Ebbe og flod

8. December 2016 af Maria Guldager

Jeg er min tid

Min tid er mig

Jeg er mig i tid

Min tid er i mig

rense rense rense

alt jeg er, er tid

tid er alt jeg er

jeg har fået tid

jeg har haft tid

jeg kan ikke nå tiden for

jeg er tiden

storhedstid, oprørstid, vanvidstid, umiddelbart hele tiden

tid

til at dit hoved hviler i mit skød, jeg har altid hadet

mænd der lagde hovedet der

det var ikke deres tid

du er min tid

værd og du kan lægge hovedet hvor det skal være

og når det ikke på min krop

fantaserer jeg om hvor du er, hvordan

dine læber ser ud, når jeg ikke ser på dem, hvordan

du står op om morgenen og klæder dig på

først det ene bukseben, det driller lidt og du hopper for at få det andet ben i bukserne, en hurtig t-shirt over det veltrænede bryst, gade vide om du ved, at jeg har accepteret det bryst og hele din mave som en gave til min kvindelighed, en hurtig morgenmadsskål med tilfældige rester i, mon du ved, at jeg også går op i din inderside, dine tarme, at mit blik lige nu følger dem, undersøger dem, elsker dem, prøver ikke at presse dem til at invitere mig med til juleaften i Horsens, selvom det kan lyde som om det netop er det, der sker, når du er alene med dine tanker om det, jeg sagde, hørte du det, tænker du over det, når vandhanden løber og du spytter ud, trækker ud, rydder ud, rækker ud, med din egen vilje efter dagens opgaver, rækker, dine egne øjne, de flotteste jeg nogensinde har set og øjenbrynene som ofte ser mod hinanden som en bro der er ved at opløse sig selv, behøver ikke, behøver aldeles ikke signalere flove situationer, dine egne situationer med dig selv helt alene i din krop

min iagttagelser er fantasi lånte, jeg tager mig tid

til at slå det stort op: Så har jeg handlet, så har jeg tænkt, nu er dette og hint sket, dit og dat glemt

men du er ikke på min facebooktrone, din opmærksomhed summer evigt nærværende

i dine fødder, mon jeg forstyrrer

din enetid med min scene tid.

Hold op med at puste mig på ryggen,

plejede jeg at sige, men ikke med dig

penetrerer min ryg med din ånd,

siger jeg, og håber du trænger indtil min midte

mærker mit blod strømme og min sjæl gribe

sig fast i dig og på den tid vi bygger

op af udsagn og koder

du er ikke ung og fri nok til mig

siger han med sin krop

mens jeg maler mørket orange med mine bryster.

Jeg kan aldrig gå tilbage

og det hænger han om sin hals

det vejer ham ned så tungt

at man skulle tro han var en kistebund

men han har et arbejde som jurist

og stryger sine skjorter med hverdagshud.

Ingen kraft i verden kan skille os

fra følelsen af at ingen kraft i verden kan skille os.

Jeg lover dig alt,

har jeg før sagt, men alt er tid

og alt ændrer sig i tid, jeg kan ikke holde alt

jeg kan bare være det

lettere forskudt og forjaget

uden forsmag og jetlag.

Bølgerne, balancen, punktet på midten af dit surfboard og dit bjerg, dit udendørsliv og mit underliv

jeg er den vildeste natur, jeg lover dig vildskab

under rødderne, hvis du da har nogle

hvad sker der, når jeg vender dig om, har du

intet der holder dig tilbage i tid?

Hvilke kvinder har kysset dette bryst før og grinte du

på samme måde, er din latter højere sammen med mig, mere ægte og hjertefølt

eller er jeg bare en dråbe i vandet, alle er vi et, intet varer evigt, som i nærdødsoplevelsen der gør alt det kedelige værdifuldt

snart er det ikke et digt længere men et essay, reglerne

de tæsker rundt med mig, fællesskabet

jeg må tilfredsstille, flyde sammen med, bølger der bruser sammen og overdøver små pigers skrig når vandet er for koldt, regler

jeg må spille efter og lade som om jeg ingenting kan, engang begik jeg selvmord, siger jeg, jeg mener jeg prøvede, nær død, spurgte de til udredningssamtalen, jeg ryster på hovedet og husker at det knap nok var nær blødninger eller andre chokeffekter,

engang arbejdede jeg med den her type administrative opgiver, siger jeg, jeg mener, jeg var i en slags praktik, nærmest ansat, spørger de til jobsamtalen, jeg ryster på hovedet, og husker at jeg knap nok bestod mit praktikforløb

jeg er oppe, jeg er nede, man siger man kan kontrollere dem, følelserne, jeg tror det, når jeg ser dem, fulde af kontrol, stramme ansigter, der ikke interesserer sig for noget nyt, kun det gamle kan holde dem til ilden, åh ja sådan var det engang, mægtigt, de varmer sig på et bål af følelser, dem de ikke længere har i sig, jeg er slet ikke poet

jeg er slet ikke kvinde

jeg er slet ikke krop

jeg er slet ikke energi

i det regelmæssige, fællesskabsorienterede

kun i små sælsomme desperate hug

har jeg en puls, en dato, en ven

Den her krop, det her liv, den her tid

hvad skal jeg med den, hvad er jeg i den

uden desperationens tidsløse vibrationer, jeg elsker

dig kun fordi jeg er desperat,

efter at føle mig selv som andet og mere

end tidevand.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »