Måden at misforstå sit virke på

22. July 2014 af Maria Guldager

De bedste tider i hans liv er, når han glemmer hvor, hvem og hvorfor han er. Det sker af og til på cyklen. Han lader pedalerne gøre fodarbejdet selv, og søger tilflugt i en ophobning af minder. Der sidder meget ofte, ja man fristes til at sige altid, et par i parken, tænker han, lidt ligesom den knude han altid synes sidder i hans skulder. To forskellige mennesker og dog i stand til at slå knuder på hinanden, tænker han og forestiller sig forviklede betændte rygsener som da han tidligere i dag løb rundt og teede sig sindssygt og nær havde lidt druknedød, ikke i søen men i vinene, og parret uden at blinke opretholdt den gensidige fortabelse kun en familie kan finde i hinanden, de havde set så forgabte ud, i hinanden og sproget og kærligheden og solopgangen, og på den måde holder han af parrene, dette par har endog mistet fornemmelsen for nat og dag, tænker han, ja han holder af at kunne være til som han vil, uden at blive bemærket af parkens besøgende eller endnu værre: hjulpet. Ofte, ja meget ofte og så sent som tidligere i dag, hører han parret diskutere endeløse spørgsmål som: elsker du mig, kan han sige, ja, vil hun svare, men ikke hvis du konverterede, til hvad, vil han spørge, hvadsomhelst, vil hun svare og i det samme spørge om han elsker hende nok, jo det mener han, mener, vil hun sige, ja men mener er jo stærkt, vil han sige, egentligt ikke, vil hun modsige ham, for hvis du elsker mig, må du mere end bare mene, og sådan vil det køre, som lister en lydløst snigende plageånd sig op på to elskende, der hvileløst må kredse om plagsomme paradokser. Han cykler. Han ser ikke hvor, men mærker vind i håret, lysstråler mod kinderne, hører træerne filtre sig ind i hinanden og slå tilbage mod efterårsvejret, lyden af blade der indimellem suser op i en hvirvel, lyden af dæk mod grus eller asfalt, fornemmer fremdrift og offentlighed og en automatiseret krop, ænser dufte der blander sig med hinanden, parfumer, græsplæne, by, børn, grønthandlere, nye asfalteringer, pølsevogne, han ser vejarbejde, storskærme, stisystemer, fartbøller, børn der holder i hånden, unge der griner uhæmmet og forstenede alkoholikere i bunker. Cykler, standser, husker. Samhørigheden, meningsfuldheden, husker han som er det noget, han engang har kendt. Men det har han aldrig, og når han alligevel tror han har, skyldes det, at han har glemt hvem han er, hvor og hvorfor- bare for en stund, bare for en cykelstund.

Det går op for ham efterfølgende, først efter tankernes spritkørsel går det op for ham, at han klinger sig til nedslag i tiden, som alle andre involverede i bedste fald har fortrængt, i værste fald ignorerer. Mennesker han elskede, deres opmærksomhed er lige så meget væk, som han kan forsvinde væk i sit arbejde. Et fravær, et fokus.

Han kan fokusere og stable ting op så de ikke vælter ned over ham. Stabler af ting giver ham mening til at stable, til at forlade sig selv et øjeblik, cykle og forsvinde ind i cyklingens gentagelser. Forsvinde ind i samfundet, forsvinde ind sin egen utilstrækkelighed, forsvinde ind i et digt han ikke præcist forstår om hvad handler, det vigtige er trancen, den er vigtig og virkelig og får kroppen til at føles behagelig og tiden til at skride frem i hurtige ryk, han forsvinder simpelthen ind i det afgrænsede, hjørner af det store, som han har lært at beherske.

Hun spørger om han da mener, at han ikke er andet end sit arbejde? Jeg går fra mig selv, siger han, min lykke har ingen glæde i sig, siger han, og får at vide han skal skrive på sin smerte, bruge den aktivt som serum men så bliver han personlig, pludselig for personlig og så cykler de hvert til sit, ser ikke hinanden igen, og han mener det, når han siger, han er for rastløs til rastløsheden, som han kun kan holde ud et par timer, før han ikke orker dens tumult mere, og må kaste sig ud i noget andet end at fare rundt mellem tanker og ben på stræder og fantasier, han jamrer højt, da det går op for ham, at han arbejder, ikke for at finde en mening med livet, men fordi arbejdet er den eneste, der svarer ham på: HVEM VIL VÆRE SAMMEN MED MIG? S M E L T E SAMMEN MED MIG? GIVE MIG NOGET AT GIVE MIG SELV TIL? HVORDAN SKAL JEG HANDLE I DETTE LIV? HVORNÅR MÅ OG IKKE MÅ JEG HVILE? HVEM SKAL JEG VÆRE? ER DER NOGEN DER HØRER MIG? Ja, siger arbejdet med aller største frelse i sig til den, der øver sine bedste bedrifter i arbejdet, der er nogen, der lytter TIL HAM, og det er sådan her du skal være, siger arbejdet, midt på dagen hvile, denne her opgave skal løses og så bliver du til opgaveløseren, jeg kan være dig, siger arbejdet, ork jeg kan smelte dig, dirigerer arbejdet. Han får at vide han skal tæske på sin skyldfølelse, gør den rigere, vildere endnu men tam for æstetikkens skyld.

Han bider det i sig, tænker at en eller anden nok skriver en bog om det en dag, tænker at det er bedre ikke at tænke på. Han møder en ny kvinde, en der forstår at tale ham ind til sig.

Hvorfor inviterer du ikke den hjemløse med hjem, hvis du er så bekymret for ham? De bruger indkøbssituationen som påskud for ikke at kunne svare, hun griber en mælk og forklarer helt spinkelt: Når der er noget, man mener, men ikke kan sige, eller hvis man er nødt til at sige noget, selvom man ikke for alvor mener det, så skal samvittigheden ansættes til at rede trådene ud. Hættetrøjedrengene skal bare have smøger, de hører ikke rigtigt hvad det er for en samtale de involverer sig i, som de forlader tankstationen. Der bliver endda sagt højt: Er du ikke lige blevet gift?” Og det med høj stemme, højt til alle under påskud af at være til ham, og med selvsamme slags falske fakta forsvarer han sig selv: jeg er gift, og FORDI jeg er gift er jeg urørlig, rør mig, det er lige meget, jeg kan gøre, hvad jeg vil, han var blevet en stor forsvarsmekanisme, mekaniske forsvarstaler for selv de største synder, en forsvarsmaskine, en forsvarsbutik uden profit, kun lige nok til at dække vedligeholdelsen. Vinen er motorvejen til hans følelser og al omtanke, hensyntagen for ikke at nævne den sunde dømmekraft ryger af i farten, forstøver på en tromlende vej og de hidsige biler ser ingenting, ser ingen voldsomhed, den der brænder indeni hans øjne. Han trækker på skuldrene indifferent, om de nye venner morer sig over eller med ham, kan han ikke bestemme, men han mærker vreden svulme op i svælget. Nye venner, pokkers til nye selvudnævnte venner. Hvad bilder de sig ind at tage så let på livet, når han at skumle, inden han har hendes tunge i øret, han skriver et formelt brev dagen efter og beklager sin opførsel, det er alkoholens skyld, formelt set. Eller også dropper han brevet og forsvinder ind i arbejdet bag titler, effektivitet, innovation, mødereferater og kollegaer.

Det bliver weekend, og det trænger han til: hvilen. Han sparer på døden og presser hver en dråbe han kan ud af dens sidemand. Der er vel gæster. Der er vel børn. Der er vel havearbejde. Men spundet ind i sin talegave røber hans selvransagelse ikke hvor lidt, han har udrettet i sit liv, hvor lidt godt, noget faktisk godt, ikke bare pseudogodt som enhver kan udrette under et bifald, men noget der faktisk gør hans ophold i livet fortjent. Macholooket fungerer som en fæstning; ikke til at trænge igennem, sikkert og tilregneligt.

Bagerst på hans tunge kilder en sødme. Det er svært at sige, om det er en lyst til noget, men han behandler den som en. Han går amok i det forbudte. Voldæder. Parken, som er det modsatte af en lufthavn, er hans destination, han kommer for græsset, den rene luft, til rislende vand og store faderlige træer for at være, ikke vente, være, og han vil ikke videre, ikke hvis man kan blive fri, ikke hvis mørket og kulden udeblev, så ville han slå rødder i de store arealer med jord og stilhed og besøgendes glade ansigter. Og man kan gå afsides i parken, der er altid afsides steder, naturen rummer det afsides, og her er den højeste lyd af alle, det står skrevet i jorden og skyerne læser det i kor: DU ER ALENE, DU ER ALENE, D U E R A L E N E. Om man kalder sig kæreste, venner, familie så er man netop nu alene, her i sig selv og blandt det naturlige gælder bindinger ikke, ikke af nogen art for ingen kan sige noget, man kan ligne hinanden, han kan sidde på græsset eller i træet, røre vandet, snuse til planter og træbark, men kontakten er envejs, han har kun det han gør, og hvad skal han egentlig gøre, når ingen kontakter en, hvad skal han stille op, han føler sig som et moderne fjols, ikke at kunne lade teknologien være, han kan ikke passe sig selv, han har brug for teknologien til at slukke for den høje lyd i naturen, den larmende ensomhed, som han ganske enkelt ikke egner sig til, der snart overdøver den lette nysgerrighed han først møder naturen med, for duftene bliver for skarpe, følelserne blusser op og bliver voldsomme, næsten til frygt, i hvert fald til ubehag når dyrene kribler og krabler og det er køligt, vådt, smattet, hårdt at sidde, ikke nok mad i buskenes bær, han mangler en kvindes fødder til at komme nogen vegne, han mangler den ro naturen først syntes at bistå med og han mangler at nogen bemærker, hvor meget han flår naturen i stykker.

Han hælder den dyreste vin udover sig, vulgært og griner højt som en urovækkende tosse, han kan tillade sig hvad som helst, når han er så alene og lille i den store funklende natur, de der ser forbløffet på ham som de passerer er lige så uvigtige som han selv, og han tænker, at hvis han dør om lidt skal det være mens han krydser dette vandløb, han skal slå hovedet mod en glat og yndefuld sten, der bliver stående og lader hans blod fosse ned over sig, et æg der kvaser på stenen og en blodblomme, en blodslimhinde glider ned over den vandglatte sten, og som langsomt flyder med strømmen, bliver til en del af vandløbet, den betagende vinrødme skal foruden at gøre hans død umanerlig smuk få døden ud i krogene, ud blandt de mange naturiagttagere, de som går rundt og nyder storheden vil se noget rødt flyde på stien, undre sig, hvor kommer det fra, og se, se ham ligge der med hovedet knust mod stenen og kroppen hvilende på det lave vand, fastholdt af sten ville han ligge og ligne en, der stolede på naturen med sit liv.

Hun ringer. Han ved ikke hvornår, han har sluppet sig selv et sted, måske sidder han endnu på cyklen.

Svar, samtale, tavshed, lyden af en korrespondance der skulle have fundet sted. De er ude på at nedbryde ham, sådan trækker han vejret.

Er det en straf for noget, brummer han til sig selv, når der ikke gives ham et svar, når han sender noget ud, rækker ud med følelsesfulde fangearme, der intet henter med hjem, men som gisper efter vand, tørken, intetsvaret har slugt hans overlevelsestrang, hans modløshed tager til, når det går op for ham, at det ikke er en straf, at dem han har skrevet til ikke har kløgten til at straffe ham, de fatter ikke hvor gale de burde være på ham, og hvis de er vrede, vil de holde det inde, nej deres latterlige fravær er bare fravær, de laver bare noget andet, tænker bare på noget andet, de er ikke i noget uudtalt mellemværende med ham, de findes ikke på nogen fælles tankeø, de er bare forduftet ind i andre handlinger, så simpelt og kedeligt og tankeløst.

Det er melankolien, der holder ham fra depressionens leje. Han spiser uafbrudt, end ikke cykelturen afbryder ham og han kan endelig ikke mere, men de kildende tungesting er der endnu, han vil hente en skål med slik, men han ser i stedet sig selv gå ud i køkkenet og bukke under for posernes vægt, han kan ikke slæbe det ind i stuen, ikke løfte det ned fra skabet, forestiller han sig. Luften er tung, stemningen er tung, hans eget skæg er tungt, tankerne er især tunge og kan ikke famle sig frem til spørgsmålet om hvorfor alt er tungt, der er for langt, for mørkt, der er for mange forhindringer på vejen derhen fx skal han tisse, sove og spise. Han beder hende købe vitaminer, så han kan få det bedre, komme op og gå omkring og blive vakt sådan lidt mere til live, hun stråler hele vejen ned på apoteket, hun vil endelig få en mand med energi til hende, mener hun. Pillerne står på køkkenbordet uåbnede som han tager en håndfuld slik, han ikke orker at sortere eller finde en skål til, han hælder det ned i halsen, næsten som piller, drikker en slurk gammel kaffe til, hoster, vrænger i afsmag. Støtter med hænderne på køkkenbordet, som er han i tvivl om hvor længe kroppen kan stå oprejst, minderne slører hans blik, minder eller billeder af det køkken han står i, han kan ikke se forskel, forskelle er blevet usynlige for ham og han må sidde, lade sig falde forsigtigt mod gulvet, mod og forsigtighed, tænker han vandaliserende overfor sin betydning. Langsomt men sikkert rejser han sig, griber en let jakke, efterstrammer sandalerne og lader døren være ulåst som han suser ned af trapperne, han har ikke tid til de små ting, det er om at handle hurtigt, når han mærker et stænk af lyst til noget, ned til parken, han finder en vandløb, han tager et billede af det, men på billedet er det indtørret, jorden knaser, vandet mangler, parken er brændt af, solen har narret ham for længe, den bringer ikke lykke og gode råd, men tid der kun udstås i en rus af travlhed, er det solen, der har nedbrudt ham? Noget har, noget har brudt ham så langt ned, at han væmmes ved spejlbilledet, væmmes ved at andre ser ham, solen er hans arrige hersker, livsforløbet som man ser det uden øjne.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Hvis de døde skrev

13. July 2014 af Maria Guldager

Ja, så havde de nok skrevet om livet og ikke det ophør de var, siger han med ulidelig lethed.

Det er sådan set ikke så svært at leve, siger han højt, indtil hun næsten tror ham.

Man indånder luften, mens man spekulerer over hvor længe, det bliver ved og drives så i øvrigt frem af ens uvidenhed.

Hun gør sig tvær. Men det skinlevende udspiller sig når aftalerne, arbejdet, børnene, husholdningen, litteraturen, relationerne, planerne, opgaverne, byerne bestemmer mit hjertes rytme. Når forbindelser, nødvendigheder, ting og sager bruger mit liv på støj. Sådan tænker hun, sådan mener hun, men hvorfor forstyrre mandens verdensanskuelse med sine uselskabelige tankegenstande, han om det, hun om sit.

Man må forberede sig, forberede sig på at gå ind i sit eget liv og blive den, der lever det, siger han. Man er udleveret, siger hun, til hvad end livet er: tilfældighed, determinisme, en stigen op, en stigen ned, man er prisgivet det forudgivne.

De drømme, der ellers strutter af håb, og glædeligt forøger deres omfang, men som ikke kan finde deres plads i de forhåndenværende muligheder, gør den enkelte ude af stand til at erobre sit liv, gør den enkelte patetisk i sin skam over at være distinkt og fra andre adskilt, selvforrådelsen gør ude af stand og lader skønheden leve mennesket, datoerne leve mennesket og ikke omvendt. På den vis skifter livets formål med tiden, og gør mennesket ude af stand og ude af kontrol, ude af ægteskab og ude af arbejdsmarked, tabuerne får frit løb i håret på staklerne: moderigtige eksistensbeherskere.

Han nikker for sig selv, til sig selv, og hun kvitterer for hans stilhed med tavshed, tavse tanker.

Man sidder foran spejlet, det er et tilfælde, at der er et spejl overfor hvor man sidder, og ser til sin skræk- eller snare bange anelser- at brysterne, trods skønhedsindgreb, alt for nemt når knæene når ryggen krummes, hvilket nærmest sker af sig selv, ryggen kan ikke rettes helt op længere, for englevingernes hårde materiale hælder forover som havde en eller anden bevidst bøjet dem i denne holdning, man ser med formasteligt blik ned af sit hærgede selv, ser hvordan maven i takt med vejrtrækningen udvider sig til en stadigt større fosterhule, en tom en, man ser sig selv forrevet, for man ser sig selv igennem en kulturel standard for hvordan man skal se ud, man kan ikke se sig fri af den, man sidder og forældes lige der, inaktiv som en ophævelse af dømmekraften, med en stærk trang til at slukke for spejlet som var det et tv, der kun portrætterede en andens virkelighed. Til det er tøjet en god hjælp. Det dækker og afværger, at man giver sig til at skrive om sit forfald til sin kæreste, hvilket vil ligne den rene pigeleg, en forstillelsesleg, igen lever man ikke selv sit liv, men hopper direkte ned i en på forhånd syet dragt, der ikke engang prætenderer at have overvejelsens kunst i sig, men bare er en facon, en måde hvorved man søger et helt særligt svar, et trick som adskillige kvinder har udøvet på deres mænd, men som- i det mindste nu- vil virke som går man fluks i sin egen nedrige fælde, for manden vil bruge det imod en, han vil kalde det en pigeleg og indse hvor uselvstændig og usikker man er, hvordan man kraftesløs læner sig op af tidligere kvinders smukkeseringsleg, og man mister således herved håneretten eller det stærke kønsflag, man er åndeligt forfalden til udstilling af egen ynkværdighed indtil spejlingen klinger ud.

Gør din vilje des mægtigere, om han håner dig, kvinde, siger hun til kvinden der fortæller hende om manden.

Livet som vi kender det, og dagen som vi redte den, render stik imod teorierne, og med gru må det levende se til at misforståelse følger efter misforståelse.

Jeg har ikke nogen mand, sagde kvinden ved brønden, dér sagde hun noget sandt, og Hans vand gennemblødte fortælleren som en syndflod.

Man lever, det er nemt, så længe det nådens lys fra medmennesket oplyser vejen. Tænd, sluk, tænd, sluk. Man kan ikke binde knude på et venskab, de rene linjer forhindrer permanente fletninger. Sådan siger hun, sådan græder hun.

Det er ikke så svært egentligt, kan man sige for at parkere tanken, at leve. Sådan prøver han at hjælpe hende ud i sollyset. Du er så anderledes end mig, indser manden. Så anderledes, en radikalt anden end jeg. Ja, siger hun og forklarer.

Jeg er vokset op uden en familie, og den familie var konstant omkring mig.

Med normer og værdier der satte dumheden i højsædet  forgreb de sig på min lange tid som barn, og jeg blev en skarnsunge. Jeg forstod Emil fra Lønneberg, jeg forstod at fortryde sig selv til det sidste.

Livet er luftigt. Man kan enten se lige igennem det eller slet ikke se det. Se det som et narrativ eller for hvad det er: der er ingen kronologi- det er en moderne opfindelse, som man siger om det, man opdager ikke har eksisteret før oplysningstiden, i så fald kun hos en enkelt filosof i antikken.

En fortælling om en filosof eksisterede før tidernes begyndelse.

En mand, der er fri af alle lyde, og fejlfrit koordinerer sine bevægelser til kvindens bistand. Vores sukker er vores underskud, dette ved han, og lydløst plukker han bær til hele familien. En daglig løbetur og en olivenolie af højeste kvalitet, han ved den slags, og hans kvinde begærer ham for hans sunde krop og kyndige hoved.

Det er let at ødsle livet bort i sådanne små platte gaveønsker. Sådan fordrives tiden i et personligt fængsel, der hænger ikke noget personligt på væggene, de er overdængede af andre fangers grumsede fortielser, det personlige består i, at hvad end der foregår, ser det ud til at foregå bag tremmer, man er spærret inde i sig selv og fanget i tillid til sin omverden, for ikke nok med man er underlagt forhistoriens ubevægelighed, man er også sig selv nærmest og ude af stand til at nærme sig et andet menneske uden sine tremmer. For at gå må man nære tiltro.

Til jul ønsker jeg mig en amerikansk veninde. Sådan en gennemsnitlig amerikansk pige der går i bad hver dag, og vimser omkring og stråler, ikke melankoliens stråler som har forgiftet så mange af os, men med helbredende lysenergi, der får det lave humør løftet op. Hun, amerikaneren, er et lettere drømmende ønske for min eksistentielle udformning: det omvandrende fængsel, jeg medgiver at jeg romantiserer, siger hun og forvisser ham om, at det platte kan være gennemtænkt. Min amerikanske veninde er godmodig og sjov, letsindig og bleg, hun har mange venner som alle er glade og griner i solen. Hun har glinsende hår, der bare sidder, hun har ansigtsfolder der gør hende til indbegrebet af et glad menneske, hun oser af overskud og bekymrer ikke sin dag væk eller smider sit gode rygte overbord til fordel for noget andet, for lige meget hvad hun vil, tager det gode rygte automatisk del i det, det gode navn er tæt klistret til hende, hun er så naturlig som en naturvejleder og så talentfuld som en talentkonkurrence, hun har talrige egenskaber og potentialer og en ægthed der glammer, om folk skulle nærme sig for meget. Hidsig bliver hun kun i overfaldssituationer, hun forstår med andre ord at bruge sig selv helt rigtigt, livet er som hun vil have at det er.

Hun udgrænser ikke sig selv. Hun erobrer sig selv. Det tror jeg, det er ikke til at vide, for man kan ikke komme så tæt på hende, at man kan få det at vide, heller ikke om hun er ens julegave.

Han skriver hendes ønsker ned, men lader hende vide, hvor fejlagtige de er.

Livet er ægte, alt for ægte, det er så autentisk, at man selv må dyrke det, pleje det, hive det op ved rode, vaske jordet af det og tilberede det til et ønsket formål; dog ikke hvilket som helst for pastinak smager ikke godt i valnøddekagen. Man må altså udse sig et mål, der stemmer over ens med det liv man har. Det lyder som en dårlig film, en rigtig skodfilm. Så ægte og autentisk er livet, at det ikke egner sig til spillefilm.

Livet starter med, at noget skal forbedres.

Et liv er et forsøg på at rette op på noget. På de dødes synder. Hun fortæller ham det, imens han lydefrit ser ud af vinduet i tiden.

Dette skal være helt anderledes, sagde jeg til mig selv, husker hun, da jeg fik mine børn. Man taler om “da min fik sine børn”, misvisende når ikke det er tvillinger egentlig, tænker hun, der skete mange ting i mellemmånederne, i minutterne, husker jeg. Djævelen er i detaljen, også ved livets begyndelse, og havde man set ordentligt efter, altså set grundigere efter end sygeplejersker og sundhedsplejere gjorde, havde man set hvor lemlæstet min sjæl var, og hvorledes min frygt og min dumhed burde kræves uddrevet førend jeg fødte. Nogen burde stoppe mig. Holde fosteret derinde, indtil jeg var opgaven moden.

Livet er et korrektiv eller en fejl, og mennesket har ikke en jordisk chance for at skelne mellem disse. Han ligner en skilsmissefar og hun har et ægteskab gemt i sig, men de utætte søvndragter gør øjnene flakkende og det er ikke til at se en fælles fremtid for dem.

Hvad er det, du siger, udbryder han, afbryder han, nedbryder han, omstøder han hendes beslutninger.

Kærligheden eller fortvivlelse, til tider synes de lige fortrinlige/slette. Øjenkontakten er blevet usynlig, fortæller kvinden sine lyttere.

Det er ikke livet, der er det svære. Det er flugten fra de andres liv. Udgangen er ingensteds, og bedst som man tror, man har fundet den, viser den sig at være omringet af hovedets egne forbud, der sørger for at den levende leves af andre, det fungerer som en sikkerhedssele.

Han bryder sig ikke om det, hun klandrer tilværelsen for; at den ikke tilhører den enkelte, at den enkelte blot er livets sikkerhedsforanstaltning. Han pudser vinduet. Ophævelsen af selvet udelukker skriften, og da må man sande, at livet er det eneste, om hvilket den levende kan lære; at gå til grunde er bare de levendes italesættelse af det om hvilket de intet aner, det om hvilket der ikke kan læses, siger han, for første gang noget sagligt, der vedrører den sag der vedrører sagen. Han taler længe, som er ordene den måde han styrer sit liv på, og var blevet ved, om ikke nogen havde brudt ind.

Kærligheden er den standard, man bør se sig selv ifølge, det alle bestræbelser bør begrundes med, så ægte og ren kærlighed som uforurenet luft, der aldrig lader livet forlade sig, men er en bestandig og blid plejer for fortvivlelsen, der vokser direkte op af den naturlige jord. Sådan havde de nok skrevet, om muligt, slutter han.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Gæt der hænger i luften

3. July 2014 af Maria Guldager

Jeg ser ud i luften og ind i fremtiden. Samfundskroppens følelser er krympet i vask. Transformeret til vat. Der forefindes kun en spøgende eftersmag i massens gebis. Med ryggen til hinanden smadrer dyrene resterne af civilisationen. Fortvivlelsen letter som en vag morgentåge. I menneskenes jævne sind skrider det blot langsomt frem, ude omkring dem suser fremskridtet. Penge som et smukt forklæde. Smurt ind i fortiden tager man ikke et opgør med generationsgentagelser. Penge som et grisk glimt i øjet. Klatøjet ser man til fra under en smartphoneregn. De dyre, ja det er de meget dyre, nikker vi med hele samfundshovedet. Talestrømmen danser fra himlen og ned mellem verdenshjørnernes stolper. Det står skrevet i en text og på en snap hvor forfængelig man er. Om tiden spildes eller trækkes ud er foruden uvist en mørklagt kritik. Svarene lyder sejlivet: hallo, hallo hvem er det, er der nogen? Følelsen var en tro væbner til behovet som er forudsætningen for tilfredsstillelsen, og værre end udslettet er følelsen nu instrumentaliseret af sin overmand. Behovet holder følelsen for nar, for at finde øjeblikkelig nydelse og handlens kraft retter sig som hidsige pile mod de overlevende emotionelle siv i landets få vandkanter. Et efter et optager de falske begær, der ikke slår dem ihjel, men spirer til opvoksende overmænd: selvforstærkende behov. Selv altruistiske foreninger er udraderet og udvandet. Følelsens forsvinden leder den ærbødige opdagelsesrejsende til ynkværdig vildfarelse.

Penge som det smukkeste ved mit udseende. Penge som det der afholder mig fra at tænke klart. Penge som det der gør mennesker forskellige fra hinanden. Penge som det eneste der ændrer noget. Penge som en hovedpude. Manglende penge som manglende søvn.

Ve mig, at jeg skulle ende som de andre, alle de andre som er endt som alle andre, hvad skal det ende med? Jeg ser ud i luften og beskæmmer det eksisterende. Hvad ser du på- ser du bare til- løber tiden fra dig- hvad ser det ud til- når du løber rundt om billedet af en sø, der løbende spejler det du ser? En genspejling af et påfund der ikke kan stoppe sig selv. Jeg tegner og forklarer, men ikke en eneste gætter rigtigt. En følelse af at ingen kan mærke uroen, der rider os som en mare. Samfundet er løbet fra uroen, så kroppen ikke længere mærker andet end sin egen hævelse i benene. Rundt om den samme morgen den samme sø den samme enlige kvinde med den samme rigide krop den samme vej hjem efter den samme gulerod som alle andre gulerødder som alle andre ubegrundede rødder som enhver anden løbetur for samme latterlige sponsorater. Penge som retten til en fantasi. Jeg skriver: Den type der lugter af indestængt sorg og den type der spørger og spørger men aldrig involverer sig i et svar andet end ymtende og den type der presser aldersgrænsen, så der går uorden i numrene og ingen forstår hvis tur det er, og typen der har set på så længe, at hun oversvømmes af den udviklingsregn skybruddet lader falde efter syv gode år ligesom de, der har været i fortidens teater og nu møder op ved udlånsskranken med kultur i hele hovedet. Penge som vandet under alt det, der sejler. Penge som vejen til erkendelse. Penge som omdrejningspunktet for enhver løber der spejler sig i midten, orienterer sig efter midten og intet mere end genkender sig selv genkende. At hylde ekstremerne er bare kapgang rundt om samme sum penge, der udelukkende mangler én magt: til at fortælle mig hvad der er på den anden side, hvad er der den anderledes morgen, hvor betaling overflødiggøres.

Fra et sted i jordens indre ser jeg ud af en sprække, der tillige forsyner mig med luft, og stakåndet lever jeg under sæsoners dansende nedbør. Om sommeren bliver man kærester og opdager om vinteren, at man ikke var kærester. På det jeg har indladt hengivelsen af min ånd kan jeg ikke længere tro. Han og jeg er ikke sammen mere. Ved alle mænd er der fordele og ulemper og ulemper og ulemper og instinkter. Kvinden og hendes mand er ikke sammen længere. Det forskansende instinkt. Jeg er ikke sammen længere. Ulempe. Kvinden er ikke den samme som sin mand længere. Fordel. Jeg er ikke den samme som kvinden. Utilfredsheden har dæmoniseret begrebet udvej. Jeg har spildt kaffe på mine dage og det vil ikke gå af. Jeg vil ikke gå af. Selv når jeg går, bliver jeg siddende, fast. Manden er ikke sammen med mig. Det hænger sammen og det går op for mig hvor meget jeg har flyttet rundt. På fordele og ulemper. Jeg har hængt i og hængt mig i detaljerne. Kvalt min ånd i det udsigtsløse reb. Instinkt. Kvinden har flyttet ham længere væk. Sunket ned i flugtens selvfornægtelse. Var jeg en der blev til flere, eller flere der blev til en? Tankerne ignorer mig og jeg dem. Manden flyttede ikke med mig ind i dem. Men fik flyttekvinden mine sager med? Han spørger mig igen: Var jeg bedre da jeg var et mysterie? Var jeg bedre pakket ind end ud? Et forfrossent barn der med forstummede skrig sulter. En masse der stormer mod min dør. En ven med indre blødninger. En masse forkrøbles. Massen og den ene. Den ene masse. De mange masser. En eneste ene. Vi kan bedst lide at her er mørkt, en lille sprække er diviniteten tilstrækkelig.

På talerstolen ryster en mand på hænderne: det er nerver, tænker jeg, men lytter til hans imponerende budskab, jeg tænker gid der fandtes flere som ham; jeg tænker at det, der gør livet så utåleligt er hvor svært det er at finde gode mennesker. Senere afsløres hans rynker for mig. En aldringens ro så stor som rummet, der bukker sig forover af grin over livets små tilfælde. På bakkens top går en mand ud fra sin butik for at holde pause, han ser imødekommende på mig: en tilfældig cyklist, der kører op af bakken samtidig med at han går ud fra sin butik og er imødekommende, jeg cykler bare op, jeg viser ham øjne: jeg kender dig ikke og kommer heller ikke til det, jeg cykler bare parallelt til din pause. Vi rystes ikke, det er jorden der gynger under os. Et nyvasket land der synes mindre uden en gud: definer Gud. Skælvende godhed. Han som over os forbarmede. En nåde overfor den tilfældige cyklist og overfor den mand, der kun går ud fra sin butik for at blive misforstået. Er du ude på noget sleske mand? Er det tilfældig vold forklædt som et rart blik? Nej, siger vi til penge, til hans penge, nej til også forarmelse tænker vi dog og siger nej vi til opdigtede forhold, nej til hardcore realisme, hvor håbet om kærlighed ikke har en chance. Definer realistisk: et renset land af gudsforladte minefelter. Landet ligger ved siden af kvinden i sengen. Inaktiv. Hun opdager at jeg har været bange for, hvilke dele guden skulle opdage af kvindens krop. Taleren er ikke nervøs, siger de til mig, når jeg tilbyder min sympati, han er 83 år, sådan kommer vi alle til at se ud, har du aldrig set en ældre herre før? Afvisende cykler jeg forbi butikken og dens mand, ned af bakken, videre ind i byen der ligger som den lå i går. Du kender ikke timen. Tilfældige penge. Du kender ikke mennesket. Overlagte tilbedelser. Du kender ikke kendskabet, før timen er inde for menneskets afgang. Nu taler jeg igen om døden, om mørket, er jeg så dyster eller har jeg ikke andre kort at trække? Mine nerver byder mig at skælve. Tal højere, siger de med opmærksomhed rettet som våben mod mig og jeg forestiller mig, jeg er en gammel mand: rystelsen er tilforladelig. Aktive samfundskrop.

Man drætter om i varmen, døsige og henslængte ved den nærmeste kilde. Det er udmattende. Privilegiernes begrænsning. Hvor mange gange har du tænkt på mig, når du genlever historien, når du ser i spejlene til alle sider og kun bemærker det lort de vanskelige drenge kastede i hovedet af dig uden at for ballade for det? Dyrene vasker sig i et sløret spejlbillede som er guds. Vandoverfladen lader ansigtet falde i posede forme. En aldring ser sin økonomiske beregning tage alle levende værdier i betragtning til et facit uden puls. Er du da ej blot en tid? Kort, forgængelig og alligevel så uudholdelig? Se mig se dig. Undse hvilket slid det hele er. Man forstår ikke det, jeg tegner. Man forstår ikke mine gener. Man kan ikke hitte på en betimelig konsekvens for mine synder. Det er en kæmpe rovfugl, ser I den ikke, ser I ikke dens klør i mine skuldre, jeg svæver langs intrikate tankerækker, golde marker og en mor så sulten at der ikke er mad nok i verden til hendes mæthed, jeg svæver og rammer først jorden igen når jorden rammer samfundskroppen, sådan tegner jeg, tænker jeg, gæt igen, siger jeg. Jeg foragter moderens spejlbillede som er ophavet. Var det alt jeg kom for? En tøjlesløs bundfri trang har sat mig i verden og ladet mig sejle i syndflod ned over de rige menneskers ansigt, de græder over privilegierne, hvis ikke sulten svier gør uretfærdigheden, der findes ikke privileger, siger den der kan se retfærdigheden. Generne lader mig falde i armene på venner, der tegner og forklarer med lort i munden. Vi spiser junk for at kompensere for rigdommen. Alle er velkommende, skriver vi, og alle kommer som de er eller vil være, men kommer og er sultne, og vi uddeler behørig overskudssult så alle går herfra med flere behov. Vi er smukke og unge og udmattede. Med vat i ørerne bøjes følelserne før kødet. Tillidens muskler er ømme ovenpå al den træning. En ørn griber mig i udsvævende adfærd. Kaster mig ind i et forfattet liv, den tager en blind vej, fluks ind i en stolpe, den slår sig til blods og jeg forlader luften.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »