Frugten

22. February 2014 af Maria Guldager

Skal det være?

Ja, nu skal det være.

Enighed, sagde de til hinanden, og gjorde sig umage for at finde det særlige ved de almindelige. To, fortælleren skriver altid om to. Tre bliver crowded, fire uoverskueligt.

Bliv i mit kys.

Vi to. Med ensomhed i blikkene nærmede de sig slingrende intimiteten. En blød sofa, bløde stemmer. De overvældede hinanden, skabte røde kinder, og hun takkede ham for initiativrigdommen, og han komplimenterede hende for de nærgående spørgsmål. Det får mig til at klække ud.

Hvordan er din historie? Hvis du kunne skrive den om, hvad så?

Begyndelser og slutninger. Eller delmål, lad os sige delmål, der er altid mere at opleve, sagde han, og insisterede indtil de forestillede sig det samme.

Tag nøgenhed på.

Hvordan var det for dig? Jeg kan mærke det i din nakke. Sådan ser du også ud. Man kan godt høre det på dig. Din lugt er yderst karakteristisk. Du er endt godt ud til trods. Se hvor fint, vi passer sammen. Sådan talte de, og lod sig ikke mærke med at musikken stoppede, folk omkring dem svandt, og selv lyset overlod dem til sig selv.

Smelt ind i min intention.

Så dybt man kan, rører vi hinanden. Jeg vidste ikke, man kunne røre hinanden lige her. Det er ikke, fordi det kilder, det er mere sådan pirrende, men autentisk, det er ikke bare en fantasi, det finder virkeligt sted. De havde ikke noget nyt at sige til hinanden, kærlighed er kedelig i den forstand. Men the same old er revitaliserende på samme tid. Oplevelsen af sig selv i et andet menneske, det er for vildt, sagde de med kroppene, der befandt de sig i en none-tale, i en umisforståelig kommunikation.

Hold fast i dit tag.

I mig, og min tid. Optag dette nu, og slet alle de gamle skriblerier, ideerne, der ikke blev til noget, skildringerne der ikke viste karaktererne, sådan som de står nu, overfor hinanden i et fast greb. Dine lunger skal fyldes med min ånd, derimod, sug mig helt ind, og så tager vi en ny dag sammen, en ny fremtid, er du med? Ja, helt med, med i en samstemmende tankeduo, vi er med i finalen. Den affirmative måde var ynkelig for begge parter, og derfor føltes den så rigtig. Vi kan ikke være til på andre måder. Først her i det fælles ynkelige er vi lykkelige. Eller i hvert fald frie for angsten, hvis man vil forstå fortælleren korrekt.

Men da beruselsen aftog indså de, at de var fremmede. Et intersubjektivt metaperspektiv indhentede deres tøjlesløse hengivenhed.

Vi kan ikke sidde her, og vaske os i hinanden! Det er første gang, jeg træffer dig, og du og jeg! Forargeligt, forrykt! Hvad har vi dog gjort!

Kvinden tog på arbejde i dagene efter, men var indestængt med aggressioner. Først rettede hun dem mod ham, siden sig selv, og det sidste var uudholdeligt. En dag ringede hun til ham, men hvorfor? For at komme i ligevægt igen, overbeviste fortælleren hende. Forsoningen, den gør sig godt i en historie og i et sind.

Det var hans mor, der tog telefonen, for i modsætning til kvinden havde manden forholdt sig selv den sædvanlige hverdag. Vi er sammen nu, sagde hans mor taktfuldt. I røret fik det udsagn bare kvinden til at agte manden, for hans nære moderforhold, tænk måske er han alligevel noget for mig, lod hun sig antage, måske kan vi blive bekendte med hverandre, som en mand er det med sin moder. Sådanne tunger talte hun med, for hendes fortæller var optimist (overordentligt urealistisk). Fryden er stor, hvor blomster gror, digtede hun efter deres samtale. Lige indtil hun besøgte manden igen. I døren blev kvinden mødt af moderen. Adressen hun havde fået af ham var åbenbart til moderens hjem, indså hun, om den kjoleklædte aromatiske kone, der bar manden i sine arme. Chok. Skræk ligefrem, og rædsel og vemod. Der var ellers fredfyldt, næsten saligt, i hjemmet- kvindens anspændte tilstand ikke passede til husets små støvede dekorationer. Kvinden ville gå igen, men moderen insisterede på, at der var aftensmad nok til alle.

Kan I to lige lege lidt, mens jeg dækker bord. Ja, skattemus, det kan vi godt, leflede manden. Moderen lagde manden i en tremmeseng, kvinden satte sig i en udtjent læderstol, deres akavede samvær var diskret, indtil moderen forlod stuen. Kvinden begyndte, at håne ham for sin svaghed, hun blev strengere og strengere i tonefaldet som munden på hende kørte, og aggressionerne lå nu frit fremme ovenpå manden, for enhver at se, men ingen så det, viste fortælleren, der havde en pointe omkring det usynlige i det synlige, eller var det omvendt, der var ikke plads til den her, så det må stå hen i det uvisse. Parforholdets gale tilbøjeligheder levnede ingen overskud til ophøjede linjer, man må hente det subtilt, tænkte kvinden og fortsatte raseriet.

Nederdrægtigt, hvilken regressiv dårskab, skældte hun, jeg forstår ikke, hvem du er længere! At synke så lavt, tænk at du har holdt mig i dine arme. Fosterarme! Du kan ikke håndtere en kvinde, hvilken skam på dit hoved! Man ligger som ens mor har redt, ville moralen objektivt set anføre, men kvinden lod sig ikke belære af en determinerende pædagogik. Anfægtet, som hun var af den nye viden om manden, måtte hun krænge sine aversioner ud, så mandens patetiske og uselvstændige veje i det mindste blev gjort ham selv helt klare.

Stadigt tættere blev luften i stuen. Angerfulde udbrud belagt med køkkendunstens jævnt fordelte invitation til at fylde maven.

Du ved besked bedre nu end før, svarede han langt om længe igen, jeg klarer den ikke uden hende, kom han igen med en kravlende stemme, der kæmpede for at komme rigtigt op og stå. Hun rejste sig, og lod sin brede skygge falde over ham og hans plads bag tremmerne. Hendes forpinte udtryk forbød hende at tale, tårer presser sig på, ser du det, og det har jeg ikke selv valgt, tårer er fortællerens nødsituation, okay?

Hans forklaringer overså hendes hysteri.

Jeg har behov, min moder er den eneste, der elsker mig, det er naturligt, det er du og jeg, der er de fremmede, hvad vi gjorde, piner mig, du skal gå nu, du skal ikke se mig die, det er en stund for min moder og jeg, hørte hun ham hvine, inden hun forlod moderens hjem.

Moderen protestede ikke, da hun gennem køkkenvinduet så kvinden løbe flæbende ud på gaden. Fortælleren var bare vred på mænd, det vidste moderen, og den slags går ikke så godt til flæskesteg med bagte æbler, rødløg og honning.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Løst

20. February 2014 af Maria Guldager

Første gang han besøgte hende, manglede hun sine ben. Det var en ulykke, havde hun forklaret ham, og han havde spurgt nærmere ind. Hun havde sukket dybt, men sÃ¥ fortalt Ã¥benhjertigt om sin tilstand. Fødderne var som smuldret under hende for et par mÃ¥neder siden. En turist havde spurgt hende om vej, det foregik pÃ¥ engelsk nær en trafikkeret vej. Hun havde hastigt peget ham i en retning som kun en tankeløs indfødt kan gøre det, og cyklet videre, uden videre. Men da det var gÃ¥et op for hende, hvad hun havde gjort – efterladt en kulturhæmmet stakkel langt fra sin ønskede destination, og øjensynligt uden øvrige engelsksprogede at spørge- var hun cyklet tilbage, havde smidt sig pÃ¥ sine knæ foran turisten med foldede hænder rakt op mod hans navle. Hans tilgivelse ville hverken hjælpe hende eller ham selv, havde han blot udtrykt. Og ladet hende ligge. Da hun ville rejse sig svigtede benene hende, ja de var simpelthen ikke hægtet fast til knæskallerne længere. Som smÃ¥sten lÃ¥ de under hende, grundløse. Hun havde humpet blødende hjem, for skamfuld til at tilkalde nogen hjælp. DerpÃ¥ var kun vanen hendes ven.

Hun og han så hinanden et par gange i hendes hjem, og så begyndte de at gå ud, som venner, overordentligt gode venner. Folk kastede lange blikke som jag i en nakke efter deres ulige forhold, og deres kærtegn fortonedes ud i en fælles hverdag frigjort fra spørgsmål, undertiden overkom de omverdenen, og så kun hinanden, og når hun på deres gåture blev for udmattet af at humpe frem, tog han hende op på skuldrene, og hun red af sted på ham.

En formiddag, som så mange andre formiddage, besøgte han hende mens hun endnu lå og sov. Han lagde omsorgsfuldt hænderne på hendes rolige skuldre, men opdagede til sin store forfærdelse, at hun i dag ikke kun manglede sine ben, men også højre arm. Han vækkede hende, voldsommere end normalt, og spurgte foruroliget efter en forklaring. Hun troede, han elskede hende, som hun var, sagde hun bare og strakte sig med den venstre arm og stumpen på den højre armhule. Hun passerede hans måbende favn uden at fortrække en mine, gik ud i køkkenet, for at tilberede deres morgenmad, ganske som intet var hændt. Han overbeviste sig selv om, at lade det ligge i nogle dage. Han, og deres uigennemtrængelige kærlighed. Han ville nødigt miste hende til sin egen intolerance. Han spurgte dog sine venner, om de kendte til dette kropsforsvindende fænomen, svaret var nej ikke just, men der findes så meget i dag, så mange nye lidelser. Han konfronterede hende således heller ikke, da han under deres daglige gåtur direkte så hendes ører forsvinde. Men i dagene derefter accelererede det. Ind svandt næse, tæer, røgsøjle, hagen. De var i badekarret i hans hus, da hendes bryster faldt af. -Nu er det nok! Gjaldede han op som en urmand, og trak de dele af hende, han kunne finde op fra badekarret, tørrede dem og placerede dem på bordet i stuen. Hun bad ham forbarme sig, hun ville forbedre sig, hun lovede, at samle sig til en hel person! Lige lidt hjalp det. Han var fuldt ud klar over, at hun ikke havde kontrol over de kropslige forstyrrelser. Noget måtte gøres, en mand måtte gribe ind. Han trak hendes vilje ud af de dele, der nå lå og stirrede på ham fra spisebordet. Viljen snurrede han først rundt om hver del og hægtede dem så sammen, stramt, tæt, for at nægte lemmerne indbyrdes fremmedgørelse.

- Dette holder, fastslog han undervejs, stolt af sin magtpræstation.

Hver legemsdel havde dog hver sin historie, og med pibende stemmer protesterede disse højlydt, de ville ikke indskrænkes til et hele, ville ikke handle i overenstemmelse, for, sagde de, vi har hver vore egne forholdemåder; ved at blande os sammen, gør vi os sårbare overfor ydre angreb, snigere, der vil ind og være med, for hvem kan se forskel, og holde styr, hjernen tror, den ved noget, men den influeres af de mange blodslugende myg, den omgiver sig med, hjernen er bare et maskinrum for data, der kan være nok så spolerede, den er ingen garant, ikke nogen god hersker! Han bad dem alle ligge stille, det måtte være sådan her, bestemte han, for at hun stadig var noget, og ikke gik rastløs omkring og blev til intet, og slog en knude med hendes vilje. Arbejdet var udført. Han var en mand, hun var en kvinde. En lettere deform kvinde, men sammenhængende og medgørlig. Ja, han måtte ligefrem løfte rundt på hende, for at konstruktionen ikke gik op, han satte hende i sengen, der måtte hun nu bo. Andre steder ville hun ikke kunne begå sig, det indså han, og ej heller i sengen ville hun kunne forblive, om ikke han tilså enhver bevægelse, og engang imellem strammede knuden.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

På nær

17. February 2014 af Maria Guldager

På nær min opmærksomhed har jeg ikke nogen

gave

og på nær mine ønsker har jeg intet

springbræt

og på nær gennem den direkte vej har jeg ingen

adgang

og på nær i ærligheden har jeg ingen

værdi

og på nær i intimiteten ser jeg de klare

grænser

og på nær min eftersmag har jeg ingen

efterladenskaber

og på nær mig selv har jeg ingen

sandhed

og på nær gennem min ydmyghed kender jeg ingen

retfærdighedssans

og på nær i trods udkommer mine holdninger

velafbalancerede

og på nær mine børns skønhed ser jeg ingen

godhed

og på nær i søvnbilleder forholder jeg mig

til verden

og på nær gennem trældom lærer jeg intet

nyt

og på nær i forelskelsens beruselse taler jeg gerne med

enhver

og på nær min egen tidsspilde har jeg ingen

mangel

og på nær i de overleverede indbildninger tænker jeg

selv

og på nær mine penge har jeg ingen

forarmelse

og på nær i et fællesskab er jeg ingen

person

og på nær igennem andres blikke ser jeg

hvem jeg er

og på nær undtagelserne følger jeg ingen

regler

og på nær alting tager jeg intet

personligt

og

….

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mod min sjælefeber

12. February 2014 af Maria Guldager

Okay, så det jeg søger er en ung mand. På tyve, måske treogtyve. Ikke for meget skæg, man skulle kunne stirre ham ind i hans drømme, hans tiltro til fremtiden, man skal se hvordan, han stolt er kommet igennem pubertetens fysiske laster og nu klæder sig ud, som den, han føler, han er. Med et dykkercertifikat som forklæde sætter han tænderne i mig, selvsikkert pifter han, og bevægelig som jeg er, lystrer mine fødder, og snart stepper vores sofistikerede lyster på en zonefri luft, uafhængige af jordens afsæt; fodaftrykkene, der nu klæder himlen, stræber den unge mand efter at forgylde, hans heltelignende gerninger er en kyst, der får kærligheden til at slentre, så en udmattet krop bekræftes i selvgodhed, den kan få alt til at ske, se verden fra under vandet, om dens driftighed det vil. Hans ubesværede ånd under den stramme hud vil dog glane på mine rynker, som vi sidder og skal afgøre hinanden og det næste, og ikke begribe dybden af det, jeg tror, jeg formulerer, men egentlig mangler forløsende hænder til at få ud; som baggrundsmusik til min tale spiller han på sin kåde guitar, eller frække Nintendo, eller med overlegne muskler, som hurtigt helt tapetserer min spinkle væren med saftige koteletter, jeg er ikke til at få øje på under hans overmod, jeg ligger under en snebunker og mærker hvordan hans lyse joviale stemning står på ski hen over mit armod, ligger under for hans bekymringsfrie leg med døden, og når jeg på euforiske dage rækker en arm op fra min undergang, kan han kun skrive sig det bag øret, for på brystet har han tatoveret et eventyr i billeder, der repræsenterer noget for ham, det er seriøst, en seriøst munter brystkasse, som man ikke kan stole på, for bedst som man har hørt eventyret, tolker det sig selv anderledes, man kalder det udvikling, men drengebarnet er det samme, hårene, sårene de samme, men udsat for en voldsom oplevelse af tid, tid løbende frit som utæmmede løver, får den unge mand instinkter han ikke selv kan regulere, ej heller eksplicitere; hans karakter er ikke uforudsigelig, men den kan ikke udsiges endnu, den er åben, og den har ikke tid til at grave rundt i forspildte chancer og urealistiske drømme, han kan ikke tages til slave, ikke nu, han skal ud hvor himlen er blå, eller så dunkel og overskyet, at kun han med sin tapperhed kan brage sig igennem den; og dette til trods for at hans yndefulde højsange står til troende.

Mine rynker må rejse sig og med ryggen til det milde mandebarn, dette begær efter løvelignende overblik, der ser sig for nøjagtigt, når det selv vil, og i stedet lutre harmonien med et allerede udfoldet hankøn. En ældre herre må altså bringes til at elske mig, og fri mig af livets rædsel; denne rådvildhed. Hans størrelse må være enorm, for at omfavne det, jeg bærer med mig, og ligeså hans tale, så min sarte mave kan glemme sig selv i hans vældige toner om verden, den enorme verden, og den enorme borger. Hudens linjer skal være indfældet ham så dybt, at jeg kan synge akustisk i dem og definere rummet, som de grænser, jeg ikke selv holder, de punkter i tiden, der ikke trives på min arm, de aftaler, der sætter sig i min side, og gør sig kødligt bemærket i min fortabte tale. Besudlet med erfaringsnære fordomme går han rundt om mig som er jeg en gudinde, hvis tårekanaler kan velsigne, om han trevler dem op; han leder i sit fyldte skur i timevis, indtil han finder det rette værktøj, og så skaber han, nøje og med stor tålmod, en sparsommelig organisation imellem os, for de mange livsaffærer har indsat i ham en nydelse ved stilheden, mådeholden, meditationen, og han v e d hvor han skal røre; aende fører han sine hænder langs indersiden af mit lår, opmærksomt klemmer han til, når jeg fjerner mig fra mine forpligtelser, hans pres mod min nakke, får mig til at se min fabrikerede bevægelighed, han skruer i mine skuldre, forvisset om at min smerte, snart skal blive mange til gavn. Hvis jeg dør, ved den ældre, hvad han skal gøre. Enten har han prøvet det med andre fruer, eller også er visdommen bare så stor hos ham, at han uden erfaring kan lægge mig til rette som det kvalte foster, jeg er, han trykker mine tanker helt ud, så jeg tømmes for luft, han tager sig af min ånde, mens jeg er væk. I den mandige mand er der styrke, en ufortrøden vilje til at være en del af sig selv, han ved hvornår, jeg skal stille mig i døren og se på, og på hvor mange grader jeg skal vaske mit undertøj, og han vil høre det, jeg siger, men dog på sin egen særegne måde, han vil begynde at forveksle mig med sig selv, og det bliver problematisk og højlydt, specielt når vi skal deles om undertøjet og tårerne, og han vil forvise mig fra sit veletablerede netværk, hvis han har den mindste styrke tilbage i sine aldrende ben.

I min eksistens bor det, der forholder mandspersoner at støbes i et superhumant billede, jeg tror, det er min pande for den brænder op og sætter ild til resten af mit hylster, fra pandelapperne udvider fortvivlelsen sig og påtvinger sin struktur at materialisere sig i vanebaner, der udgiver sig for at være der, hvor jeg altid er.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

At gå med til (at gå med)

9. February 2014 af Maria Guldager

Mit hår stopper lynlåsen på vej op af min ryg, jeg hiver til og det går. Min dørs lås binder, jeg fjumrer med nøglen, til sidst går det. De mange trappetrin er glatte og lyset i gangen virker ikke, men det går. Min cykel står ikke hvor den plejer, så jeg går rundt og spørger efter den; ingen har set den, den er væk, eller stjålet, så jeg må gå. Der er mudret, og jeg snubler over en hensmidt øl, så min jakke bliver brun og våd, mit knæ knirker, og mine fortænder ligger på den kolde gade, resterne i mund føles skarpe mod min tunge, det skal nok gå alt sammen. En mand lufter en hund, jeg bliver bange, den får lov at gå helt hen og snuse, og jeg hviner og kommer til at vise min ødelagte tandsæt, vi går nu, siger hundeejeren. Klokken er blevet senere end forventet, det gør mig forpustet og pinlig, og jeg formulerer en sms, der ikke vil sendes af mine kolde fingre, jeg går til, for at blive så lidt forsinket som muligt. Døren bliver åbnet, da jeg siger mit navn, han ser min nakke og konstaterer, at det går over igen, er jeg okay med ikke at få en operation, er jeg klar til at gå videre på egen hånd? Mit udtryk er nikkende, og jeg går derfra. Tandlægen har ikke en tid, men når det er så akut, må jeg jo komme. På vej op af trappen til praksissen bevæger væggene sig, jeg ser store runde plamacher i mit syn, jeg gnider mine øjne, og ser først tydeligt igen, da tandlægens klare lys hældes i mine øjne for fuldt drøn, det går ikke, siger tandlægen. En ny tid reserveres, og jeg tager den med hjem i lommen, det går over, tænker jeg. Min hængekøje er ikke spændt ordentligt fast i loftet, jeg lægger mig alligevel i den, jeg falder ned, og mit hoved triller af, det går nok, tænker jeg adskilt fra min krop, man har set det så ofte før, jeg er okay.

Natten restituerer min krop, som glemmer sin ensomhed ved at gå gennem fantasiens civilisation. Guden er et låg på min psykotiske væren, jeg letter på den alfaderlige, for at se om der findes noget derude, der kan stække mit fjeld af begær, for det er vokset overkommeligheden over hovedet, jeg ser mig selv glide tilbage i galskabens vrøvl, det ligner, at jeg har set en utålelig udgang deroppe. Min mund kaster spørgsmål ud i rummet, men jeg svarer ikke, man kan ikke svare på det, der er uden for ens rækkevidde at erkende, så meget begriber jeg da, og mens min pande endnu sover, reder jeg nydelse fra smerte, det er filtret og så uløseligt i mit hår, (hårene starter ved min storetå og støt vokser de op ad min ganske krop og ophører ved mine hovedhårs spidser) at jeg vover mig til at opsætte det hele i et efterliv. En elastik, der giver sig når jeg kastes rundt i kurserne, men holder mig samlet, så fysiske genstande ikke kan forgribe sig på mig igen.

Det lærred jeg viser, får læseren til at hive efter vejret, så jeg må skjule det igen. Der mangler luft, skønner min excentriske handleevne, og på maleriet klasker jeg snæversynede huller, man kan snuble i, sådan holdes man på dupperne, i live, alert, klar, aktiveret. Der er ingen samling i maleriet, udover den frygten for faldet danner. Det fuldbyrdede sceneri akkompagneres af en svimlende violin, de lukkede øjne, de opmærksomme sind, papiret fyldes med en let tekst, der fornøjer i et roligt tempo hele vejen ned af siden og op langs den næste, en lethed, som mine egne ord ikke har med sig, nogensinde, for mine ord er bygget af det, man kan fristes til, det man i det hele taget nogensinde kan fristes ved, og der glemmer de sig selv, hvor de og deres sult kommer fra, og hvad intentionen og destinationen var, og de leder efter denne første mening så intenst, at de ikke bygger en ny betydning ud af sig selv, og det liv, de er blevet givet.

- Ha, du mener livet er en gave?

- Ja, du betalte da ikke noget for det, og mærk nu denne smukke musik, som du kan takke livet for, at du kan høre

-  I det øjeblik jeg fødtes, stod jeg i gæld til omverden- ansvar, opgaver, uundgÃ¥elige trivialiteter er mig pÃ¥lagt simpelthen som følge af min “gave”! Følger der da vel forgældelse til en gave?

- Du mener, at fordi livet kræver af dig, at du er en person, der indgår i form for menneskelighed, kan livet ikke være noget, du er blevet givet?

- Så længe jeg ikke kan komme ud af det igen, så er det ikke en gave, vel? Snare en fælde, en afhængighed, et trip, der hverken kan spoles tilbage eller frem, det kan ikke nogensinde igen blive før livet, før nødvendighederne for mig; en forbandelse, ja det er ordet

- I princippet kan du jo vælge en udvej, det har andre da gjort før dig

- Og kom der noget godt ud deres selvmord? Næppe! De sårede andre, de skabte uro og de blev ikke forløst i livet, og det indebærer livet; et behov for udfoldelse, en længsel efter mere. Man kan ikke bare gå! Man er ikke herre over sit eget liv, og paradoksalt nok, er man påkrævet at leve netop, som om man var!

- Man skal vel bare leve velvidende, at man ikke slipper levende herfra. Se nu på godheden, og på den forskel du kan være, det føles rigtigt, så når der er ansvar og selvopretholdelse er det vel kun fair?!

- Det er malplaceret at tale om retfærdighed i et liv, der i sig selv er uretfærdigt. At få livet er uretfærdigt, fordi man intet har, at skulle have sagt om hvem  man fødes af, på hvilken planet og under hvilken alder. Nogle bilder sig ind, at vi kommer igen og igen, så at jeg måske er i et råddent liv nu på baggrund af det liv, jeg sidst levede, og ikke lykkedes i, og her kan man tale om retfærdighed pånær to helt centrale dele: Mit første liv er ikke selvvalgt, og hvordan kan jeg stole på, at den, der dømmer mit forrige livs handlinger, fælder en gyldige dom? Desuden er følelsen af rigtighed heller ikke din, den er blevet påtvunget dig gennem alverdens manipulerende faktorer

- Jeg kan høre, at du lever i kritikkens tidsalder, men bare så du ved det, er kritikken og kravet om verifikation for længst forstummet under optimismens høje tale. Og det handler ikke, som det fejlvist får at høre for, om at ignorere det dårlige, men at overvinde det onde indefra og ud

- Præcis, jeg er tvunget ind i en kamp imellem onder, som jeg tvunget til at prøve at vinde. Tvunget, fordi den levende ikke kan andet med de her ulidelige behov for nydelse og smerteunddragelse. Jeg skal altså både kæmpe, som jeg ikke vil, og vinde noget, der end ikke kan give mig det, jeg vil

- Jeg synes stadig, du er for kritisk

- Jeg er, hvad man nødvendigvis må være, når jeg ikke lever afskærmet fra denne mødding af efterplaprere, der har de tækkeliges hænder i munden.

Vi holder hinanden for munden, og lader tonerne smelte sammen med tingene, der styrede al min færd i går, så de ikke længere gør os til naragtige eller hovedløse. Hvad vi måtte kaste af blikke, tager vi med os, når vi går.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Balanceslip

5. February 2014 af Maria Guldager

Kaster mig ud fra rådvildhedens tage

svæver

som var der nogen der så på

og skulle have en oplevelse

af mig

som et godt fald.

Det kører hele tiden, de kører hele tiden, hele tiden køer, jeg

rækker armene ud og lukker øjnene

sådan som man gør, når man vil bringes i kontrol

af en anden

en situation

eller en partner.

Her handler det om ikke at spænde

op i kroppen

jeg må bøje mig

gøre mig elskelig og respekteret

vise mine elastiske former for ellers

er fortiden min fremtid og

det ser sort ud

når vi træder rundt i hinanden

ind og ud og omvendt og igen bare bagfra

det hjælper alt sammen, siger man og lader skuldrene slippe

for at komme helt op til ørerne

hvor ingen kan høre noget alligevel

fordi skrifthungeren er altoverdøvende – skriv til mig -

man tager sig til hovedet

når man ser mine saltomortaler

på min flygtige men lange vej ned

hvor jeg med huden strejfer mening men

mister overblikket

og ansigtet

jeg vrider og snor mig for ikke at komme til at se ned

som ordet stress dækker over flere symptomer, dækker jeg

flere fænomener til med en deform psyke

som ved, hvad der venter

fra din medbragte vrede, der stråler ud

gennem fingre, der smører min ryg

til i en bekymrings grænseleg

en behandling af de tildækkende

tanker, der får følelserne til at vrøvle

og det er skændigt, når man er så tågetæt

på det brag jeg ikke skuler til

et endeligt smæld jeg slet ikke vil ane kommer

for ikke at gå til grunde

i de goder, jeg møder

rigdom, overmod, ømhed, tillid og evner

for ikke at miste pusten helt,

følelsen må reddes af tanken, oversættes

som det den er

en mavepuster tiltænkt hovedet og nedefter.

I farten ser jeg ikke så meget

men forestiller et sted i detaljerigdommen

at man ser mig

deres blikke er alvorlige

og så jeg bliver alvorlig

omkring hvordan jeg ser ud

det er så sjovt det hele

lige indtil

jeg ramler ind i geografiske

kortlagte indbyggere, der vil mig noget

og alligevel ikke

de vil oprør, de kæmper med magten

under tætte tåger af skandaløse gerninger,

de tvinger mig til at være bedre

jeg lever op ved at leve efter

jeg hører op ved at høre efter

og vejret hiver efter at røre dem, så

jeg trodser min fremtidsskræk, de må ind i varmen

inden deres fald

men min time er knap

og enfoldig

og her er slet ikke varmt, så vi ryger

længere og længere fra hinanden

skvulper rundt egenhændige

fordi mine løfter ikke gjaldt da det først blev fremtid

i en hviskende jagt på dybe vejrtrækninger og

min dag og min krop opdager jeg

er det samme

og aldringen ser man får en ende

ved at jeg glider i farven

går i et med farven

på solnedgange

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Forvolde Henholde Sneskjolde

1. February 2014 af Maria Guldager

Kantsten Tandsten Bandeemblem

Mavesår Vinterår Nervehår

Forbillede Forhæng Farvel

Beslutning Tilslutning Kortslutning

Spørgsmål Skæbnenål Sørgetål

Undermave Overlave Balancegave

Sigtil Blivtil Kigtil

Værsågod Værsårod Værsåråd

Gørom Gørtom Gørligesom

Tækkelsen Vækkelsen Svækkelsen

Høj Støj Røg

Slør Mør Hør!

Væreforuden Væreudenforrunden Værerudenforuden

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »