Tag mig, før mig, elsk mig

9. December 2013 af Maria Guldager

Et digt til Barndommen

Når jeg spørger dig om jeg skal tage regntøj på, gør du dig ikke umage for at se ud af vinduet fra vores kælderhygge, du bestemmer vejret, du bestemmer at det regner. Jeg siger ‘ fint, jeg tager det sure med det våde’ og slår en latter op der skal indbyde din, men du forstår ikke hvad det sjove er, du er altid bagefter mig i forforståelser. Du befaler at vi går forsigtigt på fortovet, så ikke fødderne under os glider på det våde terræn. Jeg kommer til at sige, at du ikke skal være så bange, at du skal glemme alt om frygt, at du skal ud og stå på egne ben, at du må frigøre dig, jeg kommer til at foreslå at du uddanner dig og læser økonomiske rapporter og rejser til udlandet, og prøver at få udvidet din horisont. Du stopper mig. Sætter mig på plads ved at skabe dig. Min fremtid. Du får lov- du HAR lov, du er lov! Jeg giver mig altså bort til dig, fordi sirenen er for meget for mig, og den vil fortsætte resten af mine dage, hvis jeg ikke giver dig plads. Lederpladsen. Du har en vilje stærkere en noget andet fænomen. Det giver en sitrende fornemmelse i maven. Du er ikke som noget andet jeg har mødt, du er bestandigere, bedre vidende og spilder ikke et øjeblik på at lytte til andre, selv er du jo enhvers oprindelighed. Du sætter dig igennem, og sørger for at den du vogter, gør dine ærinder og lærer de lektier, som du ikke kan løse og som du behøver løst, for at du kan fæstnes, eviggøres i din undermand. Sammen går vi, dog med meters mellemrum, du kalder det naturloven. Du leder vejen til hytten, og som vi ankommer, går du i forvejen op af den lille sti, jeg kan se dig låse op, der er musik, du vil at jeg skal blive og vente. Det ser ud til, at der er muntert selskab i hytten. Venner, du hellere vil være i selskab med end jeg. Du verfer mig væk, som var jeg en irriterende flue. Jeg tror et øjeblik, at jeg er blevet til en statue, der ikke kan flytte sig, et monument af dig, en stående naivitet, en forevigelse af en ikke-erfaring, en stadfæstet dom, der ikke kan forsvare sig imod historiens tåbelige fortolkninger. Men i det samme mærker jeg regnen, først mod mine næse og så i mine øjne. Mine hænder er rødligt forfrosne, og føler ingen vand, bare længsel efter samhørighed med den krop de ikke oplever at være en del af nu, de er lukket ude som jeg er det af dig, fra at være din førsteprioritet til nu at stå her og være til uden rødder, uden sammenhæng, uden den mindste mulighed for forsyn.

Jeg giver dig den tålmodighed, du aldrig har forsøgt dig med overfor mig. Minutterne er så lige så lange som bøgerne om dig, der oftest trækker ud i seismografiske beskrivelser glaseret med gætterier. Mine nerver har ikke længere et beskyttelsesfilter, jeg får sollys ind bag øjne, jeg falder over fortove og jeg læser alle mine lektier som var de blanke sider jeg selv kunne udfylde, jeg genkender ikke mig selv i refleksionen, jeg spejler mig ikke i andre mennesker, jeg udstøder mig selv fra venskaber, fordi det eneste jeg altid kan komme i tanker om er alle de forkerte svar, de helt helt helt forkerte svar, ville du sige, for du plejede at gennemtæske mig i din undersøgelse efter præcise svar, selvom jeg råbte af dig at dine spørgsmål skulle kæle for min bevidsthed og ikke hamre den til formen af en underlegen elev, der næppe rigtigt eksisterer og slet ikke præsterer, at dine fraser ikke var spørgsmål og at når du løb utålmodigt af sted og bare affyrede din inkvisition i mit hoved på den måde, ville jeg ubetinget demonstrere, at jeg ikke kunne ‘levere’. Jeg husker, din hurtighed. Og mine akavede responser på dine kolde spørgsmål, der føltes som ydmygende snebolde i mit ansigt. Jeg har brug for dig. Der er kun en modsigelse i livet, og den udspiller sig nu, i en ulidelig segregering. Jeg vil med, jeg har altid bare villet være med! I en forening mellem det lave og det høje. Vi skal ned i kælderen sammen, for at vokse op på taget. Du sukker af mig, da jeg tropper op ved hyttens hoveddør. ‘Du må lære ikke at knytte dig’, siger du og ser på mig velvidende, at det har du ikke lykkedes med at oplære mig i. Jeg tigger dig. Kaster mig for dine fødder og udsætter den presserende gråd så længe at mit øjne hæver op, bare for at du kan høre min tryglen. Lover dig, at jeg vil lege med dig, dine lege. ‘Tag mig tilbage, brug mig som rekvisit om du ønsker, jeg kan stadig mærke din indtrængen i mig, jeg ER dig, jeg vil dyrkes af dig! Ud af alle på denne jord må du ikke også forråde mig, du er mere end min første chance, du er…’ Du tager ordet fra mig, resolut og uden interesse i, hvad jeg har på hjertet- DU vil indstille mit hjerte. Ordet giver du mig aldrig igen. Jeg er under dine vinger, og kun du har råderetten over mine udfoldelser.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!