Nothing is nothing

10. March 2016 af Maria Guldager

Døren går op og man er nødt til at forstå forhistorien, for at forstå hvor anspændt jeg føler mig.

Jeg kender ikke selv historien. Jeg ved ikke hvor jeg er, eller hvad jeg laver eller hvorfor jeg er nødt til at forstÃ¥ forhistorien, jeg erfarer. At min krop spænder op, idet jeg hører slag mod døren. “Nu kommer de”, tænker jeg uden at vide hvem, jeg mener.

I mange år nød jeg den kvalitet ved mine venner og bekendte, at de var ældre. Der var en velplejethed over dem. Hvis ikke, var der et skæg kun mænd på deres alder kan holde. Måske var det også deres tilbagelænethed, eller deres måde at vide ting på. Nu er det som om, jeg selv er voksen, uden at være der, jeg sidder. Skræmt. På mit værelse og hører udvidelse. Ser op med blodsprængte øjne, hvor er jeg, hvor er. Min legeplads. Gyngende bebrejdelser. De fleste mine egne. Ansvar og dybere end jeg har lyst til at føle. Ligger på bordet i stive ark. Det banker på og jeg går ud i vaskerummet. Hænger mine hærgede relationer op. De skal tørre, mens jeg vasker mine nye relationer, hvad er det. Jeg laver som voksen. Siddende med udspilede øjne fordi. Jeg ikke ved hvorfor jeg er her. Ikke ved hvorfor det banker. Hvem der?

I am nothing

but the one who is in love

I am nothing

else than a child of God

I am nothing

if I don’t belong

I am nothing

to a stranger

I am nothing

if God doesnt recognize me

I am nothing

compared to what I was supposed to be

I am nothing

I can admit

I am nothing

because I hear nothing

I am nothing

because I hear and do nothing

I am nothing

because I am truely in love with nothing

I am nothing

because nothing will save me

I am nothing

ness.

Det var bare mit selv. En lidt anden variation, situation, måske, men mig. Havde håbet det var Gud, endelig Gud, derfor. Blev jeg så krampagtig og. Anspændt, mens myndighederne revser mit hjem. Overgiver jeg mig, ja ja ja ja ja J A ja ja ja ja ja det er mig, jeg har gemt mig. I alle disse år.

Something about the way you look

Something about you being a person

Something about you being visible and audiable

Hvor er jeg blevet af? Gnider mine øjne, der er blevet til briller, gnider mine minder, der er blevet til forstørrelsesglas. Enlig mor til tre børn, lÃ¥ det. I kortene eller pÃ¥ bordet med stive ark af ansvarsomrÃ¥der. Vælger jeg den naturlige forklaring eller den funktionelle forklaring eller tror jeg. Ikke pÃ¥ mig. Ikke pÃ¥ at jeg er her lige nu, vælger. Jeg at sige nej-tak til Gud. God opgave, Gud, men ikke noget for mig eller valgte. Gud aldrig mig, gik jeg. Selv ind og pÃ¥tog mig opgaven og smed. Mig pÃ¥ gulvet da det gik galt. SÃ¥dan skriver vi. Frem og tilbage, selvfølgelig. Har jeg aldrig tænkt: “hun lugter af kaffe og spegepølse, sÃ¥dan af en rigtig mor”, men jeg skriver det til ham pÃ¥ dating, fordi jeg tænker at det ville give bedre mening for historien, forhistorien, hvis jeg havde tænkt sÃ¥dan. Dating, hvor er jeg blevet af, hvad laver jeg pÃ¥ fremmede mænds computer? Mine relationer er til vask. Jeg har intet at tage pÃ¥. Jeg tager fremmede mænd pÃ¥.

Der var det igen

det flyver rundt

jeg hører det tale

det jeg har læst et sted

det jeg hørt før hører jeg igen

ud af mine dybder

kommer plagen og

år går, jeg sidder

her endnu, det er ikke

en sejrssang, jeg sidder

fast, i årevist har jeg

haft små ubrugelige dage

til min rådighed, jeg snubler

over en mand, det kører

på det første og andet og tredje

billede, men på det fjerde ødelægger du det

for dig selv og for mig, hvor

står dit badekar, jeg

kan se du flyder over med vand

og skum, se at du mangler en

prop, jeg

provokerer dig, “vi andre”

siger du og mener vel som udgangspunkt ikke mig

“vi andre” “er blevet tvunget til at lære”

“at skrive pÃ¥ denne mÃ¥de” det gÃ¥r

op for mig på en ny måde

jeg har hele tiden vidst

men nu går det op for mig

på ny

at jeg er usolidarisk når jeg ikke vil acceptere

de accepterede former, skriv

det, så vi, de tvungne, kan læse

det, og jeg forstod, det var

på tide, at blive ældre

og forstå alderdom, jeg

insisterer ikke så meget

længere, jeg forstår

med en begrænsethed

jeg endda tør indrømme

sovende, siddende, år

går eller bliver, man kan

se lige her hvad jeg kan

jeg kan dette, det er

ikke så meget, og jeg kan

ikke så godt, men i det

mindste er jeg glad, ikke

altid, men indimellem

går jeg også rundt og taler

jeg er jeg er jeg er jeg er

en der taler og går og hører og sidder og år

hober sig op i min depression, er

det et match, jeg ved

det først når det har vist sig

og så ved alle det jo, at vide

er at kende præsentationen

før den er præsenteret

som præstation, det er

Ã¥renes stagnation

der tvinger mig ud

af hulen, ud af byen

jeg går hele vejen

ud af mig og de

små græder, men jeg

men jeg men jeg men jeg

er der en forklaring mor, jeg

går langt uden moder-pro

jektet, hun holder mig, fast

jeg beslutter at bestige

hendes bjerg af opgaver

jeg glider, falder, elsker

spræller på jorden, jeg håbede

ellers lige det var slet, men jeg

er her endnu, de er her endnu, vi

de andre og mig er her

og kræver at der  er en forklaring mor, er

der en mor til mig der ikke strukturer

min skrivning med andet end intuition måske

lyst og hormoner, til mig

fra en pædagogisk konsulent

lyder min situation, min kategori

meget værre, værre end

det jeg blev lovet, blev jeg

lovet noget, jeg har glemt

hvorfor jeg sidder her og

dækker ørerene til.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Forskellen på at mødes

5. March 2016 af Maria Guldager

Hvad vil det sige at mødes, hvad er forskellen

på at ikke møde hinanden og at møde hinanden, jeg kan

mødes og være lukket, være hjemme og være åben, jeg kan

forberede ris og glemme jeg har sat dem over, jeg kan

droppe at koge dem og glemme at jeg har droppet det, jeg kan

spise dem halvfærdige eller overkogte, jeg kan

købe ris men aldrig orke koge dem, jeg kan

koge halvfærdige ris færdige, helt færdige, jeg kan

møde dig på en cafe og få kramper

i hele kroppen, fordi jeg på en tavs stol bliver ignoreres

mens mund går og hjernen står og år efter år skal vi mødes

ude eller hjemme i tavsheden, sig det

hvis du ikke er til ris og latterkramper og rod i lag, vil du

mødes, kan jeg endelig møde dig efter alle disse år, kan vi mødes

med hinanden uden at vide om det nytter noget, rykker noget, er der

nogen

ris til maden eller fik jeg dem aldrig kogt, fik jeg

andet at spise end et stykke knækbrød med det sidste syltetøj, er der

andet jeg kan gøre end at mødes med dig, jeg vil

så gerne tæt på tæt på tæt på

dig, behøver jeg møde dig, du

og jeg siddende stille, i et nu med en fortid galoperende

mellem vore munde, hyp hyp og smerten i skridtet,

undgå at græde over den kærlighed jeg aldrig mødte, undgå

at møde dine øjne, skal vi virkelig mødes

og sidde stille, sprælle levende i lukket kiste, sidde

og snakke og mødes over maden og slæbe den ene sørgelige historie ombord i båden

efter den anden endnu mere sørgelige, en redning

der er sørgelig at se på mens den foregår, en redder

der ofrer alt for at få historierne med op i okay stand,

det er ikke deres skyld, siger han og jeg mister alle ansættelsesmuligheder, jeg har

tænkt mig at spise risene, men i dag er jeg træt, det er

søvnen, den forpurrer mig, søvnen

der mangler,

risene der måske aldrig bliver spist, løber de snart ud, eller snart igennem

kvalmen, hvorfor giver det mig kvalme, at tale i mængden, hvorfor klapper

jeg ikke med, jeg er ikke med, jeg har

ikke andet end stress indeni, over ikke at sidde stille

over ikke at bevæge mig, over ikke at lære, over ikke forstå, over ikke at lytte, over ikke at gøre, over ikke at være, over ikke at klappe

Jeg savner gruppen, den gruppe jeg foragtede

mens jeg var i den, jeg savner gruppen

af mennesker, gruppen med mennesker, gruppen

som ikke er den ene, jeg overestimerede, jeg overidealiserede, jeg over

hørte dig, så er det nemmere, ja meget nemmere end at høre er, at spise en kage, jeg

troede du var i området,  men du bor på Nordpolen, vi kan ikke

hinandens sprog,  jeg indser

jeg er alene, og jeg har

et kald, men har jeg

forstået det rigtigt, skal jeg

leve, kan det passe at dette øjeblik passerer

men mit åndedræt fortsætter og fortsætter og jeg hader

når du kløer dig på hovedet med mit mørklægningsgardin, jeg hader

at jeg hade, hold nu op, hold nu om mig, rens mig for had

til mit møde med dem der kløer,

er der en på den anden side

en der på den ene side elsker

og på den anden side ignorerer

mig, hvornår

stopper min kløe.

Din undertrøje viser sig under skjorten, siger du

til når jeg må sige noget, hvor længe

holder du os gidsler med din tale, din tid

er opretholdt af din stemme, din ånde

fylder rummet og vi, dine tilhørere, drikker

dine meninger, suger ind

din accent, tager til efterretning

din præstation og jeg får lyst

til at gå op på dit podium

give dig hele min krop

du har allerede min sjæl

hele min opmærksomhed

hele min ikke-opmærksomhed

hvad gør en krop fra eller til

forargelse til

konformitet fra

Har vi mødtes og mødet været skuffende er

det forventningens skyld, ikke mødet, forventningen

forvænt eller fravendt det egentlige, forventningen om

et plaster på såret og ikke endnu et sår, er der

sket det i tavsheden som jeg tror, digter

jeg inde i mig selv eller har vi

noget godt her, jeg krammer

dig og mærker dine hastige klap henover mine skulderblade

jeg hører klappene højere end dine ord

du er vild med mig, siger du, du er

ikke klar til at komme tæt på, klapper du

og vi taler lidt om værdigrundlag, for jeg ved

du er bedst til at holde vejret, jeg ser

dig i øjnene imens og håber jeg kan

bane vej til din sjæl, bane

din bane min bane, banen

hvor kærligheden kan udtrykke sig fri

af frygtens undertrykkende regime, er du

stadig med mig, spørger jeg med øjnene, det

slutter her, ser jeg dig igen, jeg håber

mit håb forsvinder i arbejdsmængden

for det sårer mig at håbe, håbe

tålmodigt som om jeg ikke forventede

en forskel på at mødes og ikke mødes.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Plads

2. March 2016 af Maria Guldager

En lastvogn med mit navn på

Høje vinduesfyldte bygninger og mig hængende i seler

En skranke der bliver langet mønter over og jeg hilser pænt

Min krop i verden, hvordan

Mine talenter i kroppen, hvordan

Min verden af krop og talenter, hvordan

kan jeg tro at det her er dagen hvor

det hele rystes sammen, rystes

på plads, jeg har ventet på at ryste

igen, er jeg afhængig af at blive rystet

på plads af en anden, skulle jeg have haft sedlen

med navnene, med overblikket over hvem

der er hvem, navnene på dem, der har

lært dig, hvad har de lært dig, har du lært

noget, eller hvad om vi bare leger

den der hvor de alle sammen elsker mig, hvor

jeg ikke forstyrrer, jeg ser dig

fare rundt og vi ved begge

at vi ikke har talt ud endnu, at bolden

er på din banehalvdel og jeg

ikke rigtig har en halvdel, delvist

fordi jeg er så forelsket som jeg kan

være i en kvinde, fordi jeg fryser

i min egen jalousi, et sted

jeg ikke ønsker findes, et sted

jeg finder bitre mennesker stå og ryste

sammen med mig, vi slås

om tæpperne, hov her har vi været

før, flygtningelejren, hvis er det navn

du flygter fra, hvis er det navn

du flygter til, jeg står og bryder

med mig selv i hjørnet, ud af

øjenkrogen ser jeg min tidligere kreds, jeg

oplever min oplevelse som en jeg oplever

igen og igen og igen og jeg ved

at det gør mig normal, mønstret og attraktiv

som en ring man gifter sig til.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »