Impulskøb

18. August 2016 af Maria Guldager

Kl. 23:30 er jeg sikker

det er det helt rigtige

der er godt nok en ekstra pris her til sidst

moms står der

virker til blusen er dobbelt så dyr nu

det går vel ikke

jeg googler videre

kl 01:23 opgiver jeg at finde noget til den rette pris

det var en virkelig flot ryg på den yogatrøje jeg så tidligere

moms er jo fint

folk skal jo have noget for deres arbejde

grænseoverskridende arbejde, jeg modtager

en pakke en morgen kl 08:30 og kl 15:00

en lørdag er sindet lige så splittet som budgettet

kl 10:30 en søndag tager jeg trøjen på

den strammer lidt men se i spejlet

flottere end flot

jeg skal være glad for dette køb

og de 4 andre der er på vej via shipping

til overpris på en undergrænse

jeg er glad

på den nødvendige måde kl 19:30

da timen starter og jeg ved jeg skal undervise

40.000 af disse før bukserne er indtjent, glad

da timen er slut kl 21:00, inderligt glad

for at være i min hud

og mine sko.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Stedet mellem minutterne

5. August 2016 af Maria Guldager

Han tager på mig som var jeg en automat

hans tryk i min numse er som hele mit liv

man forventer, at hvis man behandler mig

sådan her

får man

sådan her.

Det er min krop, det er mit sind, det er min fordøjelse, det er min cyklus

alligevel må jeg rådspørge en, der ved mere om mig end mig, hvad stiller jeg op med mig, jeg er

et væsen, en anden ved mere om, en art

ikke en automat, men en art menneske med reaktioner så langt nede af benenene, at jeg ikke selv kan se dem, med

blankhed udfyldes jeg af bølgernes svar, ukendt i min egen erkendelse

beder jeg om udfoldelse af en andens viden, automatiske viden, min sjæl

har sine egne farver, egne vittigheder, en majestætisk og oprørsk kapacitet, kun indtil

den indser den voksende og værkende jord under hende, min sjæl

er partikulær, kropslig, styret

lidenskabeligt, glidende, kan ikke se jordens ansigt, den er så langt nede af mine ben, må spørge

en anden der ved noget artsmæssigt om min bund, til råds.

Det viser sig, at jeg er en hule

manden ikke kan komme ind af, ikke komme ud af, en hule manden hellere vil sende på retræte i bjergene, end prøve selv at være i, tilværelsen

er et klicheefyldt romantisk røvdigt med dig

det var det

jeg faldt for, faldt i, det

jeg ville med mit liv, leve

som jeg var os andre, runge

ud i en kærlighed der ikke handler om min mors hjernelammende usikkerhed og rådne barndom.

———

Fra højtalerne banker fortidens koder, hun referer

til religiøse skrifter for at udfri mig

fra de skamfulde ar der svæver over mit hoved, kredser

sig om al væren, fæstner mig til hendes blik, jeg vokser ud

i en mild brise et sted på en strand.

————-

Kun ved at bevæge min krop kan jeg ryste sorgen af mig

blive flydende og nydende

mærke minutter hver for sig

i sin helhed, i min rygsøjle.

———-

Hun ser på mig og ved, hvad hun vil have mig til at sige,

jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig at sige,

usammenhængende

svømmer jeg væk gennem åndløse ordslyng fra min mund i hendes gab

over minder i skyerne, der vander hvem vi er.

—————

Hvordan kan jeg nogensinde stole på maskulinitetens brøl

der lover ting der måske måske ikke bliver gjort, ikke bliver

andet end nedbøjede grene

fra en bladnøgen stamme, de første

lyster der bevægede verden

var det en mands, var det

maskuline fingre på min gennemsigtighed som var

dit blod min luft, dit hav mit kød, din musik på min scene, jeg brænder

og bliver nægtet adgang, trådt under fode, indtil jeg kan et håndværk, alt

er et håndværk eller et fodarbejde, mine krusninger

i en fast form der forener sig, bliver et med stoffet

hvis uberørtheden tigger længe nok, kan intetheden tigge længe

nok, og ikke forblive i ren mulighed,

mande sig op fra ren modtagelighed, da kan jeg stole

på at manden stopper med at sjippe mig i hovedet.

———-

Skriv. Skriv før bølgerne begraver mig,

skriv skriv skriv, for dit liv, skriv hvid

hed og mørkhed

skriv fordi livet er ligegyldigt, hvis du ikke skriver dig selv

tom hver eneste dag

ikke elsker hver eneste dag

til du gennemblødes af kærlighed og den kærlighed går i knoglerne på dig og de knogler skriver

hviskende at dæmonerne forlader huden

skriv dig renere end vores brud, skriver digteren om

mit suk der trækker utildækkelige spor efter årene, skriv resterne (kan du redde dem, kan du?)

af mine nedbrudte ideer, der skriver

sig selv om, kan ikke få hold

skønt jeg åbner

min bevidsthed mod

deres ophav, ser

de fantaserer om eksistens, skriv

mig om, prøver at samle stykkerne,

hvor end de er faldet fra, min mund

er klædt i din krop, skriv

så vi får åndedræt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »