Flimmer

18. November 2015 af Maria Guldager

Og der sad jeg og havde en god aften

Jeg fjumrede lidt rundt i ordene, men det var en god aften

But who are you really? lød hans stemme og afbrød

min gode aften der blev et forhæng mellem mit selv og min tale

jeg hvilede i mig selv

glad men frihedsberøvet, morsom men på stoffer

ude af kontrol som når man skriver til sin præst

at nu er det nok, at nu kan det ikke gå videre

ikke sådan her.

Som jeg lader tankerne vandre til den aften

hvor han kyssede mig eller prøvede på det

omringede mine sanser eller prøvede på det

lagde mig ned med sine ord eller prøvede på det

slår jeg mig ned i protestlejren, hvor vi er flere tusinde

hjemløse kvinder og børn der må deles

om blikket fra en eneste mand

en ligegyldig mand i en ligegyldig ruin

af vores egen driftighed

i hvilken jeg samler mig sammen af fragmenterede sten

overgår til materialisme i en stille stund

man ænser ikke flugten udefra

men jeg løber, løber væk fra det abstrakte himmelrum

der får mine visioner til at flimre

jeg holder ikke til det mere, giv mig et skærebræt, løber, løber med tårerne

ind i den jordiske dagligdags glæder

og lige lidt opdager jeg, at han spiser

af mit ansigt med en teske

jeg kan ikke se, ikke tænke, jorden ryster

sagde jeg til ham, hvis jeg husker rigtigt,

vandrende sukkede jeg min aften ihjel

uden selv, uden taksigelse, uden noget højere refleksionsniveau

og han sagde But where are you in all of this

og jeg følte mig for første gang mørkhåret

og iført en for varm sweater der gjorde mig så alene at se på

mens jeg indeni ingenting havde; min sweater og mit mørke hår

kiggede på ham og sagde Well who cares anyway

og han prøvede at tegne mig i hovedet

prøvede at tegne mig et hoved

prøvede med sit hoved at tegne mig

Jeg slugte så meget saltvand den aften

havet kom og jeg holdt vejret

men jeg gik op som en smurt dør

og jeg måtte hoste sådan bagefter

hoste de gentagede mønstre op

han sagde: I thought you had changed?

han lå nedenunder mig da jeg hostede

alt indeni op og han fik mit mørke hår og min sweater på

og i en krimi troede jeg, at jeg havde en taget en lur

men da jeg kom tilbage, var aftenen borte

hans spørgsmål: Why would you come here again? svundet

min tur hjem alene i gang og som jeg tænker på denne aften

fra protestlejren med en rystet hjerne

lyser månen i min stive nakke

den lyser uden solens hjælp

“flot” siger stjernerne, endelig lærte du det

endelig kan du af egen kraft lade lys falde

på andres blinde punkter.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Indskrevet

6. November 2015 af Maria Guldager

Man skriver mig ind

i tabeller der angiver antallet

der ikke levede op til kriteriet

for at have succes

med kriteriet man har sat

for at skolingen kan føre

til yderligere gennemførelse

af skoler man har sat

sig ned og talt med

angående tidligeres års gennemsnit

af trivselstal, uddannelsesparathed og bundne prøver

af frie elever der ser paradokset

men ikke ved bedre

men ikke får at vide at de ved bedre

men ikke har mulighed for at erkende i hvilket omfang de ved bedre

men ikke kan gøre noget ved formodningen om at det de ved, er langt bedre

mens man vurderer i et samarbejde

at eleverne hvert år

hver dag

hver time

hvert sultent øjeblik

skal blive dygtigere

end sig selv og de fagligt svage

gøres til små tal med kommaer

kommaer an på hvordan man ser det

siger de måske, ingen hører dem længere,

de er talliggjort og er nu et anliggende for en handleplan

underskrevet af gode intentioner

der indikerer at man behøver en ansat

for at blive dygtigere end sig selv

og til at udarbejde linjen mellem ret og uret

i halsen på en teenager

der ikke har lært at læse

det der står skrevet

om historiske begivenheder i al deres væsentlighed

en teenager der på trods

af sin fedtede hud og umodne tankevirksomhed

har klaser af pigebekendtskaber

der eeeeeelsker ham

som ide, for nok er han snusket og ejer kun to forskellige t-shirts

hans pandehår dækker øjnene

og som han skyder det til en side, ser de byrdefuldheden

men i et mix af hormoner og kedsomhed kommer de

til hans bord, kredser om ham, ler

lader kavalergangen falde ind over hans sorte skriverier

om bortførsler der tager overhånd

i et mindmap der åbner op

for usandsynlige scenarier

inspirerende synes de han er

indtil hans sabotage bliver

til fremskridt afspejlet i lærerens velvilje

der lugter af håbløshed

vasket i meningsfulde konstruktioner

rettet til med perspektiveringer

der hele tiden skifter

hænder, snart manifesteret hos den ene, snart den anden

plads til det indkaldte møde

om hvor galt det kan gå når man ikke hører efter

sit hjerte, for det er det, der er sket Maria

du har forelsket dig i et vejr

der nu ikke længere er

ligesom du ikke længere er

i samme humør som før

nu cirkler dine fingre på dit hjerte

som du nægter er moderligt

skønt det uden stop beskæftiges af varme følelser

for dit barn der leger i sneen

med sine venner, du ser at det er godt

med nærhed i afstanden

mellem dig og det der skal opnås

ifølge paradigmet der skriver dette ‘du’

ind i alt hvad der stræbes efter

på et kollektivt plan

understøttet af mine observationer

af folk der spilder kaffetiden

udover sig selv

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »