Den vildeste lykke

26. November 2016 af Maria Guldager

Jeg havde et billede af den kvinde, jeg ville have

og det lignede ikke dig

ikke dine strækmærker, børn, eksmænd, ikke din kønsbehåring, modermærkesamling, tørrede hudplamascher

men nu er jeg klar

selvom din næse løber, dine tarme værker, din ånde gør sig kraftig

siger du og jeg prøver at høre igennem det jeg vil høre, tværs gennem den røde farve i mine kinder, hvad laver du

jeg har ingenting lavet i 10 timer

jeg har haft travlt med at takke Gud for sit mirakel

at du kan elske mig er alt

muligt

nu

alt er

muligt, hvad laver du, han spørger mig ikke, jeg svarer alligevel

alt er muligt

jeg laver alt muligt

der ikke er muligt endnu men fordi du kyssede mig

ved jeg alt muligt

jeg ved

at intet længere kan gå helt galt

at jeg tror på lykken

at du er min forbindelse til jorden

selv når du klatrer og surfer og lever livet fra en charter-ø

at mine uforståelige formuleringer er sand

mellem dine tæer, jeg mærker

dine tæer drømme

om varme og en sydlandsk kvinde

jeg holder ideen inde, who cares, intet varer evigt, er det muligt

at du griber mig, når jeg har kastet mig ud fra skrænten

at dine arme endelig, endelig, kan tilhøre mig, mit landskab

kan dække dine bjerge med smuk vildskab, jeg lover

jeg vil vokse på dig

hvis du vil vande mig

er det muligt at gøre alt på et liv

så skriv det i et brev

det eneste jeg læser

er dine øjne, det eneste jeg læser er dine

subtile rystelser, bevægelser, rytmiske ord, bevægende svar, for i dem har

jeg alt i hele livet

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

bjergarme

25. November 2016 af Maria Guldager

Bare askebæger så?

Det er okay, jeg ikke kan stå i vinduet og føre mig frem, men noget må du kunne bruge mig til?

Jeg vil være din slave, din undersåt, hvad end der bekommer dig godt, for jeg har aldrig mødt en skarp, handy, L-ægger- glutenallergiker, så meget

mand i en dreng, de andre mænd giver mig lyst til at rejse mig og gå

jeg sidder med verden i mit skød, trykker på en knap og den bliver ved

fylder mig med perspektiv, jeg sidder som et stativ

og holder verdens forfald men

Du giver mig lyst til bage

Med mine hænder vil jeg forme, der der skal igennem dig, optages af dig, blive til dig

jeg lover dig alt, jeg ved ikke hvordan, men alt, jeg lover, forelskelsen svinde? Aldrig, jeg lover dig alt

for du har så smukke arme at jeg ikke behøver at bestige nogle bjerge

jeg kan vandre med øjnene,

bestige dine muskler, med nød og næppe komme ned i live, fra din glatte hud, dit ungdomssind, et vindue ind i mig selv, der ligger jeg med halsen mod dine biceps, du strammer ikke grebet, men du må gerne, bare luk til, pres næven mod skulderhovedet så min luft forsvinder, det er en leg

at trække vejret ud og kort efter suge det igen, jeg vil dø hvert øjeblik, jeg fortryder det, hvert andet øjeblik, dine arme

er hele mit brusende liv værd, når jeg ligger

i en ældre mands grå favn og får komplimenter, får orgasmer, får at vide hvordan tilværelsen skal gå, glemmer jeg dig for en stund, jeg trækker kun vejret ind

på toppen er der en pause, svagt længes jeg efter dig, og din afvisning med øjenkontakt og hele svineriet, dine arme jeg lige ved hvordan

det ville føles at blive holdt af, savner, på vejen hjem, ned af trappen, ned ned af trappen, ned

i det mørkeste ubevidste, hviler du som vindruespisende gud, på bunden af min torsdagsdepression, under det nederste

af min mave har du alt at skulle have sagt, må jeg bage dig en glutenfri bolle?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »