Anmeldelse af et liv

13. April 2016 af Maria Guldager

Det er som om, at det hjælper mere at spænde op i hele kroppen, end at læse et vers fra den hellige bog, som om. Jeg kan klare det, hvis jeg bare holder igen, snører mig sammen, lukker for vejrtrækningen og går, bare går igennem det, går. Til fadet før maden er tilberedt, jeg spiser. Indtil det bliver min tur til at stå frem og tale.

“Desperate sjæle vokser sig uovervindelige i den menneskelige natur…” Eller “noget med forsømmelse af mit indre barn”, siger jeg for at trække lidt i land, trække det lidt ud, trække mig, trække sætningerne, jeg ved ikke hvem jeg er, hvad mit poetiske udtryk er, eller om det er vigtigt at vide, det er sådan noget, jeg plejer at sige, tænk. Jeg er blevet sådan en, der plejer at trække på bestemte sætninger endog skrive dem. Som om jeg er stolt af mine gentagelser, min overspisning, mine overspring, min genfortolkning. Af det der sker når det sker.

Vi spiller “sidste år ved denne tid” og jeg taber stort, kan ikke engang. Holde mine kæber selv, de låser sig, men de andre spillere er barmhjertige. Finder en bogtitel til mig og foreslår, at andres sejr i virkeligheden tilhører alle. En vinder, alle vinder, en anden vinder, alle vinder, nemt. At forstå, lederen foreslår, at jeg er for knyttet til den persona, jeg agerer som; jeg bør opdage hvem jeg virkelig er. Drop masken, mærk skyggen. I et forhold til alle andre levende væsener.

Jeg aner ikke hvem, nogen af de andre er, tænker jeg, og lader kampen begynde, dag ud og dag ind kaster jeg. Mig ind over de ukendte i håbet om at være en af dem, der bliver opslugt i en samtale, en gensidighed, en grund. Til at blive. Ved.

Du forstår det ikke, indvender jeg. Jeg har ikke selv angst, men andres, den spiser. Sig ind på mig og jeg står uden. Åndedræt og mere mod, for modet tog hun fra mig da hun gik. Ned af trappen og sagde: Man kan ikke høre hvad man selv tænker, når du er til stede, og mit åndedræt. Forlod min krop, det var ikke meningen. At tage hendes angst ombord og lade mig selv gå. Ud over afgrunden.

Han beder mig stoppe med at forfølge afvisningerne, jeg kan. Elskes højere end det, elskes. I sandhed, ord og gerning, jeg forstår det. På en religiøs måde, jeg forstår det på en sekulær måde, jeg forstår at det enten er det samme. Eller helt forskelligt, hvor. Skal jeg lægge mine penge. Jeg lægger dem ned. I Nettos pengeautomat.

Det er mit mønster, jeg opsøger en mand og bliver upassende, mærker for sent at jeg upassende og så går rygterne. Og manden.

Psykiateren nikker.

Et manglende svar, siger jeg, er mangel på kærlighed og han nikker og jeg mærker, at jeg er ligeglad med, om han nikker eller slår kolbøtter, angsten. Sidder i mig ikke. I ham. Han er forælder, jeg er den løse.

Det må sidde fast i mig et sted, hører du? Det upassende element, måske er det den arm der stikker ud mellem mine skulderblade, jeg har hørt, hører du, at de fleste ikke har en arm lige der, hørte du mig? Han løfter øjenbrynene og fyldes af rynker rundt i ansigtets hjørner i forsøget på at glatte midten ud, han lytter, aktivt, lytter, til min stemmes aktivitet, mon han forstår. At jeg lige nu tegner ham på min papirserviet, at jeg har hans nummer og vil forfølge ham de følgende måneder, ikke for noget. Andet end sand kærlighed, som jeg altid bilder mig ind det er og jeg tror virkelig det er, denne gang, han er den flotteste psykiater jeg nogensinde har set, og tænk hvad vi kunne starte. Op sammen, men der er selvfølgelig hans nationalitet, jeg indrømmer. At jeg helst vil have en amerikaner, jeg har aldrig. Haft en og jeg drømmer om det liv jeg kunne starte. Med en amerikaner, mens psykiateren siger, at han lige umiddelbart ikke kan få øje på min tredje arm, er det sådan, at du mærker disse upassende kropsdele på daglig basis? Han beder mig forstå at jeg ikke er upassende, men at jeg skal stoppe med at forfølge mænd.

Det skal jeg nok, det skal. Jeg.

Min vilje slæber min krop

indtil jeg opdager bedraget, hvilket. Bedrag, taler jeg om, alle. Arbejdsopgaverne vælter rundt i hovedet, jeg vælter. Opgaverne og arbejdet. Sammen til det eneste jeg er, er en bedrager, en arbejder, en der glemmer fortiden ved at konstruere nutiden, insistere på indflydelse over fremtiden uden. At se sig tilbage.

Har du overvejet, spørger han mig, at du forfølger andre, fordi du gerne selv vil forfølges? Et øjeblik går før jeg siger det. Jeg så siger.

…..”en der blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og blev ved og………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………..

…………………… at elske”

Han får penge, jeg får råd, jeg har svarene, han har pengene, jeg har råd, han får svar, jeg. Stopper med at tage pillerne, jeg har hele tiden. Vidst jeg ikke fejlede noget, jeg har bare ventet på at de andre ville gennemskue bedraget.

Der ER ingen måde. Ingen måde jeg skal være på. Det står mig frit for at gøre livet på min måde, der er ingen måde, der ikke bare er blevet fundet på, ingen måde. Der har vist sig skudsikker. Hvordan skriver man et digt? Hvor mange ord, hvor mange linjer, hvor mange rim, hvor mange billeder, hvor mange gange skal jeg føle mig forkert? Jeg ser dem kvantificere sig selv i stykker, hvorfor. Ikke bare skrive det som det er, som det kommer ud og er, hvorfor. Al den tilpasning, jeg slæber. Rundt på en manglende evne. Til at sige fra, til at blive forladt, til at lade døden komme til.

Som min nakke slæber mine tasker, fra, siger man fra, fra hvem til hvad, til at vågne op med en ustyrlig lyst der kunne spise et helt havs fisk, jeg vågner og drømmer om

En der vil ind

i alle mine lommer og sprækker og som sparker mit skidt væk, planter nye frø der kan vokse sig store og stærke fra mine hinder, mens jeg luger ud

i ærgerlige gener på hans side, fejer det unødvendige til en side og satser på at vinde. En vejrtrækning der føjer. Min ideologi, det føles så vigtigt. Når debatten vises på en fælles skærm, det er live, og det handler om krig, og jeg skriver lige til ham igen, hvis nu det netop skulle være denne beskeds skæbne. At blive livsforandrende.

“Det er jo sådan… den politiske front laver en transition så folket får lov til at vælge deres egen leder….vi befrier områder løbende… vi arbejder sammen med civilforsvaret…situationen er kompleks og dynamisk og vi har ikke svarene på hvem styret skal overdrages til endnu….planen er vedtaget af 60 lande…. borgerkrig…vi kan ikke tillade os at læne os tilbage…vi er nødt til at bekæmpe dem…truslen er aktuel…kampen skal føres..det der driver nødvendigheden er deres stigende spredning rundt omkring i verden…. svær mission….styrkerne skal trænes…investeringer… risiko for civiltab i byområder…”

Nødvendigheden sætter sig som et panser om min krop og jeg bruger hver nat på, at afværge bombetogter, har han skrevet. Intet svar, ingen kærlighed, bare bomber og trusler og mellemørebetændelse og arbejdsopgaver jeg har selv har valgt og som nu ligger ustruktureret i min inbox og en kalender app jeg ikke kan åbne og  børn der ikke vil spise op og jobafslag der overstiger jobansøgninger i antal og venner der skriver hvornår kommer du og en dårlig samvittighed der spørger om jeg ikke burde træne nu og en pande. Der brænder, en verden der brænder, en telefon der brænder, vi mangler kærlighed, hører du, hører han, hører psykiateren. Selvom timen er gået, og vi ikke længere sidder sammen, hører han at vi mangler kærlighed, jeg siger det til ham selvom han ikke ser mig eller svarer mig længere, jeg. Siger: vi mangler kærlighed.

Vinden i mit hoved spejder efter tryghed, der er. Et eller enormt isolerende over at være i et parforhold, kommer jeg. Nogensinde til det sted på bjergets top, hvor vinden strømmer igennem mig og ingen. Kan se skyggen af skam. Er det. En hjælp at bruge handsker? Lægens mave kan næsten ikke klare synet af mit bare anushul, jeg kunne sige. Er det ikke dit job. Men jeg siger. Knopperne er nok heller ikke noget, men de vokser. Sig større og længere som hår der væver sig sammen til en hård substans og efter tre år ved jeg, at jeg er tale om et malplaceret kranium, det ses. Sjældent, men vi er nogle stykker. I en facebookgruppe med medlemmer. Hvis børn er blevet opereret for det, jeg overvejer. Det slet ikke, jeg. Spænder op i hele kroppen, også de kropsdele andre ikke kan se, jeg søger jobs, fortæller at jeg vil gøre alt for at få jobbet, jeg lyver. Ikke, jeg vil gøre alt for at leve dette liv, uanset hvor ringe jeg kan udtale mig om det, så er jeg nødt til at være, nødt til finde et hjem, finde et arbejde, jeg vil. Hellere have malplacerede kropsdele end at mangle et arbejde. Indeni og udenpå vil jeg arbejde, jeg vil score et arbejde, gøre mig til et arbejde, modtage et arbejde ind over hele kroppen.

Har du prøvet at tænke. Siger lægen, På noget andet end din nakke, det er bare fordi. Der altid er et psykologisk problem hos patienter med malplacerede kropsdele, måske. Skal du bare glemme din forsvundne nakke lidt, måske. Skal du prøve at forlade dit hjem indimellem, måske en daglig tur rundt om søen, jeg fortæller. Ikke at jeg ikke har råd til et hjem,  hvordan. Er du dog kommet dertil, bliver jeg spurgt. På netdating, jeg sletter. Mig. Og prøver igen, strammer op, hvordan. Er jeg kommet hertil, tænker jeg,  da jeg i debat argumenterer for at boligerne burde gå til danskere og ikke flygtninge, hvem er. Vigtigst, hvem er. Jeg.

i alt dette, jeg ser mig selv i søen, går videre, glemmer, stopper igen, ser bedre efter i refleksionen, men kan ikke se så meget denne gang, vandet er grumset og solen falder ikke på søen. Til min fordel og jeg går videre og overhører to amerikanere, kan jeg. Mon gå derhen nu hvor begge mine ben har sat sig i ørerne, ja. Det kan jeg, for jeg nægter at stoppe mig selv bare fordi min krop er låst og delene sidder bag tremmer for straffe de ikke har gjort, med fanger de ikke hører sammen med, amerikanerene. Stopper samtalen, ser forbavsede på mig, jeg giver mig. Ind i et ægteskab for at jeg endelig kan gøre noget af det, man skal nå her i livet,jeg giver mig. Til at tude for jeg er tyve år og har ikke nerverne til at træde ud af det skridt jeg har taget, skridt jeg har taget, skridt. Rundt om uklart vand, jeg kaster mig selv i det, endnu mens det er uklart, for sæt det klare vand afslører mine malplacerede kropsdele i taljen, hvad var det. De amerikanere stirrede på, hvad var det. Nu jeg tænkte på, hvad var det. Nu min plan for mit liv, han spørger. Til mine mål og deres opfyldelse og jeg ser på sidste jeg har skrevet i min notesbog, det vil sige. Det eneste, der ikke er gået tabt og der står: “lære at stå på hovedet” og om opfyldelsen kan jeg fortælle ham, at den ikke er der, smerten. I nakken er der til gengæld, selvom nakken er blevet usynlig for mig, sammen med øjne, og nogle små pukler, der kunne ligne tæer, men sidst jeg tjekkede, sad de på fødderne der stadig stikker ud af ørerne, min datter. Siger, at det er sådan en mand, jeg skal have, han skal. Da være lidt mere ligesom dig, mor, ligne dig.

Tre stjerner.

Ud af et ukendt antal.

Fortsættelse følger.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

En uge- min uge

2. April 2016 af Maria Guldager

Det lød vældig spændende. Mit interesseområde, jeg ville. Blive et bedre menneske.  Til en god pris.

Jeg meldte mig ikke til. Jeg havde vel håbet, at jeg skulle noget andet. At jeg var sådan en der skulle noget andet 2. Påskedag og som derfor ikke bare sådan kunne tilmelde mig. En årlig tilbagevendende ting eller noget splinternyt. Som pludselig ville dukke op. Et job. En familie. En vigtig begivenhed.

Tørlagt på alle områder, er det en kollektiv epidemi eller. Er det bare mig, der bliver mere alene for hvert sekund, bliver mig. Selv på ulyksaligste vis uden en rigtig. Mand. En der skærer igennem. Mig. En. Der skriver igennem. Mig. En. Der bevæger sig igennem. Mig.

Klikker for at se notifikationer. Han har ikke skrevet. Jeg skriver igen. Som søgte jeg en. Afvisning. Min afvisning eller en afvisning eller en af hver, har noget.

Ændret sig siden mit sekstende år? Lidt har, lidt har forandret mig.

En lejlighed der er ved at falde fra hinanden, rørene. Under håndvasken lækker og væggene taler deres eget tydelig sprog, gulvets splinter, svamp i badet, tilkalkede fliser, køkkenets larm fra rør og maskiner der sjældent virker, utætte vinduer, døre der ikke kan lukkes, maling der afskaller, mærker, ridser, en uordentlighed. Der spreder sig til mit sind eller er det. Mit sind der har gjort lejligheden usikker, tænk positivt ellers.

Tænk positivt. “Jeg er den jeg skal være”. “Alt er godt”. “Jeg er tryg og sikker”. “Pengenene vælter ind hele tiden”. “Min drøm går i opfyldelse”. “Jeg er stærk og alle elsker mig”.

Advokaten er ikke til at få øjenkontakt med, hans briller. Gør det ud for hans blik og hans intellektuelle tale. Kompenserer for hans størrelse, jeg kan ikke trække vejret. Som advokaten og dommeren taler sammen om deres arbejdsplads, jeg siger i halve sætninger hvem jeg er, og da jeg stopper. Husker jeg ikke hvorfor jeg talte til at starte med. “Jeg er på lige fod med alle andre. Ingen er under eller over mig i menneskeligt værd”.

Døden og livet. Er ikke som en glidende bevægelse, er ikke ligeværdige, døden. Vil altid have overtaget og styre. Det levende, det levendes fokus, det levendes. Frygt.

Jeg fortæller dem at det ikke er min lejlighed. At jeg for et par år siden boede i et stort hus. Alene. Med mine børn og nu. Er jeg her en del, andre steder en del, bor her ikke, men er en del af det, jeg er en del af stedet, andre steder deler mig. De ser på mig. Med samme ansigt som det efterskoleforstanderen skrev til mig. For tretten år siden. “Jeg er ked af, at det skulle ende sådan her” og jeg ser på dem, på samme måde som det ansigt jeg sendte tilbage til efterskoleforstanderen. “Det er ikke endt!” Et selvmordsforsøg er i det mindste et forsøg på noget. At være hjemløs er i det mindste at være.

Jeg tænker positivt.

Jeg tænker negativt om at tænke positivt.

At tænke tærer på mine kræfter, mine initiativer hægter sig fast. I det rene ingenting, herfra. Er alt muligt. Siger jeg uden mere tro at bruge af.

Der kommer kys-ikoner og lyserøde hjerter fra mine skæve skøre veninder, jeg sender. Smileys med hjerteøjne retur, hvad mere kan jeg skrive, en masse. Sludder, intet nyt, jeg er her. Stadig stadig stadig. Stadig spændt for, stadigt. Færre muligheder. Mere ansvar. Mindre plads. Stadigt større drømme.

Jeg tjekker jobs, jeg sender. Mig selv til dem, både de gode og de onde arbejdsgivere, sender mig selv som en pakke, jeg lyver. Og lader som om jeg er en færdig pakke, selvom jeg hverken har fire sider, en top, en bund eller blomstret indpakning, jeg har. Sendt omkring tusind, og jeg falder. Dermed i kategorien med de sørgelige systemkritikere, jamrende ofte for konjunkturene, de sølle stakler der er holdt ude. Af arbejdsmarkedet, markedet for arbejde, markedet for mennesker, marked mig, et marked, mit marked, min magtesløshed, løs magt, hold min nakke, jeg tjekker for jobopslag, jeg tjekker mig, jeg tjekker dem, jeg tjekker hjem, “det handler ikke om. Hvor man kommer fra men hvor man er. På vej hen”, jeg forestiller mig en lille by. Med medium glade mennesker, en by der ville blive henrykte af mit indhold, de ville slet ikke spørge til pakken, de ville. Se mit indhold, falde på halen for det, og jeg. Ville ikke længere lyve, tjekke, crashe, sørge.

Telefonen lyser op, hvem skriver, The Gurdian, Grækenland er et stort kaos, de tvinger flygtninge hjem til Tyrkiet, DR2 Debatten kører og jeg. Undrer mig over at jeg ikke kan høre noget, klokken er 20:35 og jeg forstår ikke ordene, jeg forstår rædslen, jeg tjekker. Men ingen skriver, jeg får et panikanfald, hvis man er typen. Der diagnosticerer. Manglen på luft, en koncentration af håbløshed under øjenlågene, ben der giver efter, gulvet. Der rammer mit hoved, som jeg synker. Sammen og hvisker: HJÆLP Gud, HJÆLP Gud.

“Fra Gud. Ikke fra mennesker, kommer min anerkendelse.”

Telefonen, et billede af mine børn og jeg, to likes, jeg havde håbet. At matche med en på Tinder denne gang, jeg sletter. Den igen, det er for ydmygende, der må. Være andre muligheder, andre mænd, mænd der kan grine af det hele, af situationen, af rytmen og manglen. På mirakler, “min hjælp kommer fra Herren”, jeg ved.

At jeg misforstår, jeg sænker egoet, forventningerne, blikket. Den ringer. Går det ellers godt. Ja jo tak.Han siger noget ind i telefonen, jeg siger noget ind i telefonen, tiden går, jeg bliver træt, kan vi sige på gensyn, ja jo tak i lige måde.

København forvandlede mit liv. Jeg mødte venner, arrangementer, havde oplevelsen. Af at høre til i en by. Jeg havde troet var for meget. For en som mig, men nu. Har København kvalt mig og mange. Andre borgere, der ikke kan bo. Noget sted, mit sted. Er ingen steder, jeg sover lidt her, lidt der og forventer. At jeg kan. Træne, spise, Læse. Som var alt normalt, mit ansigt. Regner, mit ansigt eller et ansigt der ser sig i spejlet. Overfor mig. Mig eller en kvinde. Et spejl eller mit spejl, jeg (kvinden) ser at jeg kaster mig selv i favnen på en min, min mand, altid en. Forkert. Mand. Forkert. Favn. Københavns favn er dunkende varm og mit hjerte. Synkroniseres. Med byens puls. Jeg sveder det ud, ud. Et sted hvor ingen bor. Ingen eller mig. Jeg bor. Ikke. Jeg bor. Ingen. Stederne eller mig. Ingen af os. “Mit hjerte er mit hjem”.

Jeg tager et nyt bolche, jeg har. Allerede tre i munden. Det er ikke bolchet, det er smagen jeg må have mere af, og jeg smager ikke de andre længere, det er jo ikke fordi jeg ikke vil. Jeg smager dem bare ikke. De kunne være et par tænder. En integreret smag som den næste smag skal overdøve. Mine øjne smelter næsten, jeg kæmper. Imod søvnen, jeg skal finde en afklaring, jeg har skulle finde en afklaring i årevis, i dag, i dag, i dag. Det er alt vi har, siger man, og mener det godt, men nuet er så intenst. at jeg ikke kan sove, jeg har ikke et sted at sove, mine steder er løbet tør, jeg må forblive. Vågen, søgende, i min vildrede, i min dag.

Flashbacks. Til min nabos barndomshjem. Deres uorden og afspænding i sofaen. Deres hidsighed og store kærlighed. Deres fladskærm og brede samling af tegnefilm. Deres rod og søskendeforhold på værelset. Det var ikke noget særligt, måske endda lidt dysfunktionelt, men det var bedre. Det var meget bedre. End mit hjem og nu. Er min søn grædefærdig når han ikke kan få lov at overnatte ved sin ven. I hans hukommelse vil et andet barndomshjem lagre sig, og han vil vide at det ikke var noget særligt, men langt bedre end det, han kom fra, vil han, vil han min baby, sige, vil han sige. At hans rodløse mor ikke gav ham. Det han skulle bruge? Advokaten ved det ikke, og dommeren er ude og ryge. Min tale snøres sammen, der er ikke luft til mere. Eller er der. Talen bliver ved lidt endnu, indtil frygten. Får øjne og ser sig selv, ser. Dem se sig. Dommeren og advokaten ser min frygt, jeg kan ikke. Skjule den længere. Skjule mig længere, min frygt, eller en frygt eller. Også skal jeg nægte alt, jeg føler. Mig ikke mindre værd end dem, bare. Fordi de har job og hus og memoreret et regelsæt, jeg åbner alt. Hele min forside, hele min bagside, jeg står ved. At jeg er jaloux, fordi jeg er usikker. På om det nogensinde kommer til at ske, på om noget nogensinde kommer til at ske, jeg er rædselsslagen for at give slip, rædselsslagen for at holde fast, skræmt til døde over livet.

Jeg flytter. Ind i min app. Altid vågen, altid online, altid. Klar til at blive afbrudt, kontaktet, mættet, tappet. Min.

Afhængighed når fra hovedet og. Ned. Med hovedet. Min. Den. Afhængigheden er en skam, bringer med sig skam, klikker. Mig ind for at se. Mine matches. Mine. De her matches. Der er ingen. Intet skæbnemøde. Møde med min skæbne eller bare en skæbne, bare et match, bare en mand, tilfældigt planlagt, bare en hånd. Under mig, hold. Venligt min umiddelbarhed, mens jeg står. Med benene opad.

Ånder ind, der kommer en tæthed. I min næse. Der er noget galt. Jeg suger undersøgende og ihærdigt. Hysterisk. Vejret ind gennem næsen, små. Hurtige træk, jeg kan lugte noget. Eller kan jeg. Taget slår revner. Papkasser, stole, bøger står i flammer. Gyldne blodsprængte flammer. Der har sit tag i mine ting, i andres ting på et. Fælles loft. Vi må. Ud, vi hoster og bander og stikker af med den første og den bedste og tror vi er i sikkerhed i kulden, jeg tager. Mine sår af. Føler mig nøgen kun iført ar. Hopper i havet, så nøgenheden. Giver mening.

Jeg går derhen. Og stopper med at være alene, jeg har fri, og jeg tager fri fra aleneheden. Men jeg er ikke fri. Jeg kan ikke gøre hvad jeg vil. Når jeg selv mangler. Når mit selv mangler. En at ramme lige i hjertet, er det sådan. Her man låser skabet? Okay tak. Jeg stikker ud. For ung, for gammel, for beskidt, for ren, for positiv, for sørgende, for ligegyldig, for ambitiøs, for.

Afhængig. Klikker og erfarer. En hjerteforandring, mit. Hjerte. Siger fra, siger: jeg er mere, jeg. Lever i frustration, i sure sko, i kontrollens ærinde, det. Skal ændre sig, Jeg. Skal ændre mig. Newsfeed. Er der mere.

Jeg var ellers så tæt på. Det er tydeligt at hvis jeg havde drejet af et par andre steder. Så var jeg kommet direkte ud på motorvejen. Hvad er det jeg ikke ser, hvad er det for et billede han har af mig, hvad er det for et billede af mig selv. Jeg skal tage ned. Et forbillede, en musical. Der er en rytme. Den bliver ved sig selv. Selvom jeg ikke bruger den. Jeg tager billedet ned. Tyve år for sent. Senere end hvad, hvad. Stikker ud. En personlighed der falder overbords, drukner. I gamle flammer.

Jeg er nok bare hormonsyg, tænker jeg og ved. Det er ikke kun tid jeg mangler. Også formål. For inden i det mål. Kan dedikationen glide roligt op af. Andres grænser.

Der foregår mange ting. I Kbh, man kan sejle, smage vin eller gå til Knausgaard-foredrag.

Unyttig viden lige nu når man sidder her og gerne vil have gang. I en tradition, men ikke kan komme længere end til spisebordet, hvad med træningen. Jeg har tøjet på, det er mange dage siden. At jeg har gjort min daglige træning. Jeg havner i en sø af udmattelse på måtten, overvejer. At indtale en film af mig selv. Om ensomme på 2. Påskedag, men hvem. Ville se den og hvad skulle jeg grynte, jeg. Har heller ikke plads på telefonen, det er lige før. Søvnen banker på. Men kun lige før, den banker ikke, det gør. Min hvilke umulig, ingen banker på. Og tager mig med til et andet og bedre sted.

Og det er aldrig til at vide om folk. Om de bliver glade for et kram eller. Synes jeg lugter under armene, krammet. Tager til, jeg tager. Turde jeg bare. Tøve mindre. Jeg tænder. Ikke på enhver, får jeg. En klapsalve for det, stående. På stående fod kender jeg ikke mine kardinalpunkter, punkter. På min krop kender jeg, men ikke. Ikke dig, jeg kender ikke dig. På min krop og hvordan skulle jeg lure. Om du hører til i mit gamle mønster. Hvor jeg redder og tøffer hjem. Igen efter et par måneder. Hvordan vide, hvordan basere. Noget på erfaringer når alt er nyt, og jeg. Håber på det bedste. I verden i mennesket i hjerte i situationen.

Slukker for det hele, slukker. For dagen. Andendagen, ligger. Med brystet sømmet til måtten, til natten. Det banker på, de myldrer ind, de snakker, jeg lytter, de snakker, jeg hører snakken, jeg elsker dem, de elsker mig, jeg kryber ud af mig selv, så de kan tage hvad de skal bruge. Med ud.

Så her ligger jeg. Krøbet ud. Faret vild udenfor. Og det eneste hun ønsker er kærlighed, åh hun ønsker blot, hun blotter, hun ønsker

Er der nogen der ser. Om jeg hopper ud nu eller. Kan jeg frit svæve over byen hvor der ingen systemer er, ingen menneskelige systemer. Til at fange mig, gribe mig, holde mig, opføre sig som mig, være mig, udhule mig. Min samling af pæne afvisninger. Hænger om min hals hvorend jeg går. Deres struktur finder mit mørke. I struben; lige der hvor jeg fremstammer: “Måske er det ikke meningen. Måske er min mening slet ikke meningen. Hvor er meningen, gid. Man kunne høre min stemme.”

Han ligger helt stille. Man sparker lidt til ham. Ingenting. Man hvisker. Som kunne han høre deres nedrige tale om den havde været tydeligere. Han ligger som var han blevet tabt på det selvsamme sted, som havde man glemt at vise ham hvordan man rører sig, han gemmer. Ordene under sig, venter. Man på ham venter man forgæves. Vi kommunikerer. I hans stilhed. I hans fravær bliver mit nærvær. Slående. De slår ham. Ordene. Man tror han kan høre, fordi han bløder ud af ørene hver gang hun prøver at skabe forbindelse. Hun ser sine hænder skrive til ham, skrive. Ord der pisker.

Jeg iagttager forbillederne og overvejer. Om det overhovedet er forbilledligt at være forbillede, vil jeg. Ende som et forbillede. Hvis jeg fortsætter som et ærligt menneske, ikke et redeligt. Men et ærligt. Bliver jeg aldrig et forbillede.

Der er ikke en app. Der i dette nu kan gøre mig seende. Jeg klikker ind på det samme ikon igen og igen, hvorfor. Står mine tanker stille. Lysten snurrer rundt i brystet, svirer ud. I hænderne der tager. Fingre. Der ikke har noget sted at sanse, ingen krop at skrive på, ingen sjæl at fedte ind. Min app bliver tjekket igen. Min. En app på min telefon. Min telefon. En app på en telefon. Min lyst efter nogen får mig til at klikke på en app på en telefon. Min lyst. En lyst, en app, en telefon, en lyst der fjerner lysten til min telefon og dens apps, jeg holder mig kørende, jeg mangler det der holder mig levende, jeg burde. Vide bedre, ved jeg bedre. End jeg vedstår. Klikker ind. Ser den samme feed. Igen. Igen. Feed. Min eller. Telefonens. Mig eller telefonen eller.

Før jeg ved af det har jeg glemt. Alt om min beslutning, før. Jeg ved af det, er der gået tre til fem til ti år og jeg. Eller årene. Undrer sig over hvad der er sket, hvorfor. Besluttede jeg, glemte jeg, ændrede jeg. Mig. Slutningen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »