Det er ikke ovre før jeg når til bunds

30. March 2014 af Maria Guldager

Født af løgne

ind i vidtforgrenede bedrag

Længden

vokset til og

båret i en løgn

bærer løgnmoderen selv

løgne i sin mave

s overmod i en

overflod af aftenmoden

syndfloden kønsmoden

spredt ud som tykke løgne

tykke løgnagtige lår

vaklende forkert og bagstræberisk

i uærlighedens usandfærdighed

løgne i retfærd, bekræftelse og hjemstavn

løgn som en del af opmærksomhedens rettethed

mod en bedragerisk grund

løgn som intentionen bag

enhver skændig norm

i en praksis med falske

varer i baggrunden

til en offentlig løgn

smurt ud over

mit ansigt, ja min ganske krop, hører du

mine forstillelser, dit klistrede værk,

mine løgne, mine svæklinge der spiser sig store

i hinanden, stærk er løgnens sværte

i min strube, løgneren

er den

jeg kender

og aldrig har kendt, løgn

sejler af sted med mig

jeg driver, og

som en blandt mange andre

løgneriske

vrider fantasierne mig

af led

det sociale led som

er en løgn

men ægte i fantasien: venskabet: fremtiden:regnen

Kærlighed trives på film, fordi den blomstrer bedre der,

end i sort jord

s uduelige mænd

der giver den forladte

facade lyst til at råbe det

man kun kan råbe

hvis facaden virkelig er forladt

og virkelig kun en facade:

Der er ingen derude, er der vel?

Ingen der vil afgive en smule fokus

ingen der kan se mig, se, semig, ERDERVEL?

ingen der kan, ingen der vil, ingen der tør!

Fantasien

har talt fluks ind i et selv

bedrag i spejlet,

et chok over spejlets stemme,

fremmer løgnen

min gamle have

noget MÃ… jeg have

tilbage

i min fine men uduelige og

ødelagte dag

ødelagte stemme

ødelagte løgn

helt øde men stangfyldte

lejre i fantasiens vildnis.

Nu er jeg i det tætbevoksede

sensuelles

regime og duften,

duften er forholdt kritikken

den stakkel

hvis visdom får skyld for så meget.

Ved mine fødder skal den ligge

lade den ligge

lade den

op.

Indtil jeg har duftet til enhver mand

en til hver mand

indtil en mand en

løgnforladt sandhed

holder

under armene.

—–

I en sætning gør kvinden sig selv nogen ting meget klart (præcis hvad er uklart)

Kvinden fostret af enigheden og som til daglig opfostrer konsensus, tager ud i ødemarken, hvor hun ikke stirrer ind i en skærm på et afskærmet hotelværelse, der ellers i forhold til størrelse har en rimelig døgnpris, og hvor hun ikke forklarer verden verden med løse ord, der giver mest mening, hvis hun bare havde malet dem, men hvor hun i stedet løber lange distancer, ikke afklædt på den helt nøgne måde, men den knapt overlevende måde, hvor hun løber hårdt og længe i truende sol og lige ved siden af belastende kriminalitet og ud og ind imellem dristige løver alt sammen for at plukke rettigheder fra Naturen til alle de folkeslag, hun møder, ja hvor hun om aftenen, samtidigt med et grønligt skær over himlen, får en åbenbaring om, at de hverdagslige småsamtaler, hun før underkendte som værende overflødige irritationsmomenter, er meget vigtigere end enigheden; disse strækker sig fra kedsomhed over hyperaktivitet til en autistisk visdom som den glatte hud, der spændes helt ud, får riller og manifesterer sig som erfaringer, som mærker, nej klatter på en ukendt malers hænder, hvem der griber ud efter kvinden, når hun erkender dette storslåede, vækker hende og spørger, om hun vil med ud, så hun endelig kan se mere end sit eget lille virkelighedshjørne, hun er enig i, at det burde hun.

—-

MÃ¥ske under spisebordet

Lige pludselig skrider timerne ned over en som murbrokker. Man har råbt sådan efter mere tid, og med et indfries ønsket, uforsigtigt og mirakuløst. Man opdager at man ligger i en pøl af blod, afkræftet af travlheden, ude af stand til at rejse sig og takke nogen for de store summer af tid til bare at ligge. Begrænset af sin krop, der ellers har tid nok, men ikke status nok til at være lækker for alvor, eller begrænset af andre folks tid til ens krop eller folks kroppe, der ikke for alvor er noget lækkert, men bare et skue, bare det man kan se fra under de timelige murbrokker, mens man lider, ikke længere råbende, nu bare taknemmelig og ubrugelig. Folk går omkring pølen og tænker deres. Gid de intet tænkte! Og intet ville, for selv ligger man jo der uden energi til hverken villighed eller tankeindhold. Og kunne egentlig bare godt tænke sig noget solidaritet. Eller færre sten i hjertets tomrum. Men menneskeheden indfrier ikke de to bønner; den går bare og sukker over de mange emails og de mange beskidte tallerkener og de gevaldige drømme, der kræver noget langt stærkere end murbrokker, nemlig energien og den ligger aldrig der, hvor den skulle ligge.

—-

U(d)synet

Igen anklages jeg for at gemme mig under gulvtæppet, nÃ¥r jeg egentlig burde ud af min skal og ud af mit land og ud af mit sprog og ud af mit blæk og ud af min ide og ud af mit køn og ud af min frygt. Hvad betyder det, nÃ¥r jeg skriver “verden”? Brok, siger man, brok du dig bare til mig! Men nÃ¥r sÃ¥ det vælter ud af mig med skøre knogler rÃ¥ber de fra under fremtidsfundene at jeg skal tie, jeg skal stande, jeg skal holde mig. Derfor gemmer jeg mig. Mit tæppe min verden. Ind og ud af mit kranie problematiseres lyde, lyster, betragtninger, dramatikkens skuespil og værst af alt realitetens skuespil foran mine sarte sjæleøjne. Trækker tæppet over dem, pakker fornuften ind i førlyset. De grønne griske øjne i mørket ser kun pÃ¥ mig for at undskylde deres snarlige udspil: min opmærksomhed fortæres af ulvenes rovdrift, og jeg ser en lydløs destruktion af alle fantasier. Beder om mikrofonen, kom nu, der skal rÃ¥bes op, har intet andet, skriger jeg, intet andet end indbildningen, hvem var vi ellers? Om overhovedet et hvem og et vi? Jeg holder hænder udstrakt foran mig, de grønne grÃ¥dige øjne ser til. Ingen mikrofon giver mig stemme. Ingen lytter giver mig noget at sige. Skaber i stedet mursten af luften, og de ser mit vÃ¥de maleri, de ser min tørre tekst, men fraværet af mit syn kan ikke ses. Herom bygger jeg min luft, min beskyttelse, min fastholdelse. For mens jeg ligger under for den grønne griskhed, stÃ¥r spørgsmÃ¥let pÃ¥ højkant og skriger sin angst ud pÃ¥ vej over afgrunden: Er jeg den, jeg er, selv hvis du ikke ved eller synes/mener/tror, at jeg er det?

—-

Indtil da

Min dovenskab fÃ¥r mig til at ligne et barn i en karrusel. Jeg vælger det, selvom jeg ikke er et barn. Omvendt vender jeg, fastspændt, med en lyst uden proportioner, bliver syg, men vil ikke hjem, for hjem er det værste, jeg ved. Jeg vælger barnet, hvis lyst er ude af alle proportioner, selvom jeg ikke er en voksen fastspændt til et hjem. Jeg sætter mig sammen med en voksen, en gammel en med strittende tanker, de generer mine øjne og jeg beder ham: Hvor fÃ¥ Ã¥r du end mÃ¥tte have tilbage, vil jeg eje dem. Giv mig din hengivenhed. Giv mig dine forgangne Ã¥r; fortidens nutid, der har forfinet dig. Han tager sine følelser og gÃ¥r. MÃ¥ske en tur i haven eller pÃ¥ internettet, jeg ved det jo ikke, for han er gÃ¥et, og jeg sidder stadig fast i et net af løgne, der alle pÃ¥stÃ¥r, at kende retningen hjem, men løgnene er som fremmede for mig nu, og ikke om jeg tør gÃ¥ med en fremmed hjem! Snubler i det sociale sjippetov, et led af ukendte ekstremer fik mig hylet ud af dem, fra hop til hop, nøj det er flot, siger fotografen til mig, mens jeg anstrenger mig for at smile til ham, nødt til at smile for jeg har kun en løgn at sove i. MÃ¥ lÃ¥ne et hjem, bare for natten, jeg kan ikke vende pÃ¥ hovedet længere, det fører ikke til noget, ikke engang død. Fotografen vil sørge for at verden- veeeeeerden med ødemarker og himmel og sjældent grønligt lys og overlevelses kamp og rettigheder selv til barbarer – eller i hvert fald ugebladets skimmelæsere, fÃ¥r mig at se og fÃ¥r at høre om min præstation, sikke mange lodsedler hun kunne sælge, tænker de og tænker jeg. nÃ¥r jeg tænker over, at jeg ikke ved, hvad det gÃ¥r til og om det vil blive der, og om det overhovedet er ønskværdigt, hvem ved, det er kun en spire endnu, et foster der kan blive til stor skam for menneskeheden, hvis det udvikler sig til en tyran, der modarbejder sine egne. Man ved det ikke. Jeg er bare glad for at jeg er sÃ¥dan et menneske, hvis krop kan afbilledes pÃ¥ tryk; mit ydre kan sidde fast til et stykke avispapir, som andre har muligheden for at læse. Det er et tegn pÃ¥ noget, hvad ved man vel ikke, men noget man roligt kan være stolt over.

Moralens mellemkød

Skal læse om moralens historie, men den bliver ved og ved og længere ud endnu, en aften er en aften, der for tidligt ser sig selv til ende og fører mig til fantasiens repressive fad, og fra det må jeg så gå ud. Mundkød fuld af aften. Læser moralen som en historie, der ophæver alle mine selvhjulpne lyster. Moralen i historien er ikke en om pligt, men om ondskabens tilbagetog. Jeg læser mellem linjerne. En aftenfuld kød. Læser om mig selv, men det handler om noget andet, og jeg hyles ud af den, min aften, jeg må gå ud. Tilbage til moral. Grundene til at gøre. Til at læse. Ikke til at nyde, men til at afholde sig. Fra en aften ude. Mundens aften fylder kødet. Læser meningen, og forelskes i en vel(under)bygget argumentation; det sunde samfund, jatak, dø aldrig, lev ungt og hav kræfter til at holde min entusiasme ud. For moralen handler om mig. Fra det partikulære jeg må man bevæge sig; fra en særlig aften til en generel aften. Fuldkommenhedens komme anes i aftenkødets røde skær. Gå ud af munden, bred moralen ud i hele kødets aften, og lad den befatte sig med dagsrestens åbenbarelser. Bør jeg ville sådan, læser jeg, og finder en mening, en kvinde, hvis lyst man nødigt knægter, for hun har vilje stærkere end det mest principfaste bjerg; hun er orkanen, katastrofen, naturkræfterne, der ikke accepterer ædruelighedens snubletråde, det fantasiforladte levnedsløb, hun hæger om sin krop, så den, som skueplads for nuets åndelige præstationer, forstørrer den flig af æterisk finalitet, aftenhovedets mund allerede i sig selv besidder, så visdom og æstetik kan forenes, et nøgenbad i himmelregn og nøjsomhedens sæbe, foreninger grebet af indignationens frustration og gennemført af skønhedens aktivitet; i kvindens lyst genkender jeg håbets støbning, det, der ikke bare ledsager, men udgør enhver af mine bevægelser. Teksten drypper uden at jeg ænser det, langt ned af mine skuldres blade på en samling vilde træer, nær grænsen hvor stammefolk danser, før de ofrer sig til heroisk død, snart forplanter den sig, teksten helt løsriver sig fra mine seler i kulturens bukser, får sine egne tanker, der forgrener sig så vidtløftigt at tegnet på en ny verdens komme kodificeres i læsernes opfattelser, testen sætter opfattelserne fri fra det arkaiske hierarki, emanciperet fra selve nuet, for teksten fremelsker hele tiden mere lyst, og flere slægter, og skrider over nuet, direkte ind i håbet om det gode; fremtiden, som er det eneste man kan forelske sig i, orgelets befalende toner jeg hyppigt finder mig selv forelsket i, intetanende om nuets, kvindekroppens, eksistens, dybt optaget og betaget af det stores komme. Hverdagen er min ægtefælle, som jeg hader og ikke kan undvære, men teksten er min ansatte, der slider i det for at bringe mig nye konstitutive egenskaber, og jeg tilbeder den i det skjulte for dens mange skatte; offentligt pisker jeg den, så den står frustreret og hiver al fremtidens regn med hjem til mig, så vi kan skvulpe i dømmekraftens bassin sammen, mærke, at reglerne ikke er så vigtige, som grundene til dem, at den våde anger er himlens skatte, en fremtid jeg allerede har nedlagt, en åbning lysten har klippet større. I forsøget, i bestræbelsen, i familienavnet, i nødsituationen, i fascinationen, i den bedste af alle verdner, i kvinden, i teksten. Teksten er en ældre mand, der ikke er bange for at dø, han mener ikke, det er aktuelt endnu, men han er bange for, at kvinden ikke kan give sig hen til hans væsen, når hun ser, åh ja når hun ser ham og hans sprog, hans art, hans bekymringsflugt. Håbet pisker teksten, for at den skal lappe virkeligheden i sig, mens fingrene endnu kan skrive. Giv mig dine år af fortielser, dine spildte minutter, lad mig omkalfatre din mening og agere tyran i kærlighedens ærinde, indlemme i dig en afhængighedens brutalitet, for hvis du tør vide, hvad jeg tør gøre, har du set mig nøgen, og jeg må bede dig ikke tro, at jeg er sådan her, sådan som du ser mig nu, sådan er jeg jo ikke: så forplantende og ude af kontekst, ude af mig selv, nej, min vilje er vellystens jordskælv, som tekstøjet der plirrer, så jordiske flager gennemryster sindet på en grusstøvet vej, og afløser en indelukket aften med modtagelighed. En vellyst er min moralske ophævelse, fordi manden har usynlige skatte, jeg kan læse gennem hans år, mundaftenens hoved er et højtragende fjog, der går ud, mens vellysten i det fjerneste hjørne af virkeligheden klart ser det, der er vigtigere end tekst og læsning, der jo egentlig bare er små forvirrede hoppebolde i en meget større leg; rør mig med det gode.

Bunden

Mit brud. Ligger i splinter og håber. Sådan på flere. Institutioner. At bryde med. For da rejses det. Atter. Op almægtig som. Et alter. Hvorved jeg kan. Knæle. Uden at få. Beton i hovedet. Bruddet er. Den eneste. Der ikke er. Hjemme. Og som heller ikke. Kan finde det.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Radiohead

15. March 2014 af Maria Guldager

Slår om på radioen, indtil jeg finder en stemme, der kan overtage mit hoved, og lægge mine ellers så opvakte tanker ned. Min opmærksomhed flyver med stemmen, der taler om verdensforhold så blidt som i hår, der kærtegnes i enderne, men så mærkbart at selv blinde sanser ville opleve sig rørt.

Den envejs-kommunikerende stemme kan ikke klø min uro i siden, men den kan smelte mit forvrængede skue, min længsel mod det jeg ikke kan, mod den jeg ikke passer til: den forløste mand, der reserverer sig og den spændte mand, der udleverer sig, er afgrunde, jeg kun modstår ved først at falde i.

Min uro lader vi sidde; stemmen jeg omtaler og jeg. Den skal tidsnok forvandles til uforstyrrethed, for jeg laster ikke længere mig selv med bestræbelser på, og vidtrækkende ønsker om, at vinde selvglædens dyst om idolers applaus. At deltage i offentlighedens lege vil fortabe mine nerver i guld; dette middel med konstrueret værdi, som værende mere end sig selv, mens den kvindelige vildskabs standard kan glimte skønnere end nogen anden standardiseret rigdom om min finger eller under mit sæde; værdien sidder i den indre kerne af glødende autonomi, for kvinden er et vildtvoksende køn, der spræller igennem historien og lader lidet stå tilbage; bare en datter fundet i det hun aldrig fandt ud af, en mor, der har fundet ud af det, hun altid fandt sig i.

Løber hen over gaden, som verden løber hen over mig. Den sigteløse inspireres af mine mål, og ser ikke at de er indrettet af en eksaminator med dennes positionerende skala, hvis inciterende vidtløftige funktion forventer det allerlaveste af sit bytte; men man lader mig kende hvor selvkørende jeg fremstår, og med kører jeg på deres indbildte oplevelser, for hvis man mærker Gud, så mærker man Gud.

Ser vægge indefra i de sekunder eller år det sortner for mine øjne, og min vilje går omkuld i svigefulde trækroner fra hvor jeg mange kan se, fra hvor jeg ikke kan ses af de som er flest. Det er for tungt, siger de få, der ses med mig, når de ihærdigt prøver, at trække træer op, for at kunne nedlægge hele stammen og grundfæste mig. Dit verdensbillede lader sig ikke rokke, sukker de få med strøtanker som manifest.

Tiden skal gå hurtigere og jeg blive stående her, såfremt lykken skal falde samtidigt med et jeg, der kan udleve den. Jeg kan skelne det ægte fra det forlorne og bevæge mig klippefast på passionens territorium, om bare tiden forskønner sin vane og strækker min sindstilstand ud, så i dag er om to år, og mine følelser om to år er i dag. Således vil jeg stande og iagttage tiden gnave mig ind i begærets genstand (manden, selvsagt er det manden der atter står for skud for lykkens/kvindens/tidens/tilfældets kapricer). På egen hånd kan jeg ikke pendulere mellem mit vil og eftertidens komme, og siden nærheden skal tvinges frem med tillid og ømhed og fortrolighed i betragteligt omfang; så velunderbyggede forhold at jeg for længst er røget i kedsomhedens mørklægning, hvor ikke bare passionen er halt, men også tidslinjen, der springer datoer over uden, jeg kan bemærke det, før den sprænges op af fejltagelser og misforståelser og får mig til at ligne en relation i stedet for et menneske; intet i sig selv og ude af stand til at fjerne sig fra den stærke tilknytning til en anden part, forlanger jeg dette af tiden, naturen, børnene eller hvem end der for tiden har overmagten.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Interessens kapricer

12. March 2014 af Maria Guldager

Interessen sælger

Interessen selv

Interessens skel er

Interessens selv

Til salg er interessen

Selv til interessen

Sælg interessen

til skellet mellem sælgers selv og sælgers salg

Skelner salg selv interessen fra sælgers selv

Nej, interessen selv er salg og selv

Det ironiske ved, at jeg kun taler med dig, fordi du ikke har andre at tale med er, at hvis du vidste det, ville du ikke tale med mig.

Uanset hvilken ærlighed man anlægger, får vi ingenting solgt, for interessen eller anlægget for salg er ikke i os. Og det accepterer vi og taler sammen om de genstande vi finder til messen, der skal vække noget i os, måske en desperation over at tid er en interesse, der løber ud. Når man mindst venter det, eller når man selv er udløbet for værdi, eller løbet ud efter merværdi. Skellet mellem dig og mig er verden:

Oversæt verden

Værten oversætter

Værten sætter verden over

Verden oversætter værten til færden

Færdes verden

har den fået færden af verden

I verden oversætter værten fra første færd

Sætninger færdes over verden

Sætningerne oversat

er værtens færd i verden

oversat til interessens ord.

- Hvert snit skal være uerstatteligt! Hug tonen til behagets stole, lad remserne føles som trygge ryglæn, dæk samtalens bord med blomstrede invitationer, og frem din gæsts position på alle tænkelige måder, luft ud i fordomme, træk videnskabens forklaringer en smule for den stærke sol, pynt op med din mimik, server med behørige visdomsglas og lad da gæsten spise alt hvad dine ord har bagt i dit levnedsforløb.

Den velpolstrede 40-og noget-årige mand sætter sig på gulvet blandt os, de mediterende, efter vitalt at have vandret rundt imellem os med sine beskrivelser af det, vi skulle se. Hans ytringer blev holdets internaliseringer. Overførslen af de indre billeder, overtrædelsen af fysiske principper, er overstået og vi åbner mættet vore øjne. Vi ser venligt på hinanden, men ikke som venner, for vi ser også, at vore relationer er de rene reaktioner. Det er ikke lutter noget manden (hans navn er underordnet) har fremført os, det er en hel elementær lære i kundskaben om at hæve sig over det menneskelige. En reaktion på den uforbederlige livstørst, på vilkårene vi befinder os i som tidslige væsener. Den rinder igennem mig, mærker jeg tit; tiden med dens redskaber. Ungdommen bliver ikke byttet væk for erfaringen, selvom det kan se sådan ud: at den på vemod vis kun tilfalder en person en enkelt gang, en enkelt sæson, og at personen, hvor end den derefter træder, vil fragtes væk fra det unge lyssind. Men det er uvidenheden der taler i det øjensynlige, som så ofte begunstiget af underkendte viljer, der skal afsløres bevidstheden, for at den kan forsage dem. Ungdommen er derimod et af tidens instrumenter, den skal udfærdige (og måske udfri) sindstilstande og den er ikke i sig selv noget man har eller er, men den er, hvis man skal sammenligne det med relationens natur, en reaktion på fysiologiske forandringer, den selvsamme tid der rinder igennem en yngre krop, og fortsætter med sit løb ved kroppens fortsatte aldring, der naturligvis vil få stemmen til at lyde forandret. Ja, og fordi mange processer er reaktioner, ser jeg på de andre deltagere, men jeg knytter mig ikke, ingen af os knytter os til hverandre. Fysisk gerne, men ikke i den menneskelige kærlighed, der er så gennemhullet, at man uafværgeligt falder igennem dens fælder, og efterlades med endnu større skade end det savn, der først bragte en hid. Det vil være selvmord at holde fast om en reaktion længere end i et kram, for de tilhører kun sig selv, de er udløst af alverdens foranderlige tildragelser. På holdet værner vi derimod om samtalen, og lukker enhver, der møder os, ind i et behageligt samtalerum, så tillige de kan hæve sig op over afhængighed og tilbøjelighed ved indsigten i vores endelighed, der netop er sæde for de erkendelsesfordringer, der bagom smilet og de lukkede øjnes behag kan ophæve mennesket.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Overgå eller gå under

9. March 2014 af Maria Guldager

Ondskaben lurer bag ethvert fejlslagent ego, siver ud når grupper har givet efter for dumheden, man må vare sig for slagtningen, der banker på ude som inde, men bliv inden døre, bliv hjemme og stabl værdier op i stakke, der barrikaderer indgangen, men tænk dig så om, for hvis røverne, terroristerne, psykopaterne kommer vil de vælge de hjem med flest værdier, mest at komme efter, så sæt ild til værdierne, derved undgå du at miste, undgår grusom smerte, de hugger fingrene af folk, når de har trukket alle negle ud, de river øjenlåg af og det de gør ved øjeæblet og tungen imens bør ingen nævne, det fortjener ikke sprog, men frygte dem må man og tage affære mens tid er, frygten er reel og kan give klarsyn, og vise dig at din lykke, din baby, dine principper, dine gode vaner, din sensualitet, dit vid og alt hvad du ellers har kært må brændes til aske, der intet fylder, ikke mere end du kan gemme det i det mørklagte asketiske soveværelse, og forløs da i stedet utroskaben, svagheden, pinagtigheden, kedsomheden, ringeagtelsen, skammen, fortrydelsen, afhængigheden og alt det, der i gennem tiden har trukket dig ned mod dødslystens fangearme, det, disse antiværdier der aldrig slipper op, det vil sætte en strid i skred imellem du og ham, det største skænderi vil tage fat og bryde med selv de mest overlegne søjler bygget over generationer for at holde skyerne på himlen, spot og svigt vil ramme hver en gryende chance, tag alt det, du engang troede på og som for længst er forduftet, hold det frem i vinduerne, iklæd dig selv disse fallerede mål, smør dig forsætligt ind i opgivelsen, i kødets stygge gerninger, i vanviddets ukontrollable paralleller til dine brændte værdier, ræk ikke fuck som om det siger noget i sig selv, men luk afmagtens vrede ud på fuldt blus så du isoleres, og kun med afsky befinder dig som du er, du og flammerne i hjemmet vil fjerne nattens latente indbrud.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Hader dig for at få mig til at hade dig

6. March 2014 af Maria Guldager

Tager bad i hans dunst, han siger, vansirer mit navn, jeg skal tage initiativet, men det kan jeg jo ikke, alligevel, nÃ¥r du først har bedt mig, argumenterer jeg, i luften og pÃ¥ jorden, for sÃ¥ er det dig, der tager initiativet, jeg vil blot være hÃ¥ndlanger, hans logik preller af, og frem kommer et selvværd, hvilket monster, jeg har aldrig før set noget lignende, jeg: sÃ¥rbarheden, prøver at vaske mig med giganten, jeg vil have scrubbet min ryg, men det er for tungt til mine skønhedslege, tænk hvis jeg taber det ned over mine tæer, jeg spørger ham om jeg mÃ¥ røre, forsigtigt, i det mindste, og han fralægger sig ethvert ansvar, og jeg klemmer det lidt i kinderne, som for at sige det er nuttet, som for at vise at jeg gerne vil ses igen, det begynder at græde, fælde silende tÃ¥rer, hvorfor kommer dog dette vand, undrer jeg mig, men selvværdet kan ikke gøre sig forstÃ¥elig, det kan knapt nok gÃ¥, men det gÃ¥r efterhÃ¥nden, det slæber sig selv af sted, hvor skal du hen, fremfører han sig, manden, hvis dunst jeg bader i, og selvværdet stirrer ind i os, i os begge pÃ¥ samme tid, og det havde forventet vi ville knase som mandler mellem tænderne, men vi bøjer af og stÃ¥r presset igennem, men vi fÃ¥r sære vaner som følge af dets forsøg pÃ¥ at spise os, jeg begynder at komme for sent til ting, du ligner en, siger man, der har fÃ¥et trukket tiden ud af sig, og jeg, der hver aften ligger pÃ¥ gulvet for at overbevises om, at jeg har en ryg, flade ud, sætter mig op ved at trække mavemusklerne sammen, ti gange og ti mere, og sÃ¥ledes gennemstirret af selvværdet og sammentrukket til en vane ser jeg pÃ¥ manden, han kan ikke svede længere, han har sat sig pÃ¥ et trappetrin under et billede af sin mor, han bruger sin tid ikke pÃ¥ at tænke, men pÃ¥ at huske det, han lige har tænkt, og jeg blander mig, men han er ikke typen, der kan hÃ¥ndtere en mobiltelefon, jeg tænker ikke over det, jeg føler, det hele pÃ¥ een gang og mere til, og med en utrættelig motor løber jeg ud efter selvværdet, der har bevæget sig ud pÃ¥ badeværelset, her er stadig vÃ¥dt, undskylder jeg for at sikre at staklen ikke gÃ¥r i stykker i et fald, og introducerer mig selv i næste Ã¥ndedrag, jeg er svigt, nej, du er ej, bider det barnagtigt af mig, jeg overrumples af dets indsigter, jeg falder ned af en trappe, helt uden forsøg pÃ¥ at afværge ulykken, jeg griber ikke ud efter noget, jeg kan ikke se noget, indtil jeg skal pÃ¥ scenen, og hører, at det klarede jeg da sÃ¥ fint, jeg lister ud pÃ¥ badeværelset i pausen, og der stÃ¥r monsteret nu med briller som følge af alderdom, det tager fat pÃ¥ mig som den mest søvnlullende sang, behageligt men upassende, jeg fÃ¥r tid af det, masser af tid, jeg keder mig og kan ikke holde de her trin ud, og nu hvor jeg efter mange strabadser endelig er helt tæt pÃ¥ selvværdet er jeg den, der mÃ¥ træde tilbage, regrediere, fortsætte tilbage, badeværelset er rummeligere end jeg husker, jeg kan gÃ¥ langt tilbage, til 4-Ã¥rs alderen formentligt, det er uklart og noneverbalt, som en nøgen kvinde, ingen kan udtale hendes Ã¥bne hjerte, og pÃ¥ den mest perverterede mÃ¥de jeg nogensinde har hørt mit navn, (“S Ã¥ R b A r H e D e N”), gjalder selvværdet at jeg skal stande og jeg befaler det at fortryde mig, nu hvor det ikke længere græder, sÃ¥ kan man tillade sig at stille krav, at forvente, et løft, men selvværdet snubler over en badeand, (“boooost”, siger det) og kan ikke forfølge det vi var sÃ¥ tæt pÃ¥, og jeg skynder mig ned til manden, her er jeg siger han, sÃ¥ jeg ved det er ham, selvom han er lugtfri nu, og uden at udtrykke yderligere hjælper vi hinanden med at fÃ¥ mig op i rammen over hans hoved, jeg vil undgÃ¥ at vise min venstre side hvor min næse har et ar og mit øje er større end det bør, men om det bliver vi ikke enige, og da jeg tror vi skal kysse giver han mig et slapt farvelknus, og det er temperaturen tænker jeg, og mener det man ikke selv er herre over, noget jeg har svært ved at afgrænse, nÃ¥r folk spørger mig hvad jeg vil være, men jeg fÃ¥r atter øje pÃ¥ selvværdet, det der i sin tid hoppede ud af manden og ned pÃ¥ et vÃ¥dt gulv (det gulv jeg dagligt betræder med min udtørrende aftenÃ¥nde) det sidder bag et par solbriller og fÃ¥r sig en manicure, jeg er ikke sÃ¥dan en, der siger hej til de kendte, de har brug for fred og det er min form for hjælpepakke hverken at hilse eller lade dem vide sig bemærket af mit synsfelt, sÃ¥ jeg gÃ¥r lige forbi det, men jeg fortryder da jeg nÃ¥r til Holte station, jeg maler et højtragende slot for at fÃ¥ det tilbage, selvværdet, selvom det sÃ¥ ofte holder mig for nar, den nar, og hvad mere er: jeg maler mig selv, som en der maler, uden nogensinde at vise nogen billederne, for de er ligesom mine tekster, uinteressante for de reguleredes liv, de liv der knævrer i tÃ¥gerne og tager sig sÃ¥ meget ud for at være noget, at jeg bliver til intet, henkastet i den stille stunds tomme mave, tom selvom jeg er i den. Jeg spoler mig tilbage, linje for linje, finder selvværdsmonsteret der har fÃ¥et skinne pÃ¥ benet som følge af varig skade, det  hÃ¥rde fald ned af trappen forklarer det mig, da vi isoleret fra byens larm har indtaget en frokost, vi nærmer os en gensidig forstÃ¥else, hvis det er svagt er der mere magt til mig, men giganten undviger sig min kradsbørstige genforeningsmetode, det vil ikke op i min lomme, men pÃ¥ verdenskortet, jamen sÃ¥ skyder jeg dig, siger jeg og trækker en pistol, men monsteret er ikke sÃ¥dan at fÃ¥ ram pÃ¥, det glider forbi mig helt uden jeg bemærker det, hvor er du, bander jeg, mens jeg hører manden hyle, han vil at jeg skal komme og ligge med ham og kravle ind i ham, nÃ¥r jeg har bÃ¥ret ham ind i seng, og det er det sidste jeg ikke magter, vægten mod mine ømme muskler, ikke denne morgen, den stille stunds tomme mave irriteres, og jeg kaster mig eller hvem end jeg er op over, at han, den hylende mand, ikke iagttog mine selvbærende initiativer imens han kunne og agtet mig for noget egentligt, i stedet elsker han mig først nu, hvor jeg er drevet sÃ¥ langt ud i omgivelserne, nu hvor jeg ikke ejer en seng, der er lille nok til ham, han vil jo lynhurtigt forvitres af mine dragedyner og mit kvælerhÃ¥r, jeg tilgiver dig ikke for det, du gjorde ved mig, svaret er sÃ¥rbart selvom det censurerer sig selv og forsøger at fremstÃ¥ som et, der har greb om virkeligheden og er noget i sig selv, og jeg fortsætter ud af tangenten, jager igen selvværdets trone, der pludselig ingen steder er at se.

Kropsdele verdensdele procentdele

Søvnen vil viske de spredte ideer ud

Og skrabe sammen til atter en påklædning

Ved ikke at smile godmorgen har du taget

Det jeg troede jeg skulle køre på hele dagen

Min morgensang

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den tomme talerække

4. March 2014 af Maria Guldager

Følelsen af at være en opbrugt ting, udtjent og revet i for mange stumper til nogensinde at kunne samles igen

fordufter

når man har sovet længe nok og vågner

til et kys eller et slag, det er lige meget, man er klar igen.

Om restitutionens magi er kroppens eller tidens eller skaberens er ukendt for en som jeg, der bare er en amerikansk film. Jeg er delvist god. Jeg er fordummende og moraliserende pÃ¥ samme tid. Jeg føles sÃ¥ godt. Indtil man fÃ¥r nok og holder sig væk. Hvis man ikke holder sig væk, er man et fjernsyn. Jeg er minderne om tilbøjelighedernes selvstyre. De skramler rundt i gaderne i lige linjer efter vinden. Tilbøjelighederne har ingen steder at sove. Dvælen er deres selvudslettende ønske, og ingen vil jo udslette en anden, hvor end meget den anden mÃ¥tte ville det. Jeg er et hus, der ikke længere findes rester af mig i. Barndommen er tom, som i en isolationscelle, som i hjertet pÃ¥ det mest afsides og forladte menneske. Det lyder sørgeligt. Men hvis læseren ser efter vil denne se det klareste vand bag de skrattende mÃ¥ger. Ikke en trevl af mig findes i det hus, og det er den største succes i menneskehedens historie. Hvis jeg var selve menneskeheden. Det er jeg nogen gange, men som regel er jeg hende, der vil skilles. Fra noget, helst fra det hele, især fra søvnen. Det har gÃ¥et op og ned for længe. Jeg er hende, der er fortrængt af en ny tanke. SÃ¥ kærtegn dog søvnen og ikke bare puden! Splittelse. Det sejler i det lykkelige kongerige, siger jeg højt, og fÃ¥r tÃ¥rer ind i munden pÃ¥ mit menneskelige ideal. Den, der har saltet mine tÃ¥rer, har visseligt ogsÃ¥ formet min ensomhed. Uden nedslag i teksten  eller empirien fortsætter min aberration, sÃ¥ man næppe forledes til at tro, at jeg er en blog i Berlingske, der bider sig fast i det andre har sagt og gjort. Ligeledes er jeg ikke – længere- en frelst blog, der remser al elende op og sÃ¥ redder sig selv, men først og fremmest alle mulige andre (ikke de umulige) ved fem gode rÃ¥d til en bedre livsform. Ligesom mine tÃ¥rer er jeg noget flydende. Jeg kan gÃ¥ til og fra, jeg kan endog ved anstrengelsens kraft regulere mig selv. I grunden, hvis der er en, er jeg et bekendelsesskrift. En blotlagt virkelighed afslører dog den mindre bemidlede. Jeg har ingen løsningsforslag til hvordan man bekender det, der faktisk bør be/erkendes- foruden gennem ignorancen. I lyset af mit indre ser jeg ud, og i lyset af mit ydre ser jeg ud. Mit indre kan ikke komme længere ind end som nÃ¥r det ser ud, og mit ydre har sin yderligere funktion, en begrænset og begrænsende funktion.  Det er en delikat situation, der kalder pÃ¥ en forandring. En som alle disse skriveøvelser eller alle disse dage eller alle disse afbrydelser eller alle disse nætter eller alle disse venner eller alle disse kilder eller alle disse meninger tenderer imod. At jeg ikke græmmer mig over belærende blogindlæg bør derfor ikke give anledning til undren. Jeg har selv fÃ¥et skribenten til tasterne ved at flakke sÃ¥dan omkring, ved at erodere. Det mÃ¥ endelig ikke komme sarkastisk igennem til læseren; jeg skriver ikke mig selv ind i en underlegen position, for kontraintuitivt at fÃ¥ den kloges blog til at virke som skurken. Det simple pøbelmedlem, der suger sympatien ud af folk, nÃ¥r hun beskriver den lærdes hÃ¥rdkogte dom over hendes usle og spinkle levned. Nej, jeg foragter ikke dem, der skriver nedslÃ¥ende indlæg om tidens tilstand, selvom jeg hader at læse det, de skriver. Hadet skyldes, at jeg tager ting for personligt, det ville min gamle værelseskammerat sige om mig. Men min elsker er sÃ¥ hamrende ligeglad med min tidligere værelseskammerat; han orker ikke min identifikationsleg. Det er vigtigt. mener jeg, at han ved hvem jeg taler om, især dem, jeg ofte taler om. Han giver mig ret, før jeg selv tager retten. Min ret overskrider alle principper. Konteksten negeres. De skratter de forpulede mÃ¥ger. Træerne fÃ¥r mit temperament til at stÃ¥ stille, jeg læner mig op af flere af træerne, pÃ¥ skift, jeg er et skift. Det naturforløste menneske er sÃ¥ privilegeret, at det privilegerer sig selv langt videre end formÃ¥let. Her stopper vi. Lader jeg den anden om at sige, og sÃ¥ starter sidestikket, det, der skulle være sat i gang længe før. Intuitionen, vil man nu virkelig beskylde den for tragedien? Er intuitionen noget, er følelsen noget, er passionen noget, er kærligheden og hadet noget som hjertekirurgien ikke fikst kan slukke eller starte? Og tilfældet, hvad med det, eksisterer det egenrÃ¥digt, hvis ingen har set det foruden sammen med en vis portion dumhed? Hvad er det, jeg vil opnÃ¥ med denne form for ærlighed; det hele fremstÃ¥r sÃ¥ falsk for min bevidsthed, sÃ¥ omskrevet, sÃ¥ fremmed, sÃ¥ materielt betinget. Det kommer an pÃ¥ hvor mange fagord, man har til rÃ¥dighed. Og kvadratmeter til deres opbevaring. Hierarkiet er en naturlov. Jeg afbryder mig selv. SlÃ¥r om og op. Tempi forskyder sig, mine ben vibrerer, hele min krop ringer, hvem er det, det er mig, det er mig, jeg mangler anerkendelse i en fart. Jeg er et tomt hus enhver, der har rÃ¥d til mig, kan flytte ind i. Og det er den uproportionerede store stue/anerkendelsen, der ikke vil slippe sit tag i mine alerte sirener om aftenen. Anerkendelsens ængstelse i mit nervesystem forpurrer søvnens imperium i at føre mig. Min psykolog siger, at der er mange mennesker i dag, der kæmper med give sig hen, nÃ¥r de skal sove om aftenen. Vrangforestillinger generer min helt almindelige tilstedeværelse i en helt almindelig samtale om et sÃ¥ udbredt fænomen; det er for at gøre budskabet sjovere, at min indbildningskraft fremmaner kæmper, grandiøse mænd, der kaster med klatter af søvn for at jorde hinanden. Det er sÃ¥rbart, siger psykologen, som sÃ¥r pÃ¥ et barn, mener hun nok. Fra min elskers udsigtspunkt fÃ¥r jeg et glimt af hovedstaden. Ovenfra, smÃ¥t men stort. De føler noget, hver og en, prikkerne, og jeg føler det med dem. Anerkendelse er mere end et begreb. Ã…h, selvfølgelig er det mere, for som begreb fungerer det fint, ingen indsigelser imod det. Nej, ængstelsen forekommer i udfoldelsen, i praksis, i den situation, hvor jeg har den andens anerkendelse og vil bevare den, have mere eller opnÃ¥ endnu en andens anerkendelse, mÃ¥ske en hel gruppes. Det er rystende. Ikke negationen i sig selv. Anerkendelsens indbyggede trussel er frygtelig. Jeg vil skilles fra opmærksomheden. Fra den latente enegang. Fra psykologien og min egentale. Min røst min røst min røst. PÃ¥ togstationen overhører man mit hysteri. Hvilket man ogsÃ¥ skal, ellers mister man sit job, og det er en lavine. Ulykkesfugl. Det er et skældsord men ogsÃ¥ en inkompetence. Og dem mangler vi her i landet. Ã…h, jeg er en politik, siger jeg, men jeg er ikke politisk. Man skal kunne se ud over sig selv, hæve sig, forstÃ¥ det almengyldige fra det specifikke. Begær er et psykologisk stadie. Ã…h tænk at jeg dette skal bivÃ¥ne; at ligegyldigheden bliver et med den stærkeste higen. Om hun stræber eller om hun destruerer, det skramler alligevel hvileløst gennem gaderne, og man fÃ¥r lyst til at slÃ¥ op i en ordbog. Der mÃ¥ være et begreb for det. Han peger pÃ¥ en lille prop, der gÃ¥r skrÃ¥t over vejen. Forsigtigt, men alligevel, hvad gør han forkert, lyder quizzen. Man tror atter, jeg er en lærebog. Jeg er ikke noget svar, jeg er en række af ord efter hinanden. Sætninger, der afbrydes, omskrives, ordnes af de andres betydninger. Det er i orden, siger min psykolog til min ugentlige annullering og finder en ny tid til mig. Aftalerne rykker sig rundt i min kalender. Planen for mit liv, bliver mit liv, bliver rykket rundt, forbliver planen, blivende liv, rykkes op, bliver ordnet. Det er til at falde i søvn over. Dette rend ind og ud af nye senge. Mens alle er vÃ¥gne. Hvem alle, alle folkeslag? Nej, alle vennerne. Om disse kan man sige det samme som om søvnen. Tal med dine venner, ville der stÃ¥, hvis jeg var en rÃ¥dgivende blog. Ikke tilfældige venner, men de nærmeste, dem der kan fÃ¥ dig til at skraldgrine. Latter er ligesom søvn. For hjernen. Lige sÃ¥ viljeløst overgiver legemet sig til en tilstand, det i princippet ikke kan styre. Styringen styrter i armene pÃ¥ afgrunden, men mærker vennens puls pÃ¥ halsen som den griner, den, ja den, søvnen, vennen, og ikke den fremmede, som man sÃ¥ ofte mÃ¥ lyve for. NÃ¥r man har haft fødselsdag, og responderer pÃ¥ høflighedsfrasen som man skal, uden at bekende, hvor ensom man var, og hvor meget man dog savnede en fest og en gave eller endnu bedre; en familie. Den fremmede talker vidt og bredt; julen har sat sig pÃ¥ hans mave. Og at hans familie er flødeskummet pÃ¥ den kage, han har spist. Han siger det ikke pÃ¥ den mÃ¥de, hans mÃ¥de er jordnær, jordskrabende som om han ikke skal andre steder hen end der, hvor han allerede er. Ikke fordi man kommer langt ved at omskrive de trivielle vendinger til de sjovere, men fordi han ikke kommer i nærheden af mig, hvis han er sÃ¥ konform som hans hvide T-shirt og blÃ¥lige jeans giver indtryk af, og det bilder jeg mig endnu ind, at han gerne vil. I nærheden af mig, score mig, blive sammen med mig, mit liv, der rykker sig, op, rundt, planmæssigt og planløst. Indtil han i vores farvelknus hvisker, at hans uge ikke har været i bad. En hel uge! Tænker jeg, men siger ikke andet end taktak, og det er ikke et enkeltstÃ¥ende tilfælde. Psykologismen gør mig døv; jeg er allerede inde og mÃ¥ nødvendigvis søge ud, men jeg kommer indefra, jeg vil altid komme indefra, jeg afhænger af jeg! Det er et politisk spørgsmÃ¥l, for sÃ¥ vidt politikken kun angÃ¥r mig selv, altsÃ¥ mig helt generelt. For jeg siger ikke det, jeg tænker, nÃ¥r jeg tænker det. Jeg stopper mig selv, jeg stopper min tænkning inden den bliver til tilværelse. Og producerer i stedet skrifter i stor stil, sÃ¥ stor og gerne tæt stil, at ingen tænker pÃ¥ at læse det, i hvert fald tænker de ikke, nÃ¥r de læser det. Jeg har engang skrevet til en professor, bekender jeg som vi sidder i toget pÃ¥ vej til anerkendelse. Han griner af mig. Ikke den fremmede, min ven griner af mig, og det fÃ¥r mig til at gennemskue vennen. Aha, vennen er noget andet end mig, ræsonnerer jeg, sÃ¥ pÃ¥ hvilken mÃ¥de er vennen, da ikke ogsÃ¥ bare en fremmed, som jeg ikke kan hengive mit legeme, min ydre sÃ¥vel som indre anskuelse, til? Sæt det pÃ¥ begreb, sÃ¥ jeg forstÃ¥r, hvad jeg taler om. PÃ¥ vennens iltre opfordring fremviser jeg min til professoren sendte email, vi læser begge den deforme tekst, der er i vildrede med sig selv og sit budskab, den nÃ¥r ikke frem til noget, ikke det, jeg troede den nÃ¥ede frem til, da jeg skrev den. Det var til en opgave, men mit bud pÃ¥ besvarelse var ekstraordinært; professoren skulle ælde mig gennem en korrespondance og selve udvekslingen ville lære os begge noget, jeg om Habermas og professorens studietid under ham, og han om. Helt sikkert om noget. Udveksling, mesterlære, relation, der først og fremmest skal give indsigter pÃ¥ tværs af generationer og karakterforskelle, det tror jeg pÃ¥! Min ven læser hvordan professoren havde insinueret, at jeg manglede hjælp, psykologisk bistand. Vennen skraldgriner. Jeg føler mig eksponeret i toget hvor vi sidder, hvor andre sidder, hvor alle sidder. Vi er pÃ¥ vej videre, og der er intet formÃ¥l med at huske noget fra denne togkupe, jeg lader minderne sidde, da vi stiger af. Vennen indrømmer sin svedige krop overfor mig, fordi vi er fremmede, og fordi han allerede har en kæreste. I en sms fortæller han mig det, som det er. At han aldrig kunne leve med en, der skulle omskrive ham sÃ¥ meget, som jeg gjorde. Var hans ordvalg ikke poetisk nok, var det det? Og det skriver han virkelig, det er ikke min fortælling om ham, sÃ¥dan falder ordene. Faldet, og ordene i det, fÃ¥r mig til at drømme om det gode selskab. Jeg svinger et glas op og holder en formidabel tale, stÃ¥ende applaus og hjertelige omfavnelser, personer, der har noteret hele hæfter med min tale. Ved nærmere blik ser jeg, at hæfterne kun er variationer over mine ord. Festkjolerne hælder talk pÃ¥ mig i uanede mængder. Jeg tager mig selv i at bladre i deres noter, i stedet for at lytte til komplimenterne; men det gode selskab har jo helt misforstÃ¥et, hvem har de egentlig noteret i hæfterne her? Jeg skriver det om. Ret. Strege ud og sætte mine led hist og pist, i den handlingsorden de hører til. Men det kan man da ikke, protesteres der, og læseren vil tænke, at jeg er sÃ¥dan en, der skriver om det man normalt ikke gør, og derfor er jeg god, det er godt i sig selv, at fÃ¥ det gode selskab til at protestere. Men det var en drøm, bare en drøm om at jeg havde noget at sige, og at der blev hørt efter. I virkeligheden er jeg en dokumentar om forholdene pÃ¥ et universitet. Jeg er det indblik, verden aldrig før har fÃ¥et. Verden har ikke fÃ¥et det, fordi det er overflødigt. Som de fleste gaver man fÃ¥r er. Indblik eller indpakning. Som mange jobs er overflødige; ja, jeg er en film om, hvor overflødigt mange film og dokumentarer og reklamer, der indspilles, sÃ¥dan en udsendelse er jeg. Jeg er ogsÃ¥ den eneste seer, for alle andre sover. Ih, hvor du ævler, siger vennerne, jeg sætter mig ned igen. Det middelmÃ¥dige selskab er en national film. Vi kysser lidt, og han sparker mig ud af døren efter længere tids tavshed. Det er en omskrivning, eller det er et psykologisk stadie. Man kredser over det samme – hele livet igennem- ville jeg tilføje, hvis jeg var pessimist eller pÃ¥ nogen mÃ¥de træt, fx af at høre mig selv tale. Min tale forstummer, idet mikrofonen anmoder om min holdning. Min juice sprøjter ud til alle sider, som toget gør voldsomme bump og i processen sluger jeg min mening. Er jeg nu her igen, pÃ¥ vej videre? Den er ikke til at fÃ¥ op, min mening, selvom kameramanden prøver alle mulige stillinger. Nej, konstaterer han tørt. Skandaløst, tænker andre, og nÃ¥r jeg skriver andre, er det ikke fordi jeg eller læseren ikke er en af dem, der tænker sÃ¥dan, for det gør de fleste faktisk, nÃ¥r de ser bagsiden af markedet, bÃ¥de det frie og det regulerede. Mekanismerne er sÃ¥ klare, at jeg lader andre skrive om det, sÃ¥ klare, at jeg lader andre læse om det. Sæt dig pÃ¥ min ryg, siger jeg pludselig til min ven, sÃ¥ kravler jeg dig i stedet for det her evindelige tog. Han bliver overrasket, for han har allerede en kæreste. Det gør man ikke; kvinde mand. NÃ¥h, forklarer jeg, og tænker højt. Min fortælling er gÃ¥et i stykker, det er derfor. Han spørger ikke rigtig ind, sætter sig bare op, jeg kravler, jeg kan ikke mærke ham, men han siger han er der, og sÃ¥ mÃ¥ jeg tro pÃ¥ det. Jeg vil altid være der, siger man. Jeg kan ikke længere høre ham. Det er en del af ham, der stadig er her, en del, som hele tiden er her, den del, hvor jeg savner ham, og jeg er ikke en bestseller eller en popsang. Fraværet er ikke efterspurgt pÃ¥ det internationale marked. Det sover i min seng som en fremmed, jeg længes efter at kende. Længslen skal ikke nødvendigvis adlydes. Man mÃ¥ henvise den til fornuften, dvs. man mÃ¥ forstÃ¥ hvad længslen er et derivat af. Er jeg et normbrydende begær? Eller har jeg som eneste genstand, nÃ¥r alt overflade pilles af, normen selv, eller det normen har defineret for mig? Ha, nu stiller de mig spørgsmÃ¥l igen. Det er mange Ã¥r siden, jeg har holdt jul, forklarer jeg, men det er ikke længere det, samtalen handler om. Alle disse skamløse afbrydelser! I mindst 10 minutter har jeg stÃ¥et her og prøvet at begribe, hvad de taler om, det er Ã¥benbart ikke jul. Det er noget med smør, og. SÃ¥ vandrer mine tanker. Sætninger, der sidder tungt i en kupes hals og lader sig køre med, imens nogle yngre folk gør sig selv til grin. Det er to venner, de klistrer deres indre op som kampagnefremstød pÃ¥ togets ruder, nærmest som om de vil have togets sætninger til at evaluere deres værd. Hver for sig. Den, der griner, og den har grines af. PÃ¥ en skala. Det forarger læseren, og derfor vender han tilbage, det er grundtanken for avisens debatsider, og nÃ¥r læserens forargelse er grundtanken, er længslen den efter en bedre økonomi, væksten, og genstand for mere kapital, mere magt, er mit inderste begær, at se ud, se ud som den, jeg er. Og opføre mig sÃ¥dan, naturligvis, men det hænger sammen. Handlingssætninger. Jeg lover en række ting ved at sige, at jeg elsker dig. Bagerste række, basics. Min kærlighed i sig selv henføres ikke under andet end sig selv, men ‘jeg elsker dig’ implicerer handlinger, kun den anden kan præcisere. Søvn, venner, elsker. Begær, magt, livsform. En hjerne, der ser sig selv i øjnene. Den, jeg siger ‘jeg elsker dig’ til, fÃ¥r en magt; mÃ¥ske føles ordene derfor sÃ¥ godt at modtage. Og kun delvist godt, at udsige. Jeg fÃ¥r en sms om, at den fremmede, ham jeg længes efter, gerne vil ses igen, hvis jeg uden omskrivninger kan holde mig til den nærværende virkelighed, han skriver ikke den nærværende, men det mÃ¥ være den, han mener.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Kært

2. March 2014 af Maria Guldager

Kærligheden er i børn

Børn er i kærligheden

Til børn er kærligheden

I kærligheden er børn til

Børn er kærlighedens til

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »