Afmaskerende blændværk

15. September 2016 af Maria Guldager

Den øverste del

af min mave

bagerste deling af min gane,

det nederste af min delvise

bækkenbund og rundingerne

i mine ører, den sociale standard og frygten

for hinanden, åndedrættet der aldrig ud

foldes, for du har fjernet dig selv

fjernet dit lag, min smag af sammenhæng er ikke til stede

kropsligt fravær banker i dets sted, sitrer, rumsterer, slår, risler under min hud

som en svigtende stedmor, svigt og mord,

der afgav stedet, fraværsvold,  korporlige pisk på stedet mellem

mine kinder

ryster, du hader mig fordi du ser  noget

nærmere det du vil være end det du er, dit had

ses på min hals men det er stadig mig

der læser historien op

af en telefon der har produceret tusindvis af selfies, lavt batteri, to begivenheder nær dig, venner der tjekker

ind, stop det jeg læser, men jeg får en sms

hvad vil den mig, kan den se mig, se at jeg har set den, uden rigtig at gide se på den, kan den se hvem jeg ser, hvem jeg ville se hvis jeg kunne, jeg skriver

Fem og fyrre sms’er til dig, du er det eneste nummer jeg kan stole på, modigt nummer at afvise mig,

som begrænsende papirer afviser

mine fumlende hænder, gennemskærer min huds rustikhed, med smældets klang der stiger op og ned af min rygsøjles hvirvler,

taster jeg ind med min tommel

ydersiden af mig kalder indersiden af mig, mens alt jeg

lader mine øjne glide over er bogstaverne i dit navn, forbindelsen til dit inderside er din saftige hud, jeg siger det, for at fatte, kortfatte, kort slutte

tungen gør alene arbejdet, dog var den Intet uden mit brede kæbeparti, hvis styrke giver mig hård hud

under fødderne, der mangler dig at stå på, åh denne jammer smuldrer min poesi, den eneste udgang er tvangen, skrive tvangen, tvangs skriftligheden, at jeg skriver mig ud, er det du vil du universets hersker, apatisk nødsage mig til poesien som ren selvopholdelse.

Børnene leger så godt i mine venners have. Jeg bliver. Selvom jeg keder mig mere og mere for hver ny samtale. Jeg bliver. Venter på et gennembrud så jeg ikke skal gå hjem i samme kedsomhed som jeg kom, der må da komme noget. Mening i rummet mellem ordene. Rummet mellem meningen i vore kroppe. Plads til ordkunst der hæver sig over det intetanende nærvær, et sammenbrud af kædemeninger der skyder op som muldvarpeskud, det kommercielle underjords gennemrend der får vennerne til at miste følingen med det der ikke har været på fjernsyn, følelsen af at miste lyset bag øjnene, der må komme et rum i denne samtale, tænker jeg, og ved at min mave lever uden dig, uden, mellem, udtømt mellem

svig og nag rettet mod den, der holder mig fast i hans kys, som varede det en menneskealder, hans kyssende hænder, jeg troede jeg fik liv, men jeg blev gjort klar til evig vinter. Med selvpinende efterrefleksion opstår en fornemmelse af at skulle ruste til, min poetiske form smuldrer væk.

Hvad mere har vi? Jeg troede, vi havde givet hinanden alt. Du afsjæler mig ved din afstand, ved din: “det var bare et kys, Maria, bare et kys”. Et kys der forbrugte min sjæl med en hjælpeløs nydelse som middel til at møde mit hjerte uden forsvar.

Vore kroppe. (Kun din og min, glem alle de andre). Din krop får min krop til at tigge om mere af livet, mere. Din krop læser min, hvad står der, spørger jeg, men det lader sig ikke oversætte, du er funk, du er house, jeg er den ske, der tager musikken ind, du gynger rundt i mig, er det sådan her

det føles at få rocket sin verden

nej, frem tilbage tilbage frem, vi kalder det potpourri

I jeg kalder ham for skat

hvad er det for noget pjat

han bliver edder bange

fed up af at bli holdt som fange

sådan danser vi lidt frem tilbage tilbage frem, hA hA hA hA, og så spørger han hvor længe jeg har ammet

jeg tæller sekunderne

hvor længe nåede vi at være sammen.

—————-

Jeg sover maksimalt 6 timer for tiden

er ikke til det

men en morgen er det som om søvnen overtaler mig

der er mere at komme efter, siger han

jeg går ind i hulen og lader øjenlågene falde i som tunge porte

låser

og bliver befriet, en morgen.

kom bare. Jeg gjorde intet for det. Nu er den der. Det er nu

til lyden af vore kroppes  bankende bevægelser, pump pump træk ind og hold ude, hold mit åndedræt, et øjeblik tag det, ånd ind ånd igennem, ånd til trods, ånd mere, ånd bedre, ånd dine ryghvirvler, lad det hvirvle med med ånd så vi får gennemtræk, det hele skal luftes igennem, jeg trænger til nyt sengebetræk uden forelskelsens jammer, kom og tag mig, punp rundt i mit blod til jeg mærker at jeg hører til her, i min ånd, krop det op, skyld mine tarme ned og lad mig larme

der er ingen start, ingen slut, ingen midte, ingen kerne, bare

insigther tavshed af guld uden valuta, jeg kalder dig for skat, giv mig et halvt år, så jeg er tilbage, klogere

på en aften for mig selv.

Internettet er en farlig trance for en som jeg, forflygtigelsen

rager til sig med lange arme.

Lyden af min mor om morgenen.

Vore kroppe. Hvad er det han siger, han siger det som en kvinde, hans køn er ikke intet, men både og, og mine signaler forstyrres, han vil han ind eller ud, er han blind eller gud, matcher vore sind eller mærket kønnet kun en flod, jeg vælter ind i reolsystemet, mit rullende system ind i et system. Af ting der står.

Lyden

af støvet under en hospitalsseng der truer med at give op hver gang jeg fortæller om mine lidelser

give op, blive støv, jeg ville ønske

du kunne lytte uden at korsfæste dig selv for at redde mig

det er fuldbragt.

Det er måske verdenshistoriens dårligste svar. Og nu skal han i seng. Tak. Selv tak for din intetsigende mail. Jeg hader dig, selvom jeg tager afstand fra den slags udtalelser, jeg tager afstand og giver modsvar, jeg hører hvad du siger, beklager ulejligheden, er der et bedre svar end ‘jeg tilgiver dig’, for i det har jeg ikke nævnt hvor længe tilgivelsen varer, jeg læser om tilgivelse som begreb imens mine tarme slår knuder, det sprøjter ud af mig med lort som jeg gnider op af min elskedes ryg, han kan ikke se farven, bare mærke at det er rart, vi kysser og jeg tænker: “han aner ikke hvad han roder sig ud i” og får lyst til at skyde alle andre smukke kvinder, så han kun ser mig, kun mig, så jeg er det eneste svar på

hvad skal du på lørdag

og så kan jeg tilgive alle andre med hans lyst til mig, den spuler ryggen fri, kun hans lyst til mig, kan fire mig ned fra tårncellen, jeg tryller med mine ord for jeg har ikke mere hår, jeg er et frit ansigt og det jeg ser, udgår alene fra fantasien.

………

Hej honey, jeg har ikke tid til økonomi nu, jeg har for travlt med at ligge på stuegulvet og fortvivle, siger ham, som jeg er head over heals i, en klat smør ligner han, jeg fylder ham i min grødmidte, for jeg må omringe ham, tø ham op i mit varme skød.

………

Jeg spørger en direktør om hun tror jeg kan lykkes, om hun vil spørge dem, hun kender, hun svarer, at jeg er blank, og jo mere jeg ser det hun ser, jo blankere mine øjne, til sidst får jeg en psykolog, til sidst fordi det er en slutning.

Psykologen skal have gæster kl 15, så vi har masser af tid de næste 45 minutter, til at tale om min opvækst og det barn jeg mistede, de skal også have aftensmad der, forklarer psykologen duften af steg, jeg spørger ikke om det er okse eller svine, jeg burde måske have spurgt, da psykologen spørger om jeg er usikker på noget, men jeg holder igen, for det er min første impuls, at bevæge mig væk fra min første trang,  på nær når vejret er godt og jeg går forbi et par ældre fredsommelige mennesker. Der hilser jeg og siger: “hvor er det en dejlig dag i dag”, og så varmer vi os ved enigheden under solen, mens jeg føler mig som en sand samfundsborger, sådan en vi burde have flere af, mens jeg selvopretholdende ignorerer det faktum, at jeg i min ensomhed hilser for min egen skyld, for ved at hilse opstår en forbinding mellem mig og andre og det eneste jeg lever for, er forbindelse, og til psykologen

er forbindelsen værdisat på forhånd, jeg kan græde alt jeg vil for 649, og det er billigt ved du, det er også kun fordi, ja jeg ved det er billigt, tak, og undskyld at hullet i min mave er dyrt at lappe.

—————–

Nogen gange tror jeg, hun skriver til mig, bare for at illustrere, at hun er tidligt oppe. Flot, at du er vågen, skal jeg måske svare. Nogle skal have en pris for bare det at vågne, før de føler sig anerkendt som værdige medlemmer af samfundet. Arme stakler.

I modsætning til et pragteksemplar som jeg, der står op uden at sige det til nogen. Det ville jeg ønske man vidste, derude. At jeg er fremaddrevet, ikke behøver dovneri og er for god til enhver. Den udadrettede kvinde står dog ikke på scenen. Jeg er træt af at banke på deres dør, jeg laver min egen dør, jeg har altid været et naturtalent indenfor snedkeri.

—-

Han er ikke længere på den anden side af mine sms. Hvor er du, og hvorfor skal jeg døje med mine tarme alene, viklet ind i omsorgsopgaver og loyalitetsfølelse, uden et anker, uden en mand til at afgrænse mig, det gjorde mig ikke noget at du var mere dreng end mand, hey jeg har altid været forelsket nok for to, det er det jeg kan, hvorfor løber du, jeg ser ingen tornado, jeg hvirvler op og finder ingen hvile, ingen tryghed, dine fødder. Er alt jeg vil eje i dette liv, giv

din storetå eller se mig forgå.

Solen skinner på dagen

med tårer i baglommen

lader jeg livet gå ud

over mig, ned af brystet

rundt om ryggen og ned til lænden

Hele min krop sitrer som om den sorterer, skiller sig af med, det der prøvede at suge mig ind i sig, alle de øjenudvekslinger, alle de kropssignaler der blottede sig, selektivt udskille det, jeg så. Drømme og undermeninger der normalt fylder ethvert lokale ud er nu skrøbelige, min sult fraværende, min spisetrang større end nogensinde, hun maser mine fødder med sine knoer mens hun holder igen med sin anden flade hånd, som for at vride noget ud af mig, vride mig ren.

Måske er det hysteri

men kryber bittert ind i en hule indtil der står en mand og vil have mig ud

have mig

kun mig

fordi mig

sådan mig

med mig

altid mig.

—–

Det er slet ikke så slemt at se bag masken

siger filmholdet som de ser mit liv på skærmen

fjernede de deres øjne og så

ville rædslerne vise sig, dem

der var så fjerne i mit lyse sind, dengang, dengang i din krop,

endnu før du sagde: vi har kun venskab tilbage

idet jeg bryder sammen ved jeg, at himlen ironiserer over mig, at jeg blev skabt til at omfavne en mand i ekstase,

at himlen vil tvinge mig til at skrive mine smerter, tvinge mig for kunstens skyld, giv hende hjertesorg hele livet, har en sagt

og så væltede ordene ud af hofterne.

Et hvirvlende lys for mine øjne

det er kun sådan jeg kan beskrive det

forelskelsens væld

fortabelsens hæl

jeg skal lige give mig til at vræle højt og ukontrolleret

da jeg ser døren er åben, jeg er ikke alene

så jeg fordeler mig ud i rummet, ingen

vil rigtig kunne se hvor jeg var

hvis de filmede.

Det er ikke fordi jeg har ondt

af mig selv men min appetit

er et farvand hvori al rationale drukner

du står bare der

bag mine tunge øjenlåg

appetitlig som ingen anden

ung og ren og med al verdens vægt i dine hænder.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »