Leviathan

12. July 2015 af Maria Guldager

Fortvivlelsen er på min højre side og på min venstre side

altid lige midt imellem det jeg foretager mig

snigende efter mig har jeg den

brølende forud for mine skridt løber den mig i møde

skønt jeg ikke dyrker den

den har vokset sig stor og stærk på egen hånd

fristes jeg til at sige

men sandheden er, at den i sig selv kun er  en svag skygge

en afglans af mine virkelige følelser

dens væsen er blot en bagvedliggende rumsteren

der næppe har skabt sig selv

eller nogen anden

fortvivlelsen er svagheden

og tager kun frivillige følgere under vingerne.

Fortvivlelsen har utallige forgreninger

flittigt kan jeg hugge dens arme af i den ene side

ud vokser endnu større fangearme på den anden

jeg kan glæde mig over noget ydre

en ven, et smil, en smuk sø

men uden ydre hjælp kan jeg fortvivle

intet objekt udenfor mig selv behøver fremkalde den

for som et stort havuhyre ligger den og dvæler

og har jeg en tanke; en tanke om et liv uden den

viser den sig i al sin pragt for mennesker

så de konstant taler om den

den gør det for at jeg husker på den

glem aldrig hvor du kom fra

hvæser den mig og lægger sig

dog aldrig i graven for dens liv er

på menneskers tunger.

Som en sump der trækker mig ned

som et løfte jeg har afgivet og er dømt til at ære

som et vilkår jeg ikke kan finde ud af

udgangen leder til indgangen

fortvivlelsen

mærkes i alt jeg gør

andre mærker den som var den et instrument jeg spillede på

jeg forpester min verden ved at danse til dens toner

selv oliesvin er mindre skyldige end jeg

jeg har min ærlighed imod mig

jeg inficerer

hver gang jeg forklarer mit indre liv

det er umuligt at stå inde for det, jeg er

i fortvivlelsens dal

kun et er tilbage

kun et håb kan lede mig fra den sande død.

Her står jeg i overgivelsen

i troen på at der er en anden

at overgive sig til.

Kommer redningen ikke

er jeg i monsterets vold

er jeg i den totale opgivelses håbløshed.

Kom mægtige Far med din ånde

bare et suk fra dig

og alting ændrer sig

bare et henkastet blik på din sølle tjener

og alt er gjort godt igen

tag imod min skyggedans

tag imod min afmagt

tag imod mit fortabte sind

gør alle ting nyt, gør mig til en ny skabning

læg din vej, dine floder, alle dine spirer

i dit sendebud, i din højt elskede, i din datters hjerte der er så forladt som en øde ørken

vær tydelig i din barmhjertighed

KALD PÃ… MIG SÃ… JEG VED BESKED

for jeg har fortvivlelsens ringen for ørerne

skær igennem mine selvforskyldte kramper

det hele sitrer på mig i smerte

ingen steder hører jeg hjemme, ingen steder

jeg beder til dig

fra rotternes fristed.

Lad mig kende din opstandelses kraft

ved et glimt af din almægtige trone

lad mig blive spist levende

om det er det, du vil

men vis mig bare først

dig

da kan jeg klare alskens udyr.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »