Hudforlagt

30. January 2016 af Maria Guldager

gæsterne spiller computer i stuen så der ikke er nok kærlighed

eller internet til mig

do you like me do you do you, do you like me

hvad gør jeg forkert? er jeg mig selv på den forkerte måde?

han lugter af kebab og dunsten går ind på mit soveværelse og jeg føler mig som en sovset pomfrit

jeg ved ikke bedre, ved ikke hvad jeg skal lukke ind og ud

jeg danser for i dansen er jeg kroppen og kan ikke skjule det mere, ikke skjule det, jeg føler jeg skjuler når jeg står og snakker og griner, i dansen kommer det hele ud, grimheden, det urytmiske, sorgen, spekulationerne, årsagerne, ud af mig så jeg glemmer dem,

hvad var det nu jeg skulle huske

han er sovset ind i min fortid, min skyld

digteren taler om det heroiske selvmord

jeg ringer på et jobopslag fordi det virker som den rigtige (tidstypiske) ting at gøre

komme videre, fra videre til videre til videre til videre

derefter laver jeg mange forskellige ting uden opmærksomhed

sætter mig på yogamåtten og beder min opmærksomhed samle sig fra bølger til et hav

digteren siger, at det er de deprimerede der har forstået det

min lyst er ubestemmelig i dag, ikke fysisk, ikke åndelig,

for engang skyld kan jeg end ikke forråde mig selv og tro

at den har med mad at gøre, ej heller kærlighed

jeg vil noget, jeg vil noget, jeg forarges over digterens inerti, typisk øl-mænd, man må hive sig selv op fra forhærdelsen

jeg sætter musik på, danser mig selv glad men får straks dårlig samvittighed

må jeg være her

i dansen når jeg er arbejdsløs og til ingen verdens nytte

det er okay, helt okay at være arbejdsløs og ikke på nogen måde bidrage til løsningerne på verden

syntes jeg indtil jeg selv blev det

jeg tog en uddannelsen til det at arbejde med arbejdsløse, de svæklinge der lader sig selv synke ned i systemets huller indtil de bliver fundet og hevet op i en eller anden funktionel praktik

jeg indser lige efter min dans, at jeg tog uddannelse for ikke at havne der, hvor jeg er havnet,

does anyone need me, need me, do you need what I need you to need, need my problems

han går bare i gang selvom vi ikke kender hinanden, jeg ligger og venter på, at jeg siger nej, hvornår siger du nej?

jeg tager ekstra tøj på, for det er koldt at stå stille, hvad er det jeg laver, jeg har glemt tiden og stadig i nattøj står jeg i min søns klasse, i undertrøje og leggings, ingen bh, ingen makeup, de beder mig hjælpe mig at rykke bordene, jeg tager fat med synlige brystvorter,

digterens reaktion på tilhørernes reaktion er at kalde dem forlegne

depression er et tabu, siger han og jeg vil sige noget højt og længe, for jeg nægter tabuer

men sandheden er, at jeg ikke hørte efter i hans oplæsning, jeg forsøgte, men jeg forsvandt i tømmermænd og var muligvis sovende

på et tidspunkt, så jeg hørte ikke sammenhængen, jeg hørte bare selvmordet, hørte depression, hørte the basics of my youth, the very essense inside anyone coming from a shitty home

jeg rydder mig selv op og tager ind i byen, deltager i 25 andre spændende arrangementer, mens jeg prøver ikke at besvime af angst, for jeg burde ikke være til noget så spændende, burde ikke, spørg mig ikke hvad jeg laver, alle spørger, kan de ikke lade det ligge, skal jeg gennemgå alle grundene til hvorfor jeg ikke har fået et job endnu, og skal det være mine grunde eller arbejdsgivernes grunde og hvorfor spiser jeg discountchokolade, når jeg ingenting har lyst til at spise, ingenting har lyst til at fordøje, jeg synes det er okay at være arbejdsløs, men jeg er lige ved at besvime over selv at være det, som jeg går rundt i mængden af ord, der vil forklare mine forhold.

og det er jo ikke som om

jeg har stået udenfor hele mit liv

siger digteren der læser sin ufærdige tekst højt og diskuterer den med det runde bord

han når ned til balderne, halebenet, han tager fat i lysken, han ved hvad han laver, han er professionel, siger jeg til mig selv, når jeg tænker: gamle gris

med vemod og dog stolthed over at have fået en så stærk og attraktiv krop

jeg ved jeg ikke burde føle den stolthed

jeg ved hvor pilrådden min sjæl er og at den, er det eneste, der betyder noget

men hvor er mændene, hvor er mine muligheder, hvor er andet end

ord og krop

jeg mærker væmmelige tanker i min strube, jeg mærker den nærliggende tanke, at jeg må være en kæmpeidiot når jeg kan se mange idioter i job, og jeg kan se mig uden et job, og jeg kan se, at jeg hidser mig op over det, hvor vover han at stoppe mig og udøve sin magt over mig. Mig, sådan en hæderlig cyklist. Og ja, jeg erkender jeg har overtrådt færdselsloven ved at cykle over for rødt en stormfuld mørk aften, men der kom jo ligesom ingen, som jeg siger til ham, og desuden troede jeg kun det røde lys gjaldt for bilister og med et er jeg ikke bare en forbryder, men en løgner. Det ligger i hans svar: “God forsøgt”, men jeg har jo lygter på og det hele, burde han ikke bekæmpe kriminalitet, og det går op for mig at de andre ansatte ikke er idioter, men jeg er, for jeg er den de andre er ansat til at holde styr på, og det er nødvendigt med indsatsen, for jeg kan ikke styre mig selv og jeg giver mig til at græde, at storflæbe, på cyklen hjem til et hjem, der ikke er mit hjem, og der falder jeg om på gulvet, jeg vækker børnene ved min jamren, det er uhyre voksent af mig, at få så stærk en selvmedlidenhed, at tro hele universet er imod mig, og erkende jeg ikke kan følge universets lov, jeg har forbrudt mig imod skæbnen, nu banker den mig sammen til en jævn flade, min hud min  hud hvorfor har du forlagt mig, sådan føler jeg, sådan jamrer jeg, på gulvet som hvem ved hvem har gået på, har skændtes på, har grædt og danset på

intensiteten driver indover mig

og det er jo ikke som om

jeg overdriver intensiteten

med vilje, min vilje er under overvågning af de andre tidligere arbejdsløse

hvad er det jeg laver lige nu, stirrer tomt ind i min skærm, som var den himlen, som kunne den åbenbare mysterier for mig, jeg venter på noget, på nogen, på det der skal komme og det der vil blive og jeg identificerer mig selv som hende der drømmer, jeg gør det til en god ting at drømme, selvom jeg ved det er barnligt ikke at være i arbejde endnu, jeg venter gerne længe på den rigtige drøm og når den er der, drømMEN, kaster jeg alt hvad jeg har ind i den, svæver i den, må den tage mig et bedre sted hen, tænker jeg, med samvittigheden lænket til mine forventninger til en på min alder

han virker sød men alderen er for gammel, jeg troede ellers

jeg havde nået det punkt hvor en mand vel var en mand og om han lige var min type eller ej

underordnet

jeg er ikke rigtig inspireret

højst mindre forvirret efter gudstjenesten

fællesskab er rart, jeg forstår og bliver forstået men ingen ved hvad der foregår, nok så højt kan de diskutere, men ingen ved om det hinsides, om jeg tager fejl lige nu, om jeg er på den rigtige eller fejlagtige side af stregen, af vejen, afvejen, den brede, den snævre, hulen som jeg burde gemme mig i men sjældent husker at tænde for varmen i, den hule, det jeg, forstår ikke hvad der foregår hinsides og de diskuterer, mens jeg får nusset tæer af Ole, jeg har lige mødt ham, jeg ved godt det vist ikke er så passende, men han insisterede selv og nu er over 3 år siden jeg har været intim med en mand, nus bare, siger jeg og prøver at læse ordene i min selvhjælpsbog men kan kun opfange diskussionen i baggrunden, der bliver til pile i mit hjerte, og hvor er det tåbeligt, siger jeg til Ole, at jeg skal lade mig påvirke, det er vel lige meget og Ole nikker men er tydeligvis et andet sted som om han nusser mine fødder som et påskud for at være tæt på debatten, han smuglytter uden at der er meget smug over det,

vil du lege vil du lege vil du lege

far og mor og børn og jeg er

storesøsteren

der aldrig har tid til at være hjemme

for hun er ude og danse og passe sine ting

sine ting og sine gajoler

og hun vokser op som storesøster, aldrig har hun været på de andres lave niveau, hun passer ligesom ikke ind og tro om hvis hun passer lillebror frivilligt, hun magter jer ikke, magter ikke.

jeg hørte ikke om gæsterne sagde farvel, jeg hørte ikke om de krammede mig, jeg pakkede bare mine ting og rejste til et land

og her er jeg med en ubalanceret nationalfølelse

lukker mig om mig selv, spænder balderne og tænker at han nok snart er færdig, udenfor danser de uhæmmet på bare tæer, synker sammen på gulvet, hopper op og springer omkring, ruller sig henover gulvet og bevæger sig på det som var de tapet fast til det, eller også drikker de the. Det er frie mennesker jeg kan høre, frie som jeg troede mennesker ikke fandtes, kun på tv fra svundne tider, jeg inspireres og skræmmes på samme tid, for den form for fri væren kræver at jeg giver afkald, og hvorfor skal man egentlig vælge, jeg elsker mit jakkesæt og jeg elsker mine bare tæer, hvorfor vælge.

Jeg prøver at lytter, prøver at mærke min grænse, men jeg er ikke sikker på om jeg danser eller drikker, jeg tror ikke umiddelbart jeg har lyst til han skal røre mig der, men på den anden side er det over 3 år siden nogen anden har gjort det og man skal vel røres, hvad sker der ved det, tænker jeg, men efter for meget ubehag omkring min navle stammer jeg: “måske er det fint igen nu” og han holder et foredrag om hvorfor det er skambenet der holder os slaver, bundne og ude af stand til at elske, imellem benene bor det eneste punkt man kan finde frihed gennem, siger han og rusker i mit kød, inden jeg får lov af mig selv til at gå

jeg laver tusind ting på en gang

det er umuligt, det ved enhver, især digteren der tænker så hurtigt at tilhørerne bliver deprimerede

jeg får ingenting lavet

jeg tager et arbejde og udfører opgaven som opgaven er fordi opgaven er den jeg har fået opgivet

ingenting ingenting ingenting

siger min søn når han er sur

jeg drømmer om at tage flyet til Saudi Arabien med ham

trække ham henover øde sletter på et æsel

se selv, kan jeg så sige, livet var meget mere end du troede

mere end tv, så meget kan jeg da sige

men så spørger han hvad livet så handler om, ørken? Religion? Krig? Olie? Penge?

bliver nødt til at sejle ud med ham på et åbent hav og i stormens øje råbe til ham

se selv, så seriøst her er livet, livet, det er så seriøst her, så elsk nu dig selv og vær glad

han hyler og forstår ikke man kan være glad over den kulde og gyngen for ørerne

jeg må tomle med ham rundt i alverdens lande, erfare humanitet, blive berøvet, beskudt, bespist og så sige

se selv, livet er alsidigt og det er lige meget om din søster får et stykke slik mere end dig og det er lige meget

om du er star wars til fastelavn og om du har dit eget værelse eller ej, forstår du det, smil nu, jeg har ikke råd til at fodre dig med materialisme indtil den dag hvor du selv vil forstå, du må vågne op nu

han svæver op, ud af sig selv, beriget med visdom og overskud til altid at hjælpe, altid at grine, altid at tilgive

hvis vi kommer hjem før vi møder en kidnapper, altså, hjem til

gæsterne

hvor længe skal de være her

jeg skal tidligt op

og lave ingenting, have stress-hamrende travlt med ingenting, slide mine skuldre op med det rene ingenting

hvor

hvor

hvor

kan de bruge mit humør henne, hvor kan mit humør være i orden, hvor fylder jeg ikke for meget i forhold til jobbeskrivelsen, hvor kan man blive fri for at skubbe sig selv ned i den kedeligste og mest uvæsentlige udgave af sig selv, for at få løn

i en animeret film

animatoren sørger for at alle får mad og bliver vasket og påklædt og jeg fletter mig ind som den lyserøde farve i alt, ikke den

de andre tørrer sig af i

men den uplettede babybløde lyserøde nuance

for på den måde er jeg ikke bare et eneste menneske eller en eneste latterlig situation, men en morsom væren i det overordnede billede

men det giver ingen penge

vi søger kun frivillige

dedikerede frivillige der arbejder sig til døde for anerkendelse

fordi de elsker det de laver

fordi de finder anerkendelse, navnlig deres egen anerkendelse og hvad mangler man mere

som arbejdsløs end netop ens egen anerkendelse

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Snoet ryg

10. January 2016 af Maria Guldager

Jeg møder hendes smil i mørket. Bløde øjne. Vi hører virkeligheden dryppe ned udenfor. Havde næsten glemt virkeligheden. Hun nusser mit ansigt med sine små hænder. Jeg putter dynen ekstra godt om hendes ryg, nusser hendes hår, ansigt; de smukkeste træk verden endnu har set. Hun smiler. Som om klokken ikke er 5:45. Dagen har fået øjne og lige nu er de smilende, aende, lette, gavmilde med sjæl. Det er tydeligt for mig, at hun elsker mig, men det er naturen. Man elsker sin mor. Regn, kalder man det mor, regn der slår ned på vores tag. Stærkere end den naturlige kærlighed og afhængighed af mig mærker jeg hendes utrolige beundring af mig. Jeg fortjener ikke din pris, lille pige, tænker jeg imens jeg fortæller hende hvor enestående hun er. Hun ved det. Siger hun, hun siger at det har jeg jo altid sagt til hende. Hun nærer drømmen om min egen perfektion ved hvert ansigtsstrøg og hver gang hun synger mine yndlingssange på sin egen måde: “nnn baba you shull go n love yoursef”.

Og alderen imellem os er så lille og fin. Kær og nuttet. En rygsøjle lavet fra min rygsøjle.

Problemet med at være excentriker er overtrykket. Hvad sker der når jeg kuldsejler i træningen til træningen til træningen til træningen jeg overbeviser mig selv om er yderst nødvendig?

Jeg ligger i mudderet. Nogle af mine tidligere venner spytter på mig idet de går forbi. Andre af dem rækker hånden ud for at hjælpe mig op. Det er endnu værre. Siden hvornår har jeg været sådan en man skulle hjælpe.

Længe. Måske lige siden jeg blev født. Måske har jeg lige siden jeg blev født bare ligget og higet efter mælk. Mælk fra hvem som helst.

Og jeg har drukket mig fed i det. Drukket mig beruset. Drukket mig ældre. Drukket mig mildest talt sindssyg.

Din rygsøjle er tvistet, siger eksperten. Dit liv er tvistet, din personlighed er tvistet, ligesom verden er tvistet, fortsætter han bag mine ribbens fangekælder.

Vi overdøver hinanden du og jeg. Du med din ambivalens, din

jeg vil, men jeg ville ikke

jeg

med min forgudelse af dig, mit

momentum for i ring gående komplimenter

og du beder mig respektere, at det er slut, og jeg bukker i ydmyghed, jeg træder af i min tjeneråndsfunktion, jeg lægger mig fladt ned og ruller ud af rammen. Men snart begynder det at sne. Vi der ligger, kæmper om de hullede tæpper og madrationerne, og vi får et sammenhold ingen lykke nogensinde vil være stor nok til at bryde.

Alderen var ikke til at overse. Smilelinjer, ængstelsesstreger, stivnet fremtidshåb.

Jeg overvejer, hvad der skal til. Isolation?

I stiheden finder jeg tørst, sult, forfrysninger og travlhed.

Isoleret har jeg travlt med at vedligeholde mig selv.

Sammen med andre har jeg travlt med at ændre mig selv.

Hele tiden laver jeg – noget- om- mere- mindre. Enten sover jeg, eller også er jeg vågen, der er ingen pause, imellem vejrtrækningerne, de flyder

sammen som dag og nat og dag og nat, ingen pauser, intet udefineret rum til at tjekke ud til.

Alderen har fordele, uuuuuuhhngdommens drømmerier. Alle de visioner jeg får når jeg cykler, kunne potentielt ændre fremtiden. Men alle som en begraves de i vasketøj og mere seriøse huskelister om ting der skal tilmeldes eller pakkes eller købes eller flyttes eller noteres eller hæftes eller kokkeres eller inviteres eller redes op eller lægges i blød eller bestilles tid til. Jeg fantaserer på min cykel. Fantaserer om et lækkert gulv, thats it.

Jeg beder om et gulv. That’s all. Et trægulv, et slebet et med olie og lakering og som et både glat og stabilt. Jeg skal kunne rulle mig hen over det, rejse mig og strække mine ben i hver sin retning uden at skride ufrivilligt. Hold af mennesker skal stå og strække sig på gulvet, de skal rode rundt på gulvet i ren frihedsbegærlig leg, de skal løsne op for sig, skal fralægge sig alderens tyngde. Men vigtigst på det polerede skridsikre underlag: de skal mærke hinanden. Ingen går hjem uden først at se en anden sjæl. Ensomt vandrer en excentriker der ingenting er uden forbindelserne, når man går hjem, for at gå hjem, ikke for at følges, ikke for at forstå, ikke for at mærke et brysts indebrændthed. En workshop om at finde sig selv eller en om chakraerne eller en om selvkærlighed og hormonbalance. Vi får ting at vide, vi gør ting, vi bliver nye ting. Men kropskontakten er ikke inkluderet i prisen og jeg mærker alle mine led smutte fra hinanden, ingen forbindelser, ingen grunde til at forblive i live, ingen grunde til at gå, når jeg ikke kan se noget lys for enden. Jeg løber efter to af dem, to lys, tager upassende den ene på skulderen, for jeg har glemt deres navne. Men hvad syntes I? MMh det var da dejligt, siger de og fortsætter gangen i samme tempo, læberne pakket væk under varme tørklæder og huer. Jeg holder hætten spændt om min hals med hånden, blæsten tager næsten min pose med skiftetøj med sig. Jeg burde gå hjem, jeg skal slet ikke denne vej, med blå hænder burde jeg vende om nu. Men det her med grænser, fortsætter jeg. Man skal vel ikke kun passe på dem, men også bryde dem? Joh, siger de og så siger de ikke mere og da jeg stopper ved et busstoppested, siger de stadig ikke noget, da jeg råber og vinker efter dem, siger de stadig ikke noget. Jeg råber så højt mit hjerte kan. Men de siger intet, ingentingssnakken sidder fast i halsen og smitter mig så min stemme bliver lam, min tale bevæger sig ikke, mine pointer rører ikke på sig, forfrosne som mine ører. Jeg bliver et offer for deres offerrolle.

Hun stikker sine albuer ned på det bord jeg står ved, det bord jeg gemmer mig bag, det bord jeg lader som om, ikke er akavet at stå og holde ved, for jeg er en fri kvinde, jeg er ikke bange, jeg er modig og jeg hører til her. Min krop der ikke altid hører efter, må have afsløret mig for hun spørger nok ikke ud af det blå: “Du der, hvordan har du det egentlig?” Jeg eksponerer mig ikke frivilligt. Ved knapt nok hvordan jeg kunne vise det frem, hun spørger efter, hvis jeg ville. Min krop tøver ikke med at vise min tøven. Kom dog videre, tænker jeg om mig selv, til mig selv, som mig selv. Kroppen trækker vejret, men kun fra brystet.

Et gulv, et glatpoleret gulv jeg kan rulle hen over, jeg kan glide hen over, jeg kan hoppe hen over, jeg kan slå vejrmøller hen over, jeg kan indtage og gøre til mine ben, mit ståsted. Det kan jeg ikke svare. Vores aldre er ikke langt fra hinanden, men vores verdener er.

Jeg sidder på en cafe med en mand og tænker: jeg burde ikke sidde på denne cafe med denne mand. Alderen er pinlig. Min fars alder. Tør knapt sige det. Tør knapt være mig selv lige her i den situation jeg har sat mig selv i. Hvorfor sidder jeg her? Havde jeg håbet at netop denne mand på denne alder, alligevel ikke ville være en mand på denne alder? tænker jeg imens hans snakker. Han har meget at sige. Jeg tør ikke slippe hans blik med øjnene, tør ikke møde blikkene fra andre på cafeen. Hvad rager de dig, Maria, tænker jeg imens hans snakker; nu om indianerne og solsystemet. Jeg er ikke uinteresseret, jeg kan bare ikke høre efter så længe; du burde have en bedre koncentrationsevne, Maria, tænker jeg og siger jeg afbrydende. Han ler, mest fordi jeg ler, han hører vist ikke hvad jeg siger. Jeg siger, at jeg ikke orker høre mere, måske kommer jeg aldrig til at orke at høre sandheden, jeg er blot en celle i en kæmpe organisme, jeg kan ikke tage højde for altet. Noget i den stil siger jeg, hvilket minder ham om noget der tager de næste fyrre minutter at fortælle med mine øjne plastret til hans ansigt, jeg må tisse. Ikke rigtigt, men jeg kan altid tisse lidt, især når jeg hopper.

Deres varme kinder gør mig kulret med livet. De larmer og roder og tigger og keder sig og danser rundt og spørger om en helt masse; jeg genkender mig selv i dem, kan ikke hidse mig op, kan kun elske, elske at elske dem og vide at min talje stadig kan strække sig. I hvert fald til at rumme dem, altid rumme dem. Kunne jeg bare have et gulv til dem hvor vi kunne være. Fester, leg og danseskole. Vi kan gøre alt på det gulv, det bliver et magisk gulv, jeg kan være hvem end det skal være, på det gulv, hvem end jeg vil være.

Sidder med avisen, en høj skygge falder ind over teksten. Jeg ser det med det samme. Ser han det også? Hans duft er forkert, hans måde at tale på, måden konsekvent at forveksle det, jeg siger for at man skal skraldgrine af det med noget, jeg siger for at få svar, seriøse svar. Er forkert, forkert mand.

Blokke så balancen bliver nemmere. Puder for at bløde det op. Tæpper for at give varme. I rødlige nuancer det hele. Og inspirerende posters der bliver udskiftet hver måned. Kloge ord og to live by. Kæmpe spejle, smukke kroppe. En tillid til Gud der ser bønnesvar på bønnesvar på bønnesvar. Her på det rene og stabile dansegulv. Sagde jeg danse? Kom, vi gør det. Uden grund, uden musik, uden euforiserende stoffer, din dans liver stedet op.

Kære Gud i Himlen

Jeg beder dig om at manden i mit liv må dukke op og genkende mig for hvem jeg virkelig er. I hvert fald hvem jeg i virkeligheden gerne vil være.

Og tak for alt du gør.

Jeg beder også om verdensfred og mit eget yoga-gulv.

Amen.

Et STORT BLANKT GULV. Vi rutsjer hen over det. Jeg suger det ind i mig. Ind under mig. Mit under. Alle bruger det, til at skubbe halebenet ind under sig selv med, og alle mærker at fundamentet er livgivende. Vi skaber fred med vores hænder og knæ og underliv.

Men sig mig hvem har lært ham, at tage en kvinde på ordet? Hvis han bare forstod. At komme til mig med den rette sveddunst. Den rette.

Er det sandt, at det rette sidder i åndedrættet? Til hvem siger jeg da: Træk vejret, hvis min bevidsthed leger skjul, leger at den kan være alle steder på samme tid. SÅ VÆLG DOG. Råber mit hjerte til mit hjerte. Men jeg kan ikke stå og falde i staver foran spejlet. Opgaver, opgaverne.

Gamle venner skriver til mig, venner der ikke er venner mere, venner der gør min nakke stiv, fordi jeg burde, en masse bør, men jeg er en hel bro væk nu, en hel række af år med forandrende begivenheder i, mit fokus er et andet, min sjæl er vel den samme og det svarer jeg så tilbage i beskeder, ingen kan overskue at svarer på og jeg er okay med, at der ikke kommer svar for jeg danser det ud og it’s all about that base.

Min fødselsdags komme spiser sig ind på mig.

I mellemtiden føles som om jeg har tabt mit alder. Et fjernt sted, måske endda doneret den, til nogen der brød sig om den. Men jeg mindes det ikke. Den er ligesom bare sunket i gulvet hvor jeg tramper til rytmer og former venskaber med dem der har øjnene åbne og sjælen blankpoleret.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »