UNDERLAGT

30. April 2014 af Maria Guldager

Det er ikke en fremadrettet forestilling, der konstant plager mine langtrukne åndedrag, men adskillige mulige fremtidige begivenheder i lag. Under stakke af hjembyer, personlige udviklinger, voksne børn, graviditeter, udlandseventyr, venskaber, identiteter, huskøb, ægtefæller, junglebesøg, karrierer, fester, samfundsrevolutioner og menneskehedens samtlige forbedringer ligger jeg. Død ser jeg ud under de flokdyrs-betingede kopier af totalitetens livsbaner, mens det levende jeg findes i et frygtsomt og skælvende nu, der afliver drømmene en for en med sit ustandselige og allergifremkaldende nøddepostej. Cyklen låses op. Cyklen knirker. Døren låses op. Nøglen bliver væk. Telefonen tændes. Teksten sendes. Solbrillerne på. Solbrillerne i lommen. Maden smøres. Maden pakkes væk. Blæren tømmes. Blæren fyldes. Håret redes. Håret filtres. Tøjet købes. Tøjet bruges. Chippen giver adgang. Kortet forlægger sig blandt kort. Pengene bruges. Politikken remses op. Der stemmes. Stemmen hæves. Der synges en sang. Tårerene triller. En kvinde fejer op. Neglene gror ud. Neglene får et nyt lag. Opgaven afleveres. Opgaven stilles. Ferien starter. Turen går hjem. Projektets ambition er altid afhængig af, at jeg kan få låsen op og få maden til at stå klar i køleskabet, få teknikken til at virke og korrekt ernære søvnen, og således er mine projekter nok begravet i fremtidens kælder, men nutidens hoveddør er altid smækket, og det er den, jeg må rase mod hver dag, hver eneste dag, i hvert eneste lille bitte nøjsomt indhuggede virkelighedsstrejf. Detaljerede løsninger på enstrenget snor; detaljer hvis magt er så stor, at mit væld af had mod deres konsistente nødvendige momentane hammerslag mod min tidløse krop næppe bremser deres herskende rytme; de insisterer så storhedsvanvittigt på autoritet, at jeg atter tager bagdøren, glider igennem, falder pladask på næsen, verfer forbistrede aftaler væk og begår brud på det rene hjertes lov- atter fumler mine tomler ved de igen igen igen og igen og igen igen og gentagne igen og da kan jeg kun lægge mig under en fremtidsskuen, og lure tidens sejr over det uundgåelige, mens jeg trækker mine tidsforankrede støvler helt op over knæet, og timer efter hidsigt trækker dem af igen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Lyt ikke til mig

27. April 2014 af Maria Guldager

Jeg siger så meget

Jeg beskriver mig selv til uigenkendelighed

Jeg skriger dig fuld i en uendelighed

Hvor får du det fra og hvad får du det til?

Alt imens alle svar mangler

Alt ved en tålmodighed savnes

I en grad så intet lystrer mig

Hverken forfølgelsen eller forflygtigelsen

Nattesøvnen må vige pladsen for lidenskaben

eller med et andet ord: fritid

Middagsluren må vige pladsen for videnskaben

eller med et andet ord: penge

Så neutralt jeg må fremstå i de fulde sale for ikke at stikke af

Så stressfuldt at stå frem uden at stikke hovedet ud af selvoptagetheden

Her, hensides min tilbøjelighed, sviner man med sig selv

Madkamp

Talens kamp om mad

Angerens kamp for at blive til

———————————————–

Jeg træner min ungdom i ikke at give slip

på muskler, spændstighed og oplagt tale

De sammenhængende øvelser er få

mens de inkomplette hop og stræk kan mærkes i flere dage efter

eller også er det, jeg mærker som sammenhold, en kjole

der slutter sig til min facon så nært

at mandens lyst tror, vi er det samme

Af skræk stivner jeg, hver gang jeg ser, at jeg har gjort det samme

som enhver anden; skønt jeg bare søgte at løses fra selvhævdelsen en stund

glemte jeg min forskel, skræk åh

for er jeg da, fravristet mit konstante granskende selvblik, en anden end mig selv, enhver anden?

Jo mere kærligheden huskes på, des mere glemmes forarmelsen

og denne forglemmelse er ondskabens udspring

Ud kaster jeg mig fra kanten

rammer vandet, måske med knæ og lår først, det er hurtigt så koldt over hele min krop

at jeg ikke kan være i nærheden af min egen samvittighed

jeg sælger den til de som forstår mere, kan sige mere

I armene på en livsvarig gæld

svømmer jeg ikke for livet, men for at få hele kroppen med mig

————————————————

Når jeg ikke kan få adgang til det, jeg selv har tænkt

lige før

hvordan skulle jeg da vide ind i hvilken historisk kontekst jeg selv taler?

At afsløre den hengemte krig er fuckfingerens fremmeste

den vil lade hånt, den vil ignorere den overlegne højlydt, den vil reformere det uduelige

FUCK lurepasser ikke, men nuancerer heller ikke; man sidder fast i provokationen

som en vandrende numse klemt fast i en lænestol

se dér, udbryder man, mens meningen undslipper blikket

Bag de pyntede stuer

i de mest homogene og harmoniske af alle fællesskaber

ja i selvets egen konstitution, der bare støt forværres af at blive ganget op til en forsamling, er krigen

det endeløse bombardement af forsøg på at redde sit skin

og frelse tidernes gang undervejs, så frelsen ikke længere er nødvendig

En offentlighed, der råber op som en markedsplads

et privatliv, der dækkes til under sandet fra gadebilledets sko

De andre og de andres andre

fortæller mig hvad regnestykket er og bliver

omend jeg aldrig har kunnet se noget

aldrig har jeg fået øje på det, der gik op

————————————————–

Provokationen er et løb på tid

men hvis man ikke vinder, får en stemme, et navn, en personlighed;

slap man gejsten forgæves løs blandt de logrende deltagere

mister provokationen sin inderside: ukrænkelighed

Dens ophav er safterne fra det hidsige kvindelige skød

den knugende sorgs godnat

den skamdømtes sidste ønske

den fuldendte barndoms snigmord

den forkølede tjeners brud på konformitetens kontrakt

den hører til på lang afstand af hjemmet

enkelte måltider kan den spise af moders gryder

men så må den fare ud igen og samle meningsfæller

der kan vække en murende by

og rejse de kravlende kræ

Fuckfingeren vil så meget, men sidder fast mellem den forbudte pegefinger og den velansete vielsesring

En mellemting kan let ignoreres

og ignorering er den største provokation

det kan smadre hele byer, hvis dens indstilling er en skarp og direkte affyring

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Opsparing for de nedadgående

13. April 2014 af Maria Guldager

Jeg dasker til skæbnen et sted i kbh. Man siger, at jeg ligner en utopi.

Jeg indvender, at jeg gerne vil være til stede, men man siger, at det ikke udtales sådan, at det hedder kærestE, at jeg sluger endelser, herningenser, som var det et skældsord, eller en samtalens smitte jeg skulle tage at pakke ud, fordi mine ben nu kommet hjem på arbejdsmarkedet med følesansen i realitetens jagende kulde, og ikke behøver mavebæltet med kærtegn i rejsestørrelse eller min idiosynkrasi mod forældre, der bor i Jylland, for alles forældre bor i Jylland, medmindre man tæller alle folkeslag i verden med, men en sådan sammenslutning findes ikke, i hvert fald ikke ud fra, hvad jeg på stedet kan huske, og dette sted er både mange, og et eneste jeg kan gøre af mig selv. Hvis mund taler du med, spørger man, når jeg både repræsenterer min egen tale, og det, man siger imod den, og jeg svarer noget tvetydigt: en tunge er fælleseje, det lyder ulækkert, tænker jeg i stedet, men man må øve sig i at gøre det, man ikke har lyst til, man må træne sig op til at klare det, man ikke er interesseret i, det siger jeg, for at det skal lyde helt absurd, så man vil forstå, at det er lænkerne fra landevæggene og deres behørige retskaffenhed, der holder fremskridtet tilbage, som når jeg spørger om noget nyt, vitterligt nyt, og han så tror, at jeg spørger om det samme som alle andre, at jeg er interesseret i ham på dén måde, eller at jeg blot gentager pointen om, at passion ikke kan læres, eller noget andet sædvanligt; han hører lutter klicheer for sit indre øre, så hør dog, vil jeg forlange næste gang jeg tør. Dit navn er lyst, stønner man på den lige vej op til bjergudsigten med en legemsstyrke, jeg sjældent har set mage, men det helt absurde lader sig ikke eksponere for de ensporede; man tror mine spydigheder er en beskrivelse af en nødvendighed: æd skrifter og formler og se så hvilke steder dit spyt kan bringe dig! Samtalefloden med de veltrænede muskelsten løber ned af en skråning; uforudsigeligt for mig, fordi jeg ikke kan gennemskue om min frie vilje forvilder sig længere og længere ud af kbh, eller om min lyst til velduftende dukketøj jager den op af en bjergside, og for de svedige, fordi min udtale vækker en for dem ukendt attrå, den bobler under fortrængningerne, og kan kun kan læskes af rodløshed: en tilstand, som min, i evindelig konflikt med sig selv. Man vil ikke, men man vil gerne ville.

Hovedstadsnatten er stadig ikke et sted for høje unge blonde piger, siger gentageren og maser mig ind i en taxa, som jeg kort efter naivt stiger ud af lige ved byens store sø, for at få luft, kold luft i ørerene; de bølgende virkemidler renser bedre end de kunstige toiletmidler, man kun bør bruge, hvis man har et forvovent dødsønske, altså et velfordøjet et, der tigger om at blive lukket ud akut. I al almindelighed er livet tvunget til at skaffe pladser til døden: det holder os alerte og selvbevidste. Bysøen er mørklagt, men jeg har ikke skuldre til fortrydelser. Dødens uigennemskuelige favn driver mig længere frem i mig selv, skridt for skridt renser frihedens luft; ikke uden angst, ikke uden eksterne rystelser, men forbedret for hvert øjeblink, og man siger, jeg ligner en moder.

Udtalelsen rinder ud, og jeg må spole barndommen tilbage, og der siger man, at jeg er elendig til at sige farvel, runde af og komme videre. Videre må jeg, om søen, omgå kbh, og for at fælde min hang til nostalgi lægger jeg en mønt i glasset med mønter fra hele verden: mønter, der ikke kan bruges til andet, end at se forsømte ud, hver gang jeg forglemmer endelsen på et ord. Man ved ikke hvor mønterne hører til, og finder man ud af det, vil man se, at man kom for sent, at planen har ændret sig, at systemet ikke kan betros opsparinger. Offergaver ejet uden vinding og afgivet med en ædel stolthed, lader jeg falde i det gennemsigtige glas på en stenet vej, og det kan jeg lære noget af, siger fællestungen, jeg kan lære at tale ud, lære at hverdag kommer før fest, føde før fødsel, og at hverdagens rette retning, hvis en sådan findes, kræver ofre, og her må jeg ikke sige “sånn”, men så-dan, for at hovedstaden ikke skal komme væk fra sig selv, som den står der måbende efter min kærlighedsløse omkalfatring af dens overforbrug af indbyggere. Nøjagtige rutebeskrivelser, så uret kan slå efter min tilrettelagte ydmyghed. Min viljekraft finder sig i den umisforståelige enighed, i et eneste sprog, der kun kan trække to efter sig, aldrig flere, for det ville kræve undertrykkelse og underkastelse, og det er ikke den slags ofre, der får en til at huske vejen til udsigten.

Man er efter et langt arbejdsliv endnu ikke oppe ved det eftertragtede sigte på bjergets top, man pruster belærende, og jeg indstiller mine spørgsmål, og således svinder N, det forkortes, det hører sig selv udtale sig selv som noget andet end sig selv, som en sløvende kliche. Det forstærker først spændingen, at niveauet sænkes, for det betyder en ny æra, et tvunget sideskifte, men snart bliver indtjeningen ligegyldig. Universitetet åbner sluserne for massen uden en dyd at ane fra bjergets fod; og fra en bytilklistret sø i kbh kan man end ikke lure kilden til alle de regler, ikke engang fra bjergets absolutte udsigtspunkt foresvæver andet end dunkle uklarheder, når han og jeg slår op og lærer latin. Planlægningen udvides, så når det, der planlægges skal være, er det ikke til stede, som andet end en ny planlægning og sådan forløber menneskekreerede designs i krogede deforme åer på bjergets by, ind og ud af sig selv og tørrer ud længe før, planerne kan blive til andet end flere af slagsen; en stentrappe, der hverken kan bære op eller ned, og mens man diskuterer, hvis skylden er, at intet nogensinde bliver stående, tørrer de velmente design hele byøkonomier ind, så man ikke længere kan bruge sin valuta, alt det, der før var bevidsthed og oplysning knaser nu under indbyggernes fødder. Nostalgiske toner fra et orkester, vi sætter det på som et plaster på forholdets hul, så vi ikke oversvømmes af sorger.

Og selv der, hvor samtalen har formået, at forfine tolerancen helt uden økonomisk motivation, er vejene ikke fredet for sælgere. En sælger viser mig sine tings priser helt uden beregning, bjergpriser, og nu skylder jeg hende noget, siger hun på fremmedsprog, men jeg har hverken accepten af mig selv eller accepten af, at man bør acceptere sig selv, for at kunne være til stede, og jeg har slet ikke fremmedes ord for det. Mit offer bliver udenfor min kontrol, som når en myg sluger det blod, der nu engang er under den hud, hvorpå den instinktivt sætter sig. Betalingen, mit offer, falder så vægtigt som melankolien selv fra mine bævende hænder: fjernhedsdråber flygter fra min pung, distance og intimitet vævet sammen i en historie om det mislykkede i kærlighedeN; den styrer sig selv og jeg står ved siden af og håber, at hun kan se værdien og meningen. Men sælgerens vej må straks skilles fra min, da de små ofrede perler flyder over i en forlegenhed, en menneskelig skamfuld ingrediens, hun, koste hvad det vil, undslår sig, for at den ikke skal overtage hele smagen.

I bjergstiernes blandingssprog nærmer vi os udsigten til stilheden. Stilheden er et generøst skød, der lader de villige samtaler udgå fra sig, men som også ventetid kan den både trælle eller pirre sine underlagte. Stilheden er kun en kærlig vogter for dem, den nyfødte luft støver sjælen af på, og det foregår kun på afstand af den stejle trafik; den jeg igen mases op ad endnu engang med lydlige bølger mod mit gennemblæste ansigt. Lydbølger fra et grådigt hav, der før eller senere overtager kloden; en fare, der bekender sig sagte i skønhedens, udsigtens, fylde, ikke det forløsende uden det spottende, siger man. Råber man til ham, der holder de standardiserede svar, i den hule, angeren har fristet ham til at gå i skjul i, svarer han med ideen om forældreskab er dybt plantet i udholdenhed, og jeg indser, at jeg allerede står på bjerget som en endnu ufalden. Min vandren tier, for at jeg ikke skal rammes af mere meningsløshed, men jeg kan også stå et andet sted, opdager jeg, jeg kan få bjergene til at stå andre steder, med guitarspil, med beslutningskraft, med ophævelse af skæbnens rygsøjle: min egen frygt. Kunne vi bare lade kroppene ligge oven på hinanden, ønsker jeg, ublufærdige og levende, indtil ånden har fået nok til at kunne slutte de absurde henvendelser, så ordene kan få deres slutninger frem. Jo, siger man, men til noget andet, end det jeg efterspørger: jeg anerkendes i et væk, men for noget andet, end det, jeg er.

Hvor vejen ender afgøres af en kulturting: af et glas med alverdens beslutninger, en ophobning af klirrende selvdyst, og kan ikke memoreres til næste bjergsti, bare noteres på et papir i en bog om forfølgelse af dødsudsættelse eller accept af dødens komme. Begge dele er patetiske, de ligner ikke noget; varsler kun en fugleunge, der drejer hovedet efter mad, siger man, om mine kragetæer. Vrag eller lad være, bestemmer jeg med magt; vores eneste omstridte ressource på en formålsforladt klode, men jeg må have forslugt mig i endelser, for misforståelsen søger ly i det entydige sprog, og hverken han eller jeg tilbyder at køre den hjem, det er nat, siger vi, så nuet får stjerner i øjnene, fordi nogen endelig bemærker det. Bjergnatten betager os: “En god parfume du har på i dag”, og min selvglæde over at være en, man kan adskille fra andre dufte, sender de rare ord tilbage, så der er nok til alle, men jeg komplimenterer mest for at trække tidspunktet ud. Dette bløde veltempererede hus, hvor alle omkringliggende veje ignoreres, og hvor skålen er hædersgæst, spærrer min død inde sammen med flokkens enighed og det utilsigtede fald får tildelt rettigheder, såvel som alle andre. Vi er uforudsigelige, og i beruselsen accepteres skæbnens uvisse inderside, og så er det lige meget at natten langsomt presser sig ned over os med tavshed om retningen, for i morgen inviterer møntglasset igen mine ofre; værdiløse som de er for magtforbruget.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

JEG SKRIGER EFTER EN OMVEJ

6. April 2014 af Maria Guldager

Som forfatter må man skrive sig ind i en tradition

Som forfatter må man skrive sig ind på et hotel

Som forfatter må man tjekke ind med sin kritik

Som forfatter må man tjekke ind med sin bagage

Som forfatter må man ikke flyve let hen over historiens idoler og komplet ignorere disses fodspor, for så er man slet ikke forfatter, men en vagabond, der nok har udgivet sig vidt omkring på den ganske klode i egne udtrådte levesko, men hvad kan han? Ikke huske, ikke blive. Ikke læses, ikke bo. Den, fra de lærde løsrevne, lyser med sin naive eller erfarne menneskelighed op, og hvem tør se et menneske, endsige adskillige mennesker, i det kolde skær, som kun findes løsrevet fra alle undskyldende historiske skygger; nej, man vover sig ikke ud af litteraturens mulm, men glider ind i en dennesidig hvile, under et videnåg fra hvor man offentligt stønner rim: i vagabonden er der kim- vi drikker noget vin- som første og sidste trin- om man ikke magter sin- lalalala lærde lim.

Krystalkuglen fra fortiden blænder menneskets forståelser som et sjippetov, man ikke ænser roterende i hænderne, mens der springes over, spring over, spring over. Hent det hjem, der allerede er blevet sagt, og sig det igen og igen til det sætter sig som en krans om oplysningens skikkelse. Sveden rasler ned foran øjnene, der ikke kan se bagom arbejdet, det arbejde, han af lynne trællet af en kultur må gøre til sin valfart. Med hjem i flyet til vores tidszone har den, for hvem fly og offentlighed er beskåret, porøs viden fra andre tider uden vagabondens mider, og sådan kultiverer den lønsommes bedrift læserne op og ned af supermarkedernes forstandige boggange. Fx forfatterstilen, der minder om en appelsin, men er en anelse større, lidt mere bitter i det og noget sejere i kødet, end standardformen. Den frugt er både genkendelig og moden, siger læserne, og skifter deres hoved ud med kronen.

Den omstrejfende, hvis destination er en vej ud af sig selv, kropsprænges af en indvendig vældig latter, når han ser de lærde kalde det i så mange forholdemåder indespærrede for objektivitet. Tag kronen af og se, siger den, fra al sveden kultur løsrevne, l y s e t b o r i d i g. Den iturevne vælter rundt i veletablerede samfund som den skrivende, den rivende, den der skriver stykker, river i stykker, er i stykker, who caaaaaaaaares, yes who really cares a lot, flot flot flot. Se op til mig, og tal mig ned med upassende tilnærmelser, termer, sværmer, undvær-mig, chok chok chok.

Kald mig en afbrydelse, hvis du vil, ja kald mig hen til opmærksomheden for at vælge mig fra igen. Afbrydelsen er en omorganisering af tid, et valg om stoppe op, bare for at stå der, uden at blive set, uden at fordærves af det menneskelige behov som opsluger mennesket, der ikke kan se en vej ud af sig selv, og derfor slet ikke sig selv, højst gennem forsømmelser; alle de sider med ord, der ikke røber hvor det er, eller hvordan det forlader stedet igen. En hyldest til det ufærdige:

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »