Læremestre

29. June 2016 af Maria Guldager

Bange blikke og bjerghøje forsvarsværker

spiser min sult, mit offer til frygten

der hersker over vandende

i det indadvendte liv isoleret

af hjemmets hygge på lange eftermiddage

hvor støvfnug danser i vindueslyset

dej varmes til duft, en pludren

bliver til fred og rolige hjerteslag, der er plads

masser af pladser

til tålmodigheden, det naturlige, det simple

mens udfordringerne er låst nede i kælderen

eller ude i hundehuset

som han har befalet, som han (frygten) har overbevist

os om er det eneste rigtige.

Jeg kan ikke leve sådan

jeg bryder ud for at få luft

det larmer indvendigt, det larmer udvendigt

indtil jeg møder en stilhed

i luften på min vandring mod bjerget, før mig

derop, siger jeg til Gud, en Gud der ikke er bange,

jeg gaber op og inviterer

glød for livet og den evige forvandling

ind og ned og hele vejen igennem

systemet i mig og under og rundt om mig

som en atmosfære der har opslugt mig

og nu spytter mig ud i små tern

mens jeg gisper efter mere

sult, mere luft, mere.

Jeg er så træt, så stedfjern, så kørt i sænk

at jeg ikke overkommer min egen modstand

jeg bliver et måltid for hendes morale

spist op af rovfuglen der stiger mod himlen

mæt og tilfreds med sin plads i verden

om ikke herre i eget liv, så tilpas i eget liv

en lærer med en lære jeg genkender

fra når mørket får øjne og månen næse

der bloddrypper som ord der tror de kan

forløse smerte men snare bringer tvivl

i øjnene på små børn der forlades

af store børn der er blevet forladt af

mennesker der har mistet sig selv

under huden på hvilken der er spor efter

ægte liv, den tabte kærlighed, fordelt

på huden, på gaderne i små tern.

….

Hun hedder Hanna og er den mest fortryllende

stemme i mit liv, og som den mest tørstige blomst

vokser jeg for hvert ord hun siger.

Vi lægger vores morgen på søens overflade

som var den et dækket bord

jeg bliver ved med at spise af

fordi jeg nægter at bindes i en dvale

sove, høre op, lukke ned

jeg står eksponeret, med alle skygger trevlet op

fortrydelserne rasler af mig, jeg bliver

tynd at se på og ser ind i hende, suger hendes ansigt

til mig, hvorfor er det så svært

at gå i kirke når man ikke har

været der længe, det kræver en genopstandelse

og det er der ingen der kan

på egen hånd.

Hun hedder Hanna og minder

ikke om nogen, hun er

en helt anden ånde, en helt anden krop

end nogen anden

i denne vide verden, hun er så fuld

af lys at øjet på den fremmede må åbne

sig for himlen og den vrantne sky

rykke sig en plads.

….

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Min sjæl har feber//sjælefeberlængde

16. June 2016 af Maria Guldager

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, som om jeg behøver sige det, som om det ikke giver sig ved første øjekast.

Jeg har et usundt forhold til min telefon, siger jeg, jeg tror på ulyksalig vis, at den kan skaffe mig alt, også kærligheden. Heller ikke det behøver jeg at sige, det er kulturelt, tidsbestemt og lejret ind i min sjæl. Min sjæl er med feber, og en feber der ikke lader sig formidle, men aftvinger en kropslig eksistensbegrundelse, en forklaring på en krop der drives frem af forestillingen om forstærkede indtryk, lyst, der spænder den fast til åndedrættet, der fører min sjæl videre med dets daglige susen op og ud og op og ned i takt med månens  blege lys mod nætter, hvis kilder flyder ind i mit åndedræt, og skaber livsberigende afveje, der modvirker at min sjæl stænger sig inde, gror til, sløves ved de åndsfortærende anfægtelser der igen og igen melder sig i det nedbrydelige stof, jeg er gjort af, både kød og rytme. Den ubønhørlige varme er en ikke-rask tilstand, der på samme tid dræner og vækker mig, jeg er mere i min krop end før, jeg er mindre en krop end før. Jeg mindes før, længes efter efter, og jamrer mig igennem sjæleforhøret: er din tryglen nok?

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, for jeg vil så gerne have en god kæreste og så er det nemmere bare at forelske sig, det siger sig selv. At se det gode i en kæreste er bare nemmere, når man er forelsket, som om jeg behøver at sige det højt. Man ved vel at en fintfølende allestedsflydende kærlighed hærder karakteren, gør den i stand til at tåle dumhed og at dette tunge kærlighedsarbejde berøver illusionerne deres følsomme vækst af stjernebesatte rystelser. Jeg når ikke til det tunge, jeg kalder det trællearbejder fordi man må tjene sig ud af parforholdets kompromis, jeg forkorter mit nærvær og er kun forelsket til og med sidste rystelsesdag: derpå venter ekstatisk lykke, siger jeg, men jeg siger også, at jeg dog kun selv har erfaret brud, der mirakuløst har helet ved tidens læge, jeg siger, at jeg forventer ekstatisk lykke, men det er lige meget hvad jeg siger nu, for jeg har sat mig i fold med naive romantikere, der vil hente selvudfoldelsen i en anden, man kan sige tosomhed, for ikke at lyde alt for uselvstændig og svag, men jeg siger rystelser, stjerner der ryster mig, er det ikke alt vi venter på, siger jeg, denne kontakt til himlens kræfter?

Min psykolog-app konkluderer: Du ligger i spænd mellem måneformørkelse og et haglslyngende uvejr.

Jeg sætter cyklen i et hjørne af kvarteret, i byen, i landet, i verden, på kloden, under himlens vidstrakte nøje opmålte struktur, som jeg ser op på, med mine øjne der fordeler ejerskabet ind og ned gennem hele kroppen, der ælter alle mine indre hjørner bløde, medgørlige, svage.

Alt hvad jeg gør, gør jeg, for at jeg kunne skrive om det, for med linjerne at kunne indridse sindet dets bestemmelse.

Det jeg siger er, at alt jeg gør, gør jeg for kunne rykke normen op ved rode. Jeg siger: det jeg gør, gør jeg for at blive set hørt og elsket.

Det siger jeg, og det gør jeg, og det frygter jeg, mere end noget andet: at blive set, at blive hørt, uden at forblive elsket.

Jeg låser cyklen, min app skriver: Der gror planter op af dine ben.

—-

Han spørger, om jeg synes, det er en god ide for ham at investere i, at få taget nogle rigtige billeder. Af en fotograf. Som han kan lægge på Tinder og langt om længe møde kærligheden.

Jeg siger, at jeg synes, det lyder lige så dumt som alt andet, han foretager sig.

Der kommer en vind med parfume i imod os. Jeg beder ham holder fast i sin integritet, men det er for sent. De kvindelige former gør sin magi og min bror skal giftes. De får taget billeder af en rigtig fotograf, og da han ser på billederne hos sin gamle mor 2 år efter deres skilsmisse, ved han at vinden er lige så omskiftelig som ekskonens planer, der i dette øjeblik virker som forbillede for ham, det kranser hans hoved med lærdom om, at det aldrig er for sent at ændre kurs. Han rækker ud efter billedet, for at lægge det ned, men kan ikke nå det, han kan heller ikke nå dørhåndtaget, da han vil lukke døren bag sig eller telefonen, da den ringer med sin alarmerende jammer, eller rattet da han skal køre væk og videre fra sin mor, eller radioen da han vil slukke for lyden, for billederne i hovedet, for hovedet på billederne.

—-

Hun bør holde følelserne for sig selv.

Hun bør ikke fortælle ham om dem, ikke allerede.

Hun bør vide, at det heller ikke denne gang er sand kærlighed.

Hun bør vide meget, men håber mere.

—-

Han ydmyger mig med hver tekst, jeg håber ind i den som en altelskende tjenerinde af forelskelsens vegetation og betaler for den henrykte glidetur med min værdighed.

—-

Ensformighed ryger ned som var dagene piller. De gør hende mekanisk og grebet af forstokkethed med udvandede fraser i en tilsnøret hals, der i al forslugenhed gemmer på uudnyttede afkroge: pladser i halsen, afløb der i øjeblikket huser omstyrtet natur, men ingen heftig reformation længere, for sjælen har feber og efterlader halsen åben for faldne trætoppe, sultne og bange bjørne, vildtvoksende græs med retninger så almindelige som ligeud.

En plaprende lyd når ørerne: det er samfundet, verdenstilstanden og velgørenheden, det er et selskab med gæster. En tradition, de samme gamle, de gamle samtaler. Stolerækker og et klaver. En skygge går hen over hendes ansigt. Det formørkede sind ses på lang afstand. Medmindre man selv er afstand og skrøbelighed er en så tæt, at man ikke ser den. Vi synger og sidder.

Hun begriber ikke, at dagen ikke er den samme. Dagen har ikke røbet sig for hende endnu, men det, der vil ske, er nyt.

Hvert åndedrag, hvert buksefold, hver utalt tanke, hver hemmeligt blik. Med solen som kunstner rammes livet ind i en dag, der aldrig har været til før. Den er spæd, starter med at vågne, dernæst være og lære som to gensidigt afhængige processer, og som tiden trækker afsted med den, vokser den sig mægtig. Ved middagstid er man sikker på, den er blevet til noget, og ved aftentid mindes man dens storhed. En underlig følelse. Af ikke at kunne nå dagen, at have glemt dagen samtidig med at være i den. Dagen er ikke kommet for at blive, men for blive til noget, der fortsætter, når dagen selv dør ud.

—-

“Jeg troede, det var Ã¥benlyst for os begge”, siger pigen med bebrejdende  alvorsstemme. Affyringen er rettet mod min sÃ¥kaldte hyperaktivitet, og jeg dukker mig intuitivt i et grin med det nederste af mavemusklerne. Hun bryder mig af højtideligt: “Det er ikke fedt, at du  griner!” Jeg prøver. At forstÃ¥ mig selv gennem hendes øjne. Jeg ligner en, der skal tage mig sammen. Selvom jeg godt ved, at jeg ikke er det.

Min nye veninde siger, at hun er helt almindelig. Idet hun siger sådan, ved vi begge at venskabet er forbi, at det aldrig kan udvikle sig og blive nært imellem os. Det er ude af sækken og virkelighed. Jeg tænker, hvad jeg da laver med hende i 5 timer på en kold bænk.

“Du kan kun lide mig, fordi jeg er almindelig.” Hun tager fejl, men pÃ¥ en mÃ¥de har hun ret. Hvis man som udgangspunkt er uden for alle normer og ser verden ude af trit med det fælles vedtagne, sÃ¥ er  ualmindeligheden ikke charmerende; kun fordi hun er dybt normal, kan hun række ud over den og træde ind i det absurde, det provokerende, vildtvoksende i alle retninger.

Tør du stole på mig, selvom jeg ingen retningssans har? Hun svarer ikke på mit lydfrie spørgsmål.

Ved du, tænker jeg forlænget, at jeg er sådan en, der rykker alt almindeligt om med rode, omplanter misskabninger brølende og barnligt.  Hun fortæller om sin familie. Hun får også mig til at fortælle almindelige ting, selvom jeg prøver at lade være, prøver at blive filosofisk et øjeblik, prøver at forblive over-the-top. Jeg søger hendes grænser for berøring, for interesse i mine private affærer, rører rundt i den terapeutiske gryde, der pludselig kan indeholde comedy og satire, hun kan ikke stole på min terapi, vil hun overgive sig til den, alligevel? Hun ser på telefonen og chokeres over hvor længe, vi har siddet på bænken. Har du det koldt?

Tiden er en linje, man selv kan trække ud, ved du det, tænker jeg, men holder igen, jeg holder igen ligesom almindelige mennesker, det gør hun ved mig. Indtil jeg bliver arrig på min tilbageholdenhed og provokerer mig selv, sørger for at bringe mig selv i fedtefadet og udhviske den selvrespekt der var ved at opstå. Jeg fortæller intime detaljer om en mand. Klassisk for opmærksomhedsjunkier. Det mest ligegyldige i mit liv er mænd, men som samtaleemne er det gourmet, det ved enhver, kuriøsitetens interesse og vi har et slægtskab. Men hun spørger ikke ind. Vi taler lidt om skaderne foran os, som om vi var to helt almindelige venner på en bænk. Hun deler ud af vores kiks, jeg prøver at gøre situationen komisk, men hun griner ikke og jeg griner ikke, når hun griner, jeg forstår ikke, hvorfor hun griner, når hun fortæller om en festival, og jeg afbryder latteren for at forstå, det viser sig igen at forståelse er det modsatte af latter og jeg får lyst til at undskylde, at jeg ødelagde hendes flotte lyd.

Som om et undskyld nogensinde har forbedret nogen situation.

Man får muligvis en chance mere, men kun en chance for det, der kommer efter. Man får ikke en chance til, for at opnå det, man først havde chancen for.

….

Det støder mig, at ingen reagerer, når jeg forsøger at støde dem. Det støder mig, at de andre pænt foreslår, at jeg ikke bralrer ud med alle mine skøre påfund i offentligheden, for din egen skyld, siger de og jeg føler mig stødt over, at de tror, jeg er almindelig og har nogen interesse i selvrespekt på bekostning af humor, jeg er nødt til at gå imod, det er min natur at gå imod og gøre det helt omvendt og være umulig at forstå.

Det er ved at være tid.

Jeg trækker tiden ud som en linje foran mine øjne, længere og længere endnu bliver den, holder til mere, kan fyldes mere flere ord og pauser. Men ikke flere første chancer. Jeg beroliger mig selv, jeg støder mig selv, så beroliger jeg mig selv, med dybt åndedræt eller dyb åndssvaghed.

Alene i min forventningsfuldhed. DÃ¥rlige vaner som skÃ¥r i idealerne. Hudflader der vibrerer af liv. Er det en indtrængen af noget ydre eller udbrud af noget indre? TÃ¥rer der sprøjter frem til sangen: “Sometimes two homes are better than one” og følelsen af kun at have to steder at være. Helt oppe eller helt nede. Bønfaldende beder jeg Gud om at give mig jobbet. Det er i dine hænder, dine hænder.

Man får ikke en chance til.

Man får herfra og videre frem.

—-

Med en ufattelig fart flyver hun afsted, i farten taber hun nøglerne, hun ser sig tilbage, stopper ikke før en politibetjent træder ud foran hendes forhjul, han søger hendes øjne mens knoerne er i taljen. Hun har ikke gjort noget forkert, har hun? Lyset mangler. 700 kroner. Længere henne af vejen gøer en hund. Cyklister passerer med aftenhimlen foran sig. Betjenten ser at kvinden er rystet, vil du ringe hjem? Men hjem er længe siden, hjem er et sted der gør ondt og som misforstår alt. Det findes heller ikke længere, alle er spredt udover kloden. Hun takker betjenten, tak fordi jeg lever i et land hvor jeg bliver stoppet, tænk hvis ingen nogensinde stoppede mig. Hjem er længe siden, stop er lige nu. Der er ikke noget forceret ved hendes anprisning, men så snart hun er på cyklen igen, er målsatheden tilbage, som en gældende beslutning fra et højere sted. Bare fordi hun blev stoppet, betyder det ikke hun stopper, bare fordi hun er følsom, betyder det ikke at hun ikke er hård, bare fordi hun ligger og flæber, betyder det ikke at det flydende blod ved siden af hende krop er fra hendes krop.

En lille sag bliver udløsende faktor, en svag kvinde kan blive den der bestemmer til sidst. og hun beder glæden, lykken, gennembrudene tage hende til nåde igen. Gud, vend ikke dit ansigt bort. Jeg er klar, jeg er klar, jeg er klar.

—-

Hvis bare ikke det sortnede sådan for mine øjne. Uafhængigt af hinanden spørger hendes veninder om hun er okay, om hun arbejder for meget og får spist. Bløder du, som du skal? Min hud bliver dækket med knopper, det klør. Det er stadig mig herinde, men mine venner giver afstandsknus og lægger hovedet på skrå. Det er som om du er en anden, siger de. Jeg er en anden. Tidligere var jeg mig selv, men nu er jeg en anden. Pakket ind i eksemhud ligner jeg en abe. Mine venner giver mig ret og jeg synes de er strenge, eller den anden synes de er strenge, den anden kvinde som jeg nu er, som jeg nu ligner, som jeg nu må opføre mig som- i denne min hud.

tænker du mest på det ydre

eller det indre

rum?

—–

Han skriver pÃ¥ sin profil: “Jeg er den jeg er og det ønsker jeg ikke at lave om pÃ¥”. Han har øl i favnen, natteliv i baggrunden og et udtryksløst narrativ i ansigtet. Jeg liker, fordi jeg tænker, at han sikkert er anderledes i virkeligheden.

Hun har allerede besluttet sig: jeg er ude pÃ¥ et sidespor. Jeg kommer ind, spørger om vi har det hele, giver mig til at tage armbøjninger pÃ¥ gulvet, det vil sige de halve, jeg er kun ved at lære det, jeg bladrer lidt i en af hendes mange bøger, tjekker min telefon og vÃ¥gner op til pigens brøl. “Hvorfor er du sÃ¥dan her? Du kan ikke være rolig i et eneste sekund!” Det er sÃ¥dan jeg ser ud. Jeg ser mig selv se sÃ¥dan ud. Jeg føler mig rolig, mens hun pÃ¥peger min rastløshed og tomrum.

Shawn Mendez synger: “..it all gets a little too much…the fog will clear up…” Hun har sÃ¥ mange forklaringer. PÃ¥ hvorfor hun ikke orker mere. Hun ved ikke hvilken, der er den egentlige Ã¥rsag. Den stærke kvinde derimod tænker ikke pÃ¥ hvordan, hun kom ind i historien, hun er  i en kulde der fÃ¥r hende til at stÃ¥ fast pÃ¥ sine meninger.

Den uvidende yngre kvinde husker, hvordan hun væltede ind i familien, hvordan traditionerne i et par år nød hendes bølger, men at bølgerne begyndte at gøre dem søsyge. Hun holder vejret og tager med, snakker med, ånder med, men ikke med fuld ånd; når de kalder hendes navn, er det som om det ikke er hende, der kaldes på.

Som om hun ikke er at finde i det navn, hun har, ikke som det siges, ikke fra deres mund. Hun overvejer at skrive en bog med titlen “det splittede selv”, men hun har indtil videre kun titlen og en eksmand, der ville ønske at hun var mindre sig selv. Han synes hun virker sÃ¥ flink og imødekommende overfor mennesker hun ikke kender. NÃ¥r hun er sig selv igen, og udtaler sig til ham om, hvordan han bør tabe sig, er hun mindre flink, mere sig selv, mindre flink. Han siger det til hende, mens hun er sig selv nærmest: “Du er egentlig virkelig rar…du er ligesom..hva kan man sige…et godt menneske, nÃ¥r du er mere anspændt og bange…” Hun ser pÃ¥ ham. Han ser pÃ¥ hende. Ingen af dem ser hinanden. Kun sig selv. Blive mere klædt af, hulet af, strippet ned, det eneste der holder samtalen kørende er fortiden.

Nederlag. Hun træder op på dem. Som en uangribelig skammel. Glemmer de ikke kan holde til noget. Hun falder igennem den uheldsvangre succes.  Længe har der luret en fare bag hendes forfølgelse af kærligheden. En pine ligger nu blottet og viser en mangel ved hendes væsen. Bagerst ligger en mængde tanker og hviler sig, en nagende anelse, bag den afdæmpede ro, bag enhver betragtning og social kreds hun finder sig i. Hun træder op igen og råber fortiden ud, den bliver ved med at slæbe sig tungt efter hende, hun vender sig pludseligt, så alle kan se den, præcis som den står bagved hende. Videre myldrer de ud til hvert sit, ud som hvert selv, nærmere jorden end himlen.

Det er et bibelsk princip, at man ikke må støde andre. Problematisk, når hun har lyst til at støde. Sigte, ramme og totalødelægge ideen om at flertallets normer er de rette. At jeg ikke bliver hørt, hvis jeg ikke er ret, tænker hun. Et raseri stiger hende til hovedet og hun destruerer alle chancer for sig selv, fordi hun nægter at være ret på flertalsmåden, nægter at kede sig ihjel, nægter at tro på at andre ikke kan tage hende. Netop som hun er. Splittet og dansende. Dansende splittede hjerte.

Man får ikke en bedre chance for at danse end på dette gulv.

—–

Ansigtet bliver filmet som det går fra at være tvivlrådigt til stift og udtryksløst. Hun opdager en sorg indvending, jeg troede jeg havde spist den væk, snakket den væk, grinet den væk, skræmt den væk med intensiv træning. Men solar plexus græder, hver tåre slipper som en levende flamme, sorgen ville blusse op, hvis ikke de forlod hende dryp for dryp, alligevel mærker hun en hinde af sorg, det er ikke sorgen der forlader hende, dryp for dryp, det er de tilbageholdte bevægelser.

Sorg på dåse.

Den hemmelige sorg.

Den maskerede sorg.

Rigeligt med sorg på.

Skovler sorg op, sorg fra sorg fra sorg.

Sorg som en fyldig kjole med slæb.

Bare forsyn dig selv af min jord.

Her er den. Du vil aldrig forstå den, end ikke høre den for hvad den er. Lyt til den, vil jeg grædende sige til dig, men du hører violin, nej hør det heavy metal, en underverden af hændelser, et bakketerræn uden fodfæste, et sammentrukkent hjerte uden slag, en ubevidst krop i rummet, et sind ude af stand til at finde samklang. Man får ikke en chance.

—-

En mand der tør rejse sig. Man ser ham holde tale, ingen andre tør, tænk at han tør, bare sådan rejse sig, i et selskab, bare stå op og tro på at han bliver taget alvorligt, med brede skuldre og gestikulerende arme, han tør stille sig op uden garanti for at han bliver taget alvorligt eller får lov at få ordet, han rejser sig op som havde det slet ikke gjort ondt at sidde i stolen, undertrykt, som en i flokken, bundet på hænder og fødder, kidnappet ind i voksendom hvor kaffe er vigtigere end ægte følelser, hvor offentlig retorik er vigtigere end hjemmets trivsel, hvor arbejde er noget man tjener penge på og passion noget man taler om, men ikke rigtig har noget sted at gøre af, fordi ens hus er fyldt med spektakel.

Jeg bliver utålmodig med musikken. Kom nu til sagen. Syng noget, stop tilløbet. Den kredser svævende om sig selv, men tager ikke fat, driver ikke frem, kan ikke bære sin egen vægt, ikke fylde sin egen komposition ud. Forspillet stilner først af som lyden svinder helt ind, hvor blev koret af? Gentagelserne har været medvidende, men så forsumpede og små at de ikke markerede sig, hvornår sker der noget?

—–

Tak Gud, for disse nye sko, men det jeg bad om var et fundament under mig, ikke såler under mig, dig, jeg længes efter dig, din evige kilde af godhed og overblik.

—-

Næste scene: Hun går langs vandet, fremad og videre i et tempo der markerer hendes styrke. Kvindelige styrke hun kan gribe seerne med, mens kameramanden småløber baglæns foran. To fremmede der skal mediere noget til en hel gruppe fremmede, tilfældige fremmede der ser programmet med kvinden der ser underligt fjern ud i øjnene, fordi hun bag øjnene er bange for at det kan ses, at hun er nervøs, hvis hun dog bare kunne holde op med at blive så usikker, tænker hun bag øjnene, og det frådende hav og de mørke sten på stranden, der væver sig ind i det lyse ranke billede af en kvinde der går, koncentreret og målrettet, i et tordnende blik som har hun sparket sin tøven langt væk, hun sparker, sig selv fremad.

Med invaderende længsel samler hun ordene til spiselige sætninger. Ligevægten pipper frem fra under frygten, der snor sig igennem hendes torso i forsøget på at finde balancen mellem storhed og underkastelse.

De filmer. Uigenkaldelige ord, ejendommelige overbevisninger, gennemsigtige ansigtstræk.

Hun synker ned i benene, ned i fortvivlelsen, ned i en lede, ned i hendes egne ord nÃ¥r hun siger: “Det er som om, vi er blevet bange for at være til..vi er sÃ¥ indsmurte i frygt at vi ikke længere…” Hun famler efter ordene, ser op som om hun er blevet taget i noget, taget i at tænke højt mÃ¥ske, og vender straks tilbage til det indøvede: “Som selvstændig kvinde har jeg valgt at gÃ¥ imod. Jeg har min egen forretning og er til stor inspiration for andre.”

Om natten drømmer hun om lys og lykke, om dagen taber hun alle sine tænder. De filmer det hele. Begge sider af sagen, af dagen.

Hun skriver en mail i søvne og med skriftens virkemidler, skærer hun begge ben af fortiden, som var den en flig af en meget større historie. I en fast rytme udformer hun en fængende historie. En forældreløs historie, der bliver til uden ophav, bliver til af intet. Hvis man kan regne, kan man historiefortællingens kunst. Det er et håndværk, kilder er overflødige, fravær en faktor der får koncentrationen til at vokse.

Noget for pengene, giv dem noget for pengene, kan jeg ikke bare give dem pengene, tænker hun. Men rejser sig op og viser sit imperium frem. Sådan her laver jeg mad, sådan her laver jeg familie, sådan her laver jeg indhold. Klar bliver jeg lige om lidt, nedturen er næste ikke sket. Jeg har kun en chance, et take, en optagelse.

Hun viser dem ikke hendes 16 forskellige stillinger, hun græder i. Det plejer ikke være sådan, hun plejer at være stærk, hun sælger ikke en løgn. Sorgen er kun lige begyndt at springe frem. Vel indenfor det seneste år. Som en vildkat med kløer der sigter efter øjne og lunger.

Siddende på sin seng, fodsålerne i gulvet, overkroppen ligger på lårene, hovedet hænger ved knæ og skinneben, øjne der vander tæerne. Hvis tårer dog bare var chancer. Men du er almindelig nok til at forstå mig, spørger hun og ser undersøgende i mine øjne, jeg fortabes i hendes undersøgelse og aner ikke hvad hun finder i mig, jeg elsker morgenrutinerne, siger jeg, det er vist almindeligt nok. Stilheden kl 4 om morgenen, forudfølelsen, jeg ved der starter en dag og jeg er med fra starten, det er ret almindeligt.

—–

Jeg får ti superlikes om dagen. Fra udtjente mænd der gnider ansigtet mod hænderne, kører håndflader mod skægstubbe, mens de kun halvt udtaler hvad de vil. Mænd der har været i live engang, men ikke fik gjort det de skulle og derfor har taget tilflugt i maver der skygger for tæerne. Jeg siger op. Arbejdet med livet er ikke nogen mængde penge værd. Jeg vil hellere ikke-bo end bo sådan her. Jeg tager tilflugt i en offentlighed, der skygger for min bagside. Hun beder: rens mig Gud rens mig og tilgiv mig fordi jeg hellere vil høre Shawn Mendez end dit gospel.

—–

Så du har intet at miste? Det er tonefaldet, frembragt af hans stemme men også af noget dybere endnu, der giver mig lyst til flygte ud af dette liv, tonefald har magt, det er måden tonen falder på, det er i faldet mod afgrunden, tonerne, de sidste man hører før faldet og under faldet og lige efter, bam. Tonefald, tæppefald, knæfald.

Verbalt nægter jeg, at noget skulle være det værd, som jeg kunne miste, hvis jeg bøjer af, runder mine kanter og afgiver magten over min personlighed, ikke må gøre grin med livet, ikke må være komplet sindssyg på offentlige gader og stræder, jeg kan ikke få luft, hvis jeg ikke må bryde ind, bryde ud, vise noget andet, noget sjovere, noget uvirkeligt hvor vi ikke sidder trælbundne, hvor vi ikke sluger skygger og visner hen i ørene på et samfund, fyldt op af tyngende omstændigheder.

Men tonefaldet har nok ret som den udgår fra ham og fra ethvert menneskes bryst. Det slæber mig triumferende hen efter sig, revset, forslået, indforstået, tæmmet. Gad vide om min villighed er periodisk eller uforanderlig, gade vide om feber slår igennem mig som et lyn eller passerer fra mig som en tåge, der letter i en popsang.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

one in a minion

2. June 2016 af Maria Guldager

Der er en tid jeg ikke taler om

hvad gør det ved en tid, ikke at blive talt om

Der er en erindring jeg ikke taler om

hvad gør det ved en erindring, ikke at blive talt om

Der er en moderne mand, jeg ikke taler om

hvad gør det ved en moderne mand, ikke at blive talt om

Et smældende håb

MÃ¥ du blive indfriet

Forsvinde ud af mig og blive til virkelighed

En lille overgang

til det næste lag

starter som sandheden bider hårdere

får fat om mine rødders ankler

og de trætoppe der stadig hovedhængende trækker mig ned

til under jorden, med selvfedme som angstens drug

bliver hullet dybere end det skal

i mit hjerte, i mit jord hvorfra jeg står og ser op og ned af den moderne mands succes

og fra min krone drysser usikkerheden ned

jeg ved hverken det ene eller det andet, jeg får ikke åbnet

aviserne, jeg får ikke lukket de selvfede apps

for jeg bilder mig ind, jeg stadig kan nå at finde en

jeg bilder mig ind, jeg ikke kan nå at læse en.

—-

Jeg kan ikke udskille

de rigtige stoffer og derfor er jeg arbejdsløs

i hele min krop der anstrenger sig

og gør mig for anspændt til at drugge mig selv

med andet end 500-kroners lagkage

lag for lag smelter det på min tunge

på mit overmod, smelter ned mellem rillerne

tænderne, de gode ansøgninger, de gode intentioner

arbejdsgivernes profil

min unikke stil

en livstid på den lukkede

en lukket krop på den tidlige

færge, jeg føler jeg har været her før

leget her før

set vandet fra denne side før

men dengang var jeg ikke helt mig selv

det var en anden tid

et andet mig

er jeg

nogensinde statisk, kan jeg sige stop

kig op

og der står jeg, som den jeg virkelig er eller

er jeg et stort eller.

—-

Hendes bekymringer bæres i ansigtet

af huden der bliver mere elastisk for hver øjeblink

panden der betænker sig før den svarer på mine tåbeligheder

uvished der løber henover øjnene, dybt inde i øjnene og rundt om læber,

jeg får lyst til at røre

og jeg spørger hende højt

for højt

og det var ikke så smart og nu er vi der snart

men med en tilbagerullende samtale kommer vi ikke videre,

det er fordi jeg ikke udskiller de rette hormorner

jeg vil gerne røre hende, lindre, det er der sikkert noget forkert i

jeg har sikkert et kompleks

et pleasergen

det er sikkert fordi der er noget i vejen med min selvfølelse

jeg har lyst til at røre hende så hun bliver rørt

jeg har lyst til at være den der rører hende

jeg har lyst til massere hendes bekymringer væk

og holde tale med gode ord ind i hendes hudfolder

jeg skal tage det mere roligt og det ved min krop også godt

så den holder igen, holder mig tilbage, holder mig fast

så at jeg ikke kan trække vejret, der er ingen flow

så længe maven spænder op, så den spænder op

og den ved godt, at det ikke går i længden, det går i lænden og min krop ved

godt at den dør, når den ikke får luft, den ved det godt

men istedet for gennemtræk er det modstand, vi kalder det angst

men hvad er det mere end bare kæbespændinger

og pinlige fejl og en krop der går rundt død, fordi den er bange

for at leve, for at fejle igen, er livet en fejl

spørger min krop på dens gode dage

jeg finder svaret dybt inde

bag mavemusklerne; jeg er hvem jeg er, andre mennesker hvem de er, og det er

angst

hæmning

blokade

utålmodigt af mig at udbede mig deres respekt allerede nu

førend jeg er

mere ovre i mig selv

mindre over i  mig selv

mere ovre i kærlighed

mindre ovre i selvudfoldelse

mere ovre selvsammenfoldelse

mindre ovre i gemmeleg

mere ovre i med-værd.

—-

Med sløret sjæl

banker jeg på døren, hårdt men blidt, tålmodigt men kortvarigt

hvis svaret ikke er der, er jeg der ikke, er jeg ligegyldig, er jeg uadskillelig fra ethvert spørgsmål

jeg søger ikke adspredelser, jeg søger accept

af det, der er sket med mig

som havde jeg selv besluttet det skulle ske

som en aktualiseret løsrivelse fra resignationen

og jeg spænder op

så gør jeg da noget

jeg bliver hård

så er jeg da nogen

så lukker jeg af

så er jeg da her

så afslår jeg foræringer

så har jeg da pladsen.

Jeg træder ind

ind eller træder

ikke jeg, ikke mere jeg, der er nok mig med

træder ind, træder indover, skridtet og gangen i sin vorden,

til andres overgange, deres lag, nuancerne mellem deres pauser

mellem åndedræt

og bemægtigelser, åbenbaringer, organismer

sammen er vi et levende legeme, som vi fortaber os i noterne

og jeg fascineres over, at alle ved, hvad vi taler om,

jeg forundres over at sidde i et møde der dirrer af intensitet og som ville være en båd

hvis det kunne manifestere sig og blive til en ting

mødet er det modsatte af en ting, af en handling, det er

tale og tanke der i en teknisk socialitet referer til sig selv

vi stepper i takt, polerer ruden fra hvert vores hjørne

og manifesterer hvem vi er, gennem det vi lægger til

det fælles

det der undviger

privatpersonerne

og end ikke privatpersonerne kan betragtes som særegne

end ikke velbegrundede

interaktioner med konteksten

vi er bare, private og personer, bare er, bare sket, bare reguleret

af frygt

eller andre billeder

på hvad mennesket kan.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »