Tiden i nydelsen

28. March 2017 af Maria Guldager

Der er et nydelsesfuldt øjeblik lige før

jeg får travlt

lige før jeg rigtigt tager fat

de boblende hænge-sekunder

jeg er ikke startet, jeg har ikke travlt

jeg er til

uden opgaven

uden presset.

Det er denne tid

jeg tre timer senere i afmagt ønsker mig tilbage

til

for så havde jeg ikke nydt dem

jeg havde brugt dem effektivt

så jeg ikke stod der senere, og var ubelejliget med stakåndethed og løftebrud.

Nydelsen er min

kun indtil jeg træder ud af øjeblikket inden

det der kommer efter

og fortolker nydelsen som spild.

Den gode tid er min

kun indtil jeg har dårlig tid

og tiden derfor ikke gør det, den skal

når den intet overlader til kedsomheden

og alt til arbejdsomheden

er jeg i boblen der sprænger

i nydelsen der forgår

i tanken om en tidens march

frem mod et vigtigt møde kl 17:00

som jeg ikke har forberedt mig til

som jeg ikke kan koncentrere mig til

som jeg ikke kan bidrage seriøst til

for jeg er i nydelsens øjeblik

det, som er forgået

jeg er i nydelsen der lurer

i sekunderne lige før

jeg skal og

’skal’ forgÃ¥r nÃ¥r jeg er, og

nydelse forgÃ¥r nÃ¥r ’skal’ er.

—-

Jeg går forbi ham på den mest uvenlige måde jeg kan

jeg er ubehøvlet, hvad er der galt med mig?

kort efter går han lige så uvenligt forbi mig

jeg er okay, der er ingenting galt med mig

vi gider bare ikke

vi gider virkelig ikke

at være sultne kroppe i disse timer

at time disse kroppes sult

at sulte kroppen med tid og atter tid lige her i dette ‘inden’

vi gider ganske enkelt ikke at være i et supermarked med rådne grøntsager, kun sødmælk og forslåede færdigretter kl 21 i udkanten af København

hvad er der galt med den her butik? Og hvor er vejen ud? Forbi ham, ser jeg.

—–

Det er ikke i det jeg spiser

ikke i tanken om det jeg spiser

ikke i oplevelsen af at spise

men spisningens spisning

i det jeg spisers spisning

det fortæres

med følelsen af at være både i fuld kontrol og komplet ude af kontrol

følelsen ophæver sig selv

så jeg bare mærker spisning

jeg mærker sultens seng

jeg mærker begærets kjole

jeg mærker afhængighedens værge

jeg passer på mig selv ved at spise

jeg spiser mig selv ved at passe på

jeg passer ikke

jeg spiser

jeg lægger først mærke til smagen, i det sekund jeg tager et nyt stykke, en ny bid

der bider sig fast

så fraværet slipper

og aktiviteten bliver til en stillestående permanens

en perlerække af indføring

mens jeg stiller mine beskidte sko på meningsudtrækket

mening der trækker ud

trækker mig med ud

trækker tiden ud af mig, mens

tiden nydes med min mund

mmmhhahhaha velbehag

lige indtil næste dag

der altid skal være så pokkers moralsk

at den får mig til at ønske, at jeg ikke havde været tid

i spisningens bad

for nu er ganen øm, og toilettet sprøjtet til, og energien spærret inde

i den gamle nydelse, der nu kun er et svagt minde om en onsdag

aften der blev spist op:

jeg spiste ikke slikket

jeg slikkede lutter spisning

Hvor dejligt må jeg have det

imens jeg forbryder jeg mod mig selv?

——-

Hun, den fremmede, vil ikke tage min dyrebare tid

siger hun langsomt, mens vi holder vejret sammen, kan tiden

selv hoppe til og fra, nu er vi der, nu er vi der ikke, kan tiden

vente på vores hiv efter luft, for det gælder ikke lige nu, kan tidens

elastik holde spændingen til hun er færdig med at tale

om det ligegyldige

for noget i mig forstår

den formålsløse samtale med den fremmede

som dyrebar.

——–

Jeg kommer til dig, skriver jeg

for jeg ved hans tid er knap

Jeg skynder mig at pakke sammen

for jeg ved at, hans tid er vigtig

Jeg planlægger minutiøst vores samtale

for jeg ved, tiden med hende aldrig kommer igen

Jeg presser det ind i mit skema og lyver

“jeg har tit tid”

fordi min tid ingenting er værd

hvis ikke disse to mennesker er i den.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Det vigtige

25. March 2017 af Maria Guldager

Hendes øjne blev trukket gennem lokalet, tilbage på en iøjefaldende pris, hvem trak, tilbudsskiltet, nysgerrigheden eller luften imellem dem. Det er som om, sagde hun,

at jeg kysser min afholdenhed

på læber midt på ansigtshud med skægstubbe, der flænser mig ren, det største han har taget fra mig

er mit fokus

der glider ind i andres eftermiddage, en kold næse på min cykel, ude i andres luft, det vrimler

med frosne tårer, frosne vejrtrækninger og udstoppede hjerter

de er døde, men nogle har fundet os, og sat os i stand, det ser næsten ud til at vi elsker hinanden

i gadebilledet, billedet af en gade, der ligner en motorvej, en motorsav, en motor under de spinende ben

jeg møder en jeg kender, vi hilser i forbifarten, jeg på cyklen, hun til fods, livet til låns og eftermiddagen smadres som et glas

splinter i min sjælehud i nettos kø, kassedamen, denne person udnævnt til at håndtere pengene, smadrer et æg, det er ikke hendes

skyld, jeg står

og ser til mens de rydder op, børn der græder

voksne der hyler

fordi de endelig har mulighed for at lave noget

men har glemt hvad de skulle

er det så overhovedet en mulighed

når alt står så stille og kun hovedet kører.

———

Det skete bare en dag at han ændrede sig

ham jeg elskede

blev til

ham jeg ikke elskede

og så

fortsatte jeg

med at elske ham jeg ikke elskede.

————

Kan huset rumme mine ideer

kan mine ideer rumme huset

har huset flere rum

har rummene flere huse

er jeg den eneste i flokken

er flokken det eneste der er mig?

———-

Der var den igen. Usikkerheden, Tror den vi er venner? Jeg vender blikket op, siger fra og siger til, siger

univers, hvad er det jeg vil, og så er han halv min højde og kan ikke se jeg er anderledes, ser han kun min nederste halvdel og ikke min øverste galning

jeg ligner mig selv

mere og mere

jeg er brudt om du vil

ud af flere og flere

fællesskaber der tog imod

bunden der blev bundet op i al den forbundethed, min krop

så ingen udvej, der er den igen, den snigende ven, en grådig jalousi jeg ikke vil være i

jeg lufter ud

men røgen sidder i møblerne.

—-

Her er jeg

er det vigtigt

her er verden

er det vigtigt

her er mit liv

er det vigtigt

her er sandheden

er det vigtigt

her er børnene

er det vigtigt

her er historien som den var, det der virkelig skete, her er løsningen, svarene, resultaterne, det her er hvad vi har opnået, her er vi nået til, hører du

til vigtigheden

eller er du ukendt, omkommet i informations eksplosionen, der melder tre overlevende

likes.

——

Alene

fordi kroppen sitrer når jeg lukker øjnene

fordi min egen vejrtrækning er nok til at beruse mig

fordi jeg ikke behøver dele kærligheden, jeg kan beholde den hele selv

fordi hvis din krop også ligger her, må vi skiftes om luften

fordi din krop først skal samles, før vi kan snakke sammen, alene

fordi der er stille og mine lår er vigtigere og mit fokus helt mit eget.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Opdateringer i stilheden

18. March 2017 af Maria Guldager

Det regner

så mange forpligtelser ingen tilhører

om natten

så mange minder ingen vil have

jeg er vågen

så mange bøger ingen får læst

her ligger jeg og lytter til vejrets meditation, dette silende enkelte fokus, dette nattebærende arrangement, der dæmper manges gøremål, om lidt bliver det lyst

så få meninger om hvem jeg er

og roen bliver opbrudt, folk vil stige ud af de biler, jeg hører suse forbi, og begynde at klirre med kaffekopper og pengeapparater

så få gange har jeg levet efter mine idealer

allerede nu, i mørket hører jeg folk, unge folk, der skriger op, det er natten til lørdag, husker jeg, det forklarer de unges larmende generthed, endelig, har de en chance for at skrige op, vække nogen, uden at skulle forklare deres villen

så få gange har jeg valgt, før jeg ikke havde et valg

om natten.

—-

Der er han igen. Afklædt foran mig. I mit

minde. Skjult

i min skrift. I mit blik. I måden jeg spiser på.

En digter læser op

uden at trække vejret ned

han glemmer

ingen ord men

det meste af sin ånd

Hvordan har du det

egentlig

indeni?

egentlig indeni indeni indeni egentlig indeni?

Drømmen afviser mine evner

når jeg som en evnesvag forfølger

drømmen eller manden

ham jeg nægter nogensinde at komme mig over

jeg stritter imod, om de så lukker mig inde på livstid, jeg opgiver ikke

at han var der, han var der, jeg lover jer, han var der

i mit hoved, ingen andre

kunne se ham, men mit hoved

så en prins

—-

Ikke nok med at jeg er et herberg

rummelig med plads til de sultne

jeg har selv fået pladsen som hjemvild

uden et sted at bade og sove

ekspanderer og punkterer min afgrund mig med sin

‘trækken uvished i langdrag’.

Hans krop var mit hjem for en tid

kan et hjem elske et menneske?

kan et herberg give den enkelte tryghed?

Nu er mit hjem en hjertesorg

mit hjem, en tankestrøm

mit hjem, et jag i siden

mit hjem skifter skind

idet minutterne overtages af timerne

mit hjem

min krop

der denne nat ikke sover helt godt.

Om dagen er jeg en flyer

jeg deler mig i alle postkasser og på alle fælles tavler

jeg beder høfligt om du vil have mig, her er listen over ting, jeg kan servere dig

jeg respekterer et nej

siger jeg og ser ned på min krop der kramper og klamrer.

Kirke, mærk din krop,

angsten har for længst nået brudesløret

hvem er bag det tildækkede

udover over paniske øjne der ser ud mod jeres to rækker af venskaber.

Jeg tror, regnen er stilnet

eller har jeg slugt så mange tårer, at jeg ikke kan kende forskel på vådt og tørt, på indeni og udenpå, på udefra og ind og oppefra og ned?

jeg gætter på, at jeg ved mere, end jeg tror

jeg kan huske

at der er mere at hente bag de lukkede øjne

end hos nogen øjenåbnende dagspresse.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

1. March 2017 af Maria Guldager

Okay, så vi hvisker tavlen helt ren, er det det du siger?

Hvor mere kan man slette en person end på sin telefon og sin computer

Mit hjerte er fyldt med slanger

tilgiv mig jeg er svag

jeg lader mig friste til at kaste mig om halsen på ham igen

men denne gang brækker han halsen

jeg har snoet mig rundt og rundt og rundt om ham, strammet grebet og nu er han væk

ren tavle siger du,

jeg prøver at fange den med renhed, mener du tomhed

intethed, gennemsigtighed, udblødthed?

Det skvulper over med

mit indeni

og det udenpå

tager over

jeg ledes af min identitet, videre frem, progressivitet, ikke helt ramt

den store kærlighed men hvor tæt skal jeg på

før den virker større

end det jeg har i mig selv, rent bord

mener du her fra hvor jeg står? Midt i den tragiske mangel på tilknytning

til arbejdsmarkedet siger jobcenteret

til fællesskabet siger kirken

til andre mennesker siger vennerne

til dig selv siger jeg uden at sige noget, for jeg lytter alligevel ikke efter, jeg er lettet

oven på vores brud, ja jeg svæver, og holder en andens baby uden selv at ønske mig en

må man overhovedet det, holde en uden at ville have en, jeg lå engang i hans arme

og tænkte, at det eneste jeg mangler nu

er kærlighed og penge.

———

Jeg vil ikke kaldes den frafaldne

jeg har prøvet men ingen aviser tog historien

jeg gav op efter en avis, men jeg tænkte at de måtte sende den videre selv

helt ærligt hvor meget skal man gøre gratis

her serverer man den ene lækkerbisken efter den anden

skal jeg løbe ud og nøgen og råbe KOM OG TAG MIG

jeg har prøvet men fik et par af billederne fjernet fra facebook

Når tolerancen er lav, og det hysteriske mode højt

vanker der opgør

når jeg gør det op

er jeg faldet fra så mange steder

at det kan lægges sammen til et langt fald

igennem

tage, ruder, spejle, kister, studenterhuer

Helt igennem til falds for opmærksomhed

lever jeg, den frafaldne, uden at være klar over

at jeg er faldet fra

hinanden, jeg der dagligt flår min virkelighed op og forkrampet siger

alt er muligt

falder fraskilt ind i mit voksenliv,

og fra det splintrede sted skriver jeg alle mine ord, hvorfor

vil de ikke trykke dem, vil det trykke dem, nu leger jeg

rundt om mig selv, får jeg øje på nye vinkler

og konklusioner, vise ord som jeg kan tro på, aha, det var fordi jeg aldrig havde set mig selv fra siden

nu forstår jeg hvorfor ingen mand nogensinde har elsket mig

min sidelinje falder igennem, bliver overset i mængden

jeg falder fra fordi mine sider ikke kan hænge ved i den store bog

de lærdes bog, de skriver en mail til mig, faktisk er der bare en eneste HR-chef

Der er en af mig og en af ham. Jeg – dvs 1- henvendte sig til ham- dvs. 1 og i alt er vi nu to men i sit svar mig skriver han: Vi henviser til… Vi øsnker dig en god dag…

Vi skulle jo ikke ende sådan, tænker jeg, at man gør sig selv til flere på een gang.

———-

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »