Dagbogsblog- because I don’t have friends who cares

26. January 2015 af Maria Guldager

Forleden så jeg et jobopslag der tiltrak mig! Udråbstegnet er på sin plads, for det er sjældent. Langt de fleste -måske alle pånær dette ene- jobbeskrivelser passer jeg ikke ind i. Lad bare mine vilde drømme ligge et øjeblik; det er simpelthen fordi JEG og så KAN udelukker hinanden i forbindelse med den slags arbejde. Arbejde. Forstået som noget indenfor noget. Indenfor hvad man vel vil kalde en ramme, ligesom på et billede hvor fotorammen dækker over den yderste person. Det er mig under den brede sorte kant. Jeg er ikke med, jeg er for langt ude, kunne man fristes til at sige, men jeg vil hellere sige at jeg svæver imellem rammerne, jeg rammer ikke godt, kunne man tænke, men jeg vil hellere tænke at når man skyder efter at ramme noget så bestemt og så fastsat, så er det da mere sandsynligt at man ikke får kål på det man egentlig vil: det fremtidige (fremmede) og befriende (berigende).

Når man siger “jeg vil gerne arbejde” så siger de det naturligvis ind i en negerende kontekst, ind i en diskurs der har nægtet den ikke-arbejdende en moral. Og det er også bedst for samfundsøkonomien, jeg er enig i at alle bør arbejde og det siger jeg uden punktum imellem, for man skal skynde sig at læse det, inden man trækker vejret igen skal man være helt klar over at jeg støtter arbejdets sag, og det gør jeg tilmed mere ud af respekt for fællesskabets penge end for den protestantiske arbejdsetik. Det er ikke så vigtigt hvis man ikke får den sidste del af sætningen med. Den handler dybest set om overlevelse, ikke om hvorfor eller hvordan, men bare at det er mere ønskværdigt ikke at opleve smerten ved ikke at kunne købe sig til fornødenhederne, og så handler sætningen også om holdbarheden ved at bruge hvilke penge og med hvilket motiv. Men det er ikke så vigtigt, som sagt. Bare man får fat i, at jeg er enig i det alle andre i dagens arbejdskonsensus er enige om, nemlig at selvfølgelig kan vi arbejde og det skal vi. Hjulene skal rundt og jeg ved godt at jo mere jeg siger dette, jo mere lyder det som om jeg ikke støtter materialismen eller den mekaniske dagsrytme, men det gør jeg såmænd, solen skal op og solen skal ned, det synes jeg er godt og rigtigt, tror I mig ikke? Jo mere jeg siger det, jo mindre tror man mig! Jeg støtter måske rigtignok ikke materialismen, men jeg er ligeglad med den, har ikke planer om dens udryddelse, jeg er her slet ikke lige nu for at skrive noget om penge, og alligevel føler jeg trang til at gøre honnør, før jeg går videre. De er trods alt mediet til min mæthed, og lidt kækt kan man sige at arbejde er den direkte kilde, for det er jo ikke mig uden videre, men netop videre end mig: det at jeg arbejder, er det, der giver en indtjening, det er min lystren der fodrer mine børn.

At arbejde vil altså sige at udføre noget ret konkret, det skal være noget, nogen vil betale en for og så har vi problemet, ikke mit problem men verdens problem som tilfældigvis er det samme som mit personlige problem: at de fastspændte kategorier for hvordan vi skal være, undslår sig ureglementeret fornyelse, for den politiske fornyelse har vi masser af, vi fornyer os konstant indenfor rammerne, men hvad med det udenfor; hvorfor flygter enhver der kan, til de kreative jobs der ikke er penge i- heri er reklamebranchen selvsagt ikke blandt- hvis de overhovedet kan for deres herre (økonomi) vil de meget hellere svæve udenfor rammerne, langsomt og kunstnerisk udviske dem til alles gavn, de vil ses som mere end en af de portrætterede medlemmer der står som frosne og venter på at blitzen har virket, hvorfor, skriger de der har råd til det kreative livs skrig.

Det job jeg så, var internationalt og handlede om beskæftigelse. Jeg er international og jeg handler om beskæftigelse, vi ville have været et godt match. Men der fór en rebel i mig. Jeg skrev den ansøgning jeg selv gerne ville skrive og i det jeg sendte den af sted, vidste jeg, at jeg ikke havde en chance, for det skal man ikke. Man skal ikke bare skrive: Hey I skal vælge mig, man skal uddybe. Uddybe kortfattet. Man skal blære sig på et balancebræt. Man skal remse op og så har vi igen problemets kerne: jeg bryder mig ikke om remser, de provokerer mig, de beskriver mig ikke akkurat nok, men jeg kan heller ikke huske hvad jeg selv har lavet og præcis hvorfor og remsen netop er for at undgå at bruge hukommelse såvel som hoved i det hele taget, alligevel kryber den mig forbi, og min autentiske følelse holdes i takt af en insisteren på at tage ethvert spørgsmål til behandling. Den sidste sætning er dog lettere overdrevet, for jeg svarer ganskevist “godt” hver gang nogen spørger mig, hvordan det går, men jeg fortryder det bagefter, jeg forbander min tunge, når det ikke går godt, og jeg på trods af faktisk at have fået et så rundhåndet spørgsmål serveret forfalder til en mere acceptabel løgn; selv i kirken i søndags løj jeg: jeg sagde “godt”, skønt min pande var varm, min krop øm, mit hoved dunkende og min næse i konstant løb. Godt! Det er den ene remse jeg har lært, fordi den kun består af et ord, og fordi jeg har erfaret dens lethed og den positive stimuli fra andre mennesker, når jeg siger den og eftersom jeg mener til en hvis grad at kunne forsvare svaret, da jeg såmænd har det godt med at være her lige nu, jeg har det godt med adskillige ting. Godt så. Men spørgsmålet: “hvem er du” har jeg ingen remse til, det skyldes ved nærmere eftertanke nok, at jeg ikke har opfundet en, der har vist sig som udløser af samme positive respons fra andre, jeg cykler hver gang rundt i minderne og farer vild sammen med min tilhører, der som regel bare vil have basics at vide, men jeg kan ikke skille det svære fra det lette, vi kommer længere ind end vi vil og gerne ud af en tangent, fordi det er længe siden jeg selv har været der, jeg vil lige genskabe situationen for en stund, eller det omvendte: jeg vil lige advare om hvordan jeg også kan være, pas på med mig, du, vil jeg måske sige, og det fortyder jeg selvfølgelig straks og savner bittert en remse, ikke fordi jeg bryder mig om dem, men fordi de befrier mig for min egen selvransagelse.

Og desuden: at efterspørge dokumentation for mine whereabouts er som uvidenskaben selv. Der foreligger ingen fortilfælde hvorved jeg har kunnet finde et papir, der har demonstreret mine kvaliteter. Jeg er ikke så god til at passe på papirer, det er den ene side såvist. Men der er naturligvis ej heller et sådant papir, mine kvaliteter kan ikke nedfældes i ord, det handler jo ikke om ord, men om at være, om at modtage nogle der er helt nye i landet, ord er så uvedkommende som mågeklatter i håret: uundgåeligt til en grad for skide skal de jo, bureaukratiseres skal de jo, have rammerne at vide skal de jo, men hvis man oplever at læse om en iver, så er det ikke iveren der lykkes i at italesættes, men en selv der kender til iveren, der kender den indefra og derfor forstår ordene igennem ens egen iver, der slet ikke er identisk med de ord man formår at sætte hen til iveren. Og igen er vi ved problemets kerne. Jeg duer ikke til andet end iver. Det er faktisk det eneste jeg kan. Indimellem lykkes min madlavning, men som oftest ikke rigtig. Det er dog ikke problemet, problemet er at arbejdsgivere ikke ved, at iver er det, der får hjulene til at spinne, det er ikke penge, det er iver man, hører du iver, og derfor bør man få en jobsamtale når man skriver den ansøgning man selv synes siger det centrale, for den rammekassestruktur der normalt skal følges er en hån imod menneskeheden. Ligesom slaveri er. Og man bør nedbryde samtlige arbejdsbarrierer, for det er, hvad det er: de spærrer for den enkeltes iver.

Men udover det.

Går det fint her.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Being besides yourself

2. January 2015 af Maria Guldager

Inside

I have no room for myself

It’s my room

however the insides swallow the title of ownership

As a dense fog covers a moving train

It does not have a grip on me as much as it is conditioning my every action

the tiredness takes up some space

the hunger even more

the lack of them adds supermarket aisles to my rooms’ narrative corner

where the chair is placed in the middle of decorative flowers

the lively numbness ceases to contradict what it’s planted to

the becoming, the originating a self sheets the windows

the restlessness is jumping around on the bruised wooden floor

strangling my hope makes me form widened eyes

it’s still impossible to see how much space is left

on the climb down from the utopian field trip

I can’t clean all the possessions, occasions up

for as I clean I create

cleanness

and clean spaces wants a certain activity, nothing is ever clean

just for being clean

except for a clean escape

otherwise someone is coming

someone is meant to do something

here, maybe cook,

and by the smell of whatever is happening

I am somewhere outside of myself

my room is floating in an endless sequence of rainy days

bare walls are hosed down from the pouring heaven

the muddy territory is not identifiable

the lack of identification is flooded

with well-intentioned procedures and methods

but no images are left, no reasons left

when my inner resources return

yet its impossible to tell if the drought is over

or just begun

To the phobia I have developed of anything not pulsing

it seems futile to try to occupy the space

with explanations of cause and effect, of inner or outwards

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »