For din opmærksomhed

20. December 2014 af Maria Guldager

Din forståelse af mine hemmeligheder tromler dem ned, smadrer dem til en jævn masse man let kan træde hen over, ubemærket, uforskrækket. Du fortæller dem ikke videre, du gør mig ikke flov, man kan stole på dig, du interesserer dig for mig og du kan elske skingrende dybt. Men jeg er ikke i sikkerhed hos dig. Jeg siger noget. Og så banker du det sønder og sammen med dine positive tilskyndelser, dit store hoved der hypnotisk går op og ned for at validere mig, for at bane vej for flere af mine ord, ja hypnosen fremkalder mine ord, dit blik er fødselshjælper, sammen får vi alle mine mørkeste hemmeligheder frem på dit spisebord, jeg er blevet et voldsoffer, et velvilligt voldsoffer, under dit stuelys der forener mine menneskelige behov med sociale nødvendigheder, jeg har ikke mere egen-luft tilbage, din røg af tæt forståelse fylder hele rummet, masserne af ord står omkring min sølle krop og ser på, sammentrækninger får mig til at se tosset ud, en galning med kramper i sjælen,  en stakkel bliver til og jeg mister noget, en lille ting der kan afgøre fremtiden, en vielsesring, en social status, en særlig måde at være ven på, et flig af halebenet.

Min trang til at din trang rettes mod mig er ukontrollabel og jeg kredser om dig, indtil jeg indser, at du ikke siger fra, nogensinde, aldrig nogensinde tager du fra til mig eller dig, du er til for enhver og mit selvhad forstørres til en afsked, for du skyder med løs kærlighed, og jeg vil ikke være det hjerte, der fatalt rækker ud efter dine gløder, for jeg er for kold til et eneste skud, for min gade er isnende kold at sove på, for du ikke kan tilfredsstille min appetit, for du ikke kan rumme din egen diffuse hengivenhed, for du bor i en krop du ikke passer på, for din appetit er for stor til bare et par få udvalgte, for stor til mit lille situerede hjørne, et hjørne jeg ikke kan fortælle dig om mere, lad mine inderligheder være, jeg deler dem med verden før jeg betror dem til dig, og jeg deler dem nu, se selv, for når du hører om mig ad omveje, vil dit hoved låses fast i en lang betaget position, i et korset der strammer din slappe mave op, du vil aldrig rykke dig igen, for din opmærksomhed er en konstant varm stråle mod min nøgenhed.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

GÃ¥ende i gulvet

14. December 2014 af Maria Guldager

Jeg drikker to flasker hvidvin, hurtigt, jeg gider ikke stoppe, jeg gider heller ikke blive ved, men nu er jeg i gang, jeg bæller uden at skele til min velvilje. Noget til, noget stærkt, jeg drikker, jeg føler, mere tørst, ingen spørgsmål.

Derpå spiser jeg en frisk chili, jeg har ikke engang skyllet den, selv den grønne stilk for toppen sluger jeg. Og et par mere får jeg til at glide ned med en skefuld sennep, grovkornet. Jeg tømmer hele glasset, størrelsen ænser jeg ikke for mine øjne vander mine kinder og min næse falder af. Ud løber i hvert fald lange baner af slim, men som det rammer hagen ved jeg ikke hvad der er næsens vækst fra mundens. Om jeg sidder eller står ved jeg ikke helt, men gulvet omringer mig, præcis som jeg vil have det til, det er kontakten med gulvet der er min øvelses formål. Så vidt jeg husker, jeg kan ikke rigtig holde på en tanke. Hvorfor jeg tænker og hvad på er mig uklart, gulvet er det eneste fuldstændigt klare. Og kolde. Sikke koldt et gulv kan insistere på at være, skønt man yder alt det man kan for at varme det med sin krop. Jeg taler og taler og taler og jeg gentager at jeg taler, men lige vidt. Forstærkelsen af min tales tilstedeværelse ændrer ikke kulden. Jeg mærker endog hvordan jeg fryses fast til gulvet, jeg kan ikke rejse mig, jeg er som et ansigt mast helt op imod den koldeste frostvæg. Man kan ikke løsne mig herfra uden jeg smertes, uden at miste hår og hud derved. Det er til at klare, tænker jeg ansigtsløst, jeg ved ikke hvorfor jeg tænker det, og jeg ved ikke hvad det indebære at tænke således, slet ikke hvorhen det fører at tænke uden nogen partikulær personlighed, alene med brystets dragelse mod jorden.

Mine venner går gerne på besøg, endnu hellere på natklub. De siger ord som: omstændighed, retfærdighed, anstændighed. Og jeg beder dem gå igen, gå med jeres grunde, det er jo midt om natten, jeg må da have natten i det mindste fri fra grunde, for min frie udtryknings grund.

Mine ben begynder at krampe, jeg må reagere, jeg må demonstrere, op og stå og så falde tilbage i skødet på gruppen, i protestmanifestationen i den halve filosofi bag den halve begivenhed.

Det er den utaknemmelige hån, det, at pinen stammer fra mit eget kærlige indre, som jeg indigneres til at stoppe; koste hvad det vil, og det koster både hud og hår og andre værdigenstande, men alt det kan jeg adskille mig selv fra. Ingen kan adskille sig selv fra smerten, fra den rædsomme pine når nervestyrende strenge indeni kroppen knækkes over og forårsager eksplosioner, direkte terror dybt indeni mit ben, et eller to ben, jeg kan ikke mærke forskel på mængden af ben. Den gnavende banken får mig til at proklamere: jeg vil slet ikke eje ben mere! Det er en overreaktion, vil man mene, mens  jeg dansende underpræsterer, helt stille skriger jeg til gulvet: l ø f t m i g o p. Men jeg må trækkes med det ben, trækkes med mig selv, trækkes rundt på gulvet, som gulvet, for får jeg først nogen til at tage benet af mig, vil jeg da også snart mærke pinen i låret, i ballen, i maven og hvordan skal frasorteringen da stoppe? Hjernen, der synes så famøs disse dage, har vel ingen at styrke, om resterne af mig ligger i fragmenter, delte, adskilte, ligger og skriger et dødens kor. Nej, jeg må synge versene, synge flere vers til live, livets vers, åh ja nu taler jeg, jeg taler så det kan mærkes i den terroriserede gulvkrop. Og det er sådan man må lære hinanden at kende. Gulvet og himlen, ham og hende, fru hvem og hr som helst.

Ved at tale skal man kende og kendes, men om hvad taler jeg? Hvad skete der med krampen, var det blot en mindre seance eller stÃ¥r jeg endnu og hviner sagte og hjælpeløs pÃ¥ en gade, der i sin travlhed overdøver ethvert forsøg pÃ¥ at fÃ¥ hjælp, opmærksomhed om  du vil. PÃ¥ gaden rÃ¥bes der: “kom og køb!” og jeg kan hverken komme eller købe. Mangler ben, mangler købekraft. Jeg, som har fyldt mig med kraftige sager, har ingen kraft tilbage, kun forvirringens kraft, og den er til gengæld stor. At kende tiden er det største privilegium,  og jeg har endnu ikke gjort mig fortjent til det. Derfor fortsætter jeg i rollen som barnet, som oldingen, som den middelaldrende, mens den ungdommens rabalder fÃ¥r mig hylet ud af den nu og da, nu da. Og mine tanker om hvor historien skal ende, kan jeg ikke skelne fra tanker om historien, der allerede har udspillet sig. Det ene er sÃ¥ meget i drømme som det andet. Nu er det min mave der kramper. Det mærker jeg, men jeg ved ikke om det er et minde eller en fremtidsanticipation, den gør frygtelig ondt og jeg mÃ¥ kravle hen i et skamfuldt hjørne, sørge for at ingen ser noget, men lyden kan jeg ikke hindre, Ã¥h min magtesløshed triller sig i sneen og bliver kun større for hver omdrejning.

Jeg’et bestemmer sig for at købe. Mens min krop stadig ligger pÃ¥ gulvet, derhjemme, kold, klistret og sølle mÃ¥ske, men i kontakt allright.

Forbindelsen bliver dog ikke ved. Mine euforiserende forsøgs virkninger fordufter og snart vågner jeg i gamle dage; dage jeg kender fra tidligere. Riller. Længsler. Upåagtede fortrængninger. Dynen er forvandlet til en passiv tilskuer, og det eneste talent min race har, er kopiens.

SÃ¥dan er man udstyret med en usselhed, fortæller jeg, og smører et tykt lag peberrodscreme pÃ¥ min mad, det er balancen, det handler om, fortæller jeg, og undgÃ¥r pÃ¥ den mÃ¥de at sige noget om det, jeg lige har beskrevet, det, som mine tilhørere ikke ved hvad reelt gÃ¥r ud pÃ¥, det som vi antager i sidste ende handler om balance. Men hvordan beregne hvornÃ¥r den sidste ende er præsent, nÃ¥r det lineære ikke er en hjælp, men et koldt gulv, der fryser sine elskere fast til sig, sÃ¥ de kun hænger fast i livet ved dets understøttelse. Og hvordan mÃ¥le balancen, nÃ¥r mængderne ikke er tydelige, nÃ¥r mængderne er flydende, elastiske og uens? “Kom og køb balance, sÃ¥ skal du fÃ¥ frelse!” Nej, gentager jeg, og varmer mig ved noget stærkt.  Talen kører stadig pÃ¥ mig. Den lader sig ikke beskære af ærgrelsen eller mørkets frembrud. Den er det organ, der fÃ¥r mig videre, hverken frem eller tilbage, men videre, nogen vil sige væk, men væk er for meget sagt, det er for uimodsigeligt, væk er for usynlig for foragtelsen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

With presence as reality

1. December 2014 af Maria Guldager

Sometimes the world goes away

and I am alone

in the tomb

and its rainforest of doubt

whose water

no one is listening to

is there to drown me over and over

and I do not move, how could I?

With no civilisation in sight

the choice between pleasure and suffering

has been flooded.

I am not reserved

I have never been reserved

What would reserved look like on me?

I would be waiting for someone to finally listen to me

I would be waiting in a continuum of open beliefs, untested, unspoken

I stay impatiently unreserved, as I share and I share and I share

when I am in the world

which I so often only see at a distance

after sharing

myself into pieces.

As the noise from the world passes

the stillness of the future is heard

someone finally heard it

I heard myself waiting for a future

I walk around when I am supposed to lie still

it is cold inside but I don’t feel it

I don’t feel it

but I want more of it

My time in the world is over

and I want it to stay over

yet I find myself waiting for daybreak

waiting for the end to end

with my head under water I swallow as much as I miss

I miss you

I miss back in the day

I miss the future I did not have

I miss the future I am in

I miss a world I have never seen

I miss the languages I have never spoken

I miss the none-being

I miss the decisions nobody has

I miss the time being solid instead of fluid

I miss my relations being fluid instead of solid

I miss not being thirsty

but how can I miss things I have never known here

with my head under water

doubt flowing into me and pouring out of me

the world I cannot see soaks my vision

More than anything I want to see the sky

but every time my gaze turns upwards

and I allow the tears to be pulled by gravity

a noise distracts my gaze and ravels me back into

this dry earth, a middle ground of dirt,

beyond which I have no foundation,

beneath it’s immeasurable hope

I am stuck in doubt and what is worse,

the presence as the essence

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »