Kender det

23. October 2016 af Maria Guldager

Som en tredje kigger jeg ud på de første, der betragtes af de andre.

Jeg ser de andre sidde og se de kendte danse og de  andre elske de kendte og deres danse og de kendte elsker de andre så de kan få lov at danse og de siddende andre går i opløsning hvis ikke de bliver elsket, og de kendte går til grunde hvis ikke de andre sidder der og betaler og tænker gid det var mig, men det er ikke de andre, de ville aldrig kunne få sådan en smuk kæreste og hvis en anden alligevel skulle få en smuk kæreste, så kan de danse med i baggrunden,  eller i hvert fald skrive om dansen på en blog der får likes, fordi den primært indeholder billeder af de kendte, taget af de andre eller fotografer der arbejder for de andre, de elsker

at de kendte står ved siden af dem, når de filmes, hvis ikke der filmes, filmer de selv og skriver i bloggen at de også snapper, så de andre kan følge med de kendte, helst ikke blive kendte som de selv næsten er blevet, men sidde og elske at se på dans og derefter intriger med bare bryster og flyvske ben, de andre

er ellevilde, de andres bryster og ben flyver som et vildt show for mine øjne, vi er de tredje, der står hævet op og sukker

ned over landet som en sagte vind, for vi orker ikke sige noget, knapt nok tage os til hovedet, vi er så trætte, så afkræftede, vi er ikke med i cyklussen, ingen elsker os, ingen går i opløsning uden os.

Ordene gnider sig op af mine ben som vi slentrer sammen, langs de mørke fortove, cykler i kolde hænder, kolde greb om varme stemmer, forførelsen der venter lige om hjørnet, men forsinkes, jeg lænkes i hans meninger, jeg bad selv om dem, erotiske lænker, jeg er på date med den afvisende arbejdsgiver, jeg afviser hans meninger for ikke at afvise mig selv, men de snor sig om min hals, der hvor min selvkærlighed hænger som et smykke, strammere og strammere endnu, min vejrtrækning svinder, årstiden skifter i mig, huden skaller af og gulvbrædderne sidder ikke fast, negle der skraber mod ujævn overflade, bare fordi, ja det var bare fordi jeg ville ruske op i din stivnethed

der pakker livet ind i folie, ind i et køleskab med hylder, i en skuffe

med cherrytomater beder han mig være

mere som man kender det

fra andre dates, et restaurantbesøg

er et regnestykke og det går ikke op, når du hopper ned på gulvet og laver chaturanga, jeg er ikke dit segment, siger han mens vi kysser, for at gøre mig glad igen, for at minde mig om at der muligvis er andre, mindre kloge end han, der elsker mig, eller i hvert fald ikke tager det for nært, at jeg larmer larmer larmer larmer larmer

ramler ramler ramler ramler ramler

lad mig lad mig lad mig lad mig

land mig land mig land land mig

vander vander vander vander vander

sand mig sand mig sand mig

til

i din favn

hvor ingen piger nogensinde har trukket vejret

frit, er det dit

kritiske rationale der oversvømmer ensomheden med mistro

du forstår dig ikke på det, er jeg nødt til at trøste mig selv.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den der finder mig skal aldrig

10. October 2016 af Maria Guldager

Problemet med at se hinanden til frokoster, middage, ved anledninger og til det uventede besøg

er at det bliver ved, ingen ende

har den sociale pleje. Så snart jakken er taget på lyder: hvornår ser vi jer så igen? Det varer vel ikke så længe?

Det er aldrig nok. Jeg bliver ved med at skulle

komme, deltage i den fælles gnaskning, gravsang og gajolæsketekst: hvornår ser vi dig så igen?

mine digte frister  dem ikke til at tale om noget, de siger bare: flot hjemmeside, hvornår ser vi dig igen?, problemet med at se hinanden i øjnene

er at jeg bliver søvnig som et land, der bliver svinet til at sine udrejste indfødte, udmattet som en kvinde der indeni behandles som en mand udenpå, skal vi

ja, siger jeg, men det er ikke nok at svare ja, er det?, der kommer højst et spørgsmål, vil du, og nu har spørgsmålet været der, nu er der bare mit fritsvævende ja uden hverken hænder eller fødder til at føre mig steder hen, ingen opfølgning, ikke noget initiativ, bare en svindende maskulinitet kanaliseret ud som budgetter og glansløse artikler i en avis, der er med til at deprimere hele landet, ja det søvnige land, problemet er

at vi ikke ses, slet ikke når vi er sammen, ser I mig, jeg ser ikke jer, vi ser ikke hinanden og problemet er,

at jeg kun kan skabe eufori, når manden er seksuelt tiltrukket af mig, et problem at jeg lever mine dage med det formål at være seksuelt tiltrækkende, sådan fungerer det ikke, siger de i godmorgen tv, i et klip på 25 sekunder på facebook, jeg har ikke tv, men jeg forstår pointen som den er delt og liket og kommenteret og diskuteret her i en tråd af relationer, stemmer der kender, ikke kender, venner, ikke venner, jobansøgere, redaktører, man hilser ikke på hvem som helst, man liker dem der får jobbet, jeg skal købe en anden parfume, siger de 25 sekunder, der får mig til at lugte mere kvindelig, jeg tror det er fragransen, siger jeg til min anspændte krop, der dufter af roser i en verden af torne, jeg ser indad, der er

er duftløs intethed og inde  i intetheden

bor et hus der stirrer ind i sine egne vægge, ses vi, ja vi ses, lige nu, ses til vi tømmes, bliver flade og påståelige, ingen kan ruske op i intet, det er stivnet, det er et hus, man kan bare flytte ind i dens sørgelige bolig uden mad i køleskabet, jeg beslutter mig for at faste, det gør jeg hver gang jeg har glemt at købe ind, jeg kalder det en effektiv form for sult.

—–

Jeg sidder oppe til kl 03:16 på facebook, på linkedin, instagram, ja selv informations debatforum, jeg prøver at møde nogen, mens jeg sidder i en seng, prøver at bryde igennem, komme frem noget, høres af nogen, sælges til nogen, kom og køb det virker

formentlig ikke efter hensigten, folk er for længst holdt op med at svare, jeg er for længst holdt op med at faste. Jeg finder nyt at tjekke hele tiden, jeg våger ikke

over landet og udtænker retfærdighedstogter, jeg har bare mainstream tankespind på selfies og selvreklame, hvordan er jeg endt

i et så svageligt udueligt overjeg, der lader mig rende rundt i natten uden krop, som ren selfie, udadreagerende i desperationspanik straffer

jeg mig selv, nu kom du heller ikke afsted i denne uge, du har jo betalt for lortet, men jeg kan ikke bare sådan dukke op til overfladen, for jeg har ligget i blød et sted inde i sig selv i 7 vågne nætter, modellervoks til hud, forvoksede kinder og lag rundt om panden,

giv mig en grund til at sove

med mørke drømme under åbne øjenlåg,

trykker jeg jatak til en gratis selvkærlig meditation, klik klik klik, og åbenbart til en evighed med nyhedsbreve og gode tilbud, tak, siger jeg til yogaindustrien, der gør mig frarøver mig muligheden at tjene penge på ærlig vis, jeg mener tjene penge på ærligheden, jeg mener mænd og mandige kvinder tjener penge på uærligheden, slørede affære og en uddannelse i at sno sig, hvis jeg kunne undgå det, ville jeg slet ikke tjene penge, tankespind og uærlighed midt i ærligheden

Det er koldere

end lige før, varmen indefra

kommer fra tarme på overarbejde

jeg spiser

fordi det regner,  ikke let og støvet men tungt og konstant,

En paprikagryde, en tomatsuppe, en bakke pulled kylling med chili

det varmer ved at slynge sig rundt i mit indre

En dør blæser åben i det mætte kongerige

mangel på ånd mangel på sved

overvægt af mursten i kroppen

døren er åbnet, jeg har selv gjort det, blæsten huserer

mut bryst, over solar plexus, svævende som et ja fra en kvinde, der burde blive forfulgt og beundret af manden

det køn der gør det så besværligt for sig selv, og dog vinder hele lortet, førstepladsen

fansider, bøger og linealer i hans billede,

jeg ville have troet frihed var varme, men jeg ser at den egentlig er kulde

er fravær, et valg med følger, jeg smelter sammen med det menneskelige

tomrum lige i solar plexus, det intet jeg er inde i, er indeni mig, jeg opdager det slet ikke

men jeg har hørt samme sang de sidste 50 minutter, på repeat spiller: I am the mountain, I am the sea, tiden går ind i mig og bliver der, jeg ænser ikke hvornår jeg skal ud, jeg begynder at nyde mig selv, jeg er et bjerg, jeg er et hav, jeg vil ikke til middag længere, mine egne børn behøver ikke at komme hjem, jeg kunne tage livet herfra og til graven alene, jeg nyder aleneheden

i en stund mere, så bliver også det for koldt, for kæreste-kedeligt, og jeg arbejder på at banke noget nyt på benene, noget der kan stå igennem en istid

omkring mig fryser det til, de river mig ned, man må ikke promovere sig selv her

kravlende genfinder jeg skammens hule, varm flødesuppe slubres mens de voksne

lægger budget, som tæppet over en frysende krop, kom her lille ven, drik lidt

bordskik og galde, sitrende fyldes jeg op og kan tale som et samfund i flere timer

hælde mine ord ud i aviser og smøre mig ind i forfremmelser og priser, jeg har

fundet et kram der bliver ved, i sit kram har den mig, det toneangivende våben

at være til på andres præmisser, jeg sigter på mig selv

og

—-

Kategori: General, Indlæg | Ingen kommentar »

I ruinernes varetægt

7. October 2016 af Maria Guldager

Jeg kan godt holde mig

selv inde

nu har jeg bevist det

jeg kan leve med mig selv

hvile her, træde vande indtil mit liv bliver gammelt

noget værd men ikke noget ved

jeg vil hellere leve med jer, udenfor

jeg er færdig med inde

bag ideerne, maskinrummet, færdig

med at udføre opgaver for et cirkulært bånd

jeg bliver lagt på det, snurret rundt i et blufnummer

en drøm der viser sig at være det eneste jeg har

en virkelighed jeg må bryde igennem

for at komme ud med mig selv

jeg har en bog i maven, jeg forstoppes

jeg må ud til vandet, se over det, tale over det, be over det, flygte over det

jeg er en knop på en busk, jeg banker

vil foldes ud, ikke gennem livsprincippers tyranni,

men ved bevægelse, forbindelse, ved krop og krop

kroppene er enten lækre

eller ulækre, jeg vil ikke

holdes om af den ulækre

så bliver min krop også ulækker, det forstår han

ikke og min krop kan ikke holde sig inden for sit format

jeg tipper over

Mine følelser kan ikke være på så lidt plads

jeg tipper over

i et øjeblik er jeg på instagram, i et øjeblik er jeg på mailen, i et øjeblik reklamerer jeg for mit yogastudie, jeg er

sent på den nu, min ambition tipper over og ud

ned langs mine sider, skaber ekstra tyngde i mine hæle, jeg skal også snart meditere

jeg holder kun fokus i halvandet minut af gangen, kalder du dig poet.

Det er som om, der intet er sket

i dig siden jeg så dig sidst, har du slet ikke drømt

om mig og vore kroppes nøgenhed

i min jordbund ulmer forelskelsen

jeg prøver at rense mig selv, fjerne

mit blik, men jeg ser lige ind i dig

om du er her eller ikke

og elsker hver en bid, så kraftfuldt

at jeg bliver bange for affektionen

Med min bagside mod underlaget

leder jeg efter en rytme, en trækning

der er ingen luft i mig

jeg ligger stille, afventende, ingen luft

jeg må sove, det glemte jeg at gøre i nat,

jeg glemmer hvordan man vågner

jeg har travlt

men jeg gider ikke have travlt, så jeg dropper

travlheden, påstyret, ikke i dag, jeg gider ikke

jeg putter mig i den dårlige samvittighed af uld

min krop gør ondt

den er lækker

men vil ikke vågne, hvad har jeg gjort

er det for stort, er det hele for stort

er jeg for lille

til alt det store

REplikkerne

væver sig ind i hinanden, forfra, bagfra, en ulækker krop

holder om en lækker krop, der ikke kan give slip

på det den har fået at vide, den skal sige

Et stivnet ansigt på fjernsynet, lige over en mikrofon

jeg lader skærmen lave arbejdet

jeg mediterer ikke, jeg tænker ikke, jeg sover ikke,

jeg gør ingenting, jeg ser bare på en reporter

der har slugt sin vejrtrækning, jeg forstår

hendes angst og ser på det

hører ikke hendes ord, men forstår dem

indefra, jeg er inde i ordene, i måden

de spyttes ud på, skrattende,

hvis man ser hvordan de slaveagtigt vandrer ud i flok, lænket til konsistens

man må opgive alt for at få succes

for at blive reporter og formidle virkeligheden gennem ordentlighed

for at bryde igennem til dem derhjemme, give dem rytme, man må

opgive alt, også åndedrættet

jeg kan ikke finde mit åndedræt

ikke finde mit tredje barn

jeg leder efter ham indeni mig, er det her sundt mor

spørger min 7-årige datter, jeg svarer at jeg ikke ved det

hvordan skulle jeg vide hvad der er sundt for dig

spørger jeg, og ved at jeg fylder forvirring

og åndedræt på hende i samme nu, hvis bare

jeg var hjemme ved hende

jeg er aldrig hjemme

når vi er sammen vandrer jeg som en udlånt bog

rundt i andres læsninger, jeg må ind

for at komme ud

en væbnet virkelighed frister mig til at trække

sværdet

men jeg har kun en regnbue

den har jeg haft siden jeg var 12

jeg vil beholde regnbuen

sagde jeg, og mente at noget da måtte forblive, brysterne

kan vokse og jeg blodet flyde, følelserne gøre kulret og modenheden trænge sig på

men regnbuen, lad os da beholde noget

fra den forliste barndom

som et bevis på, at der var et fællesskab

under de ligegyldige gentagelser

af kolde eftermiddage

på larmende biblioteker.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Forbundet med listende skygger

2. October 2016 af Maria Guldager

Kære liv

det du vil have

hvad end du vil

bare tag det

tag det og gør det

mens jeg trækker vejret

efter mig

som slibrige spor af en barndom der ikke anede hvilken overhængende fare den var i

lille pige jeg ville glad gå med dig ind i din fantasifulde verden

hvis ikke jeg vidste, hvilken forrykt mor du har, en mor der ikke kan skærme dig og fantasiens radikale åbenhed skal skærmes, lille pige, du er så utryg at jeg må græde ned over dig og forklare dig, at det er moderregn der vil få dine hår til at gro, du spørger om du også får bryster af det, jeg beder dig

kære liv

forlad mig omgående hvis jeg skal vandre endnu et skridt uden

modet til at digte videre

at kalde dig mit er en hånefuld absurditet

jeg bøjer mig for dig, du magtfulde tunge hovedliv der ser, hører, lugter, smager, livets hovede kan ikke rokkes, det er der i alt, dømmende, seende, absorberende, hvert et åndedrag tæller det

mens jeg lægger tallene forkert sammen, folder dagene

ud, pakker ordene op og ned, træner

opøver, opelsker, opkøber

have og lande og følelsesriger

intet af det bliver mit

slet ikke livet.

Jeg er den lyserøde gerning

forvildet og forskrækket i nattens mørke bramfrihed

griner et blik, smuldrer min dømmekraft, vakler min henledte opmærksomhed

mod det sublime univers

der er så stort, og jeg er

død bag synsnerven, lavmælte lyde

der siger så lidt så det lyder som ingenting

men det er det eneste jeg har, et stemmeført glimt af hvad jeg en dag kan skabe

kom med

kom skal vi ikke

lad os

kom så reagerer vi

kom så dater vi

kom så familier vi

kom så er vi et vi

kom og rør mig

kom helt ind i mig for ellers, kommer

ingen nogensinde helt derind og jeg ankommer ikke uden

dit komme, se hvordan tiden læger min berusethed, kom

og tag mig før skyggen opstår

ellers lister den sig lige i hælene på min arme

der må slynge sig om sig selv

og sværge til poesien fremfor sindsroen.

Hver dag står jeg op, og må i gang med at håndtere mig selv

mine symptomer og syndromer

planer og haner

jeg ser blomsterne mellem stenene, og forstår deres eksistens som beviser på mit indre liv

vildt og slynget, sådan har jeg det også

småt men giftigt, det stikker hovedet frem under mine arme

blomstret og sirligt, som ville jeg forme mine ører, hvis jeg kunne

alt hvad jeg ser omkring mig, ser jeg i lyset af jammerlige skvulp, jeg tager deres skønhed, kvæler dem i mit eget svælg, planter bliver billeder

på mit bord

på mit sind

billedlige livgivere, de har aldrig

bedt om at blive trukket ind

i mig som kønsneutrale spor efter mine sindssyge forelskelser, det banker

bag mit bryst, hjertet vil ud, men han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, så meget

for positiv tænkning, så lev dog

i dig selv, lev i dig selv, maria, lev

og “gå lige ud” siger jeg til drengen på otte år, der stikker i gråd på min kommando

jeg ved ikke længere hvad der er vigtigst: mine børn eller min sindssyge, en havregrødsportion eller min krop, en virksomhed eller mit livsformål, døren går op

ind kommer rene børn, vi krammer, til min følelse af aldrig at kunne vaske mig ren, som var hele min tilværelse et ophold, jeg venter

på at komme hjem fra, jeg kryber rundt i en tue af mylder,

jeg vækker mig selv, men forbliver i søvnen indtil dagen overtaler mig til at komme ud og lege, jeg vil helst være hjemme, lidt endnu, så meget jeg skal nå inden jeg for alvor kan gå, for alvor kan nå at komme nogen steder, lidt endnu

banker på mit hjerte på

åbningen kommer

siger de

det kommer

hvor skal jeg holde til imens

i mit eget ikke-hjem, i en tue der støver til i min sjæl, der kun holdes mæt af sine egne ord, jeg skriver

til ham igen, skal vi mødes

i min lånte gryde hvor jeg damper tre stykker broccoli i

det skulle være så sundt, ikke at mødes når man har slået op

jeg savner

narko og ro, i min sjælefrakkes inderlomme, hvor lysten sidder, hvorfra den pakker mig ind i gammelt mønster og et hjerte, der

tilhører dig, nu er jeg bare ærlig, jeg er så ærlig, i en sms

smiler du til mig

via et ikon

du er gul som en sol

jeg er lyserød som en elefant

mine ikoner soler tilbage og ved godt

det er game over

for mennesket bag ikonet

men jeg lader ikke en dag forgå, lader den ikke drive bort fra mig

jeg insisterer

indtil verdens hvirvles op af min længsels vind.

Jeg kan ikke finde nogen handsker, ingen nye i butikkerne, ingen gamle i skufferne, jeg kan ikke finde

ud af at acceptere at dagen skal slutte

det er i dag

det er en slette

og bagefter er det slettet, vi går hjem, hvilket hjem og med hvem, det er for koldt

med bare hænder i dag, bare hænder

i en varm sjælesørgersituation der ikke giver nogle svar, jeg kan ikke svare dig, bare guide dig,

jeg tuder dagen ud, til sidst er der ikke mere dag

i mig og jeg finder retningen et sted lang bagude, gid du

havde været mere end en projektion

af lys

kunne du dog bare

have været alle mine dage.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »