6. November 2017 af Maria Guldager

Jeg ved godt vi er født i forskellige stjernetegn og at du ikke umiddelbart har mine dybder

Men der må være en standard for med hvilken hast jeg lader mig afvise under himlen

vist af, spist af med rationelle rim – undskyldninger og skulle det være en anden gang, nej det skulle ikke, men en kvinde brug for en kærlighed

så derfor sker det nok alligevel igen, at jeg sidder aften på aften og venter på, at der står LÆST under mine beskeder og studerer tiden for læsningen, måske er der en numerologisk sammenhæng på spil, i mangel på svar, skriver jeg selv et

kære maria, jeg elsker også dig overalt på jorden, skønt vi kun har mødt hinanden to gange, du er smukkere end guld og vildere end solen selv. Vil du med til Paris i morgen?

Det her er ikke den romantiske hollywood drøm, jeg ved du tænker noget i den stil, at jeg er en eller sindssyg kvinde der lige som alle leder efter true blood, eller love eller hvad nu, at jeg er fisk og desillusioneret, men egentlig er jeg bare træt af at have diarre, træt af at det jeg åbner for, smager, fordøjer, glider mig af hænde, smutter lige igennem mine grænsebomme, jeg vil have noget til at sætte sig i mig og blive der, og ikke skulle skylles ud til kostelige psykologtimer, du skal ikke lade dit fokus være på ham, kan de så sige, maria, du skal elske dig selv, og det gør jeg så, jeg har fx købt de her fine og dyre ringe, de er ægte guld eller diamant, jeg ved det ikke helt, men de har kostet over 1000 kr og det er mere end jeg plejer at bruge på min egen udsmykning, ih hvor er jeg god til at elske mig selv, tænkte jeg, det er heller ikke så længe siden jeg har været i bad og jeg er også ved at lære at meditere

ja sådan tænkte jeg, indtil jeg læste i en nyhedsmail fra en ukendt afsender der reklamerede for et selvkærlighedskursus, nej de kaldte det en pakke, i mailen stod der specifikt at hvis man lige havde købt smykker til sig selv, så havde man FULDSTÆNDIG  misforstået konceptet selvkærlighed, og der var jeg, både i min seng og i min indboks, det var jeg midt i misforståelsen, en ukendt afsender havde fået en modtager til ikke at kunne genkende sig selv længere,

nej selvkærlighed er noget helt helt andet stod, men så kunne jeg ikke få mit kreditkort til at virke, jeg faldt i søvn og vågnede op til lyden af en “motivation for succes” video på youtube, ikke selve jim carry, men reklamen før ham, der handler om et kursus, nej de kaldte det et akademi, jeg skulle tage at tage på, hvis jeg ville tjene penge mens jeg sad på stranden og ingenting lavede, ud over at høre lyden af likes på min instagram profil mariaguldpigen

Hvad skal jeg være

for at dine arme slår sig omkring min eksistens, arme eksistens, der tigger en mand om kærlighed,  en der har indrømmet at han ikke er typen der har sådan noget som følelser, hvortil jeg indrømmede at selv den mest feministiske kvinde jo helst vil have den slags mand, der ikke rigtig føler noget, men bare kan gribe hende når ustabile handlinger, herunder den emotionelle spisning, slår til.

jeg ved godt, at mit kærlighedshoroskop har talt. Kun en stædig og kampklar fisk bliver ved ideen om en tvilling på nuværende tidspunkt,

men hvad er tidspunktet- måske er der nye muligheder i dette nu, måske er kl dette øjeblik en numerologisk åbning og universet vil sende et mirakel til mig der flyver rundt her under himlen med et begær efter et sted at lande

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!