Hvad hun bringer til bordet

11. May 2015 af Maria Guldager

I et normaliserende blik

tegner hun sit kontor, forandrer møblerne fra akavede stofpolstrede træstumper til intentionelt designet inventar

hun taler med håndens normaliserende sprog, det er en glattende bevægelse der dekorerer rummet med ansvar og respekt

hun tager sin hånd til sig igen, klemmer den om kuglepennen, hun ser på mig, det er et respektfuldt blik, hun giver mig et stykke ansvar og jeg bliver opmærksom på hvad jeg har spist i dag, hun

ser på papiret, på mig, på døren, på bordet, på vinduet, på papiret, på mit punkt mellem øjnene, på sin taske, på sit papir, på sit armbåndsur

hun afbryder sig selv igen og igen, med mere af det samme, jeg opfatter kun hendes øjne, mit sind er for udmattet til at bære lyden

af hendes tunge vilje og jeg tvinger mit kropssprog til at udtrykke interesse, men den trænger sig ind på mig. Ulysten og jeg glemmer øjnene men hun irettesætter mig, hun gentager sine argumenter indtil jeg retter brynene ud. Der er orden i mit ansigt nu, ikke en rille af tvivl kan indfinde sig nu, jeg har trukket læberne ud i en glat halvmåne, man kan se den om natten og sige: “Wauw” og lægge armen om sin elskede intetanende om rummet bag den funklende himmel

og jeg har sådan set skrevet sandheden, siger jeg, men det skulle jeg ikke have sagt, det er ikke filosofi det her, det er praksis og ord er hvad ord er, intet andet. Og sådan mundhugges vi i neutrale vendinger. Hun bruger en kendt kliche. Jeg bruger en endnu ældre kending. Måske virker den bedre på engelsk, men også her erindrer jeg den kun fragmentarisk. Det lyder godt alligevel, for vi er trænede, professionelle, og kan pege på relevante emner i et væk, og snart er vi vel væk, men det føles som er jeg omringet af et minut, jeg er i et rundt minut der bobler op og ned som viseren rykker sig, slag for slag, jeg kæmper for at få luft, for minuttet er tæt. Jeg får det varmt og jeg indser at alle er sultne efter at natten ender, åh men natten har trængt sig igennem til mig, den fylder, udvider, skaber sig selv i mig.

Hun fanger mit blik, går målrettet mod det, bliver i mit blik hele aftenen idet hun taler ind i mig, hendes ansigt

er et man flytter ind i, jeg har aldrig set et så gæstfrit ansigt, så inviterende, så lyst, stabilt, kærligt, interesseret, sjovt, jeg lægger mig

i hendes store smilende øjne, liggende tager jeg imod, al det ansigts godhed, og på tre og et halvt minut

har jeg givet hende min sjæl, uden at sige noget, uden at være nogen, bare ved at stå i hendes blik og møde

mig selv med accept i overflod, jeg tager dit ansigt med hjem, skønt jeg ved

jeg ikke bør, det er jo dit, du er ikke til stede længere, du gik efter tre og et halvt minut, du skulle se til nogle andre, pleje dem med dit lægende åsyn, du skylder mig intet, du kender mig ikke, forstår mig

ikke engang men jeg kan se, at hvis vi havde lidt længere tid, så ville du forstå og det er

nok.

….

Og jeg møder hende på toilettet den følgende tirsdag, vi har spist den samme ret, viser det sig, en ubetydelig kendsgerning, viser det sig, for der er ikke mere at sige til hinanden og det handler jo heller ikke så meget om at sige noget, men mere om at sige noget nyt, for denne samtale, om menu nummer to, er slidt lige så hurtigt som jeg har sagt: “Nå, der kan man bare se”, som et billigt tyggegummi, der gør tungen blå men efter to kæbe sammenbid er drastisk dalet i underholdningsværdi, så vi står bare der med spejle omkring os, hun bruger vandhanen, presser det sidste skum ud af sæbebeholderen, ubehageligt varmt luft raser mod hendes våde håndoverflader, der bliver sagt ‘hva’ et par gange, det er lige til at grine af men det gjorde vi ikke, det var ikke sjovt og det var ikke vigtigt, lutter høflighedsfraser og jeg kan ikke finde hendes øjne, jeg samler mine ting i min håndtaske, går ud mod restauranten. Jeg har ryggen til hende og til interessen for hendes øjne for jeg ved, at min ærlighed er for lang, for knusende, for uafskærmet til et dametoilet og jeg må nøjes med min forestilling om hvordan det kunne være gået.

Om morgenen har hun børstet sit hår, renset tænder, parfumeret sig, smurt sig ind i olier, iklædt sig skjorte og nederdel som for at give mig noget andet at tænke på. Det er hendes måde at give sig selv til mig på. Her kommer jeg og har kun ret til et papir, men hun giver sig selv. Der er et bord imellem os, et blik imellem os, en tid imellem os, en umulighed imellem os. Det er ikke en optimal forestilling, jeg prøver igen.

Om morgenen er hun faldet ud af sengen, trillende, roligt men også alarmerende, man bør ikke kunne drætte ned i søvne, det er ulogisk at hun ligger her, ikke sovende men dagdrømmende, hun forestiller sig en Gud, en magt der kan flytte hende ud af sig selv. Det starter, tænker hun, med en forrygende tanke, med et fald. Hun samler sig selv op. Tager på arbejde og tager arbejdet på sig og tager imod mig i den fysiske verden, døren er åben, hånden klar til at samle mine uvaner op, de smurte stykker ruller ud af hendes mund, som hun selv er rullet ud af sengen, sammenhængende og dog tilfældigt henvendt til mig eller hvem hun end forestiller sig sidder på stolen overfor hende. Hendes Gud ser ned på hende, forestiller hun sig, og glemmer hvad hun skal sige til mig. Hvad vil Gud sige, kommer hun til sige, det ville hun ikke have sagt, siger hun og jeg siger, at det er forfriskende, så forfriskende at nogen tør sige sådan. Hun bliver forvandlet til en psykolog med skrappe men omsorgsfulde øjne, der lejlighedsvist titter ud over brillerne. Bare husk på, siger hun, at alt hvad der er til, er noget du digter indeni dig selv. Derfor er det så afgørende om du tænker positivt eller negativt, der er kun dine tanker. Jeg falder ned af stolen, ruller ud af kontoret, ind i en misopfattelse af der leder til et højere alkoholforbrug end vanligt og urimelig høj mængde af muffins, de har en særlig slags lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor, de er bløde indeni, nærmest smeltende og de knaser udenpå, det stivnede chokolade mod mine tænder er det bedste, det bedste jeg ved i månedsvis. Dage bliver til månedsvis. Tanker, bekymring, sorger bliver til månedsvis. At blive oppe lidt længere i aften bliver til månedsvis. Det er ikke en forestilling, det er en realitet. Mine tanker har skabt et liv for sig selv, mit liv.

….

Det er ikke for at være uhæderlig

men ingen kender hende her, så hun kan lige så godt gøre det

ingen ved at hun ikke kan gøre det

så hun gør det

hun får sig selv til at gøre det

og det mindsker afstanden imellem dem, den kvinde hun er og den kvinde hun siger hun er.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Syet op

10. May 2015 af Maria Guldager

Kampgejsten overlevede manden

jeg fik trang til at skjule mit ansigt

der havde jeg stået

og proklameret højt og fint

alt imens hans gode gerninger væltede ned over ham

gjorde ham ude af stand

til at trække vejret

der stod jeg og så til at mit ansigt vendte sig indad

jeg blev en nakke

hele det runde hoved fyldt med hår

skammen slugte mit ansigt, min offentlighed

sunket ind i privaten løb jeg nakken ind i alt

alt

der var iskoldt inden i mit hoved, hvis jeg ikke fik ham

til at lægge sig på mig, klemme, holde om, ånde på endorfinerne

udløsningen fik mig-nakken- til at blomstre

på afstand troede man, jeg var en altankasse

flotte skud stod op som på høje hæle

håret så ud til at understøtte blomstringen, fundere den

og først ved nærmere eftersyn så man sveden

der havde begravet en pige.

Han kæmpede som om han ville leve omend han døde

jeg bad ham sige et ord

inspirationen vil overleve dig, sagde jeg

han havde sagt nok

sagde han

min altankasse kunne ikke svare

da han spurgte hvem jeg mente han var

mit familietræ og min tidslinje

fik mig til at gå i stå og jeg stod bare der

og så ham svinde ind

gejsten efterlod han

på sit sengebord og jeg prøvede den på

fik øjne

en nyfødts øjne

blinkede dem op og smilede uden at vide hvad en mund var til

jeg rørte læberne med tungen og fandt ud af at jeg ikke skulle sætte tænderne i dem.

En gut mødte mig til en koncert

jeg havde ikke mødt ham før, jeg mødte ham knap nok til koncerten

han mødte mig og mindede mig om at det levede endnu

det jeg engang havde født

ordene

konsekvenserne

jeg tilbød ham en blomst, der så rød ud

han lærte mig nye valg

med samme indhold som de gamle

snart var alle blomster givet ud og mit hår lå tørt hen

jeg søgte og jeg tog

prøven en gang til.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Så gå da frit enhver til sit

5. May 2015 af Maria Guldager

At være alene uden en stedsans, at være et maleri der ingen steder kan gå hen, at være sig selv uden noget sted at være det på.

Panikken er gudgivet

eller gudsforladt

den er indeni og udenpå.

Af de andres ulykke bliver jeg inspireret

folk der ikke har et hjem, ikke har et hjerte, ikke har et liv, ja de døde inspirerer mig

og jeg laver mesterværker der bliver solgt over hele kloden, de bliver købt og solgt, videre og videre og videre

i små fine cirkler af prestige

måske hænger de i folks hjem til daglig inspiration

eller bliver af sikkerhedshensyn opbevaret i hemmelige bokse

men under alle omstændigheder er værkerne at finde i hjem

med tryghed og kontaktlister

lister over hvem der kan kontakte hjemmet.

De kontaktløse bor sammen

deres vægge er nøgne, deres øjne er nøgne

en følelse af at være til stede mangler

de kontaktløse er uden sted

sted at spise, sted at stå, sted at gå i bad, vaske op, gøre beskidt, tage sig sammen, tale til sig selv, synge, skrige til himlen, drømme, sætte sig ned, rejse sig op igen, falde om af træthed, stå op til en ny dag, sted er ikke noget de har, ikke et eneste sted kan de være sig selv

i stedet finder de sig selv i små fine cirkler af misbrug.

Sårbarheden, siger kunstneren som det følelsesmenneske hun er,

hun siger sårbarheden og tænker på følelser og mænd og frygten for ikke at kunne komme ud af stedet

den kontaktløse taler ikke om sårbarhed men om mad

der er aldrig nok mad, siger han med flugt i stemmen.

Desperationen gløder i mine øjne

det ville se godt ud som maleri

vi flirter og det ender forudsigeligt hvis man er typen der kan se forude

samtalerne strækkes ud over større og større afstande

i supermarkedet, indtil de flækker midt over og jeg er væk i teknik-afdelingen

mangler vi vat?

Det gør vi vel, det er med vat som med så meget andet, det mangler vel indimellem og så må man handle og gøre noget, købe noget, gøre op med noget, købe sig op af noget.

Alt det der forstyrrer mig i dag!

Alle de forstyrrende dage!

I dag vil jeg gerne ud med det hele

så jeg deler

sandheden

sådan skete det

sådan er jeg

sådan burde jeg være

sådan kan det gå.

I morgen vil jeg ikke ud med noget

og det, der allerede er ude, trækker mig ud

helt ud

for langt ud

og jeg balancerer på den yderste andenhåndsviden

om alting, både det der mangler og det, der er mig givet.

Fortolkninger forplanter sig og gør min natur

til en farlig udendørs skydeplads

sårbarhed har overtaget al kontakt med omverden

jeg ser rivaler smile, som om de mener mig det godt,

men jeg har ramt mig selv i hjertet

min egen ulykke inspirerer mig

blødende forelsket

i de billeder man kunne male.

Panikken breder sig

jeg nåede det ikke i tide

fra mine læber til mine lår

der syrer i et forsøg på både at få mere og mindre

jeg er ikke klar over, om jeg trækker vejret

i små fine cirkler går vi i par

aldersløst

som en strækning der viser sig at være længere end man troede.

Desperationen krænger jeg gerne ud

lidt hist lidt her

og sådan er vi alle klar over, hvor urørlig en fredfyldt person er

søvnen bliver hans sted og vækningen er ikke hans bekymring

den kommer udefra

i modsætning til en forelskelse.

Som klatmaleri vil det bedst kunne illustreres

hvorved man kan røre ro og panik i et og samme menneske

der må udholde sin indre alarm

og med aldersbesværede ben gå alt igennem for at finde et hjem

eller bare et sted, hvor han ikke er taberen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »