Optegnelser over langsomme fødder mod det daglige velbefindende

23. July 2016 af Maria Guldager

Grundet i kærlighed sitrer min hud, jeg må ud og hoppe, toppe, springe frit fra punkt til punkt til udsigten, der samler udviklingen, skrælle lag af friheden indtil jeg ser ligheden, mellem krig og det at have fri, er det kæbernes pres opefter der giver stress, eller er det tungens smæld der siger “jeg vil selv”, Frihedens efterstræbelsesværdige saft er grundet i kærlighedens kraft, der giver forhold et ny udseende, who cares om han vil have mig kold, jeg behøver ham ikke, jeg er

grundet i kærlighed.

Vi sidder. Spiser rester. Husk en klud. Han er et sæde. Han er en rest. Han er en klud. Han tiltrækker fordømmelse, fordi han inderst inde mener, at han fortjener den. At gispe efter luft i en relation er en medalje for en pestilens som ham. Mener han og ødelægger mig med sin blødhed; jeg har også gode venner. Men vi har sjældent brug for hinanden på samme tid, telefonen bliver ikke taget, hilsenen bliver ikke sendt.

Skyggen i deres ansigt, den dagaktive grå fugl i baggrunden, rytmen med hvilken de taler, kryber sig ind under min hud, jeg vender mig mod fuglen, der er fjern fra kedsommelighed og slæbende år, det er ikke en

men flere timer

man skal være sammen, for at relationen bliver accepteret som meningsfuld. For stor forskel i erfaringer er en løber der ikke tåler distancen, en bokser der slår hårdere end han kan,  ”Bliv lidt længere”, beder vennen mig, denne krænkende ven, venner der hellere vil holde min arm, end at lade livet udfolde sig, det svier. I min mave når jeg lader dem gå gennem mig, jeg må hjem, “det er som om du ikke ved, hvad du vil, Maria”, reagerer vennen som en mur der skubber tilbage, når jeg insisterer på at gå igennem den, jeg nikker og mumler, at det er derfor, jeg må videre, vennen er døv som jorden og hører ikke

længslen der yngler og giver sig til kende som en flamme henover asfalten, jeg er nødt til at følge efter.

Aktiviteter, vi fødes ind i dem, oplæres i at planlægge dem, nødes til at vælge dem, hvor skal jeg være nu, hvad skal jeg gøre nu, spørger vi i fritid og arbejdstid, jeg går ingen steder

istedet brænder det mig under fødderne, vennen graver i sin egen jord og i en vanemæssig bevægelse hjælper jeg til

indtil jeg trættes, og det er ikke pænt eller nemt at sige: “jeg er træt, ikke fysisk, men åndeligt fordi du er så fuld af jord der skal graves i” og det er svært at afholde mig fra at gå i seng med de mænd, der serveres for mig, for vi lever jo så kort og det føles jo godt, selvom både indvending et og indvending to, alligevel værner jeg om min krop, jeg ved den er nærtagende, og i en fremmeds vind farer min stemme væk fra min krop, jeg er i en fremmeds magt, en fremmed der kalder sig ven, men ikke kender

sig selv, han er så klog, han er så krop

han vibrerer af lyst til mig, han ved ikke

hvem jeg er, men vibrationerne overtaler ham, blødhed

på en ophøjet og højtsvævende facon, blødhed

i hænderne og armhulerne, det er i bytte

for hans viden at jeg lader mig selv gå.

Det er i mit væsens essens at forlade forholdet uden at sige farvel, jeg fortæller aldrig at jeg går, for rammer min hornede overvejelse først en genoptagen af kontakten, indser jeg, at jeg for længst er gået.

Det er en mode- instagram-mode- at have været igennem “fucking shit”, begære et muskelbundt eller en guitarspiller, bare han er på hash og har en farlig hund, det er på mode at sige: “det er jo bare hash han ryger”, og sænke barren drastisk for hvad en mand må byde på af omsorgssvigt, på mode at leve “fuckable” med tatoveringer bundet om prinsessedrømme, mit shit. Vil hellere vaskes af fyldte nådeskyer, jeg vil hellere vise min mave uden tusser, lade mine hænder glide op af mavens sider og til op over hovedet, udbryde hellige ord, stille mig under nedbøren, klatre op til der hvor smilet gøres bredere, hvor maven er i ro, hvor mine sider får deres ret, springe ud og lande på mine knæ, fordi jeg ikke forestiller at kunne opfylde et eneste jobopslag, jeg kan bare vende håndfladerne opad og lade himlens ører dryppe

barmhjertighed

ned over mig.

Det er ikke på mode, men det er min eneste måde: mere renhed, mere hellighed, mere intimitet, mindre venskab, mere alenetid, fra mit dyb. Breder sig ringe, jeg køber noget kærlighed til en ny veninde, i håbet om at rekruttere hende, en bedre veninde, en slags jeg har lyst til at se, for ‘jeg kan ikke være alene med alting’, som der prædikes, jeg sætter mig forrest i kirken. Det er en vane, jeg har fået, det er undertiden sjældent den samme kirke, jeg bryder mig ikke om måden, jeg triumferende slår rødder på, det spænder mig ud fra top til tå at have fødder plantet og armene udstrakte i iver, der er ingen plads til min maves velbefindende, jeg sætter mig noget nær forrest for ikke at støde ind i kirkens sædvanlige slæng, som altid rotter sig sammen bagerst og på de en til to forreste rækker hvis det er en frikirke. Sætter mig på række tre eller fire, altid lidt spændt på om jeg på bibelsk vis bliver bedt om at sætte mig ned bag i, jeg begynder at læse bibelvers i tilfældig rækkefølge, hvis der er en salmebog, og hvis ikke går jeg på Tinder, kun for at opdage hvor upassende en aktivitet jeg har gang i, når en dame fra rækken bagved prikker mig på skulderen og vil ønske “god søndag”, hvis det er en folkekirke og “high five” hvis det er en frikirke. Under prædiken beslutter jeg mig for at gå hjem og rydde op. Holde selvhævdelse op og spørge: “har jeg brug for den her?” og så fremdeles med alt i mig, der ikke direkte relaterer til Gud. Det kræver bare at man ved lidt om hvem man er; præsten siger, vi må finde vores identitet i Gud, det han siger fortoner sig i mine egne tankers mangefacetterede skær. Næste gang jeg skal vælge noget afsløres mine for mig ukendte tanker; den jord jeg har plantet alting i. Under prædiken tager jeg et skridt videre, jeg må stoppe med at date, det har sådan set aldrig gavnet nogle, at jeg har datet. Præsten prøver at vække os, ligesom poesien gør, men det er som om, jeg ikke kan tage imod hans budskab og det har ikke at gøre med hans køn, for nogen gange er præsten en smuk kvinde med rødlige lag over læberne, og et skjoldet brunt lag over huden, fra hvilke hun forkynder samme bud:

Du skal elske. Og ikke lade dig friste. “Men hvad med mine venner”, får jeg lyst at spørge, “kan de ikke blive for meget, så man må forlade dem?” Det er noget helt andet end emnet for i dag, jeg ved det godt, jeg er noget helt andet end emnet for hver dag. Mine livs knuder behandles ikke fra talerstolen- jeg kan tage, det de siger, og bruge ind i min sammenhæng, men det har førhen haft uheldige følger, netop som et malet ansigt, fra hvilket gode samtaler nok blev ført, men som holdt sammen på et smertefortrukkent sind, en blank flade uden expression, højst ville det synge i hovedet med teologiske ord, men en sang der blev spillet uden at blive hørt. Himlen når jorden, hjemme behøver jeg en lur, jeg glemmer ikke hvad, men jeg glemmer akkurat hvorfor, jeg ville rydde ud, og mens jeg ligger udstrakt i en seng, drætter menneskers problemer ned i mit bryst, en ordløs smerte brænder sig ind i mit sind, slår sig ned ved siden af skyldfølelsen, de er ikke til at skille ad, medfølelsen og skyldfølelsen, men solen går op over følelsen og ned over følelsen og roen synker ind, mens jeg brænder op i min indre flamme, starter med at sortere, fortaber mig i dufte og lyde og andre fristelser, det pulserende blod dæmmer op for mere fuglefløjt, hvordan kan jeg afvise den blå himmel over mine hjul, mens jeg ingen indgang finder til min plan, hvorfor have en plan, der vokser med hvert strejf af den kolde vind mod mine sætninger der ikke ved hvordan, de skal fortsætte, men ikke tvivler på deres rækkevidde. Hvordan mødes den afsindigt vågne sorteringstrang og et vildnis af  sammenkædede fristelser på anden måde end ved vandrende tanker, der finder sin betydning som en brusende flod over min krop, nyt vand, ny indre landing, mens de reciterende gråspurve samles på plænen med stykker af brød, der lige så godt kunne være til mågerne, hvis de havde set lidt venligere ud.

Mekaniske bevægelser langs fortovskanten, et ansigt der prøver at smile men forbliver halvvejs bag kontrollens gitter, en retning der sliber imod min, gråd i stemmen, glansløse øjne, der grådigt spiser af græs, fortov, sine sko, lejlighedvist himmel, kommentarer der borer sig ind

i min krop, jeg krakelerer lidt for hvert åndedræt, som jeg går arm i arm med hende, lidt frem lidt tilbage, dagene skifter farve, jeg bliver alene, uden pejlepunkter, følger bare tvivlens tempo, tilhører mig selv eller dette bedøvende skyggerige, jeg foretrækker

at se ham ind i øjnene og sige: jeg er dit afkom

af dig kom jeg

jeg, dit afkom

jeg kom af dig

hans hardwiring vender

ikke.

Familien spredes og bliver borte, bristepunktet slår ind over mig med en mægtig bølges overbevisningskraft, og jeg kan kun lade håbet erodere eller evakuere i et lukket hjerte ovre på den anden bred.

Himlen er grå som værtshuset og fanget i fællesskabets kærlighed og arbejdsomhed er det svært at forestille sig gråheden fordrive. Skødesløse stamgæster med flænsede hjerter klistrer til de hårde stole.

Luften udenfor menneskesamfundet giver plads til mesterligt udførte tanker, falske og ligegyldige tanker løber mig i møde, når jeg kommer indenfor i et hus, i et fællesskab, vil uforstandigheden nogensinde leve op til den midlertidighed, jeg håber på? Eller er gråheden permanent?

Overanstrengte relationer og en datingapp, der er gået helt i stykker. Min mor spiser sig til et hul i maven, det er som om alt hvad hun spiser bliver i hende, men snare end at fylde hende, udhuler det, hun har mindre og mindre at sige, som om maden punkterer hendes ord, hendes forsvarsværker, og når hun endelig fremstammer noget, fx når hun forklarer mig, at det er fordi hun elsker mig, at hun klistrer sin krop så tæt op af min, så presses tårer ud gennem overfladen som har hun det på lager i hinder ved øjnene, klar til at blive spyttet ud når det skulle det. Jeg nødlander i erindringen om, at jeg er mere end denne krop, mere end denne ånd. Spejlet er fyldt med flager, når jeg kigger ind i det, jeg beslutter mig for

at glatte ud, lige indtil natten lister sig ind på mit centrum og overdøver behovet for anerkendelse.

En afgrund stirrer ind i

min forside, mens min ryg læner sig op af den regn, der pisker mod den, på den måde holder jeg mig oprejst nu og nu og nu, jeg slynger øjeblikket om mig, for at finde et tørt kram, et sted under mig

er tiden væltet omkuld, den lader mig gentage gentage frafald og omvendelser, mens tvivl og tro forsvinder ind i klodens centrum

der viser sig at være

placeret under mine fødder.

Behandleren tager fat om mit bryst med sin overarm: “Der kommer et lille løft, prøv at slap af”. Jeg forsøger at trække vejret så lidt anspændt som muligt, han løsner noget, det gør godt og langsomt fatter mit kranium tillid til ham, og jeg giver mig helt hen i hans greb, jeg er et støvfnug, han er den fygende sne, men jeg stejler brat,

idet han beder mig leve anderledes. Bare lidt, Maria. Han er enig med præsten, det er ikke fordi der er noget galt med dig. Bare stop med. Og start så med.

En lugt af et ildsted, lyden af en gårytme, tonen om, at “nu” bliver til “engang”, morgensolens forenede stråler, der rammer op ad væggen hvor sengen jeg stille sidder og smerter på, står, jeg giver slip på hendes arm, vikler mig ind i frihedsrusen, lader mig føre af ubekendte tanker, der alle som en er rundet af en dårlig samvittighed, jeg lære. At tilgive, som jeg selv er blevet tilgivet eller ignorere, som jeg selv er blevet ignoreret. I et uventet cykeluheld

Der mangler steder i dine tekster, forklarer den andens mening mig, men der er ingen, svarer jeg, ingen steder der tillader mig, at vide hvor jeg er.

Lejlighedsvist er rejsen til fods slet ikke trættende, gangarten kan være så let og dansende at jeg krøller mig sammen af grin og bemærker at jeg griner og bemærker, at jeg griner for sjældent, og at jeg ikke vil have et liv, hvor jeg griner så sjældent, lyden af mine egne skridt, lyden af mine drømme pifte, lyden af mine tænder der knaser rundt om mad, der giver mig tryghed i små mundrette stænk, nu hvor jeg har givet tæppet af relationer væk, et stød af varme, var det det præsten mente? Drop det du finder fundament i, hvis ikke det er Gud. Havde han bare uddybet hvad, det vil sige, at have sit fundament i Gud, jeg tvivler sådan set ikke på Gud, men på mit Gudsforhold, jeg kan ikke mærke det, ikke se det, højst opdigte det mens jeg trasker afsted i min søgen efter stilhed og renselse, jeg søger rettere åbenbaringer gennem det blanke fantasivand end svar fra det grumsede videnshav, for er det overhovedet interessant, om jeg tilhører naturen eller den jeg, vil jeg ikke stadig opleve delvist at høre til og ikke at høre den, at være en del af og være delt af den? Intuition tager så ofte fejl. Fakta tager så ofte fejl.

Forfaldet der fortsætter skridt for skridt, logrer efter end den ukendte tankes begær. Tvivlen bliver til beslutsomhed i mit eget selskab som en mørk asfalteret vej, der gløder af indestænkthed, en mørk himmel der tynger kroppene nedefter med en fortiende stemme, en mørk skov der lammer sine beundrere og strør bladene til det pusler og ryster og hvirvler op en susende stilhed.

Dem der er ansat til at afvise mig, er ansat af et tilsyn der er ansat til at begrænse menneskets potentiale, de kalder det meningen. Sløvt men stødt går degenerationen i gang. Jeg vasker mig efterhånden kun hver anden dag, snart er det kun engang i ugen, jeg har ikke rettet mig ind i nogen bolig, jeg lever ud af en netto pose eller hvor nu mit tøj har lagt sig, jeg spiser af tilfældigheden, min datingapp er stadig i stykker og viser mænd på niveau med en lus, jeg har bare brug for at komme væk, fra al virketrang, eller alle forbindelser, ansvar, penge, jeg må blive en ensom kontemplativ omstrejfer, med et navn så åbent, at enhver kan bruge det til det, han vil. Jeg stopper op.

Tanken er for stor til bevægelsen. Hvilket er bizart, når man tænker over det: samme stille stand jeg tænker størst i, er den vi dør i, stopper al tankevirksomhed i, for at flytte ind i graven hvor indretning er en udretning, og dog er denne stående stand bare et mellemrum som står jeg på tærsklen til nye relationer.

Tanken omhandler først et fortidsobjekt: et jeg der vil glemme sig selv, jeg husker at have den trang i knoglerne og måske har jeg det stadig, for det, jeg hader ved vennen er dennes hårdt optegnede grænser, som jeg ikke må gå over, jeg står så stille jeg kan og mærker alt i mig bevæge sig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

At vække passiviteten

14. July 2016 af Maria Guldager

(Findes oplæst på Vimeo)

“Mellemrummet er et, vi alle finder nødvendigt” siger chefen for det hele, og jeg er i tvivl om ‘mellemrummet’ er et velkendt kommunalt begreb eller om han er filosofisk et øjeblik og vi hver må have hver vores tolkning af det potentiale han henviser til; kunne et mellemrum være afstanden mellem mig og andre, kan et mellemrum være en blok af tiden, der hverken kommer før eller efter, men står lige mellem og stopper progression, bare for en tid, men en tid der ikke går fremad og dermed ikke kan måles, og derved er udelukkende subjektivt, kun virkelig for den enkeltes bevidsthed som et indre rum der koordinerer alle ydre rum, så det ydre rum kan give mening for den, der træder ind i det, så den der træder ind i rummet, kan træde ind meningsfuldt og med respekt for både tid og sted uden at lade sig styre, for ikke at sige omstyre, heraf. Men dagsordenen tillader ikke debat, eller er det bare luften herinde, der gør at vi bøjer os for hans argumenter, på samme bøjelige måde som når jeg kender en mands sygdomshistorik indenfor de første 30 minutter vi har kendt hinanden, og ingen lyd giver af mig, men blot giver mit kendskab og når jeg konfronteres 5 år ind i relationen med hvorfor jeg først da fortæller, at jeg har lidt af kronisk hovedpine i 10 år, og har adskillige skader i knæ, hofte og nakke, falder jeg ind i en bue, en optur ovenover nedturen, jeg mener at det hele er fint, at jeg slet ikke har behov sådan at udbasunere mine fysiske knæk. Problemet er ikke at finde en mand, tænker jeg, men at en mand finder mig.

Jeg giver stilheden et hjem, vil du spise med igen i aften, og kan du medbringe din musik?

Mit hoved bevæger sig til stilhedens rytmer, åndedræt på repeat i små fine cirkler, vi spiser afholdenhed med glasur.

Døden er lige så stille som et ur uden visere, mens livets cyklus larmer, bevægelser jeg har inviteret, imiteret, men kun sjældent initieret

for jeg er ikke et særtilfælde, jeg er endnu en der skal samme vej, endnu en der lever i fællesskabets trældom og i evig længsel efter ensomhedens ro.

Beskederne tikker ind, han sender billeder af sin mad, hver uge, siger han, spiser familien sammen, jeg siger at han er den mest almindelige mand jeg kender, han ler lidt og jeg hører mig selv sige: “jeg mener ikke kedelig”, men det er nøjagtig det, jeg mener.

Manden forklarer at han desværre ikke kan nu på fredag. Der kommer gæster fra Jylland. Nej, heller ikke næste weekend, forklarer han, for der pakker de bilen og tager til Jylland. Så bliver det efterårsferie, og der tager vi i sommerhuset. Weekenden efter, lad mig lige se, Birgitte, råber han med høj røst, en ukoncentreret stemme fra langt væk svarer ham, nå, hun har ikke lige tid, nej men jeg mener bare det er der naboen holder sølvbryllup, så der skal vi tidlig op og så er der fest om aftenen. Så må vi lidt længere frem i kalenderen, hva, haha, jo jo sådan er det jo, ja der er planer nok at tage af, haha, ja men så hedder det 27. & 28., men se der får vi to hold gæster, først fra Jylland, og så naboen, og weekenden efter er det den årlige fest på Birgittes side, ja vi ser dem ikke så ofte, men et par gange i året så flyver de ind fra Bornholm, så vi må over i december måned, for at kunne mødes, ja første weekend er jo der mormor og morfar kommer til æbleskiver, de bliver selvfølgelig ikke til om søndagen, så der kunne vi jo, nej vent, min søn har en fodboldafslutning, det er nærmest hele søndag, og weekenden efter er vi hos mine forældre, så vi er vel ved at skulle ind i det nye år, hvad siger du til det? Hallo? Hallooo?

—-

“Det er bare fordi du sagde, at du blev hurtigt forelsket, og nu har vi set hinanden i fire måneder og du ved stadig ikke helt? Jeg kan ærligt talt ikke holde dampen oppe, hvis jeg ikke snart får kærlige ord, bare lidt ros indimellem, Maria!” Han har ret. Han er nok den første mand nogensinde, jeg ikke er blevet hovedkulds forelsket i, han er farveløs og har ikke en eneste egenskab jeg beundrer eller som inspirerer min egen måde at være i livet på. Findes der nogen undskyldning for at have levet i forestillingen om, at han var min billet ind i almindeligheden?  Hvad der imidlertid tager sig ud som en slet side af forholdet til mine samtidige, en mislyd i tonen om respekt for næsten, en man ikke har kunnet høre indtil nu, fordi jeg forpint har opretholdt en diskretion af mit indre, viser sig at være et særtilfælde for godt nok har han kedet mig, og jeg ikke sagt fra, men i sin dom må man medtage den faktor, at jeg ikke ved hvad kærlighed er. Hvis man ikke ved det, hvordan kan man da være skyldig i ikke at udøve den? Hvordan kan en betingelse for at være integritetsfuld, være at ville det gode så det udadtil får syn af et helt bestemt scenarie, endog helt bestemte sætninger i min mund?

Således bevæger jeg mig igennem dybderne, det ligner jeg holder for rødt, men jeg padler, bare langsomt, jeg laver noget, bare ikke det, man vil have mig til. Dybtliggende svigt i kroppe, der tvunget som de er, gør dem hårde som det bur, de sidder i. hvis jeg havde været en mand, ja den sang, præcis den feministiske sang om kvindens lavere stilling. Der er gået en mand tabt i mig men var han der, ville han blive beundret, endda idoliseret, jeg havde kunne fatte mig kort og uinteressant, præcis som arbejdsmarkedet ønsker det, ja de ville klappe i deres hænder over en så charmerende mand, der er så ansvarlig for sit ansigt, så fuld af handling, autoritet og nye påfund, men jeg har født børn og forlænget mit maveskind, forlænget mit CV med strækmærker så afskyvækkende for arbejdsmarkedet som fælleskontor er for den effektive medarbejder, men det er ikke den sang, ikke en sang om at være singlemor med børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, jeg kan ikke fordi jeg har børn, nej det er sangen om at være i en krop, der er mindre attraktive på arbejdsmarkedet, i hvert fald indenfor det sociale fagområde der er mit. Er det mit? Det er måske så meget sagt. Det er et man har prøvet at lære mig op i, men -præcis her får vi en prøve på problemet. Mænd er indbildske nok til, at give udseende af at eje et fag/felt. Deres instinkter taler deres klare sprog: de har brug for nogen, der adlyder deres betydningsfulde ord, og mænd holder ikke deres følelser ansvarlige for noget, til gengæld er der et element af tvang i deres forslag, og med den metode opnår de resultater, mens jeg padler langsomt, ser på fisk og nuancerne af de røde lys, i netto støder ind mand i mig, jeg tror ikke det er med vilje, indtil han siger mit navn og: “vi har skrevet sammen på Tinder”. Jeg bliver flow. Ikke fordi jeg har skrevet med ham på Tinder, men fordi jeg står med kurven fuld af lutter chokolade og i hænderne har en med nødder og en med lakrids, som jeg prøver at vælge imellem. Jeg lægger begge i kurven, og henslynger uden videre at det er “til børnene” som det viser sig, er første gang han hører om, jeg kan godt huske ham. Jeg likede ham fordi han havde jo på den skole, som jeg ville ansættes på, men jeg holdt op med at skrive til ham, da han i en bisætning skrev, at han ikke var en del af ansættelsesudvalget, hvilket jeg havde syntes var en absurd kommentar! Som om jeg kun likede ham, fordi jeg håbede, han kunne få mig steder hen, hvilket jeg måske nok gjorde ubevidst, men da ikke bevidst. Nu står vi i netto, han med sine mørke krøller og let krummede ryg, en ternet skjorte og kun med økologiske grøntsager i kurven. “Men så må du hilse børnene”, siger han og venter et øjeblik som for at se om jeg læner mig ind i et kram, det sidste jeg har lyst til, derpå går han over til vinen, måske øl. Som om jeg vil hilse mine børn fra en gut jeg har skrevet med en måske to aftner og som jeg aldrig skal se igen, pånær måske i netto.

Han siger, han kan læse en afbrudt opmærksomhed i mine tekster. Skuffelsen over at han ikke kan sige noget om mig som jeg ikke ved, får mig til at indse, at jeg tror mine tekster er clairvoriante. Jeg rejser langt væk for at finde nye muligheder, men jeg møder bare nye udfordringer, eller faktisk old gamle udfordringer, jeg må først modernisere et helt kontinent før jeg kan forvente, at møde nye muligheder, nye ansigter i mig selv, nye døråbninger, nyt menneske igennem døren, ud af døren og frem i verden, nyt menneske i en gammel tid, ingen dør for sig selv.

Det er blevet så sent nu, at det er lige vidt hvornår jeg kravler i seng. Projekterne overtager hinanden som et rytmisk åndedræt der holder mig i live, uden at jeg giver det omtanke, lige så let som den næste indånding starter, lige så let indlader jeg mig med nye ideer og på en udånding falder der en stille regn af blod indeni mig, som er jeg på vej ud af mig selv, sindsbevægelser der lader mig mærke at min praksis er essentiel, at jeg hver dag må sætte mig selv sammen for ikke at ryge ud, for ikke kun at være mine dele men også være mit hele, for ikke kun at være skyer der driver langsommeligt og ind og ud tilfældige formationer men også den vældige himmel, hvor intetsigende den synes at være, kun opretholdt af tro og den bønspraksis, jeg heller ikke engagerer mig i, hvis jeg integrerer mig selv hver eneste dag, sløv og ubrugelig vågner jeg, og må på sin vis starte forfra som man må starte forfra i med ethvert menneske i nye relationer, her er jeg, her er du, i relationen til mig selv må jeg også bære over med, bære mig selv over og tilbage ind, der hvor blodet hører til, fordelt ud, i pauser, i rum, i hele kroppen, i bevidstheden om hele kroppen, pausen, rummet, rytmen, skyen, himlen, relationen, bønnen.

Ændringer i mine bevægelser giver ændringer i mine erfaringer

jeg troede jeg havde ændret mig

ved at bevæge mig anderledes

men her står jeg igen med en mand

der ikke aner hvem jeg er, ikke aner

hvad jeg prøver at vise ham og hvad værre er

jeg prøver at vise ham noget

jeg er blevet til chefen igen:

strategien til en skilsmisse

og her står jeg atter med en mand, fordi jeg tror

store skatte kan gemme sig

dybt inde

men jeg er den eneste, der er dybt inde og hvad nytter skatten så.

Mit liv er en lang pause

prøver jeg, men nej, pausen er fravær

ikke liv, pausen er ønsket om handling, pausen

før næste udånding, pause lige filmen, så jeg kan leve

imens du indlever dig, og gør indlevelsen i filmen

til dit rum mellem virkelighed og fantasi

gør dit ord til liv for mig, beder jeg.

men ordet kolliderer med min verden

med min krop der er revet i stykker af ondskab

styk mig sammen, skab

et fravær, en pause fra dette selv

der snare tager bestik af dyret end af Gud

ingen dør for sig selv, om du pauser, pauser du for Gud

om du trevler, trevles du for Gud,

menneskeheden kommer til kort

korte pauser

mellem tankerne og der findes fravær

det vil sige ro og nærvær

og livet for Guds nådige ansigt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Kropsterapi

8. July 2016 af Maria Guldager

Som var de bange for at få min nedre urskov i hovedet, venter de på, jeg har vendt mig om og væk fra dem, venter med at passere for selv at finde en skabsplads, tage tøjet af og lægge det i skabet med elastiknøglen og derpå strutte rundt nøgen, indtil svømmetøjet er kommet på. Vi er vant til nøgenhed her, det er tydeligt, men vi omgås de nøgne kvindekroppe med særlige tavse regler, og jeg taber min nøgle samme sted hvor to fødder er plantet, nøglen ligger lige imellem to ben, hun har ikke bemærket mit tab, og jeg går i gang med at skabe kontakt til den nøgne krop, uden at se på den, det er imod reglerne, ingen øjen-til-krop-kontakt, øjenkontakt er at foretrække, men vi undgår den helst, jeg ender med at vente til kroppen er gået, så kan jeg bukke mig uden at genere andres billede af en krop, når jeg bukker mig efter nøglen og mit maveskind hilser på det våde gulv, men uanset hvilke dele der slasker og hvilke dele der er strammet op, er jeg privat med tøj på og uden tøj en offentlig genstand, der bør tænke særligt over hvordan den begår sig, jeg er ikke sur, jeg er bare en krop der ikke ignorerer sig selv, men ignorant lader sig ignorere af andre kroppe.

Jeg læser og skriver uden andet lys end fra computerskærmen, jeg ved det er ødelæggende, jeg ved, det slider mine allerede uskarpe øjne, men samtidig tænker jeg, at man i gamle dage sikkert klarede sig fint uden lys, og desuden er dit øje klart, er hele dit legeme lys, så jeg skruer op for mit legeme ved at se klart.

Er der noget i vejen for, at jeg bliver her lidt længere? I uvisheden, i nakkesmerterne, i hofteproblemerne, jeg har ingen, ser du, andre steder at gå hen med mig selv.

“Hun holder noget tilbage” siger guruen. “Ja det er tydeligt”, siger assistenten og tager noter, om hvad ved jeg ikke, jeg ligger på gulvet krampagtigt i en stilling, guruen snor mig ud og med hænderne om min mave og blikket mod mit bækken siger han: “du skal ikke være bange, ikke være bange”. Atter bliver jeg sat i en ny stilling. “Kør op og ned, bryst lige over tommelfingre” Jeg aner ikke om jeg er oppe eller nede, aner ikke hvordan jeg kommer ud, alt gør ondt, jeg kører langsomt og svedperlende ned, men sidder fast, kan ikke få mig selv op: “Hun holder alle sine spændinger i nakke, alle!” siger guruen til assistenten, der har lagt sig selv ind under mig og effektivt men smertefuldt får mig lirket op og ud: “ja kroppen forstår ikke sig selv i dit tilfælde” svarer assistenten.

Ikke en, ikke to, ikke tre, men alle

lakridserne spiser jeg og det er ikke fordi jeg ikke kan lade være, jeg har bare besluttet mig for, at det er i orden at være en anelse hedonistisk hver aften. Engang var jeg clean, helt ren, ingen sukker. Det var en lang periode, og i den periode malede jeg med en bred pensel, når jeg skulle forklare hvor vanedannende sukker er. Narkotika, hører du, det rene narkotika, du kan slet ikke forestille dig hvor afhængig, jeg engang har været. I min rene periode gik jeg op i, at fortælle hvor dræbende sukker er, og i min denne mere løsslupne periode går jeg mere op i at sige, at vi jo alle sammen har laster, og at min bare smager rigtig godt. Det virker barnligt, siger du, og forstår min nyvundne sukkertrang som et tilbagefald til da jeg som barn åd mig en mave på, men det er ikke det samme, i dag er et godt glas rødvin bare bedre med et stykke chokolade eller en skål til, og det er da voksent, rødvin, og skåle, og det er derfor jeg nævner det selvom ingen af delene er nogle jeg tager i anvendelse, det er mere direkte fra posen-systemet. Hvad med dit helbred, siger du, og spørger mig om jeg pludselig er blevet ligeglad med konsekvenserne for min sundhed, men hvorfor lægge mere vægt på sundhed end på lyst, spørger jeg tilbage. Lyst der undertrykkes bliver også til sygdom, sætter sig i solar plexus hvor potentialet for al velvære også sidder. Jeg finder bare på det, fordi jeg ikke er klar til sukkerafvænning, men det lyder klogt nok til en selvhjælpsbog.

Selv tak

tak selv

for jeg er dit selv

eller er jeg mig selv

eller dig selv

hvem er jeg

selv

uden en andens mening

i min hals

er jeg virkelig fri

af tanken

om et fængsel

af kød og blod.

Hun vikler halstørklædet om sin hals, snor halsen om sit tørklæde, jeg kan ikke finde hendes hoved, men hører det, som vi står og snakker, som hun står og svajer i vinden, snart farer rundt i vinden med sandkorns tilfældige retning. Jeg hører kun halvt efter. Ligesom i folkeskolen, et halvt hoved, et enkelt øre, en halv bevidsthed fordi jeg ikke hørte hvordan, man deler den i mindre.

Jeg troede vi kunne være begge dele. Både venner og lærer elev. Det vil ikke hænge sammen, siger du og jeg føler jeg ikke hænger sammen, jeg tvivler med et på mennesket, hænger mennesket sammen eller er spredt ud i roller og aldrig et helt menneske? Spørger tvivlen. Jeg ser mig selv i dens øjne, vi kigger væk, for at åndedrættet skal fortsætte, for at dagen skal blive til en næste, for at blomsterne købes tid, vi er her endnu, lidt endnu, voksende børn med tunger der kan sætte en stopper for både afmagt og helhed.

Hun ser ind i mit blik som var det et skridt. Kortvarigt, fordi det ellers bliver enten ækelt eller seksuelt og ingen af delene ønsker hun. Jeg får lyst til at spørge hende og jeg er også næsten lige ved det, spørge hende, om jeg ser godt ud, for det har jeg tænkt på, ser jeg godt ud? Jeg har lagt makeup på hylden og står med den bare ansigtshud og hår foran hende, jeg ved ikke rigtigt hvordan, jeg får spurgt. Spørgsmålet kan misforstås, som et jeg slet ikke vil have svar på, men jeg  V I L have svar. Objektivt set: er jeg smuk? Bare for at vide det. Så har jeg noget arbejde med. Hvis ikke jeg er smuk, må jeg ofre de penge på en frisør, en kosmetolog og en tøjbutik. Hvis jeg allerede er vældig smuk, så vil balladen i mit hovede stoppe, og vil sende min energi andre steder hen. Men jeg er nødt til at blive eller allerede være smuk. Der er ingen andre muligheder. Det uskønne er et fængsel, og jeg har ikke gjort noget forkert. (Siges til spejlet, 2 gange om dagen, skyld-kur).

Han har lavet en manual med sine profilbilleder. På første billede er han glad og gerne. På næste er han nøgen, derefter sidder han på sengen og tager tøj på.

Jeg klamrer mig til frygten som var den min eneste medicin mod sygdommen. Det anstrengte forhold til mig selv viser sig i min taknemmelighed over, at han vil være i stue med mig. Vil du virkelig?

Det er ved at se ind i øjnene på mit spejlbillede, at det går op for mig for selvoptaget jeg er. Jeg bekymrer mig ikke engang for spejlbilledet, kun mig.

Jeg hører lyden af knuste knogler, i profilteksten: “hvis du bidrager i forholdet, får du også igen”, selvom det er indsigtsfuldt for en mand at stave til, og digte frem fra sit indre sikkert på baggrund af mange forliste kvindebekendtskaber. Arme kvindeknogler.

Med mine unge hænder trykker jeg mod hendes gamle krop, der tænker: “hvornår er hun færdig”, samtidig med at mine hænder tænker: “ikke endnu, lidt mere, lidt dybere”.

Generthed er et stof jeg er lavet af. Jeg har malet meget ovenpå, siden jeg blev lavet, men baggrunden er genert. Jeg hader baggrunden, men kan ikke leve uden, det er særlig tavs regl, man lever ikke uden en baggrund. Jeg bliver ikke præsenteret og det hele er sært dagen igennem, jeg kan ikke gå over og præsentere mig nu, efter at have været i hans selskab hele dagen, er jeg overhovedet præsentabel og hvad vil han mene om min præstation, jeg tør da godt, men jeg er her ikke helt, jeg er i genertheden, i baggrunden af mig selv, ved siden af de andre der har udlevet deres potentiale i højere grad end jeg, der endnu sveder i hænderne og desperat spejder efter et smil at smelte ind i.

Alene

angsten

alene

angsten

alene

glæden

alene

selvberoenheden

alene

lykken

lykken alene

er ikke lykke

selvberoenhed er glæde

hvis jeg er sammen

hvis jeg er et man.

Mening i en hals der har en bagside og det er nakken.

Jeg vasker mine tænder i sukker, for jeg har kun hørt halvt efter.

Jeg klemmer en sidste tåre ud over, at jeg ikke er anerkendt som poet. Og så fortsætter jeg tilværelsen som ikke anerkendt poet.

Det er som om, jeg ikke kan få mit ansigt nok frem i dag. Jeg tjekker ankomst på facebook fra laptoppen, og tjekker så telefonen, havner på facebook og føler jeg har tre ansigter selvom jeg stirrer ind i det samme.

Og så skriver vi frem og tilbage du og jeg, dine opslag, mine ansøgninger og så skriver livet om jeg kan lege, jeg skriver lige til dig for at høre, men der kommer ikke svar før svarfristen, jeg melder mig ud vores relation for at få fri, men der er ingen fri uden vores relation, her går jeg og sulter og bliver nødt til at skrive frem og tilbage med dig igen. “Vi søger”. “Jeg kan tilbyde”. Jeg lægger mig og krammer ensomheden, holder hende om taljen, det skvalper lidt men jeg er altelskende,

Vi leger med musklerne, alle taber vi mig på gulvet, hvor det flyder med tanker, der ikke lader sig sortere eller tæmme og så starter hun sangen:

‘Mit barn vi har delt dig i to, jeg våger over dig, men du kan ikke finde ro..’

En krop der ligger i to dele. Jeg tager fat med begge, hiver og presser, intet sker, jeg afklæder kroppen og mig selv, jeg mærker en puls, men den forsvinder når tøjet kommer på igen. Kun afklædt lever kroppen, og jeg gifter mig med den for at forsikre den om, at den kan være hel, her hos mig. Kroppen ænser slet ikke skilsmissen, for den har tøj på, og er allerede skilt, siger den og jeg overvejer at vande den med dårlig samvittighed så den ætser op. Så kan jeg endelig gå mine egne veje. Nej, hyler mit afkom. Jeg hiver og presser og afklæder, hiver og presser og afklæder midt i den pulserende fragmenterede by.

“Det kommer an på din person”, siger receptionisten der lige har tilbudt mig et arbejde. Her er den: situationen jeg har ventet på i årtusinder. At det skal komme an på hvem jeg er, mere end hvad jeg kan. Jeg vil råbe: “MIN PERSON ER FANTASTISK”, men jeg møder hende med et halvt ansigt og en bevidsthed krympet sammen i kindernes indespærrede gitter, mens min krop står tung og overflødig, som var den på prøvetilladelse, som var den måske måske ikke min.

Min krop min krop, hvorfor har du forladt mig?

Jeg skal ud af døren, men døren vil ikke tage imod mig, jeg sidder fast i åbningen eller er det lukningen, min personlighed modvirkes, afvises af immunforsvaret, det får mig til, holde igen med hele kroppen, følelsen af  ikke at være velkommen indenfor, vide at man ER velkommen indenfor, men ikke føle det, føle sig resistent overfor det, der får de andre til at støde mig af, til at gå udenom eller bagom i en baggård med deres bagtanker om min bagside eller er jeg en stor forside uden sider med tekst, for hvis der skulle stå noget ville det være andres ord, her er en lejr, her er en anden lejr, og dette er min bagside eller skal vi blive ved forsiden, hvor dybt vil du ind, du svarer ikke for jeg taler over dit hoved, der langsomt svinger sig selv frem og tilbage, hvilket i nogle kulturer betyder ja, andre måske.

Arbejdsmarkedet afbryder kunstneren og spørger, om det også kan siges på en anden måde, kan du sige det i tal, kan du udfylde det i et excelark, kan du referere til din nærmeste leder om det, er du indstillet til, er du uddannet til, er du beredt til, er du udmærket til, er du velkommen til, er du svinet til, er du virkelig til, så sæt kryds i boksen, hvis du er en robot, gå til side tre, er du brændende for området, spørger de og beder om al min varme, så ingen i institutionen fryser, jeg ligner en radiator til samtalen og en fyldt fryser til afvisningen.

Hendes tårer er så lange og klare, og jeg beder hende huske, at det slet ikke er ønskeligt at børn er upåvirkede, og at skam ikke hjælper på noget. Hvor jeg ved det fra? Det er erfaringer jeg har lånt, ligesom jeg har lånt livet, lånt mit navn,  ligesom banken har lånt mig penge, lån jeg enten er skyldige for eller gode for. Hun synger videre og vi føler det, vi nu føler og ved vi ikke er det, vi føler, og at følelsen af overhovedet at være nogen, kan vise sig at være et røgslør; vi ved ikke for hvad, men det har ingen krop og ingen ånde i sig selv, som et monetært system, der truer med at gasse sine kunder, hvis det ikke består.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »