Halvfærdig

22. February 2017 af Maria Guldager

Jeg tænker ikke på dig

mere end hvertandet sekund

imens der tales til mig

i pauserne mellem mine tanker

i sangen jeg skråler

sidder mindet

og når jeg juicer

og når jeg danser

og når jeg spiser

og når jeg sidder

og når jeg trækker vejret

minder det mig om dig

om dengang du elskede mig

du elskede mig

du elskede mig

om dengang du elskede

at putte dig ind til mig, at føle dig tryg ved mig, holdt din ven op med at kontakte mig

fordi du havde sagt vi nok ikke holdt

udsatte du at booke billetter til jylland

fordi du vidste at vi nok ikke holdt til weekenden

talte du nogensinde om en fremtid med mig

eller talte jeg kun med dig, talte jeg altid bare til dig, sagde du nogensinde noget eller var du bare sulten eller mæt eller træt eller energisk, ville du

nogensinde noget

med

mig

tog jeg et billede af din hånd på mit lår da vi var til koncert med Mraz

fordi jeg vidste

jeg ville få brug for det?

Det værste er

siger jeg og hyler

min veninde spidser ører

men hvad skal jeg nævne først

at du ikke skal holde min hånd igen

at jeg ikke får lov at se din hånd blive ældre dag for dag

at du ikke holdt mit vanvid ud

at du ikke bestod min kvindetest

at jeg blev for meget for en hårdfør mand som dig

at jeg ikke må mærke din nakke igen

eller se din unge krop hjælpe mig med ting

nej det værste er, siger jeg som om jeg ikke blev færdig med at beskrive dine hænder,

at jeg aldrig bliver lykkelig igen aldrig uden dig aldrig lykke aldrig uden aldrig dig igen

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Tro noget

19. February 2017 af Maria Guldager

Så du vil gerne være famous

du vil gerne have penge

købe et hus og være den der bor i huset

bo der med de børn du engang har givet liv

men til daglig giver fravær, du vil så gerne

tro – på – det

de eneste mursten du har, er i den mur, du løber hovedet imod

hver gang du prøver at vinge og tvinge

fantasien igennem virkeligheden som

sten i din ryg: et spejl på barndom i dit bryst

en vandrende, foranderlig sorg som en landskabelighed bag

din ukuelige bestræbelse

på at blive tv-stjerne, blive produktionsselskabet, blive hele nabolaget

så du kan finde mening med din dirrende krøllede lidenskab

båret er du af dit knælende mønster

ræk mig en chance, tigger du, i håbet om at suget i dit mellemgulv svinder ind

af den afsked du tager med manden, du elsker mest,

frygten for at han ikke elsker til samme solforgyldte længde

sætter veerne i gang, opbrud, resignation,

for at gå på det gyngende, kaldende, bydende fødsels vand

i dig står en forseglet fascination som skulptur,

hvad gemmer du i kammeret bag forelskelsen, bag lammelsen, bag det opsigtsvækkende

vanvid, hvem er du i den skyggeløse, ekkotomme og vidtstrakte stilhed?

Der er så meget verden i dig, hvem er under det tænkbare, bag dine ord, under din tro,

under dine væltende vilkår og den drivende angst?

spørger vi, der bruger smartphones til pynt på vores vægge, det er grænseløshedens fryd,

siger vi og sætter macs i kunstig jord i en balje, du må vågne, vågne op til

et job der kan gøre dig mæt, du må blive, blive voksen nok,

til menneskekædernes sammenhold, hvor du ikke længere vækster i dumhed,

voks dig ind i vores himmel, hvor det halve af dig allerede er, din fortælling

er fjernhedens.

——-

Jeg tror et øjeblik selv på

at det er hans skyld, jeg ligger i armene på en mand

jeg ikke synes lugter godt

jeg ikke synes ser godt ud

jeg ikke synes er rar

jeg ikke synes rører mig rigtigt

jeg ikke synes har noget at skulle gøre nøgen, så tæt på min beklædte krop.

—–

Kære digtsamling

hvad vil du have, jeg skal bygge dig af?

mit indre virkende tortur

mine ydre omstændigheders plage

det tøjlede uvejr

under mine dragende visioner

de utællelige fejltagelser

med en barndomsstorm i baghovedet

fantasien om den højeste vellyd

i mit forelskede hjerte der endelig finder fred

den vippende kærlighed

håbet om ham der ser mig

sejlende opad mod kløgt

strømmende lethed i takt med den vægtløse dans

belyst af et magnetisk felt

hvori min krop sitrer, vibrerer mere end nogen kunne have troet muligt

fortryllet af følelsernes inderside

iscenesætter jeg disse spørgsmål

tilgiv mig, kære digt, at mine øjne er i vejen

for den karavane af trosspor, du kunne have skrevet frem.

—-

Vi kommer til at

krydse grænser og han børster sine bukselår af og siger: så nu tilbage igen

han til sit

jeg til mit

høfligt og uden nogen skulle tro noget.

Vi krydser grænser

jeg griber chancen som havde selveste Oprah kastet den til mig

hvornår er noget en god ide

han rører mine bryster som mine bryster elsker at blive rørt

hvornår er noget ikke en god ide

mit underliv skuffes og svier vågent i bekræftelsessyge hele natten

mens jeg siger ja-nej med munden og nej- ja med kroppen

hvem skal man tro

jeg ligger imellem linjerne uden at røre på mig

likvideret eller besvimet, endnu ikke sunket

ned i morgendagens skam.

—–

Jeg savner dig,

sandsynligvis fordi du er familiær

tak, du er også familiær, siger du,

der ligesom jeg har en anstrengende familie,

du siger, at hvis jeg vil have dig, så skal jeg lade dig

være, ‘lade dig være med mig?’ Lad nu vær med-

at kræve, projicere og hyle natten lang

siger du og så siger jeg

men jeg vil have dig

til at tage mig

i mit mest umulige øjeblik, jeg vil have dig

på afstand, hører jeg min stemme

så du kan kaste dig hele vejen ind til mig, bore dig

ind imellem mine flapper, smage på mine safter, så jeg ved

at jeg er din Gud, at jeg alene forsyner dig med hele din formue og står klar til at tage imod den igen.

———-

Som iboende feber

som en sol i kroppen

som nervesystemet gone elektrisk

er jeg forelsket i dig

jeg kortslutter

brænder op

please gå, siger jeg

for jeg kan ikke,

det skal jeg nok, siger du,

mens jeg aldrig har mærket noget så voldsomt i mine knogler

slår jeg op med dig, igen, forfra

på forhånd, jeg lavede også altid forud i dansk, jeg rev

til gengæld den logiske fagbog i stykker og påstod

der havde været vandskade, jeg slår op

fordi man ikke må elske folk så højt

det er patologisk, jeg føjer

mig ind i verden, slår op

selvom vi aldrig rigtig var kærester

kun da vi besøgte dine forældre i julen, jeg slår mig

op på at ville formidle sårbare emner

var min livsførelse en matematisk ligning ville den aldrig gå op, hvornår går det op

for dig, at jeg er sammenfiltret med en fordring, en mission, et formål

om at finde nogen at tro på.

—-

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Pausen i opmærksomheden

11. February 2017 af Maria Guldager

Her ligger jeg: en bunke knogler

tænkende ben, bunker

af fortydelseskød, jeg ligger tæt ovenpå hinanden,

end ikke min stolthed kan klemme sig ind imellem blod og ben og fedt, verden

er væltet ved den ene tanke

at jeg mister dig, jeg ligger fladt ned,

prøver at regne mit liv ud

eller bare hvor jeg skal bo om en måned

med fuld opmærksomhed: flammen der bor i mig

flammen der brænder mig

mærker mig for livet

udelt opmærksomhed er en mangelvare

tænker jeg og

sælger ud af min opmærksomhed

til Facebooks univers,

jeg vil møde verden

er det her verden mødes

er jeg med i verden?

er jeg i min egen verden

scroller, logger ind og ud, twitter, stalker, spammer, drømmer

om større opmærksomhed der kun er til mig

mærket, ja brændt af flammen

risikerer jeg alt for at få dine

øjne på mig.

—-

Pausen mellem det ene øjeblik og det næste

holder pladsen for en

ånding der venter

på det øjeblik, der genkendes for hvem det er

et stykke liv

i sig selv

med sig selv

som sig selv

til sig selv

mod sig selv

et stykke selv

der skifter retning op ind, ned ud

han når ikke at tjekke sin telefon før jeg er kommet tilbage til ham efter at være gået fra ham

selv

der

er øjeblikket: en pause

før fremtidens kolde ansigtslag.

Det er sørgeligt men det gladeste tidspunkt i min krop

er når du både rører og ser mig, kun dig, kun mig, vores hud

Det er sørgeligt men det eneste jeg vil udrette i dette liv

er vinde dig over, forgudes af dig, være dit et og alt

Det er sørgeligt men hvis du ikke har set mig, har ingen set mig,

bjergene, det magiske spejlblanke vand, den åbne himmel lukker øjnene uden dig i mig

Det er sørgeligt men jeg lever for at elske og du kan skubbe

mig til side, jeg er nødt til at elske dig for at leve mig

Det er sørgeligt men min sjæl fortvivler når du ikke har lyst

til at forenes i et kys, vande min tunge, tage det der er mit og blande det med det der er dit

Det er sørgeligt, men det er sandt at jeg er ligeglad med sandheden så længe jeg må

ligge på dit bare bryst, båret af jorden under dig, næret af skattene i dig.

Det er sørgeligt men jeg kender ikke længere det politiske landskab eller det vi aktuelt taler om

men jeg kender hver en fregne, hver en streg i din hud, dine dufte, dine bløde kanter, dine forsvarsværker, din akutte hunger, din frustrerede træthed, din irritation over mig, din mangel på evne til at møde mig i en dyb samtale, det er sørgeligt og uskolet men jeg bilder mig ind

at jeg er i live for at elske hver en del af dig som den er.

Der går et øjeblik

før jeg svarer

på hvor jeg i øjeblikket bor,

i blikket fra hendes øjne

trues min selvagtelse

det er midlertidigt

svarer jeg og hun siger: ja det går over, alt ordner sig

et øjeblik efter tager hun alt hvad jeg ejer og går

hun kommer nok tilbage når hun er kommet

til sig selv igen, fællesskabet

har taget hendes selv, hun taler kun om Jesus

jeg giver hende et øjeblik

der nu har varet to år

og jeg giver hende det hvert øjeblik fortsat

for det går over: selv det tryggeste hjem, alt ordner sig,

i opmærksomhedens

pause.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Mellem et hjem

6. February 2017 af Maria Guldager

Kunne jeg bare forsvinde ind i lyden

af dit navn, overtages helt af din stærke favn,

det er kun en flugt

hvis du ikke er virkelig.

Jeg er alene hjemme i det store hus

så jeg putter godt med saltet smør i maden

spiser den med velbehag og slår store prutter ud i det tomme hus

jeg hører en grynten fra stuen, jeg farer sammen,

der ligger en mand i sofaen

jeg troede jeg var alene

det er du også siger han, nærmest i søvne

Jeg er ikke alene, hvis du er her, siger jeg,

jeg er taget afsted, du har huset for dig selv, siger han

men du her jo endnu? insisterer jeg

Jamen jeg er her fordi jeg glemte at få mig selv med

siger han, og vender sig om på den anden side, hans krop

er stor, ikke sådan lige at glemme, hvad mener du

siger jeg, han snøler, at han har glemt sig selv, så han må ligge der

imens han selv er til fest, hvor er de sørgelige

resterne af ham

når festen har taget hvad den skulle bruge.

——————–

Jeg ser ind i dine øjne

der har alle dine minder i sig

to skinnende idealer

jeg lever mig ind i

dine år, dine kår

linjer om munden lige før kinderne, er du sikker

på du altid har været så usikker

jeg krammer dig akavet

din arm er i vejen

jeg presser dig alligevel ind mod min krop

du kæmper ikke

for os

jeg lukker mine øjne

så ingen kan gå ind i min smerte

opmærksomheden lægger sig

på min hud som en hinde

beskytter og forstørrer på samme tid

min hjemløshed.

—-

Bevægelserne mellem et hjem og en mand

er fine

dine nøgenbilleder er fine

jeg spørger ikke ind, jeg er ikke alene hjemme

jeg spørger ud, ikke for grundigt, svarene keder mig

alene på cyklen spørger jeg ind

hvad mener de med fine?

jeg har vist dem det hele

det er ikke fint: et veldækket bord er fint,

min nøgne krop er ikke fin, den er et hul på størrelse med barndommen

vi sætter os rundt om bordet, jeg spørger ikke om jeg må gå

jeg går

for tidligt, for stilsikkert, for tæt til kroppen

lystig går jeg over mit eget vovemod

over i en provokation, jeg troede var færdig

med at invitere,

jeg vil ikke sidde til bords

blot for at kvæles i bordet, evaluere bordet, rengøre bordet, hylde bordet, bore i bordet,

med tilhørende manerer, jeg vil være

hjemme i min nøgne krop

der beder om en opmærksomhed på størrelse med voksenlivet, dagligt

fyldes jeg med hjemlige bevægelser

mellem dig og mig.

—–

Kategori: Indlæg | Comments Off