For din opmærksomhed

20. December 2014 af Maria Guldager

Din forståelse af mine hemmeligheder tromler dem ned, smadrer dem til en jævn masse man let kan træde hen over, ubemærket, uforskrækket. Du fortæller dem ikke videre, du gør mig ikke flov, man kan stole på dig, du interesserer dig for mig og du kan elske skingrende dybt. Men jeg er ikke i sikkerhed hos dig. Jeg siger noget. Og så banker du det sønder og sammen med dine positive tilskyndelser, dit store hoved der hypnotisk går op og ned for at validere mig, for at bane vej for flere af mine ord, ja hypnosen fremkalder mine ord, dit blik er fødselshjælper, sammen får vi alle mine mørkeste hemmeligheder frem på dit spisebord, jeg er blevet et voldsoffer, et velvilligt voldsoffer, under dit stuelys der forener mine menneskelige behov med sociale nødvendigheder, jeg har ikke mere egen-luft tilbage, din røg af tæt forståelse fylder hele rummet, masserne af ord står omkring min sølle krop og ser på, sammentrækninger får mig til at se tosset ud, en galning med kramper i sjælen,  en stakkel bliver til og jeg mister noget, en lille ting der kan afgøre fremtiden, en vielsesring, en social status, en særlig måde at være ven på, et flig af halebenet.

Min trang til at din trang rettes mod mig er ukontrollabel og jeg kredser om dig, indtil jeg indser, at du ikke siger fra, nogensinde, aldrig nogensinde tager du fra til mig eller dig, du er til for enhver og mit selvhad forstørres til en afsked, for du skyder med løs kærlighed, og jeg vil ikke være det hjerte, der fatalt rækker ud efter dine gløder, for jeg er for kold til et eneste skud, for min gade er isnende kold at sove på, for du ikke kan tilfredsstille min appetit, for du ikke kan rumme din egen diffuse hengivenhed, for du bor i en krop du ikke passer på, for din appetit er for stor til bare et par få udvalgte, for stor til mit lille situerede hjørne, et hjørne jeg ikke kan fortælle dig om mere, lad mine inderligheder være, jeg deler dem med verden før jeg betror dem til dig, og jeg deler dem nu, se selv, for når du hører om mig ad omveje, vil dit hoved låses fast i en lang betaget position, i et korset der strammer din slappe mave op, du vil aldrig rykke dig igen, for din opmærksomhed er en konstant varm stråle mod min nøgenhed.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!