26. February 2016 af Maria Guldager

Torsdagsaftens angst

den som kroppen må lide under, hovedet vinder og det giver smerter

igen får kroppen ikke restitueret, øjnene er spilåbne

rettet mod mobilen der mister strøm på halve timer, fordi jeg bliver ved med at tjekke den for beskeder, jeg ved hvad den er i stand til, den kunne pludselig vise at du havde svaret

jeg begynder at se det håbløse i min adfærd

psykologerne jubler, endelig ser hun det selv

jeg vil ikke tigge om kærlighed, men jeg kan vel blive nødt til det

jeg hæver mig selv op over min egen selvmedynk

psykologerne bifalder det, de har sådan set sagt det til mig længe, hæv dig nu

Og heroppefra ser jeg mig selv gå i pinlige cirkler, ikke ane hvad der er intuition og hvad der er

ukyndige indskydelser

jeg havde bare regnet med jeg ville se dig

dagen efter, eller dagen efter det

men jeg hører intet

udover din ene afvisning på repeat, havde jeg

i det mindste fået flere forskellige, så der var lidt variation i mit hoved

nu kører kun min monolog til dig og den er ynkværdig, ynkværdigt lang og langsommelig i sin selvsvøbte ynk, jeg sender den

på en optagelse just in case

at det skulle hjælpe på min sag at virke ekstrem, det er ikke

bare noget jeg virker, jeg dokumenterer fakta, man burde ikke betro mig med en mobil.

Jeg ligger og grynter for mig selv, ligger og forestiller mig

at jeg havde en rygrad og kunne styre mine følelser

ikke nok med jeg ikke kan styre dem, jeg kan ikke indfange dem, de er hurtige og dristige og jeg rider på dem

for hurtigere at ankomme

ikke til den ønskede destination

men bare til noget som helst

for lave krav til en mand

det er så nemt at sige, men så nemt er det ikke at se hvor

grænsen går for hvad der føles sandt og hvad der føles godt

et sted imellem ligger den store kærlighed og ulmer

venter på at man tager skridtet fuldt ud, jeg

er generøs med smørret på det grove brød

der ridser lidt i ganen som jeg sluger

hvert et ord du sagde, jeg er

lige kommet hjem, hjem fra noget, noget jeg ikke husker længere, det var intenst og en masse mennesker hørte hvad jeg sagde, men jeg husker ikke hvad det var, for nu er jeg kommet hjem

hjem til min hjertesorg, den jeg slet ikke burde have, den der gør mig så pinlig og lille, den der

udtømmer hvert et håb om nogensinde at blive normal, blive ansat og bare eksistere i rammerne, hvorfor

føler jeg nu igen noget udenfor rammerne, jeg hæver

mig selv og ser ned

hvordan kan du bare skrive mig ud

af din sang om drømmene, jeg hører din sang om drømmene none-stop og jeg lover

jeg kan skrives ind i dem, jeg ser ned

på mig selv og ser ekstatisk glæde som jeg tror kun du

kan forstå, jeg tror

helt sikkert forkert, det er

ikke sikkert det er klogt at forelske sig i mig, er det

uansvarligt at forelske sig i en ekstrem

itet, jeg ser op

og der står du jo og drømmer

om lige netop det jeg kan give dig, alt du drømmer om

der er rytme i dine tanker

der er stille på min telefon

der er gråt i dit skæg, dit smukke skæg, er det

helt uansvarligt at dig at lade dig selv

gå, forelske dig i en forelskelse, jeg ved

du er den type mand der skal holde om

mig, det stykke mand der hæver sig

op over mig, går over i historien, går op ovenpå og jeg hører dig gå

rytmisk, dansende, glad og jeg hører dig sige

jeg er for fantastisk, for vildt sej og jeg

bliver nervøs, for det er sådan jeg selv siger lige før

jeg vender folk ryggen, før “men”, før “det kan ikke jeg” og det bliver

forÃ¥r, men ikke foreløbig, jeg ser op pÃ¥ “til salg”-skiltet, pÃ¥ lejligheden hvor jeg bor

i mine drømme, det er streget over, det er solgt og jeg ser op

hæver mig op over mit eget hoved, min egen forståelse. jeg hæver

og sænker mig igen, synker sammen, tjekker telefonen og forstår

min angst men en angst skal egentlig være uforståelig for at være en angst

det er torsdag aften, sådan en er ladet med åndenød for kan jeg

holde weekend sådan som jeg er

ledig og lækker

lidt for lækker til at være ledig

ledig og single

lidt for single til at være ledig

ledig og hjemløs og lækker og single

lidt for ledig til at være hjemløs og alt for single til at holde mig lækker

hvor bliver det af, perspektivet, så hjertesmerterne fortager sig, så illusionen slipper sit tag i mig, så håbet kan fjerne sig fra solen, så jeg kan se klart igen, se mine ben igen, se dem stå fast, hvor som helst, bare de er faste, fødderne

ligger i hvert sit hjørne af sengen og det gør

det ikke nemmere at tjekke telefonen, har du

mon skiftet nummer siden i forgårs, situationen kræver

at jeg forholder mig i ro, det er det

jeg er dårligst til, bare at sidde på hænderne, det handler

ikke om telefonen eller dig men om mit

hjerte, der skriger efter

værdi, skaber jeg værdi

er jeg en værdi kun når jeg skaber, tilfører jeg

værdi når ligger med smerter i brystet eller når jeg hjælper en med at stoppe et misbrug af hash

som han hellere havde beholdt lige som det var, smerter

i brystet, i skindet udenom, i hjørner af min krop, i tykkelsen af mine knogle, der

fra udgår natten.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!