Sugemærket

24. January 2017 af Maria Guldager

Den faldne sne, den hårde jord og en himmel der aldrig giver op

Sådan starter mit digt, så du kan mærke kulden mod min hud

i det lille skur hvor min mor bor

“de sidste tyve Ã¥r har jeg gjort alt de har bedt mig om”

græder hun mens vi ringer til yousee, “noget er galt”, siger hun “de tager overpriser”

sneen falder mod min hud fra en himmel der elsker og hader sin mor

priserne er de samme for alle, kontanthjælp varierer dog, reflekterer min mor

der har været på forskellige beløb og nu er på det laveste

spis en bolle, de er lavet af kartoffelmel og kerner

lurpak oven på, jeg spiser to, for at have noget at lave

med min mund mens hun taler

mig midt over

om skrald der skal sorteres

skraldespanden skal deles med naboen

de sorterer ikke rigtigt

hvor skal man ringe hen

de siger de sorterer rigtigt men det gør de ikke

måske skal jeg ringe til kommunen

de tror nok ikke på mig

jeg er jo bare mig, jeg nikker på en måde hvor hun må forstå, at hun ikke er så lille endda og hun kvitterer med

tre stive timers historier

om turen til jylland tilbage i november eller var det i sommers, om psykopatien i verden og verden under psykopaterne

hun styrede alt i mit liv, Maria, alt, jeg siger sikke noget, godt du nu bor i dette skur, det handler om grænser, hjemmet

er et blad der ligger på bordet, dateret et par år tilbage, lånte blade, til de lange aftner, når fjernsynet ikke virker, det er de her små knapper, jeg kan kun tænde når jeg lige har heldet mig

jeg siger at jeg ikke bare kan sidde så længe, at jeg lige må tjekke min telefon

men har du da et arbejde? Det kalder jeg det, siger jeg

men får du penge? Altså på en måde mor, og på en måde ikke

iværksætter, siger jeg, er du på dagpenge, siger hun

nogen gange, siger jeg og fortæller jeg snart har brugt min ret op

det forstår hun, det forstår hun, kommunen og alle dens genvordigheder forstår hun, hun forstår hvordan de ikke vil hjælpe en, men bare selv have et arbejde, hun forstår at jeg ikke kan få et almindeligt arbejde, for det er ikke bare lige til, kunne du ikke spørge hende i den sko butik herovre, mor

det er to timer fra hvor jeg bor, og jeg vil også helst gå i bare tæer

man kan ikke få det som man vil have det altid, maria, du har børn, tænk på dine børn

hun stirrer mig ned imens jeg åbner min laptop, og spørger om det ikke var lille Ole på min skærm

nej mor det er ikke min grandfætter som jeg ikke har set i 12 år, det er den søn jeg har givet til en familie, der bedre kunne passe ham end jeg

det siger jeg ikke

jeg siger måske, jeg tror det

min barndom, siger hun, den er langt væk nu

ligesom dine børnebørn, siger jeg, flytter du ikke tættere på?

Et øjeblik overvejer jeg om hun skal bo ulovligt i en kælder jeg lejer til opbevaring

så kunne hendes sugemærker på sjælen

sluge mine drømme om nogensinde at komme til at ligne en der ER noget

under solen, midt på stjernehimlen der sender

velsignelser, ikke kulde, glæde, ikke hårdhed, trivsel, ikke modløshed

Sneen falder

ind i mit hjerte

jeg falder

mod den frosne jord

lyden fra det faldne

summer hele vejen ned og

ind i mit hoved

indtil alt jeg kan se

er en himmel der ikke giver op.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Ubevæbnet bevæget

12. January 2017 af Maria Guldager

Og det er sådan, at han ser mig gå i spåner

Han rører min hud der rører hans hånd tilbage, Emma begynder at synge og jeg bider mig selv til blods så jeg ikke vil fælde en tårer foran folk der vil opløses af min sorg, min make-up vil opløses, mine kinders streger vil afskrække dem fra nogensinde at blive kærester med en

der har børn

jeg lader som om jeg aer din nakke

men jeg har børn i hele hovedet

åh Gud lad mig blive fri for det åg

det er at skulle leve for andre

jeg lever for at forandre

din nakke lige nu

mærk min forvandling, det er ømt og det er kærligt og ubehersket ment og det skræmmer dig

at jeg har børn

jeg er så elendig til at passe på og passe ind, vil du med

til børne dit og børne dat, jeg tror ikke det går min skat, hvad med os og vi

alene, rødvin oppe til det sene

show,  de små giver dig et kram, du må gå

jeg er ikke sikker på

at du elsker mig i morgen kl 12,

ti timer efter vores sidste kommunikation

Skal vi ses i morgen? Jeg vil tage jorden rundt for at møde dig, har jeg sagt

og det gør jeg så

jeg tager rundt om jorden uden at pakke til årstiderne, jeg rejser som tomler på andre menneskers nåde, jeg bliver pakket i bagagerum, kastet i en lastvogn, hægtet på en styrtende cyklist, mit tunge hjerte rejser let, lettere end det, jeg letter fra, idet jeg bliver

det ultimative kaos, den besværlige kvinde, den impulsstyrede bundtomme mave

det er halvanden dag siden jeg har hørt fra dig og pånær Gran Canaria som destination

har du ikke holdt fast i nogen plan i mere end to dage af gangen, hvordan kan jeg vide

at din 25-Ã¥rige hjerne stadig er i et forhold til mig, jeg skriver

mens jeg aer din nakke, jeg kommer til at slå

du kalder det slå, når du gengiver hvad der skete der på række 3, jeg slog ikke, siger jeg, jeg nussede, du viser mig mærker, og jeg må gå med til at jeg slå, og du flytter sæde og lader mig sidde alene

vugge mig selv ind i ensom alderdom

jeg hækler fine huer til forældreløse børn og sokker til barnløse forældre, for at holde på varmen

den er du så glad for, sammen med roen, jeg prøver

at sidde mussestille

mens jeg begærer dig

jeg har været vant til at gøre det på afstand, om jeg priser dig tæt på eller på afstand, da er du den samme helt

på mit tag, hvor jeg knæler spundet ind i nattehimmel og taknemmelighed over

at jeg kan få lov at tilbede dig

du mit hjertes udkårne

du min mand der nusser min nakke

som var du skabt til det

skabt til det

imens begærer jeg dig

din godhed, jeg kender den, indefra og ud, jeg er faldet så

hårdt for din godhed, at jeg ligger som knust glas op gulvet

er du okay spørger du

nedefra skærer jeg ham i fødderne som han går henover mig hele vejen til døren

gå ikke

aldrig gå

råber jeg, kalder jeg, hyler jeg til Emmas sange

fra gulvbrædderne på børneværelset.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den der ved mig

4. January 2017 af Maria Guldager

Hvor meget skal man give

det er spørgsmålet, er det ikke

hvordan give nok uden at give for meget

blive mig selv uden at forblive selv

evigt rasende mod tiden, forbløder jeg selv

om jeg har lukket alle vinduer, hvordan

give mig selv uden at forgive mig selv

med underholdning der ikke giver slip

et slip, et fald, ned i et hjem

børn med smørsovs i hovedet, jeg vender kroppen om

vender babyen i min mave om

vender hovedet hvor fødderne før var, prøv nu

at komme ud

rigtig udkomme

så de hører dig

ser dig

ikke bare tror dig, men ved dig.

Det er ikke for at vælte

dig omkuld nu, jeg ved jo godt, du er træt, uoplagt og ikke magter mere i dag

men da du fik mig til at komme for et par timer, sprøjte mine væsker udover stuegulvet, søgte intetheden ly i mit telt, kan du holde mig med dine pløkker

igennem telefonen, holde mig så jeg ved, jeg er noget, intet

kan skræmme mig

og gøre mig så let i benene at jeg ingen steder står

skrevet ned, Langs mine ben,

flyder væske fra mine øjne, en jamren

han hører mine lyde som forløsning men det er en gråd fra bunden af mit skræv, med intet i længere, intethed, nedskrevet i

mine lange kringlede beskeder

om sult, det jeg ikke skriver er, at hvert et sekund venter

på at du træder ind af døren, hvilken som helst dør, og giver dig i kast med mig, kaster

alt andet væk, kaster dig over mig, din kvinde, jeg venter, forventer, venter for at

mærke mit bryst sitre når du skriver en besked til mig,hvordan går det

spørger min veninde, med halvguden

jeg retter hende, for jeg gør ikke noget halvt.

Giv ham plads, siger hun, men også pladsen er blevet til intet gjort

—–

Arbejdet har givet mig alt hvad jeg har

og det har taget alt hvad jeg var

min frihed, min fantasi, min fremtid, har du det også sådan

at du af og til ville ønske

at du kunne stoppe med at kopiere andres

tonefald, gestikulation, ansigtsudtryk

Massemedierne har givet mig alt hvad jeg er

og de har taget alt det jeg har

min tid, min tanke, mit tomrum

———

Det er fordi du er i huset

at mine kæber spænder op, man siger

at alting starter indefra, har jeg startet dig

ved at se dig længe nok i øjnene

ved at love dig min opmærksomhed, som om det var en jeg kunne love ud

ved at give dig sunde vaner mens jeg smadrede mig selv i fortrydelser

jeg tilgiver dig fordi jeg rent etisk bør og rent egoistisk vil

jeg tilgiver dig fordi jeg har startet dig

men tilgivelse er ikke nok. Din dårlige energi hænger i gardinerne som en gennemtrængende røgdunst

hvem er du blevet til, var det virkelig mig der startede dig

da jeg insisterede på et trygt og evigt ægteskab

jeg skulle være en kone, en der ikke længere var alene

når depressionen bed til jeg blødte, jeg var en kone

indtil jeg smagte en anden mands tunge, den kan det der er vildere, sagde han

alt er muligt tænkte jeg

men det var det ikke, det var umuligt, både du og han, umuligt og jeg startede det

med et stille puf jeg havde kopieret det bedste jeg kunne.

—-

Smerten

Sorgen

Sulten

det nytter ikke noget, det der ville nytte var hvis jeg fik opereret penge ind i benene, jeg ville veje

så tungt ned efter, kunne sparke døre ind og kværne planeten rundt, penge

ville give mig mine børns latter, penge

ville give mig den anerkendelse jeg skatter, penge

ville kunne give mig nattesøvn, jeg kunne endda sove længe i penthouse lige ved siden løven, penge

en modigere kæreste, end gladere veninde, en adresse til min forælder, en mildere vinter, penge kunne give mig det hele

Han siger, at han elsker mig, det er kun de ord: jeg elsker dig, han siger– NÃ¥r han virkelig skal erklære sin kærlighed, jeg elsker dig, Han mÃ¥ være en af de fÃ¥

der stadig tror, det betyder noget at elske, hvor kosteligt, vil du med, spørger han, til udlandet, vi kan også flytte sammen, jeg spørger hvad det koster, han siger 60 men så er der også skyfrit, jeg tror ham ikke, jeg ved ham

vi elsker hinanden ind i fremtiden mens sorgen reagerer nuet

hvad hvis vi mister kærligheden

for øjnene af alle de andre

hvor ER pengene i dine ben dog tunge, han går omkuld midt i akten, mellemspillet, lige før vi inviterer til parmiddag og holder jul i et fælles hjem med matchende striktrøjer

han døser hen, væk fra bevidstheden om mig, bevidstløs koger han i det nøgne rum

oplyst en af hidsig pærer der skriger på selskab

mit sande selv er en skoletræt stædig spekulant

og med torne i maven forlader jeg ham for en aldrende chauffør med flere penge, omkring de 60.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »