tårerne taler

6. December 2017 af Maria Guldager

I lang tid ledte jeg efter realiteten

På afstand og på nært hold

kaldte jeg naturen, historien, beviserne frem

for at se dem på papir, forevigt som det, der ikke kan fortrydes eller fortyndes

mobiliseres eller motiveres

den er som den er

i realiteten er der både afvisning og invitation

en afvist invitation

en invitation til at afvise

i afvisningens invitation er jeg smurt ind i argumenter

for ikke at tage de voksnes råd lige nu, i invitationens afvisning  jonglerer jeg

de opgaver jeg har sagt ja til, ude af stand til at mærke

at alle andre har forladt rummet, vi har ikke tid

til høre den podcast, miss maria guldager

I realiteten

ser øjnene der ser

ikke sig selv

kontrollere

regulere

amputere

sig til beviset på at de eksisterer, og måske er beviset

Venner

det eneste problem ved at chokolade er min bedste ven

er, at det forsvinder så snart

jeg har tygget af munden

hov, var det ikke når jeg havde tygget af munden vi to skulle tale sammen?

Nåh nej..

Det er vel egentlig heller ikke af betydning

jeg hverken hører efter eller hører til

derfor kan man også sælge mig en lille gummibold

hvis man siger den er velsignet og veldesignet

hvis man siger den har tilhørt mig i et tidligere liv

hvis man siger den kan hæve mine vibrationer op

op over det man skulle tro

var sandt

for jeg længes

ikke nødvendigvis efter en hoppebold

men efter at en hoppebold kan noget uforklarligt

at den overrasker mig, giver kropslige skælv og magiske øjeblikke

så sælg mig hoppeboldens rige

forklaringen på

min egen fremmedgørelse

og endelige form

en bold der besidder magten over jorden og luften

Kunne du også holde magten over dem der sætter deres cykel ved siden af min

Kan det være gode mennesker

Der ikke er voldsomme og flækker plastik af mine skærme

en bold der vil der hoppe til verdens ende for mig, der består af vand,

hvis jeg gnider den i mine hænder mens jeg tænker på min ild

og kaster præcis på mærket på jorden fremme foran mig, ja jeg kaster den ned

dybt i moder jords indre

for sådan får jeg fat i rigdommene,  og nu kan det godt være at skattene ikke ser ud som jeg tror, at moder jord giver gaver, jeg ikke lige selv ville ønske mig

men det tidspunkt er gummihoppebolden købt, jeg har skrevet under og man kan komme efter mig, hvis jeg bare kaster den væk nu, så jeg insisterer på

at det bliver trend at komme hurtigt fra den ene snart den næste kant

trenden gør mennesket til en bevægelse

i det uformelige landskab af variationer

der ikke kan indfanges

som det, det er.

Realiteten under sandheden er

at jeg aldrig var nogen god yogalærer, for sådan en skal helst gentage andres gentagelser

en gammel viden i en ny realitet

det eneste gentagelse jeg prøver, at holde fast i er mine tårer

skyggerne for mit udsyn fra

kanten af måtten fra kanten af scenen eller kanten af det urimelige, eller kanten af det naive eller kanten af den længsel

der hopper med ud hver gang jeg siger

mit navn.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »