Slam

29. August 2014 af Maria Guldager

Dresseret kærlighed, tæmmet lidenskab, mit hjerte der stopper i et fodgængerfelt.

Jeg går min rute ad de snoede asfaltveje, ringer i et sving i Nordsjælland til en dreng i Nordjylland, han snakker ørerene af mig, det går ham så utrolig godt, han savner os ikke, og jeg råber at jeg elsker ham, men ingen i hele Nordsjælland hører mig, vi har ingen ører, alle i Nordjylland hører mig, dog ikke fordi de er bedre udstyret men fordi jeg er på speaker, aldrig på stoffer, altid på speaker, og jeg hører mig selv og lyden er forkert, for jeg føler ikke rigtigt noget, jeg elsker ikke rigtigt nogen, og opkaldet driver ned i kloakken under mig, jeg ved ikke om det faktisk er en kloak, jeg kan kun se risten og man må ikke så gerne komme sten i, men hvis man er ude og gå og ved et uheld rammer en snegl med sin sko og sneglehuset falder i risten, så er det hvad der kan ske, jeg lader mig falde ned i kloakken, jeg kommer aldrig hjem, og jeg går hjem til familien, referencerne til mit efternavn, og jeg svømmer rundt blandt lort og rotter, og siger tak for lavmælt mad, mens jeg bokser mod en sofapude, det er ikke den slags boksning man får muskler af, og han ringer aldrig tilbage, og hvorfor skulle det også være vigtigt at få med, hvorfor er jeg ikke selv lidt vigtigere, men selv den flotteste kloakudgave af mig er til at overse, se bort fra det og vi taler om noget andet i årevis, indtil det slet ikke er sådan mere, der er ikke noget der bliver ved, indser jeg som årene fortager sig, bortset fra en lillpigehigen efter, altid efter, aldrig først, og jeg fandt aldrig ud af hvad der trak benene væk under mig, siger jeg og det siger jeg fordi ord ikke kan sige det, fordi ord ødelægger liv, kan man sige, for når drømme lader til at være beskrevet korrekt i ord er det fordi man ikke kan huske dem ordentligt, de lader sig ikke spolere i ord, de er kryptiske som sindet selv, de udmærker sig i ordløshed, sind sala bim, og jeg bliver forvandlet til en omstrejfende prins, han havde intet kongerige, læser man om mig, og min fortryllelse tager til i fart som årene lader sig indskrive og siden eksplodere, udover dem der havde taget dem ind, og jeg løber en tur af de snoede asfaltveje, lige der ved volden der strutter af stift græs gjort farligt af det våde vejr, der hvor børn leger på den ene side, børn der leger de kaster sig ud fra volden, og hvor tresporet vej raser på den anden side, biler der meget nemt kan gøre et barn en tjeneste, bare sådan, som et flygtigt knips, som en lille ting man lige kan få tiden til at gå med på en fredag eftermiddag, en leg når ingen gider rundbold, som en sms når kontakterne ikke svarer tilbage, en leg der må forblive i hovedet, man må tilberede hvedespaghetti til et sådant hoved og holde sig fra smag i det hele taget, det ville ikke passe ind.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

De søvnløst sovende

24. August 2014 af Maria Guldager

Tankerne støder mod hjernens bjergside

de støder til den side der ikke holdes med

der ikke holder ved, stenskred og rystelser

undervandsuvejr i mit hoved

spor vildledte af historiens rester

historien om det sammentrukne selv

spændt ud mellem poler

omringet af sin egen objektivitet

vildledende spor fører mig frem

jeg har hverken den fornødne ro eller uro til at skrive

længere og længere frem

indtil jeg brat støder på et gammelt fund

der ikke findes mere

skriver det ned

støder på tankedybets grund og må lægge afstand til det der fandtes

får et smil på snap

på 5 sekunder er det forbi

kontakten har sluppet sit tag i mit hjerte

gid rastløsheden ligeså.

Det voksne hjem minder om aftenimage

den utålelige kaffebryg mens opvredne klude sliber bordene

rumsterende voksne der følger arbejdsgangen

rengjorte ritualer

ritualiserende afdæmpede lys- e stemmer sukker

og roens bogstav møder øjnene i bogen

med en foruroligende trang til at vide: hvordan blev jeg sådan her?

slappere i ansigtet, strammere i oplæsningen

af normer

i et køkken

men til lænestolen finder selv krigen sin vej

vold og tilfældige gode gerningers vold

man strammer op og ignorerer grebet i mit hjerte

sådan gør vi her sådan gjorde vi før

der er ikke energi til utopi

med alt det der skal udføres

for at lænestolen kan få selskab

kludene vaskes, hænges til tørre, foldes, lægges på plads, bruges, vrides og ligger

længe og overværer den almindeliges hygge

førend den voldsomt samles op og mishandles påny.

Vi arrangerer en quiz for at formilde den lukkede genre

men ingen stiller nogensinde det rette spørgsmål

det biologiske stilles på utallige måder

men aldrig det rette spørgsmål

Søvnens plads er overgydt med tabte hårs mangfoldige prøvelser

værgeløse drømme

æder sig ind på

frysende ængstelige selvopofrende drømme

tankeside efter tankeside flakker som øjne der mødes

man bladrer ørkesløst og forudfølende

for at afføre sig traurige hændelser

jeg vokser sammen med min tanke

på et litterært papir der kan klippes ud

og slippes

eller bruges som skabelon

men der er en forløsning i ikke at være nogens favorit

opløsningsmidlet står afstøvet under vasken.

Hver dag er der dog en, der tænder sirenerne

der farer byen tynd

med drømme om at udrydde ondskab

jeg sidder op, lytter til hans tandsæts knirken

det er endnu for tidligt

til at slå op, til at se hvem der dominerer

den tågede venten

i morgenens morgen domineret af

tavse trafikanter der vidner det gryende

og det allerede udsprungne år

ser til ser på ser sig om efter mere som

kan vække interessen

for det gode, det uudryddelige

en knirken der får mig til at reagere prompte

selvom hjertet aldrig lærer det.

Jeg er passioneret for noget

jeg ved ikke hvad

jeg vil finde noget godt

jeg ikke ved om findes

eller i hvilken stand vil være

hvis jeg står alene

der vil altid være en procentdel der står alene

med hjertet gemt under en kontrol

hvad vil jeg alene?

alene noget godt

så godt som alene

noget så alene

passionen er en saft og saften af passionen er udvandet

når procentdelen ikke kan finde det gode

at gøre at tænke at se sig som efter

det rette.

Det er noget der sker om vintereftermiddagen

omkring kl 16

som også sker når jeg er sammen med løftet

om at blive ved hans knirkende kæbes bitre ånde:

et utilfredsstillende samkog af mørke farver

jeg bliver vakt i den søvndyssende ritualisering

ikke tilfreds ikke herboende

en ventende tid, en tæt læsning af et uopdaget selvmord

mens kaffetænder og bjørnehuler under øjnene dulmes i sin egen reproduktion

i trafikken transformeres vi fra afgang til ankomst

havgang og herkomst

løftet om at nå frem til

ikke at være for meget men lige tilpas

lige tilpas passion og søvn og tankevirksomhed.

Jeg står og ser direkte ind i hende

i hendes manglende selvværd

knitrende marker

man kan høre den fremmede på lang afstand

og han kan ikke finde en eneste frisk plante

bølger af bræk, genbrug til det urimelige

knastør hud, hvad er der sket med hendes overmod

jeg slipper mine forpligtelser, lader hendes landskab tørre ind

til ren biologi.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

4. August 2014 af Maria Guldager

Når tvivlen har tynget blikket længe nok

kan kun knive udgå fra kroppen

(ord, ånde, berøring, ideer, sammenhængende handlinger, aura)

og vendepunktet er nær

Vende sig i graven

tænker man helst

men håbløsheden overrasker/forskrækker

det euforiske hverdagslige mylder af liv rundt omkring

fortsætter

mens man ligger der

i en sump af klistrende fejltagelser

Fred, tænker man og vil synke ned

og ikke længere bære på tvivlen og afmagten og fortiden og utilstrækkeligheden for slet ikke at sige

sig selv

men der er ikke noget ned

ned var en myte, ned er revet op ved rode

Man hviler hovedet

på en ny dag

man begraver sig ikke

man begår sig

bag tvivlens tunge underliv og fosterstillingens ængstelige dyne

og hvert et minut er skrækkeligt

mens man flyder oven vande

identificeres havfruer og man er sikker

på at man ligger på en havbund af knive

Men melodierne og farverne er ikke

andet end altings udelelighed

mellem mismod og lykke

basker man mod bølgerne

indtil vendepunktet er ovre

og blikket har vendt

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »