Formål

28. June 2014 af Maria Guldager

Kom herind til mig- vis mig hvem du er- sæt dig ved siden af mig- tal et sprog eller syng til mig- gå mig efter i sømmene- giv mig et forhold at have dig i- voks dig stor på min hulemandskost- elsk mig til døden- og gå så hjem igen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Inkognito

24. June 2014 af Maria Guldager

- Jeg tager lige dit slidte hÃ¥r her, siger den høje karamelfarvede skønhed, og sprayer et behagende stænk af parfumeret hÃ¥rlotion. Frisøren smiler til hende i spejlet, klipper i et excentrisk tempo, smiler for at behage og det gør at hun ved hun har en lidelsesfælle, behageligt, og hun beslutter sig for at sige noget hun har tænkt pÃ¥ hele tiden: Du ligner hende fra S.O.A.P, kan du huske dengang, de hittede? Det kommer ud lidt pludseligt, der er grader af hende, energiniveauet eller skal vi kalde det kækhed er forklædt som selvtillid klædt ud som mod pakket ind i interesse gennemsyret af aversion mod stilhed, uroens frosne flod hvorpÃ¥ sÃ¥ meget kan foregÃ¥ men om hvad man sÃ¥ lidt kan ane, bare glide. Frisøren ler højt (behageligt højt, behagende kunstigt) og siger at kunden ogsÃ¥ ligner Sofie Lassen-Kahlke og om hun kan huske dengang hun kom frem pÃ¥ film, den med ham fra Ã¥h du ved, og sÃ¥ siger hun: Vi havde nok været venner, hvis det var os, altsÃ¥ hvis vi var de kendte. Der blinkes og poseres til spejlet. Den ukendte men velfriserede og cremestylede kunde nikker og tager inkognito hjem og googler “gode følelser”, hvilket hun trænger til, hvilket hun opsøger ved hver given lejlighed som til sine yogahold; sessioner hvor hun ligger og kniber til det sidste, sammen, sammen bides de to vÃ¥dsidede smattende flapper, de kan høres langvejsfra nÃ¥r hun gÃ¥r uden at stramme sig op, lyden af en overproduktion af spyt er skamfuld, det er ubehageligt for slet ikke at tale om underlivets smaskende sjask af skam, spandfulde af skam, og telefonen lyser ved siden af den blÃ¥ mÃ¥tte, ingen andre ser det men hun ser det og ser afsendernavnet og ser sit snit til endelig at være i gang med noget, der gør hende ude af stand til at læse hans tekst omgÃ¥ende som en anden smaskende sjuskejas der ikke kan stramme sig lidt an for ikke bare at vælte ud til alle sider, og hun kan bagefter sige at hun lige lÃ¥ og kneb og hun kan føle hun gjorde noget godt for sig selv som han aldrig vil fÃ¥ glæde af, anstrengt men godt, det vil føles godt senere hen som yogalæreren siger, og det er slut med dem, med parret tror hun for man kan aldrig vide, om han alligevel siger noget der kan vende det hele rundt og det er sikkert sÃ¥dan noget teksten handler om, og hun trænger bare til gode følelser, og hun træner sig til gode følelser sÃ¥ de gode følelser vil vokse ud af hende som flotte planter op af velplejet jord, javel nuvel sÃ¥ velholdt og velsagt og velsagtens selvsagt som stÃ¥r det allerede pÃ¥ internettet gratis, kvit og frit og uden salær til yogalæreren og hvad sÃ¥ hvis kvinderne pÃ¥ mÃ¥tterne ikke kender hende, inkognito, de bør hilse, netop derfor hilse fordi de ikke kan se hvem hun er, sige velkommen med ansigtet, nej hele kroppen, man bør give gode følelser ud gratis og især ved døren nÃ¥r man gÃ¥r hjem efter et nærgÃ¥ende eller i hvert fald udkrængende, næsten krænkende fællesbad, et stort regnskyl nedover kønshÃ¥rsmarkerne og hvis det ikke var fordi hun selv er radmager pÃ¥ høflighedsfraser sÃ¥ havde hun initieret, inviteret sÃ¥ havde hun krævet en god tone ved selv at være et højrystet forbillede, et velholdt med rystende billede af imødekommelse, en varm smagfuld sovs man kan spejle sig i og ikke se sort kjole og grÃ¥ skjorte tilsat guldsmykker, pangfarver derimod og hun spiser en is underkroppen boret ned i puderne, mens hun føler sig som sovsen, hun spiser isen og væmmes over sig selv, er det en pude eller et lÃ¥r, hun spiser en is til for ikke at mærke væmmelsen og det sker om og om igen, forfra fra før det nogensinde er sket indtil det sker igen og før det sker det atter og pÃ¥ den mÃ¥de fÃ¥r hun aldrig hilst med hele kroppen, eller besluttet sig for at starte et sted for hun synker ned i puderne og de i hende og isene i puderne og puderne i følelserne der udstoppes og udstilles for enhver at se, gÃ¥ forbi og se og som hun sidder der i frisørstolen og ikke siger en lyd, nÃ¥r sølvpapiret hensynsløst hives ud og den kradse kur efterlader en beskadiget hovedbund over flakkende tanker om pop og skønhed og tomrummet derimellem, imellem den betalende og betalte, og puderne spiser hende som isene synker fedtet og hun synker ned i egentilværelsen pÃ¥ sit eget værelse og der genkender hun med foragt sig selv. Telefonen lyser og en hvas mandestemme svarer den, hvor har du været hele ugen?

- Jeg elsker hende som man elsker en uddannelse. Jeg kan ikke rigtig tænke udover hende, jeg bliver til igennem hvad end hun siger og gør, og nÃ¥r jeg elsker hende, er det fordi hun udgør mig, altsÃ¥ i det omfang det er muligt for to mennesker at være sÃ¥ sjæleligt forbundne, mener jeg bare, siger manden der ligger pÃ¥ læderbriksens rÃ¥hvide papirmellemværende og plirrer let med fingerspidserne pÃ¥ sin kaffekop, han holder om koppen med begge hænder. Næppe fordi han forkrænker noget herved er det alligevel hans plirrende fingre, der udløser den brillebærende og siddende mands afbrydelse: Du skal ikke bedømme dig selv, Janus. Du befinder dig som du ved i en hypnotisk tilstand og hypnose er ikke som man ser pÃ¥ fjernsyn; der er tale om et udvidet bevidsthedsrum, intet andet. Befind dig som du vil her, her skal ingen fortælle dig hvad der er ret og falsk, her er bare en mangfoldighed af emner du normalt ikke kan tilgÃ¥. Fortæl mig dem, det vil forløse dig. Janus sukker dybt, som har han hørt smøren et par gange før for kort efter at glemme den, meningen, og blive flov over hvor usammenhængende han egentlig er, for tilstanden er ham i en sand udgave, er ham i al egentlighed. Han vil lære sig selv at kende, og gennem kendskabet lære sig selv et par ting, ting der vil forbedre ham. PÃ¥ terapeutens foranledning fortsætter han: Jeg tænker pÃ¥ mine sko, pÃ¥ hvor udtjente de igennem Ã¥rene har været, jeg har smidt ud og smidt ud, men jeg bliver ved med at have udtrÃ¥dte smudsige sko, der ogsÃ¥ burde smides ud, ikke fordi de fortjener en sÃ¥ besudlende skæbne, de har lagt grund under min aktivitet, indtil jeg var segnefærdig, de har støttet min krops holdning loyalt til alle tider! – Godt, siger terapeuten, som for at anerkende at den liggende siger noget trivielt og meningsforladt. Anerkendelsen føles sÃ¥ godt, at Janus bliver noget nær overmodig: Det jeg vil have er en abort, siger han, og afventer ikke terapeutens opklarende spørgsmÃ¥l: For graviditeter dominerer, ja determinerer udfaldet af ens selve liv, jeg mÃ¥ gribe ind, hvis ikke det skal vokse videre i mig imod min vilje, og spolere bÃ¥de mit aktuelle og mit potentielle virke. Under de lukkede øjne bevæger sig to øjenæbler som læste de op: Jeg gÃ¥r rundt om en sø i mine slidte træningssko, der er nok 6 kilometer, og sÃ¥ fosser det ud af mig, der gÃ¥r simpelthen hul. Og det er det min kæreste vil lære mig, at holde sammen pÃ¥ det hele, trække musklerne eller hvordan er det hun siger det, musklerne trækker sig sammen, sÃ¥ ingen lukkes ud, ingen akavethed og umanerlige lyde for slet ikke at sige vandet, al det vand jeg sÃ¥ svært kan holde i mig siden min graviditet. Han flyder ned af briksen som vand ved tanken om kærlighed og parforhold, det flyder, det er noget for ellers kunne det ikke flyde ud, men hvad er det, han kan ikke gribe ud efter det for det ville kræve en arm ja helst ogsÃ¥ en hÃ¥nd, men alt er flod pÃ¥ det store velindrettede kontor, der netop ligner et hjem han vil bo i, for han vil indrettes af andre, han vil bo som andre har smag til, fiks og fint.

Terapeuten sniger sig om bord, det er hans hensigt at bevidsthedstilstanden holdes i skak af en guidende samtale, der dels skal befordre en vis overensstemmelse med det mulige, det virkelige: Janus, vi er så vant til fra vores arbejdsliv, at der skal foreligge produkter, når vore tankerækker er omme, men i dette forum hylder vi resultatløsheden, og du skal ikke digte en historie her, bare fortælle hvad der falder dig naturligt ind. Han er ikke i stand til at dølge sine indfald eller forstå hvad terapeuten siger, at der overhovedet er en der siger noget, han fortsætter ufortrødent: Det maleri, der lærte mig hvad ordet idyl betød, det var i 6. eller i 8. klasse og klassekammeraten, der sagde ordet idyl fik megen ros af læreren der havde taget os med på museum i anledningen af noget, jeg ikke husker, men siden har jeg husket maleriet, dette stille vand under en gylden sols lange lys, ikke et eneste menneske, bare idyl. Idyl hjælper, siger Janus, der regner med at terapeuten kender sådanne metoder til selvbeherskelse, tegnede malede orkestrerede metoder der slutter sig om sindets flod som stødhegn uden låge. Tiden er gået og manden der har hypnotiseret en mand med problemer i parforholdet eller i forhold til at være par, lægger sine briller på bordet som han går en gang rundt om, det ser ikke helt bevidst ud, inden han rækker den nu stående og fuldt bevidste mand hånden og deres højder mødes for anden gang i eftermiddag som der afregnes og aftales og afsendes, farvel og tak, og han cykler med sin forkalkede barndom hjem til kvinden, som han ikke kender alle detaljerne om, men som han hver aften ligger med på et tæppe i hendes stue over vibrationerne fra anlægget, der spiller storslåede klassikere, så de henrykkes, og sammen er deltagere i en lidenskab, der normalt spoleres af oppumpede historier, sammenhængenes forklaringer, led der danner en velkendt ring af indspiste floskler såsom barn-ung-voksen-ældre-død eller købe-bruge-købe-bruge-dø eller arbejde-hjem-arbejde-dø eller vaske-tørre-folde-dø forfladiget under et strygejern eller installere- konkurrere -placeres- slukke osv.

En dag er det som om han har elsket hende for længe. Som når en mor har frembragt et barn der af hende kræver alt, men ikke kan gengælde moderens hengivenhed.

Han føler at hun bruger tvivlen, ja misbruger tvivlen, for hun har hele tiden sagt, at hun var sikker, vildt sikker, så sikker som man overhovedet kan blive, men nu gør hendes voldsomme sikkerhed hende alligevel i tvivl: hun siger, at når man er så sikker på noget, så er det højst mærkværdigt, hvis det ikke er en fejltagelse, for sikkerhed er jo at overse visselige huller, og det forstår han trods spøgende indbildskhed men hans godmodige forståelse rækker ikke til ikke hendes tvivl, for han mener deres kærlighed er uden skrømt, og at man derfor ikke kan måle den på den sædvanlige tro-skala, der har et element af offentlighedserklæring i sig. Vi har en inderlig kærlighed og din tvivl er rettet udad, det er dit perspektiv. Det er den slags argumenter hun ikke kan hamle op med, den slags retoriske spekulationer, som hun kalder dem, som hun ikke kan modsige og som får hende til at synke græs og kaste fedtet på andre, som gør at hun får puder i halsen når hun skal tale, som gør at hun lapper hullet som på et tvivlsomt cykeldæk, og lægger sig lydefrit på et tæppe hver aften ved siden af ham, vistnok ham i hvert fald til overdøvende musik, klassikere der overdøver musikken, kendte gennembrud der bryder med tapetet og sammentrækningerne, reduktionerne der udvander og levner det rene ingenting i et parforhold eller som snare levner resterne af deres gode følelser under en kold stråle vand.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Spørgsmålet om opfattelsen af spørgsmål

17. June 2014 af Maria Guldager

En ubehagelig brise mod skulder- fordeler sig udover den ganske krop- efter et retfærdssystem jeg ikke billiger- mest til maven- lidt til hovedet og intet i fødderne- intetfølende fødder- ubehaget genopstÃ¥r- nÃ¥r jeg tænker pÃ¥ i morgen- og de spørgsmÃ¥l i morgen har til mig- og som jeg mÃ¥ske ikke kan svare pÃ¥- tanken om fraværet af svar i mig fÃ¥r væmmelige trækninger til at løbe i mit system- sprinklende vand der ikke er vand men acetone- det er retfærdigt nok- efter alt at dømme- sÃ¥ godt som jeg nu kan bedømme- nÃ¥r jeg tænker pÃ¥ i morgen- og det morgendagen mÃ¥ forberede sig pÃ¥- i de successive episoder den efter alt at dømme holder- og som denne generation er et vedblivende tema i- bare vi ikke drikker al vandet- bare vi kan betale for det rene vand- betalingen for vores selvopretholdelse er en dygtiggørelse- en lydighed imod noget ingen er helt klar til at definere- men det handler om mig og alle andre – og døden er ikke længere et emne man kan bruge til at slippe ud af forpligtelsen- de døde er ogsÃ¥ skyldige- i overforbrug og forbrydelser mod menneskeheden- voldsgerninger vi stadig forsøger at anmelde sÃ¥ en eller anden instans kan gøre noget- det handler ogsÃ¥ om ord og hvordan de ikke betyder det de skal- ord forstÃ¥r lige lidt sig selv som vi forstÃ¥r os selv- i voluminer for selv hvis vi havde tiden til at læse om Ã¥rtusinders foreteelser – tolkede vi dem i øst og vest- den mest muskuløse tolkning ville overleve og vi andre ville eksistere for at tjene den tolknings udbredelse- meningen er et fraskrevet afsnit- i en fortælling vi tvinges til at spise af for at fÃ¥ indgang – men i morgen fÃ¥r jeg nogle spørgsmÃ¥l til hvilke der findes klare svar- pÃ¥ hvilke jeg bør svare fyldestgørende- meningsfuld næsten- jeg skal sige det der er blevet sagt om den sag- jeg skal ikke bare huske svaret- jeg skal reflektere højlydt indenfor en kendt ramme- jeg kende ramme- KENDE rammen- og indenfor den bevise at jeg har ændret mig- drukket en flaske med viden som jeg nu er beruset af- fuldemandssnak- og det handler om ikke at fÃ¥ tømmermænd for tidligt- hvis refleksionen ikke smager mig længere er jeg bare et tygget stykke gummi- man kan udvide mig i kilometervis- og stadig ved et klik med tungen samle mig til en klump- sÃ¥ har institutionen og de formelle strukturere korrumperet mit friske sind- sÃ¥ har hædersbevis vundet over dyderne- sÃ¥ har jeg kæmpet for modstanderens værdier- og ingen kan vide sig sikker pÃ¥ drikkevandets kvalitet længere- hvem ved om hønen er opvokset i møg- hvis jeg i morgen forspilder min chance for integritet- et slag imod min tillid til mig selv fÃ¥r mig ned at ligge- for hvilken del af mig selv kan jeg overhovedet forsvare at stole pÃ¥- det er bare et spørgsmÃ¥l om at begrunde- og jeg ved der er værre ting end at begrunde- langt værre- jeg ved at spørgsmÃ¥let om i morgen ikke er sÃ¥ vigtigt endda- ikke i døden- men at det sÃ¥dan set er meget vigtigt- i livet- af grunde jeg allerede synes jeg har skrevet- min villen er pÃ¥ plads- men hvilken plads- ikke en nedarvet- jeg kan ikke svare for historien- og den historie jeg selv kan plastre mig sammen med giver ikke plads ved bordet- jeg skal sætte mig ved siden af de forgange begivenheder- der er en rækkefølge- en kontinuitet der samler os til forstÃ¥elige brikker-  forstÃ¥r jeg slet ikke underordnelsens outcome?- er ubehaget i min skulder min egen ugidelige tungnemme jammerlighed?- eller en udstrækning af noget mindre- af en koncentreret mÃ¥de- at opfatte svarenes spørgsmÃ¥l pÃ¥? NÃ¥r det kommer til stykket er der jo intet bedre end nÃ¥r dygtiggjorte mennesker ser det sin tid værd – at stille mig spørgsmÃ¥l.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den skønneste orden

10. June 2014 af Maria Guldager

Noget summer i mit hoved

et dyr sikkert

et menneske, måske

det ville ikke være så sært, hvis der var et summende medmenneske i mit hoved

det ville forklare pladsmanglen

og de ukontrollable tanker

følelsen af at være under kontrol

når jeg er helt alene

Jeg ser en film: en kvinde skal til at sove

jeg ser en søvn: en kvinde bliver filmet

hun er nøgen

sengens mark og hendes blik gør sovesituationen øm

hun er en sårbar kvinde, skrøbelig måske, fin i alle fald, en kvinde

med et filmende kamera tæt på sig, først ben, baller, ryg og så et closeup

af hendes tanker

hun forestiller sig nok at der ingen er, eller at hun jo er en rolle, en anden, en ikke sårbar

det kaldes filmiske illusioner

og kan både gøre hende bredere, finere og mere udødelig end hun er

det er nok derfor hun græder i filmen

har hun selv besluttet at tage de roller, hvor hun skal græde? Har nogen besluttet det hen over hovedet på hende?

hun forestiller sig grunde til at græde

og så græder hun pinen ud

og bagefter sover hun ikke, som jeg tror, når jeg ser hendes lukkede øjne og afslappede krop lige før sceneskiftet

hun står op og føler sig afklaret, hun føler sig forvisset, hun føler at rollen skal sove nu og hun være vågen

hun står op og tager sig ud som sig selv, uden gråd, uden grunde til at være ked af det

hun forestiller sig andres grunde til at være ked af det

hun bliver ked af det, fordi hun lige nu ikke kan forestille sig andre end sig selv

husk tøjet, råber sminkøren efter hende

tak, siger hun, og lader som om hun er med i en film

så det ikke er pinligt at være nøgen offentligt.

Vi sidder i et teater; det de laver på scenen kaldes også teater og vi ser på dem, karaktererne,

og får fornemmelsen af, at der findes andre mennesker end os

med hverdage i, med mad i, med en endnu ukendt fremtid i

vi kommer hjem overvældede, indignerede, endog inspirerede

vi forsøger vi at koordinere vore bevægelser som vi har set det fra tilskuerpladserne

han hælder op, jeg holder glasset frem

han siger stop, jeg taber glasset

vi må kunne gøre det bedre

koordinere vore bevægelser så der bliver et os, en fortælling

som når han koordinerer sine bevægelser i bilen, og der bliver en kørsel ud af virksomheden

vi prøver igen

spiller et teater i vores seng

men jeg spilder mælken og meningen, det var ikke min mening

det er ikke din skyld, skynder jeg mig at sige, inden nogen ser vores stykke

vi laver det bare om, tænk ikke på det, jeg beklager, jeg har gjort dig så nervøs

den skrattende lyd af min undskyldning skærper vore sanser/paranoia

ser de os? taler de om os? hvad mener de om os? forstår de vores betydning? Nerver.

Du bliver så glad når jeg hilser

som kun en lille mus kan blive det

var du ikke så lille som en mus

ville du måske aldrig blive ænset

din glæde er stor som en elefant

du bevæger dig imellem to meget slidte dyreanalogier, musen og elefanten

og i det spænd kender jeg mig selv

nok til at vide at jeg bør hilse

og endda logre.

I dag har jeg ikke spist noget, ikke noget substantielt

men jeg har heller ikke udrettet noget substantielt

min fætter sagde engang, en af de få gange vi har talt sammen sagde han, at det hang sammen

forholdet mellem det man udretter på en dag og det man behøver at spise

alle andre har afvist det

dem jeg har turdet spørge, og det er op til flere, heraf mindst en kostekspert

men jeg tror han har ret, min fætter,

så i dag laver jeg ingenting og spiser ingenting

så går regnskabet op og jeg kan glemme min tunge samvittighed

i bussen eller i supermarkedet eller på arbejdet, så længe det er et sted

ingen finder den, og gætter på at det er min.

Et udseende der altid er blevet passet godt på, passerer mig

jeg rejser mig og ser godt efter

der er en fyldig udgave af mig og der er en ranglet udgave af mig

jeg ser personlighedskramperne danse, ikke rytmisk, det kan man ikke sige, ser dem krampe

fra et vindue i din fortid

ser jeg tilstanden lige før et udbrud: fred

en krop uden rynker, løs hud og andre alderdomstegn

du ligger harmonisk på kærlighedens skulder

og bøvser af, du får det værste ud, du ligger og er ny, uspoleret, upoleret

du ligger i en sofa, for lang til at støtte fødderne på den, du ligger så harmonisk

at man leder efter de stiplede linjer rundt om dig

men den er god nok, du er skønheden selv

din kønne krop presses senere som hvidløg

du mindskes men forstærker smagen af en anden

gift dig aldrig, sagde jeg ellers

jeg rejser mig og husker ikke om jeg nogensinde har sat mig

for de larmende smukke udseender får det hele til at snurre

verden, pengene, venligheden

for øjnene af min sentimentalitet.

Hvad skulle det være? Kunne jeg gå jorden rundt i enhvers påberåbelse af min skønhed?

det har vi ikke her

desværre

ja des værre endnu

er at jeg intet begærer fra din forretning

end ikke kærligheden?

nå den her?

ja den kommer i 12 farver

sæsonens farver?

præcis, du ved vist om hvad du taler

jeg vil have kærligheden som det eneste, det eneste, hører du? Byd mig aldrig andet!

jeg ser, men i hvilken farve skal den være? Nummer 4 er den jeg selv går med, min favorit

jeg må skuffe dig, ekspeder en anden, I har ingen kærlighed til randområdet og det er den eneste, jeg mangler.

I min familie taler vi aldrig

om andet end hvornår vi skal ses næste gang

man hilser, stiller skoene, sætter sig og finder kalenderen frem

vi når aldrig at spise maden, jeg er holdt op med at lave mad til familien, vi spiser ikke

den ældste kan ingen dage de næste par måneder, jo tre dage

men der kan den yngste ikke

hvad så med, siger forældrene, og foreslår datoer, den ældste for længst har afvist

et par timer inde kommer hårdknuden

det er her, vi næsten ser på hinanden

der er kun en gammel, nærmest antik, kalender imellem os, før blikket rammer de andre

grusomheder vælter ud, så støvede de er, tiderne imellem os,

hvorfor skal vi andre tage hensyn til dig hver eneste gang? Støv

det er det samme, hver eneste gang, siger de

og jeg siger, at jeg jo også har inviteret de samme

familien klukker

lidt mindre end jeg havde haft til hensigt, skuffelse

hvorhenne næste gang?

det kan ikke blive hos den ældste eller den yngste

og slet ikke forældrene i de weekender, I er for sent ude

der er optaget alle dage

ja så skulle det selvfølgelig være. . .

ikke tale om, der kan jeg ikke, det er udelukket

i glimt føler vi

at det er uden ende

men så er besøget forbi, vi når ikke mere, vi skal ting hver for sig

kalenderen lukkes, skoene kommer på, farveller, vi ses

ja vi ses, det gør vi vel, snart igen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Om planlægning

5. June 2014 af Maria Guldager

Hvis hun kunne overføre sin betydning til noget, så hun fik dobbeltmening, skulle det være et land; et kreativt land, der leder efter sandheden og imens byder enhver, fremmed såvel som kendt, venlighed og håndsrækning. Dobbelte betydninger? Han er mere optaget af byen, end af den fremtid hun vil undgå ved at elske på en særlig måde lige nu, af det liv han ser i gaderne er han optaget, hundene, hvilken race, de strejfer omkring på strandpromenaden, mon de samles et sted og hyler om natten; konsistensen i maden optager ham, æstetikken i arkitekturen, i litteraturen; den bog jeg er ved at læse, siger han, som så ofte mens hun suger hans ånd ind af sine næsebor, handler om en soldat på Bornholm. Det er en enkelt historie, den morer ham, kan hun høre, og forfatteren er enestående, intet mindre end fænomenal! Hun smiler og nikker og forsøger at interessere sig. For noget andet end ham, og deres fremtid; forventningskraften kan ikke styre sig selv, hun ser sig ældes, hun ser dem lykkes, hun ser det for sig, indtil hun bliver blind. Det sker uforvarende, han har netop rost en anden stor forfatter, de må haste til hospitalet, taxi, hvorledes kan det ske, han undersøger hende på bilsædet betrukken med karamelfarvet læder, at det hele bare går i sort, som udtrykket lyder, med et fingerknips? Han kan kun se mørke, man kan måske tage det ud, hvis man ved noget om det, han ved ikke noget om det. De må vente længe på lægen, som viser sig at have hvidløgsånde og spørge længe ind, helt ind, men så langt inde er det sorte, sorte sætninger, sort viden, uigennemskuelighedens kerne: et selv, der ikke ved af sig selv, fordi dets plads er et ikke-sted, kun bundet til stadig forandring, selvet er først sig selv på den anden side af et helt liv, men hvad nytter det i en undersøgelse, manglen på fortilfælde synes at tirre lægen, den brede kvinde uden den store højde, hun har glattet skulderlangt hår, der dufter af hospitalssæbe, hun bliver ved med spørgsmål, med hvidløg, med sprit og tikkende tastelyde mod en ældre computer, der må være en forklaring på din blindhed, insisterer hun! Hvis der er, har jeg den ikke, siger den forblændede patient om sig selv, og trækker i blinde på skuldrene med en så selvberoende holdning, at hendes kæreste bliver til sten, han kan pludseligt ikke rokke sig ud af stedet, men det er altså helt almindeligt, siger lægen, de fleste mænd reagerer sådan.

Drømmerierne tages fra hende som et tungt opslagsværk, det ikke kan nytte noget at slæbe rundt på, når man er blind. Hun slår sin kæreste i mindre stykker, så han kan være i hendes rygsæk, den vejer tungt på de magre skulde, men hvert et skridt tæller, hun kan ikke se vejen, men høre gang, tidens og hendes og verdens; på apoteket leder hun febrilsk efter farmaceuten, havde hun dog haft en hel mand, bander hun og  tænker på hvor ofte hun førhen så barnlighedens selvbevidsthed i sine børns øjne; selv børn ved at de har en udløbsdato, at legen ikke kan blive ved, at de skal vokse, undergå og forgå, blive til det rene ingenting i voksendommen; barndommen ved at den ikke kan blive hængende, alligevel hænger den ud og napper indimellem en grandvoksen mand, der burde være på vej til et helt andet sted.

———————————————————————————————————————————————————————-

Hun iagttager hans bryn, det ligner at hans toneleje hejser dem med op og ned, disse buskede totter der gør hans ansigt pjusket nok til at ligne en mands; han tier pludseligt eller måske er det ikke pludseligt, hvad var det sidste, han sagde? Et årstal, måske 1669; hun farer vild i hans historie, det er et mønster, der gentager sig, helt af sig selv, det er hverken er ham eller hende, det er et mønster, et år efter det andet, koncentration der stjæles af år, der stivner i fotografier af folk ingen kan genkende, hovedet, hvor er det, år efter år udgør mønsteret en drilsk diabolsk leg ingen vil vedkendes; mønsteret er hans tale og talens stop, hendes lytning og lytningens stop. Hun reagerer på fraværet af hans tale som var den selv et udtryk for noget, som var stilfærdigheden et spørgsmål om at være god nok til noget, er jeg ikke god nok til at lytte eftersom jeg intet hører?

Han afviser hendes klynkeri, og siger, at de da godt kan tale, de kan for eksempel tale om hvorfor hun aldrig skriver noget om glæde, om lykkelig kærlighed, ja om ham, om deres kærlighed, om det at være lykkelig?

Stilheden i frigear.

Hvis han vidste

Hvis han var klar over

Hvis han dog kendte godheden

- magtesløsheden ved at sidde som en fregne på et land, der opfører sig dumt, fordi landets vaner har overtaget selv dets nytænkning, et dumt land med maskingevær og forbud, med mindreværd og traumer, med krav om befolkningsdumhed; en mikroskopisk fregne er mit nøgne blik knap nok, jeg er bare i live i en bus på en smal og stejl bjergsti, mit åndedrag kan jeg forsøgsvis styre, det er det, jeg kan, resten er en uudgrundelighed dumhed, der ikke lader sig fælde-

ville han ikke spørge sådan.

Nu kan jeg slet ikke komme ud af den: stilheden.

Karakteren har skiftet og hun eller jeg sidder fast med en blokering i struben; før kunne hun vælge at irritere roen med sin stemme, men ikke længere; før var hun manden, der bar på det usagte: at kvinden kunne gøre arbejdet langt bedre end han, hvis hun, i stedet for han, blev sat til det. Derfor måtte jeg undertrykkes, derfor måtte han hævdes. Nu hvor rollerne er vendt på hovedet, nu hvor stilheden demaskerer magten, kan jeg bare se til at hele byer går nedenom og hjem, fordi folk flygter fra stilhedens bombarderende arbejdsløshed.

Hvis hun havde kunnet tale, ville jeg sige, at teksterne ikke handler om ham, fordi hun handler om ham; jeg handler om dig, ville hun sige, og hun siger det så rungende højt indeni sig selv, hun ser op. Han har allerede glemt sit drilske spørgsmål, han taler om havets skum, de lytter til bølgerne, mærker stilfærdigheden og sandet mellem deres bare tæer, mens de læser i hver sin bog, ryggene hvilende på et stort uldent tæppe, der ikke egner sig til strand, men som gør det godt taget i betragtning; harmonisk, tror han, og siger: jeg er begyndt virkelig at forestille mig (vores bryllup? Som jeg afslørede i går tænker jeg så ofte på vores bryllupsfest, altså en dag, ude i fremtiden, mener hun og tænker, som jeg altid har tænkt, jeg behersker sjældent mit åndedrag, på et kæmpe gilde, der oser af morskab, af vitalitet, af inderlighed og vigtigst: et glimt af fremtiden i bestemt form ental, for når enden er god, som man siger; enden, festen, hun og ham, der lykkedes, denne gang) hvordan folk lever i denne by, hvad de taler om på deres voldsomme modersmål. Hun lytter, eller også er hun stoppet, men hun forstår godheden ved ham. I at være i livet på hans måde; uprætentiøs og seende. Jeg tager ordet på samme måde som man tager en løsnet rokketand ud: Hvor har du ret.

Vinden blæser misforståelserne videre, går på omgang, ligesom flasker, kønsroller, job og fertilitet.

————————————————————————————————————————————————————————-

Det er dem, der gennemtænker, konstruerer skæbnen og garderer sig imod tilfældet, og dem, der former tilfældet i deres billede. Hvem er du? spørger han, som er jeg allerede en; hvorfor kan han ikke spørge, hvad jeg gerne vil være eller hvem jeg håber på at blive?

Det eneste jeg kan skrive på mit CV er ufærdigheder. Undertiden forsøger jeg at hive målstregen nærmere, men han har opdaget det om mig nu. Gennem det uklare, ustabile og utilregnelige glas imellem os.

Jeg siger også gode ting om mig selv: sådan er kvinder, og sådan er vi jo nogle, der er mere forudseende end andre. Men det vækker afsmag i min egen hals, at overfladiske hæld skal komme op fra mit dyb. Generaliseringer, en lasagne jeg kalder min for dens forudgivne ingredienser, skønt de var mange, unikke sammensætninger, dækker over mangeartede og svagelige tænkere, for blikket er deres detaljer identiske; dinglende kroppe, der når som helst kan ryge af i svinget, tidens sving, den hast hvormed lidenskaben flugter. Den fart kun kedsomheden, den aldeles, kan unddrage sig.

Jeg prøver at komme frem til det, jeg vil sige, til der hvor jeg skal være; læner mig forover, ryger ind i hans ansigt, bryder ind i hans ansigt, vælter mig rundt indeni hans ansigt, åbner hans øjne, med min forstørrelse, når de lukker sig, lukker hans øjne når de stirrer, så jeg ikke ser gråzonen i hans gengældte blik, det ubestemmelige, ujævne jord; når jeg bryder med hans virkelighedsbillede, nethindebillede, bliver grå til hvid: hvidt røg, en overgivelse af måden at se på.

Han rykker et skridt tilbage fra mig, han vil til at videre fra hvem jeg er, jeg lader som om, jeg ikke fornemmer det. Holder ved med mine farvede negle mod hans nystrøgne skjorte, og håber han om et par sekunder til vil gengælde mit alvorsknus, som jeg træder et skridt mod ham, fastholdende i vores aftalte kærlighed. Han bliver stående, trofast, men han kærtegner ikke i cirkler på min ryg som han plejer, han bliver stående, fordi han føler han ikke kan være andet bekendt.

Det kan han heller ikke. Det var ham, der ville.

I sin tid.

———————————————————————————————————————————————————————–

Jeg fÃ¥r tændt for tv’et ligesom Godmorgen Danmark skal til at teste solcremer. Materialisten har ingen priser med, selvom det nærmest kun er prisen, der optager journalisten. DÃ¥rligt planlagt, tænker jeg, og tænker sÃ¥ pÃ¥ hvordan Hayek er imod planlægning, fordi menneskets kapacitet hertil er for lille. Min mor smadrer et glas pÃ¥ badeværelset. Imod forventningen. At der skal stÃ¥ vinglas pÃ¥ et lokum, kan min mor ikke begribe. Et eneste glas har fordelt sig over hele badeværelset og en smule er røget under døren indtil soveværelset. Flere tusinde stykker. Vi opfører os som var skÃ¥rene giftige krybdyr. Vi er under belejring og skal passe pÃ¥ ikke at tirre dem. De kan forvolde stor skade, fysisk, blod væltende ud fra oprevet hud. Bare et mikroskopisk skÃ¥r kan flænse hælen Ã¥ben for sygdomme. Vi fejer troligt op, hjælpsomme. Selv hvis jeg ikke holder frustrationen i mig vil jeg dog ikke gÃ¥ i tusind stykker, som visse sange ellers kan forlede en til at tro- næh mennesket kan miste en legemsdel eller miste den rigtige følelse i legemet, men er ikke lavet af glas og kan ikke bare kaste sig mod et badeværelsesgulv og splintre. Det vil i hvert fald ikke ende i samme krigeriske invasion som nu pÃ¥ dette dødbringende gulv, hvis vi lader menneskekroppen falde. Højst lidt flænger, slaget vil give afskrabninger, eventuelt død, men det er jo intet i forhold til den trussel disse tusinde glasskÃ¥r udgør.

Bagefter føler jeg, at jeg har skår flere steder på kroppen. De skal bare væk, verfes væk, giftige edderkopper, jeg kender arten, jeg ved hvad de bringer med sig af sygelige tilstande.

Om aftenen inden jeg skal sove føles det som om, jeg har skår i mavesækken; de skærer mod undersiden og får mig til at ønske at jeg kunne leve uden nogensinde at fordøje. Kæresten tror det er i overført betydning- jeg kommer til at tænke på hvor mange overførte betydninger, der kan være i et glas. Jeg er ingen elefant, siger han, og jeg synes, det er sødt, at han for engang skyld forsøger at tale mit sprog. Rødvinsdød, siger jeg, og glasblod, men så holder jeg, for kæresten er et andet sted, et helt andet sted.

For det meste taler jeg i overførte betydninger, men hvor præcis min tale fører hen, er op til den, der hører efter; efter som det arbejde, skiftehold, der sætter tænderne i, når kødet er tilberedt. Derfor kommer jeg ofte ikke så langt. Som regel strander jeg i omegn af noget meget konkret og momentant, et udmærket måltid og en diskussion om hvem der mon har fundet på at man skal betale med sit liv, for at holde sig i live, for at blive mæt, mens jeg egentlig hellere så at enkelte sætninger som: Nu skal jeg til møde, kunne betyde noget mere; møder der mødes. De er planlagte enheder i modsætning til møder, der hele tiden finder sted mellem kærestens skægstubbe og min fine hagehud, fødder og gade, cykelsadel og baller, mellem tilværelsen og mine tanker. På underlig vis flyttes jeg fra det, jeg ikke kan planlægge, til det jeg heller ikke kan planlægge, men som alligevel er timet ligesom cykelturen derhen er tilrettelagt, og hele min person transformeres over i en mødedeltagende væren, tanken skubber farten, lidenskabens, over nuet og frem til et møde: en samling af mennesker, jeg ved ikke hvad de vil sige eller gøre, som skal kontrollere noget, mig og hinanden; den almengjorte mødeform lægger en dæmper på miraklerne: jeg møder noget uvist og forholder mig til det på en forudsigelig måde.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »