Mens det endnu er i gang

29. May 2016 af Maria Guldager

Det er krævende at glatte sig selv ud. Ligge tæt til bordet som en dug. Blive tyndere og bredere. Forbindelsen besvimer og trygheden findes i at passe til bordet og den tunge samtale ovenover mig. Klonk klonk, de banker i bordet. Det handler om held.

Bedst som jeg tror, jeg er alene, rækker hun hånden ud. Vi hilser og jeg stirrer ind i hendes bryst, ind i hendes lange spor, ind i de forudgående tyve år, der sover øverst i hende med en iboende grundighed, en arbejdsomhed. Hver gang hun siger noget, tager jeg notater, som jeg ikke kan finde, så snart jeg er kommet hjem til mine prøvelser, hjem til det, der ikke har sat sig ned.

Min tidsramme er det eneste, der skaber meningsfulde sammenhænge. Jeg halser afsted efter aktualisering, efter beslutninger der er timede vel. Jeg kan også væmmes over mine beslutninger og stadig stå ved dem, stadig stå falde som sneen der er udsendt af en tidsramme, et naturfænomen, som at stå i mudder til halsen.

Sorgen træder ubeskyttet ud af min nakke. Den udspilles udenfor min kontrol, den møder mig med dobbelt kraft, jeg møder egne begrænsninger på det sted, jeg er, det sted jeg har holdt sorgen væk fra. Jeg overvældes af mine åbne sår, og ud træder meningen med alting. At tænde lyset i gyden, at insistere på at optage sig selv til sig selv.

Min frygt er, at offentligheden vækker sorgen igen, putter den på bog, og lader mig få den med hjem alene. Det skete er mit, men det er blevet set, og jeg kan ikke længere se mig selv uden det skete, ikke længere møde mennesker uden hans fravær.

De tager billeder af, at jeg tilbeder en Gud. Fotografiet forestiller tilbedelsen-  udefra. Det gør mig ikke glad, at se pÃ¥ mit fællesskab udefra; jeg vil ikke sættes derind, jeg vil heller ikke sættes ud. Hvordan opretholder jeg min autensitet i et større foretagende, hvor jeg blot er en mikroskopisk del. Vi forsøger at overvinde kulturen med modkultur, siger de, men jeg spørger: “Hvad med selvovervindelsen?” Jeg vil ikke være med pÃ¥ et billede, skønt jeg er en del af billedet. Jeg ser mig selv igennem en fremmeds øjne og kan ikke afkode, hvilken retning jeg gÃ¥r. Vær nu den ene eller den anden, siger de. Med mine øjne ser jeg mig selv fægte i fællesskabet, og fægte uden for fællesskabet.

Han kvæler min forelskelse ved at sige: “Du er da ogsÃ¥ en dejlig pige, Maria”. Det er en kropslig erkendelse at blive forelsket. Jeg forestiller mig med min krop, jeg foregriber muligheder med mit kød. Jeg tager flere chancer, end der er. For at finde forløsning, for at finde en mand. Min krop er stadig vemodig efter fødslerne, og den forelsker sig sÃ¥ snart, den ser en mand med dybe øjne og Ã¥bne tænder.

Distinktionen mellem at være fastholdt i et øjeblik, der er blevet kastet på mig, og det at fastspænde mig selv til en mangel på selvcensur der potentielt kunne forvandle mig, i hvert fald gradvist, hvis den trådte til og gjorde mig mere lige, jævn, ublottet.

Men fra hvilket tårn kan jeg se mine mulige ruter? Er det frigørende at jeg intet ser? Jeg forestiller mig, at miste mine øjne uden at opdage det, har jeg overhovedet et udsyn?

Tiltroen til mine sanser vakler og hæmmer det, der berører mig, under huden, i sin indflydelse på mine overbevisninger. Min tro opponerer mod det umærkelige, den skal være mere end en flække af tvivl, den skal puste liv i en bedre verden. Adfærdsregulering bliver låget over min kiste, jeg kan kun følge, hvis det er i mig at følge, hvis relationen til Guden er i mig.

Min lidenskab sameksisterer med det materielle, men er ikke stærk nok til at stÃ¥ imod det fysiske’s styrende vilje; det fysiske lader ikke noget opstÃ¥ i mødet med mig, det findes forud for mig, og rokker min identitet med sin fasthed og stabilitet. Jeg lader mig føre, men det er bidende koldt og mine tæer forfryser og jeg mister evnen til at gÃ¥ videre i det lukkede landskab, der fÃ¥r min lidenskab til at krybe indad. Jeg kravler efter flokken, de opdager ikke min niveauforskel eller min lidenskab pÃ¥ slæb.

En påmindelse om dengang jeg var i et opløsende hjem, der først rigtigt opløstes, længe efter jeg selv havde løst alle bånd fra det. En mor og en far i en tragedie, i en tragisk trofasthed. For hver påmindelse tilføjer jeg en ny scene, en ny handling, et nyt åndedræt, et nyt spørgsmål. Jeg spørger til de dominerende normer og det bliver en gestus, hvorved jeg rækker selvsamme normers værdier videre.

At ikke ville ses, fordi man er den, der ikke bliver set på, og at gerne ville ses, hvis man er den, der bliver set på, er at være i tvivl. Om hvorvidt man vil findes eller ikke findes. Om jeg vil foregå eller være hændt.

En digtende erkendelse med blik for bunden midt i verden, midt i livet, mæt af forklaringer, mæt af inaktivitet. En pause der fylder sig ud med det næste punkt, og mest af alt lyder som det næste punkt. Mellemrum der vugger mig med vekslende intensitet, imellem fejl jeg opildner til vækst ved at sige: “jeg vil ikke censurere mig selv” om det sÃ¥ betyder forkrøblet krop og ituslÃ¥et hjerte. Disciplin er mig en sammensmeltning af aldre, jeg øver mig pÃ¥ at blive ældre, mens disciplinen skal holde mig ung.

Udvidelsen af min lade betyder, at der kommer mere selv end gud i, og pludselig vælger jeg et liv, jeg aldrig har kunnet stå inde for. De tænker om mig at sådan har hun valgt, fordi sådan er hendes essens, men senere kommer det frem, at jeg har en fortid. At mit niveau af erkendelse dispositionerer mig for et valg udenfor min egen opfattelse. Jeg ved med andre ord ikke, hvad jeg er og hvad jeg vælger og alligevel får valget konsekvenser for hvem jeg er, og hvordan jeg fremover vælger.

Min tankevirksomhed snor sig ind mellem gamle og nye dage, og finder en udefineret substans, en spontant bevidsthed der ikke er fortrolig med sin egen erfaring. Jeg henter mig selv på et socialt værested. Jeg får øjne af lydene fra deres kaffeklub. Hopper rundt fra mulighed til mulighed og føler mig mest i live, når jeg udtrykker umuligheden i mit liv.

De sætter sig ned i min arbejdsløshed. Bygger rede ud af mit hår, og fordeler sig over mit hoved som en programmering, der gerne vil ind i min hjerne, men hver gang jeg rystes, ryger ud, jeg er atter mig selv og jeg har glemt hvordan, man nejer.

Min nervøsitet knækker min stemme. Jeg frygter, at jeg ikke hænger sammen. At jeg ikke både kan være det, jeg er, og det, jeg også er. Kan jeg undertrykke mig selv ved at genoplive det hamrende hjerte og den længste morgen i hele mit liv.

Jeg kommer og går frit. Fra mig selv, og min fabrikation. Lysvågen og kastet ud fra klipper.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Fiktivt forankret forpligtelse

25. May 2016 af Maria Guldager

Dagen åbner sig over mig

som jeg rammer en kantsten

min krop sløves, mit syn sløres,

etableringen åbner sig over ham

som han rammer en alder

sytten år ældre end mig

for at sige det som det er, sig

at du behøver en stærk kvinde som jeg, sig

at jeg er så lille og nuttet og kun en pige, sig

jeg udlever den ultimative kombination, sig

ingen anden end jeg nogensinde vil slå til,

min dag, min mand, min sag, min forstand

romantikkens atletiske muskler styrkes til et bristepunkt.

I højsædet er et samfund lavet af lego, et der kan åbnes eller gå fra hinanden, i mit projekt

skriver jeg; en fortælling om det, der gør livet værd at leve,

populært sagt, jeg skriver, om en eksperimenterende livspraksis

som den er

eller bør være eller kunne være eller skulle have kunnet være,

det er min måde at opdage livet på, udfaldet

er ikke til at kende, før jeg har konstrueret, digtet og leget

lego med virkeligheden, jeg

flytter rundt på virkeligheden, på stolene, omarrangerer og

giver plads til uvirkeligheden, tage det fra den, der bør bygges op og bevares,

han svarer: men dette er givet, at fiktionen ikke skaber jobs,

jeg tager mig sammen og skriver en problemformulering:

Kan vi nogensinde frisere årene ud

og skelne mellem nyt og gammelt, mellem

genbrugt og opbrugt, mellem

dit lort og mit lort, hvorfor

nuancerer du ikke dit sprog, siger jeg og

kritiserer ham for første gang, kan vi

tåle mere lort, svarer han. Problemformulering og perspektivering.

Hvert eneste ord lever jeg, hvert eneste ord kritiseres, roses, jeg løber

fluks i afgrunden, indtil noget nyt opstår, det slutter

ikke ved angsten, angsten er forskellen der åbner

min erfaring, mit eksistensfundament,

hvis angsten pakkes op som den gave den er, min forskel,

pakkes op, folder sig ud i passion, ud i mødet med livet,

intense blikke, ind og ud og ude-inde inde-ude, hinde, hud,

i åbne retninger, åbne for kærtegn

og for nye folder, krøller, opfindelser, frembringelser

i sig selv, det fremmede selv, det distinkte selv, angsten holder inde

angsten advarer om utrygheden: friheden er utryg; et koncentrat af mod og fantasi.

Det splintrede selv der i ærlighedens strøm bliver helt

ved at forbinde sig med sig selv, forholde sig

til det endnu ikke erkendte, det for bevidstheden uberørte, ukomplette, det endnu ikke afsluttede

et blik der ikke har set endnu.

Dagens skyer advarer mig om brud

under mig, forundrede jeg,

en bølgende smerte starter, udstrakte ulykker, blomsten

udsender ikke længere den rette duft

på en eftermiddag forstenet og ubevægelig, hvorfor

kom kærligheden ud af sin hule, hvis den alligevel vil

efterlade os spejdende ud i den sorte nat, nærmest kvalte

i den dødstille himmel, til sidst løfter jeg hovedet

mod de forsølvede stjerner højt oppe og susende trætoppe længere nede

jeg støder foden, støder andre

mit blik flakker, mit syn er i flager, holder jeg øjnene

stille, dræber jeg natten

med det intense lys, et håb

om tilstande der kun kan bygges med lego.

Frem spirer fra dybet af mit indre

det, der kun kan måles

på følelsen af alligevel at mangle

en, der tørstigt tigger om mit selskab, mit kildespring, jeg giver

mig selv til dem der spørger, og med hans tale om ufrihed

ser jeg mig som en udtørret bæk, jeg

vokser sammen med dem

der tigger, jeg læser fra afgrunden

ord dannet

af stjernerne.

For vinden der indimellem rører på sig

er jeg fuld af glitrende dråber, dyrebar

som en rejsende sjælden stjerne

for ham der stormer og vil frem i livet, videre

til et sted ude i det fri, der hvor øjnene altid er løftet mod himlen,

er jeg en sele, der kryber op af hans bryst

en ramme om hans

indhold og mening, organer og celler,

han synes at vide, jeg er den

familie han kan tale om og savne

mens jeg snitter grøntsager i et rengjort køkken, en udtørret bæk, hvis

jeg er rammen er jeg rund med maven nederst, hoved og tæer

mødes bagom ryggen, jeg er i livcyklusens vold, en aktualiserende tid

tiden i mig, døden i mine erfaringer, det udefrakommende i mit indefrakommende spørgsmål.

Min form er sket

han beundrer den, men vil han gennemleve min form med mig, er der plads

til lego-realisering, alle mine retninger,

han er i nuet, siger han, jeg ved det ikke

men jeg vil gerne have han tager fejl

at vi konstant er i gang med at blive

at vi rummer mere end nu, at vi er

forbundet med frem og tilbage, diagonalt og til det ujævne, det glatte,

de brudte forbindelser der sætter varige spor

i det han kalder nu, som mest handler om forpligtelsens positionering,

hans intuition strider imod tvangen der samvirker

med afsløringen, forandringsproces, skabervilje

han er færdig

med at komponere, han tager diktat, sytten

år ældre, hans evne til at lade sig påvirke

er knyttet til hans hjerte, modtageligheden

der balancerer som en sansende krop

hele tiden må han afgøre om han kan tage ved lære

er det muligt at leve uden bandeord

er det muligt at undersøge livet nærmere

engagere sig i sproget, være til stede

ikke kun nu men også når ordene er sagt

sproget som kulisse for de næste hændelser

eller er du

afhængig af uafhængigheden.

Det er rent, det vi har sammen, smukt og

uden fordomme

med overbevisning.

Svøbt i forførelse

ser jeg musikken

få tanke og krop

få samklang

med min brancheløse stemme.

De nye indsigter træder frem

som zoner på min hud

foldet ind i dit lagen

jeg formes mens han taler

tiden er det jeg ikke kan

undslå mig, jeg producerer

mit efterslæb, min eftertid,

min midlertidighed gennemstrømmer dagen

vores intimitet er et eksistentielt anliggende

hvis sulten på mere ikke fordufter

når mørket konsumerer os, med ryggen først, med kursen mod det ukendte

er han der, bag de lukkede øjne, bag min ryg.

Problemstilling. Findes der en mand, der kan føle sig fri i min bue,

så kan jeg være lys og som åbningsscene

bøje mørket af;

en stjerne der kaster en smal stribe lys

så han kan se kærlighedens uforanderlige natur

det tilblivende i hvert valg, hvert ord der kommer ud

en dag der åbner sig

eller krakeleres

over mig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mænd er mit livs største skuffelse

16. May 2016 af Maria Guldager

Vi roder rundt mellem hinanden

dømmer den ene bedre, den anden bredere, den tredje beder

om hjælp til at finde en mand, men det skal være en anden mand

end den hun har, hvad skal jeg gøre for ikke at føle

at jeg blot optræder i hans liv, mens han aldrig er i mit, det var hans

iver der tiltrak mig, hans begær efter min ustoppelighed, han sagde han troede

jeg var udødelig, jeg bekræftede

ham, roste og opbyggede

høje dynger af hans komplimenter, men bedst som jeg stod,

gled min fod, et enkelt rim,

hvordan kan jeg overse, at der mangler fundament og lyst

til fornyelse i hans skrot.

Jeg ved det er ovre, da han siger han har tænkt på at vi kunne spise på en restaurant, at han nok skal betale, for han ved ikke

hvordan jeg er med penge for tiden, han forestiller sig den lokale kantine,

så vi kan fejre, at han har haft nerver på i to uger og ikke talt om andet end sig selv, og jeg ved vi er uenige

om kønsroller, om hvordan man giver og modtager i et parforhold, om mad, om kirke, om verdensanskuelse, om krop og om sind

og om restauranten, tag selv buffet for 65 kr, nudler og friturestegte diverse, om romantik

på konservesdåser og han

som bare prøver at gøre kur, prøver at imponere, jeg har ondt

af ham og i min dømmekraftsmuskel, er jeg til kvinder

er jeg til nogen partikulær person

eller er jeg skabt til opdrage, formane, uddanne ormen

der ikke vil ses, ikke vil trænes, ikke vil ud af sig selv for at blive sig selv men blot svælge i sig selv og sin dovenskab, er jeg

hans kvinde, i så fald er jeg hans mor, og for øjnene af mig

vokser mine børn, hver dag med flere spørgsmål på tungen, hvorfor

er der ikke en mand til mor, er mor manden, hvad sker der for toiletbrættet.

Kemi.

I modsætningernes land.

Kilder blidt på armene, på fodryggen, lige over knæleddet,

indtil den bliver sprængfarlig, vi dukker os

og jeg ser han er lavet af vat, han vil helst bo

i en lomme, og ødelægge mit liv med sin mildhed,

ligesom alle andre mænd i mit liv nogensinde, og det er klart at de er uforstandige,

klart, at de bare gerne vil puttes i mit skød, når kvinderne

når kvinderne,

er dem der går til selvudvikling, dem

der dyrker yoga, dem

der lægger deres liv om, arbejder på sig selv, går til samfundsdebatter

på steder der ikke har et navn, steder der ikke kommer i avisen, steder der ikke kan forfremme

den deltagende, kvinderne der

interesserer sig og giver sig selv til det omkringliggende,

mænd der ligger

problemer der ligger

vasketøj der ligger

kontordueller der ligger

tabuer der ligger

principper der ligger

KVINDE, på din nakke

hviler fremtiden; standarderne,

en hvilende nakke, standardiseret fremtid

for mænd, der ikke kan tage en armbøjning med deres sovende hjerner, mænd

der ikke rigtig orker, ikke rigtig vil andet end at puttes, ikke rigtig ikke rigtig ikke rigtig ikke rigtig

Jeg beder

om en bedre

mand med bredere

viden

om sig selv og kvinder,

jeg forstår ikke kvinderne han tidligere har været sammen med, hvor kunne de

give op på deres opgave med ham, deres tilretning af ham, de

har afleveret en uvidende mand

til de næste kvinder, der gør som næste-kvinder plejer,

og er til stede,

uden at få noget for det, på steder,

der ikke er godt for deres image, men deres sind

som trænger ind

på steder uden mænd, på mænd uden steder,

jeg har hele tiden vidst, at det måtte stoppe, for han griner

ikke når jeg er sjov, det er som om jeg tvinger mig selv til at blive

siddende koncerten ud, selvom jeg skal tisse og fryser og har brug for at bevæge min krop,

jeg tænker på hvad en voksen ville have sagt:

sæt dig, det slutter snart alligevel.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Afsocialiseringsproces

12. May 2016 af Maria Guldager

Derouten er ikke til at overse, min arbejdsløshed

har fået vinger og den flyver afsted med mig,

jeg smider toppen og går rundt med frie bryster, jeg starter revolutioner

og får andre kroppe til at elske sig selv, elske

at smide sig på gulvet, flå hjertet åbent, rulle rundt og krampe indtil de bliver helt frie

af egne systemer, af egne tilbøjeligheder og krumme rygge

kroppene får øje på sig selv, som barnet der ser

sig selv i spejlet for første gang, kroppene ser

at der ikke er noget i vejen med nogen, hverken dem eller andre,

om man er borgmester eller grønthandler eller musiker på strøget

man kan bare være, alle kan bare være, langsomt bliver

min mission fuldført, forestiller jeg mig, mens de lokker

med en hel dag med fuld forplejning, jeg skal slet ikke tænke på mad

en hel dag, en bekymringsfri dag, men går det

op, for jeg skal også have købt mere tandpasta i denne måned, fazer

burde blive frasorteret, jeg spiser tre poser

imens jeg overvejer min økonomi, nogle vil sige

det er trøstespisning, men de forstår ikke

at fazer og jeg har en særlig relation, jeg er født med skolekridt

i siderne af munden og dumle under ganen og tyrkisk peber ud af øjenene,

historie er hvad vi har, og jeg kan ikke gennemskue om jeg har råd

til at deltage, men det er selvfølgelig inklusiv al mad, det kan jeg trække fra, jeg starter revolutioner

i  samfundsøkonomien, det kan jeg trække fra derouten,

jeg samler skatter ind og giver til de fattige, forandringen

kom i tidernes morgen og blev, jeg starter

som praktikant hos en gartner, jeg er ikke

til planter og dyr, men jeg er heller ikke

til kontanthjælp, hvordan, spørger venner, hvordan

kan det være du ikke kender nogen, jeg starter

en revolution af planteskolen, befri jer selv

fra de grønne fingre, hug hug hug

alt det af, der blokerer, jeg lærer planteskolens personale

at det er i dem, den sande natur kan ses når uhæmmet gror til,

de jubler og føler sig hørt og forlænnget, forestiller jeg mig, praktik

forløb og positive affirmationer, vibes til universet, dans din indre løve, åbn hjertet, sluk tankerne, jeg hænger

ud med de store magter, men det er ingen kontakt

hverken fra dem eller ham eller mig eller nogen anden,

kontakten er sluppet op, de skriver ikke, han ringer ikke, han

vil sikkert gerne, men hans mangel på initiativ

skærer benene af  mine revolutionære miljøer,

og som jeg ruller rundt nøgen henover gulvet

ligner jeg en død fisk, der stadig spræller.

Derouten, er til at tage og føle på, jeg logger på Tinder

for at tage toppen af, eftermiddag

har en særlig duft, til forveksling frihedsduft

men hvilken frihed er der i en revolution, der omtaler sig selv som sådan,

folk køber og folk løber

eller går tur, ordner og når ting, plejer

sig selv, og får energiboosts eller bursts og luften

aer deres ansigter, som om de græder, som om aktivitet er gråd

og arbejdsløshed enhver mands vilkår, det siges sikkert

at du er bundet, når du er ansat, bundet når du ikke er ansat

og kun løst når begrebet ikke findes, kun da kan du tilhøre dig selv, jeg starter en

en æra hvor din tid er din egen, der er ingen købt og betalt tid,

fra nu af er luften din energi, din ånd dit privilegie, din gave, jeg starter fredsprocesser

for at beklage revolutionerne, der gjorde det af med samfundet, som vi kender

det, man kan høre fredsprocessen i mørket, jeg sidder øverst i huset, det drypper

med mænd der ikke kan tage sig sammen, min energi

viser sig

at være feministisk, jeg vidste

ikke den havde en ideologi, arbejds

løshedskurven ses på min talje, stram

som aldrig før, jeg rækker hånden

ned i tre poser af gangen, det er ikke

trøstespisning, men en jagt på det

stykke der smager bedre

end det plejer, jeg siger ja, uden at vide hvad kurset handler om, jeg kender

menuen og det er jo all inclusive og uanset hvad temaet er, kender jeg

kun velviljen og nysgerrigheden, jeg tager med fordi

en trang til spænding, arbejdsløshed, selvbeherskelsesproblemer

er et interessant kredsløb, jeg griber hårbørsten

og inspirerer atter titusinder med en dans

jeg selv lige har lavet nu, der skal ikke så meget til

at imponere, man skal bare vise sin frihed

over landegrænser, jeg vifter

med mine nederlag, så de mister deres værdi, mister jeg

mig selv i farten, jeg står og ser tomt efter

min tidligere retning, var det her

jeg skulle føres hen, jeg er på en social deroute

og jeg ved det godt, jeg betaler ikke skat

frivilligt, jeg har fået et job

i en time om ugen til 122 kroner, de trækkes fra

i dagpenge, og jeg overvejer et skattely,

men hvor går man, hen jeg sidder yderst

på min stol, da han fortæller hvordan kærligheden slider

på søvnen, yderst fordi jeg håber

han fortæller hvordan man finder kærlighed, jeg bytter

til hver en tid gerne søvn ud for kærlighed,

jeg ser ned over mine nøgne bryster og mit nøgne fantasi-publikum

og fortstår at det ingen steder fører hen, ingen

kan jeg inspirere, kan jeg

noget som helst og pludselig

bliver jeg til det hamster der ikke måtte komme ind i gåhjulpet, det skyder

sikkert ikke sig selv, men det er da bittert

at stå der og vide at livet er kort, at man kun er et hamster og at selv

i hamsterlivet, er man ikke til andet end pynt, end ventetid, jeg skyder

med løst krudt i håbet om at ramme en ansættelse, jeg tigger

om en ansættelse, for jeg er, skriver jeg, på en social deroute

hvor jeg bliver mere og mere fri, det vil sige

mærkelig og grotesk, I må hjælpe

inden jeg får startet et oprør blandt det ukendte folk

og alle stopper med at arbejde for penge

alle arbejder for passion

arbejder under passionens regime, de arbejder

med frie bryster der synger lige det, de vil.

Det siges sikkert at det gode arbejde er en  illusion,

skulle det mon være andet end fordærv, hvis jeg ikke har job

er jeg i fordærv, fordi jeg prøver så hårdt at få job, når jeg er

i job er jeg i fordærv, fordi jeg prøver hårdt at få jobbet

til at tilfredsstille mig, uden puden

ligger en 5-krone, hvem har lagt den

min flid eller arbejdsgiveren, jeg venter

og det er ikke fordi jeg ikke ved, at jeg bør handle

i stedet for at vente, jeg venter

fordi intet andet er vigtigt, kun hendes svar,

der er ikke livsmening i andre stillinger, mit liv

afhænger af hendes netværk og svar på tiltale,

kun det kvalificerede svar, der kan få mig videre, der kan skabe

et gennembrud

i mit regnbrud.

Derouten startede da systemet fik overtaget,

indkaldelse på indkaldelse, de kalder

mig ind og jeg sætter mig ind på hendes kontor, fordi jeg ikke kan komme ind

på arbejdsmarkedet uden at kende

nogen, og jeg har aldrig kendt

nogen, det er mig og systemet nu, kendskab

til systemet har jeg, ind og ud og udefra ind, og

jeg vågner forsigtigt op, da timen er gået, jeg får lyst

til at karikere situationen, og jeg spekulerer på

hvad der mon er galt med mig, siden

jeg vil lave satire med aling, jeg rejser mig demonstrativt

og går 1 meter væk fra computeren og spiser min mad mens jeg indvendigt mumler

“hun sagde bare jeg ikke mÃ¥tte spise ved den

hun foreslog blot at jeg gik i kantinen, men her mÃ¥ ogsÃ¥ kunne gøre det”

jeg tager mig blot en ret jeg har, og jeg ved

jeg tager den fordi jeg er provokeret, det er del

af min ventetid, prins hvor er du, jeg  får lyst

til at spørge den garvede underviser, der har sat sig nede bagerst i lokalet

om mine spørgsmål, mens kameraet zoomer ind

på den nye underviser, der står på scenen

hans øjne forvirrede, mund tør og han venter

på næste scene

så han kan komme videre, så jeg

kan få grint ud, jeg tjekker

mail, jeg er aktiv i min venten, jeg venter

på det rette svar, misforstå mig ikke,

der er mange måder at sige det på,

men kun eet vil give mig grundlag

for et underlag

til mine fødder

og børns fødder.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Hænger det sammen?

10. May 2016 af Maria Guldager

Der går en krop og

smiler, der går en krop og

smiler, der går en krop og den

smiler

og den går. Er det sådan her jeg skal røre

i gryden, skal jeg røre

i gryden, er det sådan

gryden skal røres i, er det

dig jeg skal spørge, smiler

din krop den går rundt og

smiler, er det dig jeg skal spørge

eller

smiler du ikke til nye mennesker.

Jeg er det nye menneske. Jeg er i en virkelighed, jeg ikke vil være i. Det er mig muligt at drage over i en anden virkelighed. Men i den anden virkelighed er det som om jeg i virkeligheden ikke er virkelig, flyet. FÃ¥r mig til en anden verden, flyet. Skal bære mit tunge jeg over landegrænser. Mod har du, mod har du, mod har du. Vejret er varmt og varmen fører til vildfarelsen, det er luften der trækker mig ud steder, jeg ikke ønsker at være, og sÃ¥dan bliver det ikke, siger jeg til mig selv, i Ã¥r. Bliver det, bliver jeg, anderledes. Jeg fÃ¥r kramper i maven og mÃ¥ stoppe øvelserne. Gad vide hvad der sker derinde i maven, gad vide om det er noget alvorligt, gad vide om det er muligt at løbe fra det jeg har gjort, tie om det jeg engang mente, holde mig fra de lange skygger, nÃ¥r jeg om natten føler mig forladt. Der findes kun sange i mit hoved, ingen forbindelser, ingen punkter der forlænger sig til en mening, der forlænger sig fra punktet mellem mine øjenbryn til punktet mellem mine skamlæber, der forlænger sig fra min bagside til min forside, fra forsiden til accept af stagnation, af situation der bliver i sin situerethed, er jeg. En situation eller en grammofon- plade, der hakker mig over med gammel lyd af swing, lyden af en mand der gerne vil have selskab, men ikke have sjælskab, jeg bliver overrasket. Og hvorfor bliver jeg overrasket, nÃ¥r de siger de kan lide mig, jeg der er sÃ¥ fuld af selvaccept overraskes nÃ¥r frivilligt er i samme stue som jeg, bruger deres tid med mig, lytter til min stemme, til mine konstante vejrtrækning, bærer over med min skæve ryg, og løse latter, de overraskes. NÃ¥r jeg afslører, at jeg ikke kommer fra et hjem med social kapital, kapital fra punktet mellem mine fingre til punktet for lovovertrædelse, forlængelse er noget man kan søge om, udsættelse er noget man svarer os med, der findes kun afbrudte sange, der overtager hinanden uden at informere mig om det, gonna spend it like no other, oh that summer, it was a crush, but I couldn’t get enough, jo flere tÃ¥rer i mine øjne, jo klarere ser jeg.

“I’m scared that you are a pervert..” Han ser pÃ¥ mig pÃ¥ sin norske mÃ¥de og forsikrer mig: “I’m not, I just really like your body, in fact I can’t live without it!” Han lægger en hÃ¥nd pÃ¥ min numse som jeg skubber væk med det samme, efter lidt siger jeg: “Well I don’t want you to die” og jeg tænker ikke pÃ¥ at han kunne gøre mig fatalt syg da jeg giver efter. Jeg giver efter, for han kan ikke mærke mig, han kan end ikke fÃ¥ den op og stÃ¥ og jeg spørger om han vil have et glas vand men han vil bare have mig. Uden beskyttelse. Jeg slapper ikke af og skubber ham væk, nÃ¥r han kommer, jeg sover ikke. Hele den nat eller ugen efter, indtil jeg omvender mig fra mine lysters vold til kærlighedens enestÃ¥ende frihed, og jeg springer. Lige i favnen pÃ¥ en højstemt salme der henvender sig til den Almægtige, for ingen andre kan redde mit tabte ansigt, jeg har tabt det da jeg gik ud med skraldet hvor min sjæl lÃ¥ og sov, nu brændes det op og mit blik lugter af røg, jeg kalder ud til Gud: “Hjælp mig til at bære dette mit liv”, og jeg stivner, jeg græmmer mig, jeg kaster mig ned pÃ¥ jorden bag en busk for jeg hører en puslen i træerne, er det. Et menneske eller bare et gemmedyr, er der nogen? Andre i kirken end mig, det runger. NÃ¥r jeg sukker lettet, for der er ingen og jeg kan gemme skammen væk igen. Til der kommer nogen. Der har set mig, nogen, der synes jeg er selvoptaget.

“Har du lyst at mødes.. pÃ¥ et tidspunkt..altsÃ¥ bare..hvis du lige og jeg lige kan?”

“Hvad mener du, er der noget galt?”

“Nej nej, altsÃ¥ jeg vil bare gerne mÃ¥ske blive..ja det ved jeg ikke…”

“Venner”?

“Er det sÃ¥ dumt?”

“Nej…det er bare…”

“Du tror ikke det ville fungere..?”

“Er det ikke ligemeget hvad jeg svarer dig nu?”

Det foregår i en kælder på Nørrebro, det indre.

Forestil dig en humorforladt verden. En hvori alt jeg siger bliver taget alvorligt, en hvor formelle skrifter er vores eneste ansigt, og hvor evnen til at more sig bliver forhånt som klovnagtigt. Luk så øjnene. Hvorfor.

Bliver jeg overrasket. Når jeg møder et menneske der gider røre mig, et menneske der siger til et andet menneske, at det ser godt ud, at jeg er sådan en han har lyst til at røre, at jeg har en god krop, en hvad, hvorfor. Bliver jeg overrasket.

Jeg skruer op for musikken for at overdøve din energi. Det hjælper ikke. Der er to døre imellem os, men jeg kan stadig ikke trække vejret dybt, når du sidder i min sfære. Det er en gammel energi, den er træg og den hiver mig ned, længere ned fra ned og tager risidens i mig, den er mig, jeg må ud, ud af dig, ud af det hjem hvor du sidder, i mig, jeg kan ikke. Høre mig selv som den jeg er i dag, den dag jeg har i dag, sætter sig på tværs, mellem mig og det gamle og jeg kan ikke. Trække vejret imellem vægge, imellem tidsaldre, får jeg. En chance for at leve uden dig i mig.

Efter en time opdager han, at det er mig. At hans makker hele tiden har været mig. Hele relationen ændrer sig. Vi var lige blevet gode dansepartnere. Nu ser han, at det er mig, måske var det mit hår, der satte sig på en bestemt måde da jeg lod hovedet falde bagover, måske var hans egen tankeassociation der endelig afslørede at jeg er den kvinde han mødte for 7,5 år siden på en trappe i Munkebo, men tilbage står. At jeg ikke længere er mig, nu er jeg. Den han husker.

De giver high fives og synes jeg “the shit”, jeg prøver ellers. At undgÃ¥ miljøer med den slags fordummende sprog. Jeg overraskes over entusiasmen, den minder om min, som om jeg smittet dem med min, min nakke. Har sat sig fast, fordi jeg spændte helt op da jeg skulle løsne hendes skuldre, hun giver mig high five med beskidte lapper, jeg lapper det i mig, five high, oh ho so and so, jeg svinger mit hÃ¥r til en side som om jeg var født med en sideskilning.

Mens jeg modarbejder min fordøjelse hoster jeg dÃ¥rlige dates op. Skal jeg vælge Bruno der læser psykologi og stÃ¥r smilende med en smeltende is i hÃ¥nden eller Jens der skÃ¥ler med vennerne pÃ¥ stranden og skriver: “no duck faces” eller Finn der ligger i sin seng mens han tager en lummer selfie, jeg vælger. En der hedder Arnold. Han som ser høj ud, fordi han har taget billedet nedefra, ude pÃ¥ et toilet vist, han er ikke sÃ¥ høj i virkeligheden men han siger de magiske ord: “Kom ind i mit liv” og min Ã¥nd er nødt til at lystre og sammen har vi en aften, der bliver til dagen efter, og det var ikke meningen, men han siger det rigtige sÃ¥ jeg gør det forkerte, han siger. At han mÃ¥ have mig, at han bare mÃ¥. Og sÃ¥ mÃ¥ jeg pÃ¥ sin vis ogsÃ¥, for det føles pludselig ægte, pludselig føler jeg mening igen, der er behov for min krop til at gøre en mand hel.

Jeg elsker at have fri. Men kun hvis jeg spolerer friheden med noget at lave. Ellers jeg sitrer jeg af angst over at have Frihed. Hvem er han? Den høje mørke fætter med et bat i hånden, han lister sig ind på mig en almindelig tirsdag aften, hvor alt er aflyst og jeg har læst 30 godnathistorier med mine børn, der for længst er væltet omkuld. Hvem er han og hvad vil han og hvad koster han og vil han købe mig, selvom jeg er gratis for tiden? Og vil han lave yoga med mig? Hvis han lægger sig ned i sin uendelighed og holder sig fri til at fise dagen lang, så stopper min angst, stopper min tiltrækning og jeg har giftet mig med laboratorierotte, han skal undgå friheden for at bejle til min frihedstrang.

Dit værd kommer fra Gud. Kun han kan bekræfte dig. Det eneste du skal gøre er at følge ham. Sådan siger de uden lige at informere om at han er usynlig og at jeg må anfægte hver en time der kastes imod mig, for at overhovedet at have muligheden for at følge andet end mit eget hoved, min egen angst, og der står jeg med mit store lyse fyldige hår, og peger folk hen til garderoben. Hun er en meter lavere end mig, står lidt usikkert og som jeg nærmer mig hende for at hjælpe, genkender jeg øjnene, øjnene der misforstod alt hvad jeg sagde, mine øjne lod hendes øjne misforstå, jeg skal ikke bo her mere, jeg skal ikke komme i jeres fællesskab mere, jeg skal ikke komme mere flere anmassende vittigheder. I nærheden af jer, for vi skal skilles, og som hun står der på udebane, hilser jeg uden et kram, en lydløs mangel på fysisk berøring bliver til en intens samtale på tyve sekunder, for der er en anden, der er altid en anden der også skal have hjælp og som er berettiget til hjælpen, hun gør mig utryg, som om hun har taget hele min historie med sig over broen, som om min historie stirrer mig lige i ansigtet, som om skammen stirrer min selvaccept lige i ansigtet. Jeg kan ikke se. Min vej ud, for tabt er tabt.

I rynkerne pÃ¥ mændene- dem pÃ¥ Tinder for det er de eneste mænd jeg nogensinde ser- ligger tunge sjæle, der mÃ¥ trækkes med en hot karriere og en livsudfoldelse med standarder der dyrkes i de højeste standardskasser. Jeg møder dem – pÃ¥ billederne- en for en for en.

Fra nu af nægter jeg at undskylde for følgende:

- At jeg skriver mange mails

- At de er lange og uoverskuelige

- At jeg sender forkerte mails til forkerte personer

- At jeg mailer og spørger flere gange om det samme, hvis jeg ikke får svar første gang

- Alt med mails

- Alt uden for mails

Nuet startede for længe siden. Jeg har længe nægtet det. Jeg har længe gjort det alligevel. Jeg ser mig selv ligge aldeles uforstyrret. Længe. Ingen stimuli, kun dynen over min nøgne hud, jeg skriver ikke engang mine tanker ned, ingen iagttager mig, ingen vil i kontakt med mig, ingen udover mig selv, jeg ser mig selv være utilgængelig, være opslugt af intethed imens jeg nægter. At der er en pædagogisk teori der kan forklare det. Hvis du er blevet frastødt mange gange, frastøder du pludselig dig selv. Så ligger du bare der. Længe og tænker ubegribelige tanker om opgaver, du gerne vil i gang med, mens tiden går så hurtigt som aldrig før, så du ikke når nogle af dem. Det er som om du ikke kan nå at tænke til det. du vil gøre, før tiden til at gøre dem, er omme.

Det var helt rart at føle, at jeg havde en kæreste igen. Det varede 16 timer, og jeg nød det, nød. At holde i hånd, sidde i solen sammen, spørge hinanden ud, trykke hans bums ud, blive slået i en samfundsdiskussion, Bringer dette mig nærmere helvede eller himmel? Jeg ser op, fordi fuglene angriber hinanden. Besynderlige små hjerner.

Brødbetyngdet sakker jeg bag ud, jeg ved. Jeg har syndet igen, at jeg er en synder uden stop, at jeg. MÃ¥ holde op med at fokusere pÃ¥ mig selv, jeg foragter. Virkeligheden, jeg foragter at prøve at forstÃ¥ en uforstÃ¥elig menneskelig natur, jeg. Kan ikke stÃ¥ indefor mig selv, kan ikke stÃ¥ udenfor mig selv, kan ikke stÃ¥ indefor mig selv ude foran andres mening, kan. Ikke fÃ¥ et gennembrud før jeg slipper ondskaben i mig, jeg synker. Sammen, synker. Sammen ind i mig selv, som øjne der løsnes fra øjenhulerne og triller om bagerst i hovedet, jeg dingler. Fra en klippe som folk tror er kulisse, en del af showet, jeg rÃ¥ber: “Hjælp mig med at bære dette liv” og straks klapper man, enten fordi jeg tolkes som et komdiedrama eller fordi man bifalder min egen selvaccept af situationen.

Alt har forrÃ¥dt mig, min lyst. ForrÃ¥der mig dagligt, min tro, mine venner, min ihærdighed, min gennemsigtighed, min intention og alt andet, forrÃ¥der mig og lader mig stÃ¥ i skyggen af deres selviske gerninger som skyldige øjenbryn, der har bedst af en trimning, “I er ikke velkomne her”, siger en ansat i Netto to gerningsmænd, ja de er gerningsmænd for de er blevet fanget pÃ¥ kamera, alle, alle kan se at de ikke hører til i friheden, i Netto, ude blandt menneskers mening, de har taget fra kassen, tjent kassen, taget det der ikke var retmæssigt deres og først da alle i butikken kigger mÃ¥bende husker jeg. At jeg reagerer anderledes end de fleste. At det normale er at tie, og at jeg stadig taler, taler mine hemmeligheder op sÃ¥ jeg Ã¥bnes, sÃ¥ jeg revner og det fosser ud med guldmønter, de frÃ¥der om munden af bare begær efter mine indvolde, som sultne ulve stÃ¥r mændende, men holdes tilbage af den rest af pli der endnu er i dem, han tilkalder. Ikke politiet, de gÃ¥r selv, mens de rÃ¥ber at ikke har gjort det, den ene er ved at snuble. Over ledningerne, de forlader butikken, jeg forlader min seng, forlader punktet mellem mine øjenbryn og skriver en sms for at høre. Jeg skriver den for at høre. Ikke for at skrive, jeg giver ikke for at give, men for at fÃ¥. Jeg vil bare lige høre, om du har lyst til at ses igen? Munkebo er længe siden, jeg husker ikke engang præcis hvordan haven sÃ¥ ud, jeg husker bare dig, og det er sikkert fjollet at skrive til dig, men jeg bliver ikke længere sur pÃ¥ mig selv at jeg skriver, sÃ¥dan er jeg, jeg skriver, jeg udtrykker hvem jeg er gennem skrift og jeg er. Ikke den du husker, husker du mig fra da du ikke vidste, at jeg ogsÃ¥ var hende du husker fra Munkebo? Jeg vidste intet dengang. Jeg har grædt hver aften i 5 Ã¥r af bare forlegenhed over min egen væremÃ¥de. En tekst ryger min vej dagen efter: “Jeg har ikke tid til at læse alt det du har skrevet. MÃ¥ske skulle du se lidt udover dig selv. Du er god nok Maria. Du skal finde accept”.

Der går en krop og dummer sig

en krop der går på en dum vej

en vej der går på en dum krop

der går en dum krop

den snor sig når man går

på den, man går på en krop

på en dum vej, en krop der går på en vej

der dummer en krum krop sig

der krummer en dum krop sig

der dummer en krum vej sig, krum krop, dum vej

dum da daj da da dum da dajmmm

mmm

mmm

ere musik til dumme kroppe dumdigdadaadada

Jeg sætter mig uden at vide den plads i solen, den plads pÃ¥ bænken, er midt i roen, jeg befinder mig godt i roen i dag, som om roen havde ventet pÃ¥ at jeg kom, og det har taget sin tid, og roen fÃ¥r ogsÃ¥ kun en ganske kort tid med mig, for jeg skal jo videre, jeg skal vokse, blive en voksen, jeg har endelig forstÃ¥et hvad de mener med “voksenundervisning”. Man skal være voksen for at undervise der, og man undervises indtil man ikke umiddelbart kan forvokse meget mere i sine prioriteringer og hagehÃ¥r og i fornemmelsen af at der ikke er nogen der hører efter, kan jeg

være en glad krop der ikke dummer sig

være en lige vej der ikke krummer sig

være en glad gryde der rører i sig selv

Det koger over fordi drømmen ikke kan bære den virkelighed der altid slæber sig efter mig, jeg ser spor i sneen, der må være andre herude, andre gryder der har spildt deres overskud, der er ikke en vej, bare en kæmpe plads, jeg går over og rundt på, men aldrig udenfor

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Her er en lille mand ved siden af en fyldig kvinde

2. May 2016 af Maria Guldager

Jeg overvejer at skrive en sms. Om at han ikke skal kysse mig. Om at jeg har fået for meget fysisk berøring. Om han mon kunne lære mig at kende, uden at røre, det kan man godt. Andre har gjort det. Aldrig jeg, jeg ved ikke hvad jeg taler om, og jeg tør heller ikke. Vende hovedet bort da han insinuerer ved nusse min nakke let, læne sig hen mod mine læber, jeg er fange. I en intimsfære.  Det er en sær automatik, jeg hælder ud, som om. Min krop bare gør det, der forventes, som vi sidder krøbet sammen på en kold bænk en nat i oktober, flettet ind over hinandens ben, ubestemmelige læber, en mand der tøver med alt andet end sin lyst, en kvinde der er kold og låst, tvivlen er hendes bedste ven og hun ikke kan få sig selv til at sige det, hun tænker, en tøven der komprimerer hendes fylde, gør hende lille.

Det er en nænsom form for automatik, sansende, næsten ægte, men min lyst til ham forstummer. Enhver der kender mig ved, at det største faresignal af alle, er min tavshed. Det er ikke stilhed, det er fortielse, der er noget, der er altid noget, i stilheden, jeg ikke siger, ikke altid. Ved jeg selv hvad det er, men det er der. Lige nu ved jeg det, jeg ved. At jeg har besluttet mig for at leve et gudsfrygtigt liv, og at jeg kun er interesseret i den lille mand pakket ind i jakke og bukser fra det forrige århundrede, hvis han undlader. At være fysisk. Kan vi. Er det sådan. Kunne vi. Kan man egentlig. Altså jeg er også meget træt. Jeg forestiller mig, at jeg har drukket og prøver at snyde mig selv til at være mere åbenhjertig, men det kommer ud i fragmenter og han forstår det ikke, det er jo ikke som om jeg er jomfru, og nej, det er ikke fordi jeg ikke har lyst, må jeg sige som en redningsbåd. Til et strandet selvværd, til en svækket, ja skrumpet, maskulinitet.

Sæt dig op her på mine fyldige krop, så padler jeg dig i land med armene. Jeg skal også lære ham at træne, han siger. Jeg også skal lære ham at være sund, jeg siger. Jo, jeg kan godt lære dig at leve i harmoni, vitaminer og åndsfrihed; bare sæt dig op, jeg spreder. Vingerne og vi flyver, jeg følere mig tungere end sædvanligt, og han holder sig for øjnene, ikke så hurtigt, ikke så hurtigt hviner han fra min lænd. Jeg basker mig forsigtigt ned til jorden, men bliver i det samme slået ned af lynet, hvad sker der.

Er det en test? Hvor mange gange skal der gå brænd i mig, hvor mange gange skal jeg lade en lille mand vandre henover mig, fordi. Han siger jeg er underskøn, jeg trænger. Til at blive kaldt underskøn, måske er tvivlen slet ikke på min side.

LAD DEM DRUKNE, rÃ¥bes der fra himlen idet jeg bøjer mig ned og hiver. Efter vejret, han faldt, da der gik stød igennem min krone, nu er vi begge i sikkerhed. I en samtale om usikkerhed, du er perfekt, alt er okay, jeg forsikrer ham og sender mere kærlige smser, som han har efterspurgt og jeg angribes indefra: “hvorfor lader du din krop sidde her, nÃ¥r jeg ved bedre”. Min intuition. SÃ¥ skide selvhøjtidelig. Klar med et modsvar hver eneste gang. Kan jeg ikke trække vejret uden at den melder sig, fortjener jeg ikke at møde kærligheden, vi snakker om hjertemassage.

Det er længe siden jeg har hørt efter, sÃ¥ kedelige familieorienterede historier. Han mener, at jeg selv bragte det pÃ¥ banen. Men jeg talte om, at manden bør give kvinden en fornemmelse af, at hun kan slippe kontrollen, at han kan beskytte hende, jeg mente jo ikke genoplive… Han fÃ¥r øje pÃ¥ en svane og peger pÃ¥ dens store rede for enden af søen. Mit militær rÃ¥ber. SÃ¥ rejs dig dog op i den planke, igen, igen igen, maskulinitet, kernearbejde og styrketræning hver dag, cardio hver dag, kæmp kæmp kæmp, s a m l d i g s e l v o p. Hver dag, han siger han hellere vil bruge lang tid pÃ¥ at gÃ¥ langsomt mod sit arbejde, end at nÃ¥ at hænge ting op pÃ¥ væggene, det er et hængeparti, siger jeg, men han registrerer ikke humoren, ej heller at den er blevet ringere, jo ringere samtalens kvalitet, disciplin. Virker som noget han søger i en kæreste, yep du kan finde det i mig, jeg hører. Ikke til her. Han fortæller endnu en historie som min tÃ¥lmodighed fÃ¥r store muskler af at trækkes igennem. Han mener ikke, han gÃ¥r for meget i detaljer, og jeg tvivler. PÃ¥ om jeg sidder her med et rent motiv.

Jeg trækker forsigtigt min hånd ud, affletter mit lår fra hans, men han drejer hovedet og kysser mig igen, og jeg kan ikke afbryde, jeg er spærret inde af fornægtelse og kærlighedsdrømme, mærker det i min maven, mærker han. Sin mave, hvorfor er det forkert for mig, hvis ikke for ham, vi taler. Om de gange han har været kærester med en næstbedst pige, måske. Er hans tarme sprukket af det, og nu flyder alle kønne piger bare lige igennem ham, uden påstyr. Han siger, at alle jo ikke kan være lige så unge og spændstige som jeg. Et kort øjeblik tror jeg, at det er real love. Men så kysser han mig igen. Og jeg ved det er slut.

Det er en klichee at kysse nu ligesom hans avisartikler. Den værste amatørstreg er den der kopierer de etableredes, who cares, hvorfor. Skal jeg tvinges til at læse i deres format, regn mig for ude. if anyone cares, er jeg ude,  U D E. Men hans mangel på selvbeherskelse dækker mig til. Jeg mærker jeg ikke ses og høres længere, jeg står i skyggen af hans lyst og jeg ved ikke engang hvem hans lyst er, er den en viking eller en konge, en hest eller en dinosaur? Jeg bliver en skygge ved søen i oktober, uden ansigt, handling, grænser.

Det er med smiger og underkastelse, at han ophøjer mig,  anstrenger. Mig for ikke at rødme, hov se den smukke sø, og jeg spekulerer. Videre, hvorfor møder jeg ikke oftere en mand der ser mine ben, hører mine arme, ved, forstår, anerkender, mærker, værdsætter det han har i sit selskab. Med en oplyst konges lyst. Han er en ener, den lille mand, han roser og nusser, mens mit hoved er ude og flyve. Men tungen der rører min, tilhører almindeligheden. Højst mere ynkelig for han kan ikke svømme, og på vej videre fra bænken ligner han et offer for kolde brusbølger, han skælver og jeg ved, at denne mand aldrig vil kunne passe på mig. Almindelighed er ligegyldighed, der siges intet, menes intet, grines af intet.

Vi krammer på gensyn, selvom  jeg skal ikke se ham igen, hvis jeg skal være mig. Skal der være et sammenhængende indeklima i mig, skal jeg ikke forelske mig i en bådflygtning. Han siger. At han er helt alene. I København. Der hvor han kommer fra, er der helt anerledes, pigerne. Er ikke sådan nogle som mig, de er ikke lige så unge, de er mere som min ekskæreste, pruster han, hende jeg stadig ser, vi er bare venner, og det roder. I mit sind for hvert ord han udgiver, og jeg ønsker. Jeg kunne være sådan en, der tænkte på tal og på arbejde og ikke fortvivlede i tide og utide og atter og atter igen må lære lektien.

Han er en lille mand,  jeg er en kvinde der kan se stort på hvem som helst.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »