert et – blad, en duft af – dyd, tog overhÃ¥nd, blandede  – sig med naturens – rige, jeg – fortrød det jeg – sagde, vi vandrer nu – sammen i den – mudrede jord, fra træernes rodfæstede fangearme til støttesten – kaster jeg det fra – mig, du har skænket- Du er  -ikke min – modsætning, forvisser du med en – usikker røst der – kropsliggøres – i min arm der aer- nakken- pÃ¥ en hjort sÃ¥ – forsvarsløs og uden – tankeindhold – Din hÃ¥rde nævenyttige mave knurrer  – aldrig, jeg drikker og – sejler, indtil den sandhed du – vil høre fremmes i munden pÃ¥ – dig som forøget – spytproduktion, og putter – dig i tæpper vævet over – Ã¥rhundreder med største -fred i hænderne-  Mælkeskind – til dessert tager du – til orde, min stemme i din – mund og den samme regnjakke over – ryggene under træet under – himlen under livet, kirtler – der forsmÃ¥r selv – den største ædedolk – Jeg vil føje, vil – jeg vil, vil – Vil føje mit legeme til dit, mærke – din puls pÃ¥- min hals, og bagsiden af dine øjne, se-  dig, se mig, se – dig, se en – udvej af mig selv- Det levende vænner – sig til det døde – i dig- der vil vende sig mod – mig, og tage for – sig af ord som – orme- oral – tyngde – Op kommer – oppefra, jeg – plukker himlens frugter, og – opdager din – regnjakke under mig, jeg – griber ud efter ‘fra oven’, og nÃ¥r- helt op – til hÃ¥ret pÃ¥ dine  -behov, tænk -du har – behov – for, jeg sulter – dig, indtil du indrømmer jeg- var dine – forsømmelser dengang, du- var ikke din – egen, jeg stÃ¥r nu over- drømmen- du taler- til min fod, der hviler – pÃ¥ din strube, luk op- for sluserne eller jeg- lader det hagle, sÃ¥ – du mister din- fred for dengang du- var en fremmed fantasi – Tropperne har meddelt – sig, jeg- ser dem campere – i mine blanke svedkapsler, de lukker- mig inde uden- at præsentere – skyggefriheden.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Det 21.århundredes forfald i en sætning

21. December 2013 af Maria Guldager

Hvor man tidligere forstod et venskab med et kærligt gensidigt bekræftende refræn, og hvor en respekterende støtte af hverandre verserede, er venskab nu noget fundamentalt andet, for nÃ¥r man nu tilføjes som ven- enten per medie eller per frase- er det en virkning af at man har vist interesse i at købe den andens tid og ydelse, og hvis man udviser loyalitet igennem anbefalinger og køb, lukkes man ind i det produkt, der ikke længere kaldes for venskab, men for ‘relation’, og som antager en form af repræsentation, for selvom produktet tildækker det eksistentielle vilkÃ¥r af ensomhed ligesom tidligere tiders venskab, er den repræsenterende relation en, der skal understrege den enes konneksitet til den anden i en udvorteshed, der strækker parterne frem til yderligere ‘netværk’ (et ord fortjener sin helt egen sætning), og indkredser hvem de hver især er, i kraft af hinanden.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Til 7. og sidst (gennemplaffer realiteten forelskelsen)

15. December 2013 af Maria Guldager

Jeg vil have dig! (Nej du vil ikke, du vil have dig selv).

Jeg vil altid have så meget kærlighed at give dig! (For du ved ikke hvad ellers, du skal gøre af dig selv, eller dine drifter, følelser og projektioner).

Jeg har aldrig elsket andre så højt som jeg elsker dig! (Pånær dine venner, eks-kærester, hobbyer  etc. . . )

Du er mit livs kærlighed! (For du har både brug for et liv og en kærlighed, det er mest effektivt hvis jeg udgør begge dele).

Jeg elsker den måde, du ser på mig på. (En bøn om at jeg fortsat vil se dig pletfrit, så du ikke behøver at ændre dig).

Du er både min drøm og mit hjem! (Medmindre jeg bliver arbejdsløs, deprimeret og begynder at hade dig for noget, jeg selv er ude om).

Jeg vil ikke have andre end dig! (Jo du vil, du vil have alle andre, men det kan du ikke få, og derfor stirrer du dig blind på mig. Hvis du får min anerkendelse, får du en følelse af, at du kan få alle. Men det kan du ikke. Og du bliver træt af mig, når du opdager, at du kun har mig).

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Versdag

13. December 2013 af Maria Guldager

Han kan ikke længere gemme sig på et ferieresort

Gennemtrængende tydeligt viser han sig i hverdagen

Her er han, som kan gå i spåner over en forkert tilberedt mad, han, der bider sig selv i læben for ikke at skælde ud over den piftede cykel, han, der spiser sin mad så hurtigt, at samtalen indstilles, han, der som besat og frustreret tørrer snavs fra det spejlblanke gulv, han, der kun kan se programmer i hans egen interesse, han, der forbitres på den kollega, der kritiserer ham, han, der vil gøre alt for hende, men end ikke formår opvasken.

Livet er en magtkamp! siger han

Men du er i en elevator, forklarer hun.

Han sidder fast imellem etager

En stagneret nedtur, siger hun

Du mener optur, korrekser han

Stabiliteten er hans overmagt

Det er her, de er

Det er her, de er, sådan som de er

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Tag mig, før mig, elsk mig

9. December 2013 af Maria Guldager

Et digt til Barndommen

NÃ¥r jeg spørger dig om jeg skal tage regntøj pÃ¥, gør du dig ikke umage for at se ud af vinduet fra vores kælderhygge, du bestemmer vejret, du bestemmer at det regner. Jeg siger ‘ fint, jeg tager det sure med det vÃ¥de’ og slÃ¥r en latter op der skal indbyde din, men du forstÃ¥r ikke hvad det sjove er, du er altid bagefter mig i forforstÃ¥elser. Du befaler at vi gÃ¥r forsigtigt pÃ¥ fortovet, sÃ¥ ikke fødderne under os glider pÃ¥ det vÃ¥de terræn. Jeg kommer til at sige, at du ikke skal være sÃ¥ bange, at du skal glemme alt om frygt, at du skal ud og stÃ¥ pÃ¥ egne ben, at du mÃ¥ frigøre dig, jeg kommer til at foreslÃ¥ at du uddanner dig og læser økonomiske rapporter og rejser til udlandet, og prøver at fÃ¥ udvidet din horisont. Du stopper mig. Sætter mig pÃ¥ plads ved at skabe dig. Min fremtid. Du fÃ¥r lov- du HAR lov, du er lov! Jeg giver mig altsÃ¥ bort til dig, fordi sirenen er for meget for mig, og den vil fortsætte resten af mine dage, hvis jeg ikke giver dig plads. Lederpladsen. Du har en vilje stærkere en noget andet fænomen. Det giver en sitrende fornemmelse i maven. Du er ikke som noget andet jeg har mødt, du er bestandigere, bedre vidende og spilder ikke et øjeblik pÃ¥ at lytte til andre, selv er du jo enhvers oprindelighed. Du sætter dig igennem, og sørger for at den du vogter, gør dine ærinder og lærer de lektier, som du ikke kan løse og som du behøver løst, for at du kan fæstnes, eviggøres i din undermand. Sammen gÃ¥r vi, dog med meters mellemrum, du kalder det naturloven. Du leder vejen til hytten, og som vi ankommer, gÃ¥r du i forvejen op af den lille sti, jeg kan se dig lÃ¥se op, der er musik, du vil at jeg skal blive og vente. Det ser ud til, at der er muntert selskab i hytten. Venner, du hellere vil være i selskab med end jeg. Du verfer mig væk, som var jeg en irriterende flue. Jeg tror et øjeblik, at jeg er blevet til en statue, der ikke kan flytte sig, et monument af dig, en stÃ¥ende naivitet, en forevigelse af en ikke-erfaring, en stadfæstet dom, der ikke kan forsvare sig imod historiens tÃ¥belige fortolkninger. Men i det samme mærker jeg regnen, først mod mine næse og sÃ¥ i mine øjne. Mine hænder er rødligt forfrosne, og føler ingen vand, bare længsel efter samhørighed med den krop de ikke oplever at være en del af nu, de er lukket ude som jeg er det af dig, fra at være din førsteprioritet til nu at stÃ¥ her og være til uden rødder, uden sammenhæng, uden den mindste mulighed for forsyn.

Jeg giver dig den tÃ¥lmodighed, du aldrig har forsøgt dig med overfor mig. Minutterne er sÃ¥ lige sÃ¥ lange som bøgerne om dig, der oftest trækker ud i seismografiske beskrivelser glaseret med gætterier. Mine nerver har ikke længere et beskyttelsesfilter, jeg fÃ¥r sollys ind bag øjne, jeg falder over fortove og jeg læser alle mine lektier som var de blanke sider jeg selv kunne udfylde, jeg genkender ikke mig selv i refleksionen, jeg spejler mig ikke i andre mennesker, jeg udstøder mig selv fra venskaber, fordi det eneste jeg altid kan komme i tanker om er alle de forkerte svar, de helt helt helt forkerte svar, ville du sige, for du plejede at gennemtæske mig i din undersøgelse efter præcise svar, selvom jeg rÃ¥bte af dig at dine spørgsmÃ¥l skulle kæle for min bevidsthed og ikke hamre den til formen af en underlegen elev, der næppe rigtigt eksisterer og slet ikke præsterer, at dine fraser ikke var spørgsmÃ¥l og at nÃ¥r du løb utÃ¥lmodigt af sted og bare affyrede din inkvisition i mit hoved pÃ¥ den mÃ¥de, ville jeg ubetinget demonstrere, at jeg ikke kunne ‘levere’. Jeg husker, din hurtighed. Og mine akavede responser pÃ¥ dine kolde spørgsmÃ¥l, der føltes som ydmygende snebolde i mit ansigt. Jeg har brug for dig. Der er kun en modsigelse i livet, og den udspiller sig nu, i en ulidelig segregering. Jeg vil med, jeg har altid bare villet være med! I en forening mellem det lave og det høje. Vi skal ned i kælderen sammen, for at vokse op pÃ¥ taget. Du sukker af mig, da jeg tropper op ved hyttens hoveddør. ‘Du mÃ¥ lære ikke at knytte dig’, siger du og ser pÃ¥ mig velvidende, at det har du ikke lykkedes med at oplære mig i. Jeg tigger dig. Kaster mig for dine fødder og udsætter den presserende grÃ¥d sÃ¥ længe at mit øjne hæver op, bare for at du kan høre min tryglen. Lover dig, at jeg vil lege med dig, dine lege. ‘Tag mig tilbage, brug mig som rekvisit om du ønsker, jeg kan stadig mærke din indtrængen i mig, jeg ER dig, jeg vil dyrkes af dig! Ud af alle pÃ¥ denne jord mÃ¥ du ikke ogsÃ¥ forrÃ¥de mig, du er mere end min første chance, du er…’ Du tager ordet fra mig, resolut og uden interesse i, hvad jeg har pÃ¥ hjertet- DU vil indstille mit hjerte. Ordet giver du mig aldrig igen. Jeg er under dine vinger, og kun du har rÃ¥deretten over mine udfoldelser.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Ude af fatning

7. December 2013 af Maria Guldager

At kende forskel på mig selv og andre

at vælge venner med fremtid i

at opdage når det der kommer ud, skal blive ude

at have en kompetence og ikke en arrogance

at tage skridtet lige før det næste

at stole på at det man ikke kan vide, ved man ikke

at formidle hvordan en samtale kan ændre liv

er ikke det samme som

at holde pause fra pauserne

at være velbevandret i quizprogrammer

at få svar på svar på svar på svar

at læse en vens ansigt

at se en løgn i øjnene

at støvsuge resterne op dagen derpå

at høre musik der rummer alt hvad man er.

En samtale kan ændre sig dramatisk- en samtale kan ændre parternes liv- en samtale kan ændre den ene parts dramatiske liv- en samtale er et dramatisk liv- en samtale er et evigt liv gjort sprogligt- en samtale følger helst parternes tankerække- en samtale kan forfølge parternes tankerække- en samtale kan henlede til en evig tankerække- en samtale kan ødelægge alle gode tanker- en samtales minde er en ødelagt samtale- et minde om en samtale følger sporene fra en aften der ikke er- en samtale kan ødelægge en god aften- en samtale er et spor der ikke længere er- en samtale er en aften der ændrer parternes liv- en samtale er et drama om det sprogliges evige liv- en samtale er et minde om en tankerække- en samtale er en god aften ødelagt af en tankerækkes umulighed- en samtale kan henlede til en falsk forventning om forståelse- en samtale er en falsk forståelse- en samtale er den umulige foregribelse af fælles tanker.

At være et menneske er at være en relation er at være i muligheden er at være i glæden er at være i risikoen er at være i en fælde er at være i en overmenneskelig relation er at føres af fortrydelser er at være afmægtig er at være erkendende er at være nødlidende er at være overset er at være skrumpet ind er at være som de andres andre er at være til uden at vide det er at være færdig uden at vide det er at være forstilt er at være relation er at forværre alle forståelser.

Forståelsen som de atomer imellem os vi ikke kan dele. Forståelsen som den lærer der aldrig holder mund. Forståelsen som alt hvad jeg higer efter. Forståelsen som den jeg har krav på. Forståelsen som umisteligt i arv går. Forståelsen som idealet træthed forsømmer. Forståelsen som den samtalen helst vil være, når den bliver stor. Forståelsen som alle efterligner. Forståelsen som den alle tilsviner. Forståelsen som pure udsagn i håret. Forståelsen som den der burde spærres inde. Forståelsen som legende der indrømmer. Forståelsen som den der har for mange lag tøj på. Forståelsen som den der skal graves efter. Forståelsen som et mytologisk skattekort. Forståelsen som en supermarkedsvare. Forståelsen som rødder under træet. Forståelsen som junkfood. Forståelsen som demokrat. Forståelsen som interiør. Forståelsen som elastisk vigør jeg springer i. Forståelsen som korrupt fængselsbetjent, der har det rart. Forståelsen som den der må afgive alle sine ejendele. Forståelsen som en autoritet der prædiker om det hele. Forståelsen som en nedstrippet snigskytte. Forståelsen som ethvert brud på tillid. Forståelsen som et plaster på foråret. Forståelsen som syndebuk for masserne. Forståelsen som frugten af giftgasserne. Forståelsen som den der har skubbet mig udover kanten. Forståelsen som negationen af alle formaninger. Forståelsen som den der ødelagde min aften. Forståelsen som saften af mit sammenbrud. Forståelsen som skellet mellem mig og den anden. Forståelsen som den min ånde ikke kan bringe til live.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Overvågen

5. December 2013 af Maria Guldager

Hun låner en holdning på biblioteket. Den gør hende rank og sikker. Lånet udløber. Og hun afleverer den igen. Hun lægger hun sig i en drømmeseng. I ske med et Ego hun ikke kender. Et skuldertræk. Luften kyles ud af Egoet, indtil hun er tømt for fordringer. Fristedet spørges om intet. Hun ligger som en intet. Med ét hører hun et kald. Som når en skov råber. Det er rettet mod hende. Hun begynder instinktivt at undskylde. Sådan har hun i årevis overrasket kritiske røster. Uden selvforsvar. En blottet indrømmelse. Anger til kniv. Snittet op af hendes egen selvbebrejdelse. Kritikken undskylder sig selv. Kritikken får et problem med sig selv. Fordi hendes selviskheder røber sig selv. Forfærdet står skoven. Fordi der ikke sker et gennembrud. Kritikken er derfor ikke noget. Nyt. Noget udenfor hende. Kritikken kan ikke rykke sine rødder op. Og røsten kan ikke rykke hende. Hun er tilsømmet. Sine fejlslutninger. Tårer kan følge indrømmelserne. Og kritikken til dørs. Fordi hun gengiver så nøje. Hvordan hun er skyldig. Svinder kritikeren. Kaster sin lid på en anden. Ansvarspåtagelsen er mere. End de fleste kan bære. Den bygges som tunge huse på brystkassen. Pladsen til forbedringer flytter ind. Og der er ikke andet. End tilgivelse tilbage i samtalen. Hendes mangel omskærer det almindelige. I et kvælningstag udmattes enhver ånde. Der vil indfælde sig som noget nyt. Allerede er. Det nye i hendes vold.

Hun drømmer intenst. Glasmalerier. På kysset mærker hun fælles læber. Og lydene af fodtrin runger helt. Ind i det vågne. Hvor hun med lukkede øjne vandrer. Våde fødder. Situationer flyder sammen og den ene anekdote kan ikke slippe sit tag i den næste. Der er flere måder at være nøgen på. En sensuel og en blottet. En nydelsesfuld og en ligegyldig. Nattens egenrådighed tilnærmer sig hendes legeme. Tiden er gået, men hun bliver. Og beder enhver om ikke at bede hende. Om at gå ned. Hun vil ikke slukke. For det lette. Den evige bevidsthed. Dyrkes. Hun er vågen i så mange timer, at hun halveres. Hun overvejer at lægge sig. Men drømmene vil snyde hende. Hallucinationer. Overvægtige påfund. Narret! Af sin indre okkultisme. Udenfor søvnen befinder det eksisterende sig. Med et jeg, der synes at skrumpe for hver tanke. Hun drager tilbage. Sig til situationen og situationen til sig. En kunstig virkelighed. En virkelighed, der gør sig modvillig. Hun hidser sig op. Som et højt tårn. Der skal vælte med et brag til stor forskrækkelse for andre. Men forekommer for virkeligheden som en skulptur. En fontene. Der sprøjter over med vand. Fald, der ikke tjenes ind. I opmærksomhedsvaluta. Forstenet i et baggrundsbillede. Hos tilvænnede øjne. Et vandspring på mute. En rislende sensation strømmer igennem hende. Hun opdager sig selv. Springe ud af sig selv, igen og igen.

Hun tegner et verdenskort. Det vigtigste er, at landene kan bære sine situationer. Hun sætter en tydelig streg. Rundt om sit startsted. Hun indser, at man har liv for at forlade det. Man elsker det så højt, at man ikke kan mærke det. Ligesom hud. Ligesom en ægtefælle. Man er blevet nogen. For at få muligheden for at blive en anden. Man rejser ud for at se nogen. For at finde en strategi, der ikke fejler. En samfund der ikke svigter. Hun tegner strategier. Ovenpå situationerne. Hvorfor, kommer til syne. Stammen fra noget bestandigere. Noget tidligere. Hun går  tilbage, for at finde det fejlslåedes ide. Baggrunden for afhængighed. Som er det, der korrumperer hendes chancer. Der er grønnere end hun huskede. Hun er kraftigere end hun er. I sit minde om dengang. Hun husker ingen af dem, hun står iblandt. Og praler. Store ord om en lille verden. Hun bliver pinlig på sine egne veje. Græmmer sig. Knuder i maven. Hun ser hvordan hun stod og fægtede. Med livet. Hun genkender ikke sin mund. Læberne er trukket langt op i kinderne. Næsen er bobleformet. Den forhistoriske kvinde fabler uden omhu. For det faste. Løst skyder hun ordene af sted. Hendes tanke har glemt sin begrænsning. En afstumpet følelse spreder sig i hende. Hun må lægge sig. Drømmesengen giver efter. Hun er tungere end før. Så uløseligt bundet til tiden før. Sig selv. Ser man hendes navn, ser man hendes tarme. Der er fulde af bedøvelse. De har mistet kontakten. Som er det værste man kan miste. Til det, der ryger igennem systemet. Hun tvinger sig selv op fra det bløde leje. Det er ikke ægte. Afstamninger. Er ikke noget man kan hvile sig på.  Alt det hun ville, før hun gik tilbage. Siver ud som ansigtsformet røg. Igennem en dør hun både har lukket og åbnet. Og som nu står på klem. Hun går frem igen. På en linje hun selv strør ud foran sig. Fra et taget billede til det billede hun ikke har set endnu. Alligevel genkender hun. Naturen og hilser. Lettet over sit spejlbillede. Det er fyldt med mænd.

Hun flår brystet op for verden. Større end tilliden er kun ivrigheden. Til det mægtige. Overfor et herredømme flyver et begær. Man borer to huller i hende. Smerten er ulidelig og hun ligger stille. I et år eller mere endnu. Indtil to øjne klækkes ud. Plunk plunk. Nu træder verden i karakter. Den største karakter spiller hun, intetanende om sin egen selvbevidsthed. Hendes hud er medtaget. Sprækkede røde flager. Omkring øjnene. Det kræver det, siger verden. Iført kittel og overenskomst. Det skulle jo komme. Informerer det neutrales rum. Hun er overladt. Som enhver seende. Alene med den råbende skov. Det skærer i ørerne. Man kan ikke ligge under for en andens doktrin, fortsætter rummet. Hun indvender. Med suk og vrid. En revolution. Selvforglemmelse. Verdensopfindelse. Hun lader verden bryde igennem. Hende. Ikke som en tøjstil hun skal huske at klæde sig efter. En materialisering. Et allestedsnærværende net. En storfangst. Med en violin hun spiller på, og hvis toner hun kan røre. I deres længde. Hun savner at spille, imens hun spiller. Fordi fortiden har lært hende at savne.  Den nye musik overtager hendes verden. Der er ingen hemmeligheder. Ingen tilfældige nøgenheder. Hver en udtale fortælles videre. Det førhen skjulte går uden ble. På lige fod med alle andre.

Det siges. At hvis grænsen krydses en enkelt gang, vender man aldrig tilbage. Fra da af høres et sprog, der forfører ens selveste bevidsthed. Om hvad der er. Og det, der er, er ikke længere et lag man kan smøre på sit tørre brød. Det, der er, kan ikke længere fyldes i mennesker, for sådanne kan piftes. Og give afkald. Et aktivt ingenting. Det siges, at det er som det er. En pleonasme, tror man har begrebet betydningen med. Hun ser sig selv se sig selv. Ville kvinden dog holde op med at stirre. Alarmeret opfinder hun et system. Så hun kan sige; ingen alarm, jeg har et system. Det skriger i hendes ører. Hun har ikke nok ansvar at tage på. Rystende. Hun dirigeres og forsøger at forfølge. Tag øjnene fra mig, smælder hun. Hun føler sig anset. En efterstræbt anseelse. Overlades til den konstante selvkritik. Hun ser sit Ego blive bredere. Det. Fylder hele sengen. Fylder hele avisen. Fylder hele måltidet. Her drømmer således.

En far og en datter pÃ¥ 5.sal i shoppingcenter i Berlin. En skoforhandler. Hun skal bÃ¥de kunne gÃ¥ og løbe i dem. Uden at svede eller fryse. Hun vælger et par. – Det gÃ¥r ikke, siger faderen med sit rynkede sind. – Hvordan sÃ¥, skal jeg kunne gÃ¥ rundt i Berlin? -Det er pengene, jeg kan ikke! Hvorfor tungekysser datter nu sin far? Fordi det ikke er pigens far. Hvorfor fortæller manden nu pigen om hvordan virksomheden i øjeblikket mÃ¥ afskedige medarbejdere? Fordi hun ikke er en pige, men en kvinde, der burde forstÃ¥. Nu tager manden og kvinden om hinanden. Omverden ser dem i glimt. Foretagsomt følger alt omkring dem med. Baner vej og udgør tingene. Parret taler med usynlige stemmer om det der omgiver dem. Kvinden farer vild i Berlin. Hvorfor betaler manden hende ikke efter en nat? Fordi hun ikke er til salg. Hun sætter sig ind i hans bil og lader sig føre. Af hans ækelhed. Den slaskede hud og den Ã¥ndløse snak. Hvorfor forlader kvinden ikke manden, nÃ¥r hun ikke kan tÃ¥le synet af ham? Fordi hun ikke kender Berlin. Kvinden er. I et nyt net. Hvorfor er de sammen hver nat pÃ¥ mandens præmisser? Fordi manden ikke kender kvindens fylde. Hun har aldrig røbet den. Hun lader billedet af sig være det eneste sig.

Sådan ser verden nu ud for hende. Verden meddeler sig selv. Motiver kommer til syne i historierne. Sandheden er en pirrende fornemmelse. Den er risikabel. Og kan smadre enhver. Illusion. Hun tørrer øjnene. Hun ved ikke om hun tør. Øjnene. En mand taler til hende. Og verden trænges ind i en slugt. Svup. Hun ser ikke dens forsvinden. Hun lever videre. I en drøm eller i en verden. Hun er sammen med en mand. Svarer ham i kvæklyde. Ak, svarer han på hendes svar. Intense billeder af fatalitet og fertilitet. Tvivlen forråder sandheden. Hun aner. Hagen der hakker ned mod et forældet spørgsmål. En fordrukken hjemløshed. Tager til. Leder hende ud på travlhedens. Dumme gader. Jagtet af sin skygge søger hun. Tilflugt i en brystbygning. De lange rækker af tidens overlevende. Skuler til hende. Indbundne kvæk kvæk. Der udgår varme fra. Bøger der har befalet mangt og meget. Tvivlen. Sliber hun væk. Hendes hud gør sig glat. Befriet fra sine fortidige. Eskapader. Der slipper væk. Mellem fingrene der vil have fat i varmen. Desperationen. Sætter sig i kødet. Hun sætter sig ned. I skødet på det hun har hørt. Manden ser hende trænge ind i en verden. Der fornægter ham. Han skriver en besked. Der aldrig når hende. Lyset på telefondisplayet. Er ikke en besked. Det er refleksioner af en omverden. Der strømmer ind gennem vinduerne. Åbenheden lukker sig. Lyset holdes ude. Hvem verden er, står tegnet et sted. På hendes kort. Hun læser det, men får behov. Udover det mulige. Behovet for en anden fortid. Hendes udstyr tilter ud. Over refleksionen. Med hovedet først. Det åbne bryst får træk. Og forvolder gnistende flammer. Som oplyser natten. Gennemtrængt af dagen opløses modsætningerne. Hun ved derfor ikke hvornår. Samvittigheden slipper sit tag i hende. Der er kun i dag.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »