En dag vil du forstå tidens gang

25. May 2014 af Maria Guldager

Og så vil du indse at du aldrig kendte ham

aldrig spurgte ham

om noget vigtigt, og så vil du indse at det er for sent

at lære ham at kende

og få vigtige svar

på hvem han er

og hvorfor han er det

i en skønsom blanding.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Før er

22. May 2014 af Maria Guldager

Dine opbrugte år har samlet sig til en rynke

der peger op mod hårgrænsen

næsen overtager, hvor den dybe revne imellem øjnene

slipper

intenst har du levet, som det blik

du har sat dig for at give mig

når jeg chikanerer dig

og glemmer

at du er nogen

er her nogen

du bruger dit blik til at åbne et rum

en oplukker

ubevidstheden samler kapslerne op

så du kan dedikere din opmærksomhed til det

der strømmer

ud af det frie udsyn

En stemme fra fortiden ser sig for

i et flydende tidsbegreb

er jeg her

for sent

jeg må smide mig ned

for at blive set

for bare træer

——————-

Det var lykken, at ingen så os gå ud af rummet

vi forelskede os i aleneheden

ingen så os forlade virkeligheden

vi slentrede alene rundt i fantasierne

Han kunne rumme hvad

end nu

og jeg passede ned i hvad

det måtte være

Unødvendigt at nævne måske, men der var ingen sure miner

Lykken bestod i fraværet

af irritationen, vreden, angeren, snæversynet

Hans nænsomme læber trak mig igennem

nåleøjet

han kaldte min hengivenhed for henrivenhed og

i det hele taget morede vi os

med at bygge huse og børn

men så starter en uudslukkelig ild i mig

heden æsker til raseri

jeg slipper mig selv

og svinger ord ud i stanken fra hans blod

HANS BLOD???

Det er over hele huset, over hele hans personlighed

lugten har trængt sig ind

på min fortælling om lykken

hold det dog inde, dreng

hold det fra min dør, mand

hold dig ikke tilbage, supermand

Supermand kunne rumme

uvirkeligt meget

bare sige: ja dejlig, det er du

og den slags

når jeg opløstes

smuldredes og smeltedes

ned i dejen

som kvinder nu engang gør

før de bages til mangeproducerede sukkersmåkager

Hans vilde blod størkner

historiens løb

før jeg når at handle

ind

han erklærer, at han ikke længere kan

tåle, når tallerknerne

rammer ham

Opsvulmede tunger spyttes ud

rammende taler vi

eller hvem nu end

der var til stede dengang og som stadig er med

Min funktion er en kvinde

med bukserne nede

hos svigefulde drømme

under min seng

—————————-

Den gloende voks gør mig himmelsyg

Fra nu af må du kun kalde mig stjerne,

siger jeg, og forlader ham for evigt

en disput for meget

og vi er alene

i det rumløse, troede jeg,

men jeg kan ikke gå; hvordan er det sket, at jeg ikke kan flytte mig?

Du flyttede jo ind med mig, siger han tavst fra sin skrivebordsstol

Sagde du noget?

Nej

Er jeg flyttet ind ved dig, siger du?

Her bor vi

I virkeligheden?

Ja, her i supernuet, hvor tallerknerne kan flyve og huden

kan lække

——————–

Fremtiden er så rød, mor

Denne morgen er rød, og jeg har været her før, i dit hjertes kø, i din projekterede statuette

Du lader dig ofte bevæge til tårer

Men jeg kan ikke få dig til at rykke

kablerne over, bare en enkelt dag

De gled ud af dig, tonerne i mit dna, tonerne gled ud

af mit repertoire

og nu er stemmerne hæse

af den tavse krigsførelse

Morgenens komme er dagens permanens

dine opskrifter følger du nøje

hver petit ingrediens tilberedes for sig

en helhed åbner gabet

og rækker klangbund til sig

vi mæsker i os indtil lægerne selv henvender sig

den sublime smagsoplevelse forgår

men bliver imod alle anbefalinger siddende

til bords

en konvention

der ikke vil gå væk

selv når den er blevet gået

——————————————–

Situationen er ikke den samme

men har været her før

ligesom jeg

jeg har gjort nøjagtig det samme:

jeg har ventet for længe

jeg har fortrudt for længe

jeg har ladet mig selv slippe med skrækken

jeg har afholdt mig fra

Lykken ved at gå ind af den dør

Transpositionen

Udleveringen

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mor, se, mor, se en snegl!

16. May 2014 af Maria Guldager

Og hvad bedre er end solen på legepladsen:

min mor, der står og kigger på mig

og min leg og det jeg kan og det jeg finder på

hun vil ikke være med

ikke længere, det er en grænse

men hun ser og hører

min sang på gyngen, åh jeg gynger i vilden sky op til den syvende himmel

kom bare mariehøns, små spurve, sindrige edderkoppevæv i mønstre jeg kan tegne

og alt det Gud ellers drysser ned over min legeplads

Min mor hviler sig på en bænk

som en håndværker fra nabolaget

har installeret til trætte voksne

og jeg mærker hvordan, jeg leger godt i hendes øjne

soler mig i modermærket

på hendes, og på min kind

og jeg vokser op i hendes øjne

men jeg vokser ud af hendes øjne

må skrige om hjælp

for jeg har regnet forkert, regning er forkert, og mine spidse ørere har skåret sig ind

i nerven

i dagligstuen

på hospitalet

Det er en fælles dagligstue

men ingen sidder der

for at se på andet end genudsendelser

jeg kommer til at slå om

men de tarvelige blikke får mig til at skifte tilbage

til sjippetovet, klik klik

afbrydelse og begyndelse

på en forelskelse, der både indskrænker og udvider

min barnlighed

jeg kan ikke bestemme

mig for om den fremmede mand er en jeg vil kende

og vokse sammen med

På en træstup står jeg og taler

foran en forsamling

det store fremmøde af usynlige fantasigæster

der sidder på græsset, lytter til mine mange råd

min mor møder en hun kender

forsamlingen tager på ekskursion til den bagerste del af legepladsområdet

det grænser op af en privat have, der har trampolin og et bamsehus

jeg stirrer ikke

jeg samler blade

det blæser og jeg får mit hår i munden

gæsterne forlader mig langsomt, jeg har været stille for længe

jeg finder en aflang beskidt sten og giver mig til at pudse den

Men så drejer min mor sit hoved

måske fordi hun kommer i tanker om mig

og hvor vigtig kærligheden er

hun holder øjnene fast til min krop

der stadig leger

men jeg skal lige ordne noget, før jeg kan overskue hende

Der er stadig sol men det har regnet tidligere

så sandkassen har det, der skal til

for at holde mig i gang

De farvede plastikspande gemmer på regnvandet

jeg docerer det og planlægger et større projekt

kanaler graves ud til små vandløb

et hus i cement formes med klappende skovle

pyntes med kviste og min fingertegning af en smiley

den sidste vandrest forvandler det sand, der har ligget i ly for regnen, til en tynd mudderdej

det kunne også være en jungle, man kunne svinge sig af sted i

så var den sorte aflange sten en krokodille

ser du mor, ser du krokodillen, er det ikke smart?

-Åh, det mener du ikke, ikke allerede på dine nye overtræksbukser!?

hun ser mig se ud som om, jeg ikke er ked af det

kritikken er min lynlÃ¥s, altid til stede, altid drilsk, altid til for “mit eget bedste”

surt show, siger jeg, fordi det ligger godt i munden, og minder mig om disney show

men det kan jo ikke være rigtigt, at hun skal rende og vaske hele tiden

PÃ¥ legepladsen er der en vippe

og en mor

små siddende hop på stedet

støder af med mudrede støvler

men mangler modvægt

- Ã…h det var alt for meget mor

alt for meget modvægt

det skal både gå op og ned

Vi skal hjem fra legepladsen, bliver der sagt

jeg gemmer mig bag et legehus, jeg er storesøsteren

og de andre sover, så jeg må være stille

- Fundet! Det er nu, inden vi bliver alt for kolde!

- Ã…h ikke endnu, ikke endnu

der er snegle under busken

og små pinde

de sjoveste pinde finder jeg

da mor siger -SÃ…!

Og så er der ikke noget at gøre

ikke mere at lege med

man må hjem

og aflevere sin mor til køkkenet

med en emhætte der suger alle mine råb

om hjælp

men sneglene i min lomme kan høre mig

for de reagerer tilbagetrækkende

og jeg begynder at føle, det er lidt ulækkert

at jeg har slimede fingre efter at have knust husene

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Pengesex

4. May 2014 af Maria Guldager

prostitution er den ultimative accept af, at penge giver adgang til alt. Selv vaginaens skvulpende kødfolder.

Værsågod, her er ejerskabet over min krop. En medfødt krop af magt sælges. På slet eller ret vis, det er lige meget. Den anden har tjent brugsretten, og i sin fantasi må den anden gerne forestille sig, hvis den anden vil, at den anden har min hele person; jeg er jo ingen andre steder end her hos den anden, i den andens seng med den andens krop, den anden HAR MIG som genstandslig kærtegnende virkelighedsformidler, som sin egen fuldkommenheds substitut, som det mægtigste magtbegærs indfrielse.

Min hengivenhed er din, hvis du fylder mine lommer, siger den nøgne krop til den nøgne betaler, der kaster sedler og atter sedler i pengeglædens fantasier.

Hengiven er den, at der slikker mine sår, hvæser udbytningen bevidstløst.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »