Vedvarende teknik

29. February 2016 af Maria Guldager

Mig og så det og så et hoved der er ved at falde af

jeg siger ikke af jeg siger på

jeg stiger ikke af jeg stiger på

jeg mimer ikke af jeg limer på

hovedet

jeg er mere bange end jeg tør udtrykke

udtrykket er sikkert, frygten er sikret

narrer jeg dig, er alt i skønneste orden

skriver jeg fra en computer der hviner

vil jeg udskiftes

med en ny og bedre

eller vil jeg blive lige her lige nu

med en mand der ikke svarer mig, vil jeg

mishandles på egne præmisser

præmisser der vil udskiftes

med nye og bedre

stik

fra mit hoved til mit bryst til mine fødder

mig og så det

jeg beder lægen om hjælp til fordi det er nødt til at gå igennem egen læge

egen udeblevne menstruation

egen udeblevne kontrol

egen udeblevne familie

egen følelse, eget ønsket, eget initiativ, egen personlighed, egen bøn, egen kreativitet, eget spørgsmål, egen måde, egen sult, egen læge

jeg bliver bedt om hjælp fordi jeg har så meget at give, jeg har så meget at skrive, jeg har så meget at forstå, jeg har så langt at gå, jeg har så mange mænd, jeg har så meget inderlighed, jeg har så meget yderlighed, jeg har så meget

stilhed i dag

en overvældende stilhed

en vibrerende stilhed i min overkrop

en lammelse i min underkrop

et ubehag ved at skulle flytte mig, en niven i hjertet ved ikke at flytte mig, jeg er

solgt til et marked

der har spist sig selv til aftensmad og nu søger et let morgenmåltid, jeg er

let af se på, tung at sluge, jeg presser

mine øjne ned med håndfladerne, de stikker ud

jeg skal længere ind for at komme længere ud

over

jeg

siger meget jeg

Denne dag denne dag denne dag

sat i værk for at

skrive sig selv henover de tidligere dage, nu er det

denne dags sag, denne dags dag, denne dags behag

og jeg skriver på et fattigt engelsk at jeg melder mig ud

lige så hurtigt som jeg meldte mig ind, jeg skræmmer

ofte mennesker ved at tale om for altid

men for altid er en følelse, dagen efter føler jeg ikke længere for altid

og melder mig ud

jeg melder ind fordi det er det rigtige, jeg melder mig ud fordi det er det rigtige

indtil jeg finder et punkt i livet, en dag i processen, et tidspunkt i forholdet

hvor jeg er nødt til at blive, sådan

forestiller jeg mig varighed.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

28. February 2016 af Maria Guldager

Jeg troede aldrig jeg skulle vågne

men jeg vågnede

Jeg så dig sidde og smile

jeg fik det straks bedre med mig selv

jeg er tryg i egen krop- manifestation

jeg behøver ikke nogen-manifestation

jeg værdsætter mig selv- manifestation

jeg smager på mig selv- tradition

jeg er i livet selv- kamæleon

hendes smil hendes smil hendes smil

jeg smelter når jeg står overfor dig, du siger:

du er god nok, og du ved det

jeg kan ikke trække vejret men prøver at lægge min ansigt i glade folder, som vil sige: ja jeg gør

jeg kan bare ikke sige noget for jeg har ikke noget åndedræt i det øjeblik hun gennemborer mig med sin sikkerhed

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Både i dag og i nat

26. February 2016 af Maria Guldager

Der bliver talt

op og ned, kort og præcist, vedholdende og indholdstunge, jeg hører hvert et ord

men hvad betyder de

når de ikke er fra dig, kan en dag

starte uden solen, kan et hjerteslag

starte uden rytme, kan jeg se fugle

med hovedet begravet under fødderne, jeg er

træt at give mig hen, for ultimativt at blive mig selv, give mig selv hen til

en anden for at blive til mig selv med den anden, men det er det,

vi lever for, det er det

der gør os hele, gør mig til mere end

feminiteten

jeg værner om, det er engen

under min barfodsdans, det er

kun på os jeg vil bygge og det går ikke

væk i morgen eller

når jeg har sovet lidt

det er permanent

som krøllerne i vores hår,

det tågede forår er ikke et bytte

for det vi to kunne bygge

op, er du klar

til at blive klar af spændinger, jeg kan

tage tyngden helt fra

dig, dog aldrig mere spille

kostbar, se hvordan jeg ruinerer

mig selv ved at give

dig min krone uden fortrydelse

uden garanti

bare sig at du stadig lide

mig og det er

det hele værd.

Min hånd i din

ånde, her ser

du det du altid har

drømt om, det du aldrig har

kunnet finde før

jeg er designet helt til dig, hver en regnvejrsdag

kampene jeg tog, glædesrus og fakkeloptog

det hele lavede min vej

hen til dig ja hen til dig

så vend bare blikket bort

vend det væk og giv mig sort

skærm, men fred

finder du den

før du har taget en chance, gået med

herind

hvor det ikke er sikkert

at nogen af os kan stå fast

får du fat

er du fri

for at jeg skærer hænderne af

i forsøget

på ikke at forfølge dig mere, åh

jeg ved

hvem du er, for det er

mig langt hen af vejen, men du har taget

en sidevej

sving rundt og tag din plads, lad os følges lidt

bare lidt

kan du det?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Intet i verden er som før

26. February 2016 af Maria Guldager

Jeg giver op

på at opgive

det er umuligt for mig

at tænke at det ikke er muligt for os

Der må være en vej

det må kunne blive dig og mig

der må ligge et svar

der må kunne komme ord fra dig til mig

med mange flere farver og meget større

Før jeg mødte dig kendte jeg kun

et enkelt album der var so and so

nu terper jeg dine ord, jeg rammes

hver gang du synger, noget, bare syng noget.

Nu synger jeg om dig hver dag

betyder det, at du bedre kan lide

når jeg tøver, at jeg ikke gør

som jeg gør nu, hvor jeg gør og gør og gør

hør min sang om dig, der er

ingen konsistens, ingen agenda.

Du er i tonerne, du er tonerne, du er

sådan en der er nødt til at dele

for ikke selv at havne med alt for meget

mere end nogen selv kan bære

en violin til at lyse natten op, kan du lyse

min falske sang op, så man kan se

freden større end nogen aner, kan du

se den fred, den sødme, den musik

vi har til gode, hvis du blot lader dig

selv starte mig, start mig, jeg er

et vers du ikke har skrevet endnu, føl

at du tør, røre hullet i min mave

det frækkeste er ikke pausen

men det øjeblik hvor du griber ud

efter det du hører lige her

en kærlighed så fortabt i sig selv

at det næste bliver den lukkede

at det enten er lige nu og lige her

eller aldrig mere.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

26. February 2016 af Maria Guldager

Torsdagsaftens angst

den som kroppen må lide under, hovedet vinder og det giver smerter

igen får kroppen ikke restitueret, øjnene er spilåbne

rettet mod mobilen der mister strøm på halve timer, fordi jeg bliver ved med at tjekke den for beskeder, jeg ved hvad den er i stand til, den kunne pludselig vise at du havde svaret

jeg begynder at se det håbløse i min adfærd

psykologerne jubler, endelig ser hun det selv

jeg vil ikke tigge om kærlighed, men jeg kan vel blive nødt til det

jeg hæver mig selv op over min egen selvmedynk

psykologerne bifalder det, de har sådan set sagt det til mig længe, hæv dig nu

Og heroppefra ser jeg mig selv gå i pinlige cirkler, ikke ane hvad der er intuition og hvad der er

ukyndige indskydelser

jeg havde bare regnet med jeg ville se dig

dagen efter, eller dagen efter det

men jeg hører intet

udover din ene afvisning på repeat, havde jeg

i det mindste fået flere forskellige, så der var lidt variation i mit hoved

nu kører kun min monolog til dig og den er ynkværdig, ynkværdigt lang og langsommelig i sin selvsvøbte ynk, jeg sender den

på en optagelse just in case

at det skulle hjælpe på min sag at virke ekstrem, det er ikke

bare noget jeg virker, jeg dokumenterer fakta, man burde ikke betro mig med en mobil.

Jeg ligger og grynter for mig selv, ligger og forestiller mig

at jeg havde en rygrad og kunne styre mine følelser

ikke nok med jeg ikke kan styre dem, jeg kan ikke indfange dem, de er hurtige og dristige og jeg rider på dem

for hurtigere at ankomme

ikke til den ønskede destination

men bare til noget som helst

for lave krav til en mand

det er så nemt at sige, men så nemt er det ikke at se hvor

grænsen går for hvad der føles sandt og hvad der føles godt

et sted imellem ligger den store kærlighed og ulmer

venter på at man tager skridtet fuldt ud, jeg

er generøs med smørret på det grove brød

der ridser lidt i ganen som jeg sluger

hvert et ord du sagde, jeg er

lige kommet hjem, hjem fra noget, noget jeg ikke husker længere, det var intenst og en masse mennesker hørte hvad jeg sagde, men jeg husker ikke hvad det var, for nu er jeg kommet hjem

hjem til min hjertesorg, den jeg slet ikke burde have, den der gør mig så pinlig og lille, den der

udtømmer hvert et håb om nogensinde at blive normal, blive ansat og bare eksistere i rammerne, hvorfor

føler jeg nu igen noget udenfor rammerne, jeg hæver

mig selv og ser ned

hvordan kan du bare skrive mig ud

af din sang om drømmene, jeg hører din sang om drømmene none-stop og jeg lover

jeg kan skrives ind i dem, jeg ser ned

på mig selv og ser ekstatisk glæde som jeg tror kun du

kan forstå, jeg tror

helt sikkert forkert, det er

ikke sikkert det er klogt at forelske sig i mig, er det

uansvarligt at forelske sig i en ekstrem

itet, jeg ser op

og der står du jo og drømmer

om lige netop det jeg kan give dig, alt du drømmer om

der er rytme i dine tanker

der er stille på min telefon

der er gråt i dit skæg, dit smukke skæg, er det

helt uansvarligt at dig at lade dig selv

gå, forelske dig i en forelskelse, jeg ved

du er den type mand der skal holde om

mig, det stykke mand der hæver sig

op over mig, går over i historien, går op ovenpå og jeg hører dig gå

rytmisk, dansende, glad og jeg hører dig sige

jeg er for fantastisk, for vildt sej og jeg

bliver nervøs, for det er sådan jeg selv siger lige før

jeg vender folk ryggen, før “men”, før “det kan ikke jeg” og det bliver

forår, men ikke foreløbig, jeg ser op på “til salg”-skiltet, på lejligheden hvor jeg bor

i mine drømme, det er streget over, det er solgt og jeg ser op

hæver mig op over mit eget hoved, min egen forståelse. jeg hæver

og sænker mig igen, synker sammen, tjekker telefonen og forstår

min angst men en angst skal egentlig være uforståelig for at være en angst

det er torsdag aften, sådan en er ladet med åndenød for kan jeg

holde weekend sådan som jeg er

ledig og lækker

lidt for lækker til at være ledig

ledig og single

lidt for single til at være ledig

ledig og hjemløs og lækker og single

lidt for ledig til at være hjemløs og alt for single til at holde mig lækker

hvor bliver det af, perspektivet, så hjertesmerterne fortager sig, så illusionen slipper sit tag i mig, så håbet kan fjerne sig fra solen, så jeg kan se klart igen, se mine ben igen, se dem stå fast, hvor som helst, bare de er faste, fødderne

ligger i hvert sit hjørne af sengen og det gør

det ikke nemmere at tjekke telefonen, har du

mon skiftet nummer siden i forgårs, situationen kræver

at jeg forholder mig i ro, det er det

jeg er dårligst til, bare at sidde på hænderne, det handler

ikke om telefonen eller dig men om mit

hjerte, der skriger efter

værdi, skaber jeg værdi

er jeg en værdi kun når jeg skaber, tilfører jeg

værdi når ligger med smerter i brystet eller når jeg hjælper en med at stoppe et misbrug af hash

som han hellere havde beholdt lige som det var, smerter

i brystet, i skindet udenom, i hjørner af min krop, i tykkelsen af mine knogle, der

fra udgår natten.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Brændende ventesal

1. February 2016 af Maria Guldager

Jeg har vel altid været lidt speciel

jeg skriver “vel” fordi speciel er et vidt begreb, fordi jeg

er et vidt begreb, fordi jeg kommer til udtryk i forskellige udtryk, et udtryk

der viser sin sjæl min skæve streg

når jeg prøver at tegne en ret vinkel, prøver at tegne

et omrids af en glad og fri sjæl, en krop

der danser, bevidst euforisk, en dans der er danset

ind af et kraftfuldt hjerterum, førtfrem af gestik der kan tvære enhver maskulinitet ud, et udtryk

der gør sig hård, når du bliver følsom og ringer mig op og siger: “Du kunne godt have støttet mig, været mere begejstret for mit initiativ”

mit udtryk er ren comedy, jeg elsker

ved at skubbe upæn ærlighed ud, fra-

stødt står høfligheden i hjørnet som var den en blomst, jeg aldrig havde

bedt om og ikke kan finde ud af at vande

vandet der går, veerne der mangler

fødslen der bryder igennem, livet der overtager

når fødslen slipper sit tag

i min krop der kæmper med at fordøje

et kærlighedsløst måltid

på måltid,

måltider der bliver slugt på en bund af

‘jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har kysset andet end mad’

stilhed, jeg siger

“pinlig tavshed”

for ligesom at bløde op for den, det er min ironi, det er mit udtryk når du bliver overfølsom og anklager mig for at være kold, jeg ved

jeg taler hårdt til dig, men hvis ikke

jeg kan tale hårdt til dig

‘hvad kan jeg så, hvad kan jeg?’

kold rodfrugtssuppe i din hals, jeg har selv fundet på opskriften og smagt den til,

skal jeg varme den for dig? Der er godt med hvidløg og ingefær i, ja det ved du, for du kender mig jo, husker du mig nu, jeg får lyst til at bokse

fordi jeg ikke modtager kritik så godt som jeg siger, jeg gør, jeg får ondt

af dig og lader dig vide at det er mig

jeg er speciel, det er ikke dig, bare dans foran

jeg stiller mig ned bag i og jeg er

okay, jeg er okay, lidt øm i balderne men ellers okay

i mit udtryk, i mit udseende, i mine udveje

men så kom det alligevel til at handle om mig, det skal det helst

ikke hver gang og du siger, at du ikke er klar til at gå hjem, klokken er 02 og jeg har været klar de sidste par timer, dans

siger du, men jeg lægger mig og venter på høfligheden, pænheden, fordufter så jeg tør sige: jeg går hjem og det er nu, hører du, jeg går

du giver dig til at berette om en drøm du havde forleden nat, og jeg betragter mig selv:

jeg er blevet til sådan en der ved, at man ikke fortæller kedelige detaljer om sine drømme, ‘det gør man ikke’, nå ikke? Nej netop ikke, gad vide

hvornår jeg har lært denne lektie, jeg lytter

mest til mig selv, venter

med at lytte på dig til du siger noget, noget jeg bruge til noget og jeg undrer mig

over hvornår jeg er blevet så rationel og effektivitetsorienteret, hvornår

er jeg stoppet med fylde og larme og lade andre

fylde og larme, jeg brænder aldrig

som din hals og dit bryst gør nu, jeg fryser

mere end jeg sveder, hvad siger du til det

du siger noget men svarer ikke noget og jeg forstår

at jeg får hvad jeg sender ud, at jeg fører en monolog

mens du fører en monolog, mens jeg ikke hører

nogle af dem, jeg rumsterer på tværs af talerne et sted

eller over enhver tale, min opmærksomhed er en rockstjerne der svinger med håret

så jeg ikke kan se hvor jeg er

tidsfornemmelsen ryster

svigter og gør mig gal, og min paranoide undren rækker ud mod spørgsmålet

om hvorfor jeg hverken kan høre eller tale, hverken

kan score eller blive scoret, hverken kan vente eller sætte i gang, det har varet

for længe nu, jeg må snart ud

af døren men der er låst

når jeg når dit kontor, var det ikke her

adressen frem

og fem gader tilbage

cyklende kommer du og jeg som troede

jeg var forsinket, er jeg nogensinde forsinket

du griner og jeg lader dig grine ud så vi kan tale om hvad der er så sjovt

det er ikke sjovt, men jeg griner fordi nyder at grine

“ventede du længe?” spørger du og jeg får lyst til at sige noget humoristisk

men jeg ved hvordan det går når jeg prøver

så jeg fejer spørgsmålet hen, glæder mig

til at triumfere i en dans senere, når du og jeg er gået

fra hinanden for du er ligeglad

med hvad jeg skjuler og ikke skjuler, du synes bare jeg skal få et arbejde

hvorfor lader jeg dig altid tale ud, når det er så kedeligt, så ordinært det du har

at sige.

Hvad kan vi bruge de unge

til

salg salg salg

ansæt ansæt ansæt

smukke gamle der kan sælge til de yngste af de unge der gerne vil være

smukkere.

Du taler som en salmebog, ikke fordi du reciterer den, men synger i lige så lange passager

du synger dine længe sætninger og man må vente

vente på sangen, poesien, dybden fremført i rytmiske vendinger, er færdig og taler man

før den er færdig synger du henover ens tale, man kan

lige så godt vente på dig

vente på at du svarer mig, venter på svarene, forventer

så speciel jeg ser ud i spejlet i dansetimen, som jeg træder

ved siden af ved siden af ved siden af med

siden til

men selvom jeg vel altid har været ude af en tangent, holdt vejret i flere år af gangen, kæmpet med dæmonerne

har jeg altid haft integritet

i spejlet, i hjertet

på det kunne man kende mig:

integritet i benene omkring øjnene

i årerene

men nu er min oprigtighed truet; jeg er single, jeg venter

på et opkald, på en kemi, på et særligt møde

og hver en mand er et objekt

hver en mand er et offer

for mit sted i underlivet

for det sted jeg ikke har at bo i

for det sted jeg går, jeg danser, jeg danser ventesalens dans, skøjtende

henover dig mens du byder på vin og kys, hvornår

forstår du hvor upassende du er, specielt

er det ikke engang, bare upassende at gå lige til

sagen, grænsen, scenen for

eksperimentel kunst ringer mig op, de er interesserede i mine krøllede streger men har

et spørgsmål, jeg har et svar: “nej, desværre, jeg kan ikke rette stregerne ud, de krøller ud af min hånd, forstår I?”

jeg venter endnu på svaret, endnu bekæmper jeg svaret, og anerkender

min egen dans, min egen dans Robyn,

men du kan selvfølgelig også bare ignorere mig

enhver veninde er en fremtidig konflikt

men du kan selvfølgelig også bare ignorere mig

hver en mand er min beslutning

enhver veninde er min rustning

man kan selvfølgelig også bare tage mig ilde op, som jeg står her

på tekst og er kold, jeg troede du forventede

troede at du kendte mig, troede at jeg kunne tillade mig at være som den du kender mig som, jeg danser

en undskyldning, for det er jeg ikke for god til, jeg er speciel

og jeg står ved det, og jeg undskylder gerne for det, som jeg ville undskylde

for det barn jeg selv har født og som siger noget upassende,

nu hvor det kan tale, jeg har ventet længe

på den tale, nu taler det og jeg undskylder

at barnet skriger og slår og sparker, for det passer sig

ikke ind at hyle i den tone, barnet passer

sig selv ligesom alle andre passer

sit åndedræt og mine undskyldninger der vander høfligheden der stråler i alle sine farver

søger ly for kulden

i mit brændende underliv der danser

hårdt og længe og får hver en flue blæst omkuld, gløder

tør det hel op, gør det hele okay okay, gør hele rodebutikken

okay, okay,

jeg er min streg, min dans, mit svar

Jeg opdager pludselig en skægget mand ved bordet, han har siddet der hele aftenen, indser jeg, blandt os fire, han er et påhæng til en veninde og siger intet, intet og jeg stirrer på hans hengemte øjne et par sekunder for længe, mens jeg

Mens jeg tænker over hvor nemt det er at blive væk, væk i andres dans, i andres trin, man kan blive væk i sin egen venten på, længsel efter, man skal bare forblive stille, man skal bare undgå at deltage, så glemmer man dig, glemmer dig

Bliver forlegen, og han ser ind i mine hvilende øjne og forlegenheden bliver en mur imellem os, vi ved begge det er ham vi er forlegne over, det er ham der skal kravle over tavsheden

aftenen fortsætter, hans tavshed kan ikke lægges ned, jeg skaber mig og gør et stort nummer ud af min alder, hvis ikke jeg snart fyldte år ville jeg skabe mig med noget andet, måske ville jeg afsløre at jeg skulle til Australien og giftes, jeg glæder mig

jeg glæder mig til den dag hvor jeg skal til Australien, gad vide hvornår det er, og bliver det med eller uden mand? jeg er træt af mine egne spørgsmål

af mine egne valg

træt men ivrig efter at gøre det igen og igen               jeg venter hele dagen

på et svar der siger mig noget

mens andre knokler og redder liv

venter jeg på et svar

på at du ser min dans, ser mig for den jeg er, ser

på det specielle som noget underfuldt, så underfuldt

er mit kølige svar at den kan nå flere planer, ikke

kulden i sig selv, men lande i de varme lande, lande varme

i dit skød, hvis du mærker

at jeg taler specielt til dig, kenderen, du som kender en

som mig eller gjorde

engang, er du gået imens jeg har ventet, har du

forladt salen, var det mest naturligt at gå nu, hvor længe

bliver man stående i en ruin der ramler

mere og mere, dag for dag, det er ikke

som jeg ikke prøver at samle op, venteværelset

er helt stille, jeg samler op, jeg får i hovedet, jeg mærker

den pinlige tavshed, så jeg fortæller ikke om mig selv mere, nu lytter jeg

kun til din sang og jeg forestiller mig

jeg kan lytte i godt og vel 20 år, det må være længe nok

skat, skal vi tage små tyve år, så er du alligevel også lagt i graven

og jeg kan danse på din forlagte ruin, den krop

du vragede og mindes den sjæl

du sang ud mens du levede, mens jeg lyttede, mens jeg ventede på et spørgsmål

til hvem jeg var

var jeg speciel

ville jeg være speciel

hvordan ville jeg være uden mit specielle

jeg

der bruger alle armmusklerne

de få, på at grave sig fri af fordomme

egne, fordomme, egne svar, min afhængighed

vil slå mit specielle ihjel, jeg overvejer mordet, jeg ville

kunne få et job uden mit specielle navn

givet efter en romersk soldat

og hvorfor dræbte de ham, hvorfor, hvorfor handler jeg som jeg gør, hvorfor

kan jeg ikke høre Gud i min stilhed, hvorfor er min stilhed

forlegenhed

når jeg er sammen med dig, der har svarene i sin sang, du

som ikke svarer mig, men sulter mig i ugevis og derpå

svarer som et foredrag

stilhed, bragende stilhed

i mit underliv

ikke enhver mand kan danse

sit udtryk med mig i hånden og samtidig

dufte godt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »