Optræk

23. January 2014 af Maria Guldager

Trækker dine ord op over skælvende

situation

stegn

Lader dig tø

min frost gennem dit svælg

ende hoved

mantra

Bider mærke i dit skridt

tages før mine

incitamenter

og efter

i en omsluttende

taske

s inderste lomme, jeg er din

påklædning, du er min

e bekymringer

s godnatlæsning

Folder forfulgte tanker, jeg tror,

du har,

ud på spisebordet

s orienteringspunkt,

centreret

i mit hjem

meklima

tiske ideal

situation

Det ligner et teater

s skræk men er en kvinde

s tilfælde

ndes sammensatte natur

givne lyst

tunge med dybe revner i

talesat af

sindighed med

sammensvorne gener

ing i drift

ernes vold

somme

tider

ne der ruller ind

i øjnene

s karakter

i

stik af en prøve

nde tid der ikke kan styre

s

ig uden modstand

sdygtig natur

legeplads

Taler om maden

s smag

soplevelse, dens betræk eller bedrag

ende luft

ighed og går

verbalt til den

forkerte med mit skin

billede af forhold

enes rigtighed

Kan ikke finde ideer

nes sted, nogen steder

i livsbedøvelsen, ikke lokal

isere mening

en med hjem

tager jeg kom

maer for at uddele det store

s herskesyge

Kan fra flere år til

bage spore dine gerninger

s aftryk i mit aftagende

lejlighed

shumør under festen

s grin

agtighed, dine forpurrede anlæg

har skabt, spild

af tid

ernes fortælling

er om godhed i det fælles

alene

fordi godheden keder

sig i studieforsøg

et på at virke

ligheden skal forbedre

os

Kan se indretningen i din kælder

mørke

s firkant og din udslukte følelse

s kapacitet, hvor gemmer

ne holder tasken

s hud, der ligner min

e indvolde

s fordærv

Det ligner en sammenkrøllet reklame

rende chance men

er det ikke end mulig

vis, nej hun er fuldstændigt chanceløs til

sat held

igt nok, at mine ar

resterede tunge

bånd tør spille sig i

gen

er der bur

de have været frasorteret

affald men stadig lig

ner, nej stadig leger human

itet på et højere plan

teudviklingsstadie, for når man først lever

transplantation er ikke en gratis omgang

med dyr, ulovlig

tanke

drift

erne tager til bag om mit syn

gende selv

til fester

nes store rædsel

sregime der rydder ud

efter de finere lag

kage til alle børn

enes forældre

står i kø

lerummet og afventer terminal

en, men skikkelsen flyver endnu længere

varende parforhold

s fejl

margin er bred

ere end tolerancen overfor usle slyngler, der skulle have været opdraget bedre

vidende som dem selv

om enhver viden har en idiot

isk side med humor

forladte tilståelser

Laver store øjne til uret

ten i din lomme

filosofi elsker enhver med hjerte

sorger kan læges med

lidenhed til sidste dråbe

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Portion narration satisfaction

19. January 2014 af Maria Guldager

Obligation globalization limitation

imitation transformation legitimation

invitation pluralization provocation

investigation ratification prohibition

negotiation argumentation persuasion

simplification observation humiliation

revelation adaptation harmonization

inspiration hallucination institutions

redefinition nations relation

invation cultivation accusation

salvations suggestion verification

actualization compensation dogmatization

reintegration resignation patience

activation passivation contradiction

hesitation mediation idealazation

socialization expectation mutation

navigation election desertion/absorption

classification fragmentation homogenization

information sophistication generation suffocation

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Forklaringer

16. January 2014 af Maria Guldager

Fordi jo bedre man forstår en anden, jo mildere stemt vil man være overfor vedkommende, og dennes sind, og dennes alibi, og dennes postulater, og dennes affærer, og dennes livskvalme, og dennes tavse men mod sig udstrakte hånd,  åh milde stemning, der nærer menneskehedens glimt af godmodighed

Fordi starten har forrang som forklaringsmodel; den kan stå ren og uprøvet i et katalog og reklamere for distancen imellem kvinde og kvinde

Fordi jeg vil række dig rugbrødet, men ikke kan komme forbi pålægget, som du drysser med ristede løgn

Fordi en løsrivelse – fra alt pÃ¥nær fordomme- kulturelt set synes, at være mere korrekt, end en tilknytning – til noget som helst, pÃ¥nær normer

Fordi du aldrig har prøvet, at have et barns mund om din pat; thi visse ting bør man ikke skrive om, omend analogisk, uden selv at have prøvet det i ikke overført betydning

Fordi følelsen indfældet i ammende kvinders betydning ikke kan overføres

Fordi forældres idealer ernæres af dine platte rim, til grin

Fordi jeg forarges over din nypublicerede uvidenhed

Fordi jeg trænger til skriftlig ro; en ro der kun kan skrives af mine egne groteske følelser

Fordi ellers vokser mit hoved ud af min krop, der kræver mig minimum et par linjer om dagen, men jo fyldere tankefostre pennen lækker des lækrere

Fordi jeg forestiller mig, at være større og vigtigere end det sociale, når det kommer til stykket

Fordi jeg er opvokset dumdristigt, sidst i en triologi af udspring uden faldskærm

Fordi det ikke kan regnes for nødvendigt, at jeg dykker i vand, der smitter mig med en før-døden panisk hoste

Fordi når man er impulsiv, og det er man, så tænker man ubeskriveligt hurtigt

Fordi mine bevægelser er ammunition til et skydevåben, der affyres i takt med mine bange anelser

Fordi mine venner er mine våben

Fordi mine tanker er udklækkende handlinger, fejl/fremtid/feel-good-movie in the making

Fordi argumentet om, at jeg aldrig skulle have rodet mig ud i dette, eliminerer min tilstedeværelse totalt

Fordi hjælp både kan være en fælde, man sættes fast i, og en bro man kan gå på

Fordi ingen helt sikkert kan garantere detaljen imellem de to, der ved hvert enkelt tilfælde må udgøre forskellen

Fordi min selvfølelse er så stærk, at den besejrer styrken til at stå imod/blive ved

Fordi selv hvis min identitet kun er et spejl af klodens rester, rullet til trøffel, velfordøjet, ugenkendelig i dissektionen, tror den stadig, at den er nogen

Fordi jeg kun kan iagttage verden fra mit eget udgangspunkt, forstår du?

Fordi det jeg ved, om det rette spor er, at jeg ikke kom på det i tide

Fordi jeg ikke kan stå stille, eller fordi jeg længes efter at stå stille et andet sted, det skifter hvilken af de to

Fordi jeg har brug for, at du lover mig noget, jeg ikke kan love mig selv

Fordi jeg tror, at når fantasien møder virkeligheden, bliver de gode venner

Fordi fodfejl, derfor

Fordi du kan nå at ændre forklaring

Fordi der mangler et hjem mellem lysten og realiteten

Fordi jeg ikke kunne slippe afsted med at forestille en almindelig veninde, kvinde, fjende, gene, scene

Fordi det er her, jeg står af

Fordi det er her, jeg er født

Fordi det er her, man finder ignorancen i størst mål

Fordi det er her, man genkender så mange, på samme tid, at alle opgiver at hilse, med samme henslæbte hemmeligheder

Fordi det starter med en hilsen, det hele, min identitet og min forelskelse

Fordi han troede på mig, da jeg sagde, at det her var kærlighed og først holdt op med at tro på mig, da jeg sagde, at det her ikke var kærlighed længere

Fordi den slags tager tid, hvis det vitterligt er den slags

Fordi når du benævner noget ved mig, rører du det på mig, og det er så ømt

Fordi den vigtighed du taler til mig med, gør mig til den, jeg er

Fordi larmen i fællesskabets ånde forgifter, nej afkræfter, hver en evne i min tanke

Fordi jeg er et symptom på en verdenstilstand, når medmenneskets blik lægger beslag på min udfoldelse; en dans med ild under fødderne, ligner ikke det frie menneske jeg er, alene

Fordi dit bryst, der går ud og ind, viser en fysisk metafor

Fordi jeg ikke begriber hvad der foregår udenfor min eksistens, kan mit væsen repræsentere noget generelt

Fordi USA er en drøm, jeg vil gå langt for ikke at nedbryde

Fordi vi passer sammen, før jeg har prøvet den

Fordi det jeg arver er en påtaget godhed, selvom jeg hellere vil have cool cash

Fordi læger per definition ikke kan gå over grænsen, med deres spørgsmål; jordens undergang er grænsen, for smerten

Fordi jeg i mine svar er en bedre person, end jeg biologisk set kan være, hvis man forstår menneskets svar som nogle, der hænger sammen med dets udsiger; svar som værende trængt ind i menneskekroppen, identificerbare udvortes meninger i forlængelse af personen i mennesket, som den sminkede frygts afglans af rygsøjlens stivhed

Fordi forklaringer ingen ende vil tage; de må stå af, afgive ret for at udkomme som sig selv; generelle, hurtige, platte, i mistro vogtes de, som man kun våger over dispositionelt forklædte undskyldninger

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Stoppenåls selv

15. January 2014 af Maria Guldager

En andens død stopper mit livs

fremadskridende aftaler under armene, der er så klamme, at det er egoistisk, mener man, at beholde dem, endda i det antal; der dingler sveddråber og det bliver til stress, ved du det, har du læst det, har du prøvet det, har du drukket det, har du aftalt det, i et overlappende byrum, testcenter for kroppenes trivsel, ja jeg har, men det må aflyses, hårene, de lyssky folk, man hænger gardiner for sociale udskud, for at lappe sin bydel, den stakkel, bærer rundt på underblikket, min krop trives, men jeg har en død i hjertet, dens slag på tiden, på mit ur, på mig som ur, aflyser dagen for mig, så du må stå og vente i regnen, den travle regn, der opildner raske forbipasserende til raske skridt, mørket blænder op for den, rystende egoisme i kulden, kan jeg komme forbi her, står der i en bemærkning til samtiden, avisens modige stemmer, der leger gemme med Gud, en våd sms med din parfume i brysthåret falder ned fra himlen, hvem har sendt den, tænker man

En anden bemærker min snarlige krise

og værtinden lægger tæpper om min fremtid, så den kan blive tør, jeg får selvbedragets varme, af et opstillet hus, af ritualer, selskabet ser til at jeg lærer mig at tale og gå omkring naturligt i en ikke-naturlig situation, de mange blikke, tusinde opmærksomheder, mange tusindes synsfelter, muskulaturer, talende apparater, bevidstheden om, at jeg kunne falde eller risikere hån uddriver hypnosen; musikken blænder op for selvbedragtens neon, hænderne i dens lommer finder en kæde af scenarier, jeg stopper i mig, byliv, overflod, blinkblink, i en taxa får jeg det frie valgs hikke, stop mig, værtinden holder mig i sin fuldskab for munden, med røde øjne, tænker kredsen: Er der ingen grænser?, på en forstørrelse, i en pyntestue uden ur, der særegent tillemper ens tanker, til det sublime, når man står og hæver sig op over det stående, og ser på perler, beruset

En anden fortæller mig om det, jeg ikke ser komme

for jeg vil kun giftes, han siger ja, for engang skyld, for min skyld, foran andre, til min storhed, bare til noget som helst, med mig, en blid brud for evigt, et nybrud støbes som fundament, ingen kolde fødder, miljøvenlig opvarmning, jeg kan da, jeg vil for evigt elske forudsætningen for min egen glæde, jeg råber det gerne ud; at jeg vil forpligtes, spær mig bare inde i modgangen uden døre, eller udsigt, for jeg er et dyr, der trives bedst i rammer, tag over hovedet, over indsigten, kærlighed til over hovedet, jeg har da, hensigter, syet drømme, nok, til resten af mit slidte smil, der holder hæmningerne oppe som isolerende vægge i en forebygning, eller dens rendesten, i skoen, ikke så meget i raseri som det lyder, men i rastløshed, får han et overflødighedshorn af snorlige eller syrlige indrømmelser, med tid går jeg, over til vægt, hans kinder fylder et helt lokale, er han ikke også blevet lavere, og bredden, sådan, mere kompakt, mindre begærlig, de syede mundvige, snor i et tilsyn, springer op, gabet ser sit snit, til at overtage hele hovedet

En andens legitimering trappes op

og jeg må stoppe mig selv, for ikke at gå med derop, og i skjul provokeres over din skoling, fint, nærmest sippet, har han tænkt en tanke selv eller læst sig til sin digtning, man siger, at mange har det som jeg, mange har det i højere grad end jeg, hvis de mener niveauet, forstår jeg dem, mit lavvande, dyden om at alle kunne være med, træd ind over mit hegn og græs på min mark, ingen skal lide under stumhedens sult, tal med og tiltal hvem end, dette, den offentlighed jeg accepterer er frigjort fra snobberi, en flok kvæg, insekter uden tidsbegreb, går amok, bygger rede i mit hoved, suger mit blod, bider i aftalerne, malker min honning, giftigt, jeg må indhegne mig selv, før min værdi fortager sig, i dit CV, udskud, forgængelighedens gardin, fantasiens udtømte bydel, jeg, må, nå at, positionere mig som børn gør, i en fælles sandhedskasse, man klapper ufortrødent, før jeg ved hvad jeg er, udover hjerteklap, og hvad jeg vil gemme af det, jeg træder mig selv over tæerne, mit sandslot, med vores stående aftale, jeg byder dig velkommen, som leder, af mine skjulte kvaliteter, fremmane dem, intetanende, glatbanende, min tolerance kan ikke vækkes nu, for tungt hviler endeligheden på dens øjenlåg, en divinitet der ikke går op, nogen steder, med mig på slæb

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Kunne et ‘du’ være min verden?

12. January 2014 af Maria Guldager

Til lyden af bjergenes højder, hvem jeg forguder,

sætter jeg mine forestillinger, som ild til et rådhus, lid til en politik, mine fødder på en røgsky, utydeligt ser jeg

små liv der kravler, ind i et mellemled, og griber regndråber, der gemmes, og glemmes, og føres ind i et himmelskred, de kravler som om de allerede er som de bliver, valfarter til det nyeste, strækker sig for at nå det, der kan mærkes, og det stærkes kæbe går af led, når de protesterer imod fred, der ikke er mad i, stilhed, der ikke er ro i, kunst, der ikke er storhed i, arbejde, der ikke er position i, de rejser sig som flaget og blæser videre af sted på deres knoglede ben, bundet til sandheden om, at der findes noget sandt, ført af barndom føjer de ikke den voksnes dom af dage der går eller flyver eller sejler, men ikke sætter sig ned, ikke modsætter sig dets bestemmelse.

Fra bag min venstre skulder hører jeg lyden af en scooter der starter, mit højre øre delagtiggøres ikke, mit højre øre skruer op for indtrykkene, det bedste det kan, uden det noget afvigende opfanger, for det venstre øre forandrer lyden sig, nu er maskinen på hvilken jeg træner, brudt ud i lydlige gener, en buldren fra under mig, min forvirring løber frit på båndet, en dårlig smag i munden rejser sig, hvilket øre skal jeg tro på, kan mit løb få mig i den rigtige retning, ren vildskab eller ren indbildning, gådefuldheden provokerer min ilterhed, jeg løber hastigere på maskinen, mod en bitter smag af gammel alkohol, mit højre øre trykker stop, smagen er for ækel, lydene er svundet ind i min mund, min tunge varmes i kyssene under en kold dyrisk akt, belagt med hundredvis af rådne kys virker min tunge fremmed for mig, jeg taler om sandhed, jeg siger fuck høfligheden og fortæl mig sandheden, ved stænk af tiltrængt maskulinitet opgiver jeg ytringerne, og opdager at det kun var principper, som kan gives op, når jeg trænger til at blive lagt ned, når jeg trænger til en løgn om hvor vigtig og køn jeg er, så stoler jeg på ham jeg ingen tillid nærer til, så lader jeg ham trænge ind, deri hvorfra jeg ikke kan fjerne hans rester helt igen, ind i sindssygen på mit bryst, der magnetisk tiltrækker min håndflade, den glider op som om den vil elske mig, men i sin berøring om halsen strammer den sit tag, den vil kvæle sin egen forudsætning, den tænker ikke på hvordan den kort efter vil falde dødvægtig og blåkold, jeg bekymres ved de selvdestruktive gnister, lykken er ansvarlig, det er den der forstår at bedrage allermest, lykkens iboende løgn, en forfængelighed på dagenes vegne, jeg retter mig mod det eneste liv jeg har, spejlet viser mig min mors barndomslidelser, naiviteten må være gået i arv, for jeg rækker behandleren -forbrugerens messias- min hånd, han tager imod min hengivenhed ved at svøbe mig i ord, det føles lunt, da jeg først forstår, at jeg ikke behøver at kommentere

hans splintrede iagttagelser, der træsker før kvæstede antagelser, jeg tygger på hans nik, det smager rigtigt, men min mave reagerer voldsomt, den vil ikke fordøje hans indtrængen på mine foretagender, i selvforsvaret tænker jeg på hygge, at hyggen kunne tvinges frem, hvis der blev sat en god film på, mens uroen hober sig op et andet sted, filmens billedlige historie kunne erstatte de mange grimme steder jeg har set, og som behandleren prøver at få ud af mig, knæ hænger sammen med psyken, siger han, ligesom disse knæskaller ikke tænker, siger han og demonstrer hvor løse mine knæskaller sidder, du der, stop, tænker jeg, på samme måde tænker en stor del af dig heller ikke, behandleren har arbejdet i mange år med ubevidstheder, og får mandag efter mandag en stadig større tendens til, at præcisere hvad jeg skal, behandleren får en hang til at gå over gevind, som en hjemvendt soldats gevær, med åben mave

finder jeg op på briksen, skibbrud på åbent knoglebrud, jeg trodser alt genetik og alle fisk i havet, når jeg vandrer på irske stenbrud, legende som på et pusletæppe, får jeg, næser på brystet, jeg trækker den irske frodighed ind i mine lunger, og giver ikke slip

på den gyldne grønne magt, før min far begår selvmord, på briksen, selvom jeg havde sagt, at jeg ikke ville tale, han fandt det, siger han, i mine spændte baller, det er set

før, sket før, at der har levet en, som mig. Frygten for lydene under mig forsvinder, hvis du fordøjer en modsætning

så enkelt og sammensat er det,

der står det klart, man kan tage det når man vil, i en buffet af trivialiteter, totaliteter, enheder, eksperimenter, skolastik, bekræftelse, ydmygelse, trang, afkald, tankeløshed, refleksivitet, modvillighed, velvillighed, regler, undtagelser, dødfødte, levende døde, øvre herskab, pøbel, fortolkninger, forklaringer, opgør, oprethold, begyndelser, udveje, ridsede/spejlblanke formål, en lang, en længere, debat, monolog, modsigelser og det, der siges imod, tag for dig, du, verden, og du kan få mig som du vil, på et køkkenbord, op af hoveddøren, i ægtesengen, i ungkarleboligens sofa, klæd mig på som din påklædningsdukke, spild sodavand på mig og smid mig ud, klip en ny af mig, tegn mig med sirlige streger, sy guldtråd i mig, hvis papiret kan holde, og skær i mit væsen din udsigt, og giv mig en bamse som surrogat for kærligheden, den vil gøre det samme for mig som en kæreste, pånær orgasmerne, de kan ikke røres, eller forstørres.

HVOR TOMHEDENS TONER DOG RUNGER HØJT I MINE ØRER

for du tilbyder et så snævert tungeudvalg, og den sidste dråbe af hygge er klemt ud af fantasituben, mine ører kan ikke undfange meningen, hvad er det dog du siger, lyden af din stemme bliver højere og højere, ordene flyder på flager, ser jeg, nødlidende i Indien, dømt til at arbejde sig ind i døden, du bemærker ikke selvdestruktiviteten, du flyder, jeg flager, jeg kan ikke bære mere, jeg vil hjem, intet høre, helst bare hjem, hvor jeg selv bestemmer musikken, hvis man nogensinde bestemmer den selv, jeg bestemmer mig for at tage hjem selv, der er hyggeligere, alene, siddende, siden hen dansende ideer overføres, til byens mange blikfang, en verden af venner, men kun i fuldskab og kropslig overlegenhed, for ædruelig smadrer jeg belysningen med øjnenes uafgrænsede mørke, sit mand sit, kommandoer en bamse ville lystre, virker ikke på mørket, alenehed, og de lykkelige inviterer ulykken ind, hæng tøjet i garderoben, tigger de, og mørket afklæder sig som en lille pige, der skal i bad, og det befinder sig ømt og underudviklet mellem relationerne, til mine relationer, og mine forventninger til disse, på dansegulvet, hvor er han manden, siger kvinderne, han må da være på dansegulvet, siger de empirisk, og prøver med sang og sukker og mavebluser og intellekt og voldstrusler og tårekanaler og dyreven og blanke tænder, men han er der ikke manden, han findes ikke konstaterer de empirisk, beatet spiller kun for dem, og deres kæderøg, de drifter væk i en ballade, jeg, hjemme, overdøver deres snorken med Netflix.

Den skam jeg dagligt bor til leje hos er, en plade der stirrer sig fast i mit selvværd, i min psykolog, der rører mig på lårenes følelser, der kramper, Facebook, familien, facit,

skuffer forventningen om kontakt, jeg har sår i munden, tungens bylder møder vinterens kulde, behåret socialitet, uomgængelige konformitet, bekymret funktionalitet.

En fremtid med ryggen til Hovedstadens belysning, mørket over den rammer menneskehedens front, jeg er en blandingsrace, spotlight og himlens mørke, skærer vinteren ud i små bidder, mader hver en hudklædt tanke, og en bange anelse springer op, jeg forskrækkes af at ingen forstår, at spøgelser der ligger på fortorvene og skriger på de levende, giv mig din krop, giv mig din verden, er det jeg ser, er det dagligt svarer, kun

i den begrænsedes døgn, søges ene dedikationen med eneren, vær mig tro, siger to forældre i et kor, et hjertes løsslupne gasser, blæser forstandiges døre ind, jeg prøver at høre tre stemmer på samme tid, jeg bliver

så længe, at jeg ikke kan mærke

anmærkningerne, fra tilnærmelserne, mærker træthedstarmen kilde, er det dag eller nat, morgen eller aften, peber eller lakridspulver, spørgsmålet eller spørgeren, det kilder og jeg trænger til noget, der kan stoppe min forvirring, jeg smører maven i hans ord, det lindrer lunerne, hvis jeg ikke bliver rundtosset af at se mig om efter maven, vil behandlerens tale vække en tomhed, som er den eneste vej ud af sindssygen.

Jeg ser din usikre cowboyjakke, forvasket, forbrugt, dine røde hænder, bekymrer mig, hvordan vil du passe på mig, hvis dine egne hænder skaller, dine øjne så intense som Klaugarts beskrivelser; nøjsomme men kedelige, jeg tilbyder dig kolde hænder i ansigtet

for at dine røde kinder ikke skal blusse op, min kropsfrygt vender tilbage ved din emergerende ansigtsfarve, en gigantisk høj og storladen bro mellem en afslappet og en selvbevidst tilstand, buldrende lyd af majestætiske broer under mig, de befaler alle de spraglede: “Hop” og jeg falder for det, hver gang, sÃ¥

jeg flygter

til en besættelse af dig, jeg skjuler mig, for hvis de finder mig, vil de hive mig ud af alt jeg har kært, de der ingen fortrydelse kan navngive, jeg sidder i dit næsebor, vil lade mig svinge ned gennem svælget, og lande på dit sultne hjertes hoppeborg

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Uvirkelighed fødes af

9. January 2014 af Maria Guldager

en afgnavet underarm, pligtskyldig, leverer den, føling, hængende i nattens ansigt, uden besiddelse af noget nærvær. Og således ser den passivt til, uvirkeligheden, mens hun tigger, ikke for sit liv, men den gennemprøvede overspillede opmærksomhed, hun tigger, ikke på knuste knæ, men i blomsterkjole, sætter hun munden tæt ved hans højre øre, hun hvisker. Så sagte og naturlig er hendes bøn, om en hjælp der vil gå med  hende, blive hende, manifestere hende, at jeg forveksler den med min egen trang til at udveksle monologer, små vers, ideer, og det vigtigste; sandheder, så sviende rå, kontinuerligt og konsekvent åbne lagt frem, udlagt på den åbne bare klode, som kun en tankeløs mand kan hvile sig på en bjergside, eller på sin sofa, for stedet gør ingen forskel, når uvirkelighedens tåger stirrer sig på kroppens åbning, der som den eneste tidsel får opmærksomhed, et skrigende nyt liv, mæsker virkelighed i sig, imens dens tid, ikke er hvad den udgiver sig for, når den tager for sig af hendes tillid, det kan jeg se, på måden hun taler, og tror, og forventer, mens det nye liv skriger, efter at høre til, og høre efter, når han vil fortælle mig om reglerne, hvordan man fører sig selv ind i en større pine end nødvendigt; han nyder at se hendes pine, og jeg, ydmyge udskud, tigger ham om at stoppe, tigger, i mit nedslidte tøj, der lugter af gågadens røg, og med kontorenes hjælp i panden, tager hun ham hårdt i ørerne, overrasket, forfærdet over armenes styrke, bedende, giv mig noget jeg kan miste, tænker hun måske, jeg ser ham rive sig løs, så fri, føler han sig, som jeg ville hvis jeg ikke have spildt min tillids safter, i møderne med ham og hende. Mundens himmel og dagens salte tunge er redskaber, rene instrumenter, der taler flækkede kindben på skæbnen.

——-

Tvinges til at falde over hans velvilje, på vej på toilettet, for at komme af med de mekaniske drifter, der har ledt mig til at fordøje, samtalernes kindkys i dagens løb; det hele vælter ud, i gangen, der skal bringe fra tung til let, den gang, jeg går, er tillært mig, hans skygge er lederen, jeg imiterer, indtil jeg falder, han tvang mig, jeg står i gangen midt i faldet og ser på det, vi ikke kan tale om, det skulle ikke være kommet ud der, en fuldvoksen kvinde, med forstanden i behold, hvor er det pinligt, at hun nægter, skyld, at hun siger hun blev tvunget, hvad har hun gang i, der vader hun rundt i det enhver bør holde inde, indtil enhver er alene med sig selv, i et lukket rum der ikke kan sladre, der kan trække det ud, man har i sig, men det er for sent, det ligger spredt, og savner en helhed, savner en samlende bredde, det ligger så ensidigt hen, i fortolkningens vold, på trægulvet i gangen, med støvler og avispapir, begge materialer mennesket bevæges i, men som nu er forhindret i at nå ud til nogen, de er fyldt med hendes grimmeste klatter, er hun syg, eller er det en kunst forud for tiden, man spørger ikke til noget, da man finder hende

——

Ved aftentide fyldes hendes øjne, af grådens indtrængen, som skulle hendes åndedrag ikke blot beroliges, fordybes i hende, men helt stilne hen, det er hendes daglige nostalgi, der ringer på sindet, hun åbner i god tro, men den gennembanker hende, og når nattetimen er kommet, ligger hun vågen hen i smerte, ude af stand til at bedøve sig; selvmedicinen er hendes hund, jeg kæler, jeg fodrer, jeg hviler hovedet på dens mave, jeg ser den i øjnene og spørger, men hun ser, at den har øjne af sten i nat, hun skræmmer sig selv ved sin frygt, hun er bange for at hun ikke er den andre tror hun er; de forstenede blikke må betyde noget, overtyde noget, der skal gå op for hende, men et massivt vandfald trækker hende ud, først forbitres hun over at naturkræfterne flår hende i mange stykker, siden elsker jeg den kropsløse gene, hunden begynder at tale, og hun ved den har ret, hun skal sove nu, natten er tilberedt, men den lugter, af blodig pøl, og et opbud af strenghed, af en magtfuld fader så rolig at noget skrækkeligt må være hændt, og det hænder siger hunden, at medicinen, vil brænde yderst på ansigtet, en fornemmelse, altså, en fornemmelse, gentager jeg, og mindes, ja, siger hunden, men stadig indenunder huden; der hvor troskab lokaliseres; min troskab trives bedst udenfor byen, hun føjer driften til at opkaste sig til alle andre, hengivet, uden et formål; det kunne være kærlighed, tænker jeg, men hundens mund forstenes, som jeg taler over mig, med det formål at gå i bund, virkeligt kæmpe for hver en tanke, slå smerterne ned en for en med ordene som vågent vidne til fingre, der griber fat i tidens skifte, og hiver frem og tilbage, uforsvarligt som skrald på vejen, hun skvatter over sig selv, og ser tilliden udligne troskaben på en klar og saltet himmel, der gøres mægtig i brystet, på en mand, hvis krop er bekymringsfri. Igennem mine grålige gardiner blænder solen op for en ny dag, hunden sidder stille som en sten, min krop er øm og trænger til at sove, hun vil forsøge igen næste nat.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

En gif: Kvinde på stol falder bagover

5. January 2014 af Maria Guldager

Kunne jeg lukke døren, hvis jeg ville

lade ordene svæve fra andres tunger alene

kunne jeg støde hovedet så hårdt mod min ånde

arresteres det i mig indbyggede kvæd

ej længere anerkendelsens slavelignende vånde

Jeg mener, det ‘lort’ jeg i tanken forme

det hvis redning ikke står til at orke

De flotte og ligetil budskaber er

mine fletninger faldet i unåde ved,

genstridighed, genvordighed, genanvendelighed

- jeg kunne låne en fjer, og så lidt mer

svælge min gane i en bestseller

Ville med det jeg forsvinde i tilgift eller

bilder igen min fantasi sig for meget ind

Jeg kunne forbedres, ligefrem få medvind

siger de, der kan stable ord med effekt

min stolthed er bred; det ej være fordækt

men da ved, ja da ved jeg dog alligevel, hvornår

ambitionerne har ligeligt held og for trange kår

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

En krop er verden

4. January 2014 af Maria Guldager

Tal ord ind i mig- min mavesæk, fyld den op, min strube, kald min skjald, min bikube i klistret samrÃ¥d, min gane og snorlige tunge, sig frem, mine øjenvibrationer og næsekværulanter, vis jer frem, mine knæhaser, mine fødders svaj med hvilke jeg opholder, indgÃ¥r og befinder- med alt hvad du kan finde pÃ¥ min bølgede karakter, pÃ¥ min bare illusion, der vælter promiskuitet ud, fra tilknappede nederdele – Tal nye ord ind i gamle hoveder, mindre end det omvendte, lad støvede forstÃ¥elser krænges ud, i offentligt skue blive kælet for, ord der overgiver sig i fangenskab, sult, slÃ¥skampe, objektivitet der aldrig helmer, ord der i deres lyd er sand og ret og god, i mit gebis, skal de ingen nød lide, men lide mere end sig selv, mærke hvordan min brug af deres old forælder, deres oprind i tvefold, dimensioner, i huler, der bliver ved og ved, og op spises kan ikke den store rest af eftermægle, græske skopos kan ikke ældes til døde, et lÃ¥n i banken er noget ganske fÃ¥mælt, klare beviser, klar til afgang, for fÃ¥ ord, for mange glemte ord gør forskræmte smÃ¥ væsener arme og griske, sat ud for alt hørbart, begribeligt, læseligt, udsigeligt, forfaldets trang er rektanglet, den vil tro pÃ¥ alt der foreskrives  – Tal visionen om ordenes uendelige sidetal, ord mÃ¥ ikke blot fylde ud, ingen trakasserier, men skrives fyldigere, dette jeg skal fylde hele, denne verden, hinsides denne enhed af det eksisterende og paranoia, ordets fylde, fylde subjektet, fylde forstanden og selveste mandens afhængighed, af forgængelighed, omvend en beboer til en rislende stagnation, med successive navne, generøs argumentation uden tingsliggørelsen eller polariseringen, tal sÃ¥ jeg kan røre de fremmedes land, gÃ¥ ind og ud som det passer mig, lad dine ord passe mig op, nÃ¥r dagen har slukket sig for mine ruder, rids min ryg kun med kløgt erfaring og denotation, som en sinde-tatover – Tal ord der strækker mig ud mens de hidser op, tal ord der vil sÃ¥ meget videre end den fysisk krop, den berøring der følger ind i evigheden, der hvor det fysiske begærs forløser troner, hæv mig op i fremmedsprogets højder, sÃ¥ jeg føjer evindeligheden, kom til syne under grunden jeg trænger op fra, gisp efter verbaliseret tavshed, nÃ¥r jeg i djærvhed har trukket alle ord op, som var de mine at frÃ¥se op, tal mig ned, pÃ¥ langs, pÃ¥ alle fire, og befæst mig til ubeskrivelighedens tørre, lad mig ligge i gruset, indtil et køretøj lader en sandstorm hænde, det vil selv frem, støvet vil frem, stien leder frem, det udødelige hjerte ligger stille, efterlad det aldrig uregistreret, reageret, træk med de kraftigste ord mig væk fra filmens gengivelse, sig det direkte, som kirurgens render, pak det overflødige fedt væk, pak mig ind i det tydelige snit, konfrontationens sikkerhed – Tal ord ind som mit indbildende eksistensgrundlag, ord til mit livs madras, min vandhane, min kones adresse, min tillid, min sjælenerve, min ære, mit leje, min afstand til følelser, ord der klæder form af livs, tal ord der vækker meditationens relevans, skæbnedans, der hakker i min etik, i et større blik, gøre din mening til min, gøre mine betingelser til hede drømme, legitimere at chikanere, ord med hvem jeg kan tale højt, længe, sige fra, sige til, sige som, sige sÃ¥, for jeg er kun fri som de er frie, jeg er kun forstÃ¥et, hvis de er forstÃ¥elige, udbredte, gennemskuelige, erfarne, fordrende, fremtidige ord- Tal ord der trænger igennem min fysik, men flytter ud i bjergene, stÃ¥r foder tilgængeligt for min græsning, opsøger mine ørers flugtveje, gÃ¥r til sagen som hidsige violinstykker, ord, lad ord være talt som fedt i hovedbunden, trængt ind og trængt ud, som de dybeste suk, trængt ind og trængt ud, som en klæbende sang, trænger ind og ud igen, sÃ¥ ordene tales af mig, kun for en stund, ord der hverken ejes eller lÃ¥nes, tal ord, der taler sig selv, og bruger mig til frugtsommeligt anlæg, bygninger der kan gro, op og foldes ud i min have, som et barns natur, og jordens tilknytning til rummet, som en beslutning om at være det, du skaber, som en gruppe af mennesker, der udgør hinanden, fordi et ord intet er uden andre, fordi ord skal krænges ud ord – Tal ord ind i det opklarede mord, giv liv til eftertid, stÃ¥ rank for selvrespektens fane, gennemført ridt i logikerens færden, blæs taget i hverdagen helt af, mens min selvbevidsthed blindt ser til, tal om verden, hvorledes og hvorhen, en tendens pÃ¥ arbejdsmarkedet i 80′erne og som nu er skredet, tal nærmere, og længere og mere intenst, sÃ¥ man kan forstÃ¥ sidelæns, og fredet, hvorfor vi er vrede, lad mobiler blinke og computere rinde ud, giv dig hen i andægtige skrud, tal ikke omkring, men indvie indforstÃ¥et, i nærvær og gehør, samlet om dit klaver vil de ivrigste stÃ¥ og plagiere, lad vore mund kun spytte, det ord ud der har en kerne, der ikke kan tygges, men mÃ¥ nydes visuelt, siden skriftligt  – Tal ord, der tager sig af og tager sig ud, tager mig ud, tager mig af, og til, landet hvor tiden afgøres, tal over dig, tal hinsides, tal sÃ¥ forestillingen tilbliver, tal og behersk mine skove, tal til befolkningen, tal til solsystemet, tal ind i og med og omkring og udenom, tal sÃ¥ jeg ved, tal sÃ¥ jeg fÃ¥r, tal sÃ¥ kan, tal sÃ¥ jeg mÃ¥, tal sÃ¥ vil, tal sÃ¥ jeg behersker dine dyder, og mærker min tindrende længsel, blive opslugt, et sekund, eller hvor længe du kan tale i træk

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »