Opdateringer i stilheden

18. March 2017 af Maria Guldager

Det regner

så mange forpligtelser ingen tilhører

om natten

så mange minder ingen vil have

jeg er vågen

så mange bøger ingen får læst

her ligger jeg og lytter til vejrets meditation, dette silende enkelte fokus, dette nattebærende arrangement, der dæmper manges gøremål, om lidt bliver det lyst

så få meninger om hvem jeg er

og roen bliver opbrudt, folk vil stige ud af de biler, jeg hører suse forbi, og begynde at klirre med kaffekopper og pengeapparater

så få gange har jeg levet efter mine idealer

allerede nu, i mørket hører jeg folk, unge folk, der skriger op, det er natten til lørdag, husker jeg, det forklarer de unges larmende generthed, endelig, har de en chance for at skrige op, vække nogen, uden at skulle forklare deres villen

så få gange har jeg valgt, før jeg ikke havde et valg

om natten.

—-

Der er han igen. Afklædt foran mig. I mit

minde. Skjult

i min skrift. I mit blik. I måden jeg spiser på.

En digter læser op

uden at trække vejret ned

han glemmer

ingen ord men

det meste af sin ånd

Hvordan har du det

egentlig

indeni?

egentlig indeni indeni indeni egentlig indeni?

Drømmen afviser mine evner

når jeg som en evnesvag forfølger

drømmen eller manden

ham jeg nægter nogensinde at komme mig over

jeg stritter imod, om de så lukker mig inde på livstid, jeg opgiver ikke

at han var der, han var der, jeg lover jer, han var der

i mit hoved, ingen andre

kunne se ham, men mit hoved

så en prins

—-

Ikke nok med at jeg er et herberg

rummelig med plads til de sultne

jeg har selv fået pladsen som hjemvild

uden et sted at bade og sove

ekspanderer og punkterer min afgrund mig med sin

‘trækken uvished i langdrag’.

Hans krop var mit hjem for en tid

kan et hjem elske et menneske?

kan et herberg give den enkelte tryghed?

Nu er mit hjem en hjertesorg

mit hjem, en tankestrøm

mit hjem, et jag i siden

mit hjem skifter skind

idet minutterne overtages af timerne

mit hjem

min krop

der denne nat ikke sover helt godt.

Om dagen er jeg en flyer

jeg deler mig i alle postkasser og på alle fælles tavler

jeg beder høfligt om du vil have mig, her er listen over ting, jeg kan servere dig

jeg respekterer et nej

siger jeg og ser ned på min krop der kramper og klamrer.

Kirke, mærk din krop,

angsten har for længst nået brudesløret

hvem er bag det tildækkede

udover over paniske øjne der ser ud mod jeres to rækker af venskaber.

Jeg tror, regnen er stilnet

eller har jeg slugt så mange tårer, at jeg ikke kan kende forskel på vådt og tørt, på indeni og udenpå, på udefra og ind og oppefra og ned?

jeg gætter på, at jeg ved mere, end jeg tror

jeg kan huske

at der er mere at hente bag de lukkede øjne

end hos nogen øjenåbnende dagspresse.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

1. March 2017 af Maria Guldager

Okay, så vi hvisker tavlen helt ren, er det det du siger?

Hvor mere kan man slette en person end på sin telefon og sin computer

Mit hjerte er fyldt med slanger

tilgiv mig jeg er svag

jeg lader mig friste til at kaste mig om halsen på ham igen

men denne gang brækker han halsen

jeg har snoet mig rundt og rundt og rundt om ham, strammet grebet og nu er han væk

ren tavle siger du,

jeg prøver at fange den med renhed, mener du tomhed

intethed, gennemsigtighed, udblødthed?

Det skvulper over med

mit indeni

og det udenpå

tager over

jeg ledes af min identitet, videre frem, progressivitet, ikke helt ramt

den store kærlighed men hvor tæt skal jeg på

før den virker større

end det jeg har i mig selv, rent bord

mener du her fra hvor jeg står? Midt i den tragiske mangel på tilknytning

til arbejdsmarkedet siger jobcenteret

til fællesskabet siger kirken

til andre mennesker siger vennerne

til dig selv siger jeg uden at sige noget, for jeg lytter alligevel ikke efter, jeg er lettet

oven på vores brud, ja jeg svæver, og holder en andens baby uden selv at ønske mig en

må man overhovedet det, holde en uden at ville have en, jeg lå engang i hans arme

og tænkte, at det eneste jeg mangler nu

er kærlighed og penge.

———

Jeg vil ikke kaldes den frafaldne

jeg har prøvet men ingen aviser tog historien

jeg gav op efter en avis, men jeg tænkte at de måtte sende den videre selv

helt ærligt hvor meget skal man gøre gratis

her serverer man den ene lækkerbisken efter den anden

skal jeg løbe ud og nøgen og råbe KOM OG TAG MIG

jeg har prøvet men fik et par af billederne fjernet fra facebook

Når tolerancen er lav, og det hysteriske mode højt

vanker der opgør

når jeg gør det op

er jeg faldet fra så mange steder

at det kan lægges sammen til et langt fald

igennem

tage, ruder, spejle, kister, studenterhuer

Helt igennem til falds for opmærksomhed

lever jeg, den frafaldne, uden at være klar over

at jeg er faldet fra

hinanden, jeg der dagligt flår min virkelighed op og forkrampet siger

alt er muligt

falder fraskilt ind i mit voksenliv,

og fra det splintrede sted skriver jeg alle mine ord, hvorfor

vil de ikke trykke dem, vil det trykke dem, nu leger jeg

rundt om mig selv, får jeg øje på nye vinkler

og konklusioner, vise ord som jeg kan tro på, aha, det var fordi jeg aldrig havde set mig selv fra siden

nu forstår jeg hvorfor ingen mand nogensinde har elsket mig

min sidelinje falder igennem, bliver overset i mængden

jeg falder fra fordi mine sider ikke kan hænge ved i den store bog

de lærdes bog, de skriver en mail til mig, faktisk er der bare en eneste HR-chef

Der er en af mig og en af ham. Jeg – dvs 1- henvendte sig til ham- dvs. 1 og i alt er vi nu to men i sit svar mig skriver han: Vi henviser til… Vi øsnker dig en god dag…

Vi skulle jo ikke ende sådan, tænker jeg, at man gør sig selv til flere på een gang.

———-

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »