Der skal komme en dag

4. August 2015 af Maria Guldager

Når jeg bliver ældre vil jeg automatisk finde mening i hverdagen.

Men ikke hverdagsautomatik, vel?

Hverdag automatik

automatisk hverdag

hver dag er en automat

automatisk er det hver

dag autoritært

hver dag mærker jeg en revolution

indeni

men automatisk skubbes den til en side

jeg bliver skudt af regeringen

så snart jeg går ud uden tørklæde

overdrivelse

men tæt på

min hverdag

automaten smider varer ud

til mig

fra hvem end

der har rørt dem før

samlet dem op

gjort dem til det de er

i min mave opløses

det gamle

og jeg ved jeg er noget nyt

igen i dag

igen i dag fornys jeg

igen i dag spiser jeg noget nyt

der sørger for jeg aldrig forbliver

gammel

i den automatiske hverdag hvor

hver

dag

er

nok

i

sin

plage.

Kan jeg få det mere aromatisk måske, mere krymmel

under overfladen

er vi alle bange

men også frygten er automatiseret

kunne den bare være autentisk

og ikke forlade sig på andres frygt

kunne frygten være sig selv nok

og ikke automatisk dukke op

når der lægges et pres

over mig

i mig

foran mig

hvad bliver du til og hvordan skal det du er blevet til akkumuleres og hvordan skal det du har fordeles og hvilken farve skal bordet være i og hvor har du tænkt dig du skal hen herfra og hvor går rejsen til i år og hvor tager I børnene hen i vinterferien, for det gør man gør man gør man bør man, børn, et pres

på ubeskyttede øjne

der bliver mørkt og frygten følger bare efter

jeg er ikke gammel nok til automatik

jeg er ikke gammel nok til accept

jeg er ikke gammel nok til at følge efter

slavisk, jeg har ikke fået børn automatisk

jeg har fået børn ureglementeret

især uorganiseret

hverdagen kræver strenge systemer

sådan er vi, sådan deler

vi os op i hver

dag

og automatisk kommer fyrrerne

der bliver vi for alvor kloge

på os selv

for alvor forstår vi

hverdagens glæder

det handler om at blive ældre

så kommer roen

troen

så kommer bør helt af sig selv, børn

der helt af sig selv ikke længere er små, automatisk

kommer børn hverdag

hvis man bemærker det

er de mere

for hver dag

aromatiske

mere hvert til sit

mere dag mere værd

dagene er mere værd

med automatiseret fortid

på dåser, bør børn

spise på samme tid på samme stol sammen med

hverdagsmor i automatikkens snor

som hun altid har frygtet, autentisk frygtet for sin navle,

automatisk klogskab kommer senere i livet, navlen

på et sofabord

i et madkatalog

at samle et køkken selv, så interessant, at købe en bordlampe, så interessant, at stå op og komme hjem og komme hjem og bringe ud og komme hjem og tage tilbage og tage fra og komme hjem og samle op og komme hjem og køre hen og komme hjem, så interessant at komme hjem til hverdagens konstante planer

siger jeg automatisk

for at være positiv som var jeg i fyrrerne

planer om ro på så vi mærker

os selv mærke, bør mærke, hinanden, mærke mor, mærke aftensolen for

hver dag sker mirakler

de samme hændelser på en ny måde

solen går op og ned, nej se nu der

den gør det igen og vi sidder

igen i en ramme, photoshop, bordet

i den farve jeg valgte, gæsterne

i den rangorden jeg valgte

stilrent, hverdag, sådan blev det i år

endnu engang

den samme mangel på tid på en ny måde

så interessant så interessant så interessant

det handler heller ikke om interesse

hver dag

men om børn og bør og hvad skal de have på til den fest vi er inviteret til

skal der holdes tale

så interessant at vokse når man ikke lægger mærke til det

se hvor er hun vokset

så ægte, det behøver heller ikke være ægte

det er hverdag

det er privilegier

det er ikke krigszone

det er børn der fortjener

de fortjener

og du har valgt

valgt og blevet

udeblevet automatik

smadrer systemerne

holder mig fængslet i ungdommens overtro

på en anden model

model af hverdagens toner

der ikke kommer af sig selv

det interessante for den der lytter, toner

der internaliseres

kritiseres for at automatiseres

ruskes i og kanaliseres

vider ud

ud

ud

ud

ud

ud

ud

ud af sammenhæng

og hvert et antal, anslag, anden dag, er det endelig blevet

en dag.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Omrids

2. August 2015 af Maria Guldager

Bekymringerne spørger

er vi de rette bekymringer?

For første gang kan jeg mærke mine ører

høre

de hører ved at afvise alle andre informationer

jeg kender dem allerede

tror de ikke jeg kender dem

tror de ikke jeg allerede ved

hvordan alting ville være flottere, bedre og stærkere

uden mig?

Tager et øjeblik

opmærksomheden fra mig selv

og giver den

til en der virkelig trænger

det skaber plads

hen over rygsøjlen.

Der er en stærk dunst

på fortovet hvor jeg går

i luften jeg indånder

i søen jeg spejler mig i

så stærk en ro

jeg prøver at tage den med hjem

helt ind

jeg kommer til at sige det højt

så højt at roen ophører

jeg har skræmt den væk

brudt dens nærvær

degraderet den til en fraværende stemme

mens lydene tager til i kraft

“du er digter” siger de højt

og ødelægger helt mit digt

min ro og min koncentration på et andet

jeg og nu

tager vi afsked

alle ved jeg er døende

jeg har prøvet alt

og alle

men døden fortsætter

med at overtage mig

sekund

for

sekund.

Lydene fra deres spørgsmål

giver jeg væk

jeg har brug for mindre

at skrive om

mit hoved brister

ved tanken om flere

hjem

jeg ikke kan skille mig af med igen.

Deler ud af mine kræfter

for at spare på mit hjerte.

Tilsyneladende åbner jeg ikke øjnene

musklerne trækkes sammen og giver slip

uden effekt

de vil ikke blinkes op

og får ikke set

lyset men tårerne pibler frem

og jeg bekender alt i en sms

til en fremmed.

Fristelsen svinger mig til sin skønsang

en velkendt gynge

jeg truer med at hoppe af

den sænker farten og vi kan enes igen

forenes

i min natur

dagligt udsletter jeg den med ord

vig bort!

HÃ¥ndfladerne om albuerne

en langsom bevægelse

en langsom ven

gennem samtalen ledes vi

væk fra emnet

og hinanden

bevidste optegner vi alt hvad der nogensinde er hændt

bliver til minder i bøger

erfaringer og huskeregler

jeg går derhen i min fantasi

siger mine regler til alle

alle deler deres hemmeligheder

systemets hemmeligheder

sådan gør man, sådan opnår man, sådan formår man

jeg holder mig ikke tilbage

viser stolt mine håndflader

i dags solen smelter jeg

falder sammen over mig selv

er ikke stærk nok til at stå

ikke en eneste regel har jeg

om hvordan man kan blive stående.

Kroppen svækkes natten over

ser sig i spejlet

svækket giver den sig selv

til arbejdet og bliver

villig til at dø

for at leve godt.

Kroppen lægger skjul på

min ånd prøver at tæmme den

Ã¥bne den op

men han er ikke til stede

jeg er stedet

han ikke er.

Ã…ndedraget tager os helt ned

på jorden

der bliver vi men vi behøver

mere

vi behøver noget højere

end vi kan nå fra vore fødders ståsted

vi flyder gennem tiden i aftaler

fylder brystet, udvider maven

luft i hele sjælen

holder vejret til det sidste møde

giver slip, trækker ind, giver slip

mens vi tæller dage

til noget eller efter noget

vejrtrækningen styrer

enhver celle

ud og ind og vi fanges

i og som os selv.

Længslen slår ned i mig som lynet

som lykken i en ud af flere tusinde

jeg falder om

i natten og vågner svækket

lever svækket

lever uden i stedet for med

og før dagen er grebet

griber den mig med sit skarpe morgenlys

mod min søvn

jeg tager lyset ind

i mit inderste hjem

så jeg kan finde frem

jeg lyser med kroppen.

TÃ¥gerne er mit lod

når jeg står stille

det uklare syn

den tilgroede tro

op skyder fantasier

i midten udloddes en pris

til en jeg ikke kan se

for meget lys, for mange bekymringer

det er ikke tydeligt hvad der sker

stemmer der spørger

gennem kroppe der vokser

dage der fælder hinanden.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »