4. August 2014 af Maria Guldager

Når tvivlen har tynget blikket længe nok

kan kun knive udgå fra kroppen

(ord, ånde, berøring, ideer, sammenhængende handlinger, aura)

og vendepunktet er nær

Vende sig i graven

tænker man helst

men håbløsheden overrasker/forskrækker

det euforiske hverdagslige mylder af liv rundt omkring

fortsætter

mens man ligger der

i en sump af klistrende fejltagelser

Fred, tænker man og vil synke ned

og ikke længere bære på tvivlen og afmagten og fortiden og utilstrækkeligheden for slet ikke at sige

sig selv

men der er ikke noget ned

ned var en myte, ned er revet op ved rode

Man hviler hovedet

på en ny dag

man begraver sig ikke

man begår sig

bag tvivlens tunge underliv og fosterstillingens ængstelige dyne

og hvert et minut er skrækkeligt

mens man flyder oven vande

identificeres havfruer og man er sikker

på at man ligger på en havbund af knive

Men melodierne og farverne er ikke

andet end altings udelelighed

mellem mismod og lykke

basker man mod bølgerne

indtil vendepunktet er ovre

og blikket har vendt

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!