Bare Noget

24. February 2018 af Maria Guldager

Hvad sagde du?

Ikke noget

I hvert fald ikke mere

Nu siger jeg bare noget

’Bare noget’ er en eksistens

En social fremtræden

En virkelighedsfremstilling eller et virkelighedstjek-

jeg tjekker trafikken og vejret, ved de at jeg kommer

til at teste realiteterne, hvordan

staves N O K på kropssprog, kan jeg

ignorere hvordan jeg tager mig ud

overvære hvordan verden tager imod, tjekker, tester, trasker

indover de små huse med mine elefantfødder, vil noget

gå i stykker eller er alt det samme som før, mine ryk

ud i luften danner et mønster, fængsler eller frigør min nyfundne ligefremhed?

Jeg gør bare noget

For der er ikke andet jeg kan gøre

End bare noget

Når livet ikke flasker sig

Bare noget, er det modsatte af at affinde sig

Bare noget er et flimrende kraftigt lys

En øjnenens styrkeprøve, en konstant knitren

I øregangen, min vanlige ænstelse, en desperation holdt for munden

Noget fik mig i kontakt med Anja

Noget fik mig til at tage 1500 kr for en nat

Noget fik mig til Indien

Noget gav op

Noget andet end det, jeg gav til, jeg gav

Bare noget, måske alt, selvom jeg ikke havde noget at give

Når man giver uden at have, må man tage

Noget fra en anden, en kilde,

Men en desperation ved ikke noget

Den køber bare noget

Den udforsker ikke, aldrig hensynkes den i tanker

Den SKUB BER STRØM MER DÆK KER

Bord med noget ubestemmeligt

Jeg spiser med eller uden vellyst, velvidende

At være desperat er bedre end at være død.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Hold mig inde

21. February 2018 af Maria Guldager

Se hvor højt selvværd jeg har.

Se hvor livsglæden siver ud af mig

til gavn for andres øjne, jeg får noget i øjet

en allergi, jeg blev ellers indendøre i dag, undgik stormen, undgik mødet med dem derude, slap for at dukke op som et punkt på en dagsorden, jeg pakkede mig sammen på sofaen, så min krop ikke ville forstyrres eller overbruges, jeg gemte alle meninger væk, så de ikke fik mig i klemme, jeg var kommet udover det med at behøve øjenkontakt, jeg havde taget trygheden til gidsel i min stue og nu dette øje!

Ud af vinduet ser jeg mennesker der går i kroppe

der er vant til at køre biler

det er bil-kroppe der afmåler

hvor tæt på de kan gå

hold din afstand og blink, når du har tænkt dig at gøre noget uforudsigeligt

når du vil tage en anden vej

men pas på det ikke bliver narkotiserende, du kan dreje af og aldrig komme tilbage,

jeg går tilbage til sofaen og lænken indendøre

hvor ydmygelsen ikke kan nå mig

hvor usikkerheden om, hvem jeg kan betro mig skal overtales til ikke at gå med mig ud af døren,

jeg gruer et øjeblik for i morgen, man har fundet mig, man vil have mig ud

så jeg ikke ender med at føde 7 børn og stadig ikke have lært sproget

tænk hvis jeg pludselig sagde: Er der et sted hvor jeg lige kan være mig selv

måske ville de vise mig toilettet, er det mig der trækker tøjet af i spejlet, eller er det en, der har glemt at man ikke kan sælge sin krop

uden at sælge sin sjæl, så er det en død krop, men spejlet trækker vejret, nej jeg mener, er der et sted

hvor jeg kan fortælle om min frihedslængsel og danse en urytmisk dans for pumpe ilt ind i håbet

jeg spørger ikke, det har jeg lært ikke at gøre, man må liste den ind, personligheden, ikke sin egen humor, men kontorhumor, et lille stænk af vittighed, ikke hver dag, men ugentligt,

år efter år, langsomt kan man vise sit spejlbillede og ved begravelsen vil de vide nok, ikke alt, men nok

til at holde en tale indendøre, mit øje som var det åbnet for stærk blæst, man kunne sejle i dem, spejle i dem, dråbe efter dråbe, genkende

selv sværdet og livs geværet.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Inspiration, fra vred til voksen

19. February 2018 af Maria Guldager

Hvilken dag var det

mandag eller onsdag

sommer eller på nippet til vinter

da min barndom mislykkedes

havde jeg strømper på, opsat hår eller sov jeg uvidende

da håbet visnede, da angsten blev serveret

på min plads ved bordet, var det

første gang jeg spurgte, om jeg kunne sidde et andet sted, var det

den dag hvor det kejtede tog min selvfølelse over,

faldt jeg for dybt i sukkerskålen eller steg den varme sovs mig til hovedet

hvornår blev jeg fremmed

for mig selv, var det først

da jeg lagde håbet til hvile

om at blive fundet.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Det der skrives lørdage kl 10:40

6. February 2018 af Maria Guldager

Smser

frekvensen afslører forfølgeren

Lars på 47 svarer så prompte, at jeg ved han vil spørge

“Nå er du blevet for fin til at skrive tilbage”? hvis der går mere end to timer mellem

mine svar og det gør der, for jeg skriver med 5 andre

mænd, Lars’s smser står klar, så snart jeg har gjort antydning til at ville svare, jeg

skriver at jeg lige er blevet fyret, jeg har heller ikke et sted at bo, jeg har gjort op med min fortid, men den forfølger min ryg, som er snoet, jeg er født sådan, snoet,

og det er min egen skyld, at jeg må forklare mig i de næste 150 smser, forklare forklare, vi danser rundt på kanten, langt fra flirten, tæt på fortvivlelsen

fyret fordi jeg de troede, jeg kunne mere

problemet er ikke at jeg sælger min sjæl

men at ingen vil købe den, sådan en sms

kan mere, end de fleste 47-årige kroppe.

Jeg vil hjem, tænker jeg under en mislykket akt

hvad er hjem, Et sted jeg har været så meget, at man skulle tro jeg hørte til der

at jeg ikke kunne finde ud af at være andre steder, jeg har set gulvet, stolene, dørene, væggene, vinduerne så mange gange

at man skulle tro jeg havde lært noget- at det pensum de uddelte var blevet forstået nu, jeg glemmer hvor jeg er

da jeg under tandbørstningen lukker øjnene,

jeg kunne være her eller ikke her, det er som om autopiloten flyver mig ud af mit sted

og ind

i en fantasi

med tomlen mod en endnu uskrevet sms

jeg vågner op til 27 smser, hvoraf kun en får betydning for en lørdag morgen

22 har Lars på 47 skrevet og jeg må blokere hans nummer som er en dansk udgave af de amerikanske restraining orders, jeg undrer mig over, at jeg gav ham mit nummer, så tidligt i processen, jeg havde nok bare håbet han kunne hjælpe mig med at flytte mine ting senere i dag, der er tre smser

fra min coach, der siger vi godt kan udsætte aftalen, at hun godt kan forstå, det er meget at skulle flytte, når jeg netop er blevet opsagt

og jeg føler mig som en der prøver at undgå noget, ikke min coach, men alle de her mennesker der gør sig umage for at være samme sted på samme tid

for at købe en vare

som typisk er mælk

eller en bil i hvid, ingen vover sig ud i en farve eller fire, den ene

betydningsfulde sms er fra jobcenteret i Ålborg, hvor jeg engang boede i 7 dage, og stadig har adresse,

det kan have betydning for min ret til dagpenge

penge til i dag- gør mig urolig for i morgen- skriver jeg til frederik der har læst på CBS.

De andres indre dialoger

smider jeg rundt

med mine kropslige øvelser

jeg efterforsker hver en krog af min krop

og finder i et dybt squat en rest

af dig. hvad laver dit øre her, din ene tå og det meste af din mave

som et halsbånd hænger dine rester om mit skridt

hvordan mon det føles at blive fundet i en andens navle

Nu ved jeg hvordan det føles at blive

skåret i, overflødiggjort,

fyret som en lussing der var tiltænkt mig.

Det føles som kulde i hovede og som at blive født ind i en verden der er koldere, end man troede verdner kunne være.

Toget er tyve minutter forsinket,

Klokken er 10:40 og jeg tænker på hvor meget, der allerede er sket i dag og alt det, der slet ikke er sket

manden overfor spuler mig med sit blik

“få hver en urenhed med”

får jeg lyst at kommandere

men jeg når det ikke før min hjerne blinker, det er ikke engang lyde min telefon plejer at lave, men jeg og flere andre passagerer ser op

klar til at hoppe ud af en flyver i brand

fordi manden over får en snap, de pinefulde lyde fortsætter og jeg tænker på, hvad jeg kan gøre

for at få dem til at stoppe og det får mig til at tænke over, hvor lidt jeg tidligere har haft sex for.

sushi er til at forstå, biograf ligeså

jeg har også haft sex for at få min telefon opladt

et bad

1 mili-liter zendium

en vask kan sjældent nå at tørre.

Vand i hovedet, vand i hovedet og så prøver vi igen

Jeg begynder at tage ud af bordet så de kan se, jeg er sådan en der tænker på at tage ud af bordet

endda smide madrester ud og skylle sovsen af og gå ind igen og ligne en

der spejder efter mere hun kan gøre

jeg er sådan en der vil gøre mere

for dem der ikke har mere at gøre

jeg gør mere

end jeg skal

for mindre

end jeg bør, er der noget mere

smerteligt

end at kunne mere og ikke gøre det.

—-

Er det et bjerg eller en mand, jeg har mødt

på min rejse mod fastlandet

hans ansigtsudtryk registrerer min luft

vore ansigter overlapper hinanden

men mens han står i sin vægt

svæver jeg højt nok til at se

hans angst for falde ud af livet

udover kanten

hvor alle kan se til

mens han falder frit

mister mister mister mister

navn

titel

tilknytning

vidner

først dér opløses forskel og vi ser det samme

når jeg i en sms skriver:

døden skal vi opleve alene

vil du binde dig til mig så længe?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »